STILLE DAG

Udenfor er det gråt, vådt og blæsende, jeg kryber sammen i sofaen med en kop te i håb om, at næsen og halsen blot driller lidt, nu hvor jeg har kundgjort, at jeg aldrig er syg. Det plejer vanligvis kun at blive til en forkølelse, sidste gang var vist i 2010, så jeg har da noget at have min optimisme i. Landmanden og sønnen er over deres hårde forkølelse, gløgg og te med rom var midlet til at jage bacillerne væk. Det må jeg hellere vente med til ved midnatstid. Landmanden arbejder i kartoflerne i dag. Der er en del af kartoflerne, som skal sættes til side som læggekartofler, men først skal de små pillekartofler sorteres fra, dem er der godt salg i året rundt. Det er dem, du møder i butikken som små pakker, klar til at smide i ovnen, mikroovnen eller i gryden. Jeg skal i aftenvagt, så formiddagen er gået med at få ryddet op, vaske tøj, støvsuge og få lavet min mors karryæblesovs, som skal akkompagnere landmandens nytårsaftenmenu bestående af hamburgerryg og kartofler. Ingen grøntsager har han bestemt, fint nok for mig, jeg skal have luksussmørrebrød på arbejde, vi valgte den nemme bestilling, for hvem ved, om vi har tid til en lang spisepause?

På denne sidste dag i året vil jeg ønske jer alle et glædeligt og velsignet Nytår. Pas på jer selv og jeres kære.

KÆDEREAKTION

Kan man kalde det en kæde, når der kun er to led? Måske hvis du tager mindekæden op :-)

Mia skriver om kunstskøjteløb og minder. Og med det samme røg jeg tilbage i tiden, til dengang hvor der kun var en kanal og vinter uløseligt var forbundet med kunstskøjteløb og skihop. Jeg elskede at se skøjteprinsesserne, jeg var vild med parløb, ikke så meget isdans, det kunne sommetider være lidt for langtrukken at se på. Faktisk bliver jeg i tvivl nu, mon jeg egentlig heller kunne lide isdans, de fortalte jo ofte en historie, hvorimod parløb handlede meget om spring og kast? Det afhang vist meget af  kunstskøjteløberne. Jeg kan ikke huske navne, men jeg kan se dem for mit indre billede. Jeg drømte om at blive en skøjteprinsesse selv.

I min lille landsby var en branddam, og lykken var, når isen blev bedømt til at være sikker nok til en hel landsbys børn og unge. Drengene spillede ishockey, pigerne kørte forsigtigt i randen af dammen og snakkede sammen. Skøjterne var nogle, der kunne spændes på støvlerne, det så ikke særligt smart ud, og stor var min glæde, da jeg havde sparet sammen til et par rigtige  kunstskøjter. Mens jeg fandt en nederdel frem med vidde i og gode gamacher, drømte jeg om at suse hen over isen og svinge mig rundt med sus i skørtet. Ak den drøm bristede, min mor mente, at jeg skulle have varmt tøj på, som var lange bukser udenpå gamacherne, tyk trøje indenfor jakken, hue og vanter supplerede billedet. Jamen altså, man kan da ikke være skøjteprinsesse med så meget tøj på. Der hjalp ingen kære mor, og da jeg stod på isen, så var jeg nok heller ikke så elegant som mine idoler, men jeg nød det. Og mens jeg skriver det her, kommer jeg i tanke om, at jeg glemte dørpynten i år.

Som i indlægget i linket skal jeg også i dag ned til min far, men først skal jeg ud en tur i den friske luft, om det bliver løbetur eller gåtur må tiden vise. God sidste søndag i dette år. Mon du har minder med kunstskøjteløb, enten i fjernsynet eller på isen?

VISUELLE JULEGAVER

Egentlig er overskriften noget vrøvl, for gaverne involverede også hørelsen, ja hele kroppen. Vi havde fået gavekort til Biffen i Nordkraft.  Selve biografen var en dejlig overraskelse, masser af gamle remedier fra filmens historie stod rundt omkring i cafeen, og man sad supergodt med fantastisk udsyn i den lille biografsal. Filmen har vi hørt så meget om, og vi blev ikke skuffet. Vi grinte, vi blev berørt og så grinte vi igen og igen. Jeg har ikke før opfattet, at historien bygger på en virkelig historie, det blev filmen absolut ikke ringere af. Filmen var De Urørlige, og gaven var fra vores børn, som synes, deres forældre skulle gå lidt mere i biografen.

1. juledag gik vi i bografen derhjemme, jeg havde givet landmanden DVDen med Hvidstensgruppen. Den gik også rent ind i hjertet. Selvom jeg kendte til slutningen, så blev jeg så bevæget og berørt af filmen, landmanden var glad for gaven, det var jeg også selv ;-)

Nu hygges der med James Bond, te på kanden og julegodter. God lørdag aften til dig

BLOGKOMMENTARER

Kommentarer gør bare livet rigere, sjovere og mere nuanceret. Og nogle gange får kommentarerne mig til at tænke videre over det emne, jeg først beskrev. Og således skete det med indlægget i går.

Jeg er helt med på, at livskvalitet er vigtigt, det at man lever et liv, som giver mening for en selv og gør en glad, det giver også energi og overskud til kroppen og sjælen. Og for mig hænger de to uløseligt sammen, de påvirker hinanden, de styrker hinanden men de kan også trække hinanden ned.

Men hvad nu hvis man er disponeret for hjerte-karsygdomme, og man f.eks. ryger eller ikke bevæger sig udover ud til sin bil og hen til sin stol på arbejde. Kan livsstilen så ikke komme til på lang sigt at påvirke livskvaliteten? Jeg går absolut ikke ind for, at man skal leve i angst for at få en sygdom, jeg er selv heftigt disponeret for Alzheimers sygdom og vel egentlig også for kræft. Det påvirker ikke min hverdag, jeg vil leve livet, jeg vil nyde livet, jeg vil have det godt med både krop og sjæl. Men den viden gør da, at jeg tænker over min livsstil. Jeg har som sundhedsprofessionel en viden om, hvad rygning gør for blodkarrene (og det er absolut ikke gode ting). Jeg har en viden om, hvordan motion gør godt på mange områder, og her tænker jeg ikke på motionscentre og løbeture, men gode traveture eller dans eller havearbejde eller alt som får pulsen op i en halv time om dagen. Så derfor har jeg valgt det som fokus, også fordi jeg bare er gladere, når jeg får gået ture hver dag. Og jeg kan i den grad mærke i min krop, at jeg i lang tid ikke har været ude og gå eller løbe. Og det er også påvist, at en aktiv overvægtig faktisk har et bedre liv (set i forhold til risikofaktorer) end en inaktiv normalvægtig person.

Jeg er fuldstændig enig i, at man hver især må gøre op med sig selv, hvad livskvalitet er for en selv, men jeg mener også, at jeg som sundhedsprofessionel i mit arbejde må hjælpe mennesker til at have en viden at beslutte sig ud fra. Det er ikke mig, der skal diktere, hvordan den enkelte skal leve sit liv, det er hver enkeltes egen ansvar. Men livsstilen kan komme til at ødelægge det,  der betyder noget for den enkeltes livskvalitet, og var det så ikke bedre, hvis du og jeg stoppede op, før det skete og overvejede, hvad det væsentlige i vores liv er?

En betydningfuld del i mit liv er min familie, og jeg nød at have mine tre søstre med familie på besøg i går, og min far nød også at være på besøg. Vi fik vietnamesiske forårsruller til aftensmaden, desværre var svigerdatteren jo draget hjem, men hun havde klædt sønnen og mig godt på til opgaven, så alle nød det anderledes julemåltid. Formiddagen er gået med snak med yngste lillesøster og sønnen, sønnen er sendt af sted og om lidt drager lillesøster også af sted, så er landmanden og jeg alene på gården igen efter 1 uge med herligt selskab. Men vi har jo Istvan ;-)

HVAD SKYLDES DET MON?

At influenza, lungebetændelse, forkølelse har hærget det ganske land, kan man hurtigt få et indblik i ved at følge med i blogland. Min afdeling har også været ramt, unge kolleger og deres familier har været syge i over en uge, og vi andre går tilsyneladende fri. Sådan er det. Man kan gisne om, hvorfor en bliver syg og en anden aldrig. Generne har helt bestemt noget at sige, nogle vil hævde, at livsstil også har, men blandt mine syge kolleger findes også en ung kvinde, som er meget sund, meget mere end mig, og alligevel går jeg fri, og hun blev voldsomt nedlagt. Til gengæld er hun nok hårdere spændt for i hverdagen med børn i børnehavealderen og skolealderen.

Når det kommer til det at blive ramt af apopleksi, kan jeg ikke finde en forklaring på, at dette år er der få, der er blevet ramt af apopleksi i juledagene. For den enkelte er det stadig en katastrofe, for den enkelte familie er det et hårdt slag, men samlet set er der færre end vanligt. Sådan svinger antallet meget; mens jeg har været på diplomuddannelse, har afdelingen haft mange patienter, som har været hårdt ramt. Jeg ville håbe, at der samlet set kunne ses en nedgang i apopleksiramte i Danmark, men vi lever vist desværre for godt, vi lever vist med den overbevisning, hvorfor gøre noget ved et for højt blodtryk, når vi nu har det godt? Hvorfor ændre på livsstilen, når det nu er så forbistret svært? Hellere leve stærkt og dø ung. Og for nogle findes der bare ikke en forklaring; jeg kender en kvinde på min alder, som var heldig. Hun fik trombolyse, så de fysiske skader er minimale, men de kognitive fylder stadigt meget her et år efter apopleksien: træthed, koncentration, delt opmærksomhed (det at kunne holde fokus på mere end en ting ad gangen) osv. Der er ikke fundet en forklaring, og det gør man faktisk ikke hos 30 % af de apopleksiramte. Og jeg kan godt forstå, at man kan have svært ved at finde motivationen. Er man hårdt ramt, kan man måske tænke, kan det blive værre? Er man let ramt, kan det være svært at tage det alvorligt, for vi kan jo ikke udstede garantier. Vi kan sige, at sænker man blodtrykket, holder op med at ryge, drikker mindre alkohol, sænker kolesteroltallet, motionerer mere, bliver normalvægtig, får styr på en evt diabetes osv, ja så reducerer man risikoen for en ny apopleksi væsentligt.

2. januar går vores nye tiltag i luften. Vi får som andre steder i Danmark et dagafsnit for mennesker, som er til observation for en forbipasserende blodprop (TCI eller som det nu skal hedde: TIA). Studier har vist, at bliver disse mennesker hurtigt udredt og sat i forebyggende behandling, ja så reducerer man antallet af dem, der får en apopleksi efterfølgende, altså en blodprop i hjernen, som giver varige mén. Vi glæder os til at starte afsnittet, og jeg får lov til at være første sygeplejerske i afsnittet.

En skønne dag håber jeg, at alles anstrengelser kan ses i antallet af apopleksipatienter, men det har været meget stabilt på mellem 10.000 – 12.ooo pr. år. Studier har vist, at færre kommer på plejehjem, færre dør og færre får alvorlige handicap, når patienter indlægges på et apopleksiafsnit. Og det er også rigtig godt, men kunne tallet reduceres, ville det være endnu bedre.

Nok om apopleksi og sygdom, nu vil jeg dække bord til julegæsterne, som kommer i morgen samtidigt med at jeg kommer hjem fra arbejde. Det er mine tre søstre med familie samt min far, jeg glæder mig.

ØMME TÆER OG GLADE SMIL

Det er noget ved at have gæster, når de kommer med alt det spiselige til både eftermiddagskaffe og aftensmad. De leverede glade smil, de var god for dejlig latter og skøn stemning. Oven i alt det lod de også rester stå, så landmand, søn og jeg ikke skal tænke på aftensmad i aften.Tillige efterlod de et ryddeligt hjem, der var vasket op, alle borde og stole stod på deres rette plads, dugene var smidt til vask, og vi kunne sidst på aftenen smide os i sofaer rundt omkring i huset. De højhælede sko røg af med det samme, jeg er i den grad vant til flade sko, så selv en lille hæl giver ømme tæer.

Datteren skal med et meget tidligt tog i dag, så jeg kommer også til at møde tidligt på arbejde; sønnen har lovet at hjælpe med at sortere kartofler de næste par dage, så hverdagen er tilbage for os alle fire. Det er helt fint med mig, jeg er klar. Glædelig 3. juledag til dig.

EN GOD VAGTHUND (og vagtmand)

Knapt var landmanden faldet i søvn i nat, før Istvan gøede højt. Landmanden var noget træt af det, han lå jo godt i sin seng, og ofte er det blot et eller andet dyr eller en fugl, den vagtsomme hund har hørt. Lige så ofte skyldes det (vores teori) at Istvan keder sig og ved, at hvis han gør længe nok, bliver han lukket ind i soveværelset.
Sådan forholdt det sig ikke i nat. Midt i indkørslen holdt en mørklagt bil. Landmanden observerede den uden at tænde lys, han fandt haglgevær frem og tændte så de udendørs lamper. Så forsvandt bilen i en hast!
Men landmanden kunne ikke sove, for tænk hvis han skulle vågne næste morgen og høre om indbrud eller hvad værre er røveri hos nabogårdene, så han tog resolut gevær og hund med ud i bilen og tog en runde hen ad vejen for at se til de andre gårde. Alle sov trygt, ingen fremmede biler på gårdspladserne, og så drog det lille vagthold hjem og gik i seng.

Det er trygt og godt at bo her :-)

Barndommens helte - datterens maleri til sønnen 2006

NOK IKKE STJERNESTØV

Mens resten af huset sover endnu, får jeg ryddet op. I går lød der protester, hvis jeg ville planlægge eller lave noget, vi skulle jo hygge os og slappe af. Nu kommer der imidlertid gæster til eftermiddagskaffe, så huset kunne godt trænge til en hurtig oprydning og en let omgang støvsugning. Med årene har jeg det bedst, hvis alt omkring mig ikke roder, tænk at det skulle overgå mig – sådan var jeg absolut ikke som ung. Jeg husker endnu den gang, landmanden var landet i min lejlighed før mig, han syntes, der var lidt for mange “hybelkaniner”. Jeg ejede ikke en støvsuger, så han tog resolut en kost, fejede den lille etværelses lejligheds trægulve, puttede resultatet i en plastikpose og hængte det op på min opslagstavle med en etikette på, hvorpå der stod Danefæ.
Det var noget helt andet, landmanden og søn brugte fejebladet til natten til juleaftensdag. Vi var godt i gang med at se film, da landmanden tilfældigvis skulle hente noget i køkkenet. Til hans store gru opdagede han, at det sejlede med vand oven på brændeovnen. Op på loftet og se – ganske rigtigt, der var fygesne overalt. De to mænd brugte 2½ time med at fjerne sne og først klokken halvto var de færdige. Imens fik jeg kogt kartofler, strøget juledug, pakket julegaver ind og lavet te til de trætte mænd. Hvis ikke han havde opdaget det, ville vi være stået op til et hus, som sejlede i vand.  Sikke en start på juleaften vi så havde fået.
Heldigvis gik det ikke så galt, og nu vil jeg glæde mig til dagens gæstebud. Glædelig 2. juledag til dig.

PS Hybelkaniner er norsk for nullermænd ;-)

JULEMORGEN GENNEM 27 ÅR

Først var der tre år, hvor jeg vågnede julemorgen og kunne kigge på mine to små vidundere. Eller rettere sagt, de nåede nok egentlig at vække mig. Jeg nød dem, inden jeg skulle i aftenvagt, men jeg havde tiden sammen med dem om morgenen. Så kom der 11 år, hvor arbejdet i kartoflerne heldigvis holdt fri juledag. Børnene var i den alder, hvor der var legetøj på ønskelisten, de blev længere og længere oppe julenat og sov længere og længere juledag. Vi har sågar præsteret, når børnene var i fuld gang med at lege med Lego, Barbie, Playmobil eller andet legetøj, at vi to voksne så film julenat og faldt i søvn. Når jeg så vågnede, kunne jeg finde en søn, som var faldet i søvn i en stol med en figur i hånden og en datter, der lå hen over Barbiedukker og deres møbler ude i gangen. De blev båret i seng, al juleslikket sad stadig på tænderne, utroligt at de har haft så få huller som de har, og så sov de til langt ud på formiddagen. Fast julemorgenstradition, som deres far introducerede dem til, er risalamande. Nattøj, morgenhår, søvnige øjne, julefjernsyn og risalamande hører bare sammen.

Så vendte jeg tilbage til sygeplejejobbet og med det kom så også arbejde på helligdage tilbage. Jeg var ikke længere en del af morgentraditionen herhjemme, for jeg valgte ofte dagvagt denne dag. Derfor nyder jeg ekstra meget denne julemorgen med tid til restemorgenmad, jeg har spist frugtsalat fra frokostbordet i går, en bolle fra morgenbordet i går, og når sønnen en gang står op, skal vi have risalamande.

Vi har haft en skøn juleaften sammen med landmandens ene søster og svoger. 2. juledag kommer der 30 gæster fra landmandens side, heldigvis har de alt med, vi skal blot sørge for borddækning og drikkevarer. 4. juledag er det min familie, der rykker ind medbringende spiselige sager. Desværre er datteren blevet kaldt på arbejde 3. juledag, så vi nyder ekstra meget disse dage, inden hun smutter til hovedstaden igen.

Morgenstunden er også brugt til at kigge nærmere på det juletæppe, som har været en del af min jul siden 1963, hvor min mor startede sin egen juletradition. Vi var da 4 børn, og siden kom en mere til. Hvert år har sit symbol for, hvad der skete det år. Nu er juletæppet mit, min mor har syet det sidste motiv i 2004. 2005 – 2007 er årstallene broderet på, men ikke motiver. Min teori er, at min mor syntes, 2005 var for tungt at lave et motiv til.Min mors kræftsygdom var stabil, den forhindrede hende ikke i at leve livet, men mine forældres ene barnebarns død i 2005 tog hårdt på dem. Det var også det år, mine forældre havde guldbryllup, hvor vi fik taget et dejligt billede som et dejligt minde om festen, men også om min niece, som var død to måneder forinden. Nu må jeg tage traditionen op og få syet de sidste motiver på. Jeg har besluttet, at når den inderste ring er sluttet, stopper motiverne. Umiddelbart passer det vist med 2011, hvor juletæppet var med til at fejre sidste jul i mine forældres hjem.

Håber din juleaften blev lige, som du gerne ville have det. Glædelig 1. juledag.

JULEN ER HJERTERNES FEST

som de siger i julekalenderen. Men rundt omkring os bliver vi mindet om, at så enkelt er det ikke altid. Vi skønner på, at vi er sammen. Vi skønner på, at vi holder af hinanden og vil hinanden det bedste. Vi skønner på, at vi alle kvajer os og trods det kan vi finde ud af at tilgive og holde af. Vi er taknemlige for livet og kærligheden.

Udenfor blæser det mere og mere op, vinduerne bliver pyntet med den fineste sne. Nu er det sidste i hus. Og har vi glemt noget, så er vi enige om, at vi smiler, trækker på skulderne og bare nyder disse dage sammen.

Jeg vil ønske jer alle en glædelig jul, tak fordi I er med til at gøre min hverdag smukkere, skønnere og gladere.

DE FORSTOD MIG

Mit undercover julemandsjuletræ er blevet moviestar, flere af mine kolleger filmede ham, da han dansede for os i dag. De elskede ham, og til sidst hørte man nærmest hele personalet nynne Jingle Bell Rock. 
Landmanden og sønnen arbejder på at skaffe lys i stalden i Bethlehem, det overvejes, om Jesus var tvilling, for vi har arvet mine forældres julekrybbe, som er den samme som vores, men med flere dyr og mennesker. De var også ude i noget med dinosaur og helikoptere, mon du kan gætte, hvor de har den ide fra? Svigerdatteren slapper af med mobilsnak, datteren er væk de næste 24 timer, der er masser af venner, som skal ses, inden juledagene i familiens skød starter.
Der er ild i brændeovnen, adventslysene brænder lystigt, og kalenderlyset gør en indsats for at følge med tiden.
Vi er hurtige til beslutninger her i huset, så da 2.juledagsarrangementet på landmandens side ikke rigtig så ud til at blive til noget, inviterede vi dem, der havde lyst. 4.juledag kommer mine søskende og min far. Men begge dage kommer folk med termokanderne fyldte  og med kager i favnen. Aftensmaden kommer de også med, vi leverer drikkevarer og så skal der snakkes, synges og danses om juletræ.

Og nej, jeg bliver aldrig enig med flertallet af jer eller min arbejdsplads, men jeg er fløjtende ligeglad. Her holder vi de 12 juledage i hævd frem til Helligtrekonger, så julepynt og juletræ forsvinder først d. 6. januar. Vores tradition med at hente juletræ sammen med i hvert fald et af børnene skippes i år, det bliver landmanden, der sørger for det, mens jeg bliver forskønnet lidt hos frisøren. Det har vi alle tiltro til, for han plejer at være god til at spotte det smukkeste juletræ i skoven.

Nu er der lys i Bethlehem, te på kanden, film i fjernsynet, vi lader aftenfreden sænke sig.

JEG ØVER MIG

Selvom jeg har bestemt, at jeg ikke vil lade mig gå på af juleforberedelserne, så kan jeg alligevel mærke, at min krop snyder mig. Hjertet og mavefornemmelsen er rigtig gode til at give mig fornemmelsen af at være vildt bagud. Juletræet skal købes, de sidste julegaver skal købes, der ligger en portion dej til pebernødder i køleskabet, som skal bages, der er endnu ikke pyntet op i huset, der mangler ...
Der er en frisørtid, en 3-i-en fest på lørdag, en arbejdsdag i morgen osv. men vi når det, og jeg vil ikke have ondt i maven, basta. Så hjertet får besked om at finde en god rytme, og vejrtrækningen bliver bedt om at sørge for at nå helt ned i maven, så de tre i forening giver mig en god kropsfornemmelse. Om lidt kommer datteren hjem, i morgen kommer søn og svigerdatter hjem, og så har jeg fri. Ja afdelingen mangler sygeplejersker i weekenden, der er to nedlagt med influenza, men jeg har sagt nej til at tage vagt, og den dårlige samvittighed må gå hen og lægge sig, basta.

God decemberaften til dig, lige om lidt vil jeg nyde julekalenderen sammen med datteren og juledagene starter først på mandag, der er hele tre dage endnu.

Lidt julepåklædt er jeg da.

SANGEN HAR VINGER

Af og til hører jeg om folk, der med gru i stemmen taler om, hvis det skrækkelige skete, at de ikke selv kunne give udtryk for, hvad de vil, og de så blev sat til at høre Dansktop eller lignende genre. Når vi har mennesker indlagt, hvor vi får at vide, at de godt kan lide at lytte til musik, så forsøger vi at få pårørende til at tage deres egen musik med herind. Det har betydet, at jeg har sengebadet mennesker, mens jeg har hørt mange forskellige genrer. Ind imellem har jeg haft det som børnelægen, der til sidst sukkede højlydt under stuegangen. Hele dagen havde vi lyttet til yndlingssangen, som en pige med Downs syndrom spillede på sin båndoptager, højt og tydeligt kunne det høres over hele børneafdelingen. Han var kørt træt og kunne til sidst ikke koncentrere sig med Søren Banjomus i ørerne. Jeg elsker Søren Banjomus, så den blev blot placeret bagerst på lydtapetet. I dag tog vi Søren Banjomus som musik til morgengymnastikken på arbejdet.

Tiden efter arbejde og frem til nu er tilbragt sammen med min far. Vi satte julemusik på, og så sang vi højlydt med, far med melodi, jeg fyldte de ord på, jeg kunne huske. Og så var det jeg kom til at tænke på de første linjer i det her indlæg. For til en demensaften for pårørende kom vi til at snakke med nogle, hvis mor nu glad og gerne lytter til musik, som hun aldrig ville have haft indenfor dørene, da hun var rask. I dag lyttede vi til Lis og Pers udgaver af danske julesange og salmer, og deres klare stemmer uden alt for mange af de sangmæssige dikkedarer, som yngre og mere "moderne" kunstnere ynder, var den perfekte baggrund for min fars sang.

Nu slapper jeg af med en kop te og julekalender, inden der tages et juleryk mere. Og helt ærligt, jeg gad da godt, at mine omgivelser så sådan ud. Også selvom jeg har to arbejdsdage endnu.

SÅ GRIM AT MAN MÅ HOLDE AF

jamen jeg kunne ikke stå for den. Undercover julemandsjuletræet, der dansede til Jingle Bells Rock. Jeg  måtte have den, og sælgeren var en af dem, hvor man går glad derfra med et smil på læben. Tivoli rummer alskens boder med mange lækre ting. Med hjem kom også et par øreringe med en pingvin med nissehue på, de skal være arbejdspåklædning de næste dage.

Hjemme syntes Istvan absolut ikke om det syngende juletræ, der blev gøet og snuset. De to bliver vist ikke venner. I julekasserne ligger også en syngende julemand, som jeg fik i 88, da jeg stoppede som sygeplejerske. I mange år var det børnenes yndlingsjuleting, men heldigvis endte de med at blive trætte af sangen, så hvorfor jeg absolut måtte have endnu en syngende og dansende figur i huset, har jeg ikke et svar på.

Lidt julepynt kom der op i går aftes, julestjernen hænger nu og lyser mig glad i møde i den mørke morgenstund. I aften pynter jeg lidt videre og forhåbentlig får jeg også bagt lidt. Jeg savner mine pebernødder og ingefærsmåkager.

Første rigtige dagvagt siden skolen banker på døren, jeg er klar, måske skulle jeg tage mit undercover juletræ med? God decembertirsdag til dig.

BERIGENDE

Møder man nye mennesker, så får man mulighed for at blive beriget, hvis man får tid (og giver sig tid) til det. Ens voksne børn kan man ikke sige, man ikke har mødt, men den dag man giver slip på billedet af forældre/barn rollen, så åbner der sig en ny verden. Et menneske, som er så velkendt, og alligevel forundres man over de kvaliteter, ens voksne barn rummer. Måske er det fordi, at jeg ikke ser mine børn til hverdag, måske er det fordi, at de i disse år er i gang med en udvikling, igangsat af deres studier og de mennesker, de møder på deres vej. Men jeg nyder at se mine to børn som voksne mennesker, jeg elsker at være sammen med dem som de to skønne voksne mennesker, de er blevet.

smukke svaner

Weekendens besøg i København har efterladt mig med endnu en stor glæde, jeg er så glad for, at min svigerdatter er kommet ind i vores liv. Hun beriger mig, hun åbner mine øjne for områder, som jeg syntes, jeg i forvejen var opmærksom på, men alligevel ved så lidt om. Vores svigerdatter arbejder som frivillig i et projekt for illegale hjemløse. Dels er der et nødherberg i en frikirke, hvor de hjemløse kan sove, dels er der en morgencafe i tilslutning til kirken, hvor de hjemløse kan få morgenmad. Mange mennesker donerer penge og mad til cafeen, men uden de frivillige gik det ikke. De er limen, der får det hele til at hænge sammen, de er ildsjæle, og de er guld værd.

Jeg smiler ved tanken om de tre prægtige unge mennesker. Må din mandag give dig grund til at smile.

LIDT ROYAL ER MAN VEL ALTID

Vi er hjemme efter en skøn weekend i hovedstaden sammen med vores to børn og vores svigerdatter. Et af de planlagte punkter var balletten Nøddeknækkeren, som i år var lavet i en version, hvor handlingen foregik i Tivoli, udtænkt og koreograferet af Peter Bo Bendixen, og hvor Dronning Margrethe havde stået for scenografi og kostumer.

Den russiske del af juleland i Tivoli

Det blev en dejlig oplevelse, jeg har det nok lidt som landmanden, vi bliver aldrig dem, der vil valfarte til ballet, men det var dejlig musik og smuk, smuk dans. Kostumer og scenografi var enkle og alligevel smukke. Datteren, som er i praktik hos en designer, hvor de står for kostumer til en ny dansk film, så med interesserede øjne på Dronningens løsning af opgaven og bifaldt den.

Lige inden tæppet gik, og kort efter at det var blevet indskærpet, at fotografering samt videooptagelse var forbudt, gik fløjdøren til Tivolis koncertsal op, og og ind trådte en dame med børnebørn. Jeg nåede lige at tænke, hun ligner da Dronningen, inden det gik op for mig, at det var så sandelig Dronningen med sin yngste lillesøster samt deres to ældste sønner med hustruer plus som sagt 5 børnebørn, to danske og tre græske. Her var der ikke noget med kongeloger, næh de sad som alle os andre i salen, og det var tydeligt, at Dronningen nød forestillingen sammen med sin familie. Jeg nød også forestillingen sammen med min familie, og jeg nød turen rundt i haven inden, samt den gode middag på Madklubben Tivoli bagefter. Det er vist efterhånden en tradition med lørdagsjulehyggeri i København.

Håber din 3. adventsweekend har budt på dejlige oplevelser.

DECEMBERMORGEN

Over hos Mænd af betydning handlede juleindlægget i går om julefilm, og en af mine yndlingsfilm blev anbefalet: Love Actually, og i kommentarfeltet blev en anden af mine yndlingsjulefilm også nævnt: The Holiday. Jeg får lyst til at se film, jeg får lyst til perbernødder, varm gløgg og bondeklejner. Jeg hører julemusik, jeg fletter julestjerner, jeg gør parat til julebesøg i hovedstaden med indbygget julekoncert, julebesøg i Tivoli og juleballet, men julepynt, julebag, julegaver, julekort? Intet er på plads, og jeg skal arbejde hele næste uge. Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med mig. Men i julehumør er jeg, og kan du anbefale andre gode julefilm, så vil jeg julehjertensgerne høre om dem.

God decemberfredag til dig.

DECEMBERHYGGE

Julekasserne står stadig uåbnet, der kom en smed, en glemsom landmand og et personalemøde i vejen. til gengæld sidder jeg lige nu og griner over den 10 årige Lenes stile. Jeg nåede nemlig inden smeden, den glemsomme landmand og personalemødet at få smidt det meste af fire kasser med skolesager fra folkeskolen og gymnasiet væk (de havde stået på mine forældres loft i mindst 36 år). Men noget har jeg gemt, bl.a denne slutning på en drabelig historie om tre grimme mænd, der bortførte en sød pige, men hun snød dem og slap væk: " Vivan levede lykkeligt til englen Gabrijel kom og tog hende op til himlen" Jeg var og er meget sentimental, og jeg elsker lykkelige slutninger. Må din dag slutte godt og dejligt, det har jeg besluttet at min gør, med eller uden julepynt.

SAMMEN KAN VI ALT

Når andre sukker dybt over møder, gruppearbejde, fælles arbejdsdage og lignende, så trives jeg. Ja ikke kedelige langtrukne møder, men møder, hvor der diskuteres og besluttes. Jeg arbejder udpræget bedst sammen med andre, og derfor får jeg også ind imellem dyk humørmæssigt, når jeg går alene på gården. Jeg er ikke god til at arbejde alene, og det var en af grundene til, at jeg i tidernes morgen måtte stå skoleret hos den daværende viceforstander for sygeplejen på Aalborg sygehus. Jeg havde hele mit liv planlagt, jeg skulle være sundhedsplejerske, så først ansættelse på to forskellige børneafdelinger henholdsvis 1 og 2 år (tjek!), dernæst et vikariat i hjemmesygeplejen (tjek), søge om optagelse på Danmarks sygeplejerskehøjskole (det hed det vist), jeg blev optaget (tjek!). Så søge om orlov med løn fra sygehuset (tjek!), dernæst søge om kollegiebolig i Århus (tjek). Der var bare det lille aber dabei, at da jeg kom ud i hjemmeplejen, fandt jeg ud af ovenstående, jeg savnede mine kolleger, jeg savnede det at være på en afdeling, jeg trivedes ikke med at køre alene. Jeg savnede mine kolleger så meget, så jeg af og til lagde mine frokostpauser hos dem, og da de hørte, hvordan jeg havde det, og da de manglede en sygeplejerske, ja så tog de fat i oversygeplejersken.

Oversygeplejersken indkaldte mig til samtale, hun var selv gammel sundhedsplejerske, så hun skulle i den grad sætte sin forforståelse til side og høre på min forståelse af situationen. Da hun havde sikret sig, at det ikke bare var en dille hos en ung, usikker sygeplejerske, så lagde hun en plan. Vi skulle sammen tage ud til viceforstanderen, jeg skulle holde min mund, hun skulle nok føre ordet. Han var kendt for at støtte unge ambitiøse, karriereorienterede sygeplejersker, så sådan en som mig ville han ikke kigge på med milde øjne, jeg var jo årsag til, at Nordjylland det år fik en sundhedsplejerske mindre. Og oversygeplejersken var sikker på, at han godt kunne finde på at sige, at der ikke var plads til sådan en som mig på sygehuset.Vi drog af sted.

Jeg holdt min mund, lod chefen føre ordet, og da vi tog af sted derfra, var jeg ansat på min gamle børneafdeling igen. Resten af sommerferievikariatet i hjemmesygeplejen gik som en leg. Jeg var overbevist om, at jeg resten af mit arbejdsliv skulle være på børneafdelingen, jeg elskede mit job. Sådan gik det som bekendt ikke. Jeg ville ned i arbejdstid, da jeg fik datteren. Det kunne jeg ikke få på børneafdelingen, og så gik mit liv i en helt anden retning.

Men jeg er stadig bedst til at arbejde i grupper, jeg får helt vildt meget fra hånden, hvis jeg arbejder sammen med andre. Jeg får energi og glæde ud af samarbejdet. Hvorimod jeg nemt kan dykke, når jeg går alene. Udenfor er der den smukkeste solopgang, jeg har bestilt togbillet til København, for jeg skal være sammen med mine børn i weekenden, huset er rengjort, vinduerne pudset. Nede på sønnens værelse står alle julekasserne, der skal vist findes lidt julemusik på computeren. Jeg læste forleden dag om en hjemmeside med nonstop julemusik, gad vide om jeg kan finde det blad igen? Der meldes om tøvejr, det gider jeg ikke, jeg er vild med mit snelandskab. Ikke mere snak, der skal arbejdes. God dag til dig, hvad mon du fylder i din dag?

LUFT UD

Der blev lovet guld og grønne skove, da jeg skulle have nye vinduer - slut med vand i krogene (vindueskrogene) - nu ville varme og kulde mødes udenpå vinduet. Første vinter afslørede, at den holdt ikke - forklaringen fra tømreren var, at vi jo lige havde malet hele huset, så luftfugtigheden var høj. Nu tre år efter kan jeg kun konstatere, at luftfugtigheden tilsyneladende er meget høj her og med kulde udenfor, ja så er der vand i alle kroge, og nu har jeg jo 6 små vinduer, for hver gang jeg før havde et stort, så det er noget af et tørreprojekt. Og da jeg er mig, så bliver der heller ikke tørret hver dag undtagen i soveværelset. Et lille tips fra en hjemmeside var, at hvis der er mere end 2 cm kondens, så skal der luftes ud, så nu er hele hytten blevet luftet ud. Jeg håber orkideer og andre sarte mimoser holder til det.

Der skal vaskes vinduer, så huset er klart til julepynt i morgen efter rengøring. Der skal løbes en tur. og så skal jeg en tur til Aalborg. I går blev jeg nødt til at holde på en betalingsparkeringsplads, der var ikke flere pladser ved sygehuset. I går aftes blev jeg så ringet op af min kollega, mit dankort lå i informationen. jeg havde end ikke opdaget, at jeg havde tabt det på parkeringspladsen. Desværre havde receptionisten ikke fået navnet på den gode mand, som havde fundet mit kort, gået hjem og googlet mit navn og dermed fundet ud af at jeg arbejdede på sygehuset og derefter afleveret kortet i informationen, da han igen skulle på sygebesøg. Tusind tak du kære pårørende, det er skønt, at der er ærlige mennesker som du, og jeg ville ønske, at jeg kunne påskønne dig på anden vis, end blot at fortælle om dig her på bloggen.

Må din dag blive skøn og dejlig.

STILLE FRED

En enkelt stjerne skimtes oven over kartoffelhusets tag, da jeg træder ud på trappen. Jeg kigger ned, det er ikke lige nu, at jeg skal falde og brække benet. Trappen er glat, der ligger is på hvert et trin. Ude på gårdspladsen lyser lyset fra kartoffelhusets gavl op, hele gårdspladsen er omkranset af en snevold, jeg nyder al den sne.

Ude på vejen, væk fra lyset, dukker alle stjernerne  op, jeg kan se Orions bælte, lette skyer dækker for en del af stjernevrimlen. Sneen gør det nemt at gå i mørket. Hvert et åndedrag sender kolde strømme af luft ned i lungerne. Kulden bider i næsen, men her er helt stille. Mørket, sneen og stilheden mærkes skønt. Tankerne får lov til at flyve hid og did, mens jeg traver af sted. 50 minutter senere er jeg hjemme igen, 5 kms tanker har lagt sig, kroppen nyder den gode fornemmelse, og indenfor begynder jeg på at skrælle kartofler. Jeg har lyst til kartoffelmos.

God decemberaften til dig

EN HIMMEL TIL FORSKEL

Om jeg kommer til at føle så stor en forskel, når jeg får høreapparat på mandag, tror jeg nu ikke. Hørelægen sagde, du får ikke normal hørelse, men det skulle gerne hjælpe dig i hverdagen. Din familie og kolleger skal stadig tage hensyn til dig. I går begyndte kollegerne pludselig at grine, fordi de snakkede til mig, mens jeg stod med ryggen til dem et par meter væk, jeg hørte ikke en kvidder. Og det ved de, så som man råber i skoven, får man svar ;-)

Der var mandefald på afdelingen i morges, nogle var syge, nogle kunne ikke komme ud fra deres vej. Jeg havde godt nok sovet der, men skulle jo af sted, så min hjælp bestod i at vække alle de af mine kolleger, der havde fri, for at høre, om de kunne tage en vagt. Jeg fandt en, og hun var guld værd, derudover doserede jeg morgenmedicin op til alle patienterne, så mine kolleger kunne komme i gang med at hjælpe patienterne med morgenhygiejne og morgenmad.

Jeg er så glad for at bo herude om vinteren, når det har sneet. Det er vældig bøvlet, landmanden har brugt halvdelen af dagen på at skrabe sne væk, så foderbiler, personale, kartoffelbiler og de to gårdes beboere kan komme ind og ud fra gårdene. Jeg har sneglet mig hjem, men jeg er stadig vild med udsigten og udsynet. Billederne er fra tre forskellige dage i sidste uge. Måske får du et indtryk af, at himlen herude gør en himmel til forskel, den danner på alle tider en markant baggrund.

Det kan godt være, at jeg ikke har fået den mindste grannål eller det mindste julepynt herind, men jeg er god til at købe julebag og småkager på vej hjem :-) Og naturen har pyntet op, langt smukkere end jeg kan gøre det.

God mandag aften til dig.

I EN SENG PÅ HOSPITALET

Rolig - jeg er ikke blevet syg. Men da jeg har en aftale med en høreklinik klokken otte og efterfølgende har sagt ja til ekstraarbejde med telefonopfølgning hos udskrevne trombolysepatienter, og vejret ikke ligefrem bød sig til en køretur hjem for at gå i seng, så overnatter jeg på min arbejdsplads. Nattevagten kunne så også meddele, at der var store kødannelser på min rute, både en bus og en lastbil sad fast på hovedvejen.

Jeg har brug for at falde ned efter en aftenvagt, som bød på strabadser, jeg ikke normalt er vant til. Hjernen kører på overtid, så en kop te og en ostemad sammen med min computer er med til at give ro. Og så kan jeg i øvrigt meddele, at megen søvn ikke gør en friskere. Jeg havde givet mig selv lov til at sove længe i dag ( ja egentlig er det jo i går, for vi har passeret midnat i skrivende stund). Jeg faldt i søvn ved et-tiden, vågnede klokken syv, var træt, sov videre, vågnede klokken ni, ville lige hvile lidt, inden jeg stod op. Vågnede så klokken halv elleve og var helt bombet. Inden jeg havde fået morgenmad, skulle jeg nærmest af sted for at være sikker på at møde til tiden. Man siger, at julen kommer, uanset hvor forberedt man er, så det stoler jeg på :-)

Må din mandag blive snehvid og med solskin.

FORDOM–FOR DUM–FOR TRÆT ???

Om jeg er for træt? Jeg er mega træt, det var en hård aftenvagt i går. Om jeg er for dum? Det kan nok ske, men måske hænger det sammen med det forrige  spørgsmål. Om det er min fordom om nutidens børnefamilier? Egentlig kan jeg bedre lide Gadamers udtryk forforståelse, det har ikke så negativ en klang, vi er jo nødt til at have en forståelse for mange ting, ellers skulle vi starte fra nul, hver gang vi mødte et nyt menneske. Alle tre spørgsmål kan jeg måske besvare med et ja.

I hvert fald fik jeg mig et godt grin lige før. Jeg sad og skimmede dagens avis igennem ved hjælp af overskrifter – trist – sørgelig – rystende – trist – sørgeligt – rystende. Så kom jeg til sidste side, her var der en artikel om et forældrepar, som var glad for forslaget om heldagsskole. Hold da op, noget positivt, det må læses.

Jo de så nu muligheden for at få mere kvalitetstid sammen, han arbejdede selvstændigt hjemmefra, hun var sygeplejerske i nattevagt og stod ofte op til middag. Jeg undrede mig og tænkte, helt ærligt det der kvalitetstid for par, kan det ikke lade sig gøre, når børnene er kommet i seng eller om nogle få år, så gider de ikke sidde hjemme ved far og mor (mine forforståelser om begrebet partid udfoldede sig i den grad). Så læste jeg videre, de var dog blev skuffet, da de opdagede, at heldagsskolen kun var til midt eftermiddag, men lidt havde også ret! Så vågnede fruen op, hallo, det er bagsiden, avisen har lige lanceret en satireklumme med store overskrifter, hmm gad vide om det er den, du sidder og læser? Ganske rigtigt. Og så grinte jeg godt af mig selv. Tænk at jeg hoppede på den.

EN OVERSKRIFT

En overskrift skal fange læseren, men samtidig skal den vel også give et praj om, hvad der er på færde i selve artiklen. Jeg husker ikke meget fra min gymnasietids lærdom, desværre. Hvor andre kan huske fantastiske oplevelser med litteratur eller andre højdepunkter, så husker jeg mest det sociale liv. Men et emne gjorde indtryk på mig, nemlig da vi i tysk og dansk havde om pressens lemfældige omgang med sandheden. Vi læste “Katharina Blums fortabte ære” på tysk og i dansk forholdt vi os kritiske til formiddagsaviserne især. Og fra den tid af husker jeg især den kritiske analyse af forholdet mellem overskrift og tekstindhold.

Jeg kom til at tænke på den her til morgen, da jeg læste nyhederne på nettet. For overskriften: “Landbruget har tjent  kassen i 2012” fangede mig,  måske er det min fordom/forforståelse for journalister, men i mine ører klinger den overskrift negativ. Måske er det, fordi jeg er vant til som hustru til en konventionel landmand, at vi her i Danmark ofte fremstilles som miljøsvin og pengegriske mennesker. Måske. Men for mig at se, hænger overskriften ikke sammen med de her linjer inde i artiklen: “De gyldne tider betyder, at landmændene og deres medhjælpende familier kan få en løn, der svarer til de timer, de arbejder, og det vil i så fald være første gang i dette århundrede.” 

Forleden dag havde jeg en diskussion med min søster, som helst ville støtte de små landbrug og de små eks. mejerier. Jeg forstår hende, jeg er også tilbøjelig til at sidestille stort med skidt. Men hvis en ung landmand skal have ferie som andre, skal have fri som andre, så vil han/hun ofte være nødt til enten at gå sammen med andre eller at sørge for at have så stort et landbrug, at det kan bære at have flere ansatte end blot familien selv( og så skal de ansatte jo helst ikke blive syge)

I skriftlig formidling lærte vi om det journalistiske princip, hvor du skal kunne tage teksten og fjerne afsnit bagfra, og så skulle meningen med artiklen gerne stadig stå tilbage, når man kun har det første afsnit tilbage. Her ses bort fra overskriften. Mange af sygehusets vejledninger er absolut ikke skrevet ud fra det princip, de er tværtimod skrevet ud fra det kronologiske princip, hvor man tager tingene i fortløbende rækkefølge. Da vi blev spurgt om, hvad nye studerende var mest optaget af, når de kom på en afdeling, så lød svaret prompte fra de forskellige kliniske vejledere på afdelingerne: hvor de finder uniformerne. Det er så vigtigt for dem at føle sig som det “rigtige” personale. Men står det forrest i vejledningen til praktikafsnittet? Nej det står allersidst. For dem, der skriver vejledningen har nemlig ikke spurgt dem, der skal læse vejledningen om, hvad de gerne vil vide. Og pointen var, at hvis du ikke giver den viden, som efterspørges, så opfanges resten af teksten ikke, for man har travlt med at komme igennem teksten for at finde det, man vil vide.

Nu er det her indlæg heldigvis kun beregnet til, at jeg får skrevet om det, der fylder hos mig, så vi kom langt omkring fra gymnasietiden, over landbrugets gode år  og til skriftlig information. I dag starter jeg på arbejde igen, jeg ved, hvor mine uniformer er, jeg ved, jeg har gode kolleger til at støtte mig, der er nemlig kommet nye elektroniske dokumentationskrav, mens jeg har været væk, og så ved jeg, at jeg er træt, når aftenvagten slutter. Inden aftenvagten smutter jeg af sted til en kop fødselsdagskaffe hos en kollega. Jeg har en skøn lang dag foran mig, det håber jeg også, du har. God weekend til dig.

ARBEJDSDAGEN

Der arbejdes for føden rundt omkring på gården. Vores elev er på skole og den anden medarbejder er syg, så er der kun en tilbage, landmanden. Egentlig har jeg jo fri fra sygehusarbejdet, så jeg kunne hjælpe ham, men jeg har et regnskab, der skal være færdig i dag før arbejdsweekenden. Så nu sidder landmanden ude i kartoffelhuset og sorterer alene, det går langsomt, når man skal være flere steder helst på en gang, men det går. Jeg sidder på kontoret med mapper og bilag samt en computer, jeg hygger mig, jeg kan godt lide at kontere og bogføre. Bare det ikke er hver dag. Jeg har lyst til at vaske vinduer, solen skinner herligt ,og sneen forstærker lyset, så med lidt julemusik kunne det være et herligt modspil til de sidste mange dages læsning. Nu får vi at se; landmanden har sagt god for den plan, men om han ombestemmer sig og gerne vil have mig med i kartoffelhuset, det skal han have lov til. Jeg ved, hvor hårdt det er at sidde og sortere kartofler, jeg sad der jo sammen med ham i 11 år.

 

Udenfor har fuglene travlt, der skal arbejdes for føden, og skovskaden har fundet ud af, at det er dejligt nemt ved fuglehuset. Den og solsorten fylder rigeligt, men de små fugle holder sig til, så der også bliver mad til dem. Om ikke andet, så får de store fugle sparket noget af foderet ned i sneen.

Sol og sne er en herlig kombination, jeg håber, at solen også skinner på dig.

FØRSTE GANGS MAGI

Jeg havde spurgt min studiegruppe, om jeg skulle have noget særligt udstyr, det svarede de benægtende på. Var det svært? Slet ikke.Tværtimod var det en god oplevelse.

Og de fik ret!

Ren magi!

Jeg har løbet min første tur på snedækkede veje i snevejr. Det var helt fantastisk, jeg måtte slukke iPoden for at kunne høre mine knirkende løbeskridt, mit åndedrag og lastbilerne i det fjerne og ellers stilhed. Solen stod op, mens jeg løb mod øst, den farvede de snedækkede træer rød, før den selv kom til syne. Jeg tog billeder med mobilen, men ingen af mine computer vil samarbejde med mobilen, så de billeder får I ikke at se.

 Alt er hvidt herude, vi får ikke saltet eller gruset, men i dag havde sneploven dog været her, inden jeg løb. Jeg elsker det snehvide landskab. lige om lidt skal jeg ud og køre i det, der skal siges farvel til hele studieholdet på cafe Pingvin, det glæder jeg mig til.

Min udsigt lige nu ligner et julekort eller en gammel romantisk julefilm. Jeg er glad for, at jeg ikke bor i en by eller ved en vej, der saltes.

God decemberdag til dig.

DIE GROSSE DOLOMITTENSTRASSE 2

Det er godt med overspringshandlinger, de giver luft til hjernen, og derfor blev det her indlæg skrevet for fem dage siden. Nu er netforbindelsen langt om længe normal, så lad os se, om indlægget nu kommer ud på bloggen.

Vores motorcykeltur til Dolomitterne er aldrig blevet færdigbeskrevet her på bloggen, og jeg har tonsvis af skønne billeder, men har svært ved at huske alle detaljerne omkring det, vi så på vores vej.

Nu har jeg sagt til mig selv, det her er ikke en skriftlig opgave, det er min blog, og jeg bestemmer, hvad der skal stå, som kan genopfriske turen for os.

Da jeg sidst forlod turen, var vi på Grosse Dolomitenstrasse, vi havde taget en omvej for at se noget. Og det levede turen op til. Fra St.Martin in Thurn drejede vi mod Brixen.

Planen var, at vi ville tage en lille vej tværs over til Lajen, når vi kom tæt på Brixen.

På kortet var den angivet, men GPSen havde svært ved at finde den. Vi måtte lige ned og vende tæt på tilkørslen til motorvejen ved Brixen.

Så gik det ellers opad, af små veje og ind imellem syntes vi, der var lidt trængt på de veje. Især når en stor mælkevogn mødte os i et sving, men alpebønder skal jo også have mælken til mejeriet.

Der var lunt, faktisk rimeligt varmt, så motorcykeltøjet føltes til tider ret hårdt at have på. Det var skønt at få en frokostpause i Lajen (tror jeg nok, jeg kan ikke få mit billedprogram til at vise GPSfunktionen)

Nu vendte vi næsen mod bjergkæden Sella igen, om morgenen havde vi mødt mange cyklister, som var med i et cykelløb rundt om Sellajoch. Dem mødte vi så igen på det her tidspunkt ;-)

Lige før var landmanden herinde, vi faldt helt i svime ved synet af de mange skønne bjergbilleder. Vi har besluttet, at næste år skal vi på bjergtur igen, denne gang Frankrig. Jeg glæder mig! Dette indlæg slutter ved Canazei, en by ikke langt fra Arabba, hvor vi drejede fra den officielle Grosse Dolomittenstrasse.

Resten af dagen på vej til Steinegg kommer, når næste overspringshandling skal ske. Vil du læse mere om vores tur, kan du trykke på etiketten Dolomitterne ude i sidebaren.

Ha en god dag med plads til drømme om sol, varme og ferie.