NATTEVAGT

Det er tre år, siden jeg sidst var i nattevagt, og i nat har jeg byttet mig til en, så jeg er noget spændt på, hvordan den kommer til at forløbe. Siden sidst er vi jo flyttet, fået flere patienter, og nattevagterne er det eneste vagthold, som ikke er opnormeret, så de har travlt.

Alle patienter, som ikke kan vende sig selv, skal vendes et par gange om natten. Der skal tjekkes, om der er brug for skift af bleer. Der skal være tilsyn på hver stue mindst hver anden time, men mange af vore patienter er jo i akut stadiet, så det bliver tit hyppigere.

Der skal gives medicin, i apopleksigruppen vil det hyppigst være antibiotika intravenøst (ind i blodåren), i den anden gruppe er det tit parkinson patienter, som skal have deres medicin om natten for ikke at være helt stive om morgenen.

Der skal ordnes forskelligt papirarbejde, og det tager tid.

Der er travlt om morgenen, nye patienter skal neurologisk vurderes, der skal måles blodtryk, og der skal gives sondemad. Hvis en patient har problemer med at tømme blæren helt, hvilket mange apopleksipatienter får i det akutte stadie, skal blæren tømmes med et lille engangs kateter. Vi starter kl. 6, og de fleste patienter falder forhåbentlig i søvn igen, for morgenmaden er først kl. 8. Vi har tit diskuteret, om dagvagterne ikke kunne gøre disse ting, men så kan de ikke nå det, de skal.

Som ung student arbejdede jeg i Oxford på et hospital, her var jeg alene i vagt fra kl. 21 til kl.8, jeg blev afløst 2 gange en halv time. Jeg havde 19 patienter, jeg skulle passe. Jeg måtte heller ikke starte før kl. 6 om morgenen, men jeg havde så mange ting, jeg skulle gøre, så tit startede jeg kl. 5.
Rygtet ville vide at oversygeplejerskerne, som boede på hospitalet, stod op kl. 5 for at overvåge, at der var mørkt på alle afdelinger, så jeg gik rundt med en lommelygte, mens jeg målte værdier. Nattrissen gik med listesko, så man skulle også være stille, ellers kunne man ikke høre, hvornår hun kom på tilsyn.
Jeg har ikke tænkt mig at starte før kl. 6, men lommelygten bruger jeg, når jeg lister rundt på stuerne og tilser patienterne, og ligesom da mine børn var små, så bliver jeg stående ved hver enkelt, til jeg har set vejrtrækning. Af og til må jeg lægge hånden på maven for at mærke vejrtrækning, hvis folk sover meget roligt og dybt, jeg går ikke videre, før jeg ved at de trækker vejret.

Jeg glæder mig faktisk til at prøve en enkelt vagt. God fredag aften