fredag, december 12, 2014

MØRKEMORGEN MED LYS I KØKKENET

Du er tidligt oppe, lød landmandens kommentar, da han dukkede op i køkkenet til morgenmad. Yep, jeg har planer om at få småkagerne bagt i dag og det sidste julepynt ud af kasserne. Så når man er træt og går i seng før 22, så står man op klokken fem  efter syv timers søvn. Havde alarmen ikke lydt, havde jeg stadig sovet. Mørket forplanter sig i kroppen, og jeg vil allerhelst sove og bare være.
Der er julemusik i radioen, jeg har lagt dej til pebernødderne og er i gang med at smutte mandler til vanillekransene. Jeg har skimmet nyhederne, vi har åbenbart tabt i håndbold, og et glubsk dyr har været på færde i Dyrehaven og bidt hovedet af et dådyr. Unge mennesker er mere artige end tidligere, de drikker og ryger i hvert fald mindre nu end for 15 år siden. Godt det samme, for jeg synes godt nok, der er mange af mine børns generation, der ryger, det har rystet mig, når jeg er til koncerter eller private sammenkomster. Og så må vi hækle aber, hvis vi har lyst. Koncernen bag Kaj Bojesens abe har langt om længe indset, at hækleriet er en hyldest og ikke forhindrer salg af træaben, snarere tværtimod.


I dag husker jeg mig selv på sidste år, hvor alt skulle laves til sidst mellem nydning af børnenes hjemkomst og arbejde trods ferie som i år midt i december. Så julekasser, I skal nok blive tømt; ønskesedler, I skal nok blive handlet på, kagedåser, I skal nok blive fyldte. Og så er jeg klar til at arbejde igennem og nyde, når børnene dukker op næste søndag. God fredag til dig.

PS nu er det spændende om indlægget kan udgives via bloggers indlægsfunktion, WLW returnerede indlægget med meddelelsen om at det var forbudt!





8 kommentarer:

  1. UhA som jeg kender det. Her er planen, at der skal nås så meget som muligt i de fritimer, jeg har denne weekend - og ikke i sidste øjeblik som sidste år! God fornøjelse med bagningen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mette, nu er pebernødderne i hus (det vigtigste!) :-) Håber du får nået det du skal i fritimerne, for I har helt sikkert også travlt i butikken.

      Slet
  2. Waugh sikke planer du har, men du skal nok nå det, for du virker til at være et meget struktureret menneske. Når man er et stor familie, skal der temmelig meget til, før det føles som en "rigtig" jul, og de hjemmebagte småkager er bare et must. God arbejdslyst!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Hanne, og tro mig, det er kun på papiret jeg er struktureret, jeg er så god til at hoppe over til mere interessante ting :-)

      Slet
  3. God arbejdslyst!
    WLW er åbenbart også ramt af drillenisser. Jeg har været ude for, at WP ekskluderede mig pga. for mange links (så tror de jeg er kommerciel, og så skal jeg betale for at bruge dem), så det har jeg været forsigtig med lige siden, men at WLW skulle blande sig i det, forstår jeg ikke. Håber det bare var en fiks ide de lige fik sig der.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg overvejede om det var Abens bagmænd, der ikke ville have link ind ;-) Men det hjalp heller ikke, selv om jeg fjernede linket, jeg prøvede godt nok ikke at fjerne alle.

      Slet
  4. Jeg er ret vild med din smukke stjerne. Er det en Herrnhuter stjerne fra Christiansfeld..??

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det er det nemlig. Den må være 31 år, vi fik den af mine forældre til vores første jul på gården :-)

      Slet