Snefnug, fordybelse, sortering

Udenfor danser snefnuggene rundt i luften. Kortvarigt er deres dans, for når de møder jorden, smelter de. Lastbilen, der skal læsses med spisekartofler holder henne ved kartoffelhusets port. Jeg kan høre trucksen køre frem og tilbage for at sætte de store bigbags på vognen.

Mine planer måtte ændres her til morgen, landmanden startede med at kaste op og have kulderystelser, da han sorterede. Så nu har jeg været vikar ved kartoffelsortereren i et par timer. Det betyder så også, at cafeaftalen i eftermiddag er aflyst, for jeg havde et regnskab og nogle andre småting, der skulle være færdig inden da. Og jeg orker ikke at være presset i min ferie, så jeg er sikker på at min studieveninde og jeg nok skal finde en anden dag. Heldigvis ser det ud til, at et par timers søvn har hjulpet på landmandens tilstand, men jeg står standby.

I går gik jeg helt ind i bøgernes verden, min gave fra landmanden Inden vi blev jeres af Lisa Wingate blev læst på en dag. Bogen er fiktion, men baggrunden for handlingen er desværre ikke. En kvinde, som blandt andet blev konsulteret af præsidentfruen Eleanor Roosevelt, og blev rost for sit syn på adoption og især at børn fra fattige kår ikke var andenrangsmennesker, viste sig at tjene penge på illegale adoptioner og bortførte børn fra fattige kår eller fik deres mødre til at skrive under på overleveringsaftaler, mens de var sløve af medicin i forbindelse med fødsler. Bogen er bygget om nutid og datid, den skifter mellem en ung kvindes tilbagevenden til Sydstaterne for at støtte sine forældre under faderens sygdom og så en gammel dames tilbageblik til barndommen. Jeg syntes om handlingen, jeg syntes om sproget og jeg nød læseoplevelsen, så den kan jeg godt anbefale.

Må du få en god tirsdag med gode oplevelser.

Så gik der tid med det

Skønne dage sammen med datteren er strøget af sted. Nu er hun sat på flyveren, landmanden og Ayla har trænet og jeg har gået en lang tur på 9300 skridt. Fredag eftermiddag snuppede datteren og jeg også en gåtur, inden jeg inviterede landmanden og datter til aftensmad på Blokhus Fiskerestaurant. Den havde fået ny forpagter, og vi kan varmt anbefale stedet. Egentlig ville vi ikke have den buffet, vi havde læst om, men tjeneren bad os tage et kig på den, og så var vi solgt. Lækre fisk på alle mulige måder, og for dem, der havde lyst var der også kød, godt tilbehør og som kronen på værket supergode kager (vi kunne også få oste, men det havde vi ikke appetit til). Det bliver ikke sidste gang, vi skal derhen.

Lørdag fik vi besøg af svoger og svigerinde, jeg serverede lammekølle med flødekartofler, tzatziki og en god blomkålssalat. Til dessert fik vi is i chokoladeskåle og smagte på mine jubilæumsgaver i form af en spændende portvin og en madeira. Aftenen strøg af sted, vi fik spillet spil, grinet meget og snakket endnu mere. Jeg er sikker på, at sådanne timer er med til at øge glædesniveauet i hjernen og forlænge livet.

I dag har vi hygget os med langsomt morgenbord, inden vi kørte hver til sit. Jeg trængte til en lang gåtur og tog ud i sommerlandet og gik efter næsen på kommunens stisystem. Lyset vælder ind af vinduet, solen får mere og mere magt. Landmanden bliver nødt til at inddrage 2. påskedag til arbejdsdag, men jeg har ferie, 8 dage endnu, herligt!

Søn og svigerdatter har netop meldt deres ankomst næste weekend, det bliver så godt. Jeg skal på cafe med en studieveninde i løbet af ugen, og jeg skal også på cafe med to af mine søstre og på gåtur bagefter. De har ganske enkelt fået arrangeret afspadsering en hverdag over middag, så de kan mødes med mig i Viborg. Vi kunne ikke finde en søndag til vores nye tradition med traveture sammen, så vi måtte finde på noget andet. Det kan kun blive en skøn uge.

Nu vil jeg finde en god bog, skænke en god kop te og lade mig omsluttes af solens stråler. God påskedag til dig.

En eftermiddagslur

Hvor andre har sne i rigelige mængder, måtte jeg konstatere, at jeg havde klædt mig for varmt på til dagens gåtur, og at foråret kom et skridt nærmere.

Alle andre end mig snupper sig en eftermiddagslur, jeg snupper en tid til blogskrivning. I dag har jeg læst Doktor Bagges anagrammer af Ida Jessen. Den er emnet for næste litteraturkreds. Nem at læse, hurtigt læst og hvad tænker jeg så. Den hænger sammen med bogen En ny tid, denne gang set fra distriktslægens side og hans sidste tid. Det er egentlig sørgeligt, at de to ægtefæller aldrig kunne finde ud af at tale sammen, for egentlig tror jeg, at de havde haft meget at tale om, og at de kunne have hjulpet hinanden med fortidens dæmoner. Jeg fik også en genopfriskning af, hvor stor en betydning almindelig håndhygiejne og rengøring egentlig har. Hvor mange mennesker, der døde pga bakterieoverførsler etc. Vi har bare glemt det. I dag er vi nok nærmest blevet for renlige, så vores børn ikke får udviklet modstandskraft overfor skidt og møg.

Ved at læse de mange anmeldelser om bogen fik jeg også denne gang udvidet min tankegang. En knudemand, en mand af få ord (og derfor er bogen også kort), en mand der laver anagrammer og måske også forsøger at finde meningen med sit eget liv som en form for anagram. Flere nævner, at det er godt, at de to bøger ikke er skrevet som en, for nu fremstår de som to helt forskellige fortællinger om det samme ægteskab. Fuldstændig som hvis vi andre skulle fortælle om vores ægteskab. Ida Jessen gør det godt, begge fortællinger virker troværdige på trods af, at de ikke ser hændelserne på samme måde. Men er det ikke netop også det, der ofte sker i ægteskabelige skænderier, vi synes, den anden er helt forkert på den, det er os, der ved bedst, eller det? Og måske er det også meget typisk, at jeg som kvinde nød hustruens fortælling med de mange beskrivende ord end mandens korte og til tider barske sprogbrug.

Jeg ligger her og varmer mig i en solstråle, mens jeg lytter til to mennesker og en hunds åndedræt. Huset dufter af jul, for julen varer lige til påske, hos nogen i form af sne, hos os i form af nybagte småkager. Jeg havde glemt, at jeg ikke kunne nå at bage af al dejen til jul, så i fryseren lå der dej til brunkager, pebernødder og vaniljekranse. Det gør der så ikke mere. God Langfredag til dig, jeg håber, du har en solstråle at varme dig i.

Et pusterum med tid til eftertanke

Sent i aftes tikkede en besked ind (egentlig bippede mobilen bare), strejke og lockout er udskudt 14 dage. Må det give et pusterum og rum til, at vores arbejdsgivere besinder sig. I går læste jeg to gode læserbreve, som formulerede så skarpt og flot det, vi er mange, der tænker.

Min søster gjorde mig opmærksom på det ene af en anæstesilæge, som stod i Jyllands Posten under overskriften: Vores omhu kan I ikke tage fra os, men arbejdsglæden og fleksibiliteten er på spil – her er et lille uddrag, men tag og læs det:

“Kære Sophie Løhde – vores medmenneskelighed lever I højt af. Når vi ansatte gang på gang går omvejen, bøjer regler, løber ekstra hurtigt og får andre til at se efter vores egne børn – fordi vi dagligt bliver konfronteret med andre menneskers lidelse og ikke kan lade være med at gå det ekstra skridt og blive den ekstra time. Denne omhu holder hånden under et sundhedsvæsen, som administreres rigidt med fortsat flere regler og dokumentationskrav, der udhuler den reelle patientnære tid. Det handler den kommende konflikt også om. Den manglende anerkendelse af den store indsats som alle dem, jeg arbejder sammen med, dagligt leverer under fortsat ringere forhold.”

Min fagforenings facebookside mig opmærksom på en kronik. Det er fra min egen region, en anæstesisygeplejerske fra Thisted, den skulle du også læse. Her er et uddrag:

“Kære Sophie Løhde, Anders Kühnau og Michael Ziegler.

Jeg er utryg, bekymret, vred og ked af det.

Hvor er det, I vil føre os hen med jeres måde at omtale os på, og hvilket samfund ønsker I opbygget, når I farer så aggressivt og hadefuldt frem imod os, så man næsten ikke kan forestille sig andet, end at I igen har køreplanen klar i inderlommen, der kun venter på at blive trukket frem i lyset? VI HAR set det før, dog aldrig så massivt som nu, hvor det er hele den offentlige sektor, der bliver genstand for jeres harme.

Hvem er I, at I kalder både mig og mine sygeplejerskekollegaer og mine venner lægen, social-og sundhedsassistenten, rengøringsassistenten, køkkenpersonalet, portøren og alle de andre for udspekulerede? SOM sygeplejerske arbejder jeg på alle tider af døgnet året rundt.

Mit skøn vil ofte være udslagsgivende for, om patienten får den rette behandling i tide.

Jeg er med, når døden rammer, og nyt liv fødes. Plus alt det store og det små midt i livet.

Jeg tilsidesætter mine egne behov for at være der for jer og jeres kære. Og rigtig rigtig tit tager jeg arbejdet med mig hjem i hjertet og i tankerne.

Hvordan kan I finde på at kalde mig for en, der kun vil tage og ikke give?”

Lægen skriver i sit læserbrev, at lønnen gøres til det store emne i medierne, men egentlig er det ikke det, det handler mest om. Og deri giver jeg hende ret: Imidlertid handler den om meget andet, som ikke er blevet ordentligt belyst: anerkendelse og arbejdsforhold. En læge er ikke bare en læge. En sygeplejerske er ikke bare en sygeplejerske. En politibetjent er ikke bare en politibetjent. Vi har alle gennem årene specialiseret os for at levere god behandling til danskerne. Anerkend det nu.

Så jeg håber, der findes frem til en løsning, som vi alle kan leve med. Den ændrer ikke på, at jeg sidder tilbage med en følelse af, at alle de fine ord, man har sagt om sygeplejen fra politisk side, det var/er bare ord uden mening fra afsenderen. Jeg føler mig ikke anerkendt af mine øverste arbejdsgivere, politikerne, og det gør faktisk ondt.

Påskedagene er startet, jeg har fyldt gode ting i dem, og jeg vil nyde dem. Må du få en dejlig Skærtorsdag.

Lidt afhængig? Måske

Egentlig havde jeg ikke sat det som mål for ferien, men det har min leder. Og hun har nok ret. For her sidder jeg på min første feriedag og har mere lyst til at logge på min arbejdsplatform og se om der er nogle mail, jeg lige kan svare på, end at få styr på mit hus, så jeg kan holde ferie uden hele tiden at skulle have tunnelsyn for ikke at se de åbenlyse hængepartier rundt omkring. Målet er, at jeg ikke kigger mail i min 13 dage lange vinter/forårsferie. Og at jeg ikke beskæftiger mig med sygepleje, heller ikke i form af artikler. Skulle der være noget i forhold til lockout (jeg møder tilbage på arbejde den dag, det måske starter), så får jeg en sms. Så status lige nu er, at jeg ikke ved, om jeg møder tilbage som en del af nødberedskabet og dermed ikke må varetage min funktion eller om alt det, der skal ske i april, kommer til at ske.

Hver år til påske kan jeg godt blive lidt irriteret, for der er en periode fra palmesøndag til påskemandag, hvor de fleste tror, at alle er på ferie og de færreste ved, at der er rigtig mange, der knokler. Og det gør de blandt andet på sygehusene. I går kom jeg til at tænke på, at det er meget længe siden, at vi ikke har haft stuer, hvor der ligger 3 personer på tosengsstuer. Det er hårdt for patienterne at være tre på en stue, der er beregnet for to. Det er hårdt for personalet at skulle arbejde under de forhold, men vi har vurderet, at det er endnu værre at skulle ligge på gangen. En del af vores patienter er dårlige, meget dårlige, og dermed ligger de også længere hos os og dermed får vi også flere patienter på afdelingen, for der kommer stadig lige mange ind. Det er kun takket være et meget godt arbejdsmiljø, hvor der løftes i flok, at vi lykkes med at komme igennem hverdagen. Men alle er slidte og det kommer til udtryk i flere med influenza og forkølelser. Vi er også en ung afdeling og dermed mange med små børn, så der er også indimellem mange, som har barnets første og anden sygedag.

Men i år har jeg påskefri, jeg har valgt at arbejde de andre skæve helligdage i foråret, og kombineret med ferie bliver det altså til 13 dages fri. Landmanden har travlt, sådan er det bare, men jeg satser på, han kan holde lidt fri i påsken, han kan jo ikke komme i marken. Landmanden plejer at sige, at skæve helligdage er opfundet af de dovne, det er ikke Gud, der har proklameret fridagene. Datteren kommer heldigvis på besøg hos os nogle dage, så kan hun og jeg holde påskefri sammen. Svigersønnen arbejder og kan heller ikke se grunden til at lukke. Der er vist også noget om, at Skærtorsdag og Langfredag ikke er helligdage i engelske lande, og rent faktisk er det jo kristne helligdage, så for andre er er det bare dejligt med de mange fridage uanset deres tro. Svigerdatteren er en af de sygeplejersker, der skal arbejde hele påsken og flere af vagterne er 12 timers, så hun er helt sikkert træt, når påsken er slut.

Huset ordner ikke sig selv, så mens landmanden sorterer kartofler, vil jeg starte dagen med fysioterapi og bagefter skal hus og indgangspartiet ryddes op. Hep, hep, Lene, lad som om det er patienter, der har brug for din pleje til at komme sig, det kan være det hjælper. God onsdag til dig, om du har fri, ferie eller skal arbejde.

Det der sommertid

• det er ret irriterende i starten, for jeg var lige blevet så glad for at køre på arbejde sammen med lyset og solen.
• det har været hårdt i dag, for på en eller anden måde fik en del af min hjerne narret resten til at tro, at der ikke skete noget ved at blive længere oppe i går aftes. Det skete der heller ikke noget ved, jeg er bare træt nu.
• til gengæld har der været dejligt lyst længe, det hjalp dog ikke på evnen til at gå en tur, jævnfør sidste linje i forrige punkt.
• jeg har det lige som børn, der tæller ned til en skøn begivenhed – to dage mere, så har jeg ferie. Jeg kalder den vinterferie, jeg skulle måske have kaldt den forårsferie. Vejret ser ud til at følge min feries navn mere end sommertiden.
• det her har intet med sommertid at gøre, men i dag spurgte en pårørende mig, om jeg var oversygeplejerske. Og så er det, jeg ikke ved, om det er alle rynkerne eller min erfarenhed, der gør udslaget. Det er så ikke første gang, at nogen antager, jeg er oversygeplejerske.

God søndag aften til dig.

Når jeg ikke tænker mig om

Forrige indlæg blev læst igennem og justeret, for indimellem kan irritationen og vreden godt få et udtryk, som jeg ikke ønsker. Dog havde jeg helt overset en detalje, som nogle af kommentarerne gjorde mig opmærksom på. For mig er betegnelsen for en bestemt fagforening blevet synonym med noget helt andet, nemlig det at der sidder gode mennesker, som gør deres job godt, men som ikke ved noget om den virkelighed, de forsøger at påvirke med deres planer bag skrivebordet. Planer som er udløst af politikeres ønsker og som de kan se en løsning på ud fra deres tal og statistikker.

Som dengang, hvor min daværende leder sammen med andre måtte troppe op til et møde med en økonom med en kørestol, et tremmebur med masser af dyner, puder og store skumgummifirkanter, kaldet packs, for at synliggøre, at man ikke bare lige kunne lægge flere på stuerne. Et menneske, som er hårdt ramt af sin apopleksi, har brug for mange hjælpemidler og det personale, der skal pleje patienten, har brug for meget plads for, at det ikke skal give dem arbejdsskader. Først da forstod han lidt af det, de havde prøvet at fortælle. Eller dengang en tidligere arbejdskollega kom til en ny stilling, hvor vedkommende opdagede, at det kontor skulle lægge planen for apopleksibehandlingen i regionen, og de anede intet om apopleksi og hvad det vil sige at være ramt af dette. De fik en kæmpegave ved at få et menneske med erfaringer fra praksis, og sammen kunne de så forsøge at lægge en plan. Det gør mig bange, når man ikke tænker på at involvere de fagpersoner, som er i praksis, når man skal tænke nye planer. Og for mig har det været nemmere at kalde de personer DJØF’erne, og det er ikke fair overfor alle de, der er i den fagforening, og som alle helt sikkert ønsker at gøre deres job godt, fuldstændig som jeg gerne vil gøre mit. Det vil jeg gerne sige undskyld for.

Jeg har haft en god og travl dag i dag på arbejde. Skridttælleren viste 8500 skridt efter 8 timers arbejde, så nu hygger jeg mig med serier og tedrikning. I aften skulle jeg gerne sove en time før, for morgendagen bliver nok lige så travlt som i dag, så jeg vil gerne have syv timers søvn denne nat, hvor vi går over til sommertid. God lørdag aften til dig.

det er da godt

• at vi er født i de måneder, vi er født i, var landmandens kommentar i dag. Vi har fået en tradition med at give rundstykker og kage ved fødselsdage til formiddagskaffen på gården. Vi har kun én ansat det meste af året. I perioden august-september og oktober har vi seks ansatte. Men landmanden, vores faste medarbejder og jeg har fødselsdag henholdsvis januar, februar og marts, så vi slipper nemt om ved indkøbene, og vi hygger os gerne lidt længere den dag. I dag var det min første fridag på en hverdag efter min fødselsdag, så selvfølgelig skulle vi følge traditionen.

• at man kan bruge latteren som et middel mod frustrationer og afmagt. Det letter, men jeg er stadig dybt bekymret for, hvad man kan finde på at lovgive om, når lockouten får effekt. Seneste nyt er at regionerne har forslag, om at vi skal være direkte ansat i regionen og så kan de flytte os rundt, hvor der nu skønnes behov. Jeg kan ikke rigtig se, hvordan det harmonerer med et godt patientforløb og godt arbejdsmiljø.

• at jeg som sygeplejerske har en generalistviden, men jeg har derudover en langt større specialistviden, og den kan meget nemt gå tabt i sådant et arbejdsmarked, hvor man flyttes rundt efter DJØf’ers hoveder. Undskyld til alle DJØFer, men det er helt ærligt ikke særligt godt gennemtænkt, det bærer præg af skrivebordstænkning. Lige som forslaget om, at vi skal have en normperiode på et år. Det kan i realiteten betyde, at vi alle skal afspadsere de sidste måneder i året, fordi der ikke har været tid til at afvikle optjent afspadsering, og så skal alle pludselig afspadsere. Som det er nu, ryger overarbejde og merarbejde til afspadsering. Vi må i første omgang ikke få det udbetalt. Så går der tre måneder og så skal det sættes til udbetaling. Det betyder, at det merarbejde som jeg har haft i denne uge, først kommer til udbetaling om fem måneder.

• at vi lokalt har fundet vores egen metode. Det er ikke ligegyldigt, om du bliver passet af en sygeplejerske med erfaring i apopleksi, når du har apopleksi eller om du bliver passet af en sygeplejerske med erfaring i brækkede ben og knogler – og det modsatte er selvfølgelig lige så svært. På mit afsnit har vi indgået et samarbejde med den tilstødende afdeling, som er lungemedicinsk afdeling. I perioder, hvor vi har plads (det er så efterhånden et særtilfælde), kan vi modtage nogle af deres patienter, som ikke er patienter med specialiserede behov, og hvor der er lagt en lægelig plan for behandling og medicin. Det fungerer rigtig fint, også fordi vi selv har patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL), som har fået apopleksi eller som får lungebetændelse, så vi har en generel erfaring med mennesker med lungeproblemer.  Vi kan bare ikke gøre det samme den modsatte vej, for alle vores patienter kræver sygeplejersker med specialistviden.

• at nogle af mine kolleger, som er ramt af anden runde af influenza på vores afdeling (denne gang er det kun personale, ikke patienter), er blevet raske igen. De skal nemlig i weekendvagt sammen med mig, og det er alt andet lige lettere at få en travl og overfyldt afdeling til at fungere, når det er ens egne kolleger, man samarbejder med. Selv om vore vikarer har gjort det godt.
• at jeg har det godt og ser frem til tre dage i plejen sammen med gode kolleger. God fredag til dig.

Jamen altså

Jeg havde ikke tænkt over det, så derfor var jeg helt høj, da jeg kørte ud fra gårdspladsen lidt over seks i går morges. Det er jo lyst! Og jeg fik solopgang på min vej. Jeg elsker de måneder om foråret og efteråret, hvor det sker. Jeg kunne sagtens komme for sent på arbejde, bare fordi jeg får lyst til at stoppe op, stå ud af bilen, nyde luften og fuglenes sang.

morgensol

I dag gik jeg en tur på en halv time, mens vildtlasagnen passede sig selv i ovnen. Jeg gik ind i den fredede højmose, dog på vejen. Pludselig ser jeg en bevægelse ude til højre i mit synsfelt. Jeg farer sammen, men opdager så, at det er en løsgående hund med sin herre lige bagefter. De havde gået inde i højmosen. Godt det ikke var en ulv. Den er nemlig også set herude.

Tænk at det nu er lyst, så jeg kan nå en aftengåtur. Jamen altså. Skønne marts, som har givet mig sne og forår.

aftensol

Hjemme igen

Vi har gjort det før, og vi gør det gladeligt igen. Klokken halv ni i går morges kørte bilen ud fra gårdspladsen. klokken kvart over et holdt den på Frederiksberg, hvor søn og svigerdatter havde dækket flot fødselsdagsbord med lækre boller. Sønnen var absolut ikke på højkant, men han ville være med til at fejre mig. Klokken halv fire holdt vi fire på Nørrebro, hvor datter og svigersøn sørgede for et lækkert kagebord og igen fin fødselsdagsopdækning. Jeg fik den smukkeste kjole (som sønnen havde købt med behørig bistand over mobilen fra datteren) og var nærmest helt grædefærdig over, at den var et nummer for lille. Jeg kunne sagtens få den på, men den sad lige lidt for tæt om kroppen til at det var behagelig. Alle var enige om, at de kilo, der er sneget sig på efter overgangen, får lov til at blive siddende. I stedet for håber vi, at datteren kan få den et nummer større, ellers må jeg arrangere en shoppetur til København og med besøg i den skønne butik, som jeg tit har beundret udefra.

Svigerdatter og svigersøn skulle begge til andre arrangementer om aftenen, så vi andre bestilte mad fra Un Mercato, det var lækkert mad med masser af god smag. Sammen med god snak, latter og et spil Ludo fik aftenen hurtigt ben at gå på.
Nu er vi hjemme igen, og jeg skal have forberedt mig mentalt og lidt praktisk på de næste ni dage. Jeg har en fridag midtvejs, og bagefter venter heldigvis en lang ferie kombineret med helligdage/fridage. Dem ser jeg frem til.
Ha en dejlig solskinssøndag.

Mens du sov

skrev jeg dette indlæg:

Tankerne flyver af sted, det første år er gået. Det er gået stærkt, og indimellem også for stærkt. Måske er det derfor nætterne tages i brug, tankerne sover nemlig ikke. Det er en underlig fornemmelse langsomt at finde ud af, at jeg ikke sover, at jeg ikke drømmer, men at jeg faktisk er vågen og tænker tanker, som jeg midt i nattens mulm og mørke havde forvekslet med drømme.

Om lidt er det morgen, om lidt lykønskes jeg af landmanden. Et år er gået. Det er min fødselsdag og jeg er startet den med at være vågen midt om natten. Jeg har gode planer for dagen, og mon ikke også der bliver tid til en lur, det tror jeg.

Lige her hvor det endnu er mørkt, men hvor lyset anes i mørket, tænker jeg tanker om livet og det sted, jeg er i livet. Længe har jeg følt mig afventende, ikke i forhold til mit arbejde, der ved jeg godt, hvad jeg kan og vil. Men mere i forhold til det liv, der skal leves udenfor arbejdstiden og i høj grad efter arbejdslivet slutter. Jeg har ladet mig selv være afventende, øvet mig i at være tilgivende over for mig selv, når jeg indimellem føler mig som værende gået i stå - igen ikke i mit arbejdsliv, men i livet iøvrigt. Og jeg tror på, at jeg nok skal finde min vej. Jeg har fuld tillid til mig selv. Rejsen på vej til de 70 og pensionstilværelsen (hold nu op som det ser forkert ud på skrift) er lige begyndt, men lige nu og her er jeg glad for, at jeg stadig elsker at være sygeplejerske og stadig kan blive helt høj af at snakke sygepleje med andre sygeplejersker. Den gejst og passion gad jeg godt kunne finde i noget andet, det må være kompasset på rejsen.

Nu er huset vågnet og jeg har fået gaver, som lige mig. Oplevelser i form af en nyudkommet bog og en biograftur for to, jeg glæder mig. Må glæden finde vej til dig.

Hu hej hvor tiden går

Lige pludselig er det fredag eftermiddag. To dage er strøget af sted med lutter gode ting. Heldagsmøde i Hammel, hvor jeg fik ny inspiration og gode snakke frem og tilbage i bilen. Dernæst en skøn aften sammen med svoger og svigerinde, som havde inviteret os i Musikkens Hus til jubilæumskoncert med Aalborg Symfoniorkester, Maria Lucia og Johannes Langkilde som konferencier. Det var skønne 75 minutter i anledning af orkesterets 75 års jubilæum. Og igen måtte vi beundre akustik og den smukke koncertsal. Bagefter sluttede vi af med pandekager og is og masser af hyggeligt snak.

Dagen i dag bød på først lidt hjemmearbejde og så møde igen, ikke i Thisted som planlagt, men i Brønderslev. Igen med masser af inspiration og gode snakke om sygepleje på tværs af tre matrikler i neurorehabiliteringen i Nordjylland. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det kommer vores fælles patienter til gode.

Nu slappes der af og nydes, at weekenden er skudt i gang. Må du få en skøn fredag aften.

Det er en gave

Okay, det var nemmere at sige det i nat klokken fire, end da vækkeuret ringede klokken syv. Men i nat tænkte jeg på min svoger, der altid tænker, når han er vågnet midt om natten og ikke kan falde i søvn, at det er en gave at få timer foræret. Jeg vågnede klokken halv tre, og så kunne jeg ikke sove mere. Tiden blev brugt på kryds og tværs og bogen om Kronprinsen; Under Bjælken, som jeg fik af samme svoger og svigerinde til mit jubilæum. Og jeg må endnu en gang konstatere, at visse biografier godt kan fange mig, og denne gør. Den er godt bygget op med forfatterens evne til at sætte rammen om kronprinsens liv, dels med hvad der skete i samfundet på samme tidspunkt, dels med små citater fra dem, der var omkring ham på det tidspunkt og grundig research om det, der allerede er skrevet og sagt af og om Kronprinsen. Jeg er ikke færdig, men jeg kan konstatere, at ligesom man i Kongehuset ikke var forberedt på, hvordan man hjælper en prins, der er gift med en kommende Dronning, så var man heller ikke forberedt på, hvordan man hjælper et barn, der skal være Konge engang, i en anderledes barndom og ungdomstid efter 68-oprøret end hans forældres barndom. Heldigvis får Kronprinsen senere i livet en god sparringspartner og er også god til at vælge sig nogle gode venner.

Det er fridag i dag, den er startet med fys-behandling af nakke, skuldre, arme og hænder. Lige nu skal jeg vælge, om jeg skal have en lille lur eller om jeg skal vælge den hårde vej og så fuldføre dagens program inklusiv koraften, før jeg lægger mig til at sove. I morgen skal jeg til Hammel til møde, og jeg er chaufføren. De forrige dage har jeg været på kursus om den nye uddannelse for social- og sundhedsassistenter. På fredag har jeg hjemmearbejdsdag om formiddagen og et møde i Thisted om eftermiddagen. Så en hel arbejdsuge uden at være på mit arbejde.

Det er absolut ikke en gave at få at vide, at hele sygehuset er lockoutet. Jeg er spændt på, hvordan man tænker nødberedskabet hos os, vi får jo kun akutte patienter ind og har en hyperakut behandling med et tidsvindue, der lukker efter 4,5 time fra symptomdebut. I forvejen har vi svært ved at få enderne til at hænge sammen, så hvordan vi skal kunne undvære personale, er svært at se. Jeg venter spændt på, hvad man finder ud af. Jeg læste et sted et forslag om, at man burde ændre forhandlingsmodellen til en model a la valg af Paven. Parterne bliver lukket inde, indtil de har fundet en løsning, som begge kan være tilfredse med. Det, synes jeg, er en genial ide. Og så er det først i år, det er gået op for mig, at modellen ikke fungerer særligt godt med offentlige arbejdsgivere. De tjener jo penge på at lockoute os, for vi får ingen løn, hvor en privat arbejdsgiver også mister indtjening ved lockout.

Lige nu pibler gode ideer om indlæg frem, inspireret af det, jeg læser. Ofte glemmer jeg dem igen, men nu vil jeg oprette indlæg med overskrifter i min kladdemappe, så kan de blive til indlæg – engang.

Jeg starter resten af dagen med at sætte mig hen i min hyggekrog, drikke lidt te og samle energi til bevægelse. God energirig onsdag til dig og husk nu – bevæg dig aktivt 3 x 1 minut i din arbejdstid, vi er alt for mange, der sidder ned det meste af dagen. 

Det er så let

• at fortælle mig selv, at den hovedpine, den forfrossenhed og den træthed, jeg mærker, skal soves væk eller slappes af væk
• at i morgen er der atter en dag, så der går jeg mig en tur
• at forsvare sig selv med, at sådan er det: kursusdage med fokus på at lytte og sidde stille er usunde for helbredet og udmattende

Så er det godt:

• at jeg efterhånden har præpareret mig selv med indlæg og peptalks, så jeg ved, at lidt har også ret
• at modtage ugens udfordring fra kræftens bekæmpelses 10-kamp midt i sofaafslapningen: bevæg dig mere
• at landmanden ser fodbold, så jeg sneg iPaden med ud på det varme badeværelse, fandt noget godt musik, og så dansede jeg frem og tilbage, mens armene fik motion og smilet blev bredere og bredere, når jeg så mig selv i spejlet (og skridttælleren viste 2330 aerobic skridt, det er mere end en tredjedel af dagens skridt – bare ved at danse til 3-4 sange)
• at jeg endnu en gang kan konstatere, at bevægelse var det, der skulle til: hovedpinen er væk, trætheden er nu blot en almindelig aftenstræthed og forfrossenheden har forføjet sig.
• at jeg også kan læse i min udfordring, at det at rejse sig op og stå ved sit skrivebord forbrænder kalorier, uden at man behøver at gå. Det må jeg huske, når jeg kommer i nærheden af et hæve-sænkebord.

God aften til dig, nu vil jeg sænke tempoet og forberede mig på, at det snart er sovetid. Skulle du have lyst til at komme op i tempo, så brug bare den her sang, Man går ganske godt til den.

Udenfor mit vindue

er der masser af liv. Duer, solsortehannen med sit pralende orange næb, og solsortehunnen i mere afdæmpede farver. Musvitterne, gråspurvene og bogfinkerne er de fleste, men der gives også plads på foderbrættet og ved mejsekuglerne til blåmejsen, grønsiskenen og grønirisken. Skovskaderne er forsvundet igen, de havde travlt med at jage hinanden væk, selv om der er nok til alle.

Jeg har hentet gyngestolen fra stuen ind i køkkenet, skubbet planterne væk fra terrassedørens vindue og sat mig der med te, strikketøj og tæppe omkring benet. Selv om vi fik isoleret godt for nogle år siden, så er det alligevel lidt koldt at sidde så tæt på vinduet.

I går så jeg sidste afsnit af sæson 13 i Greys hvide verden, og nu er jeg hjemløs, indtil jeg får snakket med mine unge kolleger eller min søn om, hvordan jeg finder sæson 14 på nettet. For ja jeg har den kanal, der sender de nyeste afsnit i sæson 15, men dem vil jeg jo ikke se. Nå, det er et luksusproblem, og heldigvis kan jeg da fylde min søndag med så meget andet.

I dag er sidste dag i udfordring 1 i 10-kampen fra Kræftens bekæmpelse. Første udfordring var at få 75 g fuldkorn hver dag. Jeg spiser rugbrød og fuldkornsknækbrød hver dag, men for at nå målet har jeg nu tilføjet havregryn om morgenen, enten som havregrød eller Bircher Mysli (kold grød). Min variant af Bircher mysli er 1 dl havregryn, 1 dl mælk, 1 dl A38, et drys kanel og en halv pære eller æble, som er revet. Alt røres sammen og stilles i køleskabet med låg på skålen til næste morgen. Så lægger jeg mandler og bananskiver på. En dag havde jeg glemt at lave det, og jeg havde ikke lyst til havregrød, så jeg puttede alle ingredienserne i skålen og spiste det. Det smagte ikke så godt, mælken og A38 harmonerede ikke, jeg havde en sur smag i munden. I dag har jeg lavet bananpandekager med havregryn til morgenmad sammen med A38 med mysli og optøede solbær/ribs fra fryseren. Bagefter nød jeg fuldkornsknækbrød med ost. Fuldkorn har mange gode egenskaber, det mætter og det forebygger en lang række sygdomme, blandt andet tarmkræft. Du kan læse mere om fuldkorns gode egenskaber her: https://www.cancer.dk/10-kampen/udfordring-1/ Jeg er spændt på, hvad næste uges udfordring er.

Det regner udenfor, og det indbyder absolut ikke til en gåtur, så jeg håber lidt, at landmanden kører sig en tur. Jeg er nemlig bedst til freestyledancing, når jeg er alene hjemme. Vi får se, nu må jeg hellere fatte strikketøjet igen, den hestetømmekant forneden på kjolen skulle gerne være færdig i dag. God søndag til dig.

Energidræber og energiopliver

Man kan vågne og føle sig uoplagt med et energidepot, der føles tomt

Man kan vælge at være i den tilstand i håb om at noget sker, som fylder energi i depotet.

Man kan også vælge at gå en anden vej

En gåtur med solbriller og sol på næsen

Et tomt stuehus, der byder en op til dans (og man kan te sig lige så fjollet, man vil og skrue lige så højt op for musikken, som man vil)

Smilet og latteren dukker frem

Energiberigende lørdagsaktivitet - må du få sol, smil og latter ind i din lørdag.

Jeg ligger i min seng

Jeg blogger fra min mobil.  Det gør jeg aldrig, det går for langsomt. Det er, som om min hjerne forhindres i at tænke flydende. Den hæmmes også af, at jeg ikke visuelt får et indtryk af hele siden. Lige nu ser jeg kun den sætning, de ord, jeg skriver, mens resten af indlægget forsvinder for mit syn.

Gårsdagens glædelige overraskelse, det sneede, da jeg skulle køre på arbejde :-)

Hjernen har brug for udfordringer og nye veje at gå, så når det at køre en ny vej til arbejde eller skifte side i sengen er stimulerende for hjernen , så må det at blive i sengen uden at være syg vel også være stimulerende.  Og så endog skrive indlæg uden at kunne tjekke helheden. Det er faktisk ikke rart. Jeg vil gerne have kontrol over indtrykket.

Dårligt billede, men jeg elsker min smukke snedækkede vej

I går var en god dag,  jeg skulle deltage i et ernæringssymposium, både som oplægsholder og som tilhører. Der var oplæg, som satte min hjerne igang med tanker og ideer. Der var indlæg, hvor jeg kendte indholdet, og der var indlæg, hvor jeg blev glad over de tiltag, folk var i gang med. Mit eget indlæg blev godt modtaget,  meget godt modtaget,  og den bedste kompliment kom fra to kvinder, to sygeplejersker,  som jeg værdsætter meget. Deres ord gik på, at jeg repræsenterede sygeplejen på højt niveau (der var nemlig ikke meget sygepleje synligt denne dag, men efter min mening var der nærmest sygepleje i det hele). Det gjorde og gør mig stjerneglad . Ha, jeg er vant til automatisk stavekontrol,  så jeg skal være årvågen.  Jeg er stjerneglad,  ikke stjerneklar , som der først stod.

Nå, jeg holdt ikke helt mit løfte om at blive i min seng i tolv timer, gik i seng klokken ni i går aftes. Landmanden kom ind for at gøre sig klar til et ærinde inde i byen,  og så stod jeg op. Nu er jeg i tøjet, teen trækker, jeg skriver stadig på mobilen, men er heldigvis kommet i tanke om at zoome ud med mellemrum,  så jeg kan se helheden og drysse kommaer ud over indlægget.

Ayla var ikke tilfreds med at landmanden tog af sted uden hende.

Jeg holder fredagsinfo, øh du har nok regnet ud, at jeg holder fredagsfri. Fredagsinfo til kollegerne står min leder for, men det minder mig om, at jeg gerne vil have noget med denne fredag. Og jeg endte med at redigere indlægget på computeren i forhold til at flytte billederne, det kunne jeg ikke finde ud af på mobilen, så der er plads til flere hjerneudfordringer. Ha en god fredag.

Ok så affinder jeg med dig og mig.

Strøtanker

• Mit afsnit skal ikke konflikte, så nu er det spændende om regionen vil lockoute os alle sammen. Vi får se.
• Jeg glæder mig så meget til min vinterferie, som takket være påsken bliver på 12 dage.
• Influenzaen hærger stadig både personale og patienter. Jeg er sluppet fri indtil nu, men blodbanken vil dog ikke se mig endnu, og det forstår jeg godt.
• I dag fik jeg lov til at køre på en snepyntet vej. vores stykke offentlig vej bliver ikke ryddet før op ad dagen. Så der var hvidt overalt halvanden kilometer, da jeg kørte klokken seks i morges. Jeg nød, at jeg har en god bil, er erfaren bilist og dermed også kunne nyde den sneglatte vej.
• Alle veje var fri for sne, da jeg kørte hjem klokken 17. Lidt kedeligt, men dejligt, når jeg gerne ville hurtigt hjem og slappe af.
• Jeg klapper mig selv på skulderne, for i går lavede jeg fasanlår, kartofler og en god sovs dertil. I dag blev resterne af kartofler og sovs serveret til pandestegte fasanbryster. Så nu skal jeg lige finde på noget lækkert tilbehør til de resterende fasanbryster i morgen. Dermed har tre fasaner sørget for aftensmad til to personer i tre dage, og jeg tror også, at der bliver rester til rugbrødsmadderne. Landmanden elsker rester fra aftensmaden og kogte æg på sine madder. Vi er leveringsdygtige i begge dele, alt sammen fra gårdens hønsehus og ejendommens vildtbesatte marker.
• Nu vil jeg nyde at jeg har et blad og et strikketøj, der venter på mig.
• Må du have noget godt, der venter på dig.

• 

  tidlig morgenstund på vej til sygehuset

Jeg trækker den lidt - mod bedre vidende

Måtte lige tjekke at ordene "mod bedre vidende" betød det, jeg mente. Nemlig at jeg gør noget på trods af, at jeg ved bedre.

Jeg har nu i to nætter sovet ad Pommern til, og noget af det er min egen skyld. Jeg lagde mig nemlig til at sove på sofaen efter den dejlige koncert lørdag aften uden at gøre mig klar til natten. Vågnede klokken to, og så blev jeg lysvågen, fordi alt tøjet skulle af og der skulle børstes tænder. Og vågen var jeg frem til klokken seks, hvor jeg faldt i let søvn til ved ni tiden.

Planen var så at holde den gående til efter aften og så gå tidligt i seng. Ved den planlagte sengetid kom jeg til at se på skridttælleren, at på trods af lang gåtur så manglede der 700 skridt i at nå de 10000, som jeg havde planlagt. Dem nåede jeg ved at tage et stykke tøj fra tørrestativet i det ene værelse, lægge det samme og lægge det på plads i det andet værelse. Sådan fortsatte jeg med alt tøj og strømper. Nu var alt lagt sammen og på plads. Til gengæld var jeg lysvågen og kunne ikke gå tidligt i seng. Da søvnen indfandt sig ved midnatstid, godt hjulpet på vej med klassisk musik på iPaden, skulle man tro, at alt var godt. Nope, jeg vågnede klokken tre og så gik hjernen i selvsving frem til ved halv seks tiden. Søvnen derefter blev aldrig god, og jeg nåede ikke det, jeg skulle have nået før mit møde i eftermiddag.

Planen i dag var, at jeg skulle tidligt i seng, så jeg var klar til projektdag, men jeg er et drys. Læser lidt her, laver aftensmad, drikker te, betaler regninger, drikker te, læser lidt der osv. Jeg mangler stadig at læse det aftalte til projektdag i morgen og at planlægge oplæg til personalemøde efter projektdagen. Egentlig har jeg mest lyst til at trække i varm tøj og så gå en snevejrstur, men det gør jeg ikke, for så bliver jeg da for alvor rigtig vågen.

Jeg overvejer at gå i seng nu, jeg er træt nok til det, og så stå tidligere op for at forberede mig. Vi får se. God aften til dig.

Weekendfri

Weekenden er gået med lange gåture, lidt strik (lidt fordi min arm ikke vil være med til mere), film, serier og en dejlig koncert med Stine Bramsen. Det er første gang, at jeg har været i Musikkens Hus til koncert. Det var en god oplevelse. Der var god lyd, vi sad godt, selv om vi var helt oppe på 2. balkon. Godt nok kunne jeg ikke se, om det grønne mønster, man fik et glimt af gennem kjolens rygudskæring, var en rygtatovering eller en top af en art. Det var jo egentlig også ret ligegyldigt, når blot jeg kunne se Stine Bramsen, høre musikken og nyde hele bandet give den gas. Koncerten var en julegave til landmanden fra mig, og han fik en mere som erstatning for den koncert, vi skulle have været til sidste år med Poul Dissing og Benny Andersen. Så nu går jeg og glæder mig over en koncert i april, jeg burde være bedre til at bestille koncerter, for jeg nyder at være af sted.

I dag har der også været tid til en lang snak med datteren, det gjorde godt at grine og at snakke om livet. Bagefter fik jeg overtalt landmanden til at spille Bezzerwisser med mig, det er noget, vi ellers kun gør sammen med vores børn. Det skal vi gøre noget mere. Ayla og landmanden har trænet, og nu slapper begge af på hver sin måde, men det ender nok med en lur til begge.

Litteraturkredsens næste bog er Spejl, Skulder, blink af Dorthe Nors. Vi fik at vide, at den nok ville skille os i vores opfattelse af bogen. Vi fik også at vide, at vi skulle snakke om det, der stod mellem linjerne. Og så fik jeg helt præstationsangst, for det var jeg ikke særlig god til i skolen. Det er en meget speciel bog i skrivestil. I begyndelsen måtte jeg holde pauser, for bogen var skrevet som en, der konstant snakker og som hopper fra det ene emne til det andet uden sammenhæng, men blot som hjernen får tilskyndelser til at tænke på. Så jeg har for først gang oplevet, at en bog nærmest kunne gør mig forpustet, hjerneforpustet. Men jeg kom til at holde af hovedpersonen, og jeg nød at læse bogen færdig. Nu er jeg spændt på vores snak om bogen, det varer dog et par uger endnu.

Lidt faglitteratur sneg sig ind, det var det, jeg havde lyst til, men jeg blev nu ikke færdig. Skridttælleren er alle fridagene kommet op over 10000 skridt. Det gør mig godt at gå, jeg tænker rigtig godt. Og i disse dage har jeg lavet brainstorm på det oplæg, jeg skal forberede i morgen. Morgenens fridag har jeg været nødt til at inddrage, så jeg dels arbejder hjemme, dels deltager i en temaeftermiddag om dokumentation på sygehuset. Det er ok, jeg har forlænget weekendfri næste weekend. Jeg glæder mig til min vinterferie, som bliver ekstra lang, fordi jeg har valgt at ønske fri de tre skæve helligdage i påsken og så arbejde de tre efterfølgende skæve helligdage. Det kan kun blive godt. God søndag aften til dig.

Så sidder jeg her

Jeg har en enkelt feriedag i dag, min skemaplanlægger har drysset enkelte feriedage ud over marts, fordi jeg har for mange tilbage. Det meste er nu planlagt efter mit ønske i begyndelsen af april og heldigvis med start i marts. Ordet heldigvis skyldes, at jeg ikke må afholde ferie, hvis min afdeling bliver udtaget til strejke, hvis ferien starter efter konfliktstart. Men med akut behandling håber jeg, at vi ikke bliver udpeget, uanset om det er fagforbundet eller arbejdsgiverne, der skal udpege.

Er Danmark klar til en storkonflikt? Det tror jeg ikke - jeg er ikke klar. Jeg synes helt klart, at vi skal have bedre vilkår og mere løn, og det tror jeg også, befolkningen generelt mener. Jeg er dog træt af, at midlet til at få arbejdsgiverne til forhandlingsbordet er det samme som for hundrede år siden. Kan Danmark forstå, hvis der kommer en storkonflikt? Det ved jeg så ikke. Det koster dyrt på mange fronter, både menneskeligt og økonomisk. Men de arbejdsvilkår som sygeplejersker, lægesekretærer og lærere (det er de tre grupper jeg kender bedst) arbejder under, er ikke i orden. Det skal der gøres noget ved. Som sagt er jeg bare ikke tilhænger af strejke og lockout, så jeg venter spændt.

Om lidt vil jeg argumentere over for mig selv efter devisen: motivation kommer ikke af sig selv, der skal argumenteres og man dumper i masser af gange, men hvis ønsket er en ændring, må man blot blive ved.

Det er koldt: Ja men ikke inde i LOOP, der får du varmen

Jeg har feriedag, så jeg må godt hygge mig: Det kan du gøre bagefter og for øvrigt synes du, at det er hyggeligt at være i LOOP, når du først er der

Jeg er træt: Det er du jo hele tiden, så kan du huske sidste gang, hvor dejligt det var bagefter? Og i øvrigt kan du risikere at blive mindre træt ved at styrketræne (ha, ha, det kan jeg ikke huske – så synes jeg du skal forsøge at friske din hukommelse op)

Hvorfor skal man gøre noget, man ikke er motiveret for: Du vil jo gerne. Du er træt af at have ondt i kroppen som følge af uhensigtsmæssige kropsstillinger. Du er træt af den vom, der er kommet over det sidste år, og som hindrer dig i at føle dig tilpas i dit tøj. Det kan LOOP hjælpe dig med. Husk hvor godt det var sidste forår, hvor du kom af sted. Husk hvordan du følte kroppens styrke og hvordan du kunne gå op ad trapperne på arbejde uden at puste.

Jeg kunne måske gå på en kur? Nogen har tabt sig ved LCHF eller 5-2 kuren eller … : HA HA HA, du hader jo kure, du har siden din sygeplejeelevtid undgået kure og i stedet for fokuseret på mængden, motionen, og at undgå fristelserne i hverdagen. Det gik meget godt, indtil du kom ud af overgangsalderen. Din hjerne snyder dig, du tror, du har brug for sammen mængde mad som dengang, så hvis du stadig vil spise alt det lækre, så må du også motionere.

Okay, jeg pakker mit grej sammen og kører ud i kulden, men hvis jeg ikke føler mig godt tilpas, når jeg kommer hjem, så snakker vi to ikke mere sammen: Det er en aftale, jeg er stolt af dig.

Ha en god dag