DECEMBERMORGENBEGYNDELSE

Mon du har det ligesom mig? Dodos sang Vågner i natten kommer frem fra hjernelagerets gemme, da jeg skriver forrige sætning. Så den får lov til at være lydtapet, mens jeg skriver. Retteligen burde jeg have valgt Det sørme, det sandt, december, for jeg har jo svært ved at fatte, at vi nu er i december. Det er synligt rundt omkring mig, der er intet, der tyder på december og dermed adventstiden. Ingen adventskrans, ingen kalenderlys. Det er som om min hjerne har svært ved at forstå, at året er ved at være omme, om 31 dage skal jeg skrive 2015 bagefter datoen. Jeg har ingen forventninger om et julepyntet hus fra første december, den tid hører vist mere til et hjem med børn, men mentalt er jeg slet ikke stillet ind på decemberkanalen. Det må der gøres noget ved på denne første dag i december, denne første fridag i december.

 

Weekenden blev tilbragt sammen med gode mennesker, vi mødes en gang om året til julefrokost, og det er så den eneste gang, vi mødes i året, med mindre der er runde dage, der markeres. I år skulle vi arrangere, og derfor måtte alle midtjyderne drage ikke blot mod nord, men nordvest. Slettestrands Klitrosen var destinationen, og tre af parrene inklusiv os havde valgt at overnatte, så vi mødtes om eftermiddagen til en gåtur på stranden. Trods manglende sol, begyndende skumring og kulde nød vi den friske luft og de smukke havbåde, som netop her ved Slettestrand forsøges bevaret. Selve arrangementet var supergodt, maden var god, musikken var endnu bedre. Det er første gang i alle de år, vi efterhånden har holdt julefrokost, at så mange mennesker kom ud på dansegulvet fra første sang. hver eneste sang var et danse – og syngmedhit. Bandet havde en fantastisk udstråling, udover at de også var gode til at spille og synge. De nød simpelthen at spille sammen, og det smittede. Selv landmanden, som aldrig vil danse, blev lokket med ud på gulvet. Det var en lidt mat og træt sygeplejerske, der mødte ind til aftenvagt søndag, men som altid fik gode kolleger hurtigt mit energiniveau til at stige.

Snakken gik i pausen på min nye funktion fra 1. januar, vores undervisningsansvarlige sygeplejerske har sagt op (ganske enkelt fordi hun er overkvalificeret til det job og fik tilbudt et job, der passer bedre til hendes videreuddannelse) og jeg har sagt ja til den stilling, som så skal kombineres med de funktioner, jeg har nu. Jeg giver min leder ret i, at det er naturligt at lægge de funktioner sammen, det spændende er så hvordan vi får skruet mine timer sammen, så vi også tilgodeser mine kollegers forventninger om, at jeg stadig er med i plejen. De er meget glade for, at jeg har sagt ja, mange af funktioner har jeg allerede varetaget det sidste år, hvor min kollega skrev på et projekt. Men det, der betyder noget for mine kolleger, er at de kan mærke, at jeg ved, hvad det vil sige at arbejde i plejen på et akut apopleksafsnit.

Landmanden har gjort sig klar til at tage af sted på jagt, jeg gør mig klar til at få vinget punkter af på to-do-listen, det skal vist gøres til decembermusik. God første dag i december.

Juledekorationen på hotellet var langt smukkere ned mit slørede billede viser. Enkel med grene, mos, koglegrene og så to små glas, hvori der stod tulipaner og roser.