Måske var det på tide, at den sidste lange motorcykelferie i 2011 fik sin historie fortalt færdig. Vi var i gang med at køre på Dolomittervejen, og vi var nået til Canazei. Næste mål var bjergsøen Karersee. Rejseguiden løj ikke, da den skrev om den smukke grønne farve.
Vi nød en lille gåtur ned til søen og fik lidt at drikke. før turen gik mod Steinegg. Byen kunne vi ikke finde på vores GPS, men i vores bog over motorcykelhoteller i Østrig og Norditalien stod koordinaterne på stedet. Godt nok havde vi aldrig prøvet det før, men vi fik plottet koordinaterne ind, så vi var fuld af fortrøstning, vi skulle nok nå frem.
Vejene blev godt nok noget mindre, ind imellem også temmelig svære at køre på med en tungt læsset motorcykel, men vi havde kursen.
Da vi til sidst så målet, synes vi ikke det lignede et hotel, men vi kørte da derned og vendte på gårdspladsen. For det var en gård, og havde aldrig haft noget med et hotel at gøre, så vidt vi kunne se. Vi havde talt med hotelejeren om morgenen, så vi vidste da, at hotellet eksisterede og den lille by tillige med. Vores kort var ikke detaljeret nok til at vise vejen til byen. Men nogle af de nærliggende byer havde vi set på et skilt, så nu kørte vi på må og få i de italienske alper. Pludselig stod navnet der, og vi fandt hotellet.
Det gode ved disse motorcykelhoteller (MoHo) er, at aftensmaden er med i prisen, 5 retter mad, og det er altid spændende at se, hvilken lokal specialitet vi så skal prøve. Landmanden og jeg nåede også at tage en svømmetur i hotellets dejlige pool og så endda nå en øl på terrassen uden for hotellet. Landmanden og vores rejsekammerat fik vasket det værste støv af motorcyklerne.
Og da mørket sænkede sig, fandt vi vin og glas frem og nød udsigten fra altanen udenfor vores værelse. Dette var sidste dag i Italien, næste dag skulle vi gerne nå op til Tyskland.