KAN SELV

Yndlingsudtrykket hos vore børn, da de var omkring 3 år.

Ind i mellem kan man også selv gå lidt i selvsving og hele tiden sige kan selv. I mange år bandt jeg adventskranse til FDF julemarked, men da jeg stoppede med at være ledere, lavede jeg en ny tradition med at hente kransen på det årlige julemarked hos FDF.


Vi har alle været lidt matte i sokkerne i dag. Aftalen lød på at hente datteren ved 4 tiden i Aalborg, så vi hyggede os efter det officielle julefrokostarrangement med en lækker mexicansk suppe hos nogle venner. Aalborg myldrede med mennesker i forskellige stadier af julefrokostbranderter, vi kunne have tjent mange penge som pirattaxi, men vi nøjedes med at samle datteren op.

Klokken var passeret det tidspunkt, hvor formiddag går over i eftermiddag, inden vi fik øjne.


Men adventskransen har fået lys og bånd, kalenderlyset er klar til i morgen, og vi har juleklippet og lagt dej til pebernødder, som tages med til København, hvor de bliver bagt.

Nærvær og samvær var ordene for weekenden, det levede den op til

WEEKEND

Jeg har det godt, jeg er bare så usigelig træt, så weekenden skal bruges på at komme op på siden af mit liv i stedet for hele tiden at have følelsen af at være bagud.

Oprydning, rengøring, julefrokost, adventshygge og julepyntning.

Nærvær og samvær, det skal være overskriften for min weekend.

Må I få en god weekend.

AFTENSSTUND

Jeg ved godt, hvor mine overarmsmuskler og mine benmuskler er, de har givet mig konstant input hele dagen.

Hvor mange gange vi løb op og ned til anden sal for at tømme værelset, har jeg ikke tal på, og så skulle det hele op på anden sal igen fem minutters gang derfra.

Inden trailer var lejet, var klokken blevet 15.30, kl. 20.30 så vi på hinanden, da var det kæmpeskab, som satte sig på tværs ned af trappen, på plads, og vi sagde slut for i dag. Datteren sov hos en kammerat, og i aften skal hun have pakket alt ud, inden arbejdet kalder i morgen.

I samme hus bor en bager (tyrkisk) og en kebabrestaurant, så vi satte os ind i restauranten og fik en lækker sandwich med salat og kylling. Inden da havde datteren og jeg trukket cyklerne hen til den nye lejlighed, og midt i mørket kom vi forbi Simeons kirken, hvor der var aftensang.

De smukkeste toner flød ud fra kirkerummet, og vi havde allermest lyst til at åbne kirkedøren og blive en del af koncerten, men jeg skulle på kursus i Hammel i dag, så da sulten var stillet, kørte vi hjemad.

Nu har jeg hentet bind 3 af Anne B. Ragdes roman trilogi, så jeg vil lade freden sænke sig, krybe under tæppet og forsvinde ind i bøgernes verden.

LANG ONSDAG

Butikkerne har deres lang lørdag, påsken har sin lang fredag, landmanden og jeg har vores lang onsdag.

Når man kan køre 1500 km på motorcykel på 17 timer, så kan man vel også køre til København, hjælpe datteren med at flytte, køre hjem igen og så være klar til en ny arbejdsdag i morgen.

Har vi ikke lige hjulpet med at flytte datteren? Jo, men den unge udlejer havde vist ikke tænkt over, hvad det vil sige at have et fremmed menneske boende i sin lejlighed, så datteren stod pludselig uden tag over hovedet, men heldigvis fandt hun sammen med to andre unge kvinder en lejlighed.

Bilen er pakket med værktøj, møbler og julekasser, teen er brygget, madpakkerne er smurt, om lidt går det mod hovedstaden.


Må du få en god onsdag.

HÅNDARBEJDE 2

Lettelse og glæde hos landmanden

OG fruen opdagede så samtidigt, at de sidste tre omgange på ponchoen skal pilles op.

Ih hvor vi hygger os!

HÅNDARBEJDE

Det skulle være så afstressende, men ikke når man troede, man var smart og hæklede to garnender sammen for at blive fri for at hæfte.

Det så ikke godt ud, og nu kan jeg ikke få det pillet op.

Og at være med på sidelinjen, mens landmanden ser fodbold, er absolut heller ikke afstressende, jeg tror ikke, man skal måle hans blodtryk lige nu ;-)

GLAD

Landmanden havde helt glemt at fortælle, at der var kommet en pakke til mig.

For noget tid siden blev jeg kontaktet af forstanderen på en FDF efterskole, som rigtig godt kunne lide mine naturbilleder. Han ville høre, om han måtte bruge nogle af dem til deres intranet på skolen som pausebilleder og illustration af årets gang.

Jeg sendte nogle billeder derned, og i dag fik jeg brev med billeder af de tolv, de havde valgt til årets tolv måneder. Med brevet fulgte også en windstopper, så jeg er klædt ordentlig på, når jeg går ture og fotograferer.

Billedet her repræsenterer november.


Tænk at der sidder nogle nede på Lolland nu og kigger på mine nordjyske naturbilleder.

GIK DET GODT?

Sms’en tikkede ind på mobilen, da jeg var nået hjem. Min apopleksikollega vidste jo godt, hvor nervøs jeg var. Faktisk er hun selv på efteruddannelse ude på University College Nordjylland (vi må have hele titlen med ;-), så sørme om hun ikke havde lyttet ved døren, og det lød godt, syntes hun.

Ret beset er det jo ikke mig, der skal bedømme det, men jeg kan mit stof, og jeg syntes også, det blev fremlagt nogenlunde i en orden, så der kunne tages noter. Der var flere, der begyndte at spørge, jo længere vi kom hen i seancen, og de sagde, de kunne bruge det, så det må jeg stole på.

Og tusind tak for alle jeres kommentarer, tænk at folk, som kun kender mig fra denne blog, har så stor tillid til mine evner, det skal I have tak for.

Og så kom jeg til at ligne en gammel skolelærer med kridt på fingrene og ikke mindst på bukserne ;-)

OLIGODENDROCYTTER

Lige nu er min hjerne ved at gå i kaos, jeg læser om hjernen, om dens opbygning, om oligodendrocytter og andre sjove ord.

Egentlig er det slet ikke det, jeg skulle lave, jeg skulle lave en disposition for min undervisning i morgen på sygeplejeskolen, men lige nu er det meget nødvendigt for mig at have læst disse kapitler.

Ret beset er det ikke det, jeg skal undervise i. Jeg skal undervise i apopleksi, sygdomslære, symptomer, behandling og forebyggelse. Jeg skal fortælle om det Nationale Indikator projekt, om referenceprogrammet for Apopleksi og om mit arbejde som apopleksisygeplejerske.

Hvorfor bruger jeg så tid på det andet?

Hvorfor bruger jeg tid på at tænke på, hvad tøj jeg skal have på?

Jeg er hundehamrende nervøs for i morgen. Jeg ved udmærket, at jeg kan undervise i dette, men jeg har aldrig prøvet denne undervisningsform før, omkring 60 studerende i et auditorium, et rum jeg ikke kender. Jeg kan ikke huske nu, hvordan overhead og PowerPoint virker, så det vælger jeg fra, jeg er ikke vant til at bruge en tavle systematisk, så man kan tage noter ud fra mine skriblerier. Jeg har fået at vide af studerende, at de hader PowerPoint og elsker en tydelig og langsom skrift på en tavle kombineret med en engageret underviser.

Så jeg læser om hjernens specialisering, om venstre og højre hemisfære, om dit og dat. Jeg har brug for at vide 100 %, at jeg ved noget. Jeg har brug for at vide, at jeg ser godt ud, så det tøj en af mine unge kolleger kommenterede som smart er valgt ud. Jeg er jo vant til at have uniform på.

Hvorfor sagde jeg ja til det her?

Hvem der var et døgn længere henne ;-)

SØNDAG

Hvad betyder min tro? Det, synes jeg, er svært at svare på.

For år tilbage var der et program, der hed her er dit liv. Her kom kendte personer ind, og venner og familier bød inde med forskellige historier fra hovedpersonens liv og tegnede hermed et portræt af denne.

SF politiker og præst Margrethe Auken var inde for at fortælle noget om bror Svend Auken (S politiker) og deres opvækst.

På spørgsmålet om hvad Gud betød for hende, fortalte hun følgende historie, man kunne vel egentlig kalde den en lignelse.

Margrethe og Svend holdt som børn ferie på Bornholm sammen med deres forældre. De cyklede meget omkring, og de bornholmske bakker kunne være svære for et barn at komme op over.

Og mens Margrethe knoklede derop af, så var hun ved at opgive, hun tænkte, det her klarer jeg aldrig, jeg kan lige så godt stå af, men så var det, at hendes far cyklede op på siden af hende, lagde sin hånd på hendes ryg og støttede hende. Det var ikke hendes far, der skubbede hende over bakken, men takket være hans trygge hånd fik hun mod og tro på, at det kunne lade sig gøre, hun var ikke alene, der var en, der troede på hende. En der hele tiden var ved siden af hende, en der ikke stak af eller vendte hende ryggen, og bevidstheden om dette gav hende styrke til at klare udfordringen.

Det betyder Gud for mig, sagde hun. En der er der hele tiden, både når det er godt, men især når det er svært, han støtter og styrker mig.

Den historie gik rent ind hos mig, og sammen med mange andre små historier og sætninger er den med til at beskrive min tro. ”Livets Gud har ingen hænder, derfor er det os han sender”, jeg er Guds hænder her på jord, ligesom alle andre er, vi er forbundet med hinanden, vi kan ikke stå alene, men er til for hinanden.

Lignelsen om de skjulte talenter er også en del af min tro, jeg skal ikke grave mine talenter ned, jeg skal bruge dem til gavn for andre. Vi er hver især forpligtet til at bruge vores talenter, forvalte dem på bedst mulig måde til gavn for hinanden.

Nyere danske salmer taler også et sprog, som forplanter sig i mig, og i dag til gudstjeneste stødte jeg på en, jeg ikke før havde sunget:


Guds fred er glæden i dit sind,
når morgenlyset vælder ind,
når nattens drømme svinder hen,
og livet synes godt igen.

Guds fred er styrken i det ord,
der søger dig, indtil du tror,
at det, som ser umuligt ud,
dog er en mulighed for Gud.

Guds fred er sangen i dit blod,
når kærligheden gir dig mod
og lyst og kraft og overskud,
så du formår at holde ud.

Guds fred er løftet på den dag,
hvor du har lidt dit nederlag,
men Kristus kommer ind til dig
og siger mildt: Din skyld tar jeg.

Guds fred er trøsten i dit savn,
når sorgen tar dig i sin favn,
et stædigt håb, der tror og ved,
vi lever i Guds evighed.

Guds fred er lyset i den nat,
hvor døden griber i dig fat,
men Kristus bryder ind med sit:
Giv slip, for dette barn er mit!

Kom, Jesus Kristus, kom herind,
og giv mit trætte, bange sind
den fred, jeg kun kan få af dig,
og som du selv har lovet mig!

Holger Lissner 1983.

GOD WEEKEND

Resten af weekenden skal tilbringes hos min far, der skal ryddes op, gøres rent, men mest af alt skal der hygges sammen med alle mine søskende, svigerinde, svoger og børnebørn i alle aldre.

Må I alle få en rigtig god weekend.

RING TIL MIG

3.24 ringer telefonen, datteren er på vej hjem med natbus, og aftalen er, at jeg henter hende i nærmeste by(9km)

Mens jeg kører i mørket, kommer jeg pludselig, måske foranlediget af filmen fra i aftes, til at tænke på et andet telefonkald, som endte dybt tragisk. Nemlig den unge mand fra datterens parallel klasse i 1. g, som bliver meget fuld, sætter sig i en bus, falder i søvn og vågner først op i en lille by ude på landet. Han vælger ikke at ringe til sine forældre, men prøver at gå hjem, farer vild, vandrer i mørket ude på en mark, ringer til sin far. Telefonen løber tør for batterier midt i samtalen, og det er det sidste, hans far snakker med ham. En uge senere finder man ham død i Limfjorden.

Mine børn blev nærmest hjernevasket derefter med sætningen, ring til mig uanset hvad, ring til mig uanset hvor meget I har dummet jer, hvis I har brug for hjælp, så ring til mig.

Nu går der langt imellem, at jeg skal køre om natten, men jeg gør og gjorde det gerne.

VILDMARKEN

Datteren anbefalede den, da hun hørte, at jeg for en sjælden gangs skyld ville leje en DVD.

En smuk film om kærlighed, søgen efter lykken og med fantastiske naturbilleder.

”happiness is only real when shared” sådan tror jeg nok ordene var.


I morgen vil jeg dele glæden ved at være sammen med min familie hjemme hos min far. Vi samles det meste af flokken, der skal hygges, arbejdes og hygges.

SE, HVILKEN MORGENSTUND

Lige fra det første skær af solen dukkede op, har det tydet på en god dag.

Gåturen fik første prioritet, og jeg stordrak af den friske luft, alt imens jeg skridtede godt af sted.


For mine kolleger inde på arbejdet bliver der nok ikke tid til at lægge mærke til det gode vejr, der er mørkt, når vi tager på arbejde, og nærmest skumring, når vi kører hjem. Jeg nyder, at luften og lyset er en mulighed i dag.


Landmanden holder fri i dag og er taget på jagt sammen med Laika. Der er store fødselsdagsfest på mine børns gymnasium i aften, så datteren kommer en smut hjem.


Inden da må jeg hellere holde mit løfte om, at der som minimum skal tørres støv af, støvsuges og gøres badeværelser rene hver uge.

Nå ja så er der også nogle vinterdæk, der skal på, de lover jo sne :-)

HULE HÅND

”Kunne du ikke mærke det? Du havde dem i din hule hånd!”

For 3 år siden gik en dejlig kollega på efterløn, hun har derefter valgt at bruge noget af sin tid som en del af frivilligkorpset på Aalborg sygehus, og endda på vore afdeling, det er så godt. Der er pårørende, der får sig en snak og en kop kaffe, der er patienter, som får besøg, der er kaffe og lidt godt til jul, påske og andre lejligheder. Og vi nyder at få besøg af en frivillig en gang om ugen, og er der et arrangement i forhallen, så møder de talstærkt op og hjælper patienterne derover.


I dag skulle jeg fortælle om apopleksi til alle de frivillige, en halv time om sygdommen, symptomer, behandling og om det at være pårørende og patient, og det skulle være på hverdagsdansk. Jeg valgte at tale ud fra en løs disposition, og nederst stod 112 med store tal, endnu en gang slog jeg et slag for, at det går op for nordjyderne, at der er et behandlingstilbud, men ikke hvis man lige vil se tiden an.

Vin indkøberen var blevet syg, så min løn får jeg senere, men det var også meget bedre at få et stort varmt knus og ovennævnte sætning.


Og jo, jeg kunne mærke det, det var en rigtig god fornemmelse at stå der.

Og billedet, det er to år gammel,5 kilo lettere og sommerbrun.

DYREVENLIG

Udenfor står vores fugletræ, et grantræ af ubekendt art, det ser sølle ud på to af siderne, men vi nænner ikke at fælde det. Årsagen til dette skal findes i vort navn til træet. Fuglene elsker det træ, selv fasaner og duer, og de er formodentlig også årsagen til, at det går ud, for der er fugleklatter på alle de bare grene, det er kradse sager.


Der er et leben ved fuglehuset, gråspurvene hopper rundt nedenunder og spiser det som musvitter og solsorte smider ned. Fasankokkene var der fem af i går aftes, de gik rundt og snusede lidt, fandt frø, æbler og lignende, og så prøvede de at flyve op i træet flere på en gang, det gik ikke så godt, så de fortrak efter et stykke tid.

Laika har nydt oprydningen i dag, for landmanden og jeg havde sat hinanden stævne på kontoret, bunkerne truede med at lege Niagra Falls, så nu er de makuleret eller sat i mapper. Så mangler vi så at gennemgå mapper og reoler og kasser, men det må blive en anden dag. Laika har troligt holdt os ved selskab, hendes kurv står lige ved siden af døren til kontoret. Midt i oprydningen kom posten, og hun har altid en hundekiks med til Laika, i dag måtte hun helt hen til kurven, for Laika er blevet forvænnet, så hun gad ikke gå hen til døren, og vi kunne ikke komme ud for dyngerne på gulvet. Selv hvis Laika er med ude i kartoffelhuset, og døren til bryggerset står åben, så ligger der en hundekiks ovenpå avisen ;-)


Og helt uden for emne, så ringede symaskinereparatøren, at symaskinen er fikset, en ganske almindelig rensning og smøring og maskinen kører igen. Hvor heldig kan man være?

GOMORN GOMORN

Fridag og så vågner man midt nat og kan ikke falde i søvn igen!

Nu er teen ved at blive brygget, om lidt står den anden halvdel af beboerne op, så kan vi spise morgenmad sammen, det er sjældent, at det sker.

Dagen byder på oprydning formiddag,en forhåbentlig lærerig undervisning om palliativ behandling og pleje i eftermiddag, og bagefter står jeg for en halv times undervisning af de frivillige på sygehuset.

Dagen skal nok blive god trods 3½ times søvn.

Ha en god novembertorsdag

FEDT!!!!!!

Jeg vidste det, så nu går jagten på en vegetarret i morgen.

Den lokale bikerklub havde arrangeret spisning på Biersted kro. Her er der hver onsdag ”flæskeonsdag”, stegt flæsk med persillesovs. De eneste grøntsager var de syltede rødbeder og bløde løg, til gengæld var der tre slags stegt flæsk.
Jeg er mæt, mere end mæt, for sådan en middag skulle da have en dessert, så nu er skildpaddeisen og dumle isen herhjemme udryddet ;-)

Laika nyder, vi har fået internetopkobling på kontoret. Hun må nemlig kun være i bryggerset, men da kontoret har dør til bryggerset, og jeg ikke gider se fodbold, så sidder jeg på kontoret og blogger, og Laika sover på gulvet tæt op af mine fødder. Vi hygger os.

GENTAGELSE 2

Det forrige indlæg og kommentarerne dertil fik mig til at huske noget, jeg som rimelig nybagt mor læste for år tilbage.

Jeg undrede mig over, at da min lille datter begyndte at gå, så kunne hun, når jeg var ved at lave noget, hvor jeg gik rundt i huset, blive meget vedhængende og pjevset. Lige så snart jeg satte mig ned for at læse lidt for hende eller lege med hende, så begyndte hun at gå på opdagelse.

Dengang var denne bog børnebiblen, og heri læste jeg, at for at børn tør gå på opdagelse i en ny verden, som det er, når man pludselig kan gå, så er det vigtigt, at basen er i orden. De har ikke erkendelsen af, at når mor går, så kommer hun tilbage, derfor bruger de deres kræfter på at holde øje med mor. Så snart mor sætter sig ned, så ved barnet, hvor det har mor, og så står verdenen åben for nye landvindinger.

Egentlig synes jeg, at denne beskrivelse kan bruges på meget andet i vores liv. Når vores base er i orden, kærlighed, tro, håb og tryghed, så tør vi gå ud i verdenen, tør gå på opdagelse, tør ændre på vores hverdag.

Jeg sidder her og bliver glad helt ind i hjertet, for jeg mindes pludselig alle de dejlige timer, jeg har haft med mine to børn, hvor jeg var basen, og de udforskede den lille verden omkring os.

Nu er de rejst hjemmefra, men stadigvæk ved de, at vi er ikke længere væk end en SMS, hvis det hele brænder sammen, og så kan man egentlig klare meget selv.

GENTAGELSER

Mange er så bange for, at livet bliver gentagelse på gentagelse, at det bliver kedeligt, at man ikke udvikler sig.

Men livet er jo en gentagelse, efter sommer kommer efterår, efter efterår kommer vinter osv. Og læring og udvikling sker netop gennem gentagelse, man bliver dygtigere gennem gentagelse af det man gør.

Min blog er en gentagelse år for år og så dog ikke alligevel, der er altid lidt nyt, sommer er ikke altid den samme sommer, jeg gør måske tingene på en anden måde end sidst, jeg bliver ældre, så livet ændrer sig midt i gentagelsen.

Så jeg gentager mig selv nu: midt i al det grå i dag og støvregnen, så er jeg taknemlig for at bo lige her, hvor jeg mærker naturen omkring mig.


Og så er jeg taknemlig for, at aftenvagterne er over for den her gang, og se hvilket syn der mødte mig i bryggerset i nat, da jeg kom hjem.