GLÆDEN VED AT BLOGGE

At læse og at skrive – begge dele udvider min verden. Jeg bliver klogere på mig selv, når jeg skriver om hverdagen. Jeg bliver klogere på verden omkring mig ved at følge med på jeres blogge. Og derudover har jeg mødt skønne mennesker, som jeg ikke ville have mødt ellers. Men bloggen kan også bruges til at udvide kendskabet til mennesker, jeg kender i forvejen, eller omvendt. I dag skulle jeg handle ind på vejen hjem fra arbejde, midt mellem færdigretter og lune leverpostejer hører jeg pludselig en stemme: hej Lene. Det var en af de skønne mennesker, som jeg synger i kor med. Lene er begyndt at læse med på min blog, og nu ville hun godt påpege, at når jeg som i torsdags havde besluttet mig for at holde virkelig fri og ikke havde nogen at besøge eller få besøg af, ja så var hun jo gået på efterløn og ville gerne ses uden for kortiderne. Tak, Lene, fordi du tog dig tid midt i myldretiden i Superbest til at gøre mig glad.

Til vores store familiekomsammen i julen fortalte en svigerinde, at hun også trofast fulgte min blog og syntes, at hun var kommet til at kende mig på en anden måde. Mine søstre og mine kolleger er ikke faste læsere, men en gang imellem kigger de indenom, og nogle gange får jeg også respons på kiggeriet. Mine børn og min mand læser også af og til med, og jeg vil vove at påstå, at det først er gennem min blog, at landmanden har fået forståelse for, hvad jeg går og laver på mit arbejde. Skal man se det med læringsteoriernes øjne, handler det måske om, at når han klikker sig ind, så er han motiveret for at læse og så stiger læringen.

I dag blev jeg ikke kaldt til trombolyse, så jeg satser på, at jeg får lov at prøve i weekenden. I går aftes satte mine kolleger sammen med resten af trombolyseteamet rekord. Når den store omorganisering er sket, er det bl.a. på baggrund af de nationale kvalitetsstandarder, hvor region Nord bl.a. ikke har kunnet leve op til de fastsatte mål for, hvor lang tid der må gå, fra patienten triller ind af sygehusets dør til at de får trombolyse. I går aftes kom de langt under denne tid. Det skulle vi gerne blive ved med, og alle er fuldstændig fokuseret på, at der ikke må spildes sekunder eller minutter i tiden frem til beslutningen tages, om patienten kan få trombolyse. Så til trods for at vi af og til (faktisk ret ofte) har været trætte af alle de ting, vi skulle/skal registrere, så blev de netop de parametre, der gjorde, at denne omorganisering blev prioriteret meget højt.

Lige nu har jeg sådan en lyst til at gå en tur, men det er mørkt og vejen elendig, og sidste gang gik det jo galt. Jeg tror nu alligevel, at jeg vover forsøget, jeg trænger til frisk luft inden sovetid. God fredag aften til dig.

GOD MORGEN WEEKEND

Så er det blevet min tur. De næste dage skal jeg have trombolysevagten om dagen, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at prøve det af, som jeg selv har været med til at beskrive. Jeg er samtidig også spændt, det er jo over tre år siden, jeg sidst prøvede denne funktion. Jeg har øvet mig, både mentalt og rent praktisk, jeg ved hvordan pumpen fungerer, jeg ved hvilke observationer, jeg har ansvar for i trombolyseteamet, men det er jo noget andet, når først det skal gå hurtig. Heldigvis har jeg en kollega ved min side, så jeg er helt tryg.

Håber din fredag byder på gode ting. God fredag til dig.

SNYDT FRU CHRISTIANSEN!

Jeg indrømmer det blankt, det er nok ikke comme il faut. Supper er godt, men de skal være hjemmelavede og hvis ikke, så skal det være de mere eksotiske af købesupperne. Men jeg er vild med oksekødssuppe med kødboller og melboller, så er det sagt! Jeg er også vild med alle andre slags supper, men suppe med kødboller og melboller slår dem alle, når jeg har brug for at være sød mod mig selv. Jeg elsker melboller, og kødboller spiser jeg kun, fordi man ikke kan købe melboller alene. Så er det da surt show at opdage, at jeg har taget fejl af poserne og derfor har jeg spist suppe med kødboller i aften. Og hvor vild jeg er med den suppe, er så sandelig dokumenteret på bloggen.

Nyhederne fortæller om frost og kulde, mens jeg skriver dette indlæg, og er vi heldige, får vi sne lige som sidste år ved denne tid.

EN NØD

Der er en enkelt tilbage, så er julens rationer af nødder spist. Jeg er så umanerlig lækkersulten.

Det bliver jeg altid, når jeg er hjemme. Aldrig på arbejde, her kan jeg sagtens gå uden om kage, slik og andre lækkerier, men hjemme? Jeg brygger te, spiser frugt og forsøger at glemme, hvad jeg ved og landmanden ikke ved (for havde han vidst, ville det ikke eksistere mere). At der gemt i et skab er gaver fra julen bestående af chokolade, lækker chokolade, som ikke fortjener at blive spist i det tempo og de mængder, som jeg ynder, når jeg er lækkersulten. Et andet sted er der poser med kongemandler, dronningemandler og nødder med chokoladeovertræk. Jeg forsøger virkelig at glemme det. Så jeg brygger mere te, så jeg kan forskanse mig inde på mit værelse med serietidsfordriv og sokkestrikning, langt væk fra fristelserne. Motion? Det er jeg ikke kommet til endnu, men det gør jeg! Men lige nu drømmer jeg om lakridskonfekt og engelsk vingummi.

KAN MAN IKKE SKRIVE OM ANDET

kan man skrive om manglende ord. Og da jeg helt har mistet evnen til at footografere, så er der heller ingen billeder.

Normalt skal man kigge på dagens glæder ved dagens ende, nu vil jeg i stedet for kigge på glæden ved dagens begyndelse.

Jeg har fridag før weekendens arbejde, det er godt for mig. Jeg har besluttet, at dagen skal fyldes med noget, der gør mig glad, og lige nu kan jeg ikke finde ud af hvad det er, udover at jeg ved at det at være sammen med mennesker gør mig glad, og da alle andre mennesker er på arbejde, kan det jo ikke lade sig gøre. Jeg ved, at jeg bliver glad af motion, så det starter jeg med, så må vi se hvad dagen ellers bringer.

Om lidt kommer rengøringsholdet, det gør mig glad. Hver eneste torsdag, når jeg kommer hjem til et rent hus, bliver jeg så glad. Det er og bliver den meste perfekte fødselsdagsgave jeg nogensinde har givet mig selv (og den dyreste).

Og så er der jo den mest indlysende, jeg er rask, jeg er frisk og jeg er rørig. Det tager jeg ofte som en selvfølge, men det er det jo ikke, så det er jeg dybt taknemlig for.

Hvad gør dig glad? God torsdag til dig.

DET ER MULIGT

• at Elvis Presley sang godt, men min datters sang gør mig glad og beæret over at være hendes mor
• at Elvis Presley havde masser af smarte sæt tøj, men min datters kreativitet og hendes fantastiske evne til at sætte tøj sammen får mig til at undre mig over, hvem hun har det fra.
• at Elvis Presleys latter og smil fik fans til at dåne verden over, men min datters smil og latter er som en smuk eng med en rislende bæk og en fabelagtig udsigt
• at Elvis Presley blev født på denne dag for mange år siden, men min datter blev født på denne dag for 28 år siden, og hun har fyldt mit liv med glæde siden da.

Hjertelig tillykke min kære datter.

TIRSDAGENS FRITIMER

Eftermiddag: Brændeovnen knitrer, lyden fra landmandens kabale blander sig en gang imellem. Jeg er krøbet op i sofaen i den mørke stue, mens jeg tjekker mail og besvarer kommentarer. Om lidt skal jeg tage mig sammen, bilen skal ud af garagen igen, for jeg vil til træning inden aftensmaden. Jeg havde overvejet at køre direkte fra arbejde, men jeg trængte til først at sidde stille med en kop te.

Dagens arbejde sluttede med undervisning af nye kolleger. Jeg var så træt, inden jeg skulle undervise, at jeg ikke kunne tænke sammenhængende, men satte mig på en stol, lukkede øjnene og trak vejret helt ned i maven. Mine kolleger var heldigvis gode til at stille spørgsmål, så vi kom vidt omkring. Og spørgsmålene vækkede min slumrende hjerne, så jeg kunne undervise uden at have forberedt mig, men tage udgangspunkt i deres spørgsmål og finde svarene inde i hjernen og nogle gange inde i min krop. For nogle ting husker jeg med kroppen, jeg husker, hvor ubehagelig det er, når en pude ikke bliver trukket helt ned til skulderen, men blot når til overgangen mellem hals og hoved. Prøv det selv, hoved og hals slapper helt af, hvis puden understøtter hele vejen ned til skulderne. Og det er det en god lejring handler om, at muskler slapper af i en god stilling.

Aftenstid: Træningen gjorde godt, og jeg blev træt på den gode måde. Hjemme blev det aftensmad af den nemme slags, grøntsager og en rest grovfrites fra fryseren blev tilbehøret til kyllingefileter. De sidste juleting blev flyttet på værelset. Der skal omrokeres i kasserne, før det hele sættes på loftet.

Før sengetid: te, knækbrød og lækker chokoladebidder fra Summerbird nydes, mens jeg spiller ruzzle og wordfeud.
Tre gode ting på denne tirsdag: undervisningen gik godt, landmanden havde brygget eftermiddagste og jeg fik trænet.

Håber din dag har været god.

EN RODSAMMENBUTIK

At den lille landsby, som min barndomsby er, ændrede det, kunne jeg forstå.

At min børns skoleby med 5-6000 indbyggere ændrede det, fik mig til at undre mig.

At Brønderslev med mange flere indbyggere også hoppede med på trenden, fik mig til at stoppe op i dyb forundring.

I dag var jeg i Aalborg efter arbejde for at købe fødselsdagsgave til datteren, og jeg kom til en mørk bygning med en lukket dør og et skilt på døren, som fortalte mig, at jeg kunne gå til et af to store supermarkeder. Det kan jeg slet ikke forstå, men måske sender vi ikke så megen post mere og al giroindbetaling er overgået til netbank (og hvis ikke bliver man snart ruineret – 40 kr. for et indbetalingskort!), så måske kan jeg godt forstå det alligevel. Men det er altså ikke så hyggeligt og rart at stå mellem Føtex’ kunder for at få sendt en gave.

SØNDAG AFTEN

Jeg sidder her med en klump i halsen og med tårer i øjenkrogen. Dagen er brugt på at fjerne julepynt, med at løbe og med at fjerne julepynt fra juletræet. Men først og fremmet er dagen brugt på at læse en bog, som har gjort indtryk. Jeg følte mig ramt af bogens spørgsmål om hvad skal der til for at føle sig ønsket, elsket, tryg og lykkelig. Samtidig følte jeg, at jeg fik en flig af erkendelse af, hvordan autisme føles.  Faktisk rørte den mig på samme måde som forfatterens første bog Stadig Alice. Jeg har også læst nummer to bog fra forfatteren (Et helt nyt liv), som også gjorde indtryk, men slet ikke på samme måde som den første og denne bog, forfatterens tredje bog. Bogen hedder Livet efter dig af Lisa Genova.

Stemningen af vemod, glæde, sorg og lykke fulgte mig, da jeg begyndte at tage pynt ned fra træet. De flettede hjerter og juleklokken fra mine forældres hjem fik et ekstra lille klap, og jeg smilte ved synet af det lille hjerte med Lene skrevet indeni. Jeg tænkte på min mormor, da juleklokken og de tre små engle blev lagt ned i deres kasse. Jeg tænkte på det første år, vi fik juletræ, hvor landmanden købte flettede hjerter og engle og jeg købte julekugler. Trods det ikke er noget særlig, så vælger vores børn stadig at sætte det på træet, selv om jeg har købt, flettet og klippet nyt siden hen. Det nye (som nu også er gammel) er på træet sammen med julepynt, som børnene lavede i skolen og herhjemme. Der er ting, vi har fået af forskellige julegæster. Der er gavemærker, som var for fine at smide ud, og som nu er ophøjet til julepynt. Sammen med de fine lyseholder, som fast var julegaver fra mine forældre til os i en del år, hænger også to gamle lyseholder fra mine forældres hjem. Jeg vælger at lade træet stå med lys og flag. I morgen kan det blive fjernet, lige nu vil jeg bare nyde træets lys lidt endnu, mens jeg nyder en kop te og tænker over, hvad der i hverdagen får mig til at føle mig ønsket, elsket, tryg og lykkelig. Gode og vigtige spørgsmål at slutte weekenden af med.

Det sidste adventslys brænder sammen med juledekorationens lys

SÅ VED MAN DET!

At sove meget længe gør ikke noget godt for humøret, i hvert fald ikke mit. Så jeg træder varsomt, overvejer hvert et ord jeg siger og går i gang med at tage julepynt ned. Datteren har somme tider været efter mig, hun kan ikke forstå, at jeg ikke kan huske drømme og mener, at hvis jeg blot giver mig tid om morgenen, så vil jeg kunne træne mig op til at huske dem. Det har jeg ingen intentioner om, for jeg kan godt huske den drøm, jeg drømte i morges efter at være faldet i søvn efter en lille vågenhedsperiode. Jeg drømte, at jeg ikke havde styr på noget som helst, der kom mange flere kolleger på arbejde i morgen end planlagt, jeg kendte ikke halvdelen af dem, jeg kunne ikke finde ud af at planlægge dagen for mine nye kolleger, lægerne skældte ud over, at det var et tilbageskridt, at vi havde overtaget trombolysebehandlingen fra en anden afdelings sygeplejersker osv. Sådanne drømme vil jeg da helst ikke kunne huske, men drømmen sidder i kroppen, så når jeg har pakket julepynt og juletræ væk, løber jeg en tur. Og så går jeg tilbage til at sove 7 timer inklusiv 3 vågenhedsperioder frem for som i dag  9½ time med 3 vågenhedsperioder! Nu ved jeg, at mange timers søvn og små powernap om dagen absolut ikke gør mig noget godt, jeg bliver sur, ganske enkelt. Men heldigvis kender jeg mig selv, jeg kan hurtigt blive god igen, hvis bare jeg sørger for at få smil og latter nok i dag. Det vil jeg så arbejde på. God søndag til dig.

og nej, sådan ser det ikke ud her, men sådan så det ud for et år siden. Her hos os har vi slet ikke haft sne i denne vinter, jeg går hele tiden med fornemmelsen af, at sneen driller os og kommer, når vi længes efter forår.

EN SPISELIG ADVENTSKRANS

Nu hvor det sidste lys næsten er brændt ned, kan man godt begynde at snuppe noget af pynten.

DET LYSNER

Det har sjaskregnet fra morgenstunden, der var ikke noget, der ansporede til at gå ud. Inde i træningslokalet var der varmt, mennesker var mødt op for at få dagens motion. Nogen kender hinanden, andre som mig smiler blot til andre, hvis øjnene mødes, og koncentrerer sig ellers om maskinerne og donglyden, der signalerer skift i redskab.

Hjemme spises morgenmad og lyset begynder at få magten, mens regnen stilner af.  Jeg nyder juletræet med lys og de små glashjerter i køkkenvinduet, som genspejler lyset udefra. Helligtrekonger er på mandag, men juletræ og pynt fjernes i weekenden.  Mandag er indledningen til syv dage med kun en fridag i, så huset og jeg skal være klar til en uge, der måske/måske ikke byder på heftig aktivitet. Landmanden er taget på jagt, og jeg vælger at finde en bog i stedet for at få handlet ind eller lagt tøj sammen. Tøjet render ingen steder og køleskabet har nok til at holde os mætte.

Det lysner udenfor, må det finde vej til dig også.

NATTEN BANKER PÅ

Tilsyneladende har mine børn taget min vane med at inddrage de sidste nætter i arbejdsprocessen, før en opgave afleveres. Den sidste del af aftenen og det første af natten er brugt til korrekturlæsning af datterens opgave. Svoger måtte inddrages, fordi jeg ikke kunne gemme opgaven på min computer, han er ITekspert, men måtte også opgive, så til sidst rettede jeg og gemte den som pdf-fil efter hans råd, hvorefter jeg kunne sende den. Så nu må datteren møjsommeligt sidde og føre rettelserne over i sin opgave. Jeg tror, at natten er godt og vel brugt, inden hun kommer i seng. Hvis hun da overhovedet kommer i seng, for opgaven skal printes ud og samles hos et firma i morgen formiddag. Jeg husker godt de dage, hvor man til sidst ikke orker mere og alligevel finder energi frem, som man ikke troede, man havde. Mon ikke der er en ung kvinde, der lige skal hvile søndag, før det går løs med forberedelse af det tekstile produkt og forberedelse til den mundtlige eksamen. Hendes mor skal i hvert fald udnytte, at det er weekend med ingen planer bortset fra at få købt en fødselsdagsgave til den unge kvinde. Det betyder, at der kan soves længe, herligt. Sov godt.

AFSLØRENDE

Man kan blive blind for de mest indlysende ting. Og når man skal skrive instrukser og forløb, kan man nogen gange overse det mest oplagte, der skulle beskrives. Det håber jeg ikke, at jeg opdager på mandag. De sidste to dage har jeg haft overarbejde for at få tingene gjort færdig. I weekenden er to af mine trombolysekolleger heldigvis på arbejde, så alle de praktiske ting kommer i orden. Heldigvis er Nordjylland inde i en periode med få mennesker med apopleksi, det har givet ro til forberedelserne. Det kan dog hurtigt vende, og når det vender, plejer det at gå i den modsatte retning med mange patienter, som er hårdt ramte.

Jeg får ikke fotograferet i denne tid, så for at have et billede snuppede jeg lige nogle stykker af mine små engle. Og så kom jeg til at grine, for der var sneget sig en lille fotomodel ind i billedet, og jeg så den først, da jeg havde lagt billedet ind.

Nu er der kun englen tilbage.

God aften til dig, her skal vi nyde overfloden af mit indkøb. Jeg køber altid for meget fløde til jul, og det er nu forvandlet til is.

NOGET OM ARBEJDSVEJEN OG FEEDBACK

Lige nu er jeg for træt til at researche til indlægget, så det bliver med det, der er inde i hjernen lige nu (hvilket vil sige meget lidt). Jeg har en bil, hvor man se, hvor meget disel man bruger pr. kilometer, og så har bilen også fartpilot. Det gør, at jeg nu interesserer mig for, hvordan kørsel påvirker forbruget. Jeg kan se, at når jeg styrer speederen, så stiger forbruget om end jeg synes, at jeg holder foden stille, hvorimod når fartpiloten gør arbejdet, daler forbruget. Jeg kan se, at kørsel i by med lyskryds eller kørsel på veje med mange biler, som kører ujævnt, er ensbetydende med øget forbrug. Jeg kan også se, at jeg ikke skal stige i fart meget langsomt, men at det handler om at komme op i fart rimelig hurtigt.  Det ved du helt sikkert alt om, men det har aldrig interesseret mig før nu. Man kunne kalde det feedback læring. Fordi jeg prompte får feedback, lægger jeg mærke til det, og jeg ændrer også adfærd. Det ved jeg, at jeg har læst noget om. Når hjernen får feedback, sker der ting og sager i hjernen, eller med en mere neurofysiologisk talemåde, man kan se aktivitet i visse hjerneområder. Bl.a. har man forsket i spejltræning, dvs. at patienter med en venstre lammet arm lægger begge arme på bordet, placerer et spejl mellem armene, så de nu kan se deres raske højre arm, og i spejlet kan de se spejlbilledet af højre arm, men hjernen oplever det som den venstre arm. For det er det fantastiske, man har kunnet se aktivitet i den del, der er ansvarlig for bevægelse af venstre arm. Det er ikke noget, man arbejder med i det akutte, men jeg synes, at det lyder spændende.

I dag har jeg skullet færdiggøre støttemateriale til vores overtagelse af trombolysebehandlingen, jeg har skullet tænke i praktiske og konkrete løsninger til at gøre arbejdsgangene lettere. Blandt andet har jeg udtænkt en tjekliste, sådan en har vi i forvejen, men nu har jeg prioriteret den, den er delt op i, hvad skal man nå de første 12 timer, hvad skal man nå de første 24 timer og hvad skal man nå, inden patienten bliver udskrevet eller overflyttet (det sidste kommer til at ske meget hurtigere nu). Jeg har sat farver på, så tjeklisten nu fremstår med en rød blok, en gul blok og en grøn blok. På den måde skulle mine kolleger gerne hurtigt få et overblik over, hvad der mangler at blive lavet. Lige nu er de meget begejstrede, men vi må se, når skemaet skal stå sin prøve i praksis. Jeg håber, den giver feedback og ansporer til, at alle punkter bliver nået inden for tidsrammerne.

God aften til dig (jeg har lige mistet overblikket over, hvor langt vi er nået med juledagene, men juletræet står her stadig)

ET NYT ÅR BANKER PÅ

Nytårsaften bliver en stille aften for landmanden og jeg, jeg skal jo møde tidligt i morgen, men det er helt fint. Så bliver der tid til at tænke over året, der gik og det år, der banker på.

I ønskes alle et godt og velsignet Nytår.

DEN NÆSTSIDSTE DAG I 2013

og min sidste fridag i dette år. Landmanden er taget på jagt, jeg har planer om vask den ganske dag, det levner plads til indkøb, motion, hygge og psykisk klargøring til arbejdsdagen i morgen. Mit arbejde er altid med mig, men ikke på en rumopfyldende måde, men mere som en del af mig. Jeg er sygeplejerske, jeg er sygeplejerske på et afsnit for mennesker med blodprop eller blødning i hjernen. Jeg er sygeplejerske, der ønsker, at alle ved, at der er en behandlingsmulighed, hvis blot man kommer i tide. Muligheden er desværre ikke for alle, men der forskes meget i at finde nye muligheder, og det er vi også en del af. Så når jeg snakker med mennesker i min fritid, og de spørger til mit arbejde, så kommer budskabet på et eller andet tidspunkt, ring 112 hvis du eller dine omgivelser pludselig får nedsat kraft eller føleforstyrrelser i den ene side. Budskabet om at kende sit blodtryk og gøre noget ved et forhøjet et af slagsen kommer også, hvis folk spørger ind til mit arbejde. De to budskaber er nok det vigtigste for mig, at folk kender.

Denne jul er jeg dog kommet helt ned i gear, jeg har trillet lige så stille af sted, jeg har ikke tænkt på alle de ansvarsområder, jeg har. Jeg har bare nydt min juleferie. Så dagen i dag bliver brugt til at tænke tanker, til at tænke over, hvordan jeg bedst får introduceret mine nye kolleger til afdelingen. Hvordan jeg selv bliver bedre til det akutte sygeplejearbejde, som nu kommer til at fylde det meste af vores tid. Hvordan jeg kan holde fast i min interesse for rehabilitering i det akutte forløb og ikke mindst få det formidlet videre til nye kolleger. Men dagen skal også bruges på at få motionen tilbage i mit liv, jeg kan mærke, at jeg (min krop, min hjerne) skriger efter bevægelse, efter at få pulsen op. Fridagen skal nydes, den skal være aktiv, så jeg kan sove tidligt, for efter ti dage med opvågning  mellem syv og ni, så skal vækkeuret de næste fire dage indstilles på klokken fem.

Her er dagen startet med sol, må den få lov til at følge os resten af dagen. God 6. juledag.

JULEFERIENS AFSLUTNING

Det har været dejlige dage, jeg har ikke lavet ret meget, jeg har sovet, set fjernsyn, taget mad ud af køleskabet, spist, snakket og hygget. Motion har nærmest været ikke eksisterende, men jeg trængte til total afslapning. I dag tager de to unge mennesker hjem, det har været skønt at have dem så længe. I går nød vi at være sammen med to af mine søstre og deres familie. Datteren måtte blive hjemme, bacheloropgaven skal snart afleveres, så det er ikke mange fridage/timer hun har holdt denne jul.

Julen er for altid forbundet med min niece, som blev født tre dage før jul for 24 år siden, og som døde en forårsdag 15½ år gammel. Hun elskede roser,  hun elskede julen, så da datteren skulle finde en værtindeblomst til en veninde og jeg så den lille kurv med en enkelt rose, måtte den købes, og i går blev den sat på min nieces gravsted.

Kurven blev købt i en lille blomsterbutik, som jeg hver dag ser, når jeg kører på arbejde. Den har ikke været der længe, og jeg har ofte tænkt, hvor længe mon den varer. Standser folk overhovedet der? Lige før jernbaneoverskæringen? Jeg vil nu gøre mit til, at den kan overleve. Den unge mand i butikken havde lavet mange skønne dekorationer og blomsterarrangementer, så jeg vil huske i 2014 at dreje indenom på vej hjem fra arbejde. Man bliver glad af at komme ind i en smuk blomsterbutik. Må du finde glæden i dag, glædelig 5. juledag.

FØLELSEN AF RIGDOM

For 33 år siden i november måned var jeg 23 år, jeg var tæt på at være færdig som sygeplejerske og jeg havde mødt en sød fyr fra Nordjylland om sommeren. Hans lillesøster og jeg gik begge på sygeplejeskolen i Viborg; selv om vi ikke var lige langt, boede vi på samme gang på sygeplejekollegiet. Den novemberdag skulle jeg møde hele hans familie for første gang til en børnefødselsdag. Jeg var noget spændt, det var en kæmpe flok, de tre yngste, hvor kæresten tilhørte, kendte jeg, men de seks ældre med deres familie var nyt bekendtskab. I min taske havde jeg en lille seddel, hvorpå jeg havde skrevet alle de otte søskendes navn, hvem de var gift med og hvad deres børn hed. I går var syv af de ni søskende samlet i vores hus, mange af deres børn med ægtefæller/kærester og 11 børnebørn var med, vi endte med at være 51 personer. Der blev snakket, der blev leget, vores lange gang er perfekt, når man gerne vil løbe stærkt, og sønnens sovesofa passede perfekt til at lave udspring fra. Kassen med duplo blev brugt flittigt af de yngste børnebørn, sønnens spil kom frem og hver en stoleplads blev udnyttet. Vi fik spist masser af kage, slik og småkager, vi fik sunget julesalmer, og vi fik spist hotdogs. Men først og fremmest var vi sammen. Og det er det vigtigste. Jeg er stadig i dag så dybt taknemlig for, at jeg har fået lov til at være en del af den familie. Den har beriget mig på så mange måder og har været med til at forme mig til den, jeg er i dag.

I dag er arbejdsdag for landmand og søn, der skal sorteres kartofler. Jeg læser datterens bacheloropgave, jeg er blevet bedt om at tage de kritiske briller på. Det er en helt anden verden end sygepleje, her handler det om æstetik, visuel perception og udstillingsteori, så jeg holder lige en pause med en kop te. Morgenhimlen udstillede sig selv på fortrinlig vis med muligheder for nydelse af æstetisk karakter og  visuel perception. God 3. juledag til dig, for husk julen er først lige begyndt, der er 9 dage tilbage.

LALLEGLAD POSITIVIST?

Indlægget her var egentlig bestemt til at være noget med skønne dage, stille morgener for mig selv, nydelse og juleglæde, men på min lille morgentur rundt i blogland blev jeg inspireret af ordene “hvor er det trist”. Det handlede om demens, og mens jeg ryddede op og gjorde klar til at støvsugeren kunne komme til, så tænkte jeg over de ord og mine indlæg om min far samt min holdning til det, at min far er svært ramt af Alzheimers sygdom. Er jeg en lalleglad positivist, en for hvem alt skal have en mening, og alt skal anskues med de positive briller?  Er jeg en, der ikke ser virkeligheden i øjnene og flygter ind i tiden, der var, for at kunne håndtere tiden i dag?

Det mener jeg ikke, jeg er. Læsere af denne blog vil vide, at jeg også har triste, sorte og mørke øjeblikke eller ikke bare øjeblikke, men dage, uger eller måneder. Jeg har før skrevet om, at jeg synes, man skal tage udgangspunkt i det menneske, der er foran en lige netop nu. Hvordan giver jeg glæde og mening i nuet til det menneske? Hvordan finder jeg glæde og mening i nuet for mig? I går savnede jeg min gamle far et øjeblik, da jeg læste et julekort op for ham fra hans gamle seminariekammerat. Jeg håber, at kammeratens børn, som er jævnaldrende med mig og mine søskende, skønner på deres far. Mon ikke, de har i dette år mistet deres mor, som fik en hjerneblødning på det tidspunkt, da min mor døde for 5½ år siden. Jeg savnede at kunne snakke om alle de ting, min kloge far havde viden om. Men så så jeg på ham, han sad og nynnede lidt, han var træt, han kunne ikke kende mig i går (bor du også her, spurgte han mig om?) og alligevel kunne jeg kende min far, også den far han var, og jeg huskede, hvordan vi har grint sammen, hvordan vi har sunget sammen, hvordan vi har været sammen, og så accepterede jeg sorgen og glæden og lukkede julefreden ind.

Om lidt fyldes huset af skønne julegæster, 46 voksne og børn skal finde plads i vores hus, vi kommer til at sidde tæt. Dansen omkring juletræet må ændres til, at alle sidder og står i stuen, mens vi synger de gode gamle julesalmer. Kaffen indtages i forskellige rum, sønnen satte sig ind i sit nye brætspil i går aftes og nat, så fætrene traditionen tro kan spille sammen i dag. Barselsgaverne til de sidste nye skud på stammen er klar, nu mangler jeg blot støvsugning og overblik over, om alle kan sidde ned. God 2. juledag til dig.

Og midt på træet hænger et af mine forældres julehjerter, længere oppe hænger en juleklokke fra min morforældres hjem. Mit juletræ kommer aldrig til at blive et designertræ, det rummer minder om hele mit liv og alle de dejlige mennesker, som har været og er i mit liv.