SHHH

Jeg har altid haft dage, hvor humøret ryger nedad, og de dage prøver jeg på at gå stille med døren.

Med alderen kommer også erfaringen, så nu kender jeg dagen, jeg passer på, jeg prøver at finde små detaljer i hverdagen, som er dejlige. I en halv time har jeg siddet ved morgenbordet og betragtet fuglelivet på foderbrættet, de små mejser, gråspurvene, grøniriskens flotte gule stribe og dompappens tilsvarende røde pragt. Der er noget meditativt beroligende i at kigge på fuglenes forskellige tilgang til foderbrættet. Nogle flyver hurtigt fra træets beskyttende grene hen og henter frø og hurtigt tilbage igen. Andre tager sig god tid, jager andre væk og nipper maven fuld af frø og kerner.


Inde i stuen er næste blomst i fuld gang med at gøre opmærksom på sig selv. Se, det er faktisk bloggeriets skyld, for jeg så den rundt omkring sidste år, og så måtte jeg også have en, og i år har jeg to, hvad kan det dog ikke ende med? Til gengæld har jeg ikke en eneste julestjerne eller alpeviol, de to har ellers altid hørt til min jul, den første hos mine forældre, den anden hos min mormor. Men der er jo hele 10 dage til jul, jeg har prøvet to dage før jul at købe julegaver, bage pebernødder, sy juletøj til mine små børn og lave juledekorationer, så der er masser af tid endnu.


Småkagerne er bagt, juledekorationerne er lavet, tøjet sørger de unge mennesker selv for, julegaverne er jeg begyndt på, og julen med dets budskab om håb og kærlighed er vel ret beset totalt ligeglad med alt det materielle, og mit job minder mig dagligt om, at vi får større gaver end dem vi selv kan købe. Vi skønner dog ikke altid på dem og forvalter tit den største gave, nemlig livet, på en meget lemfældig måde.

Endnu en gang når jeg frem til, at min blogs navn stadig er et af de mest sigende citater, jeg kender.

For underet ER, at vi er til, ikke at vi er rige, raske, mænd, kvinder, succesfulde etc., og trods min indledning, så er der ikke noget jeg hellere vil end at være til.

Ha en god dag.