KIG PÅ KLOKKEN

Hun var vred, det er det jeg husker allerbedst, den morgen på neurologisk afdeling i 1980. Jeg var elev, og hun var en af mine sygeplejersker på afdelingen. Men denne morgen var hun ikke på arbejde, hun var blevet indlagt aftenen før, og det var det hun var vred over.

Aftenen før havde hun som vanligt været til kor, og her fik hun et krampeanfald, hun havde epilepsi. Med i koret var også min forstander på sygeplejeskolen, og en gang sygeplejerske altid sygeplejerske, så hun ringede resolut efter ambulance, og så var sygeplejersken pludselig patient i stedet for en meget dygtig og kompetent souschef.

Vi møder også den vrede, den irritation, for det er ikke nødvendigt at blive indlagt, og når man først er indlagt, går der typisk et døgns tid, før man bliver udskrevet. Egentlig kan man ikke bebrejde de mennesker omkring en, der ringer efter ambulance, for ved de ikke, man har epilepsi, så er et krampeanfald meget voldsomt at se på, og ja det er det også, selvom man ved det, i hvert fald de første par gange.

Ambulancefolk og ofte også personalet i skadestuen giver tit stesolid for at få kramperne væk, så oveni den træthed, der naturligt er efter et krampeanfald, får man også sløvheden fra stesolid. Så det er tit først på afdelingen, at folk vågner helt op, og så er det irritationen kommer.

Som sygeplejerske er man noget spændt på, hvordan man reagerer første gang, man ser et krampeanfald, for alle bliver i introduktionen informeret om, at vi ikke giver noget beroligende. Vi skal kigge på klokken som det første, for først når der er gået 5 minutter skal vi give anti-epileptisk medicin, ikke beroligende., og et minut føles langt, når man står ved en patient med krampeanfald, så kig på klokken og pas på patienten ikke kommer til skade, er kodeordene for den første sygepleje.

Vi skal observere, om kramperne er i alle ekstremiteter, om de er toniske, dvs. stive eller kloniske, dvs. rykvise, om patienten er ved bevidsthed, om pupillerne reagerer for lys og som sagt hvor længe de varer. Alle observationer skal nedskrives, så lægen har en chance for at kunne vurdere, hvilke type krampeanfald det er. Ikke alle krampeanfald er epileptiske, så folk bliver typisk indlagt hos os, hvis det er første gang, de kramper, eller hvis de får ophobede krampeanfald, så deres medicinske behandling skal ændres.

Som patient er det irriterende at få disse anfald, fordi man jo har mistet kontrollen over sin krop, man er nødt til at tage medicin, som måske giver trælse bivirkninger, og som sukkersyge patienter skal man forholde sig til, at man nu har en kronisk sygdom, og den har indflydelse på ens levevis. Derfor får vi også af og til de unge epilepsipatienter ind med anfald, fordi de fester igennem som deres andre kammerater, og det betyder så at for mange gange med manglende søvn, for meget alkohol osv. øger deres risiko for anfald.

Det at skulle ændre sin levevis, det at skulle tage hensyn konstant til at noget er godt eller skidt for ens krop, det at andre indimellem mener at have de vise sten og føler sig kaldet til at informere en, det hele tiden at skulle tage medicin med de bivirkninger der måtte være, det tror jeg slet ikke, vi andre kan sætte os ind i, men vi kan prøve. Og derfor er jeg også så glad, når nogen beskriver, hvordan det er, og hvad det gør ved en, det kan kun gøre os andre klogere.


10 % af apopleksipatienter får senere epilepsi, og selvom lægerne har nævnt det som en mulighed, kommer det første anfald altid som et chok.