FØRSTE MARTS– FØRSTE FORÅRSMÅNED

Selv om det er gråvejr og fugtigt, så kan jeg mærke foråret i hvert et åndedrag, da jeg går ned for at tømme postkassen. Ved siden af postkassen står mine vintergækker, jeg nyder synet af dem og påskeliljernes knopper. Endnu er det for tidligt at komme i marken, men pludselig er forårsarbejdet i gang, og samtidig skal der sorteres kartofler hver dag frem til midt i maj. Vi går en travl tid i møde, men en dejlig tid. Jeg har nu haft min blog i 7½ år, så her får du et forårsbillede fra de år. De fleste er taget den første marts, de andre står der dato på. God lørdag til dig, jeg vil nyde fritimerne inden tredje aftenvagt banker på.

Vi kan da ikke slutte et forårsindlæg med snebillede, så her er endnu et fra dagen i dag .

HVORDAN SÅ DIN MORGENSTART UD?

Mobilen insisterede stædigt på, at jeg skulle vågne. Igen i nat har jeg haft brug for min nye tilgang til manglende søvn, arbejdsdagen starter dog først i eftermiddag, så jeg kan nå en lur senere hen. Huset var gjort klar til rengøring (det gjorde jeg sent i aftes/nat, da søvnen ikke ville indfinde sig), så det var kun de små ting, der skulle gøres til morgen. Der blev som vanligt brygget te og smurt mad til landmanden, stole blev sat op, vasketøj sat over, andet blev smidt i tørretumbleren (Istvan skal have lov til at sove om natten uden larm og varme fra arbejdende maskiner), blomster blev vandet og affaldsposer båret ud til containeren. Så anrettede jeg en bakke med morgenmad, telefoner, blad, vand og te, og nu hygger jeg mig i min seng, mens huset bliver gjort rent. De fire værelser, jeg selv skal gøre rent, må vente til weekenden, for i dag vil jeg hellere få referater skrevet fra arbejdsmøder OG ringet til sygehusets fotoafdeling. Jeg har nemlig fået min abstract optaget til en postersession på den Europæiske Apopleksikonference i Nice til maj!! Nu skal jeg til at tænke tanker om, hvordan den poster skal se ud, for i år er et nyt formidlingsmiddel taget i brug. Posterne er nu ikke fysiske plakater, der hænges op, men digitale plakater. Og sådan som jeg læser det, så giver det muligheder for at lege med fremtoningen på en helt anden måde. Jeg glæder mig, jeg har ikke en dyt forstand på sådan noget, det håber jeg, at der er nogen på sygehuset, der har.

Men lige nu og her vil jeg tage dynen over mig, lukke øjenene lidt og håbe på en god arbejdsdag. Hvordan så din morgenstart ud?

FORGÆNGELIGHED

Min datters afgangsprojekt handlede jo om forgængeligheden, tanker, der var opstået, da hun så aftryk på hud fra en bænk og derfra til andre aftryk på hud, og om dette kunne føres over i et tekstilt univers og om det kunne bruges i en udstillingssammenhæng. Forgængeligheden er også til stede i mit arbejde, vi mennesker er også forgængelige, den hverdag med den krop vi har, kan pludselig i morgen være ændret og på et eller andet tidspunkt skal vi dø. Forgængeligheden er hele tiden med os. Vi kan knytte os tæt til ting og nærmest gå i sorg over, når de forgår.

Datteren havde dels skrevet en rigtig flot opgave dels leveret en flot mundtlig præstation og et smukt tekstilt produkt. På udstillingen havde dimittenderne et rum, hvor inspirations og kreationsprocessen blev beskrevet i billeder og materiale. Her et uddrag af datterens proces:

I kataloget havde de andre udstillere beskrevet deres opgaves ide, datteren havde valgt at beskrive sine tanker om forgængelighed.

Turde besøgende på udstillingen forgribe sig på den smukke dragt?

Se selv

Faktisk er det måske ikke så mærkeligt at datteren netop lader sit emne handle om forgængelighed, for hun har om nogen været meget knyttet til ting, da hun var yngre og ikke blot ting, men også hvordan noget plejer at være og bør være. Familiebesøg skal være sådan og sådan, bilen må ikke sælges, campingvognen ligeså, de er jo så fyldt med minder, og hun selv indså til sidst, at det hæmmede hende i at opleve nye ting. Og jeg er så stolt af den unge kvinde, jeg ser i dag, hun tør se forgængeligheden i øjnene, hun tør se sine dæmoner i øjnene og forsøge at udfordre dem.

Nu er det fremtiden, hun skal se i øjnene. Hun har valgt i første omgang at klare sig uden understøttelse og forsøger at finde jobs, som kan give til dagen og vejen, så resten af tiden er fri til at være kreativ og arbejde med projekter, som ikke her og nu giver penge. Siger man ja til understøttelse, siger man også ja til krav om kurser og jobsøgning, sådan er reglerne, så jeg tager hatten af for hende, at hun forsøger en anden vej.

Ja, du må gå din egen vej
ik’ træde i andres fodspor
så vil du stå ved egen kraft
vis bare dig selv du tør
Ja, du må gå din egen vej
selv om det tit blir ensomt
hvis du vil nå dine egne mål
kræver det af dig at du tør
gå ad den vej som ingen folk har gået før

Danser med Drenge: Gå din egen vej

Må du gå din egen vej i dag og må den gøre dig godt.

EN STILLE ACCEPT

Det føles godt blot at acceptere, at det er sådan det er. Søvnen har forladt mig her midt i nattens mørke, og i stedet for at fortvivle og bekymre mig om dagens arbejde, finder jeg en bog. Senere smører jeg mad og brygger te til landmanden, jeg vasker op, jeg drikker varm hyldebærte og spiser morgenmad. Klokken er endnu ikke kommet til normal ståoptid, så jeg kan tillade mig at lægge mig i sofaen og læse lidt videre, inden dagen skal begynde. Det er ok, og mens jeg skriver dette indlæg, fryder jeg mig endnu en gang over gårsdagens aftensgåtur, mens solen lukkede dagen ned. Det føles godt blot at være her, lige nu.

God dag til dig.

MORGENSTUND med tanker om ugen der venter

Andre steder er morgenstunden ved halvsyvtiden beskrevet som lys, det er den ikke her, vi er stadig i tidsrummet mellem lys og mørke. Egentlig ville jeg sove længe, men det vil kroppen ikke være med til, og så stoler jeg på den, nu må det være nok med syv timers søvn. Da jeg vågnede i morges og nød, at jeg kunne vågne langsomt, kom jeg i tanke om, at denne fridag ret beset er i stedet for næste weekendfri, og at når vi når til søndag, så har jeg stadig haft fuldtid i denne uge. Sådan kan man snyde sig selv lidt. Pyt, i morgen har jeg specialedag med forberedelse af undervisning og opfølgning på masser af hængepartier. Onsdag har jeg fri igen med tid hos fysioterapeuten, hun er ikke tilfreds med tingens tilstand, det er jeg heller ikke, men jeg kan ikke undvære at sidde ved computer og iPad, så jeg træner og laver øvelser i håb om, at det hjælper. Torsdag til søndag har jeg så aftenvagter og så er den uge forbi.

Det er min besøgsuge hos min far, så jeg smutter ned til ham i morgen efter arbejde. Jeg glæder mig til at se ham. Selv om han nu for det meste er i hallucinationernes land, så er de for som regel gode og fylder ham med latter og smil. Det værste er, når han bliver bange og ikke kan forstå, hvad der skal ske ham. Men han er et fantastisk sted, hvor de konstant og vedblivende holder fast i at prøve at nå ham, så han ikke bliver bange og forvirret. Min far er så rum-retningsforvirret, så hvis vi f.eks. begynder at køre hurtigt med kørestolen pga begyndende regn, så får han alt for mange sansestimuli, og han bliver bange og vred. I sidste uge var jeg til begravelse, en af landmandens jagtkammerater var død 84 år gammel. Kræftsygdom var årsagen, men han var klar til det sidste, og blot for to år siden skød han en stor kronhjort. Sådan kunne jeg da godt ønske, at min fars liv var, men livet er jo netop ikke altid, som vi ville ønske, for så havde jeg min mor og min niece stadigvæk. Så jeg øver mig i at være her og skønne på det gode i livet lige nu. Og der er meget af det gode i livet for mig. Jeg er heldig og jeg er dybt taknemlig.

God mandag til dig.

DET BEDSTE

Det bedste er ikke

• at jeg sov godt i nat – godt og længe   
• at jeg fik trænet – godt og længe
• at jeg fik kogt suppe – godt og længe
• at jeg fik lagt lårtunge i saltlage – langt om længe
• at jeg fik set film – gode og ikke så lange
• at jeg fik gået en tur rundt på markerne – godt og længe

Nej det bedste er, at jeg har fridag i morgen også. Jeg tager en lille tur til Aalborg, og så vil jeg på cafe med mig selv, når indkøbene er overstået.

Jeg glæder mig. Og så sidder jeg og griner lidt for mig selv. Landmanden fik besked på, at hvis han ville have kartofler til aftensmaden, så skulle han selv hente dem. Nu er der startet en fodboldkamp, så det passer ham pludselig helt fint at få spagetti. Ergo bliver det spagetti bolognese til herren, og fruen snupper en omgang flergrynsgrød med rørsukker og smørklat.

SØNDAGSPLANER

Søndagen starter langsomt, jeg må godt nok være i underskud med søvn. De sidste to nætter og aftener har jeg sovet sammenlagt hver nat over ni timer. Da morgenmaden var nydt sammen med landmanden, blev computeren fundet frem, sommerferiestarten skulle planlægges. Det er dyrt at tage biltoget ned gennem Tyskland, til gengæld sparer vi en dag på det. Det er hårdt at køre på motorvej på motorcykel ned gennem Tyskland, til gengæld sparer vi en del penge på det. Diskussionen, ja egentlig var det ikke en diskussion, for vi var enige, vi orker ikke de mange kilometer på motorveje begge veje. Så nu er biltoget bestilt, vi håber det er den rette beslutning, men det ved vi først til sommer.

I går hentede vi en kvart kvart ko til fryseren, og da jeg de sidste par år fuldstændig har mistet lysten til at lave mad, ja så var der stadig kød i fryseren, som burde have været brugt. Nu står der kødben på køkkenbordet, som skal forvandles til suppe, der ligger kød i køleskabet, som skal forvandles til saltkød, og aftensmaden i går aftes bestod af en lykkepose. Jeg anede ikke, hvad der var i den, men den trængte til at blive brugt. Det viste sig at være oksefars, så det blev til en bolognese, som blev ledsaget af naanbrød og salat. I dag kan resterne få selskab af kartoffelmos og salat. Og så får landmanden forbud mod at bestille flere køer, når han samtidig også fylder fryseren med lækkert vildtkød. Han må først den dag, han overtager madlavningen på gården i mosen. Godt vi har to unge mennesker i hovedstaden, som elsker at få fryseren fyldt med godt kød.

Først vil jeg dog tage til træning og samtidig få handlet ind til madplanerne. I gamle dage havde jeg lagt en dej til fastelavnsboller og lavet en creme af de æg, der også trænger til at blive brugt. Jeg håber, træningen giver energi til alle planerne for søndagen, jeg må da være udhvilet nu. Håber du er klar til en søndag med lys og luft, god søndag til dig.

SE NU STIGER SOLEN

Her hos mig er det ikke op af havets skød, men snarere op bag maskinhusets tag. Skyerne gør deres bedste for at gemme solen, men lysstrejf når dog frem til køkkenvinduet.

Det er weekend, jeg skal træne i dag, men trætheden i kroppen har ikke helt sluppet sit tag trods mange timers god søvn, så jeg starter langsomt dagen op. Teen nydes, mens jeg forsøger at slippe mit arbejde. Fagre nye verden gør, at jeg hjemmefra kan være på min arbejdsplatform inde på arbejde og dermed reelt også følge med i, hvordan det går patienterne. Men jeg har fri, så jeg logger mig ikke på. Normalt stoler jeg fuldt og fast på, at vi er en stor enhed, vi arbejder sammen, vi overtager hinandens arbejdsopgaver. Men lige nu ved jeg, at der er ting, der er svære at formidle på skrift, så min hjerne kører konstant med en baggrundsstrimmel, hvor jeg overvejer, om jeg fik alt formidlet videre, kunne jeg gøre det bedre osv.

Der er nogle patienter med pårørende, der går helt ind under huden, det er især når pårørende ikke er der, hvor vi andre er, og ikke ser det, vi andre ser. For hvordan hjælper man dem til at nå til en erkendelse uden at tage håbet fra dem? Håbet er livsvigtigt, og selv når døden banker på, har jeg privat oplevet håbet leve side om side med denne vished og erkendelse. Det er som om, at håbet og realiteterne sagtens kan leve der, men også at fagfolk kan ødelægge denne balance, hvis de insisterer på konstant at påpege fakta. Håbet har brug for lidt plads, også når man inderst godt ved, at der ikke er håb. Håbet gør, at livet kan leves sammen med ens kære, indtil døden indtræffer. Og måske er det min personlige erfaring, der gør, at jeg tænker, at ikke alle mine kolleger har stået i dødens forrum og talt, som om håbet stadig var der og derfor ikke selv erfaret, at sådan forholder det sig. Håbet om fremtiden og nuets virkelighed lever side om side, og det kræver meget fra plejepersonalet ikke at ødelægge denne balance, men også at hjælpe de pårørende til at være i nuet og ikke flyve væk på håbets sky.

Giver det mening, det jeg skriver? Det var slet ikke det her, jeg ville skrive om. Men tankerne bankede på og måtte forsøges at blive til ord. Morgentanker har det med at vandre vidt omkring, nu vil jeg fokusere på mit nu og gøre mig klar til at hente oksekød til fryseren. Det er hos mennesker, som jeg altid bliver beriget af at være sammen med. Må din lørdag berige dig. God lørdag.

DET VAR SÅ DEN UGE!

Mens teen trækker, spiser jeg knækbrød med ost. Det er så det første mad, jeg har fået siden min morgenmad kl 5.30 i morges. Så egentlig har jeg vel været på fastekuren i dag, den er så brudt nu. Sov godt sagde min chef til mig, da jeg gik hjem, nej nej sagde en anden kollega, det må hun ikke, for så kan hun ikke sove i aften. Men det må jeg godt, for jeg har weekendfri. Men først en kop te.

Jeg har taget mine patienter med hjem i denne uge og deraf også den manglende søvn. Bedst som mit hoved landede på puden, dukkede de op. Jeg forsøgte med vejrtrækningsøvelser og fokusering på andre ting, men lige lidt hjalp det, jeg endte altid foran fjernsynet, og det blev den sovepille, der kunne overdøve arbejdsstemmerne.

AH, der er nu ikke noget som en friskbrygget kop hvid te med tranebær, min absolutte yndlingsfavorit. Dyne og pude ligger i sofaen, jeg kom aldrig i min egen seng i nat, nu vil jeg krybe ned under dynen, tænde for computerens film, og skulle jeg falde i søvn, så vil jeg nyde natten herhjemme med vished om, at det er weekend. God weekend til dig.

Godt det billede er syv år gammel

DETALJERNE 2

At have en blog og at læse andre blogge har fået mig til at se mere i mine omgivelser, det kan være små detaljer i bybilledet eller at tage makrobilleder i naturen. I dag stod jeg i omklædningsrummet efter en travl dag, hvor alle mine funktioner var i spil (trombolysebehandling, børneomsorgssamtale, rådgivning og vejledning af kolleger, basal sygepleje osv.). Pludselig fangede mit øje min nye kollegas hængelås på hendes skab. Jeg kom til at smile, den gjorde mig i endnu bedre humør, end jeg allerede var. Min skabsdør ser sådan ud

Min kollegas skabsdør ser sådan ud.

Sådan en vil jeg også have. En af de gamle kolleger, men meget yngre end mig, sagde en dag; hvor er det fantastisk, at vores ledelse sammen med vores tillidsrepræsentant har fundet så mange nye kolleger, som passer så godt ind i vores afdeling. Og hvor har hun dog ret. En af de historier, som to af vores nye kolleger fortalte, og som vi stadig griner af, foregik en nat. De var blevet kaldt til trombolyse, og med sig havde de vores trombolysevogn. Der er fart over feltet, når vi går til modtagelsen. På vognen er der alt, hvad vi kan komme til at bruge, inklusive et påsvejset dropstativ med to meget dyre pumper. Den ene kollega opdager, at dropstativet er ved at falde af, mens de løber, hvortil den anden svarer, grib det, vi skal skynde os. Og folk i modtagelsen så derefter to unge kvinder komme løbende, den ene med en rød trombolysevogn, den anden med et dropstativ med to pumper i favnen. Men de lod sig ikke forsinke. Med til historien hører, at specialelægen (kvinde) med det samme sagde, den skal du da ikke bære (min kollega er meget spinkel og fin i statur), det kan forvagten gøre. Og så måtte den unge mandlige læge bære rundt med dropstativet, indtil de kom tilbage til afdelingen. Det syn gad jeg godt have set. Men pumperne led ingen overlast, patientens udredning blev ikke forsinket, trombolysebehandling blev det dog ikke til den nat, fordi det ikke var en blodprop i hjernen.

Mens jeg skriver det her, kan jeg mærke smilet, latteren og glæden i min krop. Det er da en skøn fornemmelse at have efter en hektisk arbejdsdag. Håber din dag har været god ved dig, god aften til dig.

LYS MÅ DER TIL

og det var en nydelse at køre hjem fra arbejde. Solen skinnede, luften var mild, og lyset var der stadig, da jeg var færdig ved fysioterapeuten.

Lørdag handlede jeg lidt ind i hovedstaden. Også her var der tørvejr og lyst, det havde der vist ikke været i Nordjylland. Jeg holder af at gå turen langs lejlighederne med små haver foran. Det minder mig om England, og jeg kunne sagtens se mig selv bo der, men som landmanden siger, skulle han flytte til byen (uanset størrelsen på byen) så måtte han i antidepressiv behandling, så vi bliver på landet.

Længere henne har man lukket vejen, så der er kommet et stort torv mellem kirken og skolen, det giver luft, lys og plads til leg og nydelse.

Her ude på landet er der masser af lys, luft og plads. I morgen håber jeg, at jeg har overskud til en gåtur, man bliver så glad af dette vejr. God aften til dig.

FORMIDLINGENS KUNST

Hvordan formidler man en oplevelse, så andre kan føle fornemmelsen af at være til stede? Det er svært, og lige nu kan jeg ikke finde ordene for den gode oplevelse, det var at være til stede, så nu skriver jeg bare. Datterens afgangsprojekt var anderledes end de andres, hun havde ladet sig inspirere af aftryk på hud. En dag hun havde siddet sammen med sin veninde, kom hun til at se de aftryk en stol eller bænk havde lavet på de bare ben. Snart fik hun veninder til at presse hud på forskellige genstande for at fotografere aftrykkene. Senere hen blev den inspiration baggrunden for hendes problemformulering, som handlede om, hvordan man kunne overføre den lethed og forgængelighed fra aftryk til tekstil, og hvordan man kunne bruge det i en udstillingssammenhæng. Selv opgaven blev så dels rettet mod teorier om vores opfattelse(perception) af ting dels teorier om inddragelse af beskueren i udstillinger.

Selve produktet blev en dragt, hvor det hele var syet med vandopløselig tråd, og foran dragten stod en lille vandflaske og et skilt med opfordringen til at bruge flasken. Nu er det så spændende, hvor meget af dragten, der egentlig er tilbage, når udstillingen pakkes ned i morgen aften.

Og da dragten var udstillet på loftet, var det rigtig svært at fotografere den. Der var masser af familie og venner, der støttede op om arrangementet og datteren blev begavet med så mange blomster, så hendes lejlighed nærmest ligner en blomsterbutik nu.

FAGRE NYE VERDEN

Der var fri internet på Mols linjen, ikke noget med at logge sig på med kodeord, bare et enkelt tryk og jeg var på. Der var mange børnefamilier med færgen, jeg gætter på de enten var på vej hjem fra ferie eller på vej på ferie. Nordjylland har først vinterferie i uge 8, men radioen fortæller om overvejelser om at ændre det til uge 7. Feriestemningen forplantede sig, der var smil over hele linjen, der var afslappede forældre med overskud til deres børn, men også overskud til konstant at være på nettet. Når jeg kiggede rundt, så jeg nærmest alle på nær dem, der var ældre end mig, sidde med smartphones. Mødre sad med børn i favnen og læste på mobilen hen over skulderne på barnet. Unge mennesker talte sammen, og ind imellem stoppede talestrømmen, fordi der var noget på mobilen, der krævede opmærksomhed. Jeg læste, men trængte til at gøre noget andet, så computeren blev fundet frem. Jeg bruger nærmest aldrig min smartphone til at gå på nettet, så hellere vente til jeg kan komme i nærheden af en computer.

Vejret har været med mig, der var gråvejr på sejlturen, men ellers solskin hele vejen. Turen startede dog med, at bilen gled i svinget på vores vej, landmanden havde advaret mig, så jeg kørte langsomt og derfor skete der ikke noget, men der var isglat i morges. Min dejlige svigerinde ringede undervejs, hun må have læst mine tanker, jeg havde nemlig ingen planer for i aften, datteren og alle de unge skal feste i aften. Men nu skal jeg ud og spise med min bror og svigerinde og forhåbentlig også min søster, det bliver hyggeligt.

Jeg er nu landet i sønnens lejlighed, de to unge mænds computer er tændt, sønnen er blevet godkendt til at spille en betatest af et nyt spil, som starter i dag. Men han skal jo nyde sin mors besøg i dag, så imens kan bofællen teste spillet. Lige nu sidder vi dog begge to ved hver vores computer, mens snakken går. Fagre nye verden.

EN GOD DAG

Det startede godt i morges, jeg var ansvarshavende og sammen med mine kolleger fik vi lavet en god fordeling. Jeg tog dagafsnittet, og jeg kan godt forstå, at patienterne er imponeret, det er jeg faktisk også. I dag klappede alting perfekt, den første patient kom klokken otte. Da klokken slog tolv, havde jeg haft indlæggelsessamtale med patienten. Lægen havde undersøgt hende, patienten havde været nede i ambulatorium og fået taget blodprøver og hjertekardiogram. Patienten havde herefter fået lavet ultralydsscanning af halskar i vores ambulatorium, og derudover været til MRscanning af hjernen. Og til slut konkluderede lægen på alle resultater og informerede patienten. Alt sammen på fire timer. Jeg havde fulgt patienten hen til de forskellige steder, fordi hun havde svært ved at finde rundt på sygehuset, så det blev dagens motion. Næste patient trådte ind af døren ved halv elleve tiden, og klokken to var hun sendt ud af døren med samme undersøgelsesprogram bag sig. Jeg fik også lavet opfølgende telefonsamtale med en patient, som blev udskrevet sidste uge.

Derudover havde jeg ansvarshavende kasketten på et par gange og en del gange også specialesygeplejerskekasketten. Det føltes skønt at tage sygeplejefaglige snakke med kollegerne. Jeg har nogle superdygtige og engagerede kolleger, og allerede nu har vi høvlet 25 minutter af tiden fra patienter kommer ind af døren, til de får trombolyse, det er så fedt. Vores læger fortæller os, hvor meget de nyder, at de har os som samarbejdspartnere, når der gives trombolyse.

I dag lagde jeg mærke til en kollega, som trængte til at blive aflastet og fik det arrangeret, uden at hun selv havde sagt et ord. Og glæden i hendes blik, da hun fortalte om, hvad det havde betydet, at hun kunne koncentrere sig om en dårlig patient og pårørende, gjorde mig glad. Da arbejdsdagen sluttede, var der flere gode ting i vente. Mette, som kommenterer her, og som hjalp mig med min abstract, var til møde i Aalborg i dag og skulle flyve videre ud i verdenen til møde sidste på eftermiddagen. Hurtigt fik vi arrangeret et kaffemøde i sygehusets cafe. Hvorefter jeg kørte Mette til lufthavnen, den vej skulle jeg alligevel. Det var hyggeligt, og jeg nød den gode snak.

Hjemme var det stadig lyst klokken 17, da jeg trillede ind på gårdspladsen, så jeg snuppede en lille gåtur, inden jeg gik ind. Nu er der spist aftensmad, der er handlet ind og jeg skal have pakket mine ting. Landmanden skal ikke med til København, og da vi har lovet at tage en del ting med til de kære børn, ja så har jeg bestilt færgeplads i morgen, så bilen og jeg kan få en lille pause på vej derover. Turen hjem lørdag regner jeg med at tage på landevejen, med god musik, te i kanden og masser af guf skal jeg nok komme hjem igen. Det har været en god dag, og de næste dage tegner til at blive lige sådan. God weekend til dig.

DETALJERNE

Nogen gange kan man fokusere på detaljen og måske glemme helheden, andre gange ser man helheden og ikke detaljen. Lige nu er vi der, hvor vi hele tiden må fokusere på helheden, vi forsøger at få detaljerne med, men nogle gange må vi se på hinanden og sige, det tager vi senere hen. Jeg kan mærke, at jeg er træt, jeg er let tændbar. Mine kolleger gjorde store øjne, da jeg omtalte en fra en anden afdeling som gimpe, det plejer ikke at være ord, du hører fra mig (selv om jeg måske nok mener, at vedkommende ER en gimpe) Der er nogen, som glemmer, at alt fungerer bedst, hvis der er samarbejde, og som har travlt med at holde på sin ret.

Jeg bliver glad af at se detaljer i bybilledet, detaljer som på de gamle huse. Her i Brønderslev.

Jeg kan godt lide, at vejskiltene i Aalborg har en forklaring på navnene. Jeg kunne godt have undværet graffittien nedenunder, men det siger måske noget om min alder, jeg tror faktisk ikke mine børn lægger mærke til det.

At min linse på kameraet trænger til at blive vasket eller pudset er synligt for enhver, især når jeg zoomer ind på detaljer. Nu vil jeg fokusere på detaljerne for resten af denne dag. God aften til dig.

SÅDAN EN TIDLIG TIRSDAG MORGEN

Ja tidlig var det ikke i min terminologi, klokken ni er normalt ensbetydende med, at jeg har været oppe i fire timer og arbejdsdagen er to timer henne. Men i dag er det fridag på nær en times besøg ved morgenens lægekonference. Jeg havde nogle ærinder efterfølgende, men det kan man godt glemme på det tidspunkt, alle butikker åbner først klokken ti på nær Salling, så der stilede jeg hen for at få tiden til at gå. Gaderne var øde, der var noget nyt og frisk over byen, luften var klar og bed i kinderne.

Jeg er jo ikke shopper, så selv om jeg prøvede at kigge på tøj og sko, jeg havde jo masser af tid, så kunne jeg ikke finde energien til at prøve det. Også selv om forårets farver lige er mig, koral, turkisblå, forårsgrøn(det hedder farven helt sikkert ikke), rød og blå. Jeg blev i godt humør af at se det. Sko og sandaler var også lige mig, og alligevel handlede jeg ikke, nå men så sparede jeg da de penge lige nu. En kop varm kakao med udsigt til Algade og tebutikken blev det også til. Heldigvis åbnede tebutikken klokken halv ti, så nu er der te i lange baner på matriklen igen. De sidste ærinder blev købt, og så drog jeg ud af byen igen.

Hvordan gik det så med at fortælle om mit projekt? Tja, de var søde og rare, lyttede pænt, smilede anerkendende til mig, men det irriterer mig, at når nu jeg ved, at de er skolet i kvantitative undersøgelser, at jeg så ikke havde forberedt mig på spørgsmål i den boldgade. Og så irriterer det mig endnu mere, at jeg altid kan finde gode svar på spørgsmål EFTER jeg har forladt rummet. Min hjerne blokerer ganske enkelt for den viden, jeg har gemt derinde. Nu lyder det, som om der var mange spørgsmål, det var der ikke, og min følelse af ikke at have slået til handler ikke om de læger, der var der, men ganske enkelt mig selv. Og jeg er, som jeg er, og jeg kan egentlig godt lide mig selv, så jeg smiler og trækker lidt på skulderen. Og i et butiksvindue så jeg tre fyre, som også er, som de er, og de har det tilsyneladende også godt med det. Håber du har sluttet fred med dig selv og kan nyde tirsdagen som den, du er. God tirsdag til dig.

PÅ MIT TRAPPETRIN

Jeg åbner døren og hører med det samme gæssenes skræppen, luften er dejlig frisk og indbyder til en tur ud i det fri, det må vente lidt. Når jeg kigger på himlen, kan jeg både se de mørke og de lyse udsigter. Og jeg bliver lidt småfilosofisk og tænker, at sådan er livet vel også, der er både mørke og lyse sider.

På sådan en mandag morgen efter aftenvagtweekend er jeg altid småtræt og lidt melankolsk i humøret. Jeg prøver at være god ved mig selv og prøver også at være struktureret i min planlægning af mine to hverdagsfridage. Forude venter nemlig 2 arbejdsdage og så en forlænget weekend med gode planer, men først skal en masse hængepartier udryddes. Jeg er godt i gang, de arbejdsmæssige er taget først, nu gælder det landbrugets og hjemmets hængepartier. Bagefter skal jeg forberede mig, jeg har sagt ja til at fortælle alle vores læger om mit afgangsprojekt i morgen tidlig til deres undervisningskonference. Og lige nu har jeg fortrudt, ikke fordi jeg gerne vil fortælle om det, men fordi læger bare ikke er som sygeplejersker, så jeg er nervøs lige nu.

Næste weekends planer indebærer et besøg i hovedstaden for mig alene, jeg har taget fri, så jeg kan være med til ferniseringen på en ny udstilling. Den er åben for alle, så du er også hjertelig velkommen. Den foregår i Råhuset ved Kvægtorvet i København, det er de nys udklækkedede bachelorer fra Håndarbejdets Fremme, som udstiller deres afgangsprojekter. Jeg glæder mig.

Men først en uge med masser af dejlige ting på programmet. Og weekenden gik godt, jeg fik den ære bl.a. at passe to patienter, som var demente og som ikke havde apopleksi. Det var hyggeligt og sjovt og tålmodighedskrævende og sjovt og hyggeligt. Og jeg lagde venflon hele to gange, og det lykkedes! Jeg fik trænet i LOOP to gange og gået tur en gang, jeg fik lavet skulderøvelser hver dag, og da jeg snød lidt en aften efter arbejde og sad med musen herhjemme og surfede lidt, var der kontant afregning, ondt i hele armen og dårlig søvn, så kan jeg lære det.

Rigtig god mandag til dig, foråret er på vej, jeg kan mærke det.

PAUSE

Da min skulder og arm ikke kan holde til, at jeg både privat og arbejdsmæssigt bruger højre arm rigtig meget, og da jeg glemmer øvelser, træning og at bruge genvejstaster, fordi jeg hellere vil læse blogs, skrive indlæg og spille wordfeud og Ruzzle (det sidste er det værste for leddene), så har jeg besluttet mig for at holde fri fra bloglæsning, blogskrivning og spil på Ipad i min arbejdsweekend. Og det siger vist noget om min afhængighed af disse ting, at jeg helt har haft ondt i maven her til morgen efter den beslutning. Jeg havde en dejlig dag sammen med min far og min søster, og det var min søsters ord om at passe på, der fandt grobund i min hjerne. Hun har kroniske smerter efter et langt liv som lægesekretær på trods af øvelser og træning, hun glemte nok at passe på i tide. Det vil jeg ikke. Må I få en dejlig weekend, jeg satser på gode arbejdsdage, sol, frisk luft og træning.

HVERDAGSFRIDAG

Morgenen starter med, at vækkeuret bliver stillet til at vække en halv time senere, men så er jeg også klar til en fridag med gode planer. Først bliver hele huset ryddet op, mandskabsrummets bord bugner med aviser og reklamer. Opvaskemaskinen bliver tømt, og køkkenbordet ryddes for opvask. Hundeskåle og vaser vaskes af. Puder og tæpper bankes og foldes. Da rengøringsfirmaet kører ind på gårdspladsen, er lyset udenfor ved at bryde frem. Jeg sætter mig med en kop te inde på kontoret. Regnskabet blev færdigt i går aftes, men der er altid nogle spørgsmål til vores farm-assistent. Det har jeg tid til nu, mens huset bliver gjort rent. Bagefter tjekkes arbejdsmailen, og jeg får talt med min souschef i telefonen. Vi snakker om vores erfarne kolleger, som trækker et stort læs lige nu. Min souschef har fået en god ide, den skal vi have ført ud i livet i næste uge. Det er vigtigt, at vi samtidig med at vi har fokus på alle de nye kolleger, også anerkender og ser de erfarne kollegers arbejde. Vores overlæge, som har været primus motor i hele omlægningen og omorganiseringen, er glad, fordi det er gået så godt indtil nu. Det er dejligt at høre, og det skal vores kolleger også vide og samtidig få mulighed for at få snakket sammen om det, der har været svært og godt.

Resten af dagen skal bruges på en fysioterapeut og besøg hos min far. Min søster og jeg skal til den årlige samtale med vores fars kontaktpersoner og bagefter skal vi hygge os sammen. Min søster har bagt kage, så jeg skal bare komme med te, det er da lige til at klare. Weekenden byder på aftenvagter, så jeg nyder tanken om formiddagene herhjemme.  Jeg trængte til de her to fridage, og jeg bliver glad af at høre, at der i formiddag er ro på afdelingen, for også på arbejde skal der gerne komme små åndehuller, så man er klar til næste hårde ryk.

Jeg håber, du også kan finde små åndehuller i din hverdag. Rigtig god torsdag til dig.

FØJ FOR EN OMGANG

Lige nu ligger jeg i sofaen, jeg nyder min ostemad og venter på teen. Jeg er træt og svimmel, lettere groggy, undersøgelsen var dog ikke noget at regne. Det var en surrealistisk oplevelse at snakke med lægen, mens han sprøjtede sovemidlet ind i min åre og så vågne op halvanden time senere og det føltes blot som et minut. Men forberedelserne til undersøgelsen, føj. En ting er at skulle leve af A38 og suppe i to dage, noget andet er udrensningsprogrammet, føj for den lede. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Min mor fik konstateret tarmkræft som 62, og det kun fordi en byld havde udviklet sig på kræftstedet, ellers kunne hun have gået med kræftsygdommen i flere år, inden den var opdaget. Heldigvis tog lægerne mig alvorligt denne gang, og alt ser normalt ud, og jeg er nu sat til kontrol hver femte år. Nu tager jeg mig en time eller to i sofaen med afslapning, og så må jeg have lavet landbrugets regnskab.

Når man er sygeplejerske, så er det faktisk berigende at opleve tingene som patient (når det er småting som det her). Jeg havde aldrig tænkt over, hvor generende et iltkateter er i næsen, og hvor underligt det føles med ilt ind i næsen. Venflonanlæggelsen havde jeg prøvet før, jeg lægger nemlig villigt hånd til, når mine kolleger skal prøve, men den her operationssygeplejerske var noget bedre end mine nybegynderkolleger ;-) Jeg blev behørigt overvåget, så da jeg vågnede, bad jeg om brillerne, så jeg kunne holde øje med blodtryk, iltmætning, hjerterytme og puls. Alt var i den fineste orden, mit blodtryk lå smukt nede omkring 106/ 71, så jeg tog den lidt med ro, da jeg satte mig op.

Vi betaler svimlende summer til Falck for landbruget, så for tredje gang i de 31 år, vi har haft landbrug, udnyttede jeg abonnementets tilbud om at blive hentet og bragt. Jeg måtte nemlig ikke selv køre efter at have fået sovemiddel. Nu vil jeg læne mig tilbage, nyde teen og se lidt fjernsyn, det er næsten som dengang jeg var barn og var syg, Så fik jeg lov til at ligge i stuen med dynen, få varme drikke og nye påklædningsdukker og var jeg rigtig heldig, havde bekendte til mine forældre fået nye blade med Flintstones, som de ofte gav til den børnerige familie. Er jeg heldig, kan jeg lokke landmanden til at tømme postkassen, der ligger forhåbentlig det nye Alt for Damer.
God onsdag til dig.

EN TRAVL DAG

Fra jeg gik fra arbejde i går eftermiddags og til jeg mødte i morges, var der kommet syv nye patienter.  Jeg skulle introducere nye kolleger, og de skulle have en god start, så jeg kunne ikke være med i plejen. Aftenvagten fra i går havde ændret sin ene fridag i dag til en dagvagt, det var godt, for der blev ved med at komme patienter, og andre patienter skulle overflyttes eller udskrives. Mine kolleger knoklede løs det bedste de havde lært. Klokken 14 sendte jeg vores nye kolleger hjem, så jeg kunne give en hjælpende hånd med. Jeg gik ud af afdelingen kl 18 og andre dagvagter havde haft to timers overarbejde. Trods de mange timer gik jeg hjem med en god fornemmelse i maven, det føles godt, når man kan aflevere afdelingen til aftenvagterne, så de forhåbentlig får det rimelig roligt.

Landmanden skulle til møde i aften, men heldigvis var der rester fra weekenden til ham, for jeg var først hjemme, da han var på vej ud af døren. Jeg har fået smagen af min barndom til aftensmad, nemlig havregrød og for første gang i lang tid blev det med smørklat og sukker, lige som jeg var vant til som barn. Nu trækker teen det antal minutter, den skal have, og jeg kan mærke, trætheden sniger sig langsomt gennem kroppen. Godt landmanden er til møde, så kan jeg snuppe hans stressless stol og slappe af en time eller to. Håber du har tid til at slappe af. God aften til dig.

TAKNEMLIGHED

var overskriften på det indlæg, jeg skrev i tankerne i morges. Jeg var hamrende træt, men samtidig dybt taknemlig. Nu er jeg endnu mere træt, så gid der fandtes en trådløs opkobling til min hjerne, så indlægget nu stod på bloggen. Desværre (eller måske heldigvis) er det ikke sådan (endnu)

Taknemlighed over samværet med vores to børn torsdag og fredag.

Taknemlighed over at landmanden tog med, skønt han kun fik fire timer i hovedstaden, inden han måtte vende næsen hjemad igen.

Taknemlighed over at vi fik en dejlig fødselsdag hos min far lørdag, han blev 83 år. Alle fem børn, tre svigersønner og tre børnebørn var samlet til eftermiddagskaffe. Landmanden sagde spontant, hold da op som din far får meget ud af at være sammen med jer. Hvor andre mennesker med demens bliver forvirret af mange mennesker, der snakker (og tro mig, vi snakker! Meget!), så er det, som om vores far virkelig fornemmer os og sig selv som familie, når vi er flere samlet. Han hyggede sig, og det samme gjorde vi.

Taknemlighed over at min yngste søster tog med os hjem, så vi fik en dejlig aften sammen. Jeg skulle jo på arbejde i dag, men hun og landmanden havde rigtig fået snakket.

Taknemlighed over den generøsitet, jeg finder i blogland. En af mine faste kommentatorer, Mette, havde tilbudt at læse mit abstract og kom derefter med mange gode vendinger og input, som den erfarne abstractskriver hun er. Bagefter tilbød Ellen at læse korrektur, så det blev grammatisk korrekt og hjalp også med at få de sidste ord barberet væk, så jeg nu har et abstract klar til afsendelse. Tusind tak Mette og Ellen, jeg er dybt taknemlig for jeres indsats.

Taknemlighed fylder kort sagt mit trætte hoved lige nu. De næste to dage står på introduktion af nye kolleger igen, ja vi er jo i den grad blevet opnormeret, så vi kan levere varen. Når vi kommer til april-maj, begynder presset at lette på alle os erfarne, det trænger vi til, men inden da har jeg en uges ferie i marts, som jeg glæder mig rigtig meget til.

God søndag aften til dig.

Nørrebro i hvidt

Frederiksbergs superlækre brunchsted: Den blå hund.