tirsdag, oktober 27, 2015

Tanker fra et årsmøde 1

I weekenden var jeg til årsmøde i Dansk Selskab for Apopleksi, og jeg har lyst til at fortælle om, hvad der rører sig på det område. Blot det at være deltager giver noget, jeg får mødt mennesker fra andre sygehuse, jeg får drøftet hverdagen og den måde, vi arbejder på, med andre, som måske undrer sig og dermed tilskynder mig til at uddybe, hvorfor vi gør, som vi gør. Og dermed sætter det gang i en tankerække, som får mig til at konkludere, enten at det er godt, som vi gør det, eller at der er noget, vi kan ændre.

Før selve årsmødet var der tilbud om workshops med forskellige emner, to af dem blev aflyst og dermed fik jeg min leder og min kollega med på det emne, jeg skulle høre om. Og godt det samme, for nu er vi tre, der er begejstrede og har lyst til at udbrede den viden, vi fik. Emnet var støttende samtale til afasiramte mennesker. Afasi betyder nedsat evne til at bruge sproget, det kan vise sig som problemer med at finde ord, formulere sætninger, læse, skrive og forstå andres tale. Ikke alle problemer er til stede i lige høj grad hos den enkelte. Alle sygeplejersker har prøvet at forsøge at finde ud af, hvad en patient gerne vil. Alle sygeplejersker har prøvet at måttet opgive og efterlade en patient, der var dybt frustreret og selv være ked af det og frustreret. Denne metode er ikke ny viden, men handler om en systematik, som gør, at alle omkring patienten har samme tilgang til samtalen og dermed understøtter patientens mulighed for at kunne kommunikere med andre.

Metoden er bygget op om to principper; det anerkendende og det synliggørende. Patienten er en voksen person som alle andre og skal behandles som sådan, patienten er ikke barn, tunghør eller dum, så det nytter ikke noget at bruge babysprog, tale højt eller undlade at informere. Vi er ligeværdige! Det anerkendende ligger i at behandle patienten som ligeværdig og at anerkende de problemer, patienten har. Noget af det jeg har brugt længe, og som også var en af talemåderne her, er at sige, når man ikke kan forstå, hvad patienten gerne vil sige: jeg er ked af det, men JEG er lige nu ikke god nok til at forstå, det du gerne vil sige. Jeg kommer tilbage eller jeg finder en anden. Hermed lægger man ikke skylden over på patienten, for det er os, omgivelserne, der skal forsøge at finde en måde ind til det, som patienten har inde i hovedet. Patienten er jo ramt på sproget, vi forventer jo heller ikke, at en person med et lamt ben selv går ud for at hente kørestolen, den sørger vi for er ved siden af ham, at den er låst og tilgængelig for ham.

Det andet princip er synliggørende, her bruger denne metode, at der skrives få stikord undervejs om det man taler om, så patienten dels stimuleres i sin sprogproduktion, dels har mulighed for at pege eller bruge ja/nej kort til at vise, at det måske ikke er det patienten mente. Til sidst opsummerer man samtalen ved hjælp af gestikulationer, de tegnede ord og de talte ord. Det gælder også om at tale roligt, ikke bruge for mange ord, når man skal forklare sig, men at samtalen, som jeg så på en video, også gerne må bruge sjove indskudte bemærkninger, som man også gør i andre samtaler. Det giver jo et samspil og en god atmosfære mellem to voksne mennesker. Det var slående at se videoerne, at se hvordan patienten fik flere ord, men også livede op og følte sig set og hørt. Vi havde lyst til at gå hjem og prøve det af med det samme. Der er slet ingen tvivl om for os, at vi skal have solgt ideen til det tværfaglige team og få sat undervisning i gang. Heldigvis var der også to terapeuter med fra vores afdeling, og de var lige så begejstrede som os.

Noget af det de tre oplægsholdere også slog fast var, at denne metode åbnede op for, at selv svære emner kan tales om ved hjælp af denne metode. Og jeg røg tilbage til dengang jeg gik ind til en ung kvinde, der havde fået en apopleksi efter fødslen. Hun sad ved sin lille datters vugge og aede hende. Jeg besluttede mig for at sige det, som jeg troede hun tænkte, nemlig; det må være svært ikke at kunne sige noget, når du lige har fået en dejlig lille datter, som du gerne vil fortælle en masse. Hun nikkede og begyndte at græde, jeg sad lige så stille sammen med hende, jeg var blank i øjnene, men havde besluttet at jeg ville bære denne sorg sammen med hende. Senere satte jeg ord på, om at den lille pige jo kunne mærke sin mor og jeg tror faktisk også, vi snakkede om, at sang/ melodier (indlærte sange/melodier) ofte stadig kan hentes frem, da de ligger i højre hjernehalvdel, hvor sproget ligger i venstre hjernehalvdel. Jeg mener stadig, at jeg denne dag anerkendte og synliggjorde de tanker, den nybagte mor havde. Og jeg er den dag i dag stadig taknemlig for, at min søster, som desværre mistede sin datter på grund af en hjernesvulst, netop lærte mig dette, at sorgen ikke går væk, fordi man lader være med at snakke om den, men at sorgen bliver nemmere at bære, hvis der er nogen, der vil dele den.

Hvis du har lyst til at læse mere om metoden, har jeg fundet en artikel fra mit fagblad.

Ha en god tirsdag.

P1030943

17 kommentarer:

  1. Godt indlæg - tak.
    Det kan være ganske små ting, der gør at man kan forstå hvad det handler om.
    Min datter havde psykologi i gymnasiet, og her lærte de om afasi, der var ovenikøbet en ung pige på besøg for at fortælle om sin situation. Jeg gik også til psykologi på samme niveau og på samme tidspunkt. Så både mor og datter var godt rustede, da der kom afasi ind i vores egen lille familie.
    Min mor og min søde ægtefælle.
    På min arbejdsplads havde vi også en gang besøg af en dame, der var født næsten døv. Hun kunne fortælle om livet som døv, og det gav sandelig også en stor forståelse for deres situation.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Kisser. Det er godt at have en forståelse for situationen og desværre fik I jo så også brug for jeres viden privat.

      Slet
  2. Hanne, for mig er det værste symptom ved apopleksi afasi. Tanken om ikke at kunne formidle alt det jeg rummer indeni, synes jeg er hårdt. Det er helt sikkert godt at komme af sted og gerne sammen med andre.

    SvarSlet
  3. En afasiramt kan ikke selv finde ordene, men kan han/hun genkende dem, hvis de bliver sagt af en anden? Hvis man gætter rigtigt, hvad der menes og siger det højt, kender de så godt ordene?
    Min gymnasiekæreste læste matematisk psykologi på Manchester Universitet. Da jeg indvendte, at man ikke kan sætte psykologi op med formler, sagde han, at det kan man netop godt, når det drejer sig om indlæring. Hans Ph.D drejede sig netop om afasi, om metoder til at genlære folk, som har mistet sproget, at tale igen. Han har mig bekendt beskæftiget sig med dette emne lige siden studieårene, men jeg jeg har ikke haft kontakt med ham i mange, mange år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det kommer an på hvor skaden sidder. Nogle gange oplever jeg at hvis jeg siger det rigtige lyser ansigtet op selv om patienten kommer til at sige nej, andre gange er patienten sikker i ja/nej og vi kan dermed prøve at spore os ind på emnet. lidt ala 20 spørgsmål til professoren. Det nye i denne metode er at man understøtter det sagte med ord, både skreven og sagt samt gestikulationer, f.eks tomlen op for ja, hånden tilbage for at signaler tidligere eller førhen osv.
      Det er langt sværere hvis patienten er ramt på sprogforståelsen, men kan tale løs, ofte i fraser og uden navneord, for for dem lyder det rigtigt det de siger, og de bliver frygtelig frustreret, når vi ikke forstår dem.

      Slet
  4. Hvor er det interessant at læse om jeres årsmøde og inspirationen, I fik med hjem. Det er godt, I har været flere til det samme, så I bedre kan sætte noget i gang, når I kommer hjem. Ellers kan ny viden let gå tabt.
    Nu går jeg jo ikke mere på en afdeling med apoplexiramte, men jeg synes som du, at det værste må være ikke selv at forstå, hvad andre siger og ikke at kunne udtrykke sig selv. Det må være så frustrerende. Det er god, der kommer nu viden om, hvordan man kommunikerer.
    Jeg er optaget af kommunikationen med små børn, der endnu ikke har sprog, (men som er meget udtryksfulde) som mit yngste barnebarn på 15 mdr. og de to på 3 og 4 år, som har et stort ordforråd og fortæller mange ting, men mangler udtryk for følelsesmæssige udfordringer. Jo, den 4 årige har flere begreber at gøre godt med. Men jeg synes, små børn har krav på samme respekt og samme varsomhed (som voksne), når vi forsøger at forstå dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, det er rigtig godt at man forsker i at forbedre kommunikationen. Og faktisk kan denne metode også bruges til andre med sprogvanskeligheder.
      En tidligere assistent hos min far fortalte om hvordan han og hans kone brugte det koncept, hvor man lærer barnet/babyen og familien at kommunikere med fagter og lyde, det var vildt fascinerende.

      Slet
  5. Hov. Tastefejl ... "Det er godt, der kommer ny viden osv" ;-)

    SvarSlet
  6. Afasi står for mig som noget af det sværeste: At være lukket inde i sig selv.
    At alle rundt omkring snakker og lydene ikke giver mening, oplever jeg selv pga høretab; men jeg kan dog selv vælge hvordan jeg vil tackle situationen.
    Jeg har passet afasi ramte. Det var så frustrerende, når vi ikke kunne nå ind til hinanden. Når det lykkedes, var det skønt...
    De nye principper lyder spændende og givende. Egentlig er det logisk at understrege kommunikationen med gestikulationer/tegn. Tale er så meget lettere at forstå, når det er en udtryksfuld person der fortæller. ( jvf kropssprog/tale fordeling) De mange naturlige tegn er en god støtte til ordene.
    Respekt for det kæmpearbejde I lægger hos jeres apopleksipatienter. Sproget er sjældent den eneste udfordring. Fysiske og psykiske problemer en del af sygdommen. Det er meget komplekse forløb.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, at bruge mimik og kropssprog har jeg vist altid brugt, men jeg er blevet mere gestikulerende efter at have arbejdet i mange år med afasiramte. Det nye for mig er systematikken, hvor man kombinerer alle de understøttende hjælpemidler og jeg glæder mig til at prøve det af.

      Slet
  7. Endnu et tankevækkende indlæg fra din hånd.

    SvarSlet
  8. Fantastisk hvad man kan få indsigt i ved at læse med hos dig Lene - tak :-) KH Anette

    SvarSlet
  9. Når jeg læser dine faglige indlæg kommer jeg nogen gange til at tænke på om jeg i virkeligheden skulle have været sygeplejerske.
    Jeg er godt tilfreds med mit fag, men det virker som om nogle af de rigtigt spændende kommunikative tanker har bedre plads i sygeplejen, end blandt os læger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, jeg er glad for at der også blandt læger er nogle, der interesserer sig for de kommunikative tanker. Det har vi brug for.

      Slet