SKOMAGEREN

I min lille landsby nede i Himmerland boede skomageren midt i byen op ad hovedgaden.
Det var en meget betydningsfuld gade, den førte bilister fra Randers til Viborg, ja selv den gamle konge kom forbi, og vi stod parat og vinkede, mens krone 1,2 og 3 kørte forbi.

Jeg elskede at gå ærinder for min mor, især ned til skomageren, der duftede så dejligt af læder, og der var masser af ting at kigge på. Sko til reparation lå hulter til bulter, men skomagerens kone havde helt styr på, hvis der var hvis.

Alle træskoformene hang oppe under loftet, og det var noget helt specielt, når man skulle have nye træsko, og størrelsen skulle findes.

I dag er der ikke mange skomagere tilbage, vi får ordnet sko hos en omrejsende sko/hæle bar. I dag nåede jeg lige at få limet tåspidserne på datterens sko, inden hun skulle afsted. Der er nu ikke den samme charme ved sådan en bil som hos min gamle skomager.

Lige nu sidder vi her og tænker på hvad vi har glemt, for der er pakket og klar til afgang, og vi har stadig tid til en kop te.

Hvad angår computere og problemer med disse, så skal jeg da lige love for, at landmanden brillerede i går, lyden var ikke god på vores computer, så han sad i timevis og blev ved med at sammenligne indstillinger på de to computere, og til sidst blev koden knækket.

Nous sommes finis et bon voyage ma chere fille