SØVN OG MAD MÅ DER TIL

Uden mad og drikke dur helten ikke, lyder det gamle ordsprog, mon ikke der er lavet et tilsvarende for søvnen? Det burde der være, søvn er en vigtig faktor for vores velbefindende, og det er ikke lige godt, hvor vi lægger os til at sove. Denne dag i juli, hvor vi sent på dagen ankom til Tirano i det nordlige Italien, var vi egentlig på udkig efter et lille hotel/pension i udkanten af byen. Det var dog ikke så let, så da vi var kommet ind i starten af Tirano, så vi hotellet her.

Det så ikke ud af meget udefra, værtinden talte kun meget lidt engelsk, men nok til at vi fandt ud af sammen, at motorcyklen kunne stå i en garage overfor hotellet. Søn og far gik op i motorsport, der var flere off-roadmaskiner, og i garagen var et bord med et kæmpeaskebæger, som vidnede om, at her blev der tilbragt mange timer med at diskutere, ryge og måske skrue på maskiner. Indenfor var cafeen det første, man trådte ind i, her sad der gamle mænd med deres aviser og kaffe, de så vældig interesseret på de to skandinaver med alt deres habengut. Vi gik op af den gamle trappe noget spændt på hvordan værelset så ud.

Det var ganske fint, pænt og rent og udsigten fejlede heller ikke noget. Hurtigt fik vi taget et bad, så vi kunne få  fundet et spisested. Hotellet annoncerede med turistdinner, men der så tomt ud i spisesalen, og vi havde ikke den største tiltro til et godt måltid mad, så vi valgte at gå en tur i byen.

Hotellet lå i en sidegade til et lille torv, hvor en stor kirke var centrum. Hjemme igen i Danmark opdagede jeg at den var en af seværdighederne på tripadvisor

Den lå skønt med udsigt til bjergene, der omkransede Tirano.

Der var ved at blive gjort rent inde i kirken, så vi kunne ikke få os til at gå helt ind, hvilket jeg da godt kan fortryde, når jeg ser billederne på linket ovenfor. Men selv det lille glimt af kirkens indre vi fik, vidnede om en kirke fyldt med masser af udsmykninger og malerier.

Rundt om pladsen var der butikker og små fastfood steder, men ikke noget, der tiltalte os. Jeg så et skilt med “den gamle bydel”, det besluttede vi os at gå efter.

Vi kom til en plads, hvor borde og stole var ved at blive stillet op midt på pladsen, vi var lidt i tvivl, om det var privat eller om det hørte til en af de små restauranter, der var i husene omkring pladsen. En mand, som ikke var en af tjenerne, kom hen og spurgte om vi skulle spise, og så anviste han os plads. Flere mennesker satte sig rundt ved bordene, og der gik lidt tid, inden tjeneren kom hen til os. Imens fik vi tid til at kigge på menneskerne omkring os, manden som anviste os plads, snakkede vi om, hvilken relation han egentlig havde til restauranten. For lidt efter sad han sammen med hustru, to børn og sin mor ved et bord, men samtidig hoppede han op ind imellem og hentede menukort og snakkede med kunderne. Måske var han ejeren af den restaurant, som lå lidt tilbage i en gyde, og som torvearrangementet hørte til. Menukortet var på italiensk, så vi var lidt fortabte, men tjeneren var ualmindelig god til at fortælle om maden og anbefalede os en lækker forret og en hovedret. Belært af erfaring ved jeg, at for at få grøntsager er jeg nødt til at bestille to retter. Her havde jeg nu ikke behøvet det, for hovedretten indeholdt det hele. Kødet kom ind som et helt stykke på en anretning, hvor der stadig var varme i. Kødet var mørt og lækkert, men lidt for rødt efter vores mening, hvorefter landmanden resolut skar det ud i skiver og vendte det på stegeanordningen, herefter var det perfekt, det smagte himmelsk, og vi nød det skønne måltid.

Mens vi spiste, kom et ældre udenlandsk ægtepar, de fik samme udsøgte vejledning af tjeneren og han anbefalede samme hovedret som vores, og kiggede hen på min mand, hvorefter landmadnen gjorde tegn til det ældre par, at det måltid var i orden. De fik også måltidet serveret som os, de begyndte at spise, men havde åbenbart svært ved at få det røde kød ned, de havde også svært ved at skære i det. Landmanden overvejede at gå over og fortælle dem, hvordan de kunne stege kødet lidt videre, men landmandens frue synes ikke, han skulle gøre det. Da den ældre mand så hev en schweizerlommekniv op af lommen for at skære kødet ud i små stykker, fik landmanden så ondt af dem, og da tjeneren samtidig var inde i restauranten, fik det ældre par råd og vejledning af landmanden, hvorefter de kunne nyde deres aftensmad med perfekt tilberedt kød.

Vi var mere end mætte og kunne ikke engang spise en dessert, så da vi havde betalt for det skønne måltid mad, som var rørende billig, vandrede vi hjem til hotellet og fik en god nats søvn. Næste dag skulle vi prøve et pas, om hvilket vi havde hørt mange historier om. Hvor svært det var, hvor mavegysende det var at køre der osv, så vi skulle gerne være godt udhvilet.

Dette indlæg er en del af min beretning om vores motorcykeltur 2014.