Jeg kan hermed meddele, at her hos mig sner det ikke.
Fuglene synger, luften er frisk og god.
Træerne er endnu ikke sprunget ud.
Og Laika nyder, at jeg har genoptaget gåturene.
mandag, marts 03, 2008
SNER DET?
Forlydender om sne måtte undersøges.
Jeg kan hermed meddele, at her hos mig sner det ikke.
Fuglene synger, luften er frisk og god.
Træerne er endnu ikke sprunget ud.
Og Laika nyder, at jeg har genoptaget gåturene.
Jeg kan hermed meddele, at her hos mig sner det ikke.
Fuglene synger, luften er frisk og god.
Træerne er endnu ikke sprunget ud.
Og Laika nyder, at jeg har genoptaget gåturene.
søndag, marts 02, 2008
AFTENSTUR
En køretur er dejlig, men det giver jo ingen motion, så da jeg havde et ærinde i sommerhuset, tog vi os en rask travetur deroppe. Blæsten var kold, så vi valgte at gå oppe i skovområdet.
Blæsten havde leget mikado, og rundt om os svajede træerne, men så længe de knager, vælter de ikke. Er det ikke sådan, det lyder?
Ind imellem havde træerne dannet små broer og forhindringer, men luften var frisk, og det gjorde godt i min mave at trave til.
Ude ved klitten var solen ved at gå ned, og der var gang i bølgerne.
Vi tog en tur ned omkring havet i bilen. Stranden var noget mindre i dag, der var godt med skumsprøjt, og bølgerne var imponerende at skue.
Weekenden er over, sønnen nåede lige hjem omkring til en gang aftensmad, og moderen fik et knus og en omfavnelse, godt de aldrig gror fra det ;-)
Blæsten havde leget mikado, og rundt om os svajede træerne, men så længe de knager, vælter de ikke. Er det ikke sådan, det lyder?
Ind imellem havde træerne dannet små broer og forhindringer, men luften var frisk, og det gjorde godt i min mave at trave til.
Ude ved klitten var solen ved at gå ned, og der var gang i bølgerne.
Vi tog en tur ned omkring havet i bilen. Stranden var noget mindre i dag, der var godt med skumsprøjt, og bølgerne var imponerende at skue.
Weekenden er over, sønnen nåede lige hjem omkring til en gang aftensmad, og moderen fik et knus og en omfavnelse, godt de aldrig gror fra det ;-)
SØNDAGSTUR
Giro 413 var begyndt, mens teen til termokanderne blev brygget. Kort, kuglepen og papir blev pakket. Det var tid til at køre den tur, som vi ville byde MCklubben på til sommer.
Vi havde kørt den før, da vi plukkede margueritter, men i dag blev der noteret vejnavne, så turen til sidst kunne lægges ind i GPS’en.
Madame havde mange kommentarer til sit giro 413indlæg, men jeg synes nu, programmet er blevet mere nutidig, eller også er jeg blevet ældre ;-)
Vi hørte TV2, Bamse, Michael Jackson, Runrig, Lars Lilholt og Johnny Madsen. Der var også Louis Armstrong, Eva Madsen og Røde Mor.
Katy Bødtker med fiskerpigens sang fra mit fødselsår fik minderne frem. Jeg syntes den sang var så kedelig, ingen refræn/omkvæd, kun en fortløbende historie om fiskerpigen, der forelskede sig i en sømand, som så gik ned med sit skib. Men ikke desto mindre må jeg ha hørt den mange gange som barn, for da Poul Reichhardt brød ud i sang til sidst, kunne fruen her synge med: Min egen ven her har du mig tilbage, det triste brev, det talte ikke sandt. Mit skib gik ned, men skæbnen var mig nådig. Jeg reddet blev og livets lykke vandt
Denne gang fandt vi ned til Sæby havn, hvor der stod en dame, jeg før har set hos et cetera. Langt ude i det fjerne kunne jeg se udsigtspunktet, hvor vi ville drikke te. Havnebutikken leverede kager og flødeboller dertil.
Oppe ved Øksnebjerg var der den fineste udsigt til færgen, som sejlede ud i det blå. Der var lunt og godt i bilen, teen var varm, muffins og flødeboller smagte godt.
Senere hen var vi på jagt efter et godt kaffested i Tolne. Der er en kro, men vi havde også set et skilt til en skovpavillon, så der kørte vi ned. Inde i skoven stod sære væsener, men de så helt fredelige ud. Pavillonen så ud til at have funktion som forsamlingshus, så kroen bliver nok stedet, hvor vi gør pause til sommer.
Hvorfor kører vi så sjældent en tur i bilen? Om sommeren kører vi masser af småture på motorcyklen, men det her var også en dejlig søndagstur
Vi havde kørt den før, da vi plukkede margueritter, men i dag blev der noteret vejnavne, så turen til sidst kunne lægges ind i GPS’en.
Madame havde mange kommentarer til sit giro 413indlæg, men jeg synes nu, programmet er blevet mere nutidig, eller også er jeg blevet ældre ;-)
Vi hørte TV2, Bamse, Michael Jackson, Runrig, Lars Lilholt og Johnny Madsen. Der var også Louis Armstrong, Eva Madsen og Røde Mor.
Katy Bødtker med fiskerpigens sang fra mit fødselsår fik minderne frem. Jeg syntes den sang var så kedelig, ingen refræn/omkvæd, kun en fortløbende historie om fiskerpigen, der forelskede sig i en sømand, som så gik ned med sit skib. Men ikke desto mindre må jeg ha hørt den mange gange som barn, for da Poul Reichhardt brød ud i sang til sidst, kunne fruen her synge med: Min egen ven her har du mig tilbage, det triste brev, det talte ikke sandt. Mit skib gik ned, men skæbnen var mig nådig. Jeg reddet blev og livets lykke vandt
Denne gang fandt vi ned til Sæby havn, hvor der stod en dame, jeg før har set hos et cetera. Langt ude i det fjerne kunne jeg se udsigtspunktet, hvor vi ville drikke te. Havnebutikken leverede kager og flødeboller dertil.
Oppe ved Øksnebjerg var der den fineste udsigt til færgen, som sejlede ud i det blå. Der var lunt og godt i bilen, teen var varm, muffins og flødeboller smagte godt.
Senere hen var vi på jagt efter et godt kaffested i Tolne. Der er en kro, men vi havde også set et skilt til en skovpavillon, så der kørte vi ned. Inde i skoven stod sære væsener, men de så helt fredelige ud. Pavillonen så ud til at have funktion som forsamlingshus, så kroen bliver nok stedet, hvor vi gør pause til sommer.
Hvorfor kører vi så sjældent en tur i bilen? Om sommeren kører vi masser af småture på motorcyklen, men det her var også en dejlig søndagstur
lørdag, marts 01, 2008
WEEKEND
Rent over det hele, buketter her og der.
Min lille figur nyder solens stråler i vinduet, herinde mærker vi ikke blæsten.
Ha en god weekend.
FLADT!
Herfra hvor min verden går, er der fladt som en pandekage. Her er frit udsyn, højt til loftet, ingen krogede veje eller bakker. Når jeg går, er det ligeud, frem og tilbage.
Huset er lige sådan, ingen små kroge, ingen trapper, der fører opad eller nedad, bare ligeud.
Mit sind derimod er fyldt med bakker og dale, bjerge og slugter, mørke kroge og solfyldte blomsterenge. Her er der alle former for landskaber.
Der er dage, hvor jeg mest boltrer mig blandt blomsterne på engen, løber let og elegant op over bakken til den næste solplet. Der er dage, hvor jeg står på bjergtinder og løfter armene over mig i et sejrsråb, hvorefter jeg måske ryger ned i en slugt, videre ud i sumpen, hvor ingen lys slipper ind, og hvor jeg tror, at her skal jeg forsumpe for evigt.
Heldigvis skal der så lidt til, for at jeg kommer ud i solen igen, et smil, et kys, et knus, et varmt ord, en sang, et solstrejf, og her til morgen var det sjovt at tænde for radioen, og ud toner sangen. Jeg var alene i huset og så fik den ikke for lidt, luften fyldte mine lunger, jeg sang af karsken bælg, og slugterne og sumpen forsvandt, mens vi sang fællessang i min stue:
Så go morgen, go morgen,
vågn op og få en krammer,
det er dig, vi holder af.
Go morgen, go morgen
vi elsker dig,
det bliver en dejlig dag
En sang, en gåtur med masser af frisk luft, sol og blæst, så kan jeg ikke krybe udenom mere. Selvom mit hus er ligeud af landevejen, så står der rengøring på skemaet resten af dagen.
Ha en god dag.
fredag, februar 29, 2008
FORFØRT?
Jeg er sentimental, romantisk, naiv og alt andet i den boldgade.
Jeg kan blive rørt ved at se den reklame hvor en masse forskellige gruppe mennesker synger ”That’s what friends are fore”, jeg tror det er for et chokoladeæg ;-) Denne samhørighed på tværs af alder, køn, holdninger, som reklamen prøver at give udtryk for, elsker jeg.
Her er sangen i en anden udgave.
Og så sidder jeg her ved computeren, landmanden sidder og ser fjernsyn, og frem toner en masse mennesker, som synger en godmorgen sang. Her står flere politikere, sangere, tv og radio folk og synger en sød melodi med en sød (banal?) tekst, men den går lige ind, jeg sidder og smiler. Bagefter viser det sig at være en P3reklame for Sangens år. Kald mig bare naiv med en dårlig smag, men jeg elsker sådanne fællessange ;-)
Jeg kan blive rørt ved at se den reklame hvor en masse forskellige gruppe mennesker synger ”That’s what friends are fore”, jeg tror det er for et chokoladeæg ;-) Denne samhørighed på tværs af alder, køn, holdninger, som reklamen prøver at give udtryk for, elsker jeg.
Her er sangen i en anden udgave.
Og så sidder jeg her ved computeren, landmanden sidder og ser fjernsyn, og frem toner en masse mennesker, som synger en godmorgen sang. Her står flere politikere, sangere, tv og radio folk og synger en sød melodi med en sød (banal?) tekst, men den går lige ind, jeg sidder og smiler. Bagefter viser det sig at være en P3reklame for Sangens år. Kald mig bare naiv med en dårlig smag, men jeg elsker sådanne fællessange ;-)
HÅRET?
Kan man miste sin energi, sin tro på sig selv, sit overskud ved at vælge en forkert klipning?
Jeg bryder mig ikke om den, jeg kigger mig i spejlet, når håret er sat om morgenen og tænker bare, godt mit hår vokser rimelig hurtig. Det er flot klippet, det er nemt at sætte, men det er ikke mig.
Mine søstre og min datter kan følge mig, når jeg synes, det ser damet ud. Nogle af mine kolleger synes, det er pænt, andre siger ikke noget.
Jeg har været min egen Dalia ;-)
Der er nedtælling til dagen, hvor jeg skal have lyse striber i, jeg håber det hjælper.
Svaret på mit indledende spørgsmål er selvfølgelig nej, men at man føler sig som sig selv både udvendig og indvendig hænger nu sammen.
Jeg bryder mig ikke om den, jeg kigger mig i spejlet, når håret er sat om morgenen og tænker bare, godt mit hår vokser rimelig hurtig. Det er flot klippet, det er nemt at sætte, men det er ikke mig.
Mine søstre og min datter kan følge mig, når jeg synes, det ser damet ud. Nogle af mine kolleger synes, det er pænt, andre siger ikke noget.
Jeg har været min egen Dalia ;-)
Der er nedtælling til dagen, hvor jeg skal have lyse striber i, jeg håber det hjælper.
Svaret på mit indledende spørgsmål er selvfølgelig nej, men at man føler sig som sig selv både udvendig og indvendig hænger nu sammen.
onsdag, februar 27, 2008
NÅR HUKOMMELSEN SVIGTER
Når hukommelsen svigter, finder livet vej på ny, en lille bog, let læst, skrevet af Birgitta Anderson, en svensk præst som har været pennefører for sin veninde Agneta Ingberg.
Agneta Ingberg får konstateret Alzheimers i tidligt stadie, hun er præst og har selv gennem længere tid oplevet hukommelsesforandringer, som gjorde hende bange, men hun og læger tror, det skyldes andre ting, fibromyalgi, forhøjet blodtryk og depression.
Da diagnosen bliver stillet, læser hun alt, hvad hun kan finde om Alzheimers, men ingen har beskrevet det set fra den syges side.
”Undertiden bliver jeg noget så træt af, at jeg lider af ”de pårørendes sygdom”. I og for sig burde det jo føles rart, for så slipper man jo selv. Men jeg kan også blive vred – det er faktisk mig, der er ramt. De pårørende har deres angst og deres vanskeligheder, men så længe jeg er habil, lad mig så dog få lov til at være syg selv! Vi, der har sygdomme i hjernen, skal ikke have særbehandling.”
Bogen er som sagt let læst, men den giver stof til eftertanke, for Agneta Ingberg beskriver jo netop, hvordan det er lidt tabubelagt at fortælle om diagnosen, man bliver i så fald nærmest rubriceret som ”dum”, hun kredser meget om det at få lov til at blive respekteret og beholde værdigheden, men også om hvordan åbenhed kan hjælpe.
Agneta Ingberg er gift med en meget ældre mand, så hun ønsker også, der var en boligform, hvortil de kunne flytte til nu, og hvor de kunne blive, når de begge ville få brug for hjælp. Som det er nu gælder det både i Sverige og i Danmark, længst muligt i eget hjem, men som dement ville det måske være gavnligt at flytte, førend demenstilstanden er meget forværret.
En rigtig god bog, som også får mig til at stoppe op, fordi det er sjældent at høre denne sygdom beskrevet fra den syge selv.
Agneta Ingberg får konstateret Alzheimers i tidligt stadie, hun er præst og har selv gennem længere tid oplevet hukommelsesforandringer, som gjorde hende bange, men hun og læger tror, det skyldes andre ting, fibromyalgi, forhøjet blodtryk og depression.
Da diagnosen bliver stillet, læser hun alt, hvad hun kan finde om Alzheimers, men ingen har beskrevet det set fra den syges side.
”Undertiden bliver jeg noget så træt af, at jeg lider af ”de pårørendes sygdom”. I og for sig burde det jo føles rart, for så slipper man jo selv. Men jeg kan også blive vred – det er faktisk mig, der er ramt. De pårørende har deres angst og deres vanskeligheder, men så længe jeg er habil, lad mig så dog få lov til at være syg selv! Vi, der har sygdomme i hjernen, skal ikke have særbehandling.”
Bogen er som sagt let læst, men den giver stof til eftertanke, for Agneta Ingberg beskriver jo netop, hvordan det er lidt tabubelagt at fortælle om diagnosen, man bliver i så fald nærmest rubriceret som ”dum”, hun kredser meget om det at få lov til at blive respekteret og beholde værdigheden, men også om hvordan åbenhed kan hjælpe.
Agneta Ingberg er gift med en meget ældre mand, så hun ønsker også, der var en boligform, hvortil de kunne flytte til nu, og hvor de kunne blive, når de begge ville få brug for hjælp. Som det er nu gælder det både i Sverige og i Danmark, længst muligt i eget hjem, men som dement ville det måske være gavnligt at flytte, førend demenstilstanden er meget forværret.
En rigtig god bog, som også får mig til at stoppe op, fordi det er sjældent at høre denne sygdom beskrevet fra den syge selv.
tirsdag, februar 26, 2008
ET ØJE
Modebladet Elles redaktør får en apopleksi, ligger i koma i tre uger, overflyttes til et genoptræningssted ude ved kysten, og her starter filmen Dykkerklokken og sommerfuglen. En fantastisk flot film, filmet set fra patientens side, og det virker stærkt. Især da man syr det ene øje sammen, og ser det inde fra øjet, hvor lyset svinder mere og mere, men heldigvis tager det andet øje over.
Jean Do får hjælp af en talepædagog til at kunne kommunikere vha. alfabetet og hans ene øje. Før apopleksien havde han en aftale om en bog, og da han først har erkendt sin situation, begynder en daglig rutine. Klokken fem vækkes han og gøres klar, så ligger han og forbereder udenad, hvad der skal dikteres denne dag. Kl. 8 kommer en sekretær og staver sig frem til bogens indhold denne dag. Han genkalder sig mange af sit livs dejlige øjeblikke, som man ser i små glimt. Efterhånden giver han sine børn lov til at komme sammen med hans ekskone, og som han skriver, at få lov til at se dem bliver en gave, hvor han i den første tid ikke ville have noget med dem at gøre, da det føltes som en straf at have dem på besøg.
En film som faktisk er livsbekræftende på trods af sit dystre emne. Jeg er glad for, at jeg kom ind og se den, den gav mig stof til eftertanke.
Jeg synes, jeg tænker over, hvordan jeg taler til og nærmer mig patienten, men denne film med sine smukke billeder set inde bag det ene øje fik mig til at stoppe op, og i morgen er den helt sikkert med i min mentale rygsæk, når jeg går ind til patienterne.
Jean Do får hjælp af en talepædagog til at kunne kommunikere vha. alfabetet og hans ene øje. Før apopleksien havde han en aftale om en bog, og da han først har erkendt sin situation, begynder en daglig rutine. Klokken fem vækkes han og gøres klar, så ligger han og forbereder udenad, hvad der skal dikteres denne dag. Kl. 8 kommer en sekretær og staver sig frem til bogens indhold denne dag. Han genkalder sig mange af sit livs dejlige øjeblikke, som man ser i små glimt. Efterhånden giver han sine børn lov til at komme sammen med hans ekskone, og som han skriver, at få lov til at se dem bliver en gave, hvor han i den første tid ikke ville have noget med dem at gøre, da det føltes som en straf at have dem på besøg.
En film som faktisk er livsbekræftende på trods af sit dystre emne. Jeg er glad for, at jeg kom ind og se den, den gav mig stof til eftertanke.
Jeg synes, jeg tænker over, hvordan jeg taler til og nærmer mig patienten, men denne film med sine smukke billeder set inde bag det ene øje fik mig til at stoppe op, og i morgen er den helt sikkert med i min mentale rygsæk, når jeg går ind til patienterne.
EN BLOGVERDEN TIL FORSKEL
Ingen af dem, jeg taler med om blogverdenen, kan helt forstå, hvordan man kan blive så involveret i andres liv og gerning, men jeg kommer jo til at lære andre mennesker at kende. Vel og mærke det de ønsker, jeg skal kende, men det kryber under huden, og jo mere jeg læser med, jo mere engagerer jeg mig.
I dag har jeg fået en smuk gave fra Anne, jeg bad om et mønster på brikker til at sætte mine tekopper på, og se, jeg fik ikke blot et mønster, men fire smukke brikker. Tusinde tak Anne, jeg er så glad for dem. Jeg er så glad for, at du vidste, at jeg lærer bedst ved både at læse et mønster og så mærke den ægte vare :-)
Tankerne kører rundt i hovedet i dag, lige som jeg ved, at de gør det hos så mange andre. Marianne og hendes familie er spændt hårdt for. Jeg tænker på Mathias, som er så vild med Bamse og Kylling, og en af Albertes sange som Luna kører i mit hoved, jeg har ikke Cd’en her, så jeg citerer fra hukommelsen:
Det var ikke det jeg ville, sidde på en taburet,
når man er så kold og lille og meget meget træt.
Jeg vil op til dig, du skal trøste mig,
i bløde bamsearme kan man putte sig og få varme.
Her sidder jeg trygt og stille og glemmer helt mit navn,
mens jeg lader en tåre trille i en plysset bamsefavn.
Jeg kom op til dig og du trøsted mig
i bløde bamsearme kan man putte sig og få varme.
Jeg håber, at der er mennesker omkring Marianne og familie, der kan være bløde bamsearme og favne, som kan nusse om Mathias, trøste og passe Mille og tage alle de praktiske opgaver for Marianne og Michael og omslutte dem med kærlige arme.
I dag har jeg fået en smuk gave fra Anne, jeg bad om et mønster på brikker til at sætte mine tekopper på, og se, jeg fik ikke blot et mønster, men fire smukke brikker. Tusinde tak Anne, jeg er så glad for dem. Jeg er så glad for, at du vidste, at jeg lærer bedst ved både at læse et mønster og så mærke den ægte vare :-)
Tankerne kører rundt i hovedet i dag, lige som jeg ved, at de gør det hos så mange andre. Marianne og hendes familie er spændt hårdt for. Jeg tænker på Mathias, som er så vild med Bamse og Kylling, og en af Albertes sange som Luna kører i mit hoved, jeg har ikke Cd’en her, så jeg citerer fra hukommelsen:
Det var ikke det jeg ville, sidde på en taburet,
når man er så kold og lille og meget meget træt.
Jeg vil op til dig, du skal trøste mig,
i bløde bamsearme kan man putte sig og få varme.
Her sidder jeg trygt og stille og glemmer helt mit navn,
mens jeg lader en tåre trille i en plysset bamsefavn.
Jeg kom op til dig og du trøsted mig
i bløde bamsearme kan man putte sig og få varme.
Jeg håber, at der er mennesker omkring Marianne og familie, der kan være bløde bamsearme og favne, som kan nusse om Mathias, trøste og passe Mille og tage alle de praktiske opgaver for Marianne og Michael og omslutte dem med kærlige arme.
mandag, februar 25, 2008
BOG-MEME
1. Grib den nærmeste bog på mindst 113 sider
2. Åbn bogen på side 113
3. Find den 5. sætning
4. Skriv de næste 3 sætninger
5. Tag 5 bloggere
”Pårørende om demens”, 25 danskere skriver om at være pårørende til demente.
”Når man kommer i 60-års alderen, følger det vel med. Hen ad vejen bliver hun mere nærtagende og aggressiv, og man bliver selv mere frustreret.
På et tidspunkt begynder børnene at undre sig og spørge om, hvad det er, der er ved at ske med deres mor, for sådan kender de hende ikke, og de giver udtryk for, at det er deres far, der ikke altid taler helt så pænt til hende, som de synes, han bør gøre.”
Fundet hos Irene og sister bonde, vil du være med, er du hjertelig velkommen.
2. Åbn bogen på side 113
3. Find den 5. sætning
4. Skriv de næste 3 sætninger
5. Tag 5 bloggere
”Pårørende om demens”, 25 danskere skriver om at være pårørende til demente.
”Når man kommer i 60-års alderen, følger det vel med. Hen ad vejen bliver hun mere nærtagende og aggressiv, og man bliver selv mere frustreret.
På et tidspunkt begynder børnene at undre sig og spørge om, hvad det er, der er ved at ske med deres mor, for sådan kender de hende ikke, og de giver udtryk for, at det er deres far, der ikke altid taler helt så pænt til hende, som de synes, han bør gøre.”
Fundet hos Irene og sister bonde, vil du være med, er du hjertelig velkommen.
fredag, februar 22, 2008
OSCAR OG FILM
Jeg ser aldrig Oscarfest, men i år, hvor jeg gerne vil se det, så kan jeg slet ikke, for det vises på TV2film. Filmen kan jeg dog se på TV2.
En anden film ”To verdener” vil jeg også gerne se, for en kvinde, som jeg holder meget af, har været igennem det selv samme, at skulle vælge mellem familie og frihed. Også hun fortæller, at hun er vokset op i et hjem fyldt med kærlighed, og først da ungdomsårene satte ind, blev det svært. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor hårdt det må være ikke at må være i kontakt med sine søskende.
I næste uge lige før det er ved at være for sent, skal jeg sammen med kolleger se ”Dykkerklokken og sommerfuglen”
For flere år siden læste jeg bogen, og nu glæder jeg mig til at se filmen. Den handler om en af de værste former for apopleksi, nemlig den hvor man får en stor blodprop nederst i hjernestammen, og dermed bliver lam i hele kroppen, man mister evnen til at tale og til at kunne spise. Den form for apopleksi bliver også kaldt for locked-in syndrom, og det er så sandt, disse mennesker er nemlig låst inde i deres egen krop. Blodproppen har ikke skadet noget i selve hjernen.
Man kan kun bruge øjnene som kommunikationsmiddel. Jeg har siddet med et menneske, der skældte mig ud vha. at jeg nævnte bogstaverne et for et, han blinkede, når jeg ramte det rigtige bogstav. Således stavede vi os igennem hans frustrationer over en beslutning, jeg havde valgt ud fra et sygeplejefagligt synspunkt.
Filmen har fået gode anmeldelser, og en kollega har anbefalet den, så nu skulle det være.
En anden film ”To verdener” vil jeg også gerne se, for en kvinde, som jeg holder meget af, har været igennem det selv samme, at skulle vælge mellem familie og frihed. Også hun fortæller, at hun er vokset op i et hjem fyldt med kærlighed, og først da ungdomsårene satte ind, blev det svært. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor hårdt det må være ikke at må være i kontakt med sine søskende.
I næste uge lige før det er ved at være for sent, skal jeg sammen med kolleger se ”Dykkerklokken og sommerfuglen”
For flere år siden læste jeg bogen, og nu glæder jeg mig til at se filmen. Den handler om en af de værste former for apopleksi, nemlig den hvor man får en stor blodprop nederst i hjernestammen, og dermed bliver lam i hele kroppen, man mister evnen til at tale og til at kunne spise. Den form for apopleksi bliver også kaldt for locked-in syndrom, og det er så sandt, disse mennesker er nemlig låst inde i deres egen krop. Blodproppen har ikke skadet noget i selve hjernen.
Man kan kun bruge øjnene som kommunikationsmiddel. Jeg har siddet med et menneske, der skældte mig ud vha. at jeg nævnte bogstaverne et for et, han blinkede, når jeg ramte det rigtige bogstav. Således stavede vi os igennem hans frustrationer over en beslutning, jeg havde valgt ud fra et sygeplejefagligt synspunkt.
Filmen har fået gode anmeldelser, og en kollega har anbefalet den, så nu skulle det være.
torsdag, februar 21, 2008
GODE RÅD
Sønnens nyindkøbte gryde var blevet skjoldet i bunden efter pastakogning. Kom hjem med den, så koger vi lidt æbler i den, så er den helt som ny, var moderens replik.
Åh ja men man skal ikke koge lidt æbler sammen med, at man lægger tøj sammen og laver andre småting. Så nu har jeg en gryde, som er blevet pænere, efter den stod i blød med maskinopvaskemiddel, men der er stadig påbrændte rester i gryden, så der afprøves råd fra nettet så som bagepulver i vand, som er varmet op.
Har du gode råd, modtager jeg dem gerne, ellers må jeg nok bide i det sure æble og købe en ny gryde til den unge mand.
Åh ja men man skal ikke koge lidt æbler sammen med, at man lægger tøj sammen og laver andre småting. Så nu har jeg en gryde, som er blevet pænere, efter den stod i blød med maskinopvaskemiddel, men der er stadig påbrændte rester i gryden, så der afprøves råd fra nettet så som bagepulver i vand, som er varmet op.
Har du gode råd, modtager jeg dem gerne, ellers må jeg nok bide i det sure æble og købe en ny gryde til den unge mand.
onsdag, februar 20, 2008
MØRKEMÆND
må gerne blive væk fra min vej, især når jeg er ude og gå efter mørkets frembrud.
Underligt som det at sætte den ene fod foran den anden hjælper på humøret. Først tænker jeg, det er koldt, jeg har ikke fået hue og vanter på, jeg går kun hen til naboen og hjem igen, det bliver ca. 1 km.
Laika drøner foran mig, jeg kan ikke se hende, kun den lille reflekslampe på halsbåndet, som hopper hen over vejen, ned på marken, op på vejen, ned på den anden mark osv.
Tankerne flyver rundt hulter til bulter, naboen passeres, jeg kan jo også gå hen til den næste nabo og hjem, ca. 2 km.
Nu er smerterne fra ankelleddene ved at være væk, de er blevet varmet op, vejrtrækningen er rolig, jeg er slået over på automatpiloten, og nu kan jeg lige så godt gå hen til svoger og vende, ca. 3 km.
Sådan blev det, mørket var egentlig ikke mørkt i aften, så mørkerædslen holdt sig væk. Lommelygten blev kun brugt en gang, så en bil kunne se mig. Ellers nød jeg skyerne og det måneskin, der lå som et lyst tæppe bag skyerne.
Jeg har fået Havet i Theresienstadt hjem, Lea har anbefalet den hos Bogslugerne, så jeg tror, det er sengetid med lidt godnatlæsning.
De næste to dage er der dagvagter med undervisning af nye elever og studerende, jeg glæder mig.
Underligt som det at sætte den ene fod foran den anden hjælper på humøret. Først tænker jeg, det er koldt, jeg har ikke fået hue og vanter på, jeg går kun hen til naboen og hjem igen, det bliver ca. 1 km.
Laika drøner foran mig, jeg kan ikke se hende, kun den lille reflekslampe på halsbåndet, som hopper hen over vejen, ned på marken, op på vejen, ned på den anden mark osv.
Tankerne flyver rundt hulter til bulter, naboen passeres, jeg kan jo også gå hen til den næste nabo og hjem, ca. 2 km.
Nu er smerterne fra ankelleddene ved at være væk, de er blevet varmet op, vejrtrækningen er rolig, jeg er slået over på automatpiloten, og nu kan jeg lige så godt gå hen til svoger og vende, ca. 3 km.
Sådan blev det, mørket var egentlig ikke mørkt i aften, så mørkerædslen holdt sig væk. Lommelygten blev kun brugt en gang, så en bil kunne se mig. Ellers nød jeg skyerne og det måneskin, der lå som et lyst tæppe bag skyerne.
Jeg har fået Havet i Theresienstadt hjem, Lea har anbefalet den hos Bogslugerne, så jeg tror, det er sengetid med lidt godnatlæsning.
De næste to dage er der dagvagter med undervisning af nye elever og studerende, jeg glæder mig.
SYGEPLEJERSKE
Ville du anbefale unge mennesker at blive sygeplejersker ud fra min blog?
Ville du anbefale en sygeplejerske at søge job hos os ud fra min blog?
Vi, som så mange andre, mangler nu sygeplejersker, og vi opfordres til at gøre reklame for vores afdeling.
Jeg er vild med mit arbejde, jeg synes, det er spændende at få lov til at arbejde med en bestemt gruppe af patienter, som tidligere blev affærdiget som uinteressante, nemlig apopleksipatienter.
Jeg er vild med at få lov til at bruge al min viden om grundlæggende sygepleje kombineret med min viden om hvad en blodprop/blødning kan gøre ved hjernen.
Jeg lægger vist ikke skjul på, at det er fysisk krævende at arbejde med mennesker, som har fået en halvsidig lammelse. Det er der så også så mange andre job, der er.
Men hvad siger du, som læser med her. Giver jeg et indtryk af en god, men travl afdeling? Formår jeg at vise sygeplejen som et spændende fag. Eller tænker du, det var da godt nok et træls job Lene har?
Er min blog en god eller en dårlig reklame for min afdeling?
Ville du anbefale en sygeplejerske at søge job hos os ud fra min blog?
Vi, som så mange andre, mangler nu sygeplejersker, og vi opfordres til at gøre reklame for vores afdeling.
Jeg er vild med mit arbejde, jeg synes, det er spændende at få lov til at arbejde med en bestemt gruppe af patienter, som tidligere blev affærdiget som uinteressante, nemlig apopleksipatienter.
Jeg er vild med at få lov til at bruge al min viden om grundlæggende sygepleje kombineret med min viden om hvad en blodprop/blødning kan gøre ved hjernen.
Jeg lægger vist ikke skjul på, at det er fysisk krævende at arbejde med mennesker, som har fået en halvsidig lammelse. Det er der så også så mange andre job, der er.
Men hvad siger du, som læser med her. Giver jeg et indtryk af en god, men travl afdeling? Formår jeg at vise sygeplejen som et spændende fag. Eller tænker du, det var da godt nok et træls job Lene har?
Er min blog en god eller en dårlig reklame for min afdeling?
GAVMILDHED
Det er sjældent, at jeg deltager i konkurrencer, og derfor også yderst sjældent, at jeg vinder.
Nu er det sket, Marianne havde en konkurrence gående på, hvor hun drømte om at rejse hen. Jeg gik ud fra eget ønske og jeg svarede rigtigt!
Det var der også andre, der havde gjort, så Mille, Mariannes datter, var lykkens fe, der udtrak mig som vinder.
Og se nu vindergaven, jeg er målløs og så glad. Kære Marianne, det var dog en fabelagtig gave, tusind tak.
Fem forskellige tevarianter fra Chaya, måleske, tefilter og en lille pjece, som fortæller om te. Nu skal jeg prøve sort te med ananasstykker, appelsinskal og kvæde, jeg skal prøve Chaite, krydret indisk te. Grøn te med orange, citron, lime og røde bær, en Rooibos chai te som beskrives som krydret og fyldig, og en hvid te blandet med grøn te med morgenfrueblomster, rosenblade og abrikos fuldender billedet.
Jeg vil gøre, som de skriver, ”sæt tid af, forkæl dig selv, udfør et lille ritual og du vil gøre glæden om din tetid om muligt større”
Jeg glæder mig.
Nu er det sket, Marianne havde en konkurrence gående på, hvor hun drømte om at rejse hen. Jeg gik ud fra eget ønske og jeg svarede rigtigt!
Det var der også andre, der havde gjort, så Mille, Mariannes datter, var lykkens fe, der udtrak mig som vinder.
Og se nu vindergaven, jeg er målløs og så glad. Kære Marianne, det var dog en fabelagtig gave, tusind tak.
Fem forskellige tevarianter fra Chaya, måleske, tefilter og en lille pjece, som fortæller om te. Nu skal jeg prøve sort te med ananasstykker, appelsinskal og kvæde, jeg skal prøve Chaite, krydret indisk te. Grøn te med orange, citron, lime og røde bær, en Rooibos chai te som beskrives som krydret og fyldig, og en hvid te blandet med grøn te med morgenfrueblomster, rosenblade og abrikos fuldender billedet.
Jeg vil gøre, som de skriver, ”sæt tid af, forkæl dig selv, udfør et lille ritual og du vil gøre glæden om din tetid om muligt større”
Jeg glæder mig.
tirsdag, februar 19, 2008
DET GÅR I FISK
Jeg har de bedste intentioner, jeg forsøger gang på gang, kom ikke og sig, at jeg ikke er ihærdig.
Det er ikke de genstridige bunker, dem skal jeg nok få skovlen under, der er en fridag mere i morgen. Jeg fejlbedømte lige højden af strygebunken, så den hygger jeg mig stadig med.
Næh det er madlavning, jeg har snart 25 års jubilæum som kok i dette etablissement, og jeg er udmærket klar over, at madplaner letter arbejdet, er mere økonomisk og i længden også billigere. Men hvad jeg har lyst til at spise om mandagen, holder ikke, når vi kommer hen til fredag. Ydermere har jeg også forskellig smag om morgenen og om aftenen, så utallige er de gange, hvor jeg har taget noget op af fryseren om morgenen, og når jeg så kommer hjem om eftermiddagen, så har jeg overhovedet ikke lyst til det.
Især fisk, jeg ved godt, at det er sundt, at det er godt, og jeg nyder også fiskeretter tilberedt af andre, men når jeg selv skal lave det, så går det i fisk.
I dag lukkede jeg lugtesansen, skyndte mig at smide salt, peber og hvidløgsolie på de optøede laksefileter og ind i ovnen med dem. Spinaten, som skulle have dannet bund for laksene, blev omdannet til en stuvning, for så kunne jeg altid nøjes med spinat, små lækre vildmosekartofler og lidt grøntsager.
Det blev nu ikke nødvendigt, for da laksen først var tilberedt, kunne jeg godt spise den.
Men madplaner kommer jeg nok aldrig til at lave, til gengæld lader jeg mig inspirere af jer andre, så på den måde har jeg fået lidt af lysten til madlavning igen.
Det er ikke de genstridige bunker, dem skal jeg nok få skovlen under, der er en fridag mere i morgen. Jeg fejlbedømte lige højden af strygebunken, så den hygger jeg mig stadig med.
Næh det er madlavning, jeg har snart 25 års jubilæum som kok i dette etablissement, og jeg er udmærket klar over, at madplaner letter arbejdet, er mere økonomisk og i længden også billigere. Men hvad jeg har lyst til at spise om mandagen, holder ikke, når vi kommer hen til fredag. Ydermere har jeg også forskellig smag om morgenen og om aftenen, så utallige er de gange, hvor jeg har taget noget op af fryseren om morgenen, og når jeg så kommer hjem om eftermiddagen, så har jeg overhovedet ikke lyst til det.
Især fisk, jeg ved godt, at det er sundt, at det er godt, og jeg nyder også fiskeretter tilberedt af andre, men når jeg selv skal lave det, så går det i fisk.
I dag lukkede jeg lugtesansen, skyndte mig at smide salt, peber og hvidløgsolie på de optøede laksefileter og ind i ovnen med dem. Spinaten, som skulle have dannet bund for laksene, blev omdannet til en stuvning, for så kunne jeg altid nøjes med spinat, små lækre vildmosekartofler og lidt grøntsager.
Det blev nu ikke nødvendigt, for da laksen først var tilberedt, kunne jeg godt spise den.
Men madplaner kommer jeg nok aldrig til at lave, til gengæld lader jeg mig inspirere af jer andre, så på den måde har jeg fået lidt af lysten til madlavning igen.
BEFRI BUNKERNE
Denne formiddag har et formål. Væk med så mange bunker som muligt!
Der er avisbunker, der er CD bunker, der er vasketøjsbunker, der er strygetøjsbunke, der er lægge-tøj-sammen-bunke, der er find-min-reol-bunke, ja jeg kan blive ved, og alle bunkerne bliver ikke befriet i formiddag, men jeg lover at gøre en indsats.
Boller er klar til at ryge i ovnen, for et godt formiddagsmåltid må der til, skridttælleren er monteret, lyset udenfor giver mod på opgaven, ærmerne er smøget op. Vi ses på den anden side af nogle bunker.
Der er avisbunker, der er CD bunker, der er vasketøjsbunker, der er strygetøjsbunke, der er lægge-tøj-sammen-bunke, der er find-min-reol-bunke, ja jeg kan blive ved, og alle bunkerne bliver ikke befriet i formiddag, men jeg lover at gøre en indsats.
Boller er klar til at ryge i ovnen, for et godt formiddagsmåltid må der til, skridttælleren er monteret, lyset udenfor giver mod på opgaven, ærmerne er smøget op. Vi ses på den anden side af nogle bunker.
mandag, februar 18, 2008
LYSE NÆTTER
vil jeg ikke påstå, vi har, men sådan en skumringstime her er heller ikke at foragte.
Da jeg var barn, boede vi på en lille gade med børn i alle aldre. Her blev der leget dagen lang, sådan husker jeg det i hvert fald. Og lykken var, hvis vi måtte blive lidt længere ude, til det var næsten mørkt. Alting blev anderledes, mere spændende. Sparke til dåse og Antonius var nogle af de lege, der kunne leges det meste af året.
Jeg forskrækkede en fasan, da jeg var ude og fotografere, den var allerede gået til ro i et af træerne. Det ser sjovt ud, når man kan ane skyggerne af op til flere i hvert træ.
Aftensmaden fik Mou lov til at levere, en omgang oksekødssuppe med kød - og melboller kan jeg altid spise. Nu skal teen brygges, mens opvasken tages, og bagefter må strikketøjet frem, og så satser jeg på lidt kølige sommernætter, hvor jeg kan tage min Pisa trøje på, for med det her tempo bliver det sommer, inden den er færdig ;-)
Da jeg var barn, boede vi på en lille gade med børn i alle aldre. Her blev der leget dagen lang, sådan husker jeg det i hvert fald. Og lykken var, hvis vi måtte blive lidt længere ude, til det var næsten mørkt. Alting blev anderledes, mere spændende. Sparke til dåse og Antonius var nogle af de lege, der kunne leges det meste af året.
Jeg forskrækkede en fasan, da jeg var ude og fotografere, den var allerede gået til ro i et af træerne. Det ser sjovt ud, når man kan ane skyggerne af op til flere i hvert træ.
Aftensmaden fik Mou lov til at levere, en omgang oksekødssuppe med kød - og melboller kan jeg altid spise. Nu skal teen brygges, mens opvasken tages, og bagefter må strikketøjet frem, og så satser jeg på lidt kølige sommernætter, hvor jeg kan tage min Pisa trøje på, for med det her tempo bliver det sommer, inden den er færdig ;-)
søndag, februar 17, 2008
MON DU BEMÆRKET HAR
hvad der i luften var?
Dagen er blevet længere, lyset holdt ud helt til 17.30, og så indtraf skumringstimen. Det passede meget godt, for netop da stod jeg igen på gårdspladsen efter den sædvanlige gåtur på 5 km. 2½ i medvind og 2½ tilbage i modvind.
Vintermarker i gråvejr bliver nemt triste at se på, så billeder kunne slet ikke gengive, hvor dejlig luften, blæsten og udsynet var trods gråvejr. Trods mange skridt på arbejde giver de ikke samme velvære som 6500 skridt i frisk luft.
Herinde vidner tulipanerne om, hvorfor de var så billige i torsdags, de er allerede gået over i det visne stadie. Men et eller andet sted er de alligevel smukke at se på, så de får lov til at stå lidt endnu.
Dagen er blevet længere, lyset holdt ud helt til 17.30, og så indtraf skumringstimen. Det passede meget godt, for netop da stod jeg igen på gårdspladsen efter den sædvanlige gåtur på 5 km. 2½ i medvind og 2½ tilbage i modvind.
Vintermarker i gråvejr bliver nemt triste at se på, så billeder kunne slet ikke gengive, hvor dejlig luften, blæsten og udsynet var trods gråvejr. Trods mange skridt på arbejde giver de ikke samme velvære som 6500 skridt i frisk luft.
Herinde vidner tulipanerne om, hvorfor de var så billige i torsdags, de er allerede gået over i det visne stadie. Men et eller andet sted er de alligevel smukke at se på, så de får lov til at stå lidt endnu.
Abonner på:
Opslag (Atom)