Og rigtigt er det, som hun skriver, at sygehusene er indrettet på effektivitet og behandling, og der passer døende patienter jo ikke ind. KMD beskriver, hvordan hun bla. oplevede, at en sygeplejerske kom ind til en patient, hvor pårørende og KMD sad, og ikke så patienten eller de besøgende, men havde fokus på et dræn, som skulle skiftes.
Vi har tit drøftet den underlige fornemmelse det er at komme fra stuer, hvor der er drøn på, patienter skal vaskes, trænes, forflyttes, og alt sker i et vist tempo, og så træder man ind i næste stue, og her står tiden stille. Liv og død er til stede, tempoet er langsomt som patientens åndedrag, og man skal som sygeplejerske ned i tempo, ned i effektivitet og turde være til stede uden at gøre noget.
På hospice havde de oplevet, at patienterne oplevede, at socialrådgiveren havde mere tid til at snakke end sygeplejersken. Faktisk var sygeplejersken mere omkring patienten, snakkede mere med patient og pårørende. Forskellen var, at socialrådgiveren satte sig ned og snakkede, sygeplejersken redte seng, ordnede blomster etc., mens hun snakkede, så signalværdien i at sætte sig ned er meget stor. Det opleves, som om personen har mere tid.
Det ER svært at give ro til døende patienter og pårørende på et sygehus, for lige uden for stuedøren er det Fredericia hovedbanegård i myldretid. Jeg husker en gang, hvor vi var nødt til at have en døende patient til at ligge på den stue, som også blev brugt til undersøgelser. Den stue lå lige overfor dagligstuen, så hver gang vi åbnede døren, var der en snakken uden lige. Helt slemt blev det en dag, hvor der var olympiade, og damerne spillede håndbold. Selv personalet skulle jo hen og kigge, når der lød et brøl fra dagligstuen, og jeg følte det så svært at skulle åbne døren for at gå ind og ud, for hver gang drønede larmen ind på stuen. Jeg ved ikke, om den pårørende tog sig af det, men jeg følte det uværdigt ikke at kunne give ro og fred også på gangen og på afdelingen.
Jeg synes mine kolleger er gode til at være opmærksomme på de pårørende også, hvilket er et andet af KMDs kritikpunkter af det danske sygehusvæsen lige nu. Politikerne er nu ved at vågne op, og man drøfter, om der skal være specielle afdelinger på sygehusene for døende, for at alle kommer på hospice, tror jeg ikke er realistisk, og heller ikke det alle ønsker.
55000 døde i 2005, halvdelen på sygehuse, en fjerdel på plejehjem, en femtedel i eget hjem og en til to procent på hospice.
Men heldigvis er mange sygeplejersker i stand til at give den døende, men måske især de pårørende indtrykket at DE er de vigtigste. Har selv været der og omsorgen og empatien var der, at personalet muligvis var stressede mærkede vi aldrig og DET betyder alt.
SvarSletDET er jeg glad for at høre moster tulle. For KMDs undersøgelse viser at patienter og pårørende indretter sig, lader være med at "forstyrre", og det er ikke mit indtryk hos os generelt.
SvarSletDet skulle gerne være som du beskriver det.