onsdag, november 11, 2020

Novemberkalenderen, del 10

 Nogle gange skal man blæse på, om man har overskud til det man har lyst til, og så bare gøre det. Det er så også årsagen til, at del 10 i novemberkalenderen kommer lidt forsinket.

I går var det Mortens aften, og her i huset har vi aldrig rigtig holdt fast i traditionerne, hvad det angår. For mig var Mortens aften min mormors fødselsdag, og hun inviterede til middag denne aften. Menuen var forloren hare og budding, og det forbinder jeg med denne dag. I går havde jeg lyst til at mindes disse sammenkomster en novemberaften, hvor vi samledes hjemme hos min mormor til forloren hare. Derfor blev datteren inviteret til spisning.

På vej hjem fra arbejde handlede jeg ind til menuen, jeg kunne ikke nå at lave budding, så desserten skulle være noget andet. Inde i butikken kom jeg frem til, at det måtte blive is, som vi havde i fryseren, for de små portionsanretninger med risalamande så ikke så indbydende ud. Det var sidst på eftermiddagen, og kunder havde væltet dem, så sovsen havde indhyllet hele desserten.

Inden jeg kørte hjem, skulle jeg også hente ost på vores lokale mejeri. Det var mejeriejeren selv, der denne eftermiddag stod i butikken, og da jeg skulle betale, spurgte han, om jeg ikke skulle have risalamande. Det viste sig, at de lavede også risalamande til Mortens aften, så jeg fik to gode portioner med hjem sammen med en kirsebærsovs med rom i.

Datteren kom efter endt arbejde sidst på eftermiddagen, og vi havde en hyggelig hverdagsaftenspisning med forloren hare, hasselback kartofler, ovnbagte rodfrugter og ikke mindst dessert. Både risalamande og kirsebærsovs smagte himmelsk.

Senere ringede vi sønnen op via messenger og fik en lang snak. Det gjorde godt at se ham og snakke med ham. Og latteren rungede, da vi begyndte at bruge effekter til at lave vores ansigter om til zombier, gamle koner (nå ja der behøvede jeg jo ikke specialeffekter ;-) eller fik mærkelige parykker på.

En dejlig dag til minde om min mormor, som kunne være blevet 109 år i går.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)






12 kommentarer:

  1. Det er dejligt med sådan nogen mormor-traditioner. Og da min mormor blev for invalideret af sin leddegigt, så overtog min morfar køkkenet for den traditionelle middag, når vi kom forbi, flæskesteg med perfekte svær, perfekt brun sovs og selvfølgelig franske kartofler og syltede agurker. Det er mormor-mad for mig :)
    Det er også dejligt at høre, at I har god kontakt til sønnen i Norge. Vores mobiler gør jo, at det ikke føles helt så langt væk alligevel.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, mormor-mad kan noget ganske særligt :-) Og det er godt at kunne have kontakt på den måde, selv om jeg savner den fysiske kontakt, for det er der, jeg af erfaring får snakket dybest med min søn :-)

      Slet
  2. Sikke en dejlig måde at mindes din mormor og en lækker menu. Hyggeligt også at I havde kontakt med din søn Norge. Det minder mig om, hvor dyrt det var i gamle dage at ringe til udlande - det var kun noget man gjorde i kort tid. Hurra for denne mulighed i dag via Messenger, Skype og Facetime.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, det var hyggeligt at kunne mødes på en hverdagsaften, nu hvor datteren er tæt på os. Og ja, hurra for at vi har måder at holde kontakten på i dag.

      Slet
  3. Så fik jeg endelig læst op og kommenteret helt tilbage til 6. afsnit af novemberkalenderen :-)
    Jeg har haft andet i hovedet end blogland, så det var helt undgået min bevidsthed, at det har været mortensaften! Men pyt med det - vi fik boeuf bourguignon-rester, og det var lige så godt som andesteg.
    Det er jo i virkeligheden også ligemeget, hvad man får at spise; det er traditionen i sig selv, der er vigtig, som du også så fint beskriver her.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, og tak fordi du orker at læse tilbage og kommentere :-)
      Det lyder lækkert med jeres menu. Og jeg kan godt forstå at andet har været i dit hoved.

      Slet
  4. Traditioner er med til at give sammenhold - mine traditioner går måske mere i retning af at være meget omskiftelige. Sammenhold havde I i hvert fald i går, med både datter og søn "på linjen". Og indirekte din mormor. Vores mortensaften bliver i aften; jeg var ikke hjemme i går, og alle var med på at flytte den. Det bliver dejligt at se familien.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, vores børn kan ikke huske Mortens aften som noget, vi har gjort noget ud af. Og det har vi heller ikke, til gengæld er der så meget andet, vi har gjort noget ud af :-) Det vigtigste er at vi har sammenhold, og som I at traditioner ikke SKAL være på en bestemt dag, men at man kan mødes en gang imellem.

      Slet
  5. Dejlig menu og dejlig ide at genoplive/leve mormors fødselsdag 😊
    Den ny teknologi giver os mange, sjove muligheder, min familie er godt trætte af mig, for jeg har købt en app, som hedder reface og kan more mig ustyrligt med at sætte mit ansigt på Dalai Lama, Bruce Lee eller Grace Kelly 😂

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, det var en hyggelig aften. Den app lyder som et sjovt indslag :-)

      Slet
  6. Det er længe siden, jeg har smagt budding, jeg elskede det sidst :)
    Vi har altid fejret Mortensaften, da børnene boede hjemme, nu er det for besværligt for dem at skulle hjem den aften midt på ugen, men vi har ofte fejret det i weekenden, men i år havde jeg ikke lige ork til det. Vi plejer at få and og risalamande.
    Det lyder som en hyggelig aften I havde. Dejligt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, du må have budding igen :-) Hvor lyder det dejligt med jeres tradition, og måske kommer nye til med årene.

      Slet