søndag, december 28, 2014

Glædelig 4. juledag!

Jeg nynner med på Queens julesang: Thank God it’s Christmas. Egentlig kom sangen til mig, fordi jeg tænkte på dem, der allerede nu har fjernet julen fra deres hjem. Julen startede d. 24. december og den varer ved til Helligtrekonger, og hvert år ved denne tid, når jeg læser rundt om på bloggene, hvordan julen forsvinder, ja så glæder jeg mig over, at julen stadig er hos mig. At jeg hver dag kan nyde den særlige julestemning, der er i huset. Og i år hvor 1. og 2. juledag blev sovet væk under en dyne, da nyder jeg det endnu mere.

P1010479

Jeg kom til familiekomsammen i går, jeg nød det i fulde drag, men jeg var i den grad klar til at tage hjem, da landmanden var klar. Det hjælper også på det, at yngste lillesøster på sin jydske juleturne har sat mit hjem på som næste mål i dag. Der var som sædvanlig masser af latter, masser af snak og masser af mad. Kusinerne og fætre nød deres samvær, vi “gamle” nød at være sammen som familie, og jeg er imponeret over min datters kæreste, som har skullet begå sig i et dansk jule”cirkus” med masser af snak, der skifter fra engelsk til dansk og tilbage. Han har taget det cool, nu er den jyske juleferie snart slut, men vi har nydt muligheden for at lære ham at kende. Sønnen og fætteren fik deres traditionelle skakspil. Morfars skakspil ville de begge to gerne have, da vi tømte mit barndomshjem, så de aftalte, at den, der vinder julens skakdyst har skakspillet til næste år. De hygger sig med kærlige drillerier og spillet.

P1010477

Landmanden er taget på jagt, og det var så sødt at se hans glæde, da jagtkammeraten ringede i går eftermiddags for at fortælle, at de gerne ville have Istvan med til jagten. Så de to “buddies” var taget af sted, længe før jeg stod op. Huset trænger til en omgang støvsugning, datteren skal af sted til venindekomsammen, sønnen sover endnu, så jeg tager et rum ad gangen, for jeg er udmattet efter hvert rum. Jeg tænker på alle dem, der hver dag året rundt må sørge for at fordele dagens arbejde ud på døgnets vågne timer og prioritere det, der skal gøres for at have energi til også at kunne nyde samværet med andre mennesker. Jeg har stor respekt for jeres indsats for at få et godt liv på trods af alt, det I skal kæmpe mod. Og hvis du har lyst til at læse en måde at illustrere det at leve med en kronisk sygdom på, så klik på dette link og læs om skehistorien. Frk. Bibo er en af dem, som jeg har fulgt i næsten alle de år, jeg har haft blog, hun er desværre også en af dem, jeg ikke kan kommentere hos. (og jeg ved at nogen af jer ikke kan kommentere hos mig, jeg ved blot ikke hvad jeg kan gøre, desværre)

P1010482

Uanset hvad du kæmper med, så vil jeg ønske dig og dine kære en glædelig 4. juledag.

P1010481

24 kommentarer:

  1. Ske-systemet er en fin måde at anskueliggøre for andre, hvordan en hverdag kan se ud. Jeg er også en af dem, der må rationere energien (pga lungesygdom) og det er selvfølgelig irriterende, at man ikke på forhånd ved, om man får en god nattesøvn, om vejret er venligt stemt, om folk omgiver sig med masser af stearinlys og parfume og hvad der ellers kan spille ind, men jeg øver mig i at sige pyt og glæde mig over det , jeg rent faktisk kan. Når mennesker, som ved jeg ikke kan tåle levende lys ret længe, så insisterer på at stille dem lige under næsen på mig, så øver jeg mig også på at melde ud på en ordentlig måde, at jeg bliver nødt til at forlade selskabet (har en arbejdsplads, hvor der afbrændes kilovis af osende fyrfadslys). Her får julen også lov til at blive nogle dage endnu, og det er skønt med daskedage, hvor man bare kan tage tingene, som de kommer :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Anonym, jeg er glad for at du melder ud, for jeg synes det er uforskammet ikke at tage hensyn til kolleger, og nogle gange er det måske også fordi vi har så svært ved at huske det, der ikke fylder hos os selv. Så jeg vil være taknemlig for en tilbagemelding fra en kollega.
      Det er dejligt med mængder af fridage, hvor man kan få hjerterytme og åndedræt ned i julefrekvens :-)

      Slet
  2. Vidunderligberetning. Og jeg følger næsten med, mht. julen. Her er det en tradition at plyndre julen den 1. januar under nytårskoncerten og skihop. Herefter traves en tur forbi Mc. Donalds, så salt og fedt balancen bliver stabiliseret, og det nye år kan begynde.

    Dine smukke Iskugler med fyrfadslys så jeg straks, har selv nogle, men glemte at få dem frem i år, må finde dem når julen pakkes væk, så de kan stå og pynte frem til foråret :-)

    Ønsker dig en fortsat glædelig jul.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde Abildjyde, og mine iskugler står faktisk fremme hele året :-) Skøn tradition på årets første dag. For mig hænger det ofte sammen med mine arbejdsdage i det nye år, så nogen gange sker det d. 5 og nogle gange d. 7/1. I år har skal jeg arbejde fra d. 31/12 til d.4/1, og da jeg får travlt på arbejde d. 6/1, så tror jeg julen forsvinder her lidt før ;-)

      Slet
  3. Dejligt du er blevet så frisk at du også overvejer at støvsuge :) Nyd din jul - med alle de skønnemennesker i dit liv :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Miri, jeg nåede kun et rum, men nu er der ryddet op :-) Så må vi se om der bliver støvsuget.

      Slet
  4. Der er nok at tage fat på med en stor familie.
    Her er støvsugeren også svinget, og den sidste "Københavner" er sat på toget. Min julepynt bliver taget ned i morgen, så jeg kan gøre klar til et godt og rent 2015. Herligt med de forskellige traditioner rundt omkring.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er dejligt med forskellige traditioner, blot ingen rører ved min ;-) (pjat, men jeg vil nødigt undvære mit juletræ nytårsmorgen) Mine københavner bliver sat på fly i morgen tidlig, en bliver tilbage, så må vi se hvornår han forlader hjemmet.

      Slet
  5. Nyd mellemdagene og juleresterne... Jeg pakker godt nok min jul ned 1. nytårsdag, men jeg har nydt lysene, stemningen, samværet i fulde drag. Og det er vel julens bedste budskab, at være sammen!
    Støvsugningen bliver sådan lige det værste...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anne, det er netop det at være sammen, der er det vigtigste, så må støvsugning komme når tid og lyst haves :-)

      Slet
  6. Sjovt hvor vi er forskellige. Hos os starter julen med første søndag i advent og når vi kommer til dagene mellem jul og nytår, er jeg færdig med jul og glæder mig bare til at få mit hjem tilbage ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, jeg er opdraget til at december ikke er jul, men optakten til jul, men modsat min mor får jeg for det meste pyntet huset inden midt i december. Juletræet kommer dog først ind 24. december og jeg elsker mit julehjem :-)

      Slet
  7. Det er nemlig helt rigtigt: Julen varer til Helligtrekonger, først der kommer julekrybben i sin æske igen.

    Jeg er også en af dem, der må økonomisere med kræfterne. Jeg orker fx ikke at støvsuge alle 80 kvm. på en gang, men med et rum ad gangen går det fint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, og støvsugning løber jo ingen steder ;-)

      Slet
  8. Julen varer til helligtrekonger. Basta! :-) Dog ikke til påske ...
    Det er så dejligt med al den julekomsammen, men det er også udmattende, hvis man lige har været syg.
    Fjerde juledag var altid børnejulefest i forsamlingshuset, da jeg var barn. Med verdens største juletræ og verdens største godtepose! Det var tider :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, godt vi er enige :-) Åh ja julefest fjerde juledag med godteposer, juletræ og leg og sange omkring træet :-)

      Slet
  9. Hos os varer julen også til helligtrekonger. Efterhånden som lys brænder ud, buketter visner, og det grønne i juledekorationerne bliver træt, tager jeg dem væk. Men pynten pakker jeg først ned til helligtrekonger. Og derefter skal der vinterpyntes :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Karen, jeg kan levende forestille mig at du sørger for smuk vinterpyntning, jeg fik aldrig lavet juledekorationer ;-)

      Slet
  10. Her er julepynten fjernet i dag, den har været fremme siden d. 7 dec. det er længe nok til mig.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, godt vi hver især selv bestemmer;-) Mit julepynt har vel været fremme fra midt december, men med juletræets ankomst d. 24 fik det hele ny glans :-)

      Slet
  11. Endelig en, der giver udtryk for det samme som mig. Glædelig 4. juledag til dig også :) Min jul starter når jeg holder fri op før jul, i år var det først den 23., og så har jeg lige så mange juledage efter juleaften som dig. Jeg kan også godt tale om 6. juledag :)
    Det var utroligt svært at købe ind i dag til den julefrokost, vi holder i morgen. Der er ikke flere juleservietter i butikkerne, alt er lavet om til nytårs-stads, så jeg måtte nøjes med alm. røde servietter og et par bloklys. Og der var ingen juleøl tilbage i Føtex :( Dem havde jeg ellers set frem til at skulle købe selv. De kan' jo bare lade være med at starte julen i butikkerne i oktober, så vi andre også kan jule mellem jul og nytår.
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, jeg har opgivet at kæmpe mod butikkers vaner med at juleting nærmest er væk de sidste dage før jul, så for det meste når jeg at få købt. Jeg er sikker på at I får en god julefrokost alligevel, men ærgerligt med juleøllene. Hos os skal vi have hvidtøl blandet med citronvand, det er den skønneste blanding, men kun til jul :-)

      Slet
  12. Jeg er bestemt en langsom starter, når det gælder jul. Til gengæld varer julen også her til Helligtrekonger, som den rettelig skal 😉 Tak for en dejlig livsbekræftende blog og rigtig godt nytår til dig og dine.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Benedicte for ordene og et rigtig godt nytår til dig og dine også :-) dejligt at vi er flere, der lader julen vare den længde jul nu har ;-)

      Slet