FESTLIGT OG FORNØJELIGT

Da jeg startede som nyuddannet sygeplejerske i Aalborg, var alt ukendt land. Byen, sygehuset og alle menneskene. Dog var der undtagelser, for når jeg mødte ind på den børneafdeling, der var mit arbejdssted, så var det med bevidstheden om, at en etage ovenover arbejdede den ene af mine mange svigerinder. Senere blev vi også arbejdskolleger, da jeg blev ansat på hendes børneafdeling. Når vi havde brug for hjælp fra anæstesien, så kunne det meget vel være, at det var en anden af mine mange svigerinder, der kom. Jeg nød at støde på dem både på sygehuset, eller hvis jeg var ude og handle. Når vi mødtes med landmandens søskendeflok, kunne der meget let gå sygehussnak i samtalen. De er ni søskende, tre brødre og seks søstre. En søster er uddannet lærer, to sygeplejersker, en social og sundhedsassistent, en oprindelig sygehjælper, men blev senere selvstændig med modebutik, og en er uddannet laborant. Vi tre svigerinder er uddannet som laborant, jordemor og sygeplejerske.
I går var alle samlet for at markere afslutningen på et langt arbejdsliv for søsteren, som var anæstesisygeplejerske, men senere gik ledelsevejen og endte med at blive ansat i en alder af 62 år som viceklinikchef på mit sygehus. Efter tre år i jobbet har hun valgt at stoppe med karrieren, og der var mange flotte ord fra hendes samarbejdspartnere på denne sidste arbejdsdag. Da jeg begyndte at længes efter og efterhånden også opgav håbet om at arbejde som sygeplejerske efter 11 år væk fra sygeplejen, da var min svigerinde mit holdepunkt. Hun hjalp mig med CV, hun opmuntrede mig ved hele tiden at holde fast i, at jeg havde nogle kompetencer, der var værdifuld for en afdeling, også selv om jeg ikke havde arbejdet som sygeplejerske i mange år. Og det er da også hende, der var medvirkende til, at jeg blev ansat. Ikke fordi jeg var hendes svigerinde, men fordi hun præsenterede min medarbejderprofil for andre ledere til et seminar uden at nævne, hvem jeg var. Hun gjorde det for at blive klogere på, hvorfor jeg ikke blev kaldt ind til samtale, når jeg søgte. Blandt de ledere, der sad der, var min chef og hendes oversygeplejerske. De syntes ikke, det lød afskrækkende, de ville gerne have en sygeplejerske med livserfaring, så jeg kom til samtale, og først flere måneder efter jeg var startet, fortalte jeg dem om min svigerinde. Så jeg er evigt taknemlig for hendes hjælp, jeg nyder alle de faglige diskussioner, vi har haft gennem mange år. Og jeg glæder mig altid til at være sammen med hende. Det er inspirerende, festligt og fornøjeligt. Det var eftermiddagen og aftenen i går også. Først var vi til reception, siden hen fik vi lækker mad hjemme hos min svigerinde og svoger. Og som altid er hele min store svigerfamilie skønne at være sammen med. Jeg tager altid hjem med et smil om munden. Og de skønne kvinder er årsagen til, at jeg aldrig har problemer med at runde det næste årti, for når jeg ser på dem, der ældre end mig, så ser jeg jo glæden og fordelene ved et nyt årti. Mine svigerinder er alle smarte, elegante, sjove, dygtige, engagerede og gode som rollemodeller.

Næste gang jeg mødes med min svigerinde, så vil jeg sige, som hun altid gør: nu skal vi have en kop hyggelig te.

Hvor mon vejen fører hen?