En regnorm

uden rygrad. Hold nu op som jeg er god til at bilde mig selv noget ind. Da jeg opdagede, at jeg måtte skrive mere end først antaget, så er kadencen gået ned. En indre tidsoptimist danser og synger og synes vi har god tid til at få skrevet. Men det har vi ikke! Det skal være færdigt i dag, weekenden er fyldt op med andre planer, så fru sygeplejerske, forføj dig til din pind og skriv!

Tænk, jeg drømmer pludselig om at luge ukrudt, så er jeg virkelig langt ude i overspringshandlinger, når jeg tænker sådan. God hyggeaften til dig, her skal landmanden arbejde sent, jeg skal til byen og købe bukser til herren, måske sko til mig selv og så hjem og skrive resten af aftenen.

Skønne kvinder

I sidste uge havde mit kor koncert og den lokale avis’ udsending var så begejstret over korets udvikling, at han måtte bruge to sider med billeder og tekst for at vise det (side 10 – 11). En tidligere kormedlem var også begejstret og sagde det samme. Vores nye korleder er en erfaren solist, men har aldrig været korleder før. Hun har dog tilført os masser af rytme og energi, og sammen med det er der også kommet andre sange end lige gospelgenren. Selv om jeg her i foråret konstant er træt uagtet søvnmængde, så får jeg altid energi af at komme af sted, jeg bliver glad af vores korleders måde at være på, og jeg nyder sangværet sammen med mine korkolleger.

I går var jeg langt om længe hos fysioterapeut, først rykkede hun det, så fløj mit fly ikke da det skulle, og så kiggede jeg forkert på min kalender. Jeg går altid oplivet derfra, hun er en skøn kvinde, som er utrolig positiv og vidende. Når man i et år har gået til behandling hver 14. dag, så lærer man hinanden at kende, så vi snakker apopleksi, undervisning til studerende, sygehus kontra privat virksomhed, vi hører til hinandens børn (hun er langt yngre end mig og har teenagebørn), og i går sagde hun ord, som fik mig til at forlade klinikken med et smil.

I dag er jeg stået tidligt op for at skrive, fridagen skulle gerne ende med, at jeg kommer i mål med et af mine projekter. Først smører jeg dog mad til landmanden, jeg brygger te, jeg hænger vasketøj og og jeg sender tanker til en tredje kvinde, som jeg savner meget. Min souschef er ved at skrive sin masteropgave, det er hårdt arbejde, og jeg ved, at hun står op tidligt om morgenen, så hun kan nå at skrive, inden børnene skal op og sendes i skole. Jeg savner at sparre med hende, jeg savner alle de små faglige snakke, vi kan nå i løbet af en arbejdsdag, jeg savner hendes smil, og jeg krydser fingre for, at alt går som det skal. Og så glæder jeg mig til, at vi skal arbejde sammen igen.

Istvan har fået mad, landmanden er ved at gøre sig klar til dagens dont, jeg må hellere også finde mit skrivebord og komme i gang. God fredag til dig.

Jeg havde ikke behøvet at have så travlt

Det er vel unødvendigt at fortælle, at vi har forrygende travlt på arbejde, der kommer langt flere patienter (desværre) end forventet. En tredjedel har ikke apopleksi, det svarer meget til det, man også har andre steder. En del ældre mennesker kommer ind med noget, der ligner apopleksi, men det viser sig at være en infektion (ofte blærebetændelse eller lungebetændelse). Andre kommer for sent ind til at få den akutte blodpropopløsende behandling, og det er dem, der i min hjerne fylder. Jeg ved jo, at livet efter en apopleksi kan være barsk for patient og pårørende. Men vi ved også fra os selv, at vi også kan være tilbøjelige til at bagatellisere symptomer hos os selv, så det er ikke nemt. Jeg håber, at hvis jeg pludselig får føleforstyrrelser eller nedsat kraft i den ene side (måske bare nogle fingre), at jeg reagerer. Den dag, hvor jeg vågnede med svimmelhed, da tænkte jeg faktisk over, om jeg kunne have fået en blodprop i hjernestammen eller lillehjernen, men jeg syntes så alligevel, at symptomerne passede bedre med virus på balancenerven (det er i øvrigt en af de diagnoser, vi sommetider udskriver folk med).

I dag skyndte jeg mig hjem fra arbejde, for jeg havde en fystid til både skulder og hæl i dag, inden jeg skal til kor i aften. Den fystid var så i morgen eftermiddag, så nu får jeg travlt i morgen med at få alle ender til at nå sammen. Heldigvis har vi aftalt, at jeg har hjemmearbejdsdag, så jeg kan få gang i et af de projekter, jeg skal være færdig med inden sommerferien.

God aften til dig.

Lys i vinduerne

er desværre ikke blevet en tradition her. Når jeg husker det, har jeg nogen gange fået tændt lys. Det er en smuk skik, og jeg tror, det er vigtigt stadig at huske på, at frihed ikke kan tages for givet. I dag bliver min ældste svigerinde 70 år, jeg har altid tænkt at det må have været noget ganske særligt for mine svigerforældre. De fik deres første barn om dagen og om aftenen blev Danmark erklæret for frit.

Mine forældre fortalte meget om tiden som barn under krigen. Min far har heldigvis skrevet det ned i sin slægtsbog, Min far var 14 år og min mor blev 11 år lige efter krigen sluttede. Hvor min mor var bybarn, datter af snedkermesteren og derfor gik i skole og hjalp derhjemme, så var min far nummer femten i børnerækken, hans forældre var husmænd og havde ikke mange penge. Min far valgte selv at komme ud og tjene som elleveårig samtidig med at han passede sin skolegang. Min far skriver:

Om morgenen inden skoletid skulle jeg hjælpe i kostalden med at muge ud fra køerne og grisene. Vi mødte først i skolen kl. 9. Jeg kan huske, at jeg sammen med KS (landmanden) var over ved KM (også landmand) for at lave reb af gammelt selvbindergarn. Vi brugte hele ladens længde. KSs mor og søster lavede for øvrigt også selv kartoffelmel. Der var en del varer, man ikke kunne købe, bl.a. kartoffelmel. E og A (min fars bror og svigerinde) fik en søn. De havde barnedåb i december, men jeg kom ikke med, fordi jeg havde fået fåresyge og måtte derfor ligge i sengen oppe på loftet hos KS. Det ærgrede jeg mig noget over. Som nævnt før ville Lærer K have mig på realskolen. Mens jeg var hos KS, cyklede mor og jeg ned på realskolen for at få en samtale med realskolebestyrer G. Det synes jeg var flot gjort af mor. Husk på, at den gang så man meget op til lærerne og ikke mindst en realskolebestyrer. G var meget flink og forstående og gav mig halv friplads det første år og dernæst hel friplads. Den 1. august 1943 begyndte jeg på realskolen. E (min fars nærmeste bror) overtog så min plads hos KS.

Det var en ny verden for mig. Det var slet ikke almindeligt, at børn fra F kom på realskole, og da slet ikke småkårsfolks børn. Å realskole blev oprettet i 1904, og indtil 1942 havde der kun været 3-4 elever fra F. Men der skulle ikke gå ret mange år efter krigen, før der var en flok elever fra F på realskolen.

Men det var under krigen. Jeg skulle cykle til Å, og der kunne ikke købes ordentlige dæk. Mor og jeg lappede en overgang min cykel hver dag. Mor syede stof om kanttråden, og dækstykker blev sat over dækkene, så det humpede gevaldigt, når jeg kørte af sted. Til sidst fik jeg “fast gummi” på, dvs. en massiv ring på fælgen. Dengang var der grusede veje, så jeg blev bestemt masseret på de daglige cykelture. Det sled på buksebagdelen, så jeg fik syet en læderlap på bukserne.

Hver gang jeg læser min fars beretninger, bliver jeg så taknemlig over det store arbejde han gjorde den gang, især når han nu ikke kan huske noget mere. Nu vil jeg få aftensmaden i ovnen, aftenen skal bruges på at forberede mig på kursusdagen med mine kolleger i morgen, God 4. maj til dig, måske sætter du et enkelt lys i vinduet?

Søndagstur

Formiddagen indbød til en gåtur, inden der skulle snakkes sygepleje og opgave. Solen skinnede herligt, fleecetrøjen sikrede at temperaturen ikke drillede, og så blev den ene fod sat foran den anden for. Det kan ikke siges tit nok, at gå er helse på alle mulige måder. Turen gik til Sandelsbjerg, måske husker du sidste gang, hvor jeg måtte ned med luppen med for at finde anemonerne. I dag kunne jeg se dem på afstand, selv om de nu synger på sidste vers.

I går aftes fik jeg også gået en tur, mens landmanden hyppede kartofler eller muldede dem eller kammede dem op, kært barn har mange navne. Da jeg var forbi markerne, kom mosen. Kærulden blomstrer fint i den fredede del af mosen, og man får lyst til at røre ved dem, men der er godt sumpet, så det ville give våde tæer. I stedet for nød jeg himlens spejling i vandet langs vejen.

Lige nu sidder jeg og regner, der er seks timer til jeg skal sove. Hvordan udnytter jeg dem bedst muligt? Jeg ved, at vi er få på arbejde i morgen og at jeg skal hjælpe med i plejen. Jeg ved også, at jeg skal have forberedt mit oplæg til det første af vores kurser for alle kollegerne. Jeg havde håbet, at jeg kunne gøre det på arbejde i morgen, men jeg bliver vist nødt til at starte i aften. Først tror jeg, at jeg følger landmandens eksempel, han er i gang med sit fritidsprojekt, mon ikke jeg skal gå ud og rykke noget ukrudt op? Det er vist kendetegnende for min havelyst, at jeg synes det er sjovere at læse om Bobathkonceptet, det får vente til i aften. Hvad mon du får din søndag til at gå med?

En halv-maraton

har jeg nok ikke løbet, men benmusklerne er så ømme i dag, at jeg gad godt have haft skridttæller på. Det er lige før, jeg ærgrer mig over ikke at skulle på arbejde i morgen, for nu er jeg jo inde i rytmen og jeg kan mærke, at alle de uafklarede spørgsmål summer rundt i mit hoved. Jeg har dokumenteret og mundtligt sagt det videre til aftenkollegerne, så jeg prøver at finde ro i hovedet til at kunne holde min enlige fridag i morgen. Aftenen skal tilbringes med at læse min kollegas masterspeciale igennem, så vi i morgen kan diskutere den. Hun var der for mig, jeg er der for hende, sådan er det.

I morges var jeg frisk, for første gang siden jeg kom hjem fra Skotland, vågnede jeg udhvilet, det var så skønt. Det at jeg arbejder på et akut apopleksiafsnit, gør at jeg hver dag er så taknemlig for alle mine sanser, alle mine muskler og min hjerne, som koordinerer det hele. I dag måtte jeg fortælle en patient, at jeg jo var uddannet til at hjælpe mennesker, der ikke selv kunne klare f.eks et toiletbesøg, og at det ikke var ydmygende for mig, tværtimod var jeg glad for at have et arbejde, hvor jeg fik lov til at hjælpe andre, men at jeg godt kunne forstå, hvis vedkommende følte det svært og ydmygende at skulle have hjælp fra andre. Patienten havde sagt, at det var ydmygende for mig og patienten. Det virkede, som om det sagte hjalp lidt på situationen, men om jeg valgte de rette ord, ved jeg ikke. Jeg er bare taknemlig for at have en uddannelse, hvor jeg får lov til at hjælpe andre mennesker, der har det svært. Stadig i dag synes jeg, at jeg har den bedste uddannelse, man kan have. Arbejdstiden og lønnen er ikke noget at skrive hjem om, men det er oplevelserne til gengæld. Vi er alt for pressede, og tempoet er i den grad skruet op, men jeg kan stadigvæk stå ved den sygepleje, jeg udøver. Og vi er rigtig gode til at støtte hinanden og løfte i flok.

Aftensolen skinner ind i stuen, det er vist tid til en lille gåtur. God aften til dig.

Det hjalp

Arbejdsdagen strøg af sted, jeg havde en ferieafløser med, som skulle oplæres. I går måtte hun bare følge med og så håbede jeg, at hun opfangede noget af det, jeg sagde, for det gik rigtig stærkt. Med tre sygeplejersker syge var resten af sygeplejerskerne udfordret i den grad. I dag havde vi ro om formiddagen til blandt andet at gennemgå vores sondekontrol. Planen var at nå flere emner, men så blev jeg kaldt til trombolyse, og så gik resten af dagen med det. Klokken 16 forlod jeg afdelingen, da havde jeg lige nået et glas vand, mens jeg fik dokumenteret. Frokost nåede jeg aldrig, så jeg var glad for, at jeg havde ladet mig friste til et stykke godt brød til formiddagsteen. Mine fødder var ømme, min hjerne var helt stået af, og da landmanden bad om hjælp til sit fritidsprojekt, bad jeg ham om at drikke en kop te først, for jeg var slet ikke færdig med at hvile mig. Så kom vi ud, fuglesang, solskin, frisk luft og synet af de første rhododendronbuske tog presset af hjernen. Fødderne vil helst stadig være oppe i sofa, men nu tror jeg, at jeg kan holde mig vågen lidt endnu. God Store Bededag til dig.

Glasgow fik vi kun set en bid af

Livet går stærkt lige nu, og min typiske reaktion er at jeg sætter tempoet ned der, hvor jeg ikke skulle gøre det, og fokuserer på ting, som jeg skulle lade ligge. Så nu har jeg forsøgt at lave en struktur, som forhåbentlig gør, at jeg kan være tilfreds med mig selv, når sommerferien banker på døren om nogle måneder. I aften vil jeg tillade mig at kigge tilbage på konferencen i Glasgow, ikke så meget det faglige, mere med udgangspunkt i de få billeder, jeg nåede at tage af Glasgow, når vi ikke sad inde i konferencecenteret. Jeg har hundredvis af billeder fra de mange oplægs PowerPoint. Mine to unge kolleger har instrueret mig i at få mig en dropbox, det har jeg fået, men jeg kan ikke finde ud af at få billederne derover. Jeg satser på verbal guidning i morgen, selv om jeg godt kunne bruge at se det blive gjort, sådan lærer jeg nu engang bedst. Derefter kan mine kolleger også bruge billederne. Vi boede på et Ibis hotel tæt på konferenceområdet, så vi startede dagen med en skøn morgentur. Der var koldt om morgenen, men solen skinnede. Den runde bue er broen over floden Clyde, bagved skimter man bæltedyret, som var en del af konferencecenteret og hvor vi var til mange oplæg.

Mine to kolleger syntes, byen så slidt ud, det gjorde den vel også, men jeg syntes alligevel, der var mange smukke gamle bygninger og også mange nye spændende bygninger.

Broen over Clyde, som kun var en af mange broer, var selvfølgelig også afbildet på det officielle logo fra konferencen. Første dag handlede meget om de store studier og det helt store samtaleemne eller emner var, at det nu er påvist, at mekanisk fjernelse af blodproppen i hjernen, efter der er givet blodfortyndende behandling, har en god effekt. Vi har den behandling her i Danmark, men indtil nu har den kun været givet der, hvor trombolysen ikke har virket, og tidligere studier har ikke vist særlig god effekt af behandlingen. Det andet emne var at for første gang er det lykkedes en terapeut at udføre et stort studie om rehabilitering efter de mest strenge videnskabelige regler med blindet forsøg og med tilfældig udvælgelse til kontrolgruppe eller forsøgsgruppe. Blindet forsøg kender man fra forskning i lægemidler, hvor man ikke ved, om man får et aktivt middel eller placebo. I det her forsøg gik det på, at de, der vurderede patienterne, ikke vidste, hvilken gruppe patienten tilhørte. Emnet var tidlig mobilisering og aktivitet, og det er slet ikke færdig beskrevet, så vi venter spændt på, hvad den nærmere analyse af fundene viser.

Sanserne er vakt

Rundt omkring i blogland ser man det, det ene billede efter det andet af forårets skønhed vises frem. Vi nyder hver en knop, der springer ud, vi drikker grådigt af sollyset, vi trækker vejret dybere, når fuglesangen lyder fra himlen og aftenen bliver lysere.  Vi smiler til folk, vi ikke kender, vores gang bliver lettere og hjertet hopper af fryd. Vi nyder og nyder og skønner på foråret, der tager over efter vinter. Senere hen bliver det hverdag, og vi glemmer det mirakel, det er, hver dag at kunne sanse og fornemme verdenen omkring os. Endnu er det koldt udenfor om morgenen, vi har stadig rimfrost på græsset, så agaverne bliver sat ud for at nyde dagslyset og kommer så ind i bag bygningernes beskyttende mure om natten. Fuglene nyder også, at landmanden stadig fodrer dem, der er livlig aktivitet i fugletræet og på foderbrættet.

God mandag til dig – husk at trække vejret dybt ned i maven og smil til verdenen.

At kende sin besøgstid

Se nu er du jo nok mere vidende end jeg er, så du gnægger lidt i skægget over min manglende sprogviden. Øh nej, du gnægger måske eller også så griner du i skægget, begge vendinger er nemlig udtryk for en skadefro latter. Nå men indtil for et øjeblik siden troede jeg faktisk, at det hed at kende sin besøgstid, og det passede perfekt til det, jeg havde på hjertet. Men det gør det slet ikke, det hedder nemlig at kende sin besøgelsestid og det er noget helt andet.

Besøgelse er et gammelt ord for Guds komme for at hjælpe eller prøve menneskene; og at kende sin besøgelsestid bliver da at være klar til at benytte en gunstig lejlighed, at forstå at handle, inden det er for sent. Hentet herfra

Nu får overskriften lov til at stå, for besøgstid er det, indlægget handler om. Mit sygehus er hoppet med på bølgen, der skal nu være fri besøgstid, alle jubler, blot ikke personalet! Og så var det jeg opdagede, at Godmorgen på P1 havde et indlæg om det emne med formanden for regionernes sundhedsudvalg, som også er min regionrådsformand. Jeg prøvede noget nyt, jeg havde P1 kørende som baggrundstale, da jeg lavede regnskab og langt henne i programmet kom emnet så. Langt hen ad vejen er vi enige. Ulla Astman talte om, at det gav større tryghed, at der var en ekstra person  til at lytte og stille spørgsmål og det sikrede en bedre inddragelse. Enig

Journalisten konkluderede korrekt, at for hende handlede de emner mere om, at pårørende var med til stuegang og når der i øvrigt blev givet informationer. Og ville det her ikke bare give flere forstyrrelser? UA mente, at det krævede forståelse fra pårørende, så de ikke kom på alle mulige tidspunkter, men at de skulle inviteres med og få mulighed for at være længere tid på sygehuset. Problemet er bare, at der er pårørende, som ikke forstår dette. Når de er kommet langvejs fra, så er jeg en sur gammel mokke, der ikke vil lade dem blive inde på stuen, hvis jeg mener patienten har brug for hvile. Der er det godt at kunne henholde til besøgstiderne. Og for nogle af mine mindre erfarne kolleger kan det være svært at argumentere fagligt, når man står over for et menneske i krise. Vi skal kunne rumme dette dilemma, men nogen gange er det godt at have besøgstiderne i ryggen.

Journalisten nævnte også, at region Nordjylland havde de korteste besøgstider, og her er jeg fuldstændig enig med UA, for tallene viser ikke, at pårørende ofte inviteres med til stuegang, og at der udvises stor fleksibilitet for at pårørende kan være hos patienten, når der er behov for dette. Hos os har vi besøgstid om eftermiddagen og om aftenen, men langt de fleste pårørende kommer også om formiddagen, fordi det netop er et hyperakut afsnit, hvor både patient og pårørende har brug for at være sammen om beskeder. Problemet er bare at hverken patient eller pårørende ikke altid observerer det, vi gør. At den hårdt ramte patient prøver at stramme sig an til ære for sin familie, patienten kan have svært ved at finde hvile, når ægtefælle eller børn sidder ved siden af hele tiden. Så vi er meget åbne omkring, at der skal hvile og ro til på vores afsnit og at det ikke er nok bare at sidde stille ved siden af. Pårørende skal forlade stuen indimellem og i tidsrummet mellem 12 – 14.30 er adgang for pårørende forbudt på stuerne og nede i vores opholdsrum. Vi har en anden opholdsstue uden for afsnittet, her må de gerne være.

Men selv blandt personale er der også forskelligheder og tolkninger, måske pga vores forskellige erfaringer som patient eller pårørende. Jeg har som pårørende oplevet behovet for at kunne være sammen som familie for at støtte forældreparret til et sygt barn. Jeg tror så også, at vi har en radar for hvordan vi skal opføre os, så vi trak af os selv uden for afdelingen, da vi blev flere og flere. Vi skiftedes derefter til at være på patientstuen, når forældrene ønskede det og personalet tillod det.

Og forleden dag var jeg til møde hele dagen inde på det andet sygehus, hvor børneafdelingen holder til. Nede i kælderen så jeg disse to skønne personer. Allerede inden der var børn til stede var de fuldstændig inde i hver deres rolle. Den ene trøstede den anden, mens de gik ned ad gangen og de stillede smilende op til fotografering, da de opdagede mig. Jeg er helt sikker på, at de kender deres besøgstid eller deres besøgelsestid, for de skal være opmærksom på hver en mimik, hvert et ord fra børnene, som giver en mulighed for at gøre en forskel for det barn.

Lørdagsarbejde og små mirakler

Egentlig skulle jeg have arbejdet på sygehuset, men en kollega havde brug for fri i næste weekend, så nu tager jeg to halve arbejdsweekender i stedet for. Herhjemme er der heftig aktivitet, landmanden kører nærmest i døgndrift, fordi han kun har en medarbejder lige nu. Gyllen er spredt, nu gælder det såning af korn. Vi får ikke snakket meget sammen og slet ikke når jeg først er i Glasgow, kommer senere hjem end beregnet, har arbejdsdage og dernæst tager en hel dag til Odense til temadag. Desto mere nyder jeg fridagene, hvor jeg får vasket tøj og nu er i gang med regnskabet.

Der smøres madpakker, som skal bringes ud i marken. I dag skulle jeg hente landmanden på en mark et stykke vej fra gården. Havde jeg været af sted, måtte han gå hjem, nu benyttede han sig af muligheden for den nemme vej hjem. Først køres vognen med korn ned i marken og bagefter kører han ned med såmaskinen. På den måde er han fri for at skulle hjem hele tiden for at fylde såmaskinen. Da jeg kørte ned langs søen, oplevede jeg det som alle gør lige nu, nemlig at moreltræerne blomstrer hvidt og gerne. Og et lille mirakel er sket bag gården, for et af træerne har besluttet sig for at ændre stil, så nu har vi et lyserødt blomstrende træ, og det har vi aldrig haft før.

Landmanden har kundgjort at han først kommer hjem, når den store mark er tilsået, så det bliver sent aftensmad. Det gør ikke noget, jeg har købt mig til den nemme løsning i Føtex, da jeg var oppe og træne LOOP. Klargjort mørbrad på svampebund, hvor der hældes fløde over, ind i ovnen og så er den aftensmad klaret. Kartofler har vi stadig til eget forbrug, så det bliver tilbehøret sammen med en skål grøn salat. Nu vil jeg skynde mig at få regnskabet færdig, og så frister sofaen med tæppe, film og te. Jeg skal jo arbejde i morgen, hvor landmanden forhåbentlig kan slappe af. God lørdag til dig.

Hvem mon banker mit hjerte?

Første gang jeg så teksten, lignede jeg et stort spørgsmålstegn. Nu har jeg læst, at det er Iben Krogsdahls søn, der stillede det spørgsmål til sin mor, og er man salmedigter, ja så skriver man så en godnatsalme til børn. Sangen er en af de mange sange, vi skal synge til vores to koncerter i foråret. Og som vores korleder sagde, så skal man ikke lægge tryk på BANKER, det giver en helt anden association end den, drengen tænkte, da han spurgte. Jeg holder meget af sangen, melodien er perfekt til godnatsang og teksten holder sig smukt i barnets univers med behovet for at far stadig er her og tankerne om andre børn i verdenen. Lidt lige som Solen er så rød mor.

Far, hvem mon banker mit hjerte?

Er det Gud, kan hun ikke la vær?

Hun har mange usynlige hænder

for tænk på, hvor mange vi er

 

Far, når jeg sover, så tror jeg

nok at Gud trækker vejret for mig.

Og far vil du ikke godt love

at Gud også gør det for dig

 

Nogen får ingen godnatsang

og nogen har slet intet hjem.

Skal vi ikke be Gud om at synge

en lille godnatsang for dem?

Iben Krogsdal, 2009
Mel. Thomas Reil 2009

( du kan høre melodien her )

Mon du synger sange for dit barn/barnebarn, når det skal sove? Hos os blev ritualet udvidet og udvidet, vi endte vist til sidst med tre forskellige fortællinger, sang og bøn. Alle skulle jo tilgodeses i valg af bøger. Nogle gange skrev vores børn bøgerne selv, det var altid drabelige historier og tegninger, når sønnen var forfatter, og datterens bøger var mere præget af ønsket om at være sammen med veninder. Jeg kan godt savne den godnatstund, som sørgede for at både børn og mor kom ned i tempo og dermed sluttede dagen på en skøn måde. God fredag til dig.

Hovederne er trætte, vi er stadig mætte og nu går det hjemad

Den overskrift nåede jeg at skrive i lufthavnen i Glasgow, mens vi ventede på at måtte komme af med bagagen. Efter securitytjek og en lille bittesmule shopping var min halve time med fri Wifi over, sjovt at lufthavnen vælger at begrænse Wifi, når man inde i Glasgows bymidte havde fri wifi på gaden. Vi var kommet til lufthavnen i god tid, så snakken om konferencen og dets faglige indhold gik livligt, da vi pludselig opdagede, at vi var tæt på afgang. Afsted til til gaten, snakke med de andre danske konferencedeltagere, som også skulle til Amsterdam. Så kom beskeden, et punkteret hjul på flyet udsatte afgangen halvanden time. Vores fly videre fra Amsterdam gik nøjagtig halvanden time efter vi skulle være landet i Amsterdam. Nåede vi det mon?
Det var også samtaleemnet på flyet, da vi endelig kom af sted. I følge stewarden på flyet ville vi nå det, for vores endedestination blev ikke nævnt, når de informerede om hvem der skulle gå til informationsskranken ved landing. Vi landede lidt over den planlagte afgangstid for flyet til Aalborg, men de havde jo sagt, at vi kunne nå det, så vi løb og løb og løb og gik og gik, skulle gennem securitytjek midtvejs, og så så løb vi og løb og gik og gik. Endelig var vi ved gaten, og her fik vi at vide at flyet var lettet til planlagt tid! Så måtte vi tilbage igen og finde en informationsskanke, først skulle vi snakke med en medarbejder, som gav os en en nødpakke til overnatning og seddel, som vi skulle give til den næste medarbejder, som tjekkede den og sendte os videre til den tredje medarbejder, som arrangerede hotelophold. Kl 22.40 tjekkede vi ind på hotellet, fik dejlig aftensmad og fandt herefter et superskønt værelse med god seng. Nu er det morgen med dejlig solskin, den skønne morgenbuffet er nydt. Diverse aftaler for formiddagen i dag er aflyst via mobil, og jeg glæder mig til vi lander på dansk jord ved middagstid. God mandag til dig.

Fødderne er trætte og vi er mætte

De to af os undrede os over, at flyveturen fra Amsterdam til Glasgow var hurtigere end fra Aalborg til Amsterdam. Vi havde endda et kort fremme for at se på afstande, og da vi så sagde det til tredje kollega, kigge hun bare på os og sagde med et skævt smil, der er en tidsforskel på en time. Ups. Så nu sidder jeg og føler mig vældig træt, selv om klokken egentlig ikke er så mange her.
Vi har allerede fået et indtryk af Glasgow, jeg havde læst i min rejsebog, at Glasgow i dag var en kulturby med masser at byde på inden for arkitektur og kunst, og det synes jeg turen fra budgethotellet til konferencecenteret viste. Forskellige broer krydser floden Clyde, der er både gangbroer, bilbroer og fællesbroer. Turen gik langs floden i strålende solskin, vi måtte af med frakker og halstørklæder, og på de små græsplæner lå der unge mennesker og læste eller bare nød solen. Konferencecenteret ligger ved siden af Clyde Auditorium, også kaldet bæltedyret - The Armadillo og Hydro, en stor koncertsal og sportsarena. I dag stod der mange unge mennesker og børn uden for Hydro sammen med forældre, Olly Murs gav koncert i aften.

Hydro

Bæltedyret

Bagefter gik vi ind mod bymidten for at finde et sted at spise. Jeg havde læst at der var mange indiske restauranter i byen og det var der. Vi tror, vi valgte det bedste, det var i hvert fald godt besøgt, også af skotterne selv. Og maden smagte rigtig godt, så nu har jeg prøvet at spise på en indisk restaurant.

En torsdag med luft under vingerne

Torsdagen er startet godt med solskin, rengøringsfirmaet er lige kommet, så jeg har trukket mig ind på kontoret for at fundere over, hvad jeg mon har glemt. Kufferten er pakket, billeter og registreringsbevis er skrevet ud, passet er fundet, kamera, computer og diverse opladere er i kufferten, regninger er sat til betaling. Der står lasagne, flødebagte kartofler og hakkebøf i køleskabet, der er bagt kage og købt brød, småkager og andre lækkerier, så mon ikke landmanden overlever de næste fire dage?

Det er torsdag, det er 75 år siden Danmark på det her tidspunkt havde været besat i 7 dage. Og derfor må det også have været en solstrålehistorie, at kronprinseparret fik deres første datter. Det er nu synd for den nu voksne kvinde, at al festivitasen skal foregå uden den mand,som hun har dannet par med i mange år.  Men sygdom bestemmer vi ikke over, og jeg krydser fingre for, at den influenza som har taget godt fat i Danmark snart forsvinder.
Dagens nyheder har to emner af interesse for mig som sygeplejerske, de hårdest syge patienter skal til at have en behandlingsansvarlig læge tilknyttet gennem hele deres forløb, det er jeg spændt på at se, hvordan det skal fungere. Og om det kun er kræftpatienter, det drejer sig om. Derudover har man talt op, hvor mange retningslinjer der foreligger, som vi skal forholde os til eller skal have kendskab til i vores hverdag. Jeg kan ikke ud af notitsen se om man taler om deciderede retningslinjer, dem der overordnet siger, at sådan skal det være, eller om der er tale om instrukser, som konkret fortæller om hvordan man gør eksempelvis, når man skal udføre en dysfagiscreening, eller skal ringe til en efterladt, eller man skal tilbyde børnesamtale eller man skal anlægge en ernæringssonde og opstarte sondeernæring eller ... Den sidste slags efterspørger mine kolleger faktisk flere af, og egentlig tror jeg mere, at jeg skal tænke i andre baner for at give dem et overblik over, hvad der forventes af dem i løbet af den tid, en patient er indlagt.

Nå slut med de tanker, jeg kan nu se frem til fire dage sammen med en kollega og en fysioterapeutkollega, hvor vi får rigelig tid til at snakke om alt det, der rører sig på vores afsnit. Om jeg får tid til at blogge, ved jeg ikke, men ellers må du have en god weekend.

En tidlig onsdag

I en af Kender du typenprogrammerne udbryder Anne Glad, hold da op, han er sej. Det var til udsagnet om, at typen stod op kl. seks om morgenen! Det er vi nok mange, der trækker lidt på smilebåndet af og mumler lidt i skægget, sådan en københavner, selv om vi godt ved at det var set i lyset af, at det netop var en københavner og en kendt person og formentlig ikke en arbejder som os andre. Her i huset står uret til at ringe klokken fem, når der står dagvagt på programmet. Landmanden kan sove endnu længere, selv om han har samme mødetid som mig: klokken syv. Hans arbejdsplads er jo lige udenfor døren, og han behøver ikke sætte hår om morgenen, det skal alligevel vaskes efter en lang dag i kartoflerne. Mange af mine kolleger har timet og tilrettelagt morgenstunden, så de kun skal stå op, vand i ansigtet og sætte hår og så af sted. Ingen morgenmad, det får de først ved nitiden på arbejdet. Sådan kan jeg slet ikke starte min dag, jeg skal have ro og fred til at få dagen i gang. I dag mente min hjerne dog, at vi lige så godt kunne vågne klokken tre i nat, men så hyggede jeg mig med at finde kort over Glasgow og se hvordan bymidte, kongrescenter og hotel ligger i forhold til hinanden. Denne gang får vi ikke rigtig tid før konferencestart til at udforske byen. Vi lander klokken 16 torsdag, og inden vi er fremme ved hotellet er alt formentlig lukket ned. Og resten af dagene går det løs allerede 8.30 med oplæg, og det fortsætter frem til 18.00! Men også her skal uret stilles, så jeg får tid om morgenen. Håber du har fået en god morgenstart. God onsdag til dig.

Søvnig tirsdag med plads til tanker

Hvor mandagen bød på solskin med blæst, så byder tirsdagen på regn og overskyet himmel, og jeg går nærmest i dvale. Tankerne kredser om morgendagens fokusområde med en af mine kolleger. De fleste patienter hos os overlever, men der er også mennesker, som bliver så hårdt ramt af deres blodprop(per) eller blødning(er) i hjernen, at der ikke kan tilbydes behandling for disse. Nogle familier er meget afklarede, de ved, at deres kære ikke ønsker livsforlængende behandling, andre ønsker, at vi prøver alt det, vi kan sætte ind med forebyggende og rehabiliterende tiltag. Det er en svær situation for alle, og vi må være de professionelle, som kan give råd og som kan tage en faglig beslutning. Når en beslutning så er taget, og det er lindrende pleje/behandling, der skal til, så kommer næste problemstilling. For vi er jo et hyperakut afsnit, vi ønsker ikke at flytte mennesker, som måske kun har kort tid tilbage. Problemet er, at vi ikke ved det, jeg har oplevet mennesker, som holdt ved livet i uger. Og hver dag kommer der nye patienter med blodpropper/blødninger i hjernen, som vi også skal sikre en god behandling og pleje. Så indimellem bliver vi nødt til at flytte mennesker til et andet afsnit. Der er ikke en løsning på det, jeg ville egentlig ønske, at alle kunne komme på hospice, men det ville koste samfundet dyrt. Og man kan vel argumentere mod hospice til alle med, at døden ikke er en sygdom, det er et livsvilkår, som vi skal kunne håndtere på en værdig måde, om det døende menneske er indlagt på sygehus, hospice eller er hjemme hos sig selv.

I morgen skal min kollega, som er erfaren med palliativ pleje/behandling (palliativ = lindrende) og jeg drøfte, hvordan vi på vores afsnit får gjort vores viden om palliativ pleje bedre. Vi får tilbagemeldinger om, at pårørende oplever en fantastisk ro omkring deres kære på stuen, selv om de kan se, at der er meget travlt på afdelingen, og at de føler sig velkommen og får svar på de spørgsmål, der måtte være. Det er vi selvfølgelig glade for, og vi gør rigtig meget for, at det skal være sådan. Vi forsøger at give enestue, vi forsøger at de pårørende, der vil, kan sove der, vi sørger for kaffe og drikkevarer, vi indlægger sommetider en pårørende, så de kan spise med på afdelingen. Vi forsøger at være nærværende i samtaler på stuen, vi forsøger at hjælpe, når det bliver svært at være på stuen sammen med den døende.

Vi vil gerne blive bedre, og det er så det, vi vil sætte fokus på i morgen, det skulle gerne ende med et fyraftensmøde for alle tværfaglige kolleger med eksperter fra det palliative team på sygehuset. Og i nutidens sygehusverden skal det også ende med en instruks, så der er klare retningslinjer omkring det, vi kan give klare retningslinjer for. Vi mennesker reagerer vidt forskelligt på kriser og død, der skal man som sygeplejerske have en viden om sorgreaktioner og om samtaler. Mit bedste råd er, vis du tør være i rummet, du behøver ikke at sige noget, du kan ikke fjerne sorgen, så vær der og del afmagten og sorgen. Det er min private og professionelle erfaring, at det er lige nøjagtig det, pårørende efterfølgende har sat pris på.

God tirsdag til dig.

En ganske almindelig mandag

Arbejdsdagen gik som den vanligvis gør med ændringer i planerne fra morgenstunden af. LEANeksperter og effektivitetskonsulenterne må længere ud på landet (og tro mig, mange synes jeg bor langt ude) med deres metoder og forslag, vi knokler det bedste, vi har lært, og det gælder alle tværfaglige partnere. Dagen herhjemme går også som den gør her i foråret. Markerne er pløjet, der er harvet og nu skal markerne gødes, gyllevognen er kørt frem og gødning er bestilt. Vi har stadig lækre kartofler, som er lige så faste og smagfulde som nye kartofler, og helt klart bedre end de udenlandske af slagsen. Istvan har ikke lavet unoder eller dyttet af fremmede hunde, han nyder foråret, hvor de ikke hele tiden skal være inde og sortere kartofler.

Jeg nyder at se de små tegn på, at foråret folder sig ud, i dag var der pludselig grønne blade på buske, der stod godt i forhold til læ og varme. Morgendagens fridag skal bruges på at få bagt og kokkereret til en arbejdsom landmand, så han overlever, mens jeg er væk på konference. I går kom jeg i tanke om at tjekke mit pas, pyha det var heldigvis først næste år, at det skal fornys. Og i dag huskede jeg Fruen i midtens indlæg om det blå sygesikringsbevis, det er så heldigvis også gyldigt. Lidt kontanter skal jeg vel også have med. Yndlingstøjet skal vaskes, der skal købes nye gode gåsko, som samtidig med ser lidt smarte ud. Jeg er nemlig hoppet på 50er bølgen med mine nye kjoler. Begge er købt i den designerbutik, datteren arbejder i, og jeg skal lige vænne mig til looket, men hold op hvor er det skønt at have en kjole på, som viser talje og skjuler sidedellerne.

Lige om lidt vil jeg gå en aftentur, mens solen går ned. Jeg nyder at sidde i solstråler, mens jeg skriver dette indlæg. Der er ikke opsigtsvækkende ting at skrive om, det er nærmest lidt småkedeligt, men sådan er en ganske almindelig mandag hos mig. Hvordan mon din mandag så ud?

Ord

Dagens avis har en artikel om det at være en god taler og om ord, både det talte og det skrevne. Den satte tanker i gang om ord og ords betydning. Vi kender det alle sammen, vi siger noget til en anden og efterfølgende opdager vi, at det, vi mente, ikke er det, der blev modtaget. Jeg fik såret eller ophidset den anden ved mine ord. Hvis jeg er heldig, ser jeg det med det samme og får måske med yderligere ord forklaret mig. Men ofte opdager vi det ikke, fordi vi er videre. Helt galt går det, hvis det er på skrift, her skal man virkelig vare sine ord. For ord kan i den grad såre og skabe misforståelser, selv der, hvor jeg synes, jeg har været klar i mælet og har tænkt meget over ordene, jeg skrev. De læses blot ind i en anden sammenhæng, som jeg ikke er herre over. Eller ord, som for mig betyder et, betyder noget helt andet for den anden.

Ord kan også inspirere ligesom mennesker, billeder, musik og film. Jeg har købt en bog; I dag er Guds dag. Den er skrevet af en svensk munk, og teksterne i bogen er beregnet til at læse en om dagen året rundt. Jeg havde høje forventninger til bogen, jeg havde læst et interview med munken, og han havde så mange gode tanker om det at tro. Det danske forord fik mig til at trække på smilebåndet, for heri skrev Grethe Livbjerg, at hun havde set bogen hos en katolsk familie. Bogen lå på badeværelset og dens udseende tydeliggjorde, at den blev flittigt læst. Badeværelset er vel også det mest fredsommelige rum i hele huset, hvis man da ikke har børn, der står udenfor og banker på døren, når mor er derinde. Jeg har haft svært ved teksterne, nogle af dem; jeg var ikke enig, jeg syntes de ikke var vedkommende for mig, de irriterede mig lidt. Måske næste år, når jeg når til dem igen, giver de mere mening. Andre tekster har vakt genklang, og forleden dag ramte ordene mig lige i hjertekulen. Og det er det ord kan, de kan irritere, de kan få hjernen til at snurre rundt om sig selv af tankevirksomhed, de kan vække genklang/genkendelse, og de kan få ting til at falde på plads, så jeg tager en dyb indånding og siger, åh ja sådan er det! I dag har jeg været i kirke, det er ikke månedligt, at jeg er det, men hver gang undrer jeg mig over, hvorfor jeg dog ikke gør det oftere*. Det er en time med ro og fred til at tænke. Det er en time med tid til at tænke over de ord, der er i salmer, tekster og prædiken. Og som min far sagde en gang, pyt med at tankerne flyver ud af kirkerummet og mange steder hen, det er det en gudstjeneste også kan, sætte tankerne i gang.

Tilbage til bogen, de ord som jeg stadig tænker over, er disse:

Tre måder der er at gå fra død til liv på.

Hvis du lever ubevidst, hvis du ikke ved, hvorfor du lever og hvor du er på vej hen, hvis du sysler med bagateller i stedet for det væsentlige, så siger Jesus til dig: "Vågn! Bliv bevidst, nærværende, kom til dig selv, tænk på, hvad der står på spil! "

Du kan også være stivnet i sløvhed og dovenskab. Du spilder måske din kostbare tid og tager aldrig rigtigt fat på dit liv. "Stå op!" siger Jesus. "Ryst din dovenskab af dig, kom nu igang!"

En tredie måde at være død på er at lukke sig inde i jeget, at være fyldt af selvoptagethed og selvmedlidenhed, filtret ind i sin egoisme. "Kom ud! Hold op med at kredse omkring dig selv, gør noget for andre, lev for kærligheden!"

Hentet herfra

Lev for kærligheden, ryst dovenskaben af dig og vær bevidst og nærværende. Det er gode budskaber at tage med mig ind i næste uge. God søndag til dig.

*Jeg ved godt hvorfor, jeg vil hellere have gudstjeneste senere på dagen, bare en time senere ville give mig tid til at starte min søndag langsomt med søndagsmorgenmad

Detaljen og helheden

Træerne står som trolde med arme så lange. De ser lidt triste og grå ud, men går man tættere på, rummer grenene liv og variationer i farverne. Går man helt tæt på, opstår troldearmene igen. Ikke så sært, at skove og træer i film, bøger og min fantasi rummer kimen til det uhyggelige og skræmmende. Jeg har gået i skove i mørket, men aldrig alene. Jeg har gået alene ned ad en engelsk vej med store herskabshuse, masser af træer og store grønne plæner, som om natten sagtens ( i min fantasi) kunne indeholde potentielle overfaldsmænd.Om dagen var alle husene mine drømmepaladser, om natten skubbede de til min iboende angst.  Træer kan skygge, træer kan filtrere sollyset i de smukkeste variationer, træer er bolig for dyr og fugle, træer er kimen til varme, kimen til smukke møbler. Træer kan selv i forfald være smukke at se på, og jeg holder af mosbegroede grene. Mørket kom hurtigt i aften, regnen er begyndt, det blæser udenfor, men da jeg kom kørende, opdagede jeg, at et af hvidtjørnetræerne i et læhegn var sprunget ud, Snart grønnes det, og jeg nyder forårets vej mod sommer. God aften til dig.