MIDT I MØRKET

Udenfor vil det ikke rigtig blive lyst, det blæser, og regnen truer. Indenfor er der lunt og godt, jeg tænder lys rundt omkring i stuen , levende lys vel at mærke, kun lampen over arbejdsbordet får lov til at blande sig. I nat kunne jeg skrive, så nu retter jeg til og håber på, at skriveblokeringen er over, så jeg kan komme videre.

Mens jeg tændte lysene, tænkte jeg på livets gang og på forældre, som må erkende, at den rækkefølge vi kom ind i verdenen på, ikke nødvendigvis er den rækkefølge, vi forlader verdenen på. Jeg tænker på min mormor, som måtte deltage i to af sine 5 børns begravelser (de blev 19 og 52 år). Jeg tænker på min søster, som har gjort det samme, blot var de noget yngre (6 timer og 15 år). Jeg tænker på jer, som også har mistet børn; børn, som var voksne, børn, der var på vej ud i livet, eller børn som kun akkurat fik lov til at mærke livet.

Sådanne tanker sætter opgaveskrivningsproblemer på plads langt nede på livets udfordringsliste. Jeg er dybt taknemlig for mit liv, jeg er dybt taknemlig for, at jeg har mødt mennesker, som gider mig og vil være sammen med mig og som beriger mit liv. Jeg håber for hver og en af jer, der har mistet, at livet har fundet sin klang igen, livet bliver aldrig det samme, livet vil altid have molklangen med sig, og sådan må det være. Jeg håber, at I stadig kan le og sanse verdenen som det smukke sted, det også er. Må denne dag omfavne jer blidt og kærligt.