Mon du har det ligesom mig? Dodos sang Vågner i natten kommer frem fra hjernelagerets gemme, da jeg skriver forrige sætning. Så den får lov til at være lydtapet, mens jeg skriver. Retteligen burde jeg have valgt Det sørme, det sandt, december, for jeg har jo svært ved at fatte, at vi nu er i december. Det er synligt rundt omkring mig, der er intet, der tyder på december og dermed adventstiden. Ingen adventskrans, ingen kalenderlys. Det er som om min hjerne har svært ved at forstå, at året er ved at være omme, om 31 dage skal jeg skrive 2015 bagefter datoen. Jeg har ingen forventninger om et julepyntet hus fra første december, den tid hører vist mere til et hjem med børn, men mentalt er jeg slet ikke stillet ind på decemberkanalen. Det må der gøres noget ved på denne første dag i december, denne første fridag i december.
Weekenden blev tilbragt sammen med gode mennesker, vi mødes en gang om året til julefrokost, og det er så den eneste gang, vi mødes i året, med mindre der er runde dage, der markeres. I år skulle vi arrangere, og derfor måtte alle midtjyderne drage ikke blot mod nord, men nordvest. Slettestrands Klitrosen var destinationen, og tre af parrene inklusiv os havde valgt at overnatte, så vi mødtes om eftermiddagen til en gåtur på stranden. Trods manglende sol, begyndende skumring og kulde nød vi den friske luft og de smukke havbåde, som netop her ved Slettestrand forsøges bevaret. Selve arrangementet var supergodt, maden var god, musikken var endnu bedre. Det er første gang i alle de år, vi efterhånden har holdt julefrokost, at så mange mennesker kom ud på dansegulvet fra første sang. hver eneste sang var et danse – og syngmedhit. Bandet havde en fantastisk udstråling, udover at de også var gode til at spille og synge. De nød simpelthen at spille sammen, og det smittede. Selv landmanden, som aldrig vil danse, blev lokket med ud på gulvet. Det var en lidt mat og træt sygeplejerske, der mødte ind til aftenvagt søndag, men som altid fik gode kolleger hurtigt mit energiniveau til at stige.
Snakken gik i pausen på min nye funktion fra 1. januar, vores undervisningsansvarlige sygeplejerske har sagt op (ganske enkelt fordi hun er overkvalificeret til det job og fik tilbudt et job, der passer bedre til hendes videreuddannelse) og jeg har sagt ja til den stilling, som så skal kombineres med de funktioner, jeg har nu. Jeg giver min leder ret i, at det er naturligt at lægge de funktioner sammen, det spændende er så hvordan vi får skruet mine timer sammen, så vi også tilgodeser mine kollegers forventninger om, at jeg stadig er med i plejen. De er meget glade for, at jeg har sagt ja, mange af funktioner har jeg allerede varetaget det sidste år, hvor min kollega skrev på et projekt. Men det, der betyder noget for mine kolleger, er at de kan mærke, at jeg ved, hvad det vil sige at arbejde i plejen på et akut apopleksafsnit.
Landmanden har gjort sig klar til at tage af sted på jagt, jeg gør mig klar til at få vinget punkter af på to-do-listen, det skal vist gøres til decembermusik. God første dag i december.
Juledekorationen på hotellet var langt smukkere ned mit slørede billede viser. Enkel med grene, mos, koglegrene og så to små glas, hvori der stod tulipaner og roser.
Lyder som en skøn weekend Lene, det er fedt at opleve et orkester der både kan og vil spille så vi ikke kan sidde stille.. :-)
SvarSletInge, og bonus var så en dansende landmand, ikke meget, men han dansede :-)
SletRigtig god førstedecemberhjemmehyggedag :-) I princippet kan du jo være ligeglad med om, julefornemmelserne gider at indfinde sig. Et par uger endnu, i hvert fald ;-) Spændende med din nye funktion. Nu skal du ikke til at løbe endnu stærkere, vel?
SvarSletfruen i midten, tak og hygget har jeg men ikke noget med juleri, det kan vente :-) Jeg håber ikke der skal løbes stærkere, derfor skal jeg også have forventninger og realiteter til at stemme sammen
SletTillykke med din nye funktion. Jeg håber, du kan få det hele til at spille sammen, og at ingen tror (håber), du kan klare det dobbelte på den samme tid.
SvarSletDet lyder som et fantastisk arrangement, og det er altid SKØNT at komme ud at danse.
Tak Conny, det håber og tror jeg heller ikke :-) jeg elsker at danse, det er bare så sjældent det sker.
SletLyder spændende med nyt på det jobmæssige. Elsker Vågner i Natten. Bliver sendt direkte tilbage til en tid med graviditeter og små børn :-) Og så er der næsten ikke noget bedre end musikere, der elsker det, de laver. Gør lige oplevelsen den tand bedre.
SvarSletMette, ja jeg kan også få lidt kriller i maven, har prøvet funktionen før, men nu skal den så kombineres med det, jeg gør nu :-) Det er en skøn sang, lige til at danse til
SletDet kan sagtens vente en 10-14 dage endnu med hjemmejuleudsmykningen :-) Vi har kun klaret den udvendige belysning - har altid ventet til 12. dec. (C's fødselsdag) med at pynte indendørs, og det bliver jeg ved med, selv om hun ikke har boet hjemme i mange år. Så kan jeg også sagtens holde ud, at det er oppe t.o.m. 5. januar :-)
SvarSletSpændende med din nye funktion, husk nu at passe på dig selv!
Ellen, det kan sagtens vente, og det kommer det til :-) Jeg vil passe på mig selv, derfor er jeg også i gang med at tænke tanker om sammensætningen af mine dage.
SletTillykke med det nye job. Det lyder travlt, - jeg siger det bare ;)
SvarSletJulestemningen kommer nok, den plejer faktisk at trænge sig på, hvad enten man vil det eller ej.
Tak Eva, jeg har faktisk taget mig af mange af tingene nu, så nu er der aftalt det meste af tiden ude af plejen, det må give et løft :-)
SletHvorfor forhaste sig mht. julen, det du skal når du selvfølgelig, og derfor en fantastisk indledning med en weekendtur.
SvarSletAbildjyde, du har fuldstændig ret, det er nok også mere følelsen af ikke at være kommet til december endnu :-)
Slet