POSITIV TÆNKNING

Søger du på ovenstående, får du 153.000 emner på dansk, på engelsk får du 307.000, så man må sige, at det er et emne, der er vældig populært.

Her på bloggen prøver jeg at fokusere på det positive i hverdagen, at have de små daglige glæder for øje, men ind imellem kommer der også et pip om trælse ting, om noget der gør mig ked af det.

Når jeg godt kan være lidt valen overfor emnet positiv tænkning, så skyldes det flere ting.

Jeg er slet ikke i tvivl, om at den tilgang, vi har til livet, også smitter af på livet. Vi kender alle historier om nogle, som burde have været døde, men som mirakuløst eller mod alle odds klarer skærene. Tit siger man så, hun har også en stærk livsvilje eller livsgnist. Hun er så positiv, er en stærk personlighed, har en stærk tro etc. Men der er jo også mennesker med en negativ holdning til tilværelsen, der klarer den, og omvendt mennesker med stærk livsvilje eller positiv tilgang til livet, som ikke klarer den.

Og det er her, jeg synes, faren ligger. Det minder mig lidt om disse fanatiske kristne sekter, som mener, at hvis man tror på Gud, så helbreder Han en, og dermed følger også det omvendte, at hvis man så forbliver syg eller dør, så er det, fordi man ikke troede nok, ikke var stærk nok i troen, og så står jeg af!

Når jeg læser i bogen: Det indre rum af Ole Kåre Føli , så er der mange ting, jeg sagtens kan følge: at vores krop sladrer om vores liv både fysisk og psykisk, og at massage i sig selv ikke hjælper, hvis ikke vi tager fat på de ting, der giver os de fysiske problemer. Men jeg bliver så ked af det, når jeg i en spændende bog af en spændende person læser, at for at behandlingen kan virke, skal man tro på det, gå ind i det, og at man kan helbrede bl.a. hjernesvulster.

Her synes jeg, at han let kommer til at ligne andre alternative helbredere. Og lad mig sige det med det samme, jeg har i starten af min sygeplejekarriere mødt nogle meget dårlige eksempler på alternative helbredere/behandlere, som i værste fald kunne have forårsaget et barns død, og i andre tilfælde forplumrede forældres bearbejdelse af deres barns alvorlige sygdom og død, så jeg har haft det virkelig svært med alternativ behandling. Det har jeg ikke mere på samme måde, men den vinkel med at du skal tro på det her, du skal ville det her, du skal selv gøre en indsats osv., den kommer let til at kamme over i:

Du bliver ikke rask, fordi du ikke tror nok, ikke virkelig vil det her, ikke gør en indsats, ikke tænker positivt nok.

Vi har ikke brug for den skyldfølelse! Den gør ikke gavn.

Jeg har familiemedlemmer, som i lægesprog er en solstrålehistorie (læger taler ikke om mirakler:-)
Jeg har også familiemedlemmer, som er døde, trods en stærk livsvilje, trods en utrolig positiv tilgang til livet.
Jeg er dybt taknemlig for den tid, jeg fik med de afdøde, og jeg er dybt taknemlig for dem, der stadig lever.


Mit eget lille liv rummer lige nu så meget godt. Der er 13 dage til jul, jeg skal arbejde 6 dage, heraf 5 aftenvagter, dvs. jeg har 12 dage, hvor vi kan nyde formiddagskaffe sammen, det er dejligt. Og på søndag skal jeg høre Oslo Gospel Choir, og forhåbentlig synger de min julesang med de linier, hvori jeg i perioder har fundet trøst:

Englene synger højt i kor, synger om fred på vor jord,
Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat.

Må en stjerne skinne for dig

STRIPS KAN MAN ALTID BRUGE

Har man strips kan man klare alt, er landmandens motto.

Når fruen kun har én rullepølsepresser, så må strips og smørebræt klare resten.


Og dørkransen hænger også flot med strips.


En enkelt krukke eller to har fået planter, dog uden strips, og udenfor har der dagen lang været tæt tåge.


Budgettet for levende lys stiger betragteligt her i december, og lige nu har jeg engle, der flyver og skaber en blid klokkelyd.


Og andre engle bærer lyset ind, og indeni bobler en stille glæde.


Livet er ikke det værste vi har.

KIG PÅ KLOKKEN

Hun var vred, det er det jeg husker allerbedst, den morgen på neurologisk afdeling i 1980. Jeg var elev, og hun var en af mine sygeplejersker på afdelingen. Men denne morgen var hun ikke på arbejde, hun var blevet indlagt aftenen før, og det var det hun var vred over.

Aftenen før havde hun som vanligt været til kor, og her fik hun et krampeanfald, hun havde epilepsi. Med i koret var også min forstander på sygeplejeskolen, og en gang sygeplejerske altid sygeplejerske, så hun ringede resolut efter ambulance, og så var sygeplejersken pludselig patient i stedet for en meget dygtig og kompetent souschef.

Vi møder også den vrede, den irritation, for det er ikke nødvendigt at blive indlagt, og når man først er indlagt, går der typisk et døgns tid, før man bliver udskrevet. Egentlig kan man ikke bebrejde de mennesker omkring en, der ringer efter ambulance, for ved de ikke, man har epilepsi, så er et krampeanfald meget voldsomt at se på, og ja det er det også, selvom man ved det, i hvert fald de første par gange.

Ambulancefolk og ofte også personalet i skadestuen giver tit stesolid for at få kramperne væk, så oveni den træthed, der naturligt er efter et krampeanfald, får man også sløvheden fra stesolid. Så det er tit først på afdelingen, at folk vågner helt op, og så er det irritationen kommer.

Som sygeplejerske er man noget spændt på, hvordan man reagerer første gang, man ser et krampeanfald, for alle bliver i introduktionen informeret om, at vi ikke giver noget beroligende. Vi skal kigge på klokken som det første, for først når der er gået 5 minutter skal vi give anti-epileptisk medicin, ikke beroligende., og et minut føles langt, når man står ved en patient med krampeanfald, så kig på klokken og pas på patienten ikke kommer til skade, er kodeordene for den første sygepleje.

Vi skal observere, om kramperne er i alle ekstremiteter, om de er toniske, dvs. stive eller kloniske, dvs. rykvise, om patienten er ved bevidsthed, om pupillerne reagerer for lys og som sagt hvor længe de varer. Alle observationer skal nedskrives, så lægen har en chance for at kunne vurdere, hvilke type krampeanfald det er. Ikke alle krampeanfald er epileptiske, så folk bliver typisk indlagt hos os, hvis det er første gang, de kramper, eller hvis de får ophobede krampeanfald, så deres medicinske behandling skal ændres.

Som patient er det irriterende at få disse anfald, fordi man jo har mistet kontrollen over sin krop, man er nødt til at tage medicin, som måske giver trælse bivirkninger, og som sukkersyge patienter skal man forholde sig til, at man nu har en kronisk sygdom, og den har indflydelse på ens levevis. Derfor får vi også af og til de unge epilepsipatienter ind med anfald, fordi de fester igennem som deres andre kammerater, og det betyder så at for mange gange med manglende søvn, for meget alkohol osv. øger deres risiko for anfald.

Det at skulle ændre sin levevis, det at skulle tage hensyn konstant til at noget er godt eller skidt for ens krop, det at andre indimellem mener at have de vise sten og føler sig kaldet til at informere en, det hele tiden at skulle tage medicin med de bivirkninger der måtte være, det tror jeg slet ikke, vi andre kan sætte os ind i, men vi kan prøve. Og derfor er jeg også så glad, når nogen beskriver, hvordan det er, og hvad det gør ved en, det kan kun gøre os andre klogere.


10 % af apopleksipatienter får senere epilepsi, og selvom lægerne har nævnt det som en mulighed, kommer det første anfald altid som et chok.

2. SØNDAG I ADVENTSMORGEN

Det er sjældent, det sker, men i dag har vi tid til at spise morgenmad sammen, teen er klar, rundstykkerne lunet, lysene tændt. Nu mangler jeg bare familien, men de er på vej.

Søndagen byder på julegudstjeneste i sønnens kirke og julekoncert i aften med mit kor og efterfølgende kaffe/te med dejlig svigerfamilie.


Inden da skal der lige ryddes lidt op, strikkes et par pinde, handles lidt ind og bages en kage.

Det bliver en god dag, må I også få en god og nærværende 2.søndag i advent.

BARE DET VAR MIG

Denne melodistump kører rundt i mit hoved lige nu.

Datteren har sidste arbejdsdag i morgen, og i overmorgen drager hun på juleferie i Paris i en uge.


Bare det var mig ;-)

I et dameblad var et lille indlæg om juleshopping i Paris, det er lagt frem.


Bare det var mig.

Men når grise og kartofler ikke kræver en vis landmand og hans frue mere, så tager jeg revanche, så vil jeg også se Paris ved juletid, Rom ved forårstid, London ved ? tid, Oslo, Stockholm, Amsterdam osv

Men indtil da vil jeg nynne, bare det var mig

VI HAR OG EN LEDESTJERNE

Min adventsstjerne har jeg aldrig mødt andre steder end i min mors familie. Mine forældre har givet os fem børn hver sin stjerne, og folk, som har gæstet os, har ind imellem set lidt undrende ud, for stjernen var ikke som alle andres.

Derfor blev jeg helt glad, da jeg en dag så nogle stjerner, godt nok til udendørs brug, i et indlæg hos Liselotte, som lignede min. Jeg mente, stjernen var en herrnnhut stjerne, og at den stammede fra Christiansfeld.

Nu ved jeg, at brødremenigheden, som grundlagde Christiansfeld, kom fra en by Hernnhut i Tyskland, og dernede fra stammer stjernen, men man kan altså også købe papirudgaven i Danmark.

Det har været spændende læsning om den første frikirkemenighed i Danmark, som grundlagde en by, hvis byplan er ligesom andre brødremenighedsbyer i verden. Centrum er kirkepladsen, hvor der er grønt og hvor der midt på pladsen er en brønd. To stier, som danner et kors, fører til brønden. Rundt om kirkepladsen er forskellige bygninger, hvoraf kirken er den største. Her er der tid til ro og fordybelse, og byplanen skal signalere, at Jesus er det vigtigste i vores liv, både i hverdag og om søndagen. Kirkegulvet er plan med fortovet udenfor og dermed kan du bare træde ind, hverdag og søndagens gudstjeneste hører sammen.



Nu er min stjerne samlet, og den vil resten af julen inklusive de tolv juledage frem til Helligtrekongersaften d. 6. januar lyse for mig, min familie og hvem der måtte komme her som gæst.


Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

PYHA

Min kladde af referatet fra sidste apopleksimøde var blevet væk, og i dag var sidste dag på arbejdet inden næste møde, så jeg tog en dyb indånding her til morgen, sendte en lille bøn opad og tog bunken af papir nok engang, tog et stykke af gangen og lagde over i en anden bunke.

Det var der! Lettelsens suk var højlydt, nu mangler jeg bare at finde en halv time på arbejde, så referatet kan blive renskrevet og sendt ud til alle.

Forude venter en dejlig weekend med fest, juleindkøb, koncert og gæstebud.

Og min adventsstjerne må samles, jeg savner den :-)


Ha en god decemberdag.

GOD DECEMBERMORGEN med et link der virker ( forhåbentlig)

I september havde jeg et indlæg, hvor jeg blandt andet skrev teksten til en morgensang, Langsomt kravler mariehønen. Flere nævnte i kommentarerne, at de ville ønske, de kendte melodien.

Se, blogland er jo en herlig ting, for efterfølgende var der en kommentar fra komponisten, som skrev, at han evt. ville indspille melodien på sin hjemmeside.
Det har han nu gjort, vil du lytte en smuk morgensang, så tryk her, gå lidt ned af siden og find Langsomt kravler mariehønen.

Tak Jens Nielsen, og en god morgen og dag ønskes I alle. Arbejdet kalder her i det nordjyske.

ENERGIOPLADNING

Du kender det sikkert, jeg gør i hvert fald. Når noget, jeg har lyst til, bliver droppet, fordi det er der ikke tid til i dag, du har også så mange ting, der skal nås, osv. osv.

Jeg har utallige gange, hvor jeg har haft fri en onsdag tænkt på at indfri en invitation til en kop hyggelig te hos Liselotte, men så er der altid noget, jeg synes, jeg skal have lavet herhjemme.

Nu skulle jeg jo hente julekort, og det er vigtigt, så nu kunne jeg komme af sted, og hvad sker der? Jeg føler mig fuld af energi, jeg har snakket (meget, undskyld Kenneth), jeg har grinet og jeg har jo nået det, jeg ville på de her fridage alligevel, så nu skriver jeg det ned i håb om, at det når hjernen og lagrer sig der. Lene, man får energi af at være sammen med andre mennesker i hyggeligt selskab, husk det!


Teen er brygget, datteren er hentet med en pose lækre juleboller, det er vist godt hun snart stopper ved den bager ;-) og de to mænd i familien dukker snart op.


Og i aften skal vi igen synge til kirkekoncert, så bliver der fyldt på energidepoterne igen, herligt.

NÅR EN PEBERKAGEBAGER

Når en peberkagebager
bager peberbagekager,
tar han først en mægtig gryde
og et kilo smør omtrent.
Og hvis gryden ikke vælter,
blandes smøret mens det smelter
med et kilo puddersukker
til det lugter brunt og brændt.

Og i smør og sukker kommer
der en halv snes æggeblommer,
som man rører ud i gryden
med et kilo hvedemel.
Når det værste er af vejen,
krydres peberkagedejen
med en teske ægte peber,
og et lille drys kanel.

Peberkagesangen har jeg altid forbundet med pebernødder, og den er blevet sunget mange gange i mit barndomshjem. Småkagebagning til jul var et familieforetagende, mine forældre stod for at køre dejen igennem kødhakkemaskinen, en rigtig gammeldags en med håndsving osv., og så skulle vi skære stængerne i små stykker og sætte dem på bagepladen. Der blev sunget meget, måske også for at afholde os fra at spise al dejen. Det var før salmonellafrygten ;-)


Bagefter fik vi hver vores klump dej og en masse udstikningsforme, og så måtte vi selv bestemme, hvad vi ville lave, og det var vores egne småkager. Imens bagte mine forældre vanillekranse, ingefærkager og brunkager. Brunkager skulle være som i min fars barndomshjem, så ingen mandler i dejen, og kagerne havde form som ruder i et kortspil, og ovenpå blev lagt en halv mandel.

Det er aldrig lykkedes mig at få mine børn til at være med i småkagebagning, kun sporadisk interesse en gang imellem. Der er år, hvor vi har købt os til småkager, blot ikke pebernødder, dem har jeg altid fået bagt, om jeg så skulle stå lillejuleaften, når jeg var kommet ind fra kartoffelsortering, for uden pebernødder ingen jul ;-)


Nu er julen sikret, og jeg trænger til et bad før formiddagens besøg.

TAK FRU KOCH

Og således sluttede dagen med et smukt banner fra fru koch, så nu kan jeg slet ikke undgå at komme i julestemning :-)

Sylten er lavet,så nu bliver det december for alvor. I alle vores år sammen har det været en tradition, at der skal spises rugbrød med sylte, sennep og rødbeder hver dag i december. I de år, hvor jeg var fast aftenvagt, ventede landmanden oppe for at vi sammen kunne nyde et stykke natmad sammen.

Dejen til pebernødderne er klar til bagning - i morgen! Og i morgen må jeg ha nødtelefonen i gang hjem til mor, for opskriften på vanillekransene og ingefærkagerne er forsvundet, og det går jo ikke ;-)

FRIDAG

Listen var skrevet, så det var bare om at komme i gang, men nu er jeg jo ikke mig for ingenting, så der skal vist arbejdes hele aftenen, hvis jeg skal strege alt ud.

Meget af julepynten er kommet op, men jeg kan mærke, at ligesom mine børn er jeg blevet mæt af nisser, vi vil hellere have engle, stjerner og andet pynt op, så mange af nisserne blev i kasserne.

Nisserne i stolen er dog kommet frem,


og nisserne til kirken skal også være der,


til gengæld bringer englene bud om lys og glæde,


og i et andet vindue funkler en julegave fra sidste år.

Lysene rundt omkring i huset giver et blødt skær, og julestemningen sniger sig langsomt ind. Ude i køkkenet står gryderne med svinehoved og skank og simrer. Hen under aftenen er de klar til at blive til sylte. Slaget ligger i køleskabet og er klar til at blive til rullepølse, når jeg er klar.

Jeg har givet mig selv fri i morgen formiddag fra julepligterne herhjemme, og i stedet for drager jeg til Gug efter julekort, og jeg glæder mig.

JULEPYNT

Her i huset er det fruen og ind imellem børnene, der julepynter, men i aftes ydede landmanden sit bidrag: To dejlige nisser som skærmbillede, det kan man da kun blive i godt humør af.

HAR IKKE TID

Tiden iler af sted, og indlæggene når aldrig ud på bloggen.

Dagen i dag var god på arbejde, men vi løb stærkt. I går brokkede en af assistenterne over, at det havde været hårdt, og da havde vi to sygeplejersker lige talt om, at det var gået tilfredsstillende, så vi mødte begge to en halv time før i dag, så medicinen var doseret op, da de andre mødte. Med til historien hører så, at jeg gik en halv time før for at nå til Etta Cameron koncert.

Inden personalemorgenmaden, som vi holder stærkt på i weekenden, havde jeg vasket den ene patient og den anden manglede kun at blive vasket foroven. I weekenden går jeg ind for patienter med høj krave og lange ærmer ;-) Oversat betyder det, at hoved, hænder og nedre dele bliver vasket, mere kan vi ikke nå, når vi har så mange plejekrævende patienter.

Lige for tiden har vi mange, som skal kateriseres, altså have tømt blæren med et lille engangsrør. Det tager tid, for først skal de tisse, og måske er vi nødt til at få dem over på en bækkenstol, fordi de ikke kan tisse på bækken eller i kolbe.Og da de jo også har halvsidige lammelser, kan det være en tidskrævende proces. Dernæst skal de have scannet blæren, og står der for meget i blæren, skal de som sagt kateriseres. Det er lige til at blive svedt af, for de skal jo også have mad to gange og eftermiddagskaffe, inden vi går hjem. Men mine tre mandlige patienter var rigtig rare at være sammen med i dag, så vi fik også grinet noget.

Og Etta Cameron, hun var dejlig og sang godt. Det kom fra hjertet, og hun havde en skøn udstråling, så hun fik et stort femtal af os tilhørere :-)

VI ER I GANG

Kasserne er kommet ned fra loftet, det er et kærligt gensyn med mange ting. Grisen hilser glad, og nissebørnene, som kom til sidste år, titter frem.


Tændstikæskerne er begge historie, den lille lavede jeg til min morforældre som barn, og da min mormor døde som den sidste af de to, fik jeg den af min mor. Den glade nissedreng fik vi af min mands niecer og nevø, inden vi selv fik børn. Jeg er en af dem, der må have alle minderne frem hvert år. Der må godt komme nyt til, men det gamle skal der også være plads til, så måske skal vi udvide huset ;-)

Nu vil jeg nyde et glas gløgg, en lækker hjemmebragt kage og min smukke blomst, som jeg troede skulle være rød, men det gør overhovedet ikke noget.

TANKEDRYS VED NATTETID

Datteren skal udveksle pakkekalender med en veninde, jeg gad godt være veninden ;-)
Men datteren har lovet, at vi skal julehygge og pynte på lørdag, jeg låner lidt af hendes julestemning og satser på, at december sniger sig ind under huden.


En hektisk arbejdsdag fik ende og bagefter ventede en dejlig oplevelse, vi var inviteret til spisning og koncert med Flemming Bamse Jørgensen, og han og hans pianist imponerede, det var så godt.
Nu sidder jeg og prøver at gøre mig klar til en arbejdsdag, som forhåbentlig giver mere tid til at gøre mit arbejde, som jeg ønsker at gøre det.

Min arbejdsplads er sårbar lige nu. Tre erfarne sygeplejersker er rejst/rejser, mange nye er ansat dels pga. barsel en masse dels pga. opnormering, da vi har fået en observationsstue, og som vanligt er en del syge. Det sidste var noget af det, der overraskede mig meget, da jeg startede efter 11 års pause, hver dag byder på nye syge. Det er en skrue uden ende, for så er der større pres på de tilbageblevne, og så bliver de syge, og så…… Jeg er ked af det lige for tiden, fordi min arbejdsglæde ikke har det så godt, men jeg ved, at det vender, så i ventetiden prøver jeg at fokusere på glæden over mine dejlige kolleger.


I morgen skal der købes gran og grankrans, og hvis der er flere af de to julekalendere fra DR1 og TV2, så skal de købes. Min mor køber dem stadig, så jeg vil også prøve at holde fast i den barnlige glæde ved december. Jeg har stadig mine to forældre, det er jeg uendelig taknemlig for, for det er slet ikke en selvfølge.

God nat og pas godt på jer selv og jeres kære.

MISSION ACCOMPLISHED

Kartoffelsuppen er lavet, den står tyk og cremet med godt med fløde i. Små orange nister sladrer om gulerødderne, mens løg og porrer sammen med kartoflerne giver en god smag. Skåle med bacon og purløg står klar til, at man kan drysse med kærlig hånd og Anitas skinkeboller er det perfekte tilbehør.

Jeg er mæt, det smagte godt og så godt ud, så alt er blevet, som det skulle. Tak for alle jeres forslag, det lykkedes, selv uden en suppesten ;-)

Lige om lidt går det løs, Sing4Joy giver julekoncert, og i aften er det kun os, der er på, så vi får chancen for at synge os varme. Det er altid spændende, første gang vi skal afprøve sangene foran publikum, men jeg glæder mig.

Ha en god aften

MÅNESKIN

Månen er smuk i aften, skyerne ligger som små pletter på himlen, og ind imellem dem kan månen skinne og stjernerne funkle. Vejret er frisk og klar, og var jeg ikke mørkeræd, gik jeg en tur ud i mørket.

Jeg mindes de dejlige nætter, hvor jeg lå i soveposen og kiggede på stjerner sammen med veninderne i spejderpatruljen. Bålet knitrede, og maven var mæt af halvbagt snobrød med syltetøj eller ketchup til. Stemmen var hæs af latter og masser af sange.

Laika skal forestille at være min vagthund, når jeg går over i kartoffelhuset, hvor tørretumbleren står i et rum, men hun hopper bare rundt om mig og tror, vi leger, når jeg snakker til hende. Hun danser nærmest og synes, vi har det så sjovt.

Det meste af dagen ligger hun i sin kurv, det er sjældent at hun går med ud i kartoffelhuset sammen med landmanden og sønnen, men i dag hvor jeg skulle hjælpe med sortering, ville hun med. Så sidder Laika pænt inde under sorterbordet, og al jorden drysser ned i hendes pels, men hun nyder at kunne lægge hovedet op af først mit ben og når jeg bliver træt af det, så over til landmanden og hvile hovedet på hans ben. Det er vist slet ikke så ringe endda at være en kartoffelhund ;-)

MISSION KARTOFFELSUPPE

Det kan ikke passe, at æ kartoffelwoman ikke kan lave kartoffelsuppe, så æ kartoffelman og kartoffelbørnene nyder suppen. Men fakta er, at det er mange år siden, rigtig mange år siden, at jeg har forsøgt mig ud i denne ret. Suppen bliver en tynd gang pjask, som ikke smager af noget og som heller ikke giver mæthedsfornemmelse og dermed ikke gør det ud for et hovedmåltid.

Kan du hjælpe? Sidder du med den mest lækre opskrift på kartoffelsuppe eller tilbehør, så er jeg villig til at prøve igen, for jeg har sådan en lyst til en god, smagfuld og nærende kartoffelsuppe.

Livet i kartoffelland går sin rolige gang, der sorteres kartofler, men i og med at mængden af kartofler jo ikke er, hvad det skulle have været, så er der ikke så travlt. Kartoflerne sorteres i størrelse af en maskine, men kvalitetssortering står landmanden for. Sammen med en medarbejder sidder han ved et sortérbånd, hvor kartoflerne ruller hen over, og alle grønne, revnede eller knap så pæne kartofler bliver sorteret fra og ender som føde for kreaturer. Spisekartoflerne kommer i storsække(1000kg) og går videre til en grossist, som pakker dem i mindre portioner, som er mere handy for jer kartoffelspisere ;-)

Sygdomme florerer på min afdeling som andre steder, og jeg har lige sagt nej til en dagvagt i morgen. Har jeg dårlig samvittighed? Nej, for jeg havde planlagt fridagens aktivitet, men jeg har ondt af mine kolleger, for det bliver hårdt, hvis der ikke findes en afløser. Selv med vikardækning er det svært, for de er ikke inde i specialet, og så bliver det de andre sygeplejersker, der må trække læsset.

Nu vil jeg nyde at kunne se en sen film, for søvnen hoppede på mig først på aftenen, så jeg er frisk og håber, du kan hjælpe med en god opskrift.

SHHH!

Søndagen er gået i et sindigt tempo, vaskemaskinen snurrer, opvaskemaskinen gør sit arbejde. Der er blevet snakket, og mest af alt har vi grinet og planlagt, hvordan lillesøster kommer til København og helt hjem, uden at nogen uforvarende kommer til at afsløre, hvem morderen var.

Skrækscenariet er, at nogen i toget snakker i mobil og får at vide, hvem morderen er og skal dele det med sidemanden. Eller at taxamanden vil småsnakke og høre sin kundes mening om slutningen på Forbrydelsen. Kære togpassagerer, bliv ikke forundret, hvis I ser en kvinde med høretelefonerne fastmonteret fra Aalborg til København, med øjnene lukket for omverdenen, og kære chauffør, normalt er min søster en meget sød og åben kvinde, men i aften får du besked på ikke at sige noget ;-) Vi har i hvert fald givet mange forslag til, hvordan hun når hjem og kan sætte sig ned og se sidste afsnit uden at kende resultatet på forhånd.

Nu er søster kørt til toget, og herhjemme har datteren og kæresten gang i pizzabageriet, så vi glæder os. Først en pizza, så fjernsyn med en god kande te og lækre brunkager, det kan kun blive en god aften.