Ingen af dem, jeg taler med om blogverdenen, kan helt forstå, hvordan man kan blive så involveret i andres liv og gerning, men jeg kommer jo til at lære andre mennesker at kende. Vel og mærke det de ønsker, jeg skal kende, men det kryber under huden, og jo mere jeg læser med, jo mere engagerer jeg mig.
I dag har jeg fået en smuk gave fra
Anne, jeg bad om et mønster på brikker til at sætte mine tekopper på, og se, jeg fik ikke blot et mønster, men fire smukke brikker. Tusinde tak Anne, jeg er så glad for dem. Jeg er så glad for, at du vidste, at jeg lærer bedst ved både at læse et mønster og så mærke den ægte vare :-)

Tankerne kører rundt i hovedet i dag, lige som jeg ved, at de gør det hos så mange andre.
Marianne og hendes familie er spændt hårdt for. Jeg tænker på Mathias, som er så vild med Bamse og Kylling, og en af Albertes sange som Luna kører i mit hoved, jeg har ikke Cd’en her, så jeg citerer fra hukommelsen:
Det var ikke det jeg ville, sidde på en taburet,
når man er så kold og lille og meget meget træt.
Jeg vil op til dig, du skal trøste mig,
i bløde bamsearme kan man putte sig og få varme.
Her sidder jeg trygt og stille og glemmer helt mit navn,
mens jeg lader en tåre trille i en plysset bamsefavn.
Jeg kom op til dig og du trøsted mig
i bløde bamsearme kan man putte sig og få varme.
Jeg håber, at der er mennesker omkring Marianne og familie, der kan være bløde bamsearme og favne, som kan nusse om Mathias, trøste og passe Mille og tage alle de praktiske opgaver for Marianne og Michael og omslutte dem med kærlige arme.