VI NÅR DET NOK

Det har vist altid været mit motto. Og ting har det med at blive gjort i sidste øjeblik. Men nu står gaverne til rengøringsfolket på bordet. Dagen i går bød først på arbejde, dernæst i fuld løb ned til omklædningen, så jeg kunne nå ud i bilen og ud på vejene omkring sygehuset før alle andre. Landmanden og jeg havde møde med vores revisor i en anden by, og man skal være mere end heldig for at kunne nå ud af byen på en halv time. og en halv time var, hvad jeg havde i alt, før jeg skulle sidde ved mødet. Jeg nåede det. Jeg nåede også at få hentet en bestilt julegave og at komme til en tredje by og hente gaverne til i dag. Jeg nåede også at drikke te og spise ostemadder, før jeg stod omklædt til korafslutning. Vores nye korleder har sin helt egen skønne måde at være på, så selv om vi er de samme, og nogle af sangene også, så bliver opførelsen af sangene forskellig afhængig af de tre korledere, jeg nu har haft. Det blev en hyggelig aften med æbleskiver og kaffe/te bagefter. Jeg nåede også at få ryddet op i huset og set serie, inden jeg efter en kop gløgg gik i alt for sent i seng. Nu er jeg klar til en ny arbejdsdag og ser frem til tre fridage efterfølgende, hvor de sidste ting gøres færdig til julen, så vi når det nok. Julen kommer uanset om vi er færdige og det vigtigste er klar: menneskene vi skal være sammen med. God torsdag til jer.

FESTLIGT OG FORNØJELIGT

Da jeg startede som nyuddannet sygeplejerske i Aalborg, var alt ukendt land. Byen, sygehuset og alle menneskene. Dog var der undtagelser, for når jeg mødte ind på den børneafdeling, der var mit arbejdssted, så var det med bevidstheden om, at en etage ovenover arbejdede den ene af mine mange svigerinder. Senere blev vi også arbejdskolleger, da jeg blev ansat på hendes børneafdeling. Når vi havde brug for hjælp fra anæstesien, så kunne det meget vel være, at det var en anden af mine mange svigerinder, der kom. Jeg nød at støde på dem både på sygehuset, eller hvis jeg var ude og handle. Når vi mødtes med landmandens søskendeflok, kunne der meget let gå sygehussnak i samtalen. De er ni søskende, tre brødre og seks søstre. En søster er uddannet lærer, to sygeplejersker, en social og sundhedsassistent, en oprindelig sygehjælper, men blev senere selvstændig med modebutik, og en er uddannet laborant. Vi tre svigerinder er uddannet som laborant, jordemor og sygeplejerske.
I går var alle samlet for at markere afslutningen på et langt arbejdsliv for søsteren, som var anæstesisygeplejerske, men senere gik ledelsevejen og endte med at blive ansat i en alder af 62 år som viceklinikchef på mit sygehus. Efter tre år i jobbet har hun valgt at stoppe med karrieren, og der var mange flotte ord fra hendes samarbejdspartnere på denne sidste arbejdsdag. Da jeg begyndte at længes efter og efterhånden også opgav håbet om at arbejde som sygeplejerske efter 11 år væk fra sygeplejen, da var min svigerinde mit holdepunkt. Hun hjalp mig med CV, hun opmuntrede mig ved hele tiden at holde fast i, at jeg havde nogle kompetencer, der var værdifuld for en afdeling, også selv om jeg ikke havde arbejdet som sygeplejerske i mange år. Og det er da også hende, der var medvirkende til, at jeg blev ansat. Ikke fordi jeg var hendes svigerinde, men fordi hun præsenterede min medarbejderprofil for andre ledere til et seminar uden at nævne, hvem jeg var. Hun gjorde det for at blive klogere på, hvorfor jeg ikke blev kaldt ind til samtale, når jeg søgte. Blandt de ledere, der sad der, var min chef og hendes oversygeplejerske. De syntes ikke, det lød afskrækkende, de ville gerne have en sygeplejerske med livserfaring, så jeg kom til samtale, og først flere måneder efter jeg var startet, fortalte jeg dem om min svigerinde. Så jeg er evigt taknemlig for hendes hjælp, jeg nyder alle de faglige diskussioner, vi har haft gennem mange år. Og jeg glæder mig altid til at være sammen med hende. Det er inspirerende, festligt og fornøjeligt. Det var eftermiddagen og aftenen i går også. Først var vi til reception, siden hen fik vi lækker mad hjemme hos min svigerinde og svoger. Og som altid er hele min store svigerfamilie skønne at være sammen med. Jeg tager altid hjem med et smil om munden. Og de skønne kvinder er årsagen til, at jeg aldrig har problemer med at runde det næste årti, for når jeg ser på dem, der ældre end mig, så ser jeg jo glæden og fordelene ved et nyt årti. Mine svigerinder er alle smarte, elegante, sjove, dygtige, engagerede og gode som rollemodeller.

Næste gang jeg mødes med min svigerinde, så vil jeg sige, som hun altid gør: nu skal vi have en kop hyggelig te.

Hvor mon vejen fører hen?

MÅ MAN SIGE DET?

Vel må man det! Jeg glæder mig til at skulle på arbejde igen i morgen. Når jeg går alene hjemme, bliver jeg så sært navlebeskuende. Jeg trænger til at blive udfordret, til at bruge min faglighed, min viden og mine kompetencer, jeg trænger til at gøre noget for andre, jeg trænger til at være sammen i et arbejdsfællesskab. Kort sagt – jeg glæder mig til i morgen. Så må formålet med ferie/fridage vist være opfyldt, når jeg sidder med den følelse på en smuk adventssøndag. Gaverne er næsten i hus, de sidste kommer i eftermiddag. Huset er pyntet op, der er småkager i dåserne, der er råvarer til flere småkager, hvis jeg får lyst. Jeg elsker småkager, og det ses på vægten i december. Der er ikke noget bedre efter en travl arbejdsdag end at hælde dampende varm te op i kruset, snuppe en håndfuld pebernødder og nogle ingefærsmåkager, tænde adventslysene og så sidde i sofaen i eftermiddagsmørket. Det vil jeg nyde i arbejdsdagene op til jul. Må du finde ro og glæde lige der, hvor du er, og god adventssøndag til dig.

Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.

Nej, billede og salme har egentlig ikke noget med indlægget at gøre, men der skulle et billede i, og da jeg så mit billede fra en byggeplads i nabobyen, var min første tanke de første ord af denne salme. Nu fik jeg så lige repeteret, at miskundhed betyder barmhjertighed. Og det er sjovt for forstavelsen mis- står for mig som noget negativt, misfornøjelse, misforståelse, mistanke osv.

IT’S RAINING …

Mon du får en gammel sang ind i hjernen nu? Men denne gang regnede det ikke med mænd, men derimod gæs. Det må have været en underlig oplevelse, godt landmændene ikke var ude på gårdspladsen, mon ikke sådan en gås slår hårdt?

Nå men egentlig skulle jeg jo slet ikke sidde her ved computeren, men det var høsten efter en omgang nyhedssurfing, eller det jeg valgte at bringe i dag. Dagen er startet langsommere end planlagt, men jeg siger pyt og nyder at gå rundt i nattøj, drikke te, hækle lidt og langsomt lægge nye planer for dagen i dag. Det er frisørtid i dag, og heldigvis opfangede landmanden ved hans sidste frisørbesøg, at nogen var brudt ud og startet egen salon. Det var nemlig min frisør, og jeg ville nødigt have viklet mig ud i lange forklaringer, hvis jeg havde ringet op for at bestille tid og så der have fundet ud af, at min frisør slet ikke var der mere. Jeg er tro mod min frisør, hun klipper rigtig godt, og så må jeg være troløs mod salonen, jeg har simpelthen ikke mod til at forsøge mig med en ny frisør. Jeg skiftede i tidernes morgen til den her frisørsalon, fordi min tidligere frisør kom til at lade afblegningsmidlet til striber sidde for længe i mit hår, så jeg blot manglede lakstøvlerne og flisen for at kunne passe ind blandt de andre. Det er en fejl, det kan ske, men da hun ikke ville erkende fejlen, men blev ved med at sige efterfølgende, at hun syntes, jeg så godt ud, så mistede jeg tilliden til hende og skiftede frisørsalon. Den frisørsalon har jeg så gået hos siden, jeg har haft tre frisører undervejs, de to andre skiftede til andre frisørsaloner længere væk, så der måtte jeg i gang med ny frisør, men denne gang bor min frisør i nærheden, så jeg flytter med.

Da jeg søgte efter, om jeg mon havde skrevet om det her før, så fandt jeg et indlæg fra 2011, som viser, hvor god jeg er til ikke at være struktureret, og det er derfor, jeg holder fast i, at når mobilen ringer klokken fem mandag morgen, så er alt, hvad jeg har planlagt til denne uge færdig, basta! Så ikke mere computertid til mig, nu skal der juleforberedes. God lørdag til dig.

DER RODES OG REGERES

Ting som vi lever med i hverdagen, skal ordnes, når der skal bo tre mennesker mere i hele uge 52 (yeah jeg har dem hjemme en hel uge). Og juleaften og nat bliver der yderlig tre mennesker i huset, så toilet, tørretumbler, fjernsyn og lys skal fungere. Landmanden er i fuld sving med kloakforhold udenfor, det var ikke lige det, han havde regnet med at bruge sin fredag-lørdag på, men rørene er møre og totalt stoppede, så der er ikke noget at gøre. Jeg har sat fagfolk på at give mig en pris på ny tørretumbler. Der skal købes ny lampe til fjernsynsstuen i weekenden, hvis jeg kan få den kære landmand med. Fjernsynsapparater fungerer nu, internetforbindelsen er ikke den hurtigste, men den er ok. Mobilforbindelsen kan vi ikke gøre noget ved, så mobiler må lægges i vinduer, for at smsbeskeder kan gå igennem. Og man ser jævnligt landmand og frue stå på en trappe eller terrasse udenfor, hvis folk ringer os op, mens vi er indendørs. Nu er der også bestilt reservedele til en lampe, jeg selv egenhændigt ødelagde for to jul siden (eller måske er det flere år siden). Det koster dyrt, men jeg gider ikke mere se den smukke lampe hensygne sin tilværelse i et skummelt hjørne. Den skal have lov til at udfylde sin funktion i livet. Pebernødder og vanillevaniljekranse er i hus, adventsgave til børnene er sendt, nu må jeg hellere få handlet ind til aftensmaden, småkager er nok lige lidt nok til en arbejdsom landmand.

Hele dagen har jeg hørt P5 med julemusik, det har været hyggeligt og fornøjeligt, og i tilgift har jeg hørt nyheder hver time, det er fremskridt! Min søster mindede os andre om, at vores mor sagde; december er adventstid, det er først juletid fra juleaftensdag. Så vi venter, og mens vi venter, forbereder vi os på juletiden. Julekrybben er endnu i sin vorden, men den skal nok stå klar julenat. Her rodes og regeres der også, et æsel er blevet træt og englen svæver endnu ikke over krybben.  God aften til dig.

MØRKEMORGEN MED LYS I KØKKENET

Du er tidligt oppe, lød landmandens kommentar, da han dukkede op i køkkenet til morgenmad. Yep, jeg har planer om at få småkagerne bagt i dag og det sidste julepynt ud af kasserne. Så når man er træt og går i seng før 22, så står man op klokken fem  efter syv timers søvn. Havde alarmen ikke lydt, havde jeg stadig sovet. Mørket forplanter sig i kroppen, og jeg vil allerhelst sove og bare være.
Der er julemusik i radioen, jeg har lagt dej til pebernødderne og er i gang med at smutte mandler til vanillekransene. Jeg har skimmet nyhederne, vi har åbenbart tabt i håndbold, og et glubsk dyr har været på færde i Dyrehaven og bidt hovedet af et dådyr. Unge mennesker er mere artige end tidligere, de drikker og ryger i hvert fald mindre nu end for 15 år siden. Godt det samme, for jeg synes godt nok, der er mange af mine børns generation, der ryger, det har rystet mig, når jeg er til koncerter eller private sammenkomster. Og så må vi hækle aber, hvis vi har lyst. Koncernen bag Kaj Bojesens abe har langt om længe indset, at hækleriet er en hyldest og ikke forhindrer salg af træaben, snarere tværtimod.


I dag husker jeg mig selv på sidste år, hvor alt skulle laves til sidst mellem nydning af børnenes hjemkomst og arbejde trods ferie som i år midt i december. Så julekasser, I skal nok blive tømt; ønskesedler, I skal nok blive handlet på, kagedåser, I skal nok blive fyldte. Og så er jeg klar til at arbejde igennem og nyde, når børnene dukker op næste søndag. God fredag til dig.

PS nu er det spændende om indlægget kan udgives via bloggers indlægsfunktion, WLW returnerede indlægget med meddelelsen om at det var forbudt!

GODT GÅET!

Hold nu op som det kører for mig, godt jeg skrev i går, at jeg er blevet god til at trække på skulderne og sige pyt! Jeg havde en fystid i formiddags, jeg havde noget tid inden da, hvor jeg ordnede kontorsager, mens rengøringsfirmaet gjorde rent. Da jeg var færdig med regninger etc, havde jeg stadig tid tilovers og stadig kun kontoret at være i, så jeg gik i gang med et indlæg til min anden blog. Den får ikke ret mange indlæg, fordi jeg sætter masser af begrænsninger for mig selv, når jeg skal skrive indlæg der. Nu kom jeg i gang, jeg læste artikler, jeg tænkte, jeg skrev, jeg slettede, jeg tænkte, jeg læste artikler, jeg skrev. Og så kiggede jeg på klokken! Godt gået, Lene, så måtte jeg ringe til min fys og sige undskyld, og vi blev enige om, at jeg ikke skulle haste derind, for hun ville ikke kunne nå noget, før næste kunde kom – til tiden! Det bliver så først til massage i det nye år.

Jeg har det med at skrive hængepartier på en liste, og så går der indimellem rigtig lang tid, før jeg får gjort noget ved dem. Nu havde jeg langt om længe fået lavet en aftale med en montør om vores ene fjernsyn med parabolboks, det har ikke virket i lang tid, men til daglig ser jeg jo ikke fjernsyn, så landmanden har det andet fjernsyn for sig selv. Om godt en uge er vi så tre mere på matriklen, som helt sikkert ikke ser det samme som landmanden, så nu skulle det andet fjernsyn ordnes. Lige før montøren kom, ville jeg lige tjekke fjernsynet! God gået, Lene, nu virker det! Montøren kom nu alligevel, for vi blev enige om, at han skulle tjekke forbindelse og signal, så vi ikke risikerer, at forbindelsen er røget i morgen.

Men julekasserne er kommet ned fra loftet, så de indkøbte adventslys har nu fået et fad at stå på, der er kommet nødder i fadet, nu skal jeg bare finde stjernerne, som skal ned til nødderne. Enkelt og nemt. Godt gået, Lene. Og god dag til dig, hvor du forhåbentlig kan sige pyt, hvis tingene driller eller du dummer dig.

EN LATTERMILD DAG

Mon jeg griner meget? Frk. R kommenterer det i hvert fald hver gang jeg er sammen med hende. “Du er nu så glad og har let til latter, Lene” Jeg har nemt til latter, jeg har nemt til tårer, jeg kan gå fra at være glad og lykkelig til at være trist og grådfuld i løbet af ingen tid. Det er blevet bedre med alderen, jeg er bedre til at trække på skulderne og sige pyt. I går blev også en dag fyldt med latter. Efter besøget hos frk R. tog min søster og jeg på cafe, her fortalte min søster, at hun af og til kunne sige et helt forkert ord, når hun skulle sige noget. Det kunne jeg ikke genkende fra mig selv, men jeg kunne godt have svært ved at finde et ord. Da vi var kommet op til vores far og var ved at dække bord, inden min tredje søster kom med vores mors veninde, ville jeg sætte lys på bordet. Jeg var i tvivl om jeg skulle tage fyrfadsstagerne eller lysestagerne, hvorefter jeg sagde til min søster; synes du, jeg skal sætte de to stikkontakter over på bordet? Med det samme jeg havde sagt det, stoppede jeg op og kiggede på min søster, og så brød latteren løs, vi skreg af grin og det bedste var, at det gjorde vores far også. Vi grinte, så tårerne trillede. Latteren lød også under resten af besøget. Og da jeg sluttede dagen af med strikkecafeen hos Liselotte og Kenneth, fik latteren også luft under vingerne. En helt igennem skøn dag, hvor jeg kørte hjemmefra klokken ni om morgenen og kørte ind på gårdspladsen i blæsevejr ved 23 tiden. I går aftes mødte jeg Laura for første gang, nu vil jeg kunne genkende hende, hvis vi mødes på gangene på sygehuset. Jeg mødte også to andre sygeplejersker fra sygehuset, og som altid nød jeg selskabet rundt om bordet.

Dagen i dag har også været fyldt med latter og masser af ord om sygepleje. Min kollega, som læser til Master, og jeg havde sat hinanden stævne på en af Aalborgs cafeer, hvor vi lod tankerne, ordene og meninger om sygepleje på vores afsnit flyde frit i håb om at give min kollega inspiration til det helt rigtige emne for afsluttende opgave til foråret. Senere deltog vi begge i personalemøde, hvor vi også diskuterede sygepleje, men også her var der plads til latteren.

Nu er aftensmaden spist, en stjerne mere er hæklet, og jeg funderer over om julekasserne skal ned fra loftet nu, eller om jeg skal snuppe en aften i sofaen med lydbog, serier, hæklerier og varm te i koppen. God aften til dig.

MORGENSTUNDENS TANKEMYLDER

Mens jeg gør mig klar til en tirsdag med skønne planer, kører den indre dialog med fiktiv partner. Nattens søvn er ikke værd at skrive om, og da jeg endelig igen faldt i søvn hen på morgenstunden, blev jeg vækket af en kollega, som var i svært bekneb for en dagvagt. Jeg måtte sige nej, ligesom jeg sagde nej til en dagvagt i går. Forhåbentlig ringer de ikke de næste to dage, der står jeg nemlig til ferie på vagtplanen, og normalt ringer vi ikke folk på de dage. At de er presset, kunne jeg høre tydeligt i svaret, jeg fik; nå men så må jeg vist selv fortsætte i en dobbeltvagt. Vores normale svar, når folk siger nej, er: det er helt ok, kan du have en god dag. Min indre dialog var et forsvar mod en anklage, som aldrig ville komme fra mine kolleger, men dialogen er med til at skærpe min opmærksomhed på*, at jeg som alle mine andre kolleger gør det godt, og at jeg alene ikke kan løse arbejdsdagens problemer, når der opstår sygdom. Mens jeg får smurt madder til landmanden, brygget hans te og samlet strikketøjet til aftenens strikkecafe, har jeg et øje til gårdspladsen udenfor. Landmanden har advaret mig, der er spejlende glat udenfor, så jeg er glad for, at min bil fik vinterpåklædning på i går af landmanden.

*Ellen, mon det hedder på her? Eller hvad mener du ;-)

Lige om lidt triller jeg ud fra gårdspladsen og kommer først hjem i aften efter strikkecafe. Min søster sørger for æbleskiver, som vi skal nyde sammen med frk.R. Siden jeg skrev indlægget i linket, er min mor død, min far er kommet på plejehjem og er hårdt ramt af Alzheimers, men frk R. bor stadig i det lille hus på bakken. Hun er nu 93 år og savner, at vi ikke længere kommer til vores barndomsby. Så i dag glæder jeg mig til at være sammen med hende og min søster. Siden hen mødes vi med den tredje jyske søster til kaffe hos vores far, og forhåbentlig kommer vores mors veninde, som også var vore forældres kollega, med til kaffen. Det bliver godt at være sammen med nogen, som kendte vores forældre før os og som har kendt os i hele vores levetid.

Må du få en god decembertirsdag.

KLAR PARAT START

Der er syv dage til at nå alt det, jeg vil nå at gøre inden jul. Nå ja der er også dage derefter, men arbejdet tager sin bid af energien og opmærksomheden, så jeg drømmer om at gå all in i juleforberedelserne i denne uge. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg godt kunne bruge et drys sne til at sætte den rette stemning, men også at jeg indimellem tænker, helt ærligt det vigtigste er dog at vi har hinanden, punktum! Så jeg varmer mig ved tanken om at skulle træne sammen med en korveninde i dag, tanken om formiddagshygge hos en gammel veninde af mine forældre sammen med min søster, efterfølgende cafebesøg med min søster og til slut eftermiddagshygge med min far og to søstre i morgen, tanken om cafebesøg med en kollega, hvor vi skal drøfte emner til hendes afsluttende opgave, på onsdag og efterfølgende personalemøde. Men så må jeg heller ikke planlægge mere, for jeg elsker at være sammen med andre mennesker, derfor hygger jeg mig jo også på arbejde, om end der er travlt, jeg nyder kontakten med patienter, pårørende og kolleger. Jeg nyder at blive brugt fagligt, jeg nyder at mærke, at jeg kan noget, at jeg ved noget. Og så elsker jeg at le, og det gør jeg ofte, heldigvis.

Indimellem kommer jeg i tanke om, at jeg måske lever i en boble, jeg ser ikke fjernsyn, jeg hører sjældent radio, jeg læser ikke aviser, og så skynder jeg mig at tjekke de største avisers hjemmeside og de danske tvkanalers nyhedsside. Så derfor ved jeg nu noget om håndboldkamp, politianmeldte politikere, data om dig og mig i kampen om vores stemmer, forurening af stranden ved Fredericia, tyfonen Hagupit, kendte personers ledestjerne osv. Jeg vil nu hellere snakke med andre mennesker og læse med hos jer, I er med til at guide mig, så jeg ikke mener, jeg lever i en boble. Tak for det.

Og så går den ikke mere, fru landmandskone, der er en mental to-do-liste, du skal i gang med. God mandag til jer.

SØNDAGSHYGGE

Hold da op som det har været mørkt og regnfuldt i dag. Jeg føler nærmest ikke, at lyset har haft nogen slagkraft. Vi var inviteret til fødselsdagsbrunch hos venner. Heldigvis var det først klokken halvtolv, for jeg var helt smadret efter aftenvagterne. Jeg har lige læst om jordemødres forhold i et dameblad, og jeg kan jo genkende den faglige stolthed og travlheden, der gør at basale behov ignoreres. I går aftes blev vi enige om klokken halv ni, at patienter og pårørende ikke kunne være tjent med et personale, der ikke havde fået ordentlig føde og drikke, siden de mødte ind klokken tre. Vi nærmest kastede maden ind, for hvis nu telefonen ringede (mit ansvar) eller trombolysetelefonen (to andres ansvar) eller patienterne ringede (alles ansvar), så skulle vi være klar. Jeg havde så travlt, at jeg på et tidspunkt kodede forvagten, og bagefter kunne jeg pludselig mærke en akut trang til at få tømt blæren. Og hvem ringer, lige som jeg havde sat sig? Godt at jeg stadig har så megen knibekraft, at viljen bestemmer over trangen.

Dagens fødselar bød på hjemmebagt leverpostej, lækre krydrede baked beans, røræg, pølser, bacon, grillstegte tomater og grillbagte kartofler. Derudover var der oste, frugtsalat, pandekager, alt sammen serveret sammen med champagne, te og smoothies. Og masser af snak og børn i forskellige aldre, en rigtig hyggestund. Vi måtte køre førend kagemand, æbleskiver og gløgg kom på bordet. Men vi blev sendt hjem med kagemand og hjemmelavet leverpostej, klar til at blive bagt i ovnen! Vi var nødt til at køre, før festen var forbi, for jeg havde et regnskab, som ikke var blevet færdig i torsdags pga massive computerproblemer, som vores IT-mand arbejdede med både torsdag og fredag.

Aftenen skal bruges på at nyde mørket udenfor og lysene indendørs, godt vi har rester, der kan bruges til aftensmaden.

OP OVER ET BJERG

Vi havde hørt om det fra andre motorcyklister, vi har hørt om mange hårnålesving, der gav et gib i maven, vi har hørt historier om at folk vendte om. Det har vi også selv gjort, hvis vejret ikke var med os. Vi har jo en gang gjort det modsatte - altså ikke hørt på de lokale og kørt videre – det gør vi aldrig mere. Så jeg havde lidt bæven i maven, da vi pakkede motorcykeltaskerne i Tirano og gjorde klar til at køre mod Stelviopasset. De første år bag på motorcyklen tog jeg også billeder, men de senere år tager jeg rigtig mange billeder, og jeg har svært ved at vælge, for jeg synes, de alle rummer en del af historien om vores sommerferietur. Så nu er du advaret, der kommer mange billeder.

Jeg bliver aldrig træt af at køre mellem bjergene, det er fascinerende som lyset, udkigget og bjergene skifter, afhængig af hvilken side af bjerget vi kører langs.

Vi er ikke de eneste, som har som mål at nå mange forskellige pas i løbet af en ferie. Og som altid hilses der på hinanden, når man kører forbi. Hånden løftes let, og har man brug for begge hænder på håndtagene, ja så kan en fod eller et nik også udgøre hilsenen.

Også i bjergområder går huse til, når de ikke bruges mere.

Måske kan du ane på næste billede, hvordan vejen snor sig i sving op ad bjerget, ellers kan det næstfølgende billede give dig svaret.

Rundt og rundt går det, vi begynder at nærme os de snedækkede bjergtoppe, det er koldt, men solen gør sit bedst for at holde os varmt. Selv på en varm sommerdag er det godt med varme i sædet, når man vil op på en bjergtop.

Oppe i højden er der også flade områder med grønne områder. Det ser nærmest ud til på billedet, at vi kører med ledninger lige over hovedet, det er dog synsbedrag.

De mange ledninger og master er ikke de mest kønne at se på, men de vidner om mennesker, der overalt på jorden gerne vil være i forbindelse med hinanden og gerne vil have strøm til livets fornødenheder. Og vi tager det som en selvfølge, men sikke et arbejde, det har været.

Da jeg fandt billederne frem, kom landmanden ind og spurgte hvor de var fra. Stelviopasset. Var der så meget sne? Ja det var der, det havde han glemt, for det var måske mere selve køreturen han husker bedst.

Nu begynder vi at nærme os toppen, kulde er mærkbar og vi er glade for vores motorcykeltøj, hvor der er plads til termoundertøj og trøje indenunder.

På toppen fik vi lidt at drikke, jeg fik brugt mine schweizerfranc på souvenirs til børnene og postkort. Og som du kan ane, er der mange sving på vej ned.

Vi kravler nedad og efterhånden bliver det grønnere og varmere igen.  Vi har ikke følt turen som skræmmende eller sværere end så mange andre pas, men vi har nydt turen. Det var en meget smuk tur.

Vandet og vi er nu ved at være nede og kursen sættes mod Østrig.

Dette år er Østrig blot gennemrejseland. Målet er BMW store motorcykeltræf i Garmisch-Partenkirchen, hvor vi har sat en anden motorcyklist stævne. Først skal vi dog finde kendte veje i Østrig og et sted at få frokost.

Hvis du stadig er med, vil jeg takke dig for din tålmodighed. Denne adventssøndag er skudt godt i gang med et tilbageblik på sommerens motorcykelferie. Aftenvagterne har helt suget kræfterne ud af mig, så jeg nyder morgenstunden her med bevidstheden om at jeg har fri i otte dage! God adventssøndag til dig.

LØRDAG FORMIDDAG I SENGEN

Klokken er over 10 og jeg render stadig rundt i nattøj, tænderne har endnu ikke set en tandbørste, den sunde morgenmad er spist og jeg spiser nu resterne af landmandens guf, som han havde købt til sin fredag aften alene hjemme. Fruen arbejdede jo. Nu er landmanden på jagt, og jeg har sovet længe, jeg ser serier, jeg venter på min tebrygning er færdig og så håber jeg, at jeg “kvinder” mig op til at komme i LOOPcenter, hente adventslys og købe krukker til blomster. Jeg har ventet så længe med at plante min clivia om, at jeg nu er nødt til at slå den pæne krukke, den står i, i tusinde stykker for at få alle aflæggere ud af krukken i levende live. Jeg kender flere, der gerne vil have aflægger af den clivia, jeg i tidernes morgen fik af min svigermor.

Aftenvagten i går blev et langt forsøg på at komme i mål med alle gøremål, så i aften satser vi på, at der bliver ro til at spise aftensmad sammen. Vi køber hver især ind til, at vi kan få grovpitas med alskens fyld, det skal nok blive godt. Godt er det også for julens fremtid her i huset, at jeg har fri fra i morgen og en uge frem. Som sædvanlig har jeg allerede lagt planer for to af dagene, nu må der ikke lægges flere planer, resten af dagene skal bruges herhjemme. Der skal købes tørretumbler, der skal ordnes et fjernsyn, der skal købes ny lampe, der skal i det hele taget styr på alle de ting, der skal fungere, når huset fyldes med dejlige overnattende gæster hen over julen. Nå ja, der skal da også pyntes til jul, bages og købes julegaver. Men det skal jeg nok nå, jeg er jo tidsoptimist, nu mangler vi bare, at jeg også bliver tidsrealist, det er bare knap så sjovt. Det sjove er jo at hygge sig, at høre julesange, at se andre mennesker, at grine sammen, og lige nu hygger jeg mig med te og guf i sengen på en solrig lørdag formiddag. God lørdag til dig.

SØVN OG MAD MÅ DER TIL

Uden mad og drikke dur helten ikke, lyder det gamle ordsprog, mon ikke der er lavet et tilsvarende for søvnen? Det burde der være, søvn er en vigtig faktor for vores velbefindende, og det er ikke lige godt, hvor vi lægger os til at sove. Denne dag i juli, hvor vi sent på dagen ankom til Tirano i det nordlige Italien, var vi egentlig på udkig efter et lille hotel/pension i udkanten af byen. Det var dog ikke så let, så da vi var kommet ind i starten af Tirano, så vi hotellet her.

Det så ikke ud af meget udefra, værtinden talte kun meget lidt engelsk, men nok til at vi fandt ud af sammen, at motorcyklen kunne stå i en garage overfor hotellet. Søn og far gik op i motorsport, der var flere off-roadmaskiner, og i garagen var et bord med et kæmpeaskebæger, som vidnede om, at her blev der tilbragt mange timer med at diskutere, ryge og måske skrue på maskiner. Indenfor var cafeen det første, man trådte ind i, her sad der gamle mænd med deres aviser og kaffe, de så vældig interesseret på de to skandinaver med alt deres habengut. Vi gik op af den gamle trappe noget spændt på hvordan værelset så ud.

Det var ganske fint, pænt og rent og udsigten fejlede heller ikke noget. Hurtigt fik vi taget et bad, så vi kunne få  fundet et spisested. Hotellet annoncerede med turistdinner, men der så tomt ud i spisesalen, og vi havde ikke den største tiltro til et godt måltid mad, så vi valgte at gå en tur i byen.

Hotellet lå i en sidegade til et lille torv, hvor en stor kirke var centrum. Hjemme igen i Danmark opdagede jeg at den var en af seværdighederne på tripadvisor

Den lå skønt med udsigt til bjergene, der omkransede Tirano.

Der var ved at blive gjort rent inde i kirken, så vi kunne ikke få os til at gå helt ind, hvilket jeg da godt kan fortryde, når jeg ser billederne på linket ovenfor. Men selv det lille glimt af kirkens indre vi fik, vidnede om en kirke fyldt med masser af udsmykninger og malerier.

Rundt om pladsen var der butikker og små fastfood steder, men ikke noget, der tiltalte os. Jeg så et skilt med “den gamle bydel”, det besluttede vi os at gå efter.

Vi kom til en plads, hvor borde og stole var ved at blive stillet op midt på pladsen, vi var lidt i tvivl, om det var privat eller om det hørte til en af de små restauranter, der var i husene omkring pladsen. En mand, som ikke var en af tjenerne, kom hen og spurgte om vi skulle spise, og så anviste han os plads. Flere mennesker satte sig rundt ved bordene, og der gik lidt tid, inden tjeneren kom hen til os. Imens fik vi tid til at kigge på menneskerne omkring os, manden som anviste os plads, snakkede vi om, hvilken relation han egentlig havde til restauranten. For lidt efter sad han sammen med hustru, to børn og sin mor ved et bord, men samtidig hoppede han op ind imellem og hentede menukort og snakkede med kunderne. Måske var han ejeren af den restaurant, som lå lidt tilbage i en gyde, og som torvearrangementet hørte til. Menukortet var på italiensk, så vi var lidt fortabte, men tjeneren var ualmindelig god til at fortælle om maden og anbefalede os en lækker forret og en hovedret. Belært af erfaring ved jeg, at for at få grøntsager er jeg nødt til at bestille to retter. Her havde jeg nu ikke behøvet det, for hovedretten indeholdt det hele. Kødet kom ind som et helt stykke på en anretning, hvor der stadig var varme i. Kødet var mørt og lækkert, men lidt for rødt efter vores mening, hvorefter landmanden resolut skar det ud i skiver og vendte det på stegeanordningen, herefter var det perfekt, det smagte himmelsk, og vi nød det skønne måltid.

Mens vi spiste, kom et ældre udenlandsk ægtepar, de fik samme udsøgte vejledning af tjeneren og han anbefalede samme hovedret som vores, og kiggede hen på min mand, hvorefter landmadnen gjorde tegn til det ældre par, at det måltid var i orden. De fik også måltidet serveret som os, de begyndte at spise, men havde åbenbart svært ved at få det røde kød ned, de havde også svært ved at skære i det. Landmanden overvejede at gå over og fortælle dem, hvordan de kunne stege kødet lidt videre, men landmandens frue synes ikke, han skulle gøre det. Da den ældre mand så hev en schweizerlommekniv op af lommen for at skære kødet ud i små stykker, fik landmanden så ondt af dem, og da tjeneren samtidig var inde i restauranten, fik det ældre par råd og vejledning af landmanden, hvorefter de kunne nyde deres aftensmad med perfekt tilberedt kød.

Vi var mere end mætte og kunne ikke engang spise en dessert, så da vi havde betalt for det skønne måltid mad, som var rørende billig, vandrede vi hjem til hotellet og fik en god nats søvn. Næste dag skulle vi prøve et pas, om hvilket vi havde hørt mange historier om. Hvor svært det var, hvor mavegysende det var at køre der osv, så vi skulle gerne være godt udhvilet.

Dette indlæg er en del af min beretning om vores motorcykeltur 2014.