Der er ord, som dagligt bliver nævnt på mit arbejde, og de bliver sagt ofte, og så pludselige en dag kommer jeg til at smage på dem. Ordene bliver anderledes, og jeg funderer lidt over dem.
Overskriften er sådan et ord. Genoptræning kan jeg bruge, at man trænes op igen, det ligger i ordet, og for mig er det et almindeligt dansk ord.
Da jeg røg ved siden af en trampolin i 2. g og anklens ledkapsel sprang tillige med ledbåndet, så blev jeg opereret, og bagefter fik jeg genoptræning hos en fysioterapeut på sygehuset. I dag er fysioterapeuten mange steder sparet væk, og man må selv sørge for at træne sig op igen til den funktion, man havde før. Det lyder på sin vis fornuftig nok, og så alligevel ikke. Jeg ved, at jeg ikke turde træde igennem på cyklen, for det gjorde jo ondt, 6 uger i gips, og muskler og led var stive, og jeg var bange for at gøre skade. Her var det terapeuten, som pressede mig til at gøre mere, end jeg selv turde, og derved fik jeg trænet min ankel op igen.
Er man apopleksipatient, er det ikke givet, at man kan træne sig op til igen at have samme færdigheder som før, og de færdigheder, man opnår, skal holdes ved lige resten af livet ved træning, ellers svinder de. Man kan også være for træt, for hårdt ramt, eller mangle gnisten til at træne, og måske mangler man erkendelsen af, at man har mistet færdigheder.
Her kommer så sidste del af overskriftsordet ind.
Potentiale: en mulighed eller evne for videre udvikling eller udfoldelse, som endnu ikke er kommet til udfoldelse.Har patienten genoptræningspotentiale? Vi siger det konstant, og det betyder jo, om vi tror at patienten magter eller har evner til at træne på et af vore genoptræningssteder. Eller om vi skal tænke på plejehjem, mere hjælp i hjemmet, måske noget vedligeholdelsestræning ambulant.
Men jo mere jeg tænker over ordet, jo mere teknisk bliver det. Men det bruges jo overalt. Og vi ved, hvad vi lægger i det, og måske er det mere dette, at vi(terapeuter, læger og sygeplejepersonale) skal beslutte, om patienten kan deltage i genoptræning eller ej, jeg har det svært med.
Heldigvis er patient og vi ofte enige, og de pårørende bliver det også, når de lige har tænkt efter. Vi vil jo så gerne have vore elskede tilbage til det, de var engang, men sådan går det desværre ikke, når man får en stor blodprop eller blødning i hjernen.
Jeg synes stadig, det er svært at sige, at her sker der ingen fremskridt, at patienten ikke vil kunne magte genoptræning, og nogle gange giver vi dem en uge eller mere til, for at se om de kan gennemføre et træningsprogram, når de er knap så trætte eller afkræftet af andre sygdomme.
Men når jeg så f.eks. kommer tilbage efter 6 fridage, og så kan se, at her er intet sket, så må jeg nok erkende, at det er nu, vi skal tænke på, hvor patienten vil få den bedste pleje. Om familien kan klare det i hjemmet med megen hjemmepleje eller om der skal tales om plejehjem?
Taget fra samme sted, men i forskellige retninger.
