Salsa, sang og søndagsglæde

Ingen billeder fik jeg taget, end ikke det obligatoriske familiebillede. For 27 år siden startede vi en familietradition og den er vokset sig stor. Dengang var min datter fem år og min søn fire år, og for dem begge gælder det, at denne tradition prioriteres som noget, man deltager i, hvis man kan.

I 27 år har vi afholdt familieweekend med mine fætre og kusiner på min mors side. Det var året efter vores mormor/farmor døde, og min søster og jeg, som er de ældste, foreslog de andre, at vi skulle starte denne tradition. Vi var bange for, at vi ville miste kontakten med vores fætre og kusiner, fordi det typisk var hjemme hos mormor, at vi mødtes. Min søster foreslog at vi kun skulle afholde det hver andet år, for så ville folk prioritere det, og det holdt stik.

I weekenden var vi 13 ud af de 16 fætre/kusiner, der var mine to mostre med mænd og min tante. Der var 11 ægtefæller til os og der var 17 af vores børn/svigerbørn. Den yngste af dem var 2,5 år, de ældste var min søn og svigerdatter på 31 år. Vi kunne have været flere, men livet har det med at insistere, at nogen ting sker på samme tid. Og for vores datter og svigersøns vedkommende, ja så var generne efter en kirurgisk fjernelse af en visdomstand og en fuldt booket arbejdskalender årsagen til, at de ikke deltog.

Lørdag bestod af aktiviteter i form af et "løb", vi trampede rundt på en forhindringsbane i store vandpytter med bind for øjnene og en ske med et æg i munden. Vi dystede mod hinanden med at skulle lære salsa og koreografere en dans, som vi opførte om aftenen. Vi lærte alle en gospelsang med tre stemmer og sang den sammen om aftenen. Vi dystede i musikquiz. Vi snakkede og snakkede. Og da de yngste og de ældste var gået i seng, fandt vi sangblade frem, min yngste kusines mand spillede guitar, og så sang vi så smukt og med sådan en styrke, at jeg sad der og var så taknemlig. Taknemlig over at være en del af den familie, hvor alle, selv landmanden og min 73 år gamle onkel, kastede sig ud i salsarytmer, bare fordi en familie holder sammen.

Og holde sammen gør vi, vi ses ikke så tit, nogle ser jeg faktisk kun til denne weekend, men vi ved, at vi er hinandens familie, og det gør mig glad.

Et billede har jeg dog. Et billede af en træsko og en hundehale.

Historien bag denne er følgende:

Søn og svigerdatter kom fredag, hvor vi var i sommerhuset. Sammen med landmanden hyggede vi os med sen morgenmad lørdag. Landmanden havde ledt efter sine fritidssko hjemme og spurgte, om de mon stadig var i sommerhuset. Det var de ikke, svarede jeg, jeg mente bestemt, at dem havde jeg taget med hjem. Vi har jo nærmest levet sommeren i sandaler. Og landmandens foretrukne fodtøj derudover er træsko.

Landmanden tog hjem med hundene, de skulle være på gården. Han skulle kun deltage lørdag, da han havde en prøve sammen med Ayla søndag. Vi andre drog af sted, over halvvejs til spejderlejren ved Nibe ringede landmanden, at han kunne ikke finde de sko. Pludselig slog det mig, de var blevet lagt i en kasse under sengen i sommerhuset, da vi fik besøg af de tre unge mennesker i sommerferien, for vi brugte jo ikke sko. Jeg var mildt sagt ikke populær. Landmanden valgte så at komme i træsko, og det gik jo fint endda. Men da familiebilledet skulle tages, holdt han sjov med, at han ikke ville sidde, så træskoene kunne ses, og så brugte han min brors ene hunds hale som sløringsmateriale.

PS Ayla og landmand bestod den udvidede apporteringsprøve søndag, så alt sluttede godt efter en skøn weekend.