Lad roen sænke sig

End ikke strikketøjet får en chance, det er som om at sofalæsning og blogsurfing passer bedre til mit sindelag i disse dage. I dag fik jeg dog lokket herre og hund med ud på endnu en gåtur, i regnvejr, turen blev dog ikke så lang, 3,8 km, hvor turen i går blev på 6,5 km. Mon ens fødder kan vokse med alderen, eller er det mon muskelslaphed, der gør, at mine fødder fylder mere? I hvert fald synes jeg, at mine vandrestøvler klemmer. Det kunne også være det faktum, at jeg har brugt dem for lidt.

Brinkmans bog læses langsomt, jeg burde måske skrive mine tanker ned undervejs, men nej, det her er ikke arbejde eller studie, det er ren fritid, så jeg tager det med, som jeg har fået ud af bogen, når den lukkes. Mens jeg sofahygger, springer tulipanerne ud, farven passer perfekt til de røde lys på bordet, ikke postkassserød eller vinrød, men rød med et skær af lyserød i sig (giver det mening?). Roen er i stilheden, i varmepumpens sagte blæsen, i Istvans rolige åndedrag, i lyden af avissiders raslen, i tingene, som mit blik falder på, når jeg kigger mig omkring.

God søndag til dig.

Tid

Tid til

• at sove til jeg vågner af mig selv
• at nyde morgenmaden med alt hvad jeg holder af
• at gøre ting i mit eget tempo
• at spise frokost med landmanden, sild med karrysalat er en favorit på sådan en dag
• at gå en lang tur og mærke vinden, havluften og kroppens velvære
• at sove eftermiddagslur
• at lave aftensmad ud fra æg fra høns i baghaven, kød fra jagtkammeratens kvæg, kartofler fra gården = fyldte pandekager med salat og ovnbagte kartofler
• at drikke god rødvin
• at se en sjov happy-go-lucky film

Derfor holder jeg af at blogge

Eller rettere sagt, det er en af grundene. Når jeg har taget et kig tilbage i min blog, har nogle kommenteret, at de aldrig ser tilbage, og at de meget sjældent kigger tilbage i bloggen. Når jeg gør det, er det ofte, fordi jeg vil se, om jeg har skrevet om emnet før. Og så kan jeg blive helt opslugt af det, jeg har skrevet. Nogen gange synes jeg ligefrem, at jeg har været klog (!), eller at jeg sprogligt har formuleret mig godt. Det er jo slet ikke så ringe en følelse at få på en gråvejrslørdag.

Gårsdagens indlæg fik nogle af jer til at skrive om det svære i at få kursusviden omsat til praksis i hverdagen. Allerede da jeg kørte hjem fra arbejde i går, huskede jeg en artikel fra et diplommodul om transfer, det at overføre kursusviden til praksis. Det er meget sjældent, at det lykkes, og når det lykkes, er det visse faktorer, der skal gøre sig gældende. Artiklen er fundet og skimlæst, den vil jeg dykke ned i på disse weekendfridage. Og jeg har læst det, jeg skrev om transfer her inde på bloggen. Nu er jeg allerede i gang med at tænke over, hvordan vi sammen får ugens kursusindhold forvandlet til sygepleje til apopleksipatienter. Og du bliver helt sikkert involveret i mine tanker, for sådan får jeg det bedst omsat. God lørdag til dig.

Mine kolleger nød at være tilbage for en dag i gaden, hvor der er masser af takaway-steder. For mit vedkommende var jeg nok mest optaget af at få kursusdagene til at være sammenhængende, selv om vi var i to forskellige auditorier og på to sygehuse.

I juni 1981 startede jeg på børneafdelingen på sygehus Nord, bygningerne står der stadig. Jeg ved, at de er renoveret, men udefra ligner de det, de var; nemlig det første sygehus på grunden. Aalborg Kommunehospital.

Forstyrrelser

Kursusdagene har sat tanker i gang hos alle, vi er blevet forstyrret i vores tænkning og vores begrebsverden. Det er sundt, det er godt, for netop sådan starter læring. Alle gav god feedback, og hvor ville jeg ønske, at vi havde råd og mulighed for at få alle af sted på sådan et kursus. Nu bliver det deltagerne på kurset, min leder og mig, der skal få dette her ud til alle andre. Og hvordan gør vi så det? Mit hoved er så træt, så jeg lader tankerne flyve væk og forsøger at fokusere på andre ting.

Taknemlighed over at komme hjem til et rent hjem

Taknemlighed over skønne kolleger

Taknemlighed over at jeg kan begejstres over en lille detalje i bybilledet

Taknemlighed over solskin og tørvejr

Lyset vinder frem

I dag gjorde jeg det rigtige. Lige da jeg var ved at glide ned i sofaen og snuppe en powernap, satte jeg mig op. Hukommelsen huskede heldigvis konsekvenserne af powernap ved samme tidspunkt i går = for lidt søvn i nat. Nu stod jeg i stedet for uden for døren i for lidt tøj, der var køligere end jeg troede. Pyt, der skulle bare gåes lidt hurtigere for at få varmen. Tænk at der stadig er lyst klokken halv seks om aftenen. Skønt. Blodet pulserer i kroppen, hænderne prikker og stikker, fordi jeg ingen vanter havde på. Ørerne gløder som små glødepærer, og jeg er lysvågen igen.

Og hjemme igen tømte jeg postkassen, tak søde Mette, som var så sød at sende mig Brinkmanns bog Stå fast, som jeg kunne låne og dermed ikke skal vente flere måneder på bibliotekets udgave. Jeg vil glæde mig til at skænke en kop te, lade iPad og bærbar ligge på bordet og fordybe mig i bogen.

Kurset i dag gik godt, men jeg synes, det er hårdt at være kursusleder, også fordi jeg hele tiden holder øje med mine kollegers kropssprog, synes de nu, de får nok ud af det, og samtidig skulle jeg have styr på alle remedierne til undervisningen. Det er noget nemmere, når det er lægeundervisning, de kommer med en USBnøgle, og så er det det. Her skulle jeg have tjek på seks senge (i et auditorium!), tre kørestole, 18 almindelige stole, fire borde, håndklæder, vaskeklude, vaskefade, strømper, patientbukser og patientskjorter. Kaffe og te på rette tid, PowerPointsuddelingskopier osv. Jeg fik også noget ud af undervisningen, det er længe siden, at jeg og resten af afdelingen er blevet opdateret på Affolterkonceptet, og det har ændret sig siden da, så det var rigtig godt.

Aftensmaden skal jeg lige finde energi til at lave, jeg havde bestemt mig for en curry med kylling, det har jeg aldrig lavet før, så det kan jeg nok godt finde ud af. Det øver jeg mig i hvert fald i at sige tilpas mange gange, så jeg tror på det til sidst. Vi får se.

God aften til dig.

Hvad skete der i sidste uges fridage?

De var fyldt med gode oplevelser. Generationsskiftedag på arbejde var en af dem. En anden var et nyt initiativ, som gerne må blive en tradition. Ledelsen indbød til afdelingens dag, en eftermiddag efter arbejdstid, hvor der blev fortalt om forskellige tilbud/projekter i hele neurologisk afdeling. Det sluttede af med fællesspisning, som jeg måtte hoppe over. Jeg havde nemlig en generalprøve i koret, før vores koncert dagen efter.

Der var mange til afdelingens dag, og vi hørte om mange spændende emner. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville give mig selv lov til at lytte og tage det med, jeg kunne huske, derfor ville jeg ikke skrive ned. Jeg blev klogere på det store forskningsprojekt, som mange centre har medvirket til, og ikke blot demensklinikken på Rigshospitalet. Det glemte demensklinikken at fortælle, da den gik til pressen med de første resultater sidste forår. ”det er ikke okay” Faktisk var neurologisk afdeling i Aalborg den klinik, som havde flest deltagere med i projektet. Projektet ville undersøge, om fysisk aktivitet kunne bedre mentale funktioner hos mennesker, som var ramt let til moderat af Alzheimers. Budskabet var, at de, der deltog i alle træningssessioner, dvs. tre gange konditionstræning om ugen i 16 uger, forbedrede deres mentale evner . Så nu har jeg da fået endnu et argument for at få sat skub i træningen, og vores fysioterapeut, der trænede med deltagerne, har allerede fortalt mig, at cykling og svømning er gode alternativer til løb, når man vil have pulsen op.

Derudover hørte jeg om, hvordan nogle patienter med kronisk sygdomme i nervebanerne nu kan behandle sig selv hjemme med medicin ind under huden i stedet for at de skal ind på sygehuset fem dage i træk og få medicin ind i blodåren. Jeg hørte sygeplejersker fortælle, hvordan de oplærer patienterne i at kunne sætte en nål ind under huden og så koble en pumpe med medicinen til. Et andet ambulatorium fortalte om, hvordan de hjælper patienter med spastisk lammelse, som har pumpe indopereret, hvori de hele tiden får en lille dosis muskelafslappende medicin. En neuropsykolog fortalte om det landsdækkende projekt med styrket indsats til unge under 30 år med erhvervet hjerneskade. En læge fortalte om et projekt om patientens team. Her havde man samlet repræsentanter fra alle de afdelinger og en patient, som var involveret i et patientforløb. Hvorefter man havde set på, hvordan man kunne gøre overgangene mellem de forskellige steder mere sammenhængende (skadestue, afdeling, intensiv, afdelingen igen og til sidste genoptræningsafsnittet).

Mit eget afsnit var repræsenteret med en overlæge, som fortalte hvordan omorganiseringen af apopleksibehandlingen i region Nord (alle kommer til os i den akutte fase) har betydet, at flere får trombolyse, flere får diagnosticeret apopleksi og langt flere patienter bliver indlagt. Det sidste skyldes formentlig ikke, at der er flere med apopleksi, men nok mere, at man er blevet opmærksom på, at der er en akut behandling. For ca. 40 % af de patienter, der kommer til os, har hverken en apopleksi eller en forbigående blodprop, TIA/TCI. Derefter fortalte min nu tidligere leder om det udgående team, som vi forhåbentlig får i gang i 2016. Mine to kolleger og jeg fortalte om vores projekt, og hvad vi indtil nu har fundet ud af gennem systematisk litteratursøgning om patienters oplevelse af tiden, efter de er udskrevet med diagnosen apopleksi. Der var god interesse og opbakning til vores projekt, det var godt at mærke.

I morgen og overmorgen er jeg kursusleder på et kursus med eksterne undervisere, 15 af mine kolleger får lov til at fokusere deres opmærksomhed på et område i to dage. Det bliver spændende, og jeg har lidt ondt i maven lige nu, for det er mig, der har foreslået emnet. Gad vide, om det vækker genklang hos mine kolleger.

Billederne er fra søndagsudflugten før arbejde. Landmanden og jeg er med til at arrangere fætter/kusinekomsammen på landmandens side. Formiddagen før aftenvagten blev brugt i et sommerhus tæt på Hirtshals. Vi nåede lige ud og se havet vise tænder, inden vi hyggede os med de andre.

Fridagen i dag er blandt andet brugt på fysioterapi og forberedelse af kurset (inklusiv en tur ind på mit arbejde, så jeg i morgen har ro i maven) Og bare rolig, jeg får erstattet de timer på et andet tidspunkt.  Aftensmaden tog udgangspunkt i hvad vi havde i fryser og skabe, det blev frittatta med baconstykker, tomater, ærter og edamame bønner, dertil en salat af grønne linser, stegte peberfrugter, fetaost og hvidløg. Vores høns er begyndt at lægge æg igen, så nu skal der æggeretter på en gang om ugen.

Hopla

Det har været den skønneste eftermiddag, min far var i den grad i hopla. Han grinede så meget, at vi andre kom til at grine meget højt. Så grinede han endnu mere, og sådan kunne vi helt sikkert have stået endnu, hvis ikke det var fordi, at der var masser af brunsvigerkagemand og æblekage på bordet. Vi nød vores fars gode humør, hinandens selskab og beretninger fra New Zeeland. Mellemste lillesøster har lige været med gemalen på 4 ugers ferie i en autocamper på øen langt herfra. Yngste lillesøster har arbejdet der for 25 år siden, og min svoger havde taget billeder af hendes lysbilleder fra skønne steder på NZ, og herefter havde han lagt ruten, så de kom mange af de samme steder, hvor han så tog billeder. En helt fantastisk rejse havde det været, jeg tror dem. Her i huset rejser vi ikke udenlands i år, så vi må udforske Nordjylland; om det bliver på mountainbike, i vandrestøvler eller i bil vil tiden vise. Basen bliver sommerhuset. Landmanden har fået sin vilje om at blive hjemme (det er jo også ham, der kører motorcyklen, så det er vel rimeligt), så nu vil jeg have min vilje med hensyn til aktiv ferie. Vi er begge to hyggemennesker, så vi kunne mageligt få tre uger til at gå i hver sin sofa med fjernsyn, bøger, bærbar, iPad og mobiltelefoner omkring os (ha, jeg glemte lige, at for landmandens vedkommende er det jo kun 10 dage, men jeg kunne sagtens få tre uger til at gå med det) Det kommer ikke til at ske, nu har jeg skrevet det, så bliver det sådan!

Nede hos min far nåede vi at snakke, grine, kramme, klippe hår(det stod min far og yngste lillesøster for), aftale familieweekend, filme vores far (jeg tror aldrig, han er blevet fotograferet og filmet så meget på tre timer før, men han var en flot model) og spise os mætte i kage.

Min kollega gav mig en ide, så den indkøbte æblegrød, makronrasp og fløde blev blandet i drikkeglas, det var en god ide. Næste gang laver jeg portioner noget mindre, så de passer til kvinder og ikke til hårdtarbejdende jord - og betonarbejdere. Ikke at de ikke blev spist, vi levner ikke kage i vores familie!

Hjemme igen fik landmandsparret en af mine ryd-ud-af-fryseren retter. Oksehalesuppe med et g(l)emt baguette. Nu er der brygget te, og landmanden får lov til at spise resterne af kagemanden, jeg er kureret. Den fødselsdag kunne ikke have været bedre.

Morgenstunden startede smukt i Nordjylland, siden har det regnet og regnet. Samme vejrudsigt gjaldt for Midtjylland.

85 år

I weekenden har jeg mødt to ældre kvinder som var i slutningen af firserne, og de blev øjeblikkeligt føjet til min liste af ældre, jeg kan gerne vil være som, når jeg når den alder. Dog ønsker jeg ikke at komme på sygehuset til observation for en blodprop i hjernen. De to kvinder var stadigt aktive, klarede sig selv i eget hjem, den ene havde endda overskud til at arbejde i genbrugsbutik og være besøgsven. Der er ingen tvivl om at det er nu, at kontoen, som jeg skal trække fra på mine gamle dage, skal fyldes op. Det er ikke nok med gode oplevelser og hjerneudfordringer (som mit arbejde giver mig), de er også værdifulde. Der skal dog også sund livsstil til, der skal bevægelse og konditionstræning til. Som jeg hørte en læge sige: når folk siger, at de hellere vil leve tyve år kortere og så leve et godt liv (underforstået et liv med masser af god mad, øl/vine og ikke al den motion), så glemmer de, at de sidste år af det kortere liv ofte bliver fyldt med sygdom og fysiske indskrænkelser i det ”gode” liv.

Min far har altid syntes, at hans liv har været godt, og at der var meget at være taknemlig for. Set udefra er hans liv måske ikke godt, men når jeg ser på ham, så smiler han tit, han er hårdt ramt af sin Alzheimers, men han virker glad og tilpas.

I dag er dagen derpå, aftenvagter efterlader mig ofte med træthed, nedtrykthed og sløvhed. Men det sker ikke i dag, for denne dag er ganske særlig, i dag fylder min far 85 år, og mine tre søstre og jeg mødes til eftermiddagskaffe/te hos ham. Jeg skal have handlet ind, så jeg kan komme med gammeldags æblekage. Der er ingen tvivl om, at min far vil få svært ved at få ørenlyd, men mon ikke han vil mærke i krop og sjæl glæden over at have fået fire døtre, som den dag i dag nyder hinandens og hans selskab. Det tror jeg, jeg vil kramme og kysse ham, så han fysisk mærker, at han er elsket. Jeg vil synge og snakke, så han mærker alt det skønne, han har givet mig. Jeg vil le sammen med ham og mine søstre, så latterens virkning forplanter sig i krop og sjæl. Jeg glæder mig.

God mandag til dig.

Lørdagsluft

Aftenvagten strøg af sted i går aftes, der var meget stuegangsarbejde, hvilket betød at jeg var i fast pendulfart mellem lægekontor, patientstuer og på jagt efter kollegerne, som sørgede for at passe og pleje alle patienterne, men som også skulle have besked om, at den patient skulle have sat intravenøst medicin op, at den patient skulle have anden medicin, hvem der skulle modtage næste patient osv. For der kom en jævn strøm af patienter i løbet af vagten, så alle havde nok at se til.

Lørdagen er også strøget af sted, jeg har fået købt værtindegaver, jeg har talt med søster, datter og søn i telefon. Jeg har fået et punkt på den mentale to-do-liste fjernet, det har fyldt længe. Nu ligger der en opdateret adresseliste på gemalens fætre og kusiner, så vi i arbejdsgruppen kan indkalde til efterårskomsammen. Selv om vi to er i den yngre og dermed arbejdende alder, så har familiens efterlønnere og pensionister så travlt med at holde sig i live med oplevelser / børnebørnspasning, at vi skal være tidligt ude for at få dem med. Nu er der gået en kort tur, så der kunne komme frisk luft til hjernens nerveceller og ny energi til aftenens vagt. Der bliver helt sikkert nok at se til, for de patienter, der kom i går, skal jo i dag have lagt en plan for det videre forløb, og da det er weekend med færre læger og sygeplejersker på arbejde, så plejer vi at skulle tage aftenvagten til hjælp. Det er helt fint for mig, jeg nyder samtalerne med patient og pårørende og blev så glad i går, da jeg udskrev en patient, hvor jeg skulle sende mange roser til alt personale, køkkenpersonale, rengøringspersonale, læger, sekretærer, terapeuter og sygeplejepersonale. Det havde været et godt forløb og patienten havde følt sig i trygge hænder hele vejen igennem. Senere skulle jeg sammen med lægen fortælle en patient, yngre end mig, at symptomerne stammede fra en blodprop i hjernen. Patienten blev naturligt ked af det, men sagde så, jeg føler mig i trygge hænder, det skal nok gå. Det er vigtigt for mig, at vi ikke bilder nogen ind, at bare man ser positivt på det, så går det som en leg eller at de gennem denne oplevelse vil blive styrket, men at vi indgyder et håb om og tro på, at det her skal patienten nok finde ud af at håndtere, selv om det bliver svært.

Og svaner og gæs i luften gør mig glad, tænk at jeg har dem omkring mig ved vintertide.

God lørdag til dig.

En hemmelighed

Måske husker du, at jeg snakkede om hemmeligheder, jeg hæklede. Det var dem her. Jeg fik hæklet otte af slagsen, andre hæklede mange flere. Alle på afsnittet blev opfordret til at hækle mindst fire hver. Nogle kunne ikke hækle og fik andre til det, nogle begav sig for første gang ud i hæklekunsten, nogle lavede mad til dem, der syede sammen og hæklede kant. Nogle skrev digt og kort. Alle glædede sig til, at gaven skulle gives i dag. For i dag stoppede vores leder som leder, hun vil gerne have nogle år som sygeplejerske og er kørt i stilling til en funktion i vores udgående team, når engang politikere i region og kommuner kan blive enige. Indtil da har hun byttet rolle med vores souschef, så fra på mandag er min souschef leder, og min leder souschef. Det er to stærke kvinder, så det skal de nok finde ud af, og vi andre glæder os til at prøve at have vores tidligere leder med i plejen.

Vores leder blev rigtig glad for tæppet, der er hæklet mange tanker og kærlighed ind i det tæppe. Og jeg synes, at jeg har verdens bedste kolleger, som fandt på så god en ide.

Der var så mange mennesker, og jeg havde fået lov at passe en kollegas lille baby, så mit billede blev lidt uklart og taget på lang afstand, men I kan vist godt få indtryk af et smukt tæppe.

Hvis jeg var en anden blogger

sådan cirka startede indlægget hos en af de yngre bloggere, som jeg af og til smutter forbi. Og jeg havde som andre det først sådan, wow det er da godt nok en anden tone end der plejer at lyde fra hende. Og det var helt bevidst, hun var blevet skudt i skoene, at det ikke kunne passe, at hun altid havde gode, positive dage. Nu startede hun sit indlæg med at se dagen i lyset af kommentarerne og bagefter skrev hun indlægget, som hun ville have det, med fokus på det gode i livet. Se det var en øjenåbner for mange af hendes faste læsere, og jeg kom til at stoppe op og tænke over min blog. Har jeg mon glemt et af mine mål med min blog, nemlig at kunne se det smukke og skønne i hverdagens trivialiteter? Ind imellem kan det føles godt at dele alt det, der irriterer en, men det kan også virke selvforstærkende, når det kommer på skrift og vel og mærke bliver stående der til evigt minde.

Hmm, nu springer tankerne til Svend Brinkmann, og jeg skynder mig at reservere hans bog (3-4 måneders ventetid). For er jeg nu en af dem, der hele tiden fokuserer på det positive og undgår det negative? Jeg finder et interview med ham og læser:

”I følge ham bør vi øve os i at fokusere på alt det negative i livet, vi alligevel ikke kan ændre på. Først når vi accepterer, at vi en dag bliver syge, gamle og dør, og at det samme vil ske for alle vores nærmeste, kan vi for alvor sætte pris på livet og samværet med andre mennesker.”

Se det er for mig ikke det samme som ikke at måtte se det positive i livet, og egentlig synes jeg, at Mette Marie har fat i den samme tankegang:

”Ting sker, og nogle af dem (som de små, ligegyldige sten i skoen herover) skal man efter min mening bare valse henover uden at se sig tilbage, og så fokusere på noget andet.”

Og SB nævner også i artiklen:

”Hvis der er noget, der er værd at navigere efter i sit liv, er det pligter og moral. Og så er det jo herligt, hvis man samtidig har det fedt og sjovt med at gøre sine pligter og gøre det ordentligt. Men hvis man ikke har det herligt, er det alligevel værd at gøre det. Det er dét, der er pointen,« siger han.”

Det kan meget vel være, at SB synes, at Mette Marie og jeg er en del af dem, der via vores blogge udlever vores narcissisme. Det overvejer jeg da af og til, om jeg bliver mere selvoptaget af at beskrive min hverdag og mine tanker her. Indtil nu har jeg ment, at jeg får tænkt over emner, dels når jeg skriver, dels når jeg læser jeres kommentarer. Jeg mener, at det at læse blogge udvider min horisont, men jeg er også klar over, at jeg jo mest følger blogge, som på en eller anden måde tiltaler mig. Det kan være fordi jeg kan spejle mig i det oplevede eller måske lige det modsatte, at jeg overhovedet ikke kan spejle mig, men bare synes det er sjovt at blive provokeret, distraheret, inspireret.

Så nu lukker vi småtingsafdelingen med, at mine øjne er ok, alt er godt og jeg skal nu fokusere på min projektgruppes PowerPoints sider om apopleksipatienters oplevelse af overgangen fra indlæggelse til tiden efter. I eftermiddag efter arbejdstid er hele afdelingen inviteret til at høre små indslag om, hvad der sker af udviklings og forskningsprojekter. Vi repræsenterer sygeplejen på apopleksiafsnittet. Det bliver spændende, og bagefter skal jeg til generalprøve i koret inden vores koncert i morgen.

Ha en god gråvejrsonsdag

PS billedet har ikke noget med ovenstående at gøre, men blot et billede af hvad der sker, når en ganske almindelig bagerbrunsviger bliver pyntet til fødselsdag af datteren. Og JA, her i Vendsyssel pynter vi med flødeskum og marcipan, det smager skønt!

Tirsdagsudsigter

Tirsdagen starter lovende, god søvn og tre fridage foran mig. Landmanden er taget på jagt og selvfølgelig har hans hustru sørget for en god madpakke og en kande dampende te. Dagen skal fyldes med praktiske ting, et kapitel til en lommebog mangler vores kommentarer og rettelser til forlagets forslag, oplægget til afdelingens dag i morgen skal forberedes og vasketøj skal vaskes. Senere skal det lægges sammen og en masse juleduge skal stryges, før de lægges ned i den smukke gamle kommode fra mine forældres hjem. Vejret indbyder også til raske traveture, så det prioriterer jeg højt i dag.

Bilen skal synes, så den er afleveret hos autoværkstedet, og jeg har fået en anden bil at køre i. Jeg måtte lige bruge tid på at orientere mig om de forskellige funktioner, før jeg kørte ud fra værkstedet. Og når man er vant til én biltype og dens måde at starte på, så skulle hjernen sættes i svingninger for at regne mig frem til, hvordan den her bil skulle startes. Den blev startet og jeg kom hjem. Himlen mod øst, som jeg havde ryggen mod, var smuk, så til sidst måtte jeg holde ind til siden og tage et billede ved en grusgrav. Når nu ikke landmanden kan lokkes ind til byen, så drømmer jeg om en grund med gammel grusgrav. Her er der ofte de skønneste søer i landskabet. Der skulle så bygges nyt hus, småt men godt, let at holde, og så kunne der være annekser til børn og evt. børnebørn. Begge mine børn siger, at den anden må sørge for de børnebørn, så jeg tager den med ro. Jeg har ikke planlagt at holde med arbejdet de første mange år, og landmanden har vist samme holdning, så vi fortsætter rytmen på gården. I dag er min rytme stille, men effektiv (håber jeg). God hverdagsrytme til dig.

Rask trav og tanker undervejs

Godt nok er jeg ikke meget for at indrømme det, men det er alt andet lige lettere at gå til, når sneen ikke ligger på vejen. Og når man som jeg først snupper turen efter mørkets frembrud, så ville det have været for farligt for to dage siden. Og ja, jeg gik 4,5 km i mørke, men det er jo ikke det der bælgravende mørke, som for kort tid siden. Lyset er ved at tage magten, og jeg nyder timerne mellem lys og mørke. Nu pulserer hele kroppen, og mens pulsen kommer ned, kan jeg blogge lidt imens. Aftensmaden er biksemad, den er hurtigt bikset sammen, men ingen af os er sultne lige nu, så vi venter.

Mit ene øje driller mig, det har pludselig fundet ud af, at det kan lave blodsprængninger, som er ufarlige, men som generer mig og som har givet smerter 2 ud af 3 gange. Min læge var enig med mig i, at det er underligt, hvorfor jeg lige pludselig på en måned har haft tre af slagsen og det samme sted. Blodtrykket er pænt, umiddelbart er der ingen tegn på forhøjet tryk i øjet, jeg har ikke synsforstyrrelser, der er ingen øjenbetændelse. Konklusionen blev et øjenlægebesøg, det har så lange udsigter. Nordjylland mangler øjenlæger, så nu er jeg spændt på, om de sidst ankomne af slagsen vil lukke mig ind i varmen inden for overskuelig fremtid. Mens jeg ventede i lægehuset, læste jeg et interview med Lotte Heise, og det bekræfter desværre det, som mange andre siger, at man skal have stærke pårørende, som har overskud og evne til at sætte sig ind i, hvad man som borger med behov for hjælp i hverdagen har krav på. Jeg bliver så ked af det, når jeg læser sådan en artikel, lige som jeg blev ked af at læse om Pias families oplevelser. For en ting er, at man måske ikke kan tilbyde det, vi forventer, noget andet er, at det i de to familie blev leveret af en uforskammet visitator. Min familie har faktisk ikke oplevet det. Vi oplevede en visitator, som havde respekt for min far, men som også hørte det, jeg sagde mellem linjerne, og vi fik god hjælp fra det kommunale regi. Allerede ved det møde sagde hun, at de ikke kunne yde en rengøring, som vi måske selv ville have det, det er ærlig snak, men i de rum, hvor min far færdedes i til hverdag, var rengøringen i orden. Vi sørgede så for den mere grundige rengøring. Vi har også kun oplevet kvalificeret sygepleje med høj viden om demenssygdomme og den enkelte beboeres behov og symptomer, da min far kom på plejehjem. Det er så heller ikke hverdagskost, kan jeg høre rundt omkring.

Aftenen er her, den kan nydes med bevidstheden om tre fridage, som godt nok fyldes med arbejdsrelaterede aktiviteter, men som stadig kan foregå i mit tempo, førend weekendens tre aftenvagter banker på. God aften til dig.

Så gik den søndag

Der har været tid til langsom morgenmad, tid til gåtur, tid til snak med datteren og rådgivning over telefon, tid til at arbejde både med kontorarbejdet for landbruget og med sygeplejerelaterede emner. Der har også været tid til strik og snak med min ene søster, og tid til at spise fastelavnsbolle. Trods mit ønske om en sundere livsstil skal der være plads til lækkerier.

Nu vil jeg lade landmanden holde øje med håndbolden og så vil jeg dykke ned i sygeplejens verden igen. Jeg kan mærke, at jeg har det godt med at få tænkt nogle tanker og evt. få dem på skrift, inden jeg skal arbejde videre med dem i morgen. Og du får til sidst en vejrrapport fra mosen, gråt, glat og sne på retur. Højst sandsynligt samme melding som hos alle jer. God søndag aften til dig.

Stille sne

Herude kan man tale om stilhed, det eneste vi hører, er vores skridt og buksernes raslen. Landskabet er hvidt, og rækker så langt øjet rækker. Vejen bliver glat længere henne, og vi kan høre en traktor i det fjerne, det er hedeselskabets vogne, der har kørt vejen glat. De er ved at flise træ, så der kan blive plantet nye læhegn. Frostmarken er god at køre på, så de holder ikke fridag, for pludselig er det sjap og søle igen.

Det gjorde godt med en gåtur, kroppen er vakt til live og kan nok klare en pind på strikketøjet igen. Mon nogen af jer har strikket Velfærdsmodellen? Hvordan skal man tolke “når modellen måler 58 cm” er det fra skulder eller bagpå eller foran? Målet skal bruges til at finde, hvor jeg skal strikke en lomme på kjolen. Jeg satser på at det er fra skulderen og strikker videre. Fik lige en ide, har kigget på modeller og talt striber, så det er vist ikke helt galt det, jeg har tænkt.

God eftermiddag til dig.

Langsom lørdag

Når nu man har bestemt, at man må sove lige så længe, det skal være, så er det da irriterende, at man må opgive at blive i sengen klokken halv otte. Jeg trak den en time længere inde i sofaen med computer og ipad. Verdenen udenfor er hvid, og mens jeg laver morgenmad til os, sørger landmanden for mad til fugle og hund. Det er sjovt at iagttage de forskellige tilgange til maddepotet, nogle flyver hen og napper hurtigt en bid og så hen i buskene for at fortære det, andre giver sig god tid på brættet og de store fugle sørger for, at de små slet ikke kommer til. Så må landmanden lige banke på ruden, der skal være mad til alle.

Fridage er lig en blå nuance i stemningslejet med mindre vi skal noget eller har gæster, det er underligt, men er også et tegn til mig om, at jeg skal finde andre interesser end mit arbejde. Fakta er jo, at jeg lige nu har lyst til at give mig i lag med forskellige ting, jeg ikke nåede i fredags. For mig vil det være hygge at sidde med te, at kunne gå til og fra som jeg har lyst, ingen tvang, men ren og skær interesse at dykke ned i arbejdsopgaver. Den går ikke Granberg*, denne weekend skal som den forrige være næsten fri for arbejde. Så jeg må finde strikketøjet frem, gå ture, og vride hjernen med, hvad jeg ellers kan finde på (vasketøjet råber på mig, så det skal også have opmærksomhed). Jeg vil dog finde et par timer, hvor jeg må forberede oplæg til afdelingens dag i næste uge. Min chef har insisteret på, at midt blandt oplæg fra de høje damer og mænd inden for lægeverdenen skal min lille projektgruppe fortælle om vores projekt. Det har jeg lyst til at fordybe mig i, og det har jeg så allernådigst givet mig selv lov til.

Hvad mon du fylder i din weekend? Uanset hvad så ønskes du en god lørdag.

* Om jeg egentlig kan bruge det udtryk i denne sammenhæng kan man diskutere. Udtrykket bruges om noget, som ikke kan lade sig gøre. Og jeg kan jo godt lade weekenden blive opslugt af arbejde, men jeg vil ikke.

Historien om et tæppe

Der var engang et tæppe, der hyggede sig i en butik. Det var ganske flot vævet i orange farver med lidt grov struktur og blev kaldt et indisk tæppe. Om det nogen sinde havde set Indien eller om det med nutidens viden måske var vævet af børnearbejdere, må vi lade stå ubesvaret, for det var i 1976. Nogle ville måske påstå, at det ikke kunne kalde sig et tæppe. Men det var stort nok til at dække en sofa eller seng, så måske et sengetæppe så. Ind af døren trådte en ung kvinde og en ældre mand. Åh ja dengang syntes den unge kvinde, at alle over 30 var ældre, godt nok syntes hun, hendes forældre var i den unge ende af genren, men alligevel. Hun var 19 og han var 45. Den unge kvinde ønskede sig ikke fine ting til at pynte eller praktiske gaver så som service og tekstiler til køkken og bad. Godt nok var hun nu blevet student og skulle rejse ud i verdenen (nærmere bestemt Oxford, England) og dermed væk fra barndomshjemmet. Men service og tekstiler var det mest kedelige, man kunne få i gaver, så nej tak blev der sagt. Gaven i anledning af studentereksamen skulle være et tæppe, og sådan blev det.

Tæppet blev nu aldrig brugt som sengetæppe, hvem reder dog sin seng? Ikke den unge kvinde i hvert fald. Til gengæld blev det til et vægtæppe, hvor den unge kvinde hængte billeder, små plakater eller hvad hun lige nu havde lyst til at pynte tæppet med. Det fulgte hende på forskellige kollegieværelser under sygeplejerskeuddannelsen og derefter i hendes første lille etværelseslejlighed. Da hun flyttede ud på gården, blev det gemt væk. Det blev sommetider brugt i forskellige lege, som hendes børn fantasifuldt opfandt.

Tæppet har måske følt sig lidt ensom der inde i skabet sammen med udklædningskassen, nu hvor der ingen børn var, som legede fantasifulde lege i huset. En skønne dag efter mange år derinde fik det lov til at komme frem i lyset. En ung kvinde holdt det op mod vinduet og så vurderende på det. Det blev pakket ned i tasken. Og nogle dage senere fik det lov til at agere fotomodel, da kvinden sendte et billede til sin mor, den unge kvinde fra 1976. Tæppet følte sig godt tilpas i sit nye hjem, for ordene, den unge kvinde sendte med billedet, lød:

”Dit stykke stof giver ultimativ hyggestemning ”

Sådan gik min dag i går

Højst sandsynligt ikke interessant for andre, men for mig er det med til at få tænkt over hverdagen:

• mobilen ringede kl. 5. Jeg havde sovet godt om natten, 7 timer med en enkelt opvågning, men var alligevel træt.
• rutinerne kørte på automatpiloten, først bryggede jeg te til landmanden, og så smurte jeg mad til ham, en tallerken til formiddagspausen og en til frokost. Det blev sat ned i mandskabsrummets køleskab.
• så lavede jeg morgenmad til mig selv. Jeg lovede mig selv for efterhånden mange år siden (da jeg blev færdig som sygeplejerske, dvs ca 25 år siden) at jeg aldrig mere ville gå på kur. Det løfte har jeg holdt, jeg kan godt afprøve andre måder end den vanlige spiserytme, eksempelvis 5:2 faste eller at være vegetar en uge, eller som nu at holde fokus på mængden af indtag og det jeg indtager. Men aldrig mere noget med at det må jeg ikke spise, eller det er forbudt med mellemmåltider, eller at jeg kun må få så og så mange kalorier.
• så gik jeg på badeværelset og gjorde mig klar, sluttede af med at føntørre håret og puttede høreapparaterne i. Klar til afgang.
• Kørte ud fra gårdspladsen ca. 6.05, hører som oftest CD’er, som jeg kan synge til. Øver mig i at være voksen og forsøger at lytte til morgenradioen med nyheder osv. Det går ikke så godt.
• parkerede bilen og gik de 500 meter ned til sygehuset og omklædningsrummet. I går havde jeg ikke tænkt mig om, jeg skulle til et møde de sidste timer på arbejde og ville gerne hurtigt hjem, så jeg ønskede at have klædt om til civil tøj inden mødet. Det betød converse sko, kjole, uldstrømpebukser og min korte vinterfrakke (vinterstøvler og vinterfrakken er jo gået uden mig). Det var koldt at gå de 500 meter om morgenen!
• dagen gik hurtigt af sted, jeg synes meget af mine dage lige for tiden går med at få styr på detaljer hist og pist (materialer til kursus, reservering af lokaler, krydstjek med kursusdatoer og personale på arbejde, osv), og så skubber jeg større opgaver foran mig. I går havde jeg dog et godt møde med en kollega med samme funktion som min, vi fik lagt planer for foråret.
• hjemme igen hyggede landmanden og jeg os med eftermiddagsteen – vi sad med hver sit ITgrej, der var både mobiler, iPad og bærbar computer på bordet. Pludselig fik vi travlt, for vi havde for en gangs skyld planlagt noget sammen om aftenen ud af huset.

• klokken 18 sad vi i Nørre Uttrup kirke, vi fik billetter ved at være der en time før og var nu klar til aftenens foredrag. Det var Charlotte Røhrt, som har skrevet bogen: Jeg mødte Jesus. Hun var en blændende formidler, og selv om hun er københavner af oprindelse, troede jeg på hendes udsagn om, at hun havde fundet sin hjemstavn i Nordjylland. Hun var helt nede på jorden og fortalte om sine meget specielle oplevelser med humor og eftertænksomhed. Herligt var det, da hun sagde, ja så spørger folk om jeg tror på Jesus? Hvad tror de, jeg har jo mødt ham! Hun var ikke kristen før oplevelsen, beskrev sig selv som værende opvokset i et akademisk, venstreorienteret hjem med Information på bordet og en vis distance til al tro og spiritualitet.Bogen blev købt, så jeg kan læse den en gang til. (bonusinfo, hvis du finder hendes indlæg om Nørre Uttrup kirke, ser du billedet af et halvgammelt landmandspar)

• klokken var over vanlig sengetid, da vi var hjemme igen, men da jeg fik en times merarbejde i forgårs, så snuppede jeg en time mindre i dag og mødte først klokken otte

God aften til dig.