En uge set gennem min mobil

Midt i fødselsdagsforberedelserne: en solstråle i en vindueskarm fik de gule blomster til at skinne.

På jagt efter en kjole til min fest: Jeg opdagede et nyt gavlmaleri, det var ikke til at tage et ordentlig billede af pga en skarp sol. (og jeg fik købt en kjole – ingen billeder af den)

 

Mange boller skulle bages til kollegerne: Når det skal gå stærkt, tænker man sig ikke så godt om. Og småkager kan godt bages på øverste ribbe, det kan boller ikke. Så ved du det. Heldigvis var det kun nogle få af dem, der blev mast, da jeg måtte bruge alle kræfterne for at få pladen ud.

Flere borde skulle gøres klar til kollegernes besøg: De små enkle borddekorationer fungerede godt, og jeg nåede lige at udnytte vintergækkernes skønhed inde.

Søndagens træthed efter fest bød vi trods med en god gåtur til havet.

Hjemmearbejdsdagen mandag fik sig en walk and talk, som gjorde godt for en træt 60 årig kvinde.

Solen skinnede, da jeg i går på min fridag gik ind af en af sygehusets indgange for at undervise tidligere patienter og pårørende. Jeg var sammen med en ny diætist, og hun sagde efterfølgende, at hun håbede, at man kunne finde penge til til fortsat at have en sygeplejerske med til kostundervisning. Ikke fordi jeg underviser om kost, men fordi jeg sammen med patienter og pårørende kommer omkring det, der er svært, når man kommer hjem med få mén efter sin blodprop eller blødning i hjernen.

Enten er det alderen, der allerede trykker, eller også er det bare al den festivitas, der gør, at jeg stadig er træt trods gode og lange nætter med søvn. I morgen skal piben have en anden lyd, motionen skal ind og give mere energi, for forude venter en travl arbejdsuge. Aftenvagter fredag og lørdag, fri søndag, seminar i København mandag, travl arbejdstirsdag, fridag onsdag men med faghyggeaften om aftenen, projektdage torsdag og fredag. Så er jeg vist også klar til den første weekend i april.

Håber der har været sol på din vej og at du har nået at nyde den.

En solstråle

Mon den kan lokke mig ud? Den danser rundt i stuen, skaber smukke og sjove billeder på vægge og gulv. Mon den kan lokke mig op af sofaen? Jeg kigger rundt i stuen, ser på bøgerne i reolen, nyder farvespillet fra sol og skygge i kombination med de mange farvestrålende bogrygge. Hos mig er bøger ikke stillet op i farver, heller ikke i opretstående mønster. For der er alt for mange bøger til reolen, så nogle steder står de lodret i to rækker på en hylde og ovenpå hygger andre bøger sig med at flade ud vandret.

De symboliserer med deres uorden og deres mangfoldighed vores liv. Der står bibler og børnebibler sammen med populærkristne bøger af Cliff Richard og Charlotte Rørth. Andre steder står gamle leksikon, som vi har fået genindbundet sammen med gamle bøger om Vendsyssel og bøger, som landmanden har fået af vores børn og mine forældre. Bøger, som han engang vil læse, men som smartphone og facebook har det med at stjæle opmærksomheden fra. Et sted står den bog, jeg fik af mine forældre som en af de sidste boggaver, og som jeg aldrig har fået læst, Kristin Lavransdatter. Og alle siger, at den skal jeg læse. Når alle siger sådan, så kan jeg nemt blive lidt Rasmus Modsat.

Små billeder er stillet op, et enkelt i ramme, andre lamineret og andre igen er bare sig selv. Billede af os fire i Paris, da jeg blev 50. Billeder af børnene og deres fætter og kusiner som børnehavebørn og indskolingsbørn. Billede af børnene sammen med deres farforældre til en juleaften. Der står også en fiduspokal, fra dengang landmanden som ung spillede fodbold. Den kunne godt trænge til at blive pudset, men den er god som kuglepenholder. Et julebrev fra os i 2015 ligger ovenpå en vildtkogebog sammen med et jagtblad. Et andet sted blander rejsebøger sig med En mand, der hedder Ove. Ordbøger, gamle bøger, nye bøger, kristne bøger, jagtbøger, biografier og fotoalbums slås om pladsen. Og sådan er det, sådan har de stået i mange år. Som landmanden sagde til min fødselsdag, den dag vores børn skal rydde op efter os, finder de måske gamle koncertbilletter. Billetter som jeg har gemt et sikkert sted, og som aldrig er fundet. Måske er de blandt bøgerne i vores reol? Pyt. Jeg elsker faktisk min reol, som den er, rodet, ufuldstændig, smuk og sin egen.

Hverdagens arbejde

Der er ordrer på kartofler, så landmanden og medarbejder er i gang ved kartoffelsorteren. Et helt læs på 24 tons skal af sted i morgen, så I kan finde gode, friske kartofler i butikkerne.

Søn og svigerdatter blev sendt med flyveren i går aftes, og datteren er sat på toget tidligt i morges. Studier og arbejde skal passes. Computeren er fundet frem herhjemme sammen med arbejdstasken, der er sat kaffe og te over, for arbejdsdagen for mig skal foregå herhjemme sammen med mine to projektgruppemedlemmer. Der var ingen ledige mødelokaler eller konferencelokaler på sygehuset, så vi besluttede os til at arbejde hjemme.

Det får mig til, hver gang jeg har problemer med at finde mødelokaler, at tænke på det nye sygehus. For rygterne vil vide, at planlæggerne mener, at da alt jo skal foregå hos patienten, og patienten har enestue, så er der ikke brug for ret mange samtalerum og mødelokaler. Hmm, de har ikke tænkt på sygehusets forpligtelse i forhold til uddannelser, eller for at der kan ske udvikling og forskning til gavn for patienterne, så kræver det altså arbejdsdage, hvor man i fred og ro kan dykke ned i det område. For slet ikke at tale om de møder, der er nødt til at blive afholdt tværfagligt eller på tværs af afsnit og klinikker for at få sammensat de bedste patientforløb. Nå det kan min trætte hjerne ikke lige tænke på nu.

Når man er tidligt på færde, får man mulighed for at se lidt morgenstund på vejen hjem fra toget. Lige nu kunne jeg godt snuppe en morgenlur, den må dog vente og omkonverteres til tidlig aftensøvn. Jeg satser på friske kolleger, som kan holde gejsten oppe hos mig og dem. Ha en god dag.

Den smukkeste buket af ord, sang, smil og latter

Egentlig burde jeg sove lidt mere, klokken var langt over midnat, inden jeg kom i seng, men kroppen synes noget andet. Og her skal kroppen forstås som hele mig, for jeg mener jo som Merleau-Ponty, at man ikke kan skille krop og hjerne ad. Så tanker/følelser sætter sig i kroppen, og bevægelser i kroppen sætter sig i hjernen. Jeg er så fuld af glæde, at denne morgenstund er blevet nydt i et stille hus. Jeg har pakket gaverne ud igen og sat dem på min skænk, jeg har vasket op og sat på plads, mens jeg har gennemgået hele dagen i går.

Hele min fødselsdagsfejring kulminerede i går med en fest for familie og venner. 64 voksne og 4 børn havde sagt ja til at være sammen med mig på Hotel Søparken fra kl 13 til? Ja til landmandens fødselsdag tog vi hjem ved 22 tiden. I går ramte den midnat, inden vi var hjemme. Sikke en fest, vi har haft! Og jeg er så glad og taknemlig i dag.

Tænk at være beriget med så mange gode mennesker i mit liv, mennesker, som bandt den ene sløjfe efter den anden om mit liv. I går fik jeg den første tale af min mand nogensinde, det er mig, der normalt er taleren i vores familie. Det behøver det ikke være, det var en dejlig tale, som samtidig var alt det, jeg forbinder med gode talere. Den havde en ramme, den havde et budskab, der var alvor og humor i den, og så blev den serveret sikkert og veltalende. Og så havde han lige regnet ud, hvor mange madpakker jeg har smurt til ham igennem vores liv sammen. 21.000 stk!

Vores børn gjorde ham kunsten efter, de snuppede deres mors koncept med mange små gaver, som med ord tilknyttet fik symboliseret mit liv med dem. Og de kunne i den grad få moderen til at smile og blive rørt, når de satte spot på mig som mor, menneske og kvinde. Bagefter sang de en sang for mig, og det var sangen, som ligger til grund for min blogs navn. Min bror spillede guitar til, og jeg stornød det hele. De er bare så gode sammen og dygtige til at synge, så jeg nød deres udgave lige så meget som den her.

Jeg havde selv en overraskelse til mine gæster, for jeg havde hyret mit kor til at give en lille koncert på tre sange, og bagefter ledte min korleder an i gospelsang, som alle deltog i, både gæster og kor. Det blev lige, som jeg havde håbet på.

Min svoger og svigerinde holdt tale, hvor de inddrog emner fra en googling af mit navn, og hvad det indebar, det var faglige artikler, oplæg til temadage og konferencer og noget fra min tid som blogger for Sygeplejersken. De havde også søgt på min blog, blandt om min fejring af min 50 års fødselsdag i Paris. Min svoger fortalte, hvor meget min blog ville fylde, hvis man printede det ud i A4, det var vildt højt tal, jeg har trods alt blogget i 10½ år. En anden svoger sørgede for musik til de sange, jeg selv havde valgt, der skulle synges ( og i dag gik det op for mig, at vi aldrig fik sunget den sidste sang, fordi der skete så meget hele tiden)

Min tidligere afdelingsleder holdt tale for mig på vegne af de tre kolleger, jeg havde inviteret med. Tre gæve kvinder, som har fulgt mig i de 17 år, jeg har været sygeplejerske på neurologisk afdeling. Det var sjovt, for det affødte reaktioner fra min familie, at der var ting, de ganske enkelt ikke vidste om mig i fagligt regi og hvad jeg har stået for fagligt, men sådan er det jo. Når man er sammen, er det ofte den private sfære, man bevæger sig i, og ikke så meget den faglige.

Og mine søskende med familie sluttede af i vores vanlige familiestil med optræden med forskellige sange fra min ungdom, som havde fået nye tekster. Der var udklædning til den store guldmedalje og flerstemmigt sang. Og det blev så understreget en gang for alle, at jeg er Storesøster med Stort S og Hønemor med stort H. Så budskabet fra dem og mine børn var, tænk nu også på dig selv. Jeg synes faktisk, at det er det, jeg har gjort hele den her uge. Selv om mine børn skreg af grin inde på værelset i går formiddags med deres hemmeligheder, fordi der lød ude fra gangen: I sørger lige selv for at få noget at spise - Hmm Lene, mon du har glemt, at dine børn er 31 og tæt på de 30, og at de har klaret sig væk fra hjemmet i 10 år?

Og så var der alle de andre gæster, som sørgede for at snakke sammen, hygge sig sammen, grine sammen og i det hele taget skabte de sammen rammen for den skønneste fest.

I dag slapper vi af sammen med vores børn og sønnens kæreste, svigersønnen kunne deværre ikke være med til fødselsdagen. I morgen starter hverdagen igen, og jeg er klar. For sikke en festlig uge, jeg har haft.

Byger der går og kommer

det er den danske sommer, synges der i den gamle sang Danmark nu blunder den lyse nat. Det er så også starten på min fødselsdag, måske er det faktisk også sådan jeg er. Sol og regn, blæst og ro, sådan vil jeg da egentlig gerne være.

Jeg havde den skønneste dag sammen med mine kolleger, det blev lige den dag, jeg håbede på. Og jeg blev begavet med en smuk, varm buket, den skønneste taske og de smukkeste øreringe. Og som altid til runde fødselsdage havde to kolleger forfattet en sang med en god pointe, de har lært, at te trækker fem minutter, hverken mere eller mindre. Og en af mine kolleger holdt en lille tale, for hun havde husket den her dag, hvor min latter lød over hele afdelingen, og derfor fik jeg cremen Q10. Mine kolleger har nu fået opgaven at holde øje med, om mine rynker bliver mindre. Gør de det, forudser jeg et boom af i salget af den creme. Og ellers så vil jeg bare nyde at være der, hvor jeg er. 60 år gammel med et liv, der er levet. Et liv med glædeer og sorger, et liv med fejl og gode handlinger.

Landmanden så rigtig, da han anbefalede mig at flytte min dag med afdelingen fra min fødseldag til dagen før, på den måde har jeg nu tid til stille og roligt at nyde formiddagsteen med rundstykker sammen med landmand og medarbejder. Og så kan jeg glæde mig over, at i eftermiddag dukker de unge menensker i familien op, og i morgen er det familie og venner, der kommer.

Og jeg er blevet sunget op af landmand (jeg savnede Istvan med flag i munden, men næste år kan Ayla tage den tjans). Gaven havde han dog ikke med ind i soveværelset, det forstår jeg, jeg glæder mig til at tage den i brug.

Ha en god dag,og kommer solen ikke frem, så håber jeg, at I kan få den via smil, I får eller sender.

Jeg havde helt glemt det

Trætheden er mærkbar her til morgen. Jeg skal have hele min afdeling på besøg i dag, og pludselig gik hjernen i selvsving i går aftes, efter jeg var kommet hjem fra kor. Så søvnen blev kort, men til gengæld er forventningens glæde stor, jeg glæder mig til at få besøg af 16 kolleger sidst på  formiddagen og 12 sidst på eftermiddagen. Leverpostejen bager i ovnen, bordene er dækket, hjortespegepølse og røge dyrekølle er i køleskabet sammen med hjemmelavet æggestand, bollerne er taget op fra fryseren, kagen er bagt, chokolade er klar til at komme på min fine kageopsats, som jeg fik i lørdags. Jeg mangler lige et par småting, inden en kollega kommer og hjælper mig med at rette fade an og brygge kaffe og te.

Der skal dog være tid til en pause, og den bliver så brugt på et indlæg. Gårsdagens forberedelser måtte vige for en begravelse. Vore kære frøken R fik lov til at få fred, som hun længe havde ønsket det. Hun var ikke bange for at dø, for så skulle hun hjem til Jesus. Præstens tale var præget af, at det her var en enlig dame, en frøken, som de sidste mange år havde valgt kun at være hos sig selv. Så det blev hendes virke i de unge år som lærer og aktiv i børneklub, der var omdrejningspunktet sammen med hendes stærke tro. Der huskede jeg pludseligt, at jeg havde gået i søndagsskole hos frøken R. og siden hen hos købmand Jensen. Han tog sig af de større børn. Men mine minder er kædet meget mere sammen med det her indlæg, det er sådan jeg vil huske frøken R, et lille frirum fra familie og venner, hvor man bare var sig selv sammen med en god voksen, som forkælede en.

Mens jeg ledte efter det indlæg, fandt jeg et andet, og den episode havde jeg helt glemt. I dag kunne jeg ikke have haft tid til det i en aftenvagt, men hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det dengang. Det var med til at forstærke værdier i mig.

Og nu er pausen forbi, må du få en god torsdag.

Trykker alderen?

Overhovedet ikke, nu er jeg jo så heller ikke blevet 60 endnu. Men i og med dåbsattesten snart har 60 år på bagen, så er der flere, der kommer på banen med gode råd. Vores revisor har de sidste par år, siden landmanden blev 60, talt om at lægge planer, at se frem og at tænke over hvad vi vil. Og det er jo godt. Banken er også på banen, og i går havde vi møde med deres pensionsrådgiver. Jeg har selv meldt mig til et seniormøde i min pensionskasse og formentlig får jeg snart brev om seniorordning på arbejde. Det sidste kan jeg simpelthen ikke huske, hvad indebærer.

Og det er typisk mig, jeg fornægter ikke min alder, jeg kan bare ikke forstå, at det virkelig er nu, at jeg skal forholde mig til efterløn og pensioner. Faktisk såede bankens rådgiver tvivl i mit sind, er jeg overhovedet berettiget til efterløn? Jeg har jo kun arbejdet 17 år uden for gården i denne omgang, og før de 11 års fuldtidsarbejde på gården var der ikke noget, der hed efterløn og indbetaling til dette. Se, det aner jeg ikke, så jeg må have fat i min a-kasse. Alle de her møder sætter tanker i gang, tanker om fremtiden og hvad vi vil. Tankerne er der måske nok i forvejen, men nu får vi sagt dem højt, og det betyder, at vi begge hører dem, og så sætter de nye tanker i gang.

Samtidig får de os også til at se tilbage, se på det vi har udrettet sammen. Mindes tiden med små børn, små midler og lange arbejdsdage. De lange arbejdsdage er der stadig, børnene er voksne, og med årene har vi fået mere råd til det ikke livsnødvendige. Vi behøver ikke i dag at holde en uges cykelferie for to på Læsø til 800 kr inklusiv færgebilletter, men selve cykelferien kunne jeg godt tænke mig. I dag skulle der være lidt mere luksus i maden, dengang fik vi rundstykker, rejeost og juice til morgenmad, rugbrød med leverpostej og agurker til frokost og aftensmad, og så en kop te på en kro i løbet af dagen og en is om eftermiddagen. Men vi havde det sjovt og nød ferien.

Vi håber på, at helbredet er med os, så at vi den dag, vi stopper med at arbejde og dermed for landmandens vedkommende kan holde mere end ti dages sammenhængende ferie om året, kan rejse mere. Men som min kloge landmand siger, vi har haft et godt liv, og skulle det blive kortere end forventet, så er det også ok. De rejser, vi ikke får, slår ingen skår af glæden over livet.

Vi er nået en alder, hvor mennesker på vores alder uventet bliver syge, eller det man godt ved, at med alderen stiger risikoen for forskellige sygdomme, så livet varer ikke evigt. Men indtil det slutter, skal vi sørge for at fylde glæde og oplevelser ind i det. Og nu vil jeg fortsætte med bageriet og glæde mig over, at jeg stadig mangler to komsammener i anledning af min kommende fødselsdag.

Tag godt imod Ayla

Må jeg have lov til at præsentere vores nye kommende familiemedlem, hun er kun fem uger gammel, så vi må vente tre uger mere, førend hun skal bo her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lige nu bor hun sammen med sine seks søstre og tre brødre, og de stortrives. Der har været tænkt meget på gården, om vores liv som hundeejere var over eller om der skulle investeres tid og interesse i en ny jagthund. jeg synes, landmanden har truffet det rigtige valg, og jeg glæder mig til at se de to knytte bånd og sammen dygtiggøre sig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De har vist allerede fundet hinanden. Og jeg fik også lov til at hilse på Ayla.

Det blev lige, som jeg gerne ville have det

“Jamen kender de hinanden”? Min frisør så undrende ud, tænk at invitere ni kvinder, som man har mødt gennem sin blog. Ni kvinder, hvor en havde jeg aldrig mødt og flere havde jeg mødt kun en gang, og mange af dem havde slet ikke mødt hinanden. Jeg var ikke nervøs, for som jeg sagde til hende; jeg kan lide dem alle, og jeg tror de kan lide mig, så kan de nok også lide hinanden. Og det kom til at holde stik.

 

 

 

 

 

 

 

Det blev den skønneste dag med masser af snak og masser af latter og strik. Nogle af os nåede også en gåtur i det skønne vejr (hvor heldig har man lov at være, de havde lovet gråvejr og dis hele dagen, men solen brød frem, da gæsterne kom). Sådan en dag går hurtigt, selv om jeg forsøgte at trække den i langdrag ved at invitere chauffører på aftensmad, og landmanden var heldigvis hjemme sidst på eftermiddagen. Så der blev tid til traktorinspektion og rundvisning på gården, inden vi spiste resterne fra frokosten.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er altid bange for, om der er nok mad, og det siger så lidt om mine evner til at regne mængden ud, når vildtpie, grøntsagstærte, små ovnbagte kartofler, salater og islagkage kunne strække til både ti kvinder til frokost og ni mennesker inklusiv tre herrer til aften. Vi lod nu også landmanden grille nogle hjortepølser som supplement om aftenen.

 

 

 

 

 

 

 

Da de overnattende gæster var gået i seng, kunne jeg slet ikke finde ro, jeg havde brug for at nyde hele dagen for mit indre, så klokken blev sen. Men da jeg gik i seng, var alt ryddet op og dermed var jeg klar til at kunne nyde morgenmaden sammen med Conny og Mette, inden de drog til Sjælland. Bagefter var der tid til at nyde alle de skønne gaver.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg går vist rundt med et stort smil, for jeg er bare så glad for, at alt blev som jeg håbede på. Tak til Liselotte, Ella, Helle, Jette, Ellen, Inge, Conny, Laura og Mette for det skønneste selskab. Min fødselsdagfejring er skudt i gang med maner. Og normalt sætter jeg en ære i at variere mine ord, men i dag er der rigeligt med ordet nyde, for det var det, jeg gjorde.

Morgenmad og dis

Udenfor er det gråt og diset, men luften er fuld af forår og fuglesang. Hm, er det nødvendigt for mit indlæg? Havde jeg ikke lært at gå direkte til emnet? Jo, men emnet er faktisk dagen i dag, jeg havde håbet på solskin lige som i går, den norske vejrmelding for mit område lover dog også lidt sol. Men pyt, for jeg fylder til gengæld sol ind i mine stuer. Jeg har nemlig inviteret ni kvinder, som hver især har haft en betydning for mig i mit 10½ år som blogger. Jeg glæder mig, de kommer fra øst for bæltet, nord og syd for fjorden, og jeg er overbevist om, at de nok skal fylde huset med snak og latter.

Ikke mere snak og ord fra mig, tidsoptimisten har en plan, som skal holdes. Ha en dejlig lørdag.

Tidsoptimist

det er mig. Jeg tror altid, at jeg kan nå meget mere, end jeg reelt kan. Til gengæld er jeg supergod til at barbere væk og gå på kompromis, så jeg når i mål, eller til at knokle igennem, hvis jeg beslutter mig for den udvej. I går var min frisør så sød at tænke på mig, da hun fik et afbud, også selv om det betød, at hun blev en halv time længere i sin salon end normalt, for at jeg kunne få farvet bryn/vipper, få reflekser i håret og blive klippet. Jeg er stadig ikke klar til at slippe det lyse look. Jeg har prøvet at droppe det, men min frisør siger, at der endnu ikke er nok grå hår til at give det grå, smarte look. Det bliver bare kedeligt at se på. Det var skønt, og jeg var lige ved at falde i søvn i massagestolen, mens brynene tog farve, jeg nåede dog ikke til snorkestadiet. Det har jeg gjort tidligere, når jeg er kommet direkte fra arbejde.

Til gengæld nåede jeg så ikke noget af det planlagte herhjemme, det er så her tidsoptimisten slår til. Nu får vi at se, om hun får ret, eller om der skal hugges en hæl eller klippes en tå.

Og så er det altså utroligt, hvad ti - tyve minutter kan gøre i forskel. Jeg er ikke den, der går til tiden, jeg har tit noget, jeg lige skal nå, og så bliver klokken ofte 5-10 minutter over tre. I går skulle jeg nå at komme til Brønderslev fra Aalborg på en time. Normalt er det overhovedet ikke et problem, men klokken tyve minutter over tre om eftermiddagen fra sygehuset? Glem det, der er en kø uden lige. Så jeg aftalte med min leder, at jeg gik ti minutter før tre, klædte om og kørte fra sygehuset fem over tre. Jeg var i Brønderslev en halv time efter, så jeg nåede at få rettet briller, købe en blomst og tjekke lidt nyheder, inden jeg satte mig i frisørstolen.

Tidsoptimisten er træt lige nu, for jeg mødte en time før på arbejde i dag, og så kunne jeg lægge en og en sammen (var en time længere i tirsdags), det giver to, så jeg kørte hjem to timer før myldretid. En kop te og en stille stund, så er jeg klar igen. For jeg har så meget at glæde mig til, solen skinner og min ferie er lige startet.

Lidt flere billeder fra onsdagens morgenstund

Arbejdsvejen

På vej til arbejde: højt humør og masser af sang i bilen, det lysner  på trods af fem frostgrader, og jeg så min første solopgang på vej til arbejde i år

På vej hjem fra arbejde: højt humør og masser af sang i bilen, fik stor ros for min undervisning af nye kolleger. det kunne end ikke slud og gråvejr ændre på.

Man ku også la vær

Dagene er tætpakkede i denne uge, så hvornår er der tid til motion? Optimistisk satte jeg uret til vanlig tid i morges, selv om jeg skulle på kursus. Det gav en time, der passende kunne bruges på at køre i LOOP. Det var min krop og sjæl så ikke med på, så jeg lagde mig på sofaen i stedet for og læste lidt i Brinkmanns bog Stå Fast (den, som jeg oprindeligt havde opgivet, men nu gør et forsøg med igen). Jeg er kommet frem til, at man bare skal nøjes med at læse indledningen i hvert kapitel, så får man budskabet serveret i mundrette vendinger. Jeg mister koncentrationen, når jeg skal læse intellektuelle ord, som jeg ikke helt forstår meningen med. Og da slet ikke på det her tidspunkt, hvor nat og dag brydes.

Dagen byder på noget om at præsentere sit emne i et abstrakt  eller på en poster med min projektgruppe, personalemøde og til slut strikkecafe. Tasker og net er pakket, jeg må hellere begive mig ud i marts måneds kulde.

Endnu mere grå og trist

er søndagen. I nat drømte jeg og vågnede pga. dette (mareridt) og lad mig blot sige, lyden af blæsten og regnen udenfor gjorde mig ikke mere rolig. Så jeg tjekkede nyheder, instagram og blog i mørket, indtil jeg var så træt, at øjnene lukkede sig af sig selv.

Indkøbslisten til søndagens gøremål er klar, kød er taget op af fryseren, det burde være gjort i går aftes, men der hyggede jeg mig med et glas rødvin og en serie. Morgenmaden er spist, jeg elsker at gøre lidt ud af vores morgenmad om søndagen, så som sædvanlig var det med blødkogte æg, godt brød og knækbrød sammen med te i søndagskrusene og levende lys.

Kroppen pulserer af blodet, der rigtig er kommet i omløb efter en gåtur på 5 km i blæst og næsten ingen regn. Nu er kunsten at holde energien oppe, for jeg kunne mageligt smide mig i sofaen nu. Det gjorde jeg så rigeligt i går, så det skal ikke ske i dag, i hvert fald ikke hele dagen. Min kjole ligger og venter på mig, men jeg forstår ikke helt det med lommer og knaphuller, jeg har heller ikke helt mod på at samle masker op i halskanten, kort sagt er jeg lidt tøvende, hvor jeg skulle være frisk og bare gå i gang. Måske skulle jeg starte med at strikke strømpen færdig, mens jeg lytter til min lydbog. Jeg har fjernet den fra mobilen og downloadet den igen, det hjalp ikke. Jeg kan stadig ikke høre den, så snart jeg er væk fra wifi. Måske er det mobilen, der er for fyldt? Det må jeg se på en anden dag.

Må du få en god søndag på trods af gråvejr, og så satser jeg på, at vejrudsigten ikke holder, for jeg har ikke bestilt regnvejr til næste lørdag.

En grå og trist lørdag

Det er som om lyset aldrig kom frem. Som om alt var trist og tungt. For mig er der kun en kur, der dur i den henseende. Det tog lidt tid at komme op i gear, men nu har jeg været i LOOP og gi den gas. Det er hyggeligt at være der uden instruktører, vi var 8 kvinder i alle aldre, som knoklede med alle maskinerne. Jeg gav mig selv lov til at hyggenyde indsatsen og nød en kop varm hvid chokolade fra centerets maskine efter træning. Hjemme fik jeg sat gang i aftensmaden, og mens den simrer det bedste, den har lært, har jeg gået en halv time i aftenskumringen. Det føles godt. Nu vil jeg slappe af med wordfeud og en kop te, mens jeg venter på den italienske oksebov og de ovnbagte kartofler og gulerødder.

For at jeg ikke skal glemme det, så har jeg faktisk også lavet noget i formiddag. Jeg har lavet huskesedler og planer over mine tre fødselsdagsfejringer. Ja mindre kan ikke gøre det. Jeg har googlet opskrifter, ikke bare til fødselsdagen, men også til andre glædelige begivenheder i familien.

Min fys spurgte mig, om det skal fejres? Det skal det, man bliver vel kun 60 år en gang i sit liv (nå ja det gælder så også for alle de andre tal). Jeg tror, min fys mener, jeg er sådan en, der ikke bryder sig om at være midtpunkt til en fest. Hun tager fejl. Jeg mener ikke, jeg er narcissist, for det betyder sygeligt selvoptaget uden evne til at engagere sig i andre og samfundet, men lidt selvoptaget er man vel altid. Og når man som jeg vælger at have en blog med fokus på det liv, jeg lever, kan jeg vist ikke undsige mig en vis grad af selvoptagethed. Jeg elskede som barn at være midtpunkt til fødselsdage og konfirmation, jeg elskede og elsker familiefester af den gode gammeldags slags. Jeg elskede at holde vores bryllup med vores familie, vi har så også en stor en af slagsen, så der blev ikke plads til venner, fordi vi ikke ville have et stort bryllup.

Siden da har jeg holdt fødselsdag for venner og familie, da jeg blev 40 og ellers ikke. Vi har holdt barnedåb, konfirmationer, 18 års fødselsdage, studentergilde og 25 års fødselsdage for vores to børn, og på den måde har vi set vores dejlige familie. Nu bliver jeg så 60 inden udgangen af marts, og jeg har spurgt mig selv, hvad jeg gerne vil i den anledning, så den fødselsdag bliver altså fejret hele tre gange herhjemme på gården, og jeg glæder mig.

Trætheden følger mætheden

Det har været en god dag på arbejde, det er det faktisk hver dag trods travlhed. Og for mine kolleger er travlheden markant, der er overbelægning, det er der på hele sygehuset, så der knokles på de mange sengeafsnit. Jeg nåede ikke det, jeg gerne ville nå i dag, jeg er og bliver tidsoptimist. Men det jeg nåede, var jeg glad for. Mine to kolleger, som nu er ansvarlige for trombolysen med mig som sparringspartner, havde lavet nyt undervisningsmateriale, som jeg glæder mig til at tage i brug i næste uge.

Jeg fik færdiggjort informationsmail til mine kolleger, jeg måtte starte helt forfra, for det, jeg havde lavet i forgårs, var pist forsvundet. Nu mangler jeg at få det sendt, det når jeg nok.

Midt i det hele kom en anden kollega og sagde, at der stod en fragtmand i forhallen med møbler til os, som vejede for meget til at komme med elevatoren. Det undrede jeg mig over, hvad var dog det. Jeg tog ned og talte med ham, og da jeg så pakken, var jeg ikke i tvivl. Det var vores nye trombolysevogn. Den kunne nu godt køre med sengeelevatoren, det var kun den elektroniske lift, der var tung. Jeg følte mig som julemanden, da jeg ringede til mine to kolleger, som havde brugt så lang tid på at finde den rette vogn og så få bevilget penge til den. Den yngste havde nærmest julelys i øjnene og hoppede helt på stedet, da hun kom ned og så pakken. Fragtmanden kunne ikke andet end at smile over tre glade sygeplejersker. Oppe på afdelingen blev vognen det helt store sygeplejersketilløbsstykke. Vi skulle alle prøve den af, kunne den køre hurtigt, kunne vi køre den ind i elevatoren uden at stoppe op osv. Vores anden vogn er for lille og med alt for dårlige hjul. Vi er flere, der er væltet med eller næsten er væltet med den med det resultat, at skuffernes indhold har ligget på gulvet. Det er ikke særlig rart, når man er i fuld fart over for at tage mod en akut patient. Så trods travlhed fik vi grint igen - igen. I går gav sygehuset fastelavnsboller til alle som tak for vores indsats i 2016. Der var åbenbart blevet bagt for mange, for i dag havde man besluttet, at personalet og patienterne på to afdelinger, heriblandt vores (formentlig dem med den største belægningsprocent), skulle have resten.

En kærkommen pause fra informationsmail, revision af studieplaner, planlægning af brush up kursus for nye kolleger fik jeg over middag. I dag var det mig, der havde en omsorgssamtale med børn af en forælder med hjerneskade. Det er et tilbud, vi giver til børn mellem 6 og 18 år, hvor vi sætter fokus på deres oplevelse af at have haft en forælder indlagt og får dem gjort klogere på, hvad det vil sige at have en blodprop eller blødning i hjernen. Heldigvis var deres forælder ikke så hårdt ramt, vedkommende var selv med dem herinde. De var så gode til at stille spørgsmål, og det var de skønneste tanker, de delte med mig. Jeg fik ros af deres forælder, men de to børn gjorde mig god, hold nu op hvor jeg nød den samtale.

Da jeg var ved at afslutte dagens arbejde fik jeg en sms. Landmanden var i byen, og fluks aftalte vi, at jeg kom ned til Morten, så kunne jeg prøve nye vandrestøvler. Hos Morten er der ingen smalle steder, om fredagen bliver folk budt på kaffe, øl eller vin. Vi tog et glas vin og fik en hyggelig snak, mens jeg prøvede sko. Så var landmanden parat til at tage hjem, han havde fået handlet, inden jeg kom. Det var jeg ikke, det er jo fredag, så jeg inviterede landmanden på te og kage. Da vi kom ind på Cafe Vi2, fik vi lyst til burgere i stedet for. Nu er aftensmaden klaret, vi er så mætte, at vi nærmest trillede hen til hver sin bil. Og mens jeg har skrevet her, har teen trukket. Den kan forhåbentlig hjælpe min mave til at finde sig selv igen.

Det har været en god dag. God aften til dig.

Hvor gammel tror du egentlig jeg er!

På apoteket spurgte ekspedienten, hvor gammel jeg var. Jeg var i tvivl om hvilken creme, jeg skulle vælge. Da jeg tog glæderne på forskud og sagde, jeg var 60, sagde hun, jamen så er det den rigtige serie. Det vidste jeg nu godt, jeg stod jo med to forskellige typer inden for samme serie. Det var mere, skulle jeg vælge creme til normal, normal/kombineret eller tør hud, jeg var i tvivl om. Jeg valgte den til tør hud, for med alderen kommer et øget behov for fugt, var hendes udsagn, og jeg kan selv mærke, at den tørre luft på sygehuset sætter sit præg.

Hos lægen fik vi kigget på en rød plet på mit ben, ingen hudkræft eller eksem, slet og ret ringorm, på trods af jeg ikke har været i kontakt med dyr. Så viste jeg hende et anderledes udseende modermærke. Det der, sagde hun, det er en gammelmandsvorte! HVAD? Er jeg blevet så gammel? Nu havde jeg lige forliget mig med tyngdekraftens indvirkning på huden på arme, lår og mave, og blevet enige med mig selv om at sige pyt, så længe jeg bare har det sjovt og føler mig rask og rørig. Nu er jeg så blevet sådan en gammel kone, der kan spille Heksen i Fyrtøjet.

Alderen gør også, at jeg nok må skippe mine elskede aftenvagter og bede om dagvagter i min arbejdsweekend. Det er for hårdt ikke at kunne omstille mig fra aftenvagt til dagvagt, selv om jeg har to fridage imellem. Jeg er så træt i dag, og når trætheden fylder, så kommer tankerne om, at jeg ikke kan overskue tingene mere. Heldigvis har jeg en god leder, som sagde, se på din huskeliste, se på hvor meget, du er involveret i. Vi skal have noget af det væk, og kan du ikke selv sige fra, vil jeg gerne hjælpe dig til at prioritere, hvad du siger pyt til.

Pyt, der er rester i køleskabet til landmanden, og jeg skal synge gospel på min ugentlige gospelaften. Det kan kun blive en god aften. Håber din onsdag aften også har lidt glæde i sig.

Billederne er fra den første uge i marts for 10 år siden.