Vi kan ikke tale sammen, jeg kan tale, men jeg får ingen svar.
Jeg prøver at sætte mig i hendes sted, prøver at se med hjertet, men det er ikke let.
Vi er begge mødre, men mødre er ikke ens.
Vi er tæt på hinanden aldersmæssigt, men det er ikke det samme som, at vi har gennemlevet det samme slags liv.
Jeg prøver at sende balloner op, sætter ord på følelser, sætter ord på handlinger, sætter ord på tanker, men de mørke øjne viser ikke genklang af ordene.
Man siger, at følelserne kommer fra hjernen og ikke fra hjertet, det føles bare ikke sådan. Mit hjerte gør ondt, jeg ville så gerne kunne nå hende.
Uh, det er svært...... :-(
SvarSletLiselotte, nogle gange er godt ikke godt nok, men jeg forsøger.Det værste er, når jeg får lyst til at opgive, men så er det jo godt, at vi er flere om at forsøge, så på et eller andet tidspunkt er der en, der får kontakt.
SvarSletJane, det er nok det, der er allersværest, at se et andet menneske ville udtrykke sig og ikke kunne. Måske er ordene der ikke, måske er alt kaos, men vi ved det ikke.Vi ved dog, at med tiden får de fleste evnen til at udtrykke sig, måske ikke med ord men med mimik.