søndag, juni 17, 2012

HVAD SKAL VI LEGE - 2?

Min far fortæller videre:

“Selv om vi derhjemme efter skoletid skulle hjælpe til med markarbejdet og med at passe hestene, køerne og grisene, så blev der alligevel tid til at lege med andre børn. Om sommeren kunne det foregå i plantager. Vi havde selv en lille plantage. Her blev der leget indianere, cowboys og andre lege, som vi drenge gik meget op i. Vi lavede selv vore våben: flitsbuer, trædolke, sværd, skjolde osv. Inspirationen til vore lege fik vi fra indianerbøgerne, Klitper-bøgerne m.fl.

Andre lege var ”Antonius” og ”to mand frem for en enke” Vi havde pandeplader på kostalden, så det benyttede vi os, når vi spillede Antonius.

Lige øst for vores ejendom havde vi en lille mose, der dog efterhånden blev udtørret og opdyrket. Men om foråret var der en lille sø. Vi lavede selv skibe og satte sejl på, så de kunne sejle fra den ene ”søbred” til den anden. Da far havde en høvlebænk og noget værktøj, som vi måtte bruge, kunne vi bruge mange timer på at lave legetøj.

Derhjemme lod Egon og jeg os inspirere af bøger, hvor der til tider foregik drabelige slagsmål. Vi havde hver vores dolk. En aften, da mor og far var i byen, skulle vi efterligne et sådant slagsmål med knive. Vi brugte vores dolke – det skal dog understreges, at de sad godt forvaret i skeden, troede vi. Vi kæmpede og parerede. Pludselig kom der blod fra Egons ene arm, Vi stoppede og opdagede, at min dolk var gået gennem skeden og havde såret Egon. Armen blev indbundet og vi gik i seng, inden mor og far kom hjem. Vi havde ikke tænkt over, at der var dryppet blod ned på gulvet. Det opdagede mor og far, da de kom ind i stuen. De vækkede os og spurgte, hvad vi havde lavet? Så måtte vi jo bekende, at vi havde leget slåskamp med vore dolke, og at min skede var revnet.”

P1030474

Noget af det jeg kan genkende fra min egen barndom, når jeg læser om min fars barndom, er legen uden forstyrrelser. Voksne blandede sig ikke i legen. Jeg skulle blot være hjemme til spisetiderne, og så kunne jeg ellers lege overalt. Det kunne være ude på vejen sammen med alle de andre børn fra vejen. Vi legede "sparke til dåse" eller hoppede i elastik. I smedens have stod en gammel bil, som tit dannede ramme for vores lege. Hjemme hos os var der masser af udklædningstøj, og min søster og jeg elskede at klæde de mindre søskende og deres kammerater ud og så lavede vi en form for rollespil. Vi cyklede også ned til stadion, hvor der var høje skrænter med masser af buskads til at lege i. Eller måske cyklede vi ned i bakkerne syd for den lille by, det var nu mere, da vi blev spejdere, at bakkerne blev brugt til løb og bådplads. Mobiltelefoner fandtes ikke, så ingen voksne kunne holde styr på hvor vi var. Selv om mine børn først fik mobil, da jeg begyndte at arbejde som sygeplejerske igen, og da var de knap 13 og 14, havde jeg mere føling med deres leg. De tog jo en skolebus og blev hentet ved stoppestedet og skulle derfor ringe hjem, når de gik hen til nogen. De skulle også aftale hentetidspunkt, udenfor skoletiderne gik der ingen busser ud til os. Og sammen med mine børns barndom kom også computerlege og fjernsyn for børn om dagen. Så mine børn vil formentlig kunne fortælle en anden historie om deres barndoms lege. Hvordan lyder din historie?

10 kommentarer:

  1. Min historie ligner din med frihed under ansvar og besked om at være hjemme inden aftensmad, men ellers frihed til at lege, som vi lystede.

    Min barndom er levet i byen, men vi boede med havn og skov i gåafstand, så vi havde mange muligheder for eventyr og de blev ikke ignoreret :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Liselotte, eventyr skal man ikke ignorere :-)

      Slet
  2. Jeg skulle skynde mig hjem, når gadelysene blev tændt. Det kan jeg godt more mig lidt over nu. Ellers husker jeg en barndom i et lille landsbymiljø, hvor alle kendte alle, og det kun var den gamle mand nede ved havnen, vi var lidt bange for.

    SvarSlet
    Svar
    1. Susanne, det var da smart, så behøvede man ikke at kunne klokken :-)

      Slet
  3. Det er guld værd med nedskrevne fortællinger om engang. Min farfar påbegyndte også en fortælling. Desværre nåede han ikke særlig langt, før han døde. Det han har skrevet er til gengæld, ligesom din fars, spændende læsning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, jeg er så glad for de fortællinger. Ærgerligt at din farfar ikke nåede så langt. Jeg håber med min blog også at give mine børn en fornemmelse af min barndom :-)

      Slet
  4. Jeg voksede op i Rønne og i Esbjerg. Vi legede også uden opsyn. I Esbjerg var vi mange børn fra flere ejendomme, der havde gårdarealer, som man var forbundne. Enten med gange under husene eller ved at man kravlede over cykelskure (man kunne selvfølgelig også gå uden om og ind ad portene, men det havde vi ikke tid til). Vi legede også "Spark til bøtten" og rollelege, sjippede og hinkede. Det sjoveste var, når vi var rigtigt mange, både store og små, der legede sammen. Det var så træls, da de store blev "for store" og ikke gad lege mere, men hellere ville ryge og kysse - øv. Det var dengang, jeg begyndte at læse bøger istedet for at være sammenmed de andre!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, jeg husker også de lege med store og små som noget særligt. Men var det fordi du ikke gad kysse og ryge, at du begyndte at læse ;-)

      Slet
    2. Ja - faktisk. Vi boede lige over for børnebiblioteket, og det blev mit sted. Det med at kysse og ryge kom noget senere. Kysseriet fortsatte, rygning stoppede forholdsvis hurtigt igen:-)

      Slet