søndag, februar 08, 2015

Døden som emne

Bogen: Hvorfor må vi ikke tale om døden? har samme form som mange andre samtalebøger. Her er det en forfatter, Kristian Ditlev Jensen, og en retsmediciner, Jørgen Lange Thomsen, der taler sammen. Mellem samtalerne er der også essays af de to, som kredser om deres egen forhold til døden. Hvad synes jeg om bogen? Jeg blev provokeret, inspireret og … Her mangler jeg et ord i lighed med de forrige, men måske kunne ordet genkendt bruges, for der var meninger, som faldt i tråd med mine, eller måske var det rettere ordet anerkendt, fordi jeg tænkte, hold da op, her er en, der tænker som mig. Noget af det, der provokerede mig, var retsmedicineren. Forfattere er skøre, så de må sige hvad som helst :-) men en læge? Han skal sørme ikke tale sådan. Håber du kan læse, at jeg gør grin med mig selv. For hvorfor må han ikke tænke sådan, hvorfor må han ikke sige sin mening, selv om jeg faktisk mener, han taler mod det, man nu ved. Men derved får han også mig til at tænke over fastsatte meningsregler. Bogen rummer mange ting, her er der nøgterne beskrivelse af obduktion, her er der samtaler om alle mulige dødsårsager. Jeg havde det indimellem som anmelderen i linket øverst oppe, at jeg savner en opstramning, fordi det indimellem blev meget løs snak. De kunne jo godt have researchet efterfølgende, så de fik de faktuelle ting med. På trods af mine forbehold kan jeg anbefale at læse bogen.

Retsmedicineren ønsker at begraves, når han dør, forfatteren lader det være op til de efterladte, men holder meget af den langsomme proces, der sker med liget ved en begravelse. Vi har brugt næsten et år om at komme til jorden, og så synes KDJ, at det føles godt, at det tager lige så lang tid om at forlade jorden eller at blive til jord igen. Jeg kom frem til under læsningen, at jeg også ønsker en begravelse. Jeg har egentlig ikke tænkt over hvorfor, det har jeg så nu. Afskeden og afslutningen på ceremonien i kirken bliver mere en afsked og en afslutning for mig, når det foregår ved graven, hvor kisten sænkes ned i graven og hvor præsten siger ordene Af jord er du kommet … Herefter virker det stærkt, at man sammen synger Altid frejdigt når du går.

Min morbror fik kræft og døde 54 år gammel fra sine tre børn og hustru. Han døde nøjagtig en uge, efter jeg havde født mit første barn, min datter. Derfor kom jeg ikke med til begravelsen, der havde været snestorm, der var frysende koldt og jeg turde ikke køre så langt med min datter. Jeg blev siden fortalt, at der var en sang, som min morbror lyttede til i den sidste tid. Og sangen blev også sunget ved begravelsen. Jeg har altid holdt af den sang, men egentlig nok rubriceret den som datidens dansktopsang, underforstået ikke noget man taler højt om i de intellektuelle kredse. Derfor var det med et smil på læben, at jeg læste, at netop forfatteren holdt af den sang og gerne ville have den sunget, helst på norsk, til sin begravelse.

P1010730

Du får den på dansk her:

Dit sind flyver altid så viden omkring,
det er, som du glemmer de nære ting.
Du drømmer om lande i syd og mod nord
og ser ikke skønheden, hvor du bor.


Du synes din dag er så kedelig grå.
Hvad er det, du søger, hvad venter du på.
Når aldrig du under dig rist eller ro,
kan ingenting blomstre, og intet gro.


Gå ind i din stue, om end den er trang
og hør, hvor den nynner en stille sang.
Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,
du ved bare ikke, hvad de er værd.


Den lykke, du søger bag blånende fjeld,
den har du måske altid ejet selv.
Hold op med at jage i hvileløs ring
og lær blot at elske de nære ting.

P1010725

19 kommentarer:

  1. Den sang sang vi også da min far blev begravet. Mor og vi 4 søskende og alle vores børn, sang og spillede den for de små hundrede mennesker, der var mødt op i forsamlingshuset, for at tage afsked og kondulere. Far ønskede at forlade denne verden med sang, musik og gravøl. Vi gjorde hvad vi kunne for at opfylde hans sidste ønske, og vi er sikker på han fik det som han ønskede.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pia, det lyder som en god afsked med jeres far. Jeg er klart tilhænger af at samles efter begravelsen, det gør, at man finder ind til livet igen.

      Slet
  2. Et, for de fleste, svært emne at blive konfronteret med, forholde sig til, diskutere....
    Urne eller kiste? En sag om holdninger. Skal man fylde så meget, når man ikke er her længere?
    Den vinkel på tiden har jeg ikke tænkt i... men jeg kan egentlig godt lide den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, og jeg kan mærke, at jeg egentlig ikke er så afklaret at jeg vil bede mine pårørende om at vælge begravelsen. men jeg kan godt lide den stemning og også tankegangen om at jeg forsvinder stille og roligt :)

      Slet
  3. Den sang synger vi tit, når min mor (og i sin tid min far) holder fest. Det kommer bag på mig, at den også bruges ved begravelser. Men en smuk sang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg tror faktisk de først sang den til sammenkomsten efterfølgende. Jo ældre jeg bliver jo mere mening giver sangen :-)

      Slet
  4. Jeg må desværre indrømme at jeg ikke kender sangen og ikke har nogen referenceramme at sætte den ind i. Men den virker passende til flere lejligheder lader det til.

    Tanker om døden er sunde manøvrer hvis man ellers nærmer sig emnet på fornuftig vis og uden et ønske om at gå fra i utide. Vi var en del af snakken igennem i sommer på vej på ferie sidste sommer hvor vi sad timevis i bilen. Og så igen sidste weekend hvor vi fik sat et par fakta sammen. At vi indenfor det sidste år har haft 3 i vores (udvidede) omgangskreds med hjerneblødning. Jævnaldrende.. vi er ikke længere udødelige ... man har ikke længere et helt liv til rådighed. Tankerne skal tænkes og tales. Især når man som jeg, har en diagnose med en høj dødelighed "før tid”…

    Men visse ting er altid godt at tænke og tale om - igen. Det ændrer sig jo osse undervejs, tror jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Overleveren, bilture er en god anledning til at få snakket emner igennem. Det er også tidligt at I har jævnaldrende, der rammes med hjerneblødning. Men jeg ved det jo godt, vi har også flere, der er noget yngre end mig, på afdelingen, desværre.
      Sangen blev oprindelig herhjemme sunget af Raquel Rastenni, den findes på youtube i udgaver med Lene Siel :-)

      Slet
  5. PS det var hundesvært at få din blog til at acceptere min kommentar men valgte så til sidst at skifte browser og forsøge i en ny - det hjalp..

    (dette er nok mest til andre der sidder og kæmper med at få deres store ord udgivet :-) )

    SvarSlet
    Svar
    1. Overleveren, tak. jeg er så træt af at det skal være så svært med at få kommentarer igennem.

      Slet
  6. Der er to holdninger til dette: Jeg vil bestemme det hele og I må bestemme det hele.
    Personligt går jeg ind for det sidste - hvis jeg skulle bestemme, kan jeg alligevel ikke tjekke, om de parerer ordre, så jeg har sagt til mand, datter og søstre, at jeg ingen som helst ønsker har vedrørende deres sigen farvel til mig. Jeg ved, at de ikke ville gøre noget, der ikke ville være i min ånd, og det er rigeligt til mig.
    Jeg har et godt eksempel i, at det ikke altid er det rigtige selv at bestemme: Min far ville have, at vi tre søstre skulle passe hans gravsted. Jeg lagde hårdt og utvetydigt ud med, at jeg ikke ville stavnsbindes til den slags. Hvad nu, hvis jeg flyttede til UK på mine gamle dage? Eller til Sverige?
    Han gav mig ret - havde bare ikke tænkt så langt.
    Det må retfærdigvis være dem, der skal huske en, der må bestemme i hvilken form det skal foregå - i modsat fald er det endnu vigtigere, at der er enighed, inden det er for sent.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, og så er der holdningerne midt imellem :-) Jeg er enig med dig i at det ikke skal blive en byrde for de efterladte, og derfor er jeg heller ikke så sikker på mit standpunkt. Men jeg har oplevet hvilken lettelse det var at min mor havde skrevet sine tanker om sin begravelse ned, Det hjalp vores far, men det hjalp så sandelig også os til at tage beslutninger. Og som Hanne skriver nedenfor, så kan man jo sørge for at der er afsat penge til formålet.

      Slet
  7. Som Ellen siger, er der en afart, der hedder "Jeg vil bestemme det hele", og den side hører jeg til. Jeg har ikke noget familie, så det bliver vennerne, der kommer til at stå med al bøvlet, og de skal ikke stå og være i tvivl om, hvad jeg mon ville have ønsket.

    Jeg har skrevet det hele ned i mit testamente. Der står fx, at jeg vil kistebegraves, at fredningstiden skal være 30 år, hvilken præst, det skal være, og hvad der som minimum skal synges, nemlig "Du som har tændt millioner af stjerner" og "Tænk at livet koster livet" af Jørn Gustava Brandt, Herudover skal de synge et par af årstidens salmer. De skal slutte af med at gå ud og spise noget godt og drikke godt øl dertil. Alt det ville være i min ånd, og er på min regning, da det skal udtages forlods af boet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, jeg synes det er så fint, at du har tænkt på det hele, inklusive økonomien, for så kan dine venner koncentrere sig om at mindes dig og vide at det sker i din ånd.
      Jeg må altså have googlet Tænk at livet koster livet, jeg kender den ikke.

      Slet
    2. Den har nummer 787 i salmebogen

      Slet
    3. Hanne, tak, jeg fandt den på youtube, så jeg kunne høre sangen :-)

      Slet
  8. De nære ting - den har jeg aldrig hørt til en begravelse! Og jeg har hørt en del:-) Den står ikke på min liste - som ikke er skrevet endnu. Jeg tror ikke, de ville være meget i tvivl, hvis det blev aktuelt, inden jeg får skrevet noget ned. Jeg vil fx brændes - det ved alle! Ligesom husbond vil begraves. Vi skal ligge sammen på Elling kirkegård - og de har værs'go at holde en stor begravelse med salmer og sange og opstandelses-forkyndelse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, jeg fik formuleret det forkert, det var til sammenkomsten bagefter, at de sang sangen. Jeg håber så sandelig også, at de vil holde stor begravelse hermed det hele. Jeg må sørge for at der er penge til det :-)

      Slet
  9. OK, så forstår jeg:-) det skal jeg ikke udelukke, jeg også har oplevet.

    SvarSlet