fredag, marts 22, 2019

Vildmarkstur på snescooter, del 2 med besøg på et ishotel

Advarsel: mange billeder, fordi jeg ikke kan vælge. Jeg ser ikke Game of Thrones, så jeg har ikke en chance for at kende motiverne.


Vores første dag på snescooter havde stop hos Finlands største ishotel, 200 km nord for polarcirklen. Her skulle vi have frokost. Heldigvis var restauranten opvarmet og ikke bygget af sne. Frokosten bestod af suppebuffet, vi kunne få tre forskellige slags supper, jeg nåede kun to, en lækker laksesuppe og en kyllingesuppe, begge med masser af grøntsager, og så var jeg mæt.

nej det var ikke her, vi spiste vores suppe
 Mens vi holdt udenfor, kom der store trucks med store isblokke hentet fra den dybfrosne sø. De blev kørt i kølehus, så var de klar til at blive skåret i, når frosten var tilstrækkelig i oktober til at bygge hotellet. Kunstnere fra hele verden kom for at hugge/skære i isblokkene og skabe årets tema for hotellet. Sammen med pulveriseret sne skaber det ishotellet. Sidste sæson og denne sæson var temaet Games of Thrones.




Mens vores turleder passede på vores bagage, gik vi på opdagelse i ishotellet. En del er reserveret til overnattende gæster, resten er beregnet til alle vi andre. Der var rigeligt at se på, den ene fantastiske skulptur efter den anden.






Billeder kan faktisk slet ikke gengive skønheden og detaljerne. Hvis man skulle overnatte, fik man en særlig slags sovepose og pude at sove i/på, men det ville nu være besværligt at komme på toilettet om natten. For først skulle man ud af sin sovepose, så skulle man have ekstra tøj og sko på, og til sidst skulle toilettet findes. Værelserne havde ingen døre, men to halvvægge forskudt for hinanden.



Man følte sig i en magisk verden, og overalt var der detaljer at kigge på. Som du måske kan se, er sengen bygget af is med en special madras lagt i.

jeg ville nu betakke mig for at vågne midt om natten med ham her stirrende på mig


Jeg var vild med træet midt i hotellet med de blodrøde blade, gad vide om det har et navn i serien?



til venstre i billedet kan du se glasdøren til et værelse

Hver gang vi troede, at nu var vi da færdige med at se værelser, dukkede nye op. Jeg har endda ikke vist jer alle billeder, for dem med rødt/gult lys på værelserne gjorde det svært at fange skulpturerne. Flere af værelserne rummede flere senge i forskellige variationer






Jeg har læst et sted, at der bruges 20 millioner tons sne og 350.000 kilo krystal-is til hotellet. Selv om vi forsøgte at nå vidt omkring, kom vi pludselig i tidsnød, da vi også gerne lige ville nå en kop varm kakao, inden vi skulle videre på vores tur. Hvis du vil læse mere om den første dag på snescooter, kan du gøre det her.




onsdag, marts 20, 2019

Vildmarkstur på snescooter , del 1 blandt andet med et bjerg som ikke blev besteget

Første dag gik med at rejse.  Først fløj vi fra Aalborg til København, derefter videre til Helsinki og så til Kittilä i Lapland. Det sidste stykke til Levi foregik i bus. Levi er Finlands største skiområde. Vi mødtes med vores danske turleder og indehaver af rejsebureauet Snescooterrejser.dk, Henrik i Kittilä. Vi havde haft forsinkelser, så efter finsk tid var vi tæt på midnat ( de er en time foran os). Vi fik instrukser om det overordnede i bussen. På hotellet blev vi indkvarteret, og så mødtes vi til en kort introduktion til næste dags tur, inden vi godt trætte faldt i søvn.

Denne udgave af snescooterrejser kaldes vildmarkstur, fordi vi ikke kørte ud fra samme hotel alle dage. Hvilket betød, at vi kunne komme længere væk fra byerne og køre steder, hvor der ikke kom så mange andre snescootere. Det betød også, at vi skulle have vores bagage fragtet til næste hotel om morgenen, mens vi prøvede termodragter, hjelme, handsker og inderhuer. Snart var alle klar til afgang. Jeg havde som den eneste af de fem kvinder valgt ikke at køre selv. Til gengæld havde vi valgt en større scooter med et behageligt bagsæde. Havde jeg ikke lyst til at prøve at køre? Jo hvis jeg havde kunnet prøve en kort køretur uden nogen foran og bag mig, men ikke to dage. Jeg elsker at sidde bagpå motorcyklen, jeg elsker at dele vilde oplevelser med landmanden. Hans vildskab kombineret med hans gode køreevner gør, at jeg er helt tryg og samtidig også føler mig lidt vild, f.eks. når vi lægger os næsten helt ned i hårnålesving i de sydeuropæiske bjerge.

Vores skønne køretøj, som flere af mændene godt gad køre.

Jeg ligner en ninja med min røde hjelmhue

Jeg var blevet advaret om, at det ville føles helt anderledes som bagsædepassager på en snescooter. Tro mig, det var det, men det var det også for landmanden. Vi bumpede af sted i god fart, turlederen kørte det, vi måtte, og selvom det kun er 60 km på sporene i skov og på tundraen og 80 km på søer, så føltes det som de vildeste ture på motorveje tilsat ujævnheder. Jeg havde nok at gøre med at holde mig fast, inderlårsmusklerne blev i den grad brugt for at finde balancen, og jeg opgav hurtigt visionen om at filme og fotografere i den fart. Det er dog blevet til enkle små film, godt rystet, og billeder.




Turen foregik ved, at vi kørte efter hinanden og indimellem blev der gjort små stop, så de sidste blev samlet op. Alle skulle køre i deres egen fart, så hurtigt kom de, der gerne ville køre stærkt, op foran, lige efter turlederen. Der var en ekstra turguide med, Mikkel, som dannede bagtrop. Den første dag kørte vi med foran, og den kvinde, der kørte bag os, kunne fortælle, hvordan hun først så landmandens hjelm hoppe, så hoppede min og til sidst kom min rygsæk. Ikke så sært at jeg var mørbanket i skuldre og lår.

Meget af turen foregik enten igennem skov eller over tundraen. På tundraen var der mange små søer eller meget fugtige områder, men det mærkede vi ikke noget til udover ujævnhederne. Til gengæld kunne jeg nemt se forskel på tundraen og skoven. På tundraen var der sparsom trævækst, træerne stod spredt, også der hvor der om sommeren var vand. Derudover kørte vi over regulære søer.  Vejret var overskyet og indimellem sneede det, men temperaturen var tæt på frysepunktet.

pause på tundraen



pause i skoven

på vej udover en sø


 Indimellem var det svært at se sporene. Sporene var kun beregnet til snescootere, de blev krydset af regulære veje til biler og spor til langrendsløbere. Så vi skulle holde godt øje, der var dog fint skiltet med stopskilte eller advarselsskilte.




En bilvej

Frokosten den dag blev indtaget ved et ishotel, Finlands største. Det var så flot og var en smuk oplevelse, så det får sit eget indlæg.

Derefter skulle vi op over Ylläs bjerget på vej til vores overnatningssted i Äkälompolo. Den første del af turen gik godt, sneen var løs, det var svært at se sporet og pludselig sænkede tågen sig. To af scooterne kørte fast i sneen, en anden væltede med sin scooter, fordi sneen var meget løs i siden af sporet. Alle kom dog op og alle fik vendt scooterne. Det var for farligt at forsøge at køre op over bjerget.

Ylläs bjerget i det fjerne

skiløbere på deres spor 

på vej opad bjerget


tågen sænker sig

udsigten udover søer, skove og tundraen




 I stedet for kørte vi rundt om bjerget. Undervejs holdt vi en kaffepause, de fleste af os fik dog varm kakao og jeg nød loftet i cafeen. Udenfor stod snescootere parkeret, ski stod i deres stativer og vandrere havde slæder med til deres børn. Et aktivt udeliv, som gav frisk luft og gjorde én naturligt træt. Vi kunne efterhånden alle mærke, at vi kun havde sovet fem timer om natten.  Det skulle blive godt at komme hen til hotellet.


Først skulle alle scooterne tankes. en efter en kørte deltagerne hen til tanken, hvor turlederen tankede op. Imens kunne vi andre se os omkring, blandt andet på den store udgave af et rensdyr.


Bagagen var ankommet til hotellet, og her fik jeg indviet saunaen på værelset. Det var der på begge hoteller, det blev dog kun denne ene gang, at jeg fik brugt den. Jeg havde taget for lidt strømper på og følte mig gennemkold, så jeg nød at blive gennemvarmet.

Alle aftener spiste vi sammen og vi faldt hurtigt i snak. Denne aften præsenterede vi os kort, så nu vidste vi, at der var 3 sjællændere, en fynbo, fire sønderjyder, seks midtjyder, en nordjyde (mig) og en vendelbo (landmanden) med på turen inklusiv de to turledere.

i det fjerne Ylläs bjerget


Mørbanket og trætte gik vi i seng efter 100 km på snescooter. Der var ingen problemer med at falde i søvn.

mandag, marts 18, 2019

Are you finnish? No I am danish - noget om en rejse og en fødselsdag

Kronprinsens vittighed er blevet brugt en enkelt gang eller to i de sidste dage. Der har været tavshed på bloggen, ganske enkelt fordi vi for første gang i 37 år har været på vinterferie.

Landmanden drømte allerede om det for et år siden, men det er svært med det arbejde, han har, at holde ferie i perioden august til maj. I denne sæson har han haft så travlt, at han besluttede , at kartoffelgrossisterne måtte klare sig uden ham i fem dage. Det betød dog, at han sorterede hele sidste weekend, for at det kunne lade sig gøre.

Faktum er, at vi kom af sted på en skøn ferie. Oprindelig havde vi planlagt med uge 9, der havde jeg fået ferie, men den rejse var ikke et tilbud mere, da vi langt om længe havde fået enderne til at nå sammen. I stedet for kunne vi komme af sted i uge 11. Så var gode råd dyre, jeg skulle forskellige ting, blandt andet skulle jeg undervise på et andet sygehus og var inviteret til strikkefestival. Men alle svarede bare, da jeg skrev, at selvfølgelig skulle jeg af sted på vinterferie. Så det har jeg været.

Jeg har været på snescootersafari i Finland, og den tur kommer du til at høre mere om, når jeg lige er landet, har fundet billederne frem og fået startet hverdagen op igen. Ferien sluttede i går, på min fødselsdag, og det blev en skøn fødselsdag med høj solskin og sne om dagen i Finland. For første gang har min fødselsdag varet 25 timer, for vi snuppede en ekstra time, da uret blev stillet tilbage på vej til Danmark. Fødselsdagsmenuen sørgede loungen i Kastrup Lufthavn for, vi havde ikke brug for fin restaurantmad, men blot at slappe af efter intense dage i sneen. Inden dagen sluttede, var vi hjemme igen, hvor det gjorde godt med en ostemad og en god kop te.

Måske er det hverdagens mange planer, der har gjort, at jeg vågnede efter 4 1/2 times søvn. Nu har jeg hygget mig med varm hyldebærsaft og er klar til en hverdagsfridag. Medarbejderen er varskoet om, at jeg giver rundstykker og kage i dag. Der skal handles ind, vaskes tøj og pakkes ud. Der skal sorteres kartofler og ordnes kontorarbejde. Hundene skal hentes hjem fra pension og jeg skal have styr over de næste dages arbejdsplaner. Alt er lige, som det skal være, og jeg vil glæde mig til at dykke ned i billeder og skrive indlæg om en skøn ferie i den finske del af Lapland.

God mandag til dig.


onsdag, marts 13, 2019

Når det pludselig giver mening

Pludselig er måske så meget sagt, men alligevel var det den følelse, jeg havde i går eftermiddag,da jeg kørte hjem i blæst og silende regn fra Nykøbing Mors.

Energi måtte der til på vej til Mors. Og nej der er ikke te i dåserne, men mandler og chokolade :-)
 Det var den fedeste følelse. Det, vi har knoklet med og stadig knokler med, bærer nu frugt. Vores forskningsprojekt handler om, hvordan patienter oplever overgangen fra at have været indlagt kort tid med en blodprop i hjernen til tiden efter udskrivelse. Vi er i den sidste fase, der hvor en artikel gerne skal krone værket. Men det som virkelig er kronen, er, hvis det her betyder en forskel for patienterne; hvis vores projekt kan være med til at sætte noget i gang. Og det tyder det på. I går var jeg på Mors for at forelægge vores ide til projektet Nye Veje, og det blev taget rigtig godt imod.

Jeg havde fem minutter til at få sagt al det, jeg gerne ville sige. Og jeg kunne mærke, at jeg havde så megen viden med, både fra alle de internationale studier vi har læst undervejs, fra min daglige praksis med patienter og fra den undersøgelse, vi selv har stået for. Jeg følte virkelig, jeg havde et godt fundament at stå på.

Højdepunktet for mig kom, da lederen af projektet sagde til mig; det er rigtig godt, at I har noget forskning bag jer. Altså at vi faktisk har undersøgt, hvordan patienterne oplever denne overgang, og hvor svær den er. Nu er det ikke bare noget, vi synes og tror, nu er det noget, vi ved. Jeg kunne have råbt højt af glæde. Og jeg måtte straks dele det med min leder og mine to projektkolleger, da jeg kom hjem.

Det giver energi til det sidste seje træk med at få det ned på papiret, at få kondenseret resultatet i en artikel, for vi kan sagtens fortælle om det. Vi er på en måde på vej videre, vi er i gang med at omsætte det til handling, og det er helt ærligt sjovere end at kondensere og kondensere, rette og rette, nørde i små detaljer, så artiklen fremstår skarp.Men vi skal nok nå i mål med det også.

Håber du har haft en oplevelse, hvor det du knoklede med, pludselig gav mening og begyndte at blive til mere end dit bidrag. Rigtig god regnvejrsonsdag.



mandag, marts 11, 2019

Og hør lille mor, hvad har du i din kurv i dag

Hvis du er fra min tid og har haft forældre, der som mine elskede at synge masser af børnesange med deres børn, vil du kunne fortsætte: kyllinger, kyllinger, gæs og høns og en dejlig hane med sporer.

Overskriften skulle findes til det indlæg, jeg havde i tankerne, og pludselig dukkede ordene op og bagefter fortsættelsen med melodi tilsat.

Inspireret af Skørelivs indlæg om den version af os selv, vi er og den version af os selv, vi gerne vil være, har tankerne kredset om det, vi vælger at være  eller at putte i vores liv. Jørgen skrev over hos Ellen: Hvis man ønsker noget, man ikke har, må man gøre noget, man ikke gør. Mette i Alene i Vildmarken ridsede ind i en bjælke: Når du tænker på noget, skal du gøre det (frit fra hukommelsen)

Og alle disse små ord har fået mig til at tænke og også handle anderledes, så søndag blev en skønnere dag end lørdag

Lørdag sorterede landmanden og hans medarbejder hele dagen, og jeg fik lavet det, jeg skulle. Dvs ordnet lidt kontorarbejde og vasket tøj, men alt det, som en fridag kunne indeholde af gode ting, det som man bliver glad af at gøre, det gjorde jeg ikke. I stedet for lagde jeg syvkabaler og så serier, ikke fordi jeg ville, men fordi det var det eneste, jeg kunne tage mig sammen til. Til sidst fik jeg dog sparket mig selv ud og fik fjernet julekæderne i buskene og LEDlysene i lanternerne.

Jeg keder mig, når jeg ikke arbejder ( og det må man ikke sige, men det er vist det nærmeste, jeg kan komme den følelse, jeg går med) Arbejdet kan være det, der skal gøres på gården, så som løn, kontor, regnskab og vasketøj. Det kan også være oprydning og madlavning (det sidste er jeg ekspert i at hoppe over det aller laveste gærde, jeg kan finde, fordi jeg som tidligere skrevet har mistet al lyst til madlavning til os to). Arbejdet som sygeplejerske fylder mig med tilfredshed og glæde. Så det kommer nemt til at fylde al min fritid. Det har det ikke fået lov til i lang tid, fordi det ganske enkelt går ud over min søvn. Jeg har brug for dage, hvor jeg måske tænker på sygepleje, men jeg fordyber mig ikke i det.

Jeg kan så mange ting, ikke på ekspertniveau, men sådan at jeg ville kunne nyde det og måske endda blive bedre. Jeg kan spille guitar og jeg mindes de år, hvor jeg var FDFleder og hvor guitaren ledsagede mig til møder. Jeg kan spille klaver, jeg er godt nok rusten, men jeg tror på, at jeg godt kunne træne det op, og jeg har det skønneste gamle klaver stående. Jeg kan sy og har mønstre liggende på kjoler, som jeg godt gad sy. Jeg kan strikke og har flere projekter, der er tæt på en afslutning. Jeg kunne også dyrke bagning eller madlavning, for jeg er god til at lave mad. Jeg holder af at læse bøger. Jeg holder af at dele mine oplevelser på bloggen. Jeg holder af at fotografere, men det er længe siden, at jeg har gået en tur med det formål at finde det smukke i hverdagen omkring mig. Jeg elsker at vandre, og jeg gad godt udforske de mange vandreruter omkring mig.

Kort sagt, der er så meget, jeg kunne fylde min fritid med, og så vælger jeg at lægge kabale, som ovenikøbet fremprovokerer smerter i min højre arm. Og se serier, som gør, at min krop bliver mere og mere doven. Jeg er udpræget et gruppemenneske, et socialt menneske. Alting er sjovere at gøre sammen med andre. Jeg har dog også brug for roen og stilheden alene, men i rette dosering. Jeg er bedst til at få udrettet noget, når jeg er sammen med andre. Min kære landmand har det lige modsat, han er altid i gang med ting, han elsker at gøre alene. Og de ting, han elsker at gøre alene, fører ham så ind i fællesskaber, som han nyder, men han har ikke behov for dem.

Så i går fokuserede jeg på det, jeg ville blive glad for. Gran og lystræerne blev fjernet udenfor huset. Højbedene blev gået igennem for ukrudt. Landmanden knoklede alene i kartoffelhuset, han vil ikke sige nej til ordrer i en sæson som denne, og medarbejderen skulle ikke arbejde en søndag. Vi hyggede os med formiddagste sammen, og jeg huskede at skønne på tosomheden. Bagefter drog jeg med en god korveninde til kor, vi skulle indspille tre sange i et studie i Aalborg. Der er mange kor om budet, og vi vil gerne give flere koncerter, så det her er en måde både at blive bedre på og at få lavet lidt reklame for koret. Vi hyggede os vældigt både på ud og hjemturen samt med de andre i koret. Jeg var dog træt efter tre timers intens sang, hvor vi konstant stod på et betongulv i et tæt studie. Vi måtte ikke bevæge fødderne, som vi plejer, for det ville gå i lyden, så mine ben syrede helt til.

Hjemme igen fik jeg stoppet landmanden, for han var blevet helt optaget af, hvor mange kartofler  han kunne nå på en søndag, helt alene. Vi fik sen eftermiddagste sammen og bagefter indløste vi landmandens fødselsdagsgave til mig fra sidste år. Jeg havde nemlig opdaget, at den snart udløb. Så nu har vi også set A Star is Born. Sikke skøn musik, sikke skøn skuespil og hvor jeg dog tudede til sidst. Landmanden syntes også om filmen, mest på grund af musikken. Han så med det samme, at Bradley Cooper var selvsamme skuespiller, som spillede hovedrollen i American Sniper, som vi så sammen for år tilbage. Og den film var nok mere hans kop te, men han faldt dog ikke i søvn trods det meget sene tidspunkt, filmen var først færdig kl 23.

Mandag er fridag med mange gøremål, så jeg øver mig i at gøre det, jeg tænker på. Solen skinner lystigt, frosten knitrer i græsset og det her indlæg skal udgives, så jeg kan fokusere på resten af mandagen. God mandag til dig.

med i gavekortet var også en burger på Burger King :-)

fredag, marts 08, 2019

Hjernetræning

Jeg øver mig. Nogen siger, at man er gammel, når man skriver på mobil med en finger, så jeg skriver lige nu indlæg med to tommelfingre. I forvejen bryder jeg mig ikke om at skrive indlæg på mobil. Det må være hjernetræning.

I dag har jeg haft den skønneste omsorgssamtale med to børn på 4 og 7 år. Vi tilbyder samtale med børn af forældre, der har haft en blodprop eller blødning i hjernen. De her to var så skønne, og det var tydeligt, at deres forældre havde involveret dem og talt med dem. Og det er jo egentligt hele essensen af vores tilbud : at sørge form, at børnene ikke bliver glemt, og at de får lov at fortælle, hvordan de har oplevet det. Det kan man også kalde hjernetræning  Jeg skulle hele tiden tage udgangspunkt i deres opfattelse og deres fortælling.

Datteren havde forleden skrevet, nok med to tommelfingre, at vi skulle se Hidden Figures. Det ville være en film for os begge.  Ganske rigtig. Den var skøn med seje kvinder, og så byggede den på en virkelig historie om tre stærke farvede kvinders arbejde på NASA, mens man forsøgte at få en raket i rummet. Og så var der skøn humor blandet med alvor. De kvinder dyrkede i den grad hjernetræning.

Og nu nægter mine fingre at være med mere. God weekend til jer.

Opdatering: min projektkollega kalder mig kommanørd. Lidt er der måske om det, jeg kunne i hvert fald ikke have, at der nærmest ikke var kommaer i dette indlæg. Det er der så nu. God lørdag til dig.


torsdag, marts 07, 2019

Torsdagsregn

Regnen indbyder til stilletid, indetid og afslapning. Alle tre dele nydes.

Egentlig skulle jeg have handlet ind til aftensmaden, men fastnettelefonen er i udu, så jeg venter på montør*. Nu kan jeg så dykke ned i fryseren for at få inspiration. Der står fløde i køleskabet og der er tonsvis af lækre kartofler lige over i kølehuset på den anden side af gårdspladsen, så flødekartofler i ovn er et nærliggende bud på tilbehør. I fryserne ligger min yndlingsret lige for tiden, nemlig rodfritter. De er nu ikke så sunde, som jeg oprindelig troede, for de er dyppet i en lage/sovs, som bringer kalorietallet opad. Se, det står der ikke noget om på forsiden, det skal man læse om på bagsiden. Jeg har nu vurderet, at de trods alt er bedre end ingen grøntsager, så jeg spiser dem med vellyst.

Nede på værelset ligger den bog, som jeg gik død i og som også var medvirkende til mit afbud til litteraturkreds. Maren Uthaugs bog Hvor der er fugle gav mig simpelthen kvalme, jeg blev faktisk fysisk dårlig af at læse om faderens overgreb på sin datter og hans manglende refleksioner over dette. Jeg er dog besluttet på at læse den færdig, for nogle gange kan det, som skræmmer en og som er langt fra ens virkelighed, måske være med til at gøre en klogere på menneskelivet. Og især efter en god korveninde i går aftes anbefalede mig at fortsætte, hun beroligede mig med, at bogen ikke ville fortsætte på den måde. Og at jeg ville gå glip af en god bog, så jeg fortsætter, bare ikke i dag.

Forrige gang diskuterede vi Juleoratoriet, der gik alt op i en højere enhed. Lige nøjagtig derfor elsker jeg at deltage i en litteraturkreds, hvor der er en professionel underviser i litteratur til at skubbe til os. Og kombineret med kvinder, som har læst helt utroligt meget og som er så vidende samtidig med at alle havde hver sit syn på bogen. så blev den aften en helt fantastisk oplevelse. Juleoratoriet er fyldt med masser af personer, og der er mange historier vævet ind i fortællingen, og faktisk blev det hele først for alvor samlet, da vi sammen drøftede bogen.

* Nu tænker du nok, hvem i alverden har fastnet i dag? Og tænker du sådan, så bor du helt sikkert ikke på landet. Der er stadig sorte huller på mobildækningskortet, og vi bor så i et af dem. Det er meget svingende, hvor god en forbindelse vi har. Så kører du forbi og ser en komme løbende ud af døren med en mobil i hånden, så er det ikke en tyv, men derimod en af os, som forsøger febrilsk at få dækning, inden vi mister forbindelsen til den, der har ringet op.

"Du har snydt" var landmandens kommentar, da jeg tog testen om min afhængighed af min mobil. Nu tog jeg den igen og sneg mig op på 4, hvor jeg før fik 2. Jeg kan godt lade den ligge hvis der kommer en sms. Men er jeg alene, så tjekker jeg da den sms. Jeg kan sagtens sætte den på lydløs, når jeg har gæster, og min mobil er aldrig oppe, når jeg er på arbejde. Mine børn og min mand er opdraget til at ringe på afdelingen, hvis de skal have fat på mig. Godt nok har jeg mobilen som vækkeur, men jeg tjekker aldrig mobil, når jeg er oppe på toilet om natten. Hvis jeg får en søvnløs periode og går ned i stuen, så gør jeg det, måske, jeg ser nu oftere serier med masser af reklamer, som gør, at jeg til sidst falder i søvn.

Det er så ikke det samme som at jeg ikke bruger meget tid på den, det gør jeg, fordi jeg spiller syvkabale på den eller tjekker blog/nyheder. I disse dage har jeg nærmest glemt, at jeg har Instagram, så det bliver måske en gang om dagen, at jeg lige tjekker den. Jeg har ingen notifikationer, som gør mig opmærksom på noget. Og jeg har heller ikke en masse, der sender sms til mig. Der kan godt gå dage uden en eneste sms. Det har jeg det fint med. Det er tegn på, at alle omkring mig har det godt.

Håber også du har det godt. Må din torsdag være god ved dig.

Må din vej gå dig i møde og må vinden være din ven.









tirsdag, marts 05, 2019

At lytte til sig selv og være fornuftig

Det lyder kedeligt at være fornuftig, men nogle gange må jeg erkende, at jeg ikke kan alt det, jeg gerne vil. Og så giver det mere ro at være fornuftig.



Vores udkast til artikel skal vi have vejledning på i morgen, vi sendte den af sted lige før min ferie. Mine kolleger gjorde den færdig til afsendelse, da jeg havde et møde. Hele ferien har jeg tænkt, at jeg da godt kunne læse den igennem, så jeg var forberedt til vejledning i morgen. Det havde jeg bare ikke lyst til, hvorimod jeg havde vældig lyst til artikellæsning i nattøj.

Jeg kan mærke, at jeg trænger til afslutning på projektet. At vi får sendt den artikel ind og forhåbentlig får den optaget. Vi er allerede i fuld gang med at følge op på vores resultater, skal have et møde med en kommune i morgen og en anden kommune i næste uge. Vi skal holde oplæg om det på en dansk konference og vi har fået en poster med præsentation optaget på den europæiske apopleksikonferencen i Milano i maj. Så jeg trænger til at kunne tænke på andet end den artikel. Jeg tror bare ikke, at vores vejledere mener, at vi er i mål.

At udskyde noget til jeg ikke kan udskyde længere, er en disciplin, jeg er rigtig god til. Min far undrede sig konstant over,  at jeg altid skulle gøre tingene i sidste øjeblik. Jeg øver mig, jeg forsøger at få overblik, jeg har forsøgt, men har også måttet erkende, at jeg ikke kan tage en ting ad gangen, som min arbejdspsykolog anbefalede. Jeg har tusinde ting i gang på samme tid (overdrivelse fremmer forståelsen), og indimellem kan jeg godt føle mig som jongløren, hvor alle bolde kommer ned på samme tid, så han kaster sig rundt for at gribe de fleste. Nu øver jeg mig på at fokusere på enkelte bolde, dem som skal gribes nu og her og dem som jeg har besluttet mig for at gribe og så lade de andre hoppe ned og op i luften igen, For sådan er mange af mine bolde heldigvis indrettet.

Ikke desto mindre kunne jeg godt mærke, at jeg ikke skulle til strikkecafe i aften, ja jeg skulle også have været til litteraturkreds i aften, begge dele er der meldt afbud til.

Her stoppede mit indlæg, for jeg overtalte mig selv til at få opgaverne gjort. Nu er der læst, tænkt og forberedt, så morgendagen kan bare komme an.

Jeg har endda nået at se Kender du typen og Den næste klassiker. Hold nu op som jeg grinte i aften. Flemming Møldrup og Mads Steffensen har jeg før været lidt trætte af, men nu fungerer det. De sidste gange har jeg klukket så højt af grin, at landmanden indimellem er kommet ud fra sin fjernsynshule for at tjekke, hvad jeg dog laver. De danske designere i Den næste Klassiker er spændende at følge i deres kreative proces, og i betragtning af at jeg ikke går særligt meget op i design og mærkevarer, så fik programmet alligevel givet mig lyst til en lækker lampe.

Nu lukker jeg ned for dagen, jeg tænker på de skønne tyve minutter med en kollegas fire måneder gamle baby, som jeg fik lov til at holde i dag. Det var ren meditativt at mærke hans små fingre undersøge mine arme og holde fast i dem. At mærke hvordan han først lænede sig tilbage og slappede af i min favn og siden hvordan han med hele sin krop kommunikerede til alle, at nu var han vågen og glad. Man skulle have lov til at holde en baby i sine arme en gang imellem. Jeg var fluks tilbage til mine børns babytid, tilbage til roen, der sænkede sig, når jeg ammede og ikke kunne andet. Heldigvis var der ingen smartphones opfundet dengang, men læse bøger gjorde jeg indimellem.

Jeg tænker også på weekenden, på en dejlig 50 års fødselsdagsfejring af en motorcykelkammerat og en dejlig lang gåtur oppe ved sommerhuset. Jeg var klar til hverdagen, men blev alligevel forbavset over, at jeg så hurtigt i kroppen følte en anspændthed, parat til at fange bolde. Det gjorde godt ikke at prøve at nå alting i aften, men fokusere på det, der giver ro. Jeg ser billedet af smukke farvestrålende bolde, som hopper op og ned og som klarer sig selv, indtil jeg er parat til at lege med dem. Det skal vist blive godnattegningen i aften.


søndag, marts 03, 2019

Hvad har nattøj og faglige artikler om slutningen på livet med hinanden at gøre?

Jeg har kolleger, som klart melder ud, at de ikke læser noget som helst fagligt, når de holder fri. Skal de læse noget, skal der afsættes tid til det på arbejde. Sådan har jeg det ikke, jeg slapper af hjemme med at læse fagrelateret litteratur. Der kan også være dage/uger, hvor jeg absolut ikke orker at læse den slags.

Jeg elsker at blive klogere på mit fag og efter at jeg tog min diplomuddannnelse og dermed blev opmærksom på al den viden, sygeplejersker over hele verden hver dag producerer i form af undersøgelser og artikler, åbnede en ny verden for mig. Mit autorisationsbevis indeholdt en passus om, at jeg var forpligtet til at holde min viden ajour. Det ved jeg ikke om nutidens autorisationsbevis gør. Dengang hed det sig, at man derfor kunne forvente af mig, at jeg brugte fritid på at læse og vedligeholde min viden.

Andre har travlt med, at jeg skal holde fri fra sygeplejen. Hvorfor? Det her er ikke noget, jeg skal. Det er noget, jeg synes er spændende, og jeg er faktisk god til at slappe af og lave ingenting. F.eks har jeg denne morgen, fordi nattens søvn blev kort, lagt syvkabale en masse. Det er faktisk lige før, jeg er mere bekymret for det, end at jeg bagefter valgte at læse en artikel. Kabalen hindrer mig i at være til stede i livet, hvorimod artiklen fik mig til at være midt i livet på trods af at den handlede om døden efter en blodprop eller blødning i hjernen. Jeg genkaldte mig øjeblikke på mit arbejde, hvor jeg var en del af det team, som hjalp en familie til at erkende, at nu var det ikke genoptræning men det at sige farvel, det handlede om. Jeg genkaldte mig de private øjeblikke, hvor jeg var den, der måtte sige farvel eller for mit vedkommende på gensyn i og med at jeg tror på livet efter døden.

Min ferie er slut og i morgen tidlig klokken syv starter jeg med et møde. En af mødedeltagerne er fast nattevagt, og hun vil helst holde møder lige efter hendes vagt. Min opgave til dette møde var at søge litteratur om pleje til mennesker på et akut apopleksiafsnit, som går fra at få den optimale behandling til at døden banker på, så man vælger at stoppe aktiv behandling og går over til lindrende behandling/pleje. Jeg nåede at lave en litteratursøgning i en database og printe artikler ud, men jeg nåede ikke at læse dem før ferien.

Det har jeg så gjort blandt andet om morgenen i nattøj med en god kop te ved min side og under dynen i sofaen. Indimellem ser jeg lidt serier, lægger en kabale, spiser morgenmad og nyder at være i mit elskede sommerhus. Her er der ingen pligter, der banker på udover at sørge for at landmanden kan arbejde hjemme uden at skulle tænke på indkøb, tøjvask og madlavning (tænk hvis jeg havde sådan en person omkring mig - tænk hvor meget jeg så kunne nå at læse til hverdag og blive klogere på)

Nu er jeg blevet klogere på palliativ pleje. Vi forbinder som mange andre i verdenen palliativ pleje som pleje til døende mennesker, altså det man på engelsk kalder end of life care. Palliativ pleje skal faktisk forstås i meget mere bred forstand. Det skal ikke være enten aktiv behandling eller palliativ behandling. Palliativ behandling defineres i følge WHO :
"Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, som er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk psykisk, psykosocial og åndelig art"
At få en blodprop eller blødning i hjernen er livstruende og angstprovokerende. At miste kontrollen over dele af sin krop på et sekund fremprovokerer så mange følelser, som i første omgang måske parkeres, men siden hen dukker op både hos dem, der kom sig godt og dem, der må leve med svære følger efter skaden. Et af de studier, jeg har læst, beskriver at patienter og pårørende mangler, at man i det akutte ikke kun fokuserer på den aktive behandling, men tør gå ind i uvisheden om hvor god patienten faktisk kan blive og hvordan det kan påvirke patienten og familien. De artikler, jeg har læst, har fokus på sygeplejerskens virke, og blandt andet sætter de fokus på det at turde tale om, hvad man ønsker der skal ske, hvis nu man ikke bliver bedre, men derimod får det værre. Den forværring eller stagnation sker ofte ikke hos os, men lidt længere henne i forløbet. Det kalder man i artiklerne palliativ pleje.

Hos os er alle positive og har høje forventninger til genoptræning, også selv om vi som fagpersoner godt ved, at for en del af patienterne er fremtiden, at de måske aldrig kommer til at gå eller tilbage til deres arbejde eller til at tale fuldstændig som før. Problemet er at vi ikke kan forudsige i hvilken grad funktionstabet bliver. Og lige så vigtig, vi ved heller ikke hvem, der finder en måde at vende tilbage til livet og leve det fuldt ud med en accept af de handicap, de har.

På mange måder synes jeg, at vi som sygeplejepersonale på vores afsnit er gode til at tage udgangspunkt i patientens behov. At vi tør tale om at det er svært/hårdt/pinefuldt at skulle se sig selv om en, der har behov for hjælp til alt. Jeg har nok blot ikke tænkt på det som en del af palliativ pleje. Jeg synes også, vi er gode til at tale med familien, om hvorfor vi stopper med sondeernæring, når et menneske går ind i dødens rum. Også at døden kan tage lang tid om at indfinde sig. Mange af vores patienter har været aktive og raske frem til de blev ramt af en apopleksi. De har ikke en krop, som er hærget af f.eks kemobehandlinger eller kronisk lungesygdomme osv. Derfor kan vi have mennesker, der dør inden for det første døgn, de er kommet hos os, men også mennesker, der er hos os i over en uge, før de dør. Jeg ved fra de kort og mails, vi får fra de efterladte, at vi er gode til at være i dødens forgård, at vi er gode til at skabe ro og tryghed. Det er jeg glad for, og det siger også noget om mine kollegers engagement, at de ønsker, at vi får beskrevet den bedste pleje til mennesker, som er døende. For vi har ikke mange, der dør hos os i forhold til hvor mange patienter, som bliver indlagt hos os.

I morgen er fokus på plejen til mennesker, der er døende, jeg er blot meget mere klog på, at vi nok ikke skal kalde det palliativ pleje, når det vi mener er pleje til mennesker, der er døende. Det er en del af palliativ pleje. På engelsk hedder det end of life care, hvad vi skal kalde det, har jeg ikke et bud på, Men noget med pleje for uanset hvad så får den døende lindrende pleje lige til døden indtræffer. Og efter døden er det familien, plejen har fokus på. Det stopper vi aldrig med.

Det var så mine søndagsord, jeg håber du får en søndag med tid til nærvær, samvær og glæde. Mit nattøj skal skiftes ud med vandretøjet, solen har skinnet lystigt ind af vinduerne og lokker insisterende på at jeg kigger op fra computer, artikler og spil, at jeg tager et aktivt valg om at fylde frisk luft i lungerne, at få pulsen op og livsglæden ind.

Fra en tid hvor funktioner ikke skiftede. I dag når vi knapt nok at få hængt skilte op.

Jeg holder meget af det første street art maleri, jeg opdagede i Aalborg. Søg på street art i mit søgefelt og du vil se mange flere.


fredag, marts 01, 2019

På vandretur

Der var to ting, jeg havde prioriteret i min aleneferie. Den ene var at få besøg af Liselotte og Ella. Den anden ting var at vandre en lang tur.

Det første skete onsdag, og som tidligere skrevet var det lige så livsbekræftende, som det plejer at være. Efterfølgende har jeg grinet af mig selv, for Liselotte tog et billede af mig, og både hun og Ella sagde, at det var rigtig godt af mig. Jeg synes, jeg ser gammel ud, og så er det, jeg griner af mig selv, for jeg er jo gammel. Når man er på vej til de 62 år, så vil der være rynker og slap hud. Jeg er ingen vårhare mere med sprød og lækker hud.

Vandreturen kan jeg også sætte kryds ved. Vejrudsigten sagde, at torsdag ville blive en solrig dag, og det holdt stik. Jeg pakkede rygsækken med vand og en banan. Målet var tre timers vandren, og jeg havde sat mig for at udforske den sydlige del af klitplantagen ved Blokhus. Vejret var skønt og jeg fik det hurtigt for varmt. Og når jeg så havde taget noget tøj af, kom jeg ind i skyggerne fra træerne, og så frøs jeg. Så det blev af og påklædning under hele turen.

Hurtigt fandt jeg ud af, at jeg havde taget det forkerte kort med, jeg havde taget oversigtskortet over alle kommunens stisystemer ved Blokhus. Jeg skulle have taget Klitplantagekortet med, der havde flere små stier indtegnet. Det afskrækkede mig nu ikke, det betød bare, at jeg indimellem kom ud på nogle omveje, og til sidst tyede jeg til Google Maps, som viste mig vejen frem.





Jeg røg blandt andet på en MTB rute og var glad for, at ingen cyklister kom ræsende, mens jeg gik der. Til sidst fandt jeg den lidt større vej, som skulle lede mig ud til vandet og forbi to søer. De to søer og vejen dertil overså jeg, og da jeg fandt ud af det, mindede min tå* mig om, at jeg nok ikke skulle tage flere omveje. På det tidspunkt havde jeg gået tæt på to timer.


Nu kunne jeg se ud på klitlandskabet og en sti, der ville føre mig ud til vandet. Det var første gang, jeg var i det her område, så jeg sugede til mig af indtryk og den friske havluft.




Stien efter broen var faktisk ok at gå på, selv om det var sand. Dog var skrænterne faldet ned lidt længere fremme, så jeg må kravle op over en skrænt for ikke at få våde fødder.



Nu lå havet foran mig, jeg havde længe kunnet høre dets brusen og i dag lavede det skumbad. Det var sjovt at se skumboldene suse omkring.
Først skulle jeg dog over en lille bro. Det er underligt, som hjernen lige tøver og tror det er farligt, indtil jeg minder den om, at det værste der kan ske, er våde fødder.





Nu blev kursen sat mod Blokhus by, hvor jeg købet en bolle til hjemturen, min fod havde det ikke for godt, og jeg var ved at være træt. Jeg købte også coleslaw salat og stegte kyllingestykker, så frokosten kunne blive sund. Ellers var jeg røget på kager og chokolade, "fordi jeg havde fortjent det"

Det sidste stykke vej hen til den nordlige del af klitplantagen, gennem den og sommerhusområdet blev drøj. Jeg var godt nok træt, da jeg nåede hjem, lidt over tre timer efter jeg havde låst døren. Det var skønt at få foden op og nyde min frokost og en kop nybrygget te.



*Med i planerne var ikke, at jeg hamrede min lilletå ind i sengebenet aftenen før. Jeg satsede på, at vandrestøvlerne kunne støtte tilstrækkeligt. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har haft hævede, ømme og meget blå tæer på mine fødder. Mine fødder bærer præg af de mange forstuvninger/brud. Denne lilletå blev udsat for at ryge af led for 32 år siden, en nat hvor jeg skulle ind til sønnen og give ham en sut og på vej i mørket hamrede jeg tåen ind i fodsparket på et skab ( ha hvilket navn). Jeg var ved at besvime, da jeg så tåen stå vinkelret ud fra foden. Landmanden blev vækket og resolut tog han en varm vaskeklud og satte tåen på plads. Lægen roste ham næste morgen for at have gjort det helt rigtige, og dengang lærte jeg, at brud eller ej, et godt støttende underlag, allerhelst træsko, og så at tape tåen til den anden tå er behandlingen. Og selvfølgelig ro. Det gav jeg den så ikke i går. Og i dag har den også fået lov til at gå, denne gang i støvler beregnet på bytur. Så kan den lære det ;-)

torsdag, februar 28, 2019

Feriedage er gået med lidt af hvert

  • har lyttet til Brinkmanns briks med Svend Brinkmann. I forgårs lærte jeg noget om kloge folks bud på vaner, rutiner og vanebrud
  • lyttet til Detox din hjerne om, hvorfor kulhydrater ikke skader og at en varieret kost er budet på en sund kost, men også en kost hvor man kan tabe sig. Det afgørende er nemlig ikke, hvilke fødevarer du vælger, men at du spiser mindre kalorier, end du forbrænder. Det vidste jeg godt, det tror jeg alle, der har en sundhedsfaglig uddannelse har lært. Men selv blandt mine kolleger finder jeg håbefulde folk, der bruger den ene kur efter den anden i håb om at tabe sig. Den ene podcastdeltager fortalte om et forsøg, hendes studerende havde prøvet af. De regnede ud, hvad deres kaloriebehov var, hvorefter de beregnede, hvor meget chokolade de skulle spise hver dag for at få den mængde. Tog de på? Næh, men havde de fortsat mere end et par dage, var de begyndt at mangle vitaminer, mineraler og andre gode næringsstoffer.  
  • Et andet interessant eksempel var det med, at når vi har "syndet", så slår vi os selv i hovedet og tænker, så kan det også være lige meget, hvorefter vi går linen ud resten af dagen. Her regnede klienten og Anne Gaardmand ud, hvor mange kalorier det store morgenmåltid, som klienten havde forspist sig i, indeholdt. Herefter så de på, hvordan dagens kalorieregnskab ville se ud, hvis hun resten af dagen indtog et måltid sidst på eftermiddagen med fisk og grøntsager samt en skål A38 om aftenen. Dagen var i balance, så selv om man går all in på sin brunch, så kan man stadig, hvis man tænker sig om, ende med en dagskost, som er fornuftig med hensyn til kalorier og fordeling af kulhydrater, fedt og protein.
  • Nu støvsugede jeg, mens jeg lyttede, og jeg skal lige vænne mig til at lytte, samtidig med at jeg gør noget andet, så jeg fik ikke helt fat i de mange store og valide studier Morten Elsøe henviste til. Men som jeg hørte det, så skyldtes det vægtab, som nogle kan demonstrere og andre ikke kan, hvis man brugte low carb, high fat metoden IKKE det lave kulhydratindhold, men at de mennesker spiste mad med højt proteinindhold, som mætter mere og derfor spiste mindre kalorier, end de forbrændte. 
  • Der er vasket tøj, der er handlet ind, der er ordnet kontorarbejde (lidt men godt) og der er set fjernsyn hjemme på gården
  • Og så tog jeg i sommerhus tirsdag aften, vi skulle have installeret fibernet og jeg skulle have besøg onsdag
  • Det blev som altid et skønt besøg af Liselotte og Ella, og jeg fik de skønneste gaver, som jeg glæder mig til at tage i brug. Vi kom vidt omkring i snakken og jeg nåede at være tæt på færdig med Vesterhavssjalet.
  • Det skulle jeg have haft på i dag, hvor jeg gik en lang tur. Men den tur fortjener sit eget indlæg, så det må vente, til jeg får tid.
  • Jeg har nu sovet to nætter i sommerhuset ALENE! Første nat havde jeg barnepige i form af iPaden, som kørte med serier, der lullede mig i søvn. I går kunne jeg undvære og jeg fik endda en god nats søvn. Havde jeg haft et ur på natten forinden, ville den nok have vist en urolig nat, for selv om jeg sov syv timer, så var jeg træt hele dagen.
  • Koraften var med lyde, tramp, knips med fingrene og pianist med skønne evner i at akkompagnere os. Jeg var dejligt træt efter skønne oplevelser på en ferieonsdag.
Håber du nyder din torsdag, her skal jeg se Alene i Vildmarken. Med tanke på mine evner i at være alene i mørket er det underligt, at den serie vækker en længsel i mig efter at prøve den udfordring. Jeg hepper på Mette, hun er sej og jeg er vild med hendes hulebyggeri og madanretning. Hun har ret, for når man ikke får mad nok, så skal det lidt man får, laves om et festmåltid. Et bræt med en lille røget ørred, røde tranebær og lidt skovsyre lignede et instragrammåltid.