torsdag, februar 15, 2007

HJERNEN

For lang tid siden havde vi en yngre kvinde, som var ramt af en blodprop i højre hjernehalvdel. Her optræder mange af de handicaps, som vi kalder de skjulte hjerneskader.

Hun havde mange af de skader, bl.a. havde hun mistet sin tidsfornemmelse, hvilket betød, at hun ringede hele tiden, når hun var alene. For hende føltes tiden lang, hun kunne ikke huske, at hun havde ringet for 5 minutter siden.
Nu skete det, at hun blev overflyttet til en anden afdeling i et døgn, og da hun kom tilbage, fortalte hun om, hvor dårligt hun havde haft det der. Sygeplejersken i aftenvagten havde skældt hende ud, fordi hun hele tiden ringede. Vi fik en snak om, at det kunne hun jo ikke gøre for, da hendes tidsfornemmelse var forsvundet, men at sygeplejerskerne på den anden afdeling ikke var vant til at passe patienter med en hjerneskade.

Det er også svært for os, især da vi næsten altid har meget travlt og om aftenen er vi ikke mange, og her er patienterne mere alene på stuerne. Forskellen er, at vi ved noget om hjerneskader, så vi prøver at finde strategier sammen med det tværfaglige personale, der kan hjælpe patienten og os.

Men selvom vi med hjernen forstår og ved, hvorfor patienterne reagerer, som de gør, så skal vi hele tiden bevidstgøre os selv og hinanden om det. Vi hjælper hinanden, det er legalt at sige, nu kan jeg ikke mere, for vi skulle nødig ende der, hvor vi i afmagt skælder patienterne ud.

For denne patient hjalp det lidt, at hun fik et ur at kigge på, og at talepædagogen trænede patienten i at skrive dagbog. De aftalte, at når vi havde været inde ved patienten, skulle hun prøve at skrive ned, det der var hændt. Både skrivetræning, hukommelsestræning og koncentrationstræning blev samlet i en opgave.

At være en god sygeplejerske kræver, at man bruger sin HJERNE, men også sine HÆNDER og sit HJERTE.

2 kommentarer:

  1. Hvor ville jeg dog ønske, det var en som dig jeg havde mødt i mandags, da jeg var indlagt !! Og nej - jeg hang netop ikke i klokkesnoren. Jeg blev blot skuffet over, at nogle svar, jeg var blevet lovet, ikke var blevet indhentet - og reagerede med gråd og afkrævning af forklaring. Med det resultat, at jeg blev udskrevet og derefter "kom til" at overhøre, hvordan personalet talte nedsættende om min reaktion, da jeg ventede på svar om betalt hjemtransport (som jeg ikke kunne får !!) Tak fordi du viser mig,at ikke alle tænker og reagerer ens på patienters tilsyneladende urimelige opførsel - og derved giver mig troen på det gode i medmenneskene igen. Tak for det. Hanne

    SvarSlet
  2. velbekomme Hanne og velkommen her , det er så nemt at putte folk i kasser, det er langt sværere at få dem op igen. Hvis man ikke gør forsøg på at forstå det enkelte menneskes baggrund for de handlinger, der sker, så kan man nemt komme galt afsted. Jeg er ked af, du skulle ha sådan en oplevelse Hanne, håber, at andre i sygehusvæsenet kan gøre det godt igen.
    Faktisk kommer alle sygeplejeforskerne netop med teorier om vigtigheden af at møde det enkelte menneske der hvor det er. Så for mig hænger teori og praksis sammen.

    SvarSlet