
Søger du på ovenstående, får du 153.000 emner på dansk, på engelsk får du 307.000, så man må sige, at det er et emne, der er vældig populært.
Her på bloggen prøver jeg at fokusere på det positive i hverdagen, at have de små daglige glæder for øje, men ind imellem kommer der også et pip om trælse ting, om noget der gør mig ked af det.
Når jeg godt kan være lidt valen overfor emnet positiv tænkning, så skyldes det flere ting.
Jeg er slet ikke i tvivl, om at den tilgang, vi har til livet, også smitter af på livet. Vi kender alle historier om nogle, som burde have været døde, men som mirakuløst eller mod alle odds klarer skærene. Tit siger man så, hun har også en stærk livsvilje eller livsgnist. Hun er så positiv, er en stærk personlighed, har en stærk tro etc. Men der er jo også mennesker med en negativ holdning til tilværelsen, der klarer den, og omvendt mennesker med stærk livsvilje eller positiv tilgang til livet, som ikke klarer den.
Og det er her, jeg synes, faren ligger. Det minder mig lidt om disse fanatiske kristne sekter, som mener, at hvis man tror på Gud, så helbreder Han en, og dermed følger også det omvendte, at hvis man så forbliver syg eller dør, så er det, fordi man ikke troede nok, ikke var stærk nok i troen, og så står jeg af!
Når jeg læser i bogen: Det indre rum af Ole Kåre Føli , så er der mange ting, jeg sagtens kan følge: at vores krop sladrer om vores liv både fysisk og psykisk, og at massage i sig selv ikke hjælper, hvis ikke vi tager fat på de ting, der giver os de fysiske problemer. Men jeg bliver så ked af det, når jeg i en spændende bog af en spændende person læser, at for at behandlingen kan virke, skal man tro på det, gå ind i det, og at man kan helbrede bl.a. hjernesvulster.
Her synes jeg, at han let kommer til at ligne andre alternative helbredere. Og lad mig sige det med det samme, jeg har i starten af min sygeplejekarriere mødt nogle meget dårlige eksempler på alternative helbredere/behandlere, som i værste fald kunne have forårsaget et barns død, og i andre tilfælde forplumrede forældres bearbejdelse af deres barns alvorlige sygdom og død, så jeg har haft det virkelig svært med alternativ behandling. Det har jeg ikke mere på samme måde, men den vinkel med at du skal tro på det her, du skal ville det her, du skal selv gøre en indsats osv., den kommer let til at kamme over i:
Du bliver ikke rask, fordi du ikke tror nok, ikke virkelig vil det her, ikke gør en indsats, ikke tænker positivt nok.
Vi har ikke brug for den skyldfølelse! Den gør ikke gavn.
Jeg har familiemedlemmer, som i lægesprog er en solstrålehistorie (læger taler ikke om mirakler:-)
Jeg har også familiemedlemmer, som er døde, trods en stærk livsvilje, trods en utrolig positiv tilgang til livet.
Jeg er dybt taknemlig for den tid, jeg fik med de afdøde, og jeg er dybt taknemlig for dem, der stadig lever.

Mit eget lille liv rummer lige nu så meget godt. Der er 13 dage til jul, jeg skal arbejde 6 dage, heraf 5 aftenvagter, dvs. jeg har 12 dage, hvor vi kan nyde formiddagskaffe sammen, det er dejligt. Og på søndag skal jeg høre Oslo Gospel Choir, og forhåbentlig synger de min julesang med de linier, hvori jeg i perioder har fundet trøst:
Englene synger højt i kor, synger om fred på vor jord,
Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat.
Må en stjerne skinne for dig



