Min horisont er lidt snæver. Når jeg ikke læser faglitteratur, forfalder jeg til letlæste bøger og feelgood film, ingen dybsindige film til mig. Nyheder hører jeg nærmest ikke, kun hvis jeg slår over på radioen på vej til skole, eller det jeg lige skimmer på nettet, før jeg hopper over til bloggene.
Jeg prioriterer gåture med frisk luft, for det bliver ikke til mange skridt i løbet af dagen. I går aftes blev gospelsang aflyst, landmanden skulle i byen, og jeg ville så gå en tur. Jeg troede, at min angst for mørket var overvundet, men måtte konstatere, at den psykiske faktor, i bevidstheden om at landmanden sad herhjemme, betød meget. Jeg krøb sammen i sofaen, jeg hørte lyde, kørte den bil ikke lige langsom nok forbi gården osv. Til sidst blev jeg gal, tog travesko og refleksvest på, Istvan i rem, og så gik jeg ud i MØRKET. Der var bælgravende mørkt, der kunne stå mange skumle typer tæt ved siden af mig, uden at jeg kunne se dem. Jeg satsede på, at Istvan, som er meget vagtsom, ville give lyd, men hvis han så stoppede op, så holdt mit hjerte nærmest op med at slå. Det lykkedes dog at gå 30 minutter, og efterhånden kunne jeg ligefrem gøre grin med min angst og opdigte historier om skrækkelige ting, der kunne ske.
Hjemme fandt jeg kameraet frem og legede lidt med det udenfor, indtil landmanden kørte ind på gårdspladsen. I dag valgte jeg så at lægge gåturen, inden mørket for alvor tog ved. Aftenen skal bruges på læsning af fredagens og mandagens lektier, så jeg kan nyde weekendens mange planer. God aften til dig.
Hvor er du sej sådan at kæmpe med mørket.
SvarSletFantastisk billede. er det billygterne du har fanget?
Selvom jeg ikke er bange for mørket, kan jeg godt huske hvordan det var som teenager, der var visse steder jeg ikke kunne lide at cykle alene, f.eks. forbi kirkegården, og det var jeg nød til for at komme hjem, efter gymnastik og den slags fornøjelser. Godt kæmpet af dig :-) Et godt billede i mørket :-)
SvarSletGodt gået, kan godt huske hvor mørkeræd jeg var som barn, og hvor hurtigt man kunne løbe hjem fra tantes hus (der var 50 m ) eller forbi kirkegården, da jeg blev lidt større. Nu er jeg mest bange for at gå i byen hvor der er fremmede mennesker på gaden. Nogen gange er fantasi en dum ting. Knus og hilsner til dig og dine fra
SvarSletfru Jensen
Gudhjem
Tak Hanne, ja jeg knipsede lige da gemalen drejede om hjørnet :-)
SvarSletTak Pia, jeg husker også de steder, hvor det skulle gå hurtigt med at komme forbi :-)
Tak fru Jensen, fantasien kan i den grad se ting, og så hurtigt man kunne løbe :-)
SvarSletAltså jeg synes ikke det unaturligt, at være vagtsom i mørke. Selvfølgelig sker der ikke noget ude i jeres marker og hegn, men det, at miste udsyn og overblik, er ikke rart. Super, at du har hunden:-)
SvarSletDa jeg var ung, var jeg også mørkeræd - jeg voksede op på landet uden gadelys og der var godt nok mørkt. Derfor udviklede jeg mange mærkelige ritualer... blandt andet en teknik med at sparke bagud, når jeg gik(hvis der så gik en bag mig ville han få et ordentligt spark....) Inden jeg lagde mig til at sove(i min egen ende af stuehuset) skulle jeg altid sparke ind i skabet, hvis nu der stod nogen, ville det jo også afsløre dem.... Alt det er jeg heldigvis vokset fra ;-) Men som andre vil jeg sige det er godt du har en hund, mon ikke den ville forsvare dig hvis der kom nogen.
SvarSletÅh, hvor jeg kender det - får man først øre for stilhed og mørke, så kan mørkefrygten komme snigende, og så er der ikke andet at gøre end at grine af den. God weekend til dig også.
SvarSletI bogstavligste forstand.. Godt gået Lene, jeg sidder og tænker at jeg nok var blevet inde i lyset og varmen. Og jeg er normalt ikke bange for mørke.. :-) Da jeg havde hund og gik tur i mørket ud over Sankt Hans' område, følte jeg mig egentlig mere tryg de steder hvor der ikke var gadelys, så vænnede øjnene sig til mørket, og der var ikke så mange mærkelige og farlige skygger :-)
SvarSletJeg kan heller ikke lide mørket, det er nok fordi man ikke kan se, men hører en masse lyde som man ikke er vant til...og så kan fantasien jo godt få frit løb...Men godt klaret at du fortsatte trods alt...;D
SvarSletCharlotte, en god hund er ikke at foragte :-)
SvarSletPollyanna, tak for grinet, jeg kunne genkende det med visse teknikker, jeg tog fat i døren og svingede mig over i sengen uden at røre gulvet, for tænk nu hvis nogen lå under min seng ;-)Fra nu af vil man se mærkelige gangarter i mosen, jeg vil sparke bagud, vil jeg :-)
Tak Marianne, i stilheden bliver lyde dobbelt så høje og mærkelige :-)
Tak Inge, af samme grund bruger jeg helst ikke min lommelygte, for så kan jeg jo ingenting se bagefter, men hører jeg en lyd, så trækker jeg lommelygten hurtigere end John Wayne trak sin revolver :-)
Tak Annemarie, fantasien fejler bestemt ikke noget :-)
Sikke en styrke Lene. Jeg tænkte på dig i dag, da vi havde spist, men jeg har ikke lyst til at gå, når det er mørkt. Ikke engang her, hvor der er lidt gadelygter.
SvarSletDet var sejt...første gang jeg som voksen boede på landet, var jeg frygtelig ræd...hvis jeg hentede vasketøj om aftenen, løb jeg ind som om jeg havde en vis herre efter mig...for nogle år siden, da jeg flyttede til øen, var jeg blevet så hærdet, at jeg kunne gå hjem over kirkegården klokken meget sent...så det kan åbenbart læres...du gør da et ihærdigt forsøg.
SvarSletTak for tanken Susanne, jeg håber du kommer ud i dag, inden det bliver mørkt :-)
SvarSletTak Lavendel, og du er sej sådan at gå tværs over kirkegården alene i mørke, det turde jeg ikke :-)