Gode kolleger giver arbejdsglæde, og de sidste dage har endnu engang vist mig, at jeg er heldig stillet, hvad kolleger angår.
Der var de to kolleger fra Hals, som takket være deres mænds snerydning med traktorer kom på arbejde. Den ene blev så boende hos sine forældre i Skalborg, til hendes nattevagter var ovre. Den anden, som er på nedsat tid pga helbredet tog dobbeltvagt en dag og overarbejde en anden dag for at hjælpe.
Der var min unge gravide kollega, som ikke kunne komme hjem onsdag aften, sov hos sin mormor, kom hjem torsdag og på arbejde fredag takket være nabolandmænd, som ryddede vej, så hendes mand kunne hente og bringe. Fredag aften måtte hun blive på afdelingen, og lørdag mens vi andre var hos patienterne, passede hun telefon og fandt folk til søndagens dagvagt. Om aftenen var hun i aftenvagt med mig, og i går havde hun sidste aftenvagt. Jeg håber, hun har nogle fridage nu, for babyen syntes, det var hårdt og gjorde sit til, at maven aldrig var i ro. Trods dette var hun rolig, glad og bare skøn at være sammen med.
Der var kolleger, som travede på arbejde eller stod på ski. Flere tog dobbeltvagter.
Jeg har allerede fortalt om min afdelingssygeplejerskes indsats.
En kollega, som havde måttet melde afbud til tre nattevagter og lørdag til den fjerde nattevagt, ringede pludselig over middag, at nu prøvede de at komme ud af Vester Hassing. Hun fortalte, at pludselig kunne hun høre sneploven komme inde i byen, og så råbte hun på manden, at han skulle skynde sig at få børnene i tøjet, og da sneploven kom forbi dem, sad hele familien i bilen klar til at suse ud på vejen og køre modsat sneploven i håb om at nå ud, inden der var føget til igen. De kom ud, og hun kom på nattevagt efter at have placeret familien hos forældre i Aalborg.
Der var to kolleger, som også valgte at sove på afdelingen fredag aften for at være sikre på, at de kunne komme i dagvagt lørdag.
Så var der de andre historier: Falckmanden, som havde taget sin etårige søn på skulderne og sin treårige datter på kælken, og derefter gik tre kilometer hen til dagplejen og derefter gik på arbejde.
Hustruen, som ikke havde set sin mand i tre dage, og som gik ind til os på hans fødselsdag lørdag for at være sammen med ham.
Ja der er helt sikkert mange små historier om folk, der gjorde en indsats for at hjælpe andre.
Når ledelsen skal ansætte folk næste gang, må kravet være, at det er folk med traktorer eller forældre i Aalborg ;-)
Ja, der er mange små rare historier - og godt der er nogen til at skrive dem ned.
SvarSletnemlig fru green
SvarSletJer Florencer, i fortjener store guldmedaljer med emalje!
SvarSletOg så må jeg indrømme jeg er misundelig på den perverse måde. Jeg har ikke buflet i sne i over et årti og jeg trænger til at sidde fast og gå efter hjælp og skovle og mase. Hele min barndom og ungdom bestod af denne vinterkamp over stok og sten og mark og eng med 1,5 km til nærmeste nabo og 5 km til købmanden. Lægen på ski for at tilse skoldkoppede børn og mig med tilbage og bo hos Bedste så jeg kunne komme til skole. I sne til taljen.
Heltedåd Lene, det er hvad i gør!
har I slet ikke sne på på den lysegrønne ø Irene?
SvarSletDet bliver jo netop nogle dejlige historier at fortælle bagefter, "kan I huske dengang", og det giver også et sammenhold, fordi man ved, at hvis det brænder på, så hjælper vi hinanden. Og det er jo slet ikke så ringe endda ;-)
I de 12,5 år jeg har boet på den lysegrønne har vi haft 5 cm sne en hel dag een vinter og 9 cm sne i to dage. Tøsne og ingen fygning! GAAB! Jeg var een gang hjemme i DK over årene hvor der var sne, men ikke noget slemt bare irriterende føre ...
SvarSletjamen så er det jo ikke så sært at den kaldes den lysegrønne ø. Og dig, der kommer fra en barsk del af landet. Fur og Salling har vist fået en del sne også. På Skive sygehus sagde man altid, hvis en furbo bliver meldt med en brækket arm, så skal hele alarmberedskabet stilles an, for furboer kommer kun til sygehuset, når det er rigtig slemt ;-)
SvarSletTak fordi du gad skrive dem ned, de var så dejlige at læse.
SvarSletdet var rart at høre krebsinde
SvarSlet