onsdag, februar 18, 2015

Yngre og yngre

"Måske er det bare os, der bliver ældre" lød det fra min kollega, da jeg i dag kommenterede på, at apopleksipatienter bliver yngre og yngre. I landstallene er der ikke så meget at hente og så alligevel. I 2010 var gennemsnitsalderen 72 på landsplan og 71 hos os. I 2013 var gennemsnitsalderen 71 på landsplan og 69 hos os. Yngste patient med apopleksi var  20 år, ældste var 100 år. For mig har alle under 60 år været unge i forhold til at blive ramt af en blodprop eller blødning i hjernen (apopleksi), også da jeg var 42 og ny på afdelingen. I dag kan jeg mærke, at jeg også synes, at mennesker på 70 er "unge". Forstået på den måde, at det er jo ofte mennesker, der stadig er i fuld vigør og pludselig ligger de hos os, de er hårdt ramte, og jeg ved, at livet aldrig bliver det samme som før.

Når mennesker bliver indlagt pludselig, og de går fra at være velfungerende til at ligge med halvsidig lammelse, taleproblemer, ændret adfærd, føleforstyrrelser, konfusion, synkeproblemer (se listen som kun en brøkdel af alt, det man kan fejle, når hjernen bliver ramt), så reagerer ikke blot patient, men også pårørende meget forskelligt. Vi skal kunne rumme alle reaktioner, dem der skælder ud på os, dem der synker hen i apati, dem der græder ude på gangen og ikke kan holde ud til at være på stuen hos deres kære. Dem, der har urealistiske forhåbninger, dem, der ønsker at al behandling skal stoppe, dem, der ønsker al den behandling, der kan findes, dem, der prøver på at holde sammen på sig selv osv. Det kan være ret hårdt, især når patienterne lige for tiden både er rigtig mange og er meget hårdt ramte. Her er sygeplejens kodeord: omsorg og samtale. Det kan være svært, når man samtidig har dårlige patienter, der skal have hjælp til alt og som måske er så dårlige, at der skal gives meget medicin eller de skal observeres hele tiden. Vi vil alt det bedste for vores patienter og deres pårørende, men vi er kun mennesker, ikke overmennesker, så vi må prioritere. Det er måske det, der er allersværest for den nyuddannede, og det er det, vi andre må hjælpe dem til. I dag var der så meget ro på afdelingen, at vi fik tid til fælles snak om en sygeplejefaglig problemstilling. Når man som sygeplejerske ofte går alene på stuerne med sine patienter, så skal der gerne være tid til faglig sparring med sine kolleger. I dag lykkedes det, og for mig var det en tilfredsstillelse, at jeg følte, at jeg kunne være der for en ny kollega, når hun havde brug for det. Men jeg kan også mærke, at det er vigtigt, at jeg gør mig synlig, for de kommer ikke altid til mig, når jeg sidder og arbejder på kontoret. Så skridttælleren nåede trods alt op på godt 6000 skridt i dag på arbejde. Derudover fik jeg trænet i LOOP, krop og hjerne skal udfordres, jeg bliver ikke yngre af det, men fysisk aktivitet og hjernegymnastik er forebyggende i forhold til mange sygdomme, og deriblandt Alzheimers sygdom.

Hjemme læser jeg en god artikel med Bodil Jørgensen om det at have en forælder med demenssygdom, jeg kan genkende meget af det. Faktisk er der ting, jeg havde glemt, fordi min far nu er et andet sted i livet. Det er underligt at tænke på, at for tre år siden ved denne tid, da gik min far rundt og var netop kommet på plejehjem. Jeg glæder mig til at besøge ham, det er min hverdagsuge og min weekend. Artiklen omhandler også det at miste sine forældre, BJ mener, at man aldrig bliver stor nok til at miste sin mor og far, og for hende skete det i løbet af nogle måneder. Jeg kan godt følge hende, vores forældre er bindeleddet til vores barndom, de er dem, der altid har kendt os. Min mor døde alt for tidligt, 74 år gammel, jeg savner at kunne snakke med hende. Min far formår midt i sin svære demens at bringe lyset og smilet ind i mit sind, når jeg besøger ham, så ja det bliver også et savn, den dag han dør.

Nu vil jeg drosle ned og se, om søvnen vil være god ved mig i nat, ellers har jeg fri i tre dage, når arbejdsdagen i morgen er over.

En sommerdag i Sydeuropa 2014


18 kommentarer:

  1. Det er også lidt svært, når man altid ser alt det dårligste ...
    Man kan og kan måske alligevel ikke sammenligne med den kriminal-etellerandet, jeg engang havde til bords, og som sagde, at han skulle tage et godt tag i sig selv for ikke at få et forkvaklet syn på hele menneskeheden, når man til daglig kun beskæftiger sig med kriminelle af den grovere slags. Vi havde en lang og god snak - meget, meget interessant.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg har tygget lidt på din kommentar :-) For da jeg læste den i aftes, tænkte jeg, har jeg skrevet sådan at det udløste denne kommentar? Jeg er enig med din bordherre og jeg synes faktisk netop, at det er fordi jeg husker alle de raske mennesker på den alder, måske fordi jeg selv er på vej dertil, at jeg tænker mere over det nu. Indlægget var tænkt som en beskrivelse af hvad der fylder netop nu på min afdeling, hvor vi har flere, hvor al behandling er stoppet. Jeg kan være i sorgens rum, fordi jeg selv har været der, jeg tør være stille og jeg tør at sætte ord på, men det er og må være svært for mine unge kolleger.

      Slet
  2. Må søvnen være med dig...
    Mette L :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mette, det blev bedre i nat, og nu har jeg fridage, så kan jeg indhente søvnen og så starte forfra på mandag igen :-)

      Slet
  3. Åh, det er svært med de hårdt ramte apopleksipatienter. Jeg husker det selv fra min tid. Både for personale og pårørende. Jeg tænkte vist nok. at alle gamle mennesker var syge. Det var jo dem, jeg så på arbejde. Nu som pensionist, ser jeg en masse meget aktive, gamle mennesker, der beskæftiger sig med alt muligt. Derfor er det selvfølgelig også ekstra svært for voksne børn at se en forældre så hårdt ramt. Godt, I er der med empati og viden om pleje og behandling. Sov rigtig godt - det fortjener du. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Betty, jeg har skrevet lidt under Ellens kommentar om det med ældre mennesker. Min forståelse af ældre mennesker har rykket sig efter at jeg selv er tæt på de 60. Jeg har skønne svigerinder og svogre, der er omkring de 70, og de er i fuld gang med livet. Så sorgen over tabet af det menneske kan jeg sagten følge. Apopleksi rammer flere og flere for hver årti vi stiger, og det ændrer sig ikke, fordi vi er blevet "yngre" i vores levemåde.

      Slet
  4. Det er da lidt tankevækkende, at gennemsnitsalderen for at blive ramt af apopleksi falder. Eller hvad?
    Hvorfor gør den mon det?
    Jeg håber, du fik en god søvn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Eva, søvnen blev bedre. Jeg tror mit svar må blive et nyt indlæg, men det hænger sammen med vores livsstil.

      Slet
  5. Jeg har som jeg vist tidligere har nævnt inden for det sidste år haft flere jævnaldrende med apopleksi, og det virker altså ekstremt skræmmende på os, på dem og deres omgivelser. Jeg tror at vi i min generation er for vant til at alt kan ordnes og fixes. Vi vil ikke finde os i at vi - midt i 40´erne - kan blive ramt af noget som det. Og noget der ikke bare lige lader sig fixe. Noget der ikke har meldt sin ankomst på forhånd.

    Det hører jo de ældre til, det er ikke os.

    Og det er tankevækkende at se at når nogen rammes af det her, hvor forskelligt der bliver reageret. Hvor uforudsigeligt det er. Kæmpen giver op, slapsvansen kæmper... direktøren tror stadig han kan købe sig fri og jægeren begynder at spille skak. Tænker at forskellene her måske handler om at hjerneblødningen også giver ændringer i adfærden. Nogen til det bedre - andre til det værre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Overleveren, jeg tror rigtig mange har svært ved at erkende at ikke alt kan fikses. Og ja,forskellen i håndtering kan både skyldes den skade, man får i hjernen og ens tidligere måde at håndtere kriser.

      Slet
  6. Øv ja, apopleksi er væmmeligt for både patienter og pårørende. Og at det rammer på psyken, er tydeligt. Jeg har selv to eksempler tæt på, og selv om begge er sluppet uden egentlige fysiske men, så døjer begge med mentale eftervirkninger. Og hvordan må det så ikke være, hvis man også er hårdt fysisk ramt? Og for jer som plejepersonale må det altså også være utrolig hårdt at være i. Risikerer I ikke at brænde ud? Og burde I ikke sendes på 'aflastning' i mindre tunge afdelinger en gang i mellem. At det sidste næppe er ladsiggørligt, ved jeg godt, men jeg synes bare ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, mon der findes afdelinger hvor man ikke hardet hårdt? Jeg tror vejen frem er at snakke sammen. Og jo flere vi får, der ikke har de fysiske eftervirkninger pga trombolyse jo mere tydeligt bliver det, at der psykisk og mentalt også er eftervirkninger.

      Slet
    2. Afdelingen for ukomplicerede benbrud og ditto blindtarmsbetændelser ;-) Jeg tror da, at man alle steder knokler. Men visse afdelinger - som din - er altså i den tunge ende, hvad angår mental belastning. Interessant, men bliver der så taget hånd om patienterne, hvad det angår? Det har jeg nemlig, desværre, ikke indtryk af.

      Slet
    3. Fruen i midten, du har ret. Jeg tror så bare at ortopædkirurgiske afdelinger og abdominalkirurgiske afdelingen er så beskåret i personale, at de ikke kan levere den sygepleje, de gerne ville.
      Du ramte lige min kæphest, jeg mener jo at man på apopleksiafsnittet skulle have rehabilitering som man har på hjerteafdelingen. her bliver de fleste tilbudt et fireugers rehabiliteringsforløb på sygehuset med to timer to gange ugentlig. her mødes man med ligesindede, der er samtaler om alt det svære, det at have været ved at dø og så finde ud af at leve et normalt liv osv. Der trænes med fysioterapeut og sygeplejerske hver gang, så de finder ud af at man dør ikke af motion. Der er undervisning ved læge og sygeplejerske. Jeg håber at jeg en dag finder tiden og energien til at forfatte et skrift, som kan argumentere så godt for det, at vi kunne få det!

      Slet
  7. Apopleksi har sørme mange alvorlige bivirkninger, også mange flere end jeg troede. Jeg vil gerne slippe for den sygdom. Det bliver interessant med din post som svar på Eva herover.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, der er så mange symptomer, man kan få, hvis man får en apopleksi. Jeg går i gang med et indlæg til dig og Eva :-)

      Slet
  8. Apopleksi er en meget alvorlig sygdom, med vidtrækkende konsekvenser. Desværre også et stedbarn inden for hospitalsvæsnet... det var det i hvert fald. Lyder som om fokus er helt anderledes på din afd.
    Jeg fandt det svært at passe disse patienter. De mentale og psykiske ændringer havde jeg meget svært ved at forholde mig til.
    Det var mine begrænsninger, der var problemet... Jeg havde inderligt ondt af patienterne. Især dem der (også) blev ramt på talen og kun kunne sige pist pist eller ja/nej på de forkerte steder.
    Fysisk dårligt stillet er en ting, men lukket inde i sin krop uden kommunikationsevne, synes jeg er en forfærdeligt situation.
    Jeg har og har altid haft stor respekt for personalet, der tager de store opgaver omkring denne patientgruppe på sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, apopleksibehandling og sygepleje til dem på sygehusene er slet ikke som da du var der. Og det gælder over hele landet. Der har de sidste ti år været meget fokus på denne sygdom, og man har i dag akut behandling, der hjælper rigtig mange.Heldigvis.

      Slet