søndag, april 16, 2017

Sansebombardement

Datteren og jeg endte med at vælge Kunsten i Aalborg, og det var vi glade for. Fire timer senere var vi mætte på indtryk og mad. Hjernen krævede ro og hvile, så det tog vi alvorligt og slappede af hjemme i sofaerne.

Vi har oplevet det før, på et tidspunkt kan hjernen ganske enkelt ikke rumme mere, man slår automatisk over i en overfladisk scanning af de udstillede værker, det er umuligt at fastholde opmærksomheden og koncentrationen.


Find Lene :-)


Andre gange er vi stoppet og sagt, det var så det. Nogen gange har vi besøgt det pågældende museums cafe og fået en pause for øjnene og lade maven opleve. Det gjorde vi denne gang, og på den måde nåede vi alle fire udstillinger og en tur i museets have.

Museet havde valgt at lade de faste værker udstille på en ny måde eller rettere to måder, Let's match og Let's get lost. Den første udstilling havde sammensat værkerne ud fra temaer eller stil eller farver og på den måde kunne der nemt hænge billeder fra flere årtier i samme rum. Det var virkelig spændende, og for mig, som ikke er kunstvant, føltes det ikke tungt, som jeg nogen gange kan føle, når man går gennem den ene tidsstue efter den anden. Vi fik gode snakke om hvad vi kunne lide, hvilke farver, der tiltalte os, hvad der frastødte og hvorfor det frastødte en.

Kunstnerens mors dansesko var blevet til blomster, som hang på skeer

Den anden udstilling var opbygget som en labyrint, så man kunne gå mange forskellige veje, og nye oplevelser dukkede op omkring et hjørne. Her var værkerne mere udstillet efter kunstretning, men det føltes anderledes end normalt, fordi de gled over i hinanden. Der var også små kort med spørgsmål som udfordrede ens holdninger til blandt andet abstrakt/realisme og grimt/smukt.




Efter en god madpause med lækker brunch lod vi os drage ind i Alvar Aaltos verden, den mand har da godt nok haft et multitalent. Vi gik rundt i hans bygning (museet er det eneste museum udenfor Finland, som AA har tegnet), vi så også andre flotte bygninger på udstillingen. Men jeg var mest vild med hans brugskunst, vaser, lamper, bakker, stole og borde.
Alvar Aaltos bygning i marmor sammen med Aalborgtårnet


Til slut så vi udstillingen af Roman Ondak, men her var min hjerne stået af, så jeg kan ganske enkelt ikke beskrive den, du kan læse om den her.



Hov, da jeg tjekker museets hjemmeside går det op for mig, at jeg helt har glemt den femte udstilling, den vi startede med og som vi havde meget sjov med.

Store spejle i en sal, hvor kunstneren slog spejlene i stykker ved åbningen af udstillingen, og der åbenbarede sig forskellige farver bag spejlene og som havde forskellige former. Det gav så mange forskellige virkninger, når man spejlede sig. Og hele tiden kunne man se nye former, når man stillede sig et nyt sted.

Det hyggede vi os med i lang tid.

Som du måske nok fornemmer, havde vi en skøn eftermiddag, og vi fik talt sammen på en anden måde med udgangspunkt i de mange værker og hvad vi oplevede.

Jeg elsker at gå på kunstudstilling med datteren, fordi hun med sin viden fra tekstildesigneruddannelsen og nu grafisk designerudannelse ser tingene på en anden måde end mig og lægger mærke til andre detaljer.

God påskesøndag til dig.


16 kommentarer:

  1. Det lyder som en fantastisk dag, den med spejlene lyder rigtig sjov.
    Håber I Fortsat nyder påsken

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anette, vi nyder og spejlinger er altid sjove at fordybe sig i :-)

      Slet
  2. Sikke en skøn, skøn eftermiddag! Her er vi på vej hjem fra håndboldstævne, det bliver man også lidt træt i hovedet af, he-he!...

    SvarSlet
    Svar
    1. Maude, superdejlig eftermiddag, og jeg kan godt forstå, at man kan blive træt i hovedet af håndboldstævne :-)

      Slet
  3. Sikken en masse spændende kunst! Jeg har det lige som dig (men mon ikke de fleste har det?), at jeg bliver mæt på et tidspunkt og ikke kan rumme mere.
    Dejligt at have en som din datter med til at vise andre vinkler på tingene. Sådan 'bruger' jeg også Charlotte :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg tror det gælder alle. Det er utroligt så træt man pludselig føler sig, sanserne er i den grad blevet bombarderet :-)
      Vi er heldige med vore kreative døtre :-)

      Slet
  4. Det lyder som en dejlig og hyggelig dag med din voksne datter. Og det minder mig endnu engang om at jeg simpelthen snart må en tur på Kunsten. Trods snart 10 år i Aalborg må jeg indrømme at jeg aldrig har været der, og det er jo for dårligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, det var en skøn tur. Og i betragtning af at jeg har boet i Aalborg og Vildmosen i sammenlagt 36 år, så kan mine besøg vist tælles på en hånd, og jeg tror de alle ligger inden for de sidste ti år :-) Så du har masser af tid til at besøgt Kunsten.

      Slet
  5. Det lyder og ser ud til at have været en vidunderlig dag.
    Det at nå 5 forskellige udstillinger på 1 eftermiddag. Det er forskellige holdninger/tanker der er bag, både fremstilling og opsætning, for står godt du var brændt ud til sidst. Det var jo alt for meget at forholde sig til, samt input at modtage.
    Tusind tak.... Jeg nød min dag til fulde, og dynen kalder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, hjernen kan godt blive overbelastet :-)

      Slet
  6. Når man ikke lige kan finde ud af hvornår mættethed opstår, er det da godt at hjernen finder en måde at klare det på.
    Det lyder som I har gode stunder sammen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, vi nyder påsken sammen, når nu begge vores mænd arbejder :-) Og hjernen er god til at sige fra, det er bare ikke altid, man lytter.

      Slet
  7. Det er herligt at få sanserne bombarderet, men ofte er museer så store, at man gør klogt i at udvælge nogle afsnit, så man ikke bliver overmæt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, det er nemlig en god ide at udvælge områder. Det har vi også gjort tidligere, men denne gang havde vi lyst til det hele :-)

      Slet
  8. Kunsten er lige sat på listen, til når vi skal have vores weekendtur til Aalborg (engang - den er også på en liste). Det er så dejligt at kunne diskutere en udstilling, hvor man kan blive klogere og pludselig se nogle andre ting.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, det er et godt og spændende sted :-)

      Slet