ET TILFÆLDIGT MØDE

Jeg mødte ægteparret i det lokale supermarked, umiddelbart var der ikke noget at se, men jeg vidste, at manden havde haft en apopleksi. Det viste sig også ved samtalen, de almindelige fraser slog ikke til, da vi kom dybere ind i snakken, besvær med at finde ord, at huske sammenhænge og let at distrahere.
Senere så jeg dem igen, den dag var han i fuld firspring hen over parkeringspladsen, stoppede dog lige op for at tale med en bekendt, hun var nået hen til bilen, så mig og smilede.

Det er det smil, jeg har haft på min nethinde de seneste dage sammen med hendes øjne. Smilet nåede slet ikke op til øjnene, som var så alvorlige. Hun havde tabt sig, og jeg tænkte den dag, at det er nu realiteterne er ved at gå op for hende. Lige nu læser jeg videre på Louise Brückner Wives bog for pårørende til hjerneskadede. Jeg har læst kapitlet om hjerneskadens virkning på hele familie.
Hustruen var hele tiden i mine tanker, for hendes mand var ikke ramt fysisk udover sproget, men jeg tror helt sikkert, han har en del skjulte handicaps.

Nå jeg tænker på det samarbejde min mand og jeg har, hvordan mange ting foregår som ping-pong mellem os. Der er dage, hvor jeg er den stærke og har energi, og dage hvor det er min mand, der kan rumme løsninger og ideer. Når jeg prøver at forestille mig, at jeg skulle stå for alt alene, ja så kan jeg godt det til en vis grad, og folk, der bliver skilt eller manden dør, de bliver jo alene.

Den raske ægtefælle i et forhold med en hjerneskadet mister jo også en ægtefælle, han mister måske al initiativ, blive let aggressiv, skal ha hjælp til at strukturere sin hverdag, hans humør ændres, der er ikke mere dybde eller klang i den, han ændrer måske personlighed. Men pointen er jo, at han stadig er der fysisk, men han er ikke den person, man elskede og faldt for. Han kan i glimt være den samme gamle person, men når det er slemt føles det som at have en teenager i huset konstant.

Jeg kan ikke sætte mig ind i det fuldstændig, jeg kan have en fornemmelse af, hvordan det måtte være, men kun andre, der har været i samme situation kan helt sætte sig ind i følelserne, der dukker op.

Omfanget af en hjerneskade ved man tit først langt hen i forløbet, og de pårørende har måske urealistiske forventninger til endemålet, så skilsmisser dukker tit op omkring 2-3 år, efter skaden er sket.

Skulle du være pårørende til en hjerneskadet findes der også en hjemmeside, hvor du kan chatte med andre i samme situation.

Jeg håber at der er nogen, der tager vare på hustruen, nogen der sætter ord på deres tanker, for jeg kan ikke være den eneste, der kan se forandringen.