Hvis man er ældre som 60 årig, og det jo hedder gammel, ældre, ældst – så må jeg være gammel nu!
I Jyllands Posten i går var der refereret en undersøgelse af, hvad der kunne få ældre til at blive på arbejdsmarkedet længere. Rigtig mange havde den med nedsat arbejdstid med lønkompensation som favorit, det kan jeg da godt forstå, men mon den er realistisk i det virkelige offentlige liv?
Jeg har besluttet, at jeg bliver, til jeg er 62 år, om jeg bliver længere, har jeg ingen anelse om på nuværende tidspunkt.
For et år siden syntes jeg, at mine kolleger på 55 var nogle pylrehoveder, når de sagde Lene vent du bare, det er hårdt at blive gammel. Jeg synes stadig ikke, jeg har problem med at klare mit arbejde, MEN jeg er fuldstændig færdig, når jeg kommer hjem og er lykkelig for, at jeg ikke fik mine børn som 40 årig, så havde jeg haft en på 9 og 10, hjælp!!!! Det tror jeg ikke, jeg havde orket, så var der nok blevet fundet et andet arbejde.
Min drøm er jo at få lov til at slutte mit arbejdsliv på børneafdelingen, men for nylig blev jeg i tvivl. Jeg mødte jo den her gamle kollega, som fortalte, hvor hårdt det var, nok mere psykisk end fysisk, og hvor meget hun nød at arbejde med raske mennesker og have fri hver weekend.
Jeg elsker mine frihverdage og har ikke et problem med at arbejde i weekends, jeg arbejder jo også kun hver tredje. Men gnisten til mit arbejde mangler ind imellem, jeg er åben omkring det, og min ledelse er villig til at hjælpe mig til at få gnisten tilbage. Det er også noget af det artiklerne i avisen omhandler, dette at ledelsen ser og anerkender deres gamle medarbejderes indsats og er parat til at finde måder at give medarbejderen gode arbejdsvilkår på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar