onsdag, januar 21, 2015

Godt at vide

Denne morgenstund er som hverdagsmorgener er flest. Trætheden er i kroppen, mens jeg begynder med at tømme opvaskemaskine. Tevandet koger, der laves te og smøres mad. Alt imens tænker jeg på gårsdagens dejlige eftermiddag og aften, hvor jeg mødtes med to studiekammerater. Denne gang havde jeg valgt, og jeg ville gerne prøve Pandekagehusets madpandekager, det blev en god oplevelse, men jeg tror dog, der ville være skønnere om sommeren. For de store vinduer og det manglende vindfang ved indgangen gjorde, at der på denne kolde vinterdag blev lidt koldt om fødderne. Vi talte os dog til varmen og fik vendt mange ting, før vi vendte næserne hjem.

De færdige tallerkener med mad og teen sættes ned i mandskabsrummet, så landmanden blot kan sætte sig ind og nyde pausen fra kartoffelsorteringen. Min egen madpakke sættes ved siden af tasken, så jeg om lidt er klar til afgang. Nede på bordet i mandskabsrummet lå et stykke papir med navne og telefonnumre. Først studsede jeg over at se mit navn og nummer der, så gik det op for mig, at det nok var en udløser af arbejdstilsynets besøg forleden dag (som i øvrigt gav en stor smiley til gården). Det var jo en kontaktseddel, hvis det værste skulle ske, en seddel med numre på pårørende til medarbejdere og chef. Sådan en seddel fik vi også lavet på min arbejdsplads for nogle år siden, og siden har vi ofte talt om, at den er rar at have. For tænk hvis man står med en kollega, der er blevet dårlig, hvordan skulle man så have fået fat i kæresten/ægtemanden/forældrene? Vi har sommetider undret os over, at det først er nu, vi har fået den, og vi har faktisk ikke haft brug for den, men det er godt at vide, at den er der. Og sådan er der jo egentlig så meget, som vi forhåbentlig ikke får brug for, men som det er godt at vide, at man har eller at man kan, hvis nu …

Lige nu er det godt at vide, at der er varmt vand i hanerne, at der er en bil, der kan køre og at der er mad i min madpakke og at der er gode kolleger på min arbejdsplads. Alt sammen noget, jeg vil nyde på denne kolde januaronsdag. God onsdag til dig.

P1010588

14 kommentarer:

  1. Tak forat dele din morgen - god Onsdag :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde Miri :-)

      Slet
  2. Hej Lene. Tak for endnu et godt indlæg. Og du har da fuldstændig ret i det med navne på nærmeste pårørende. Sådan en liste har vi ikke her - det tror jeg skal foreslås snarest, at vi får lavet på kirkens personale. For selv om det er en lille arbejdsplads, så kan det være på sin plads alligevel. Og så håber vi selvfølgelig, at vi aldrig får brug for at bruge listen.
    Også god onsdag til dig.
    Venlig hilsen
    Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Jette, og som min mand sagde her til aften, han kender jo ikke de unge medarbejderes forældre, og det ville være frygteligt ikke at kunne få fat i dem, hvis noget var sket. Men vi håber selvfølgelig aldrig vi får brug for det.

      Slet
  3. Det er godt med en sådan seddel. I ved forhåbentlig hvor den er på arbejdspladsen? Jeg spørger fordi jeg kommer til at tænke på et kursus jeg lavede for meget længe siden omhandlende vold på arbejdspladsen. Man havde en fin alarm under hvert skrivebord. Mit spørgsmål om hvorvidt alarmen var afprøvet for nylig besvaredes med et nej. Dagen efter kunne deltagerne fortælle at alarmen faktisk ikke virkede fordi ledning på et tidspunkt var klippet over!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, ja der er ikke meget ved at have fine alarmsystemer, hvis ikke de virker. Vi ved hvor sedlen er, den er nemlig i samme mappe som vores telefonnumre, og dem bruger vi tit, når der skal findes afløsere ved sygdom :-)

      Slet
  4. God ide med sådan en liste. Det bør helt sikkert også indføres i Verdensfirmaet, hvor absolut ingen aner, hvordan de skulle kunne få fat på hinandens pårørende, hvis uheldet var ude. Jeg håber, du huskede din madpakke, og at onsdagen har været - og stadig er - god ved dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, tak, jeg huskede madpakken og dagen var god. Jeg er glad for at vide, at vi har en liste, håber I får det indført.

      Slet
  5. Spændende at kigge ind hos dig på en hverdagsmorgen; det lyder effektivt.

    Alle virksomheder store som små burde have sådan en seddel, temmelig lavpraktisk men meget betryggende, og forhåbentlig får I aldrig behov for den.

    Tillykke med den flotte smiley.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Hanne, den smiley er vi også glade for :-)

      Slet
  6. Hov.. Sådan en liste vil jeg da foreslå at vi får lavet på kontoret.. Det er en rigtig god ide.
    Mpske skulle jeg endda lufte ideen for HR også :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, se se, måske spreder denne ide sig rundt omkring i landet :-)

      Slet
  7. Nu vil jeg lige pudse min glorie og fortælle, at sådan en liste fik jeg indført for omkring 25 år siden, da vi blev for mange til, at alle kendte hinanden godt.
    Vi havde desværre også brug for den nogle gange, mens jeg huserede. Én besvimede, en anden 'tabte' vandet, og en fødsel gik i gang midt i analyserne. Én blev ætset af saltsyre og flere konkrete tilfælde husker jeg ikke lige her, men alle vidste, hvor listen befandt sig (nemlig på mit kontor), så der var ingen forsinkelser mht. til at underrette ægtefællerne eller hvem der nu stod på listen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, godt gået og puds du bare glorien :-)

      Slet