Denne reklame bliver jeg ikke betalt for, så er det på plads.
Datteren havde reserveret bord på en restaurant i nærheden af Eiffeltårnet til fødselsdagsmiddagen. La Terrasse ligger lige op af metroen Ecole Militaire.
Der var ventetid, men vi blev budt på et glas hvidvin og overtjeneren, som kunne være bror til Tom Cruise, holdt os hele tiden orienteret. Ventetiden var det værd, for vi fik den smukkeste plads på 1. sal ved hjørnevinduet med udsigt udover et myldrende gadeliv.
Tjeneren var behagelig og god til at informere om de forskellige valg. Først fik vi røget laks med blinis og creme fraiche, dertil en rigtig god hvidvin.
Til hovedret fik vi oksemørbrad med franske frites, skåret i helt tynde tændstikstrimler og dejlig sprøde. Hertil grønne bønner, champignonsauce og en god rødvin.
Så skulle vi vælge dessert. Datteren havde snakket om Creme Brulée, siden hun første gang fik det på denne restaurant for to år siden. Det skulle vi prøve, og landmanden kom under snakken med tjeneren til at fortælle, at vi fejrede min fødselsdag. Det medførte en tjener med stjernekaster på bakken, fire små lys i min dessert og fire glas champagne på husets regning, det blev båret ind mens han sang fødselsdagssang og hele restauranten klappede. Se det var jo noget af en afslutning. Og desserten? Det er ikke sidste gang, at jeg prøver den, den smagte himmelsk.
Udsøgt betjening og mad, der smagte vidunderligt, datteren fik ros for valg af restaurant. Vi havde hygget os og snakket, og det var en fornøjelse at se vore to unge mennesker nyde denne aften.
Vi sluttede aftenen af med at nyde Eiffeltårnet oplyst, og en lille tur ned til Seinen blev det også til, før fruen lokkede familien på en længere omvej, fordi den metro jeg havde læst mig til, var en RER(hurtigtog) station, og de næste toge, der kom der, var eksprestoge. Da en skridttæller ikke klæder en nederdel, så er skridtene ude til højre uden vores lange gåtur om aftenen, vi fik gået MEGET mere.
Men lige netop denne dag blev jeg tilgivet.
Jeg fylder 40 i juni.... gad vide om man kan booke bord på den restaurant? :-) Har skrevet navnet ned og diskret smidt sedlen over til manden som sidder på sin computer her lige ved siden af fordi han har hjemme arbejdsdag idag..... Der er ingen umiddelbar reaktion fra hans side!
SvarSletPlejer de (mænd) ikke at være langsomme til at reagere ;-)
SvarSletTålmodighed Jane, man kan aldrig vide