fredag, december 14, 2007

SHHH

Jeg har altid haft dage, hvor humøret ryger nedad, og de dage prøver jeg på at gå stille med døren.

Med alderen kommer også erfaringen, så nu kender jeg dagen, jeg passer på, jeg prøver at finde små detaljer i hverdagen, som er dejlige. I en halv time har jeg siddet ved morgenbordet og betragtet fuglelivet på foderbrættet, de små mejser, gråspurvene, grøniriskens flotte gule stribe og dompappens tilsvarende røde pragt. Der er noget meditativt beroligende i at kigge på fuglenes forskellige tilgang til foderbrættet. Nogle flyver hurtigt fra træets beskyttende grene hen og henter frø og hurtigt tilbage igen. Andre tager sig god tid, jager andre væk og nipper maven fuld af frø og kerner.


Inde i stuen er næste blomst i fuld gang med at gøre opmærksom på sig selv. Se, det er faktisk bloggeriets skyld, for jeg så den rundt omkring sidste år, og så måtte jeg også have en, og i år har jeg to, hvad kan det dog ikke ende med? Til gengæld har jeg ikke en eneste julestjerne eller alpeviol, de to har ellers altid hørt til min jul, den første hos mine forældre, den anden hos min mormor. Men der er jo hele 10 dage til jul, jeg har prøvet to dage før jul at købe julegaver, bage pebernødder, sy juletøj til mine små børn og lave juledekorationer, så der er masser af tid endnu.


Småkagerne er bagt, juledekorationerne er lavet, tøjet sørger de unge mennesker selv for, julegaverne er jeg begyndt på, og julen med dets budskab om håb og kærlighed er vel ret beset totalt ligeglad med alt det materielle, og mit job minder mig dagligt om, at vi får større gaver end dem vi selv kan købe. Vi skønner dog ikke altid på dem og forvalter tit den største gave, nemlig livet, på en meget lemfældig måde.

Endnu en gang når jeg frem til, at min blogs navn stadig er et af de mest sigende citater, jeg kender.

For underet ER, at vi er til, ikke at vi er rige, raske, mænd, kvinder, succesfulde etc., og trods min indledning, så er der ikke noget jeg hellere vil end at være til.

Ha en god dag.

13 kommentarer:

  1. Jeg ville ønske jeg kunne sende dig overskuddet af humør, jeg har på min konto idag. Der er så meget af det, så jeg sagtens ville kunne give med rund hånd, men jeg kan se, at du alligevel har en fantastisk evne til at finde lyspunkter rundt omkring, så jeg tror på, at du ikke "lader solen gå nedover dit mindre gode humør".

    Knus til dig, Lene :o)

    SvarSlet
  2. Har også de dage ind imellem, men har ligesom du fundet måden at takle dem på.. og får lov til det..

    SvarSlet
  3. Tak for dine tanker - selvfølgelig er det "de nære ting" som betyder noget, men vi glemmer det så nemt midt i al stress og jag, godt at du lige nævnte det :-)
    God dag til dig også.

    SvarSlet
  4. Fortsat god dag og du har ret: Underet er at vi er til .... kram og gode tanker sendes fra vest ....

    SvarSlet
  5. Så sandt hvert ord, Lene - og når den sandhed indimellem rammer én lige midt i panden - så kan man opleve disse magiske øjeblikke af ren og uforfalsket lykke. Du formidler megen ro og glæde, trods din tristhed i dag - og minder om hvad der er væsentligt - tak for påmindelsen :-)

    SvarSlet
  6. Åh ja... hullet i gulvet kender jeg godt. Og har blogget lidt om det.

    Man kan godt anstrenge sig til at få det bedre. Men det kræver en indsats ... det kender jeg godt!

    SvarSlet
  7. - Åh ja, Lene.
    Jeg sætter mig stille ned ved siden af dig og siger:
    - Såmænd, såmænd...
    Knus til dig.

    SvarSlet
  8. Tusind tak for alle jeres kommentarer, det hjalp at komme på arbejde :-)

    SvarSlet
  9. Jeg tror, at alle kender følelsen, du beskriver, Lene, at visse dage er man mindre oplagt end andre.
    Jeg elsker også at fodre fuglene og kigge på dem inde fra vinduet - føles meditativt, som du siger. Også 'god dag' til dig, selv om det nu i mellemtiden er blevet lørdag :-)

    SvarSlet
  10. Madame, det tror jeg også. Men så er det godt med noget dejligt at kigge på, og fuglene kan jeg kigge på i timevis :-)
    Også en god lørdag til dig.

    SvarSlet
  11. Du har så evigt ret, du kloge kone, elsker dine givende indlæg.

    SvarSlet
  12. tak i lige måde sister bonde :-)

    SvarSlet
  13. Der rammer du lige hovedet på sømmet. Det er de små ting, der tæller og de små nære oplevelser, der i sidste ende gier overskuddet. Godt at du tager dig tid! :o)

    SvarSlet