Forleden dag var det så koldt, da jeg gik tur og det småregnede:
Kom med varme
Kom med tørvejr
Kom med vækst
Kom som det dejlige forår, du også kan være
Vi trænger til det
Please
Måske lyttede foråret til mig forleden dag, selv om indlægget ikke kom ud på bloggen. Der er i hvert fald det skønneste vejr udenfor. Resten af dagen skal tilbringes hos min far, jeg glæder mig til at se ham.
I tidernes morgen, da vi var nubagte landmænd, var vi sammen om at udforske den nye computerverden. Nu er jeg jo ikke landmand, men det er så et af de job, hvor ægtefællen automatisk bliver en del af jobbeskrivelsen, så lidt landmand er jeg da. Jeg ville dog ikke kunne drive gården videre uden landmanden, og det har vi for mange år siden pga en tragisk hændelse for en anden landmandsfamilie herude sat ord på, at det skal jeg heller ikke forsøge. Jeg håber dog aldrig, at det bliver aktuelt.
Tilbage til computeremnet. Vi drog på kurser sammen ud i DOSsproget, og vi førte os rigtig frem, sammen kunne vi klare det hele, det den ene ikke kunne huske, kunne den anden. Og så er det, at jeg pludselig en dag stod og funderede; hvornår var det lige, at landmanden trak sig fra at være medvidende om computere og evt. problemer? Lige pludselig var jeg blevet eksperten! Den titel gad jeg godt lægge fra mig. Landmanden har købt en fancy maskine, som både er fax, scanner og kopimaskine. Den er trådløs, det lyder rigtig smart, nu har den så bare stået på kontoret i et godt stykke tid, den er stadig ikke tilkoblet, der er travlhed i marken et godt stykke tid endnu, jeg har en anelse om, hvem der kommer til at sætte sig ind i dens funktioner.
Nu har jeg betalt for lagerplads i Picasa takket være Inges gode diagnose, så jeg håber snart, at der kan komme billeder på bloggen. Jeg kan mærke, at ord og billeder hører uløseligt sammen på min blog.
Der er ændrede planer for formiddagen, jeg skal ud og kigge på fryser. Vores fryser er en kæmpestor boks, som vi købte, da vi flyttede ind på gården for 29 år siden. Jeg kan ikke holde system eller orden i den, nu vil jeg have et fryseskab. Så kan den gamle fryser overgå til reserven.
God tirsdag til jer.
Aftenen er tilbragt foran fjernsynet. Filmen “Mine dage med Margueritte” var dejlig og hjertevarm, og jeg nød det franske sprog og samspillet mellem de to skuespillere. Den ældre kvindelige skuespiller er 96 år, og hun er skøn med sine smukke skælmske øjne og sin smukke franske tale.
En lille gåtur blev det også til i det dejlige vejr. Landmanden er mere fortrøstningfuld nu, jorden tørrer og der er travlhed i marken. Endnu er vi ikke færdige med at så korn, men når ugen er omme, skulle landmanden og medarbejderne gerne kunne koncentrere sig om kartoffellægning. Haven trænger til en kærlig hånd, jeg føler mig ikke særlig kærlig hvad det angår, men nu fordeler jeg mine havetimer ud på tre formiddage, og med en skøn vejrudsigt får jeg måske ovenikøbet lidt farve i ansigtet samtidig.
Jeg har lånt bogen: “Den som vandrer om natten” af Marianne Fredrikson, jeg tror, at den skal få lov til at slutte aftenen af.
Sov godt.
Og nu fik jeg også fejlmelding på den anden computer fra WLW, gad vide om det er, når jeg sætter billeder ind i indlægget. Jeg prøver at udgive uden billeder, så får vi at se.
Nu prøver jeg at skrive et indlæg på WLW på en anden computer, så ser vi(jeg) om det kan udgives.
Jeg er træt, typisk reaktion oven på aftenvagter. Vi har haft det stille og roligt på arbejde. Der har været tid til at gå i dybden med samtaler med patienter og pårørende. Der har været tid til at snakke med kolleger. Alligevel sidder den anderledes arbejdstid og søvn i kroppen.
Jeg skal egentlig lave regnskab, men tankerne farer hist og pist, jeg har svært ved at finde ro. Nu vil jeg prøve at gå i gang, holde en pause senere og gå en tur og mon så ikke jeg kan få regnskabet gjort færdig. I morgen skal jeg besøge min far, det glæder jeg mig til, det er ved at være 3 uger siden, jeg har set ham.
God mandag til dig.
Det er fredag, det er tid for at genoptage traditionen med rundstykker til medarbejderne. Vi har fået en ung landbrugselev, han er behagelig at snakke med, han kommer til tiden, han er god til sit arbejde og har mod på at lære mere. Jeg ved allerede nu, at han ikke spiser ost og ikke drikker kaffe/te, så morgenbordet bød også på pålægschokolade og honning udover syltetøj og ost. Den unge mand blev tilbudt en æblemost, men han havde selv saftevand med. Så langt så godt. Vi hyggede os omkring bordet, han lyttede mest, vi andre tre er jævnaldrende, så emnerne var nok ikke lige så interessante for ham. Han tjekkede sms, hvilket er helt i orden i en pause, for vi har en politik om, at mobilsnak og sms ikke skal bruges, når man arbejder.
Da landmanden tilbød ham et rundstykke mere, var svaret; nej. Da vi gik fra bordet, var der tavshed. Jeg manglede et nej tak, og jeg manglede et tak for mad. Det er utroligt som tre små bogstaver kan betyde noget, men jeg håber for den unge mand, at en eller anden får lært ham at sige tak.
Jeg vil også gerne sige jer tak, for på trods af at jeg ikke har skrevet en uge, har I alligevel været trofaste til at kigge herind. Weekenden byder på aftenvagter, reception, brunch med venner og forhåbentlig gåture, som helt er røget ud af min dagligdag.
Jeg vil nyde mine vagter, og jeg har allerede sendt en sms til P4 Nordjylland om, at min fredagsstemning er i top (=10), fordi jeg skal i aftenvagt sammen med gode kolleger. Alle andres sms’er var i top, når de havde fri og i bund, når de skulle arbejde. Det er synd for dem, at arbejde kan trække ned på en stemning, for mig er det lige omvendt. Det er jeg taknemlig for.
Må din weekend blive god.
Man skal være klar over, hvad man vil sige med det, man siger. Jeg er sådan en, der sommetider taler før eller lige, når jeg tænker. Så kan ting nemt komme til at fremstå rodet, og andre kan blive usikker på, hvad jeg egentlig vil sige eller spørge om.
I går til sygeplejekonference kom vi til at snakke om stuegang. Så længe der har været stuegang, har der været snak om form og struktur, og det er altid de andre, der kunne forbedre sig. Vi greb så i egen barm og talte om, hvordan vi kunne blive bedre, når nu både vi og lægerne også har andre ting at gøre i løbet af en dag. Stuegang er både at læse tidligere skrevne notater, samtale sygeplejerske og læge, samtale læge og patient, beslutning af læge, som skal formidles til patient og sygeplejerske, og diktering af beslutninger. Det kan også indebære at skulle ringe andre steder hen og undersøge eller spørge om noget, så det tager tid. Mange tror, at et apopleksiafsnit er et nemt stuegangssted, men mange patienter har andre sygdomme, som spiller ind, apopleksien rammer på forskellig vis og vi er som mennesker forskellige, så man kan ikke lægge samme skabelon ned over alle mennesker.
Sygeplejesamtalen gik på, at vi skulle blive klar over, hvad vi ville vide, hvad vi kunne bidrage med af viden og få præsenteret alle spørgsmål om samme patient på én gang. Vores oversygeplejerske fortalte om en overlæge, som brugte, når yngre læger ringede og rodede rundt i præsentationen af det, de ville spørge om, at bede dem om at ringe tilbage om 10 minutter, når de vidste, hvad de ville vide, og hvad de selv havde tænkt og undersøgt, før de ringede. Jeg ved, at der også på det område er plads til forbedring for mig, så det vil jeg øve mig på.
Klar i mælet skulle vi også være kl. 9 i morges, da første sang blev slået an på klaveret. Det har været en dejlig dag, vi har sunget, grinet og også fældet en tåre. Gospelsange rører ved hjertet, i hvert fald mit hjerte, og gåhjemsangen fik mig til at mindes en oplevelse, min niece havde. Hendes storesøster døde som 15 årig og hun selv var da 12 år. Et par år senere var min niece med ungdomsskolen på Island, hvor de bl.a. så en meget smuk kirke. Min niece tog flere billeder inde i kirken. Da hun så dem igennem hjemme, opdagede hun, at på et af billederne var en lysende skikkelse midt på gangen op til alteret. Tro mig, vi har været meget opsatte på at kunne give en naturfaglig forklaring, så som lysindfald fra vinduer osv. Men vi endte med at måtte give hende ret, det lignede en engel, og min niece vidste med sig selv, at det var storesøster, der var med på turen.
I pray that angels will be
right by your side so you may se
that God in heaven
He will take good care of you and me
Angels, I see angels
Angels by your side
Der snakkes meget om overvågning i bylivet, men også her i blogland bliver vi overvåget. F.eks skrev jeg et indlæg om rygestop og KRAMscreening på sygehuset og fik en kommentar fra en debattør, journalist og sangskriver, som både i kronikker og i sine sange er kritisk overfor samfundets indgriben i personlige forhold som rygning. Da jeg skrev et indlæg om madspild, fik jeg en kommentar fra grundlæggeren af Stop Madspildkampagnen. Hos en anden blogger, som skrev om cykelhjelme, dukkede pludselig en aktiv modstander af et påbud om cykelhjelme op. Det er lige før, man begynder at kigge sig over sin virtuelle skulder for at opdage forfølgeren.
I første omgang var jeg blot forundret over, hvordan nogen havde fundet min blog, men ved nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at der må findes søgemaskiner, som er sat til at reagere, når nogen bruger bestemte ord. Har du prøvet noget lignende?
Nu er det weekend, jeg er træt, men det har været så lækkert at have de samme patienter 3 dage i træk, og på mandag går det løs igen. Inden da skal jeg øve sange sammen med mit kor i morgen, vi skal have en koncert: Gospel og hveder, kun med os og solister, det glæder jeg mig til, det er alt for længe siden, vi har haft en koncert. Jeg skal også forberede et indlæg sammen med min kollega til et videnskabeligt møde i forbindelse med en generalforsamling. Derudover er der en have, der trænger til en kærlig hånd, og nogle landmænd, som gerne vil have mad og godt vejr. Det første kan jeg klare, det andet ligger uden for mine spidskompetencer.
God weekend til dig.
Min souschef har været så sød at lytte til mine ønsker om arbejde. Jeg trængte til at få lov til at få sammenhængende dage i plejen. Mine administrative dage har tidligere været fordelt på alle uger, ligeledes mine fridage, det betød imidlertid, at jeg ofte havde en til to dage i plejen og så fri eller administrativ dag. Den fordeling betød så også, at jeg ofte var buffer, så at de andre kunne få lov til at få sammenhængende forløb med faste patienter. Jeg nyder i disse dage, at jeg ved, at i morgen har jeg de samme stuer som i dag. Jeg er stanghamrende træt, for det at gå fra rigtig mange fridage i rap i to uger og så til at arbejde 11 ud af 14 dage i denne og næste uge er noget af en omvæltning.
Det er en sej omgang i landbruget, jorden tørrer slet ikke i denne kulde, så der er stadig marker, der ikke kan arbejdes på. I dag er de startet med at nedfælde gylle, for i næste uge meldes der om meget regn. Så madpakker til eftermiddagen er afleveret, og aftensmaden skal snart forberedes, så den er klar, når landmand og medarbejder holder aftensmadspause.
Jeg trænger til en gåtur, men jeg må hellere få skrællet nogle kartofler, det er skønnest at være på forkant, siger mine mange års erfaring med landmanden. Jeg ved, han pludselig ringer og spørger, om maden er færdig, og det er altid før det aftalte tidspunkt. Heldigvis er det lyst længe, så jeg kan nå en gåtur i aften.
Nu kan jeg jo stille det spørgsmål, som jeg altid hadede at få stillet, lige når jeg var kommet indenfor døren, af mand og børn: Hvad skal I ha til aftensmad? (måske kunne jeg blive inspireret)
God torsdag aften til dig
I disse dage er jeg mentalt ved at forberede et lille foredrag om vore samtaler med børn af forældre med hjerneskade. Der har ikke været tid til at forberede mig på arbejde, så nu mødes min kollega og jeg her søndag aften over en hyggelig kop kaffe/te og får sat oplægget sammen. Vi har ikke spurgt børn og voksne om, hvordan de oplever tilbuddet om samtale, men vi har i sygeplejerskegruppen snakket om vores oplevelser.
Jeg havde en samtale, hvor jeg kunne mærke, at både den raske forælder og familiens netværk havde gjort et kæmpearbejde for at få de børn med i det akutte forløb. Børnene snakkede vældig om både blodprop og om alt muligt andet. Til sidst sagde jeg: er der noget I har lyst til at spørge om, det må være om hvad som helst under jeres mors indlæggelse?
Hvorpå spørgsmålet lød:
Er der en Mac Donald på vej til genoptræningsstedet?
Det er også vigtigt at vide, synes jeg.
En af de bøger jeg læste på retræten, var sognepræst og hospitalspræst Preben Koks Skæld ud på Gud. Den havde jeg fået af landmanden, han havde set den på en tankstation og mente, den måtte være lige noget for mig. Det er den også. Den er godt skrevet af en klog mand med masser af erfaring og evne til at formidle det videre. Preben Kok bruger meget at få folk til at tale med Gud, at skælde Gud ud, at give Gud noget af ansvaret for de ting, der sker, når ulykke, sygdom og sorg bryder ind i vore liv. Vi er tilbøjelig til at tage hele skylden på vores skuldre, og det bliver en meget tung byrde at bære. En af de historier, der gjorde indtryk på mig, var historien om 12 årige Maria med en meget stærk tro på Gud.
Marias søster er død ved en trafikulykke, hvor Maria var til stede. Maria er overbevist om, at Gud vil lade hendes søster genopstå på treårsdagen for hendes død, denne dag er netop Påskesøndag, genopstandelsens dag. Historien beretter om, hvordan PK sætter ord på overfor Gud, at nu må Han tage del i ansvaret for at hjælpe Maria og hvordan Preben Kok ved hjælp af sine spørgsmål til Maria, får Maria til dels at undre sig over, hvorfor Gud ikke greb ind overfor den ulykke og dermed også at kunne bebrejde Gud dette, dels at erkende, at Gud var til stede ved ulykken, Han så den og Han græd. Og det sidste giver Maria fred i sjælen.
Faktisk går det igen hos mange af historierne, at når først mennesker får skældt ud og placeret en del af ansvaret på Gud, så letter det, og de føler også, at Gud er med dem i sorgen, at Han deler sorgen med dem. Selv hos mennesker, hvor det vitterligt er deres skyld, og præsten tør sige det højt, ender de med at sige, det var mig, der fejlede, men Gud kunne jo have forhindret det, hvis Han havde ladet tingene gået anderledes. Først tænkte jeg, han er modig, den kære præst. Nu mens jeg skriver det her, tænker jeg, han er stærk i sin tro, han lader i den grad Gud være med i sjælesorgsarbejdet.
Bogen er skrevet, så den læses meget hurtigt, og jeg kommer til at læse den mange gange, for der er mange gode ting for en sygeplejerske. Jeg kan helt klart anbefale den, så stop op næste gang du tanker bilen eller skal købe lækkerier fra tanken og lad denne bog komme med hjem. Den vil give dig stof til eftertanke.
Må din dag bringe dig glæde, og må det brede sig til dine medmennesker.
At kunne trække sig tilbage og være i stilhed er en gave. Weekendens retræte var netop sådan en gave. For mig betyder det noget, at stilheden har en kristen ramme med bønner, bibeltekster, sange og meditation. Meditationsteksterne denne gang handlede om, hvordan forskellige mennesker oplevede mødet med den opstandne Kristus. Maria, som genkendte Jesus på stemmen og tonefaldet, og med det samme anerkendte dette uden at undre sig over, at Jesus levede. Thomas, som først fik det fortalt af vennerne, og tvivlede, også da han selv så Jesus; han havde brug for fysisk at mærke sårene efter korsfæstelsen. Dette at få læst en tekst op meget langsomt og hvor jeg skulle prøve at være i teksten, prøve at forestille mig, at jeg var til stede lige netop der, prøve at sanse, hvordan de mennesker så ud, hvordan følelser og fysiske udtryk var og prøve at lade alle andre tanker fare, der er jeg stadig novice. Netop når stilheden er mest intens, begynder al den indre støj, men for mig blev det smukke vinduesparti i andagtrummet midlet til at fokusere og holde tankerne væk.
I mit andet stille rum, hvor jeg denne gang tilbragte megen tid, blev stilheden brugt på at læse og sove. Jeg læste rigtig meget, som stadig popper op i mit hoved, nu hvor hverdagen er tilbage. Det er godt at have fået den åndelige rygsæk fyldt op, så der er noget at tære af, når det kan føles lidt hårdt eller tomt i hverdagen. Tak Charlotte for en god retræte og tak til min navnesøster for rigtig god mad, som gav mig inspiration til vegetarretter herhjemme.
Må din hverdag give dig plads og ro til optankning.
Sådan svarer mange , især konsulenter og andre landbrugsfolk, hvis jeg spørger, om de vil have te (det er så, inden de har opdaget, at jeg, værtinden, kun drikker te)
Min optakt til retræten blev ikke den bedste. Kl 20 aftenen før begyndte jeg at fryse og fryse. Omkring ved 1 tiden gik det over til, at jeg svedte og svedte og ikke sov ret lang tid af gangen. Da morgenen kom, var det svimmelhed og kvalme, der tog over. Jeg havde det bedst liggende, og efterhånden var jeg i tvivl, om jeg overhovedet kom af sted. Symptomerne blev bedre, men kunne jeg selv køre to timer til retrætestedet? Da klokken nærmede sig sidste afgangstidspunkt, tog jeg beslutningen, jeg VILLE til retræte, en CocaCola blev min følgesvend, og humøret og helbredet blev også bedre undervejs.
Jeg har ikke været på toppen, der er blevet sovet meget, og den gode mad på retræten er ikke blevet nydt, som den burde. Men jeg har haft en rigtig god retræte, som du kommer til at høre mere om senere.
Men jeg har mistet lysten til te! Mig, der normalt drikker omkring 2 liter te om dagen! Selv nu hvor jeg har brygget te til landmanden, har jeg overhovedet ikke lyst til at hælde te op til mig selv. Men pandekager havde jeg lyst til, så det blev vores sene aftensmad.
Ordet smager af ro, af tid til at tænke, og i ordbogen må man hen til ordet eftertænksom for at få en uddybning af ordet: som bruger eftertanke, som er besindig eller forstandig. Eftertanke kan enten være det at tænke efter, reflektere, overveje eller være selve evnen til at tænke efter eller til at være eftertænksom. Jeg tænker efter, jeg føler mig ikke særlig forstandig eller besindig, men jeg tænker. Og de næste dage får jeg rig mulighed for at gå ind i tankerne, men også rig mulighed for at blive fyldt op med andre tanker.
For anden gang i mit liv skal jeg på retræte, så der bliver stilhed her på bloggen og stilhed omkring mig. Som sidste gang er det Charlotte, der står for retræten, da vidste jeg ikke, hvordan en retræte foregik, jeg vidste kun, at det var i stilhed, og at jeg trængte til den stilhed. Denne gang ved jeg mere, jeg glæder mig til stilheden, jeg glæder mig også til at mærke Charlottes sans for detaljer. Lige fra den lille blomst i mit vindue, de smukke buketter i stue og i andagtsrummet, lydbilledet under måltiderne (munkesang eller klassisk musik), morgenvækning med morgensalme sunget af Charlotte og de mange kloge og eftertænksomme ord i andagtsrummet. Denne retræte bliver anderledes, ganske enkelt fordi jeg også er ændret, ikke i det store, men livet påvirker mig og dig, vi får hele tiden ny viden og nye tanker, som gør noget ved os. Temaet sidste gang var Treenigheden, og godnathistorien var Hytten ( jeg ved, at jeg selv har skrevet om bogen, men kan ikke finde det indlæg). Denne gang er temaet: Påskeretræte set i Opstandelsens lys. Mon der også bliver godnathistorie denne gang? Jeg får se. Gad vide, hvem der deltager udover mig? Jeg får se. Mon jeg bliver lige så ked af det og lige så glad af det? Jeg får se. I morgen aften går jeg ind i stilheden, og søndag eftermiddag går jeg ud af stilheden igen.
I dag skal jeg være praktisk, jeg har ingen sko til hverdagsbrug, så nu er jeg ganske enkelt nødt til at tage mig sammen og gå på skokøb. Gummistøvler og regntøj skal vist også tjekkes, for lange gåture i skoven hører med til min retræte.
Må din dag fylde dig med glæde.
det var forår og lunt i vejret, hvis jeg skulle skrive en tilstandsrapport lige nu. Døren til terrassen står åben, datteren ligger på terrassen og jeg har det lunt og godt indendøre. Men den åbne dør skyldes et sommerhus med masser af vinduer, som hurtigt lader solen varme huset, og datteren ligger under et lunt vattæppe og er godt klædt på. Den lille krog i hjørnet af terassen giver nok læ til, at hun kan få lidt sol på næsetippen.
Om lidt kommer yngste søster og min far på besøg, vi vil hygge sammen og sende en kærlig tanke til landmanden, som knokler igennem hver dag for at få pløjet så meget som muligt, inden de mange millimeter vand kommer på mandag og tirsdag. Efterårsarbejdet foregik med hiv og sving, lige nu tyder det på, at forårsarbejdet bliver på samme vis. Men jeg er optimist, det kan være, at varmen og det lune forår er lige omkring hjørnet.
God lørdag til dig.
Jeg slapper ikke rigtig af, jeg er hele tiden i beredskab, jeg planlægger konstant inde i mit hoved. Og måske er det dagens opgave, der fylder bag al det andet. Mine søstre og jeg tager hul på opgaven med at få ryddet vores barndomshjem. Jeg orker det ikke, men her hjælper ingen kære mor. Min mor havde de bedste intentioner om at få ryddet op i alt det, de havde samlet sammen, men energitabet pga kræftsygdommen fik hende til sidst til at give op og erkende, at det måtte blive hendes børns opgave, ligesom det blev min mor og hendes søstres opgave, da min mormor døde af en kræftsygdom. Når det her er overstået, må jeg i gang hjemme på gården, jeg har gemt alt for meget, det skal ikke blive mine børns lod at rydde op i det.
Men lyspunktet på denne dag er, at jeg er sammen med mine søstre og vores 4 døtre. Må din Langfredag også indeholde lyspunkter.
Mobiltelefonen vækkede hende endnu en gang. Nogle gange tænkte hun på, hvor længe hun måske ville sove, hvis ikke mobiltelefonen kontrollerede hendes dag. Egentlig skulle hun ikke noget, men datteren skulle besøge en veninde til brunch, og hun ville gerne være lidt sammen med datteren inden da. De var taget i sommerhus i går, og landmanden havde tilbragt aftenen sammen med dem, men var kørt hjem igen til natten. På den måde kunne han sove lidt længere inden arbejdsdagen i dag. Der var ingen medarbejdere på gården idag, så landmanden havde fået en kurv med pålæg, brød og kage med hjem. Og typisk hende var det første, hun tænkte på i morges, at hun ikke havde givet ham ost med; han overlevede nok, der var sild, hjortespegepølse, hjemmelavet leverpostej og andet pålæg i kurven. Selv kunne hun ikke leve uden sine oste, der var ikke noget bedre end en ostemad og en kop te.
Der var koldt i sommerhuset, så mens datteren gjorde sig klar, tændte hun op i brændeovnen. Hun nød at sidde i nattøjet ved computeren og høre de knitrende lyde fra det brændende træ og se på flammerne. Hun tænkte på dagen i går, hvor søn og svigerdatter var taget med hende ned for at besøge hendes far. Først var de hjemme omkring det gamle barndomshjem og hente lune trøjer til hendes far, påskeliljerne stod strunk i haven sammen med alle de andre forårsblomster. De små hvide/lilla blomster, som hun ikke kendte navnet på, havde spredt sig ud over haven, det kunne godt ses, at der ikke havde været en styring med haven, siden hendes mor var død. Men det så smukt ud med de små farveklatter. Hun havde plukket en buket påskeliljer, både de høje stringente påskeliljer og de mindre dobbeltbladet, som hun vidste, mindede hendes far om hans barndomshjem.
Det havde været et dejligt besøg, de havde drukket te og kaffe i hendes fars stue, og de unge mennesker syntes, at stuen var så hyggelig. Påskeliljerne lyste op på bordet, og hendes far kommenterede dem ofte. De fik hjemmebagte kanelboller, banankage og havregrynssmåkager, og var så forspiste, så der skulle en gåtur til. Først gik de i den nyanlagte have omkring plejehjemmet, dernæst gik de en tur ned til en sø, men hun kunne godt mærke, at hendes far var sløjet af. Han blev hurtigt træt, så de måtte holde mange pauser. Hjemme igen satte de lidt musik på, og mens Vildandens sang og andre gamle sange fyldte rummet, fløjtede hendes far med på alle melodierne, det var hyggeligt og trygt.
Datteren var kørt, det var tid til morgenmad og bagefter en lang gåtur.
Da jeg ikke fik taget billeder fra min fars have, bliver det et billede fra tirsdagens aftengåtur i stedet for. God skærtorsdag til dig og dine.
Hun vågnede ved mobiltelefonens insisterende ringetone, nattens søvn havde gjort godt, det var skønt at føle sig udhvilet. Hendes mand var allerede i fuld sving, hun kunne høre ham snakke med hunden nede i bryggerset, mens han fyldte mad og vand i dens skåle. Forårsarbejdet var startet og forudsagde en travl påske, en påskeferie, hvor hun skulle jonglere mellem at være en effektiv landhusmor med styr på hvor mange, der skulle have eftermiddagsmadpakker ud på traktorerne og så være mor med voksne børn og svigerbarn hjemme med forventninger om tid til snak, hygge og gode måltider. Allerede inden benene var ude af sengen, begyndte hun planlægningen af dagen, indimellem blev hendes børn og mand irriteret på hendes konstante spørgsmål om dagens gøremål, men det var den måde, at hun følte, at hun kunne styre dagens gang.
I dag skulle bilen på værksted, svigerdatteren skulle køres over til sine forældre, sønnen skulle i sommerhuset og datteren skulle med til byen. På gården var startet en landbrugselev, som krævede, at hendes mand underviste og guidede eleven til en god start, heldigvis var eleven rutineret i at pløje, så det handlede mere om at lære gårdens jord og gårdens øvrige medarbejdere at kende samt at lære hvordan landmanden her ønskede tingene gjort.
Menuen til aftensmaden var besluttet, et stort halsstykke fra en ko var taget op med henblik på at blive forvandlet til en omgang Osso Buco, internettet havde leveret opskriften, det var skønt at man med et klik havde alverdens menneskers bud på en opskrift. Mens hun slog dej op til boller, kiggede hun ud på gårdspladsen og græsplænen, det var koldt udenfor, der var rim på græsset. Hun skuttede sig, kulden udenfor havde også forplantet sig inde i huset, om lidt når ovnen blev tændt, ville den hjælpe til at sprede varmen, men hun gik alligevel ind i stuen og tændte op i brændeovnen. Da teen var brygget og dejen sat til hævning, lukkede hun alle døre til stuen og satte sig derind med en god bog og nød varmen forplante sig i kroppen. Der var helt stille, endnu sov de unge mennesker, landmanden og hunden var forsvundet ud i kartoffelhuset, der skulle et læs kartofler af sted i morgen. Det skulle nok blive en god dag.
Og det blev det, dagen sluttede med en smuk gåtur, mens solnedgangens stråler farvede himlen, og bagefter spil sammen med de to unge mennesker, mens landmanden faldt i søvn i stolen efter en lang arbejdsdag, der først sluttede kl 21.
God onsdag til jer.
Så er forårsarbejdet i gang. Nu er skal jeg huske at have brød og frugt parat til eftermiddagsmadpakkerne.
Himlen som et barn ville tegne den, men man skal have godt med tøj på, det er koldt!
Uanset kulden er det dog forår.
En træt mor, som kun har sovet få timer i nat (måske af glæde over at have datteren hjemme) og en udhvilet datter, som har sovet helt vildt godt(måske af glæde over veloverstået semesteropgave) hygger sig. Jeg strikker på sønnens trøje, datteren bladrer i alle mine små strikkeopskriftbøger og kigger garn og farver i Kenneths dejlige garnbutik. Næste beklædningsopgave skal nemlig være i strik.
Men hvad betyder wrap next stitch? Jeg har ellers fundet en fin strikkeordbog hos Liselotte, men lige ntop dette ord wrap findes ikke i den. Håber du kan hjælpe mig.
Mere glæde er på vej i tog, søn og svigerdatter dukker også op, inden dagen er omme, så der skal tænkes aftensmad og bagning. Og bedst af alt, jeg har fri i 7 dage, der bliver tid til snak og samvær, der bliver tid til,at de unge besøger deres morfar, der bliver tid til oprydning sammen med mine søstre, der bliver tid til besøg af søster og min far. Der bliver tid til påsketraditioner i vores egen lille familie. Herligt.
God mandag til dig
Nogle dage kan man blive i tvivl om hvilken vej, man skal gå. Nogle dage ville det være ret med en facitliste eller en vejviser.
Nogle dage kan man føle, at man halser af sted uden at tænke over livet her og nu.
Nogle dage finder man meningen med livet i dette nu og er glad.
God Palmesøndag til dig.
At Istvan er en dejlig hund, er vi ikke i tvivl om.
At Istvan er tæt knyttet til landmanden er der heller ingen tvivl om.
At Istvan og landmanden elsker at træne sammen, er synligt for enhver, der ser landmanden og Istvan sammen.
At Istvan kan begå sig i åben hundeklassen (> 2 år) trods det, at han stadig er en unghund (1½ år), beviste Istvan og landmanden i dag. De vandt den første prøve til hundetræning, men de har også trænet hver dag efter arbejde. Og al træning slutter af med leg ude på græsplænen.
Det har været hundekoldt at være tilskuer til prøven, så jeg var hurtig til at løbe ind i jagthytten, når de andre hunde var på. Det dur jo ikke, at jeg bliver syg, når aftenvagten banker på døren. Nu er jeg hjemme for en kort bemærkning og brygger ordentlig te, tetermokanden i jagthytten havde været brugt til kaffe! YAK! Mine søstre synes, jeg er hysterisk med det, for de mener, at hvis bare kanden er skyllet godt med kogende vand, så kan det ikke passe, at jeg kan smage det. De tager fejl! ;-)
Præmien var en flaske vin til landmanden (og frue?) og en dummy (et apporteringsredskab) til Istvan.
Som martsbarn ved jeg det jo godt, jeg har holdt fødseldag i snevejr, jeg har endda holdt 18 års fødselsdag i snestorm, og den fødselsdag blev først afholdt i april.
Så at jorden udenfor er hvid, undrer mig ikke, mon ikke solen når at fjerne det, inden jeg skal på arbejde i eftermiddag?
Og at min julekaktus mener, at julen varer ved lige til påske, er heller ikke første gang. Jeg nyder blot de små fine farvepletter i mit køkken.
God lørdag til dig.
Landmanden venter på, at jorden bliver klar til, at forårsarbejdet kan komme i gang. I dag startes i det små, en enkelt mark bliver trukket over med en harve, i en anden mark skal der graves en rende, så vandet kan løbe væk. På mandag regner han med, at forårsarbejdet for alvor går i gang, så ingen påskeferie til landmændene.
Jeg venter på, at arbejdsdagen skal begynde, der er masser af ting, jeg kunne gå i gang med, men jeg orker ikke. Vinduerne trænger til indvendig rengøring, der er tøj, der skal repareres, der er et strikketøj, som gerne vil blive til en trøje, der er så mange ting, og jeg orker ikke. Jeg ved at aftenvagterne er hårde, der er nok at se til, så jeg prioriterer et nedsat tempo.
Nu er strygetøjet lagt på plads, der er samlet masker op på strikketøjet, vasketøj er lagt i maskinen, og der er bestilt tid til skift af dæk, selvom medarbejderen mindede mig om udsigten til slud og frost i næste uge. En leverpostej fra fryseren er røget i ovnen, så landmanden kan få lun leverpostej til frokost. Jeg strikker lidt, lægger vasketøj sammen og er i den grad nede i tempo, mens jeg venter. Jeg er så langt nede tempomæssigt, at jeg ikke kan tage stilling til, om jeg skal gøre mig klar nu og køre ud til et foredrag, hvor er jeg dog ugidelig.
God fredag til dig med forhåbentlig lidt mere tempo på end her.
Sidste nye indretningstips.
Du kan nærmest ikke undvære det.
Du har måske nok hørt om wallstickers.
Men nu lancerer jeg en flytbar wallstick
Er det opfundet i forvejen?
Men den her flytter sig af sig selv.
Arbejdsnørd? Ikke mig, ville jeg have sagt, men jeg må erkende, at mens jeg stryger, vasker tøj, rydder op (hvordan kan to mennesker få rodet et helt hus til?) og hvad der ellers skal laves, så drømmer jeg om at rydde op i mit arbejdsværelse, tænde for computeren og fordybe mig i artikler og arbejde videre i det tema, jeg skrev om i min opgave. Så lidt arbejdsnørd er jeg vist.
I eftermiddag skal jeg til 40 års reception for en af mine kolleger,som har arbejdet på sygehuset så længe, først og fremmest i centralkøkkenet. De sidste 5 år har hun arbejdet hos os i fleksjob som servicemearbejder, og hvilken service, vi savner hende, nu hvor hun måtte stoppe med arbejdet pga sygdom, men netop nåede at passere de 40 år på sygehuset. Hun sørgede for at der var lavet te/kaffe og sat formiddagsmad frem til os og de to andre afdelinger. Hun sørgede for, at linned til patienterne var lagt på plads, at der var fyldt op på alle badeværelser, at der så pænt og ryddeligt ud overalt, at papir blev makuleret, at personalets kitler blev lagt på plads, at der blev afbestilt hjælpemidler i rette tid, så kørestole og rollatorer fra udskrevne patienter ikke fyldte op på afdelingen. Kort sagt alt det, der er svært at få tid til for sygeplejepersonalet. Vi kan mærke det nu, for vi havde fået en vikar, da min kollega blev syg, men stillingen er blevet sparet væk, så nu er det vores ansvar.
I morgen starter 3 aftenvagter, så jeg fortæller mig selv, at det ikke dur med alle de arbejdstanker, for næste uge kommer vores børn hjem, og huset skal se indbydende ud. Haven og krukker har jeg overhovedet ikke lyst til at arbejde med, det er hundekoldt ude, herinde kan man lege varme forårsdage med den skønne sol udenfor. Ha en dejlig forblæst dag.
PS Hvis du har forstand på Mac Book Air og Mac Book Pro, så skriv venligst, om du tror, jeg skal bytte min Air til en Pro, landmanden er kommet i tvivl, om hans gave til mig passer til mit behov. Jeg bruger min bærbare computer til blogging og opgaveskrivning og iøvrigt at surfe på nettet. Alle artikler og opgaver har jeg liggende på den.
I dag vil jeg fortælle lidt om tre bøger, jeg har læst. Den første er Det gode i dig af Linda Olsson, den kan kun anbefales. Som de to andre bøger af LO er der en ro over tempoet i fortællingen. Vi følger den pensionerede Marion, som lever i et hus ved stranden på New Zealand, vi fornemmer, at Marion har lukket andre ude i forsøg på at leve med fortiden. En dreng, som krydser hendes vej, får betydning for Marion. Venskabet betyder, at Marion begynder at se tilbage på barndommens grusomme hændelser og det voksne livs sorg, og langsomt heler sårene og nye venskaber skabes. En dejlig fortælling.
Bagefter kastede jeg mig over Historien om mit hjerte af Aase Schmidt. Den havde problemer med at komme ind i, men da først fortællingen fængede, blev det også en god oplevelse. Fortælleren får atrieflimren, den tilstand hvor hjertet slår for hurtigt og uregelmæssigt. Og for mig som sygeplejerske var det spændende at læse om, hvordan dennne tilstand frarøver fortælleren livskvaliteten og får hende til at isolere sig. Samtidig ser også denne fortæller tilbage på barndommens hændelser og får gennem fortællingen et nyt syn på fortidens hændelser. Denne bog kan også anbefales.
Til slut læste jeg En vandmelon, en fisk , en bibel af Christy Lefty. En bog som handler om forskellige perioder på Cyperne, og hvordan konflikten mellem Tyrkiet og Grækenland og deres kamp for Cypern påvirker mennesker, som forelsker sig i de “forkerte” efter deres egne landsmænds mening. Jeg må indrømme, at jeg skimlæste tit, jeg havde travlt med at få handlingen til at gå videre, men jeg kunne lide den.
Nu vil jeg finde strikketøjet og en god film, jeg er så træt. Dagens kursus gik godt, bagefter måtte jeg tage en times overarbejde, fordi jeg var den, der kendte en patient bedst, som skulle overflyttes, og der derfor var brug for et sygeplejebrev. Det blev ikke en lang roman, men kortfattet på 1½ side med forhåbentlig de oplysninger, det nye sted skal bruge.
God aften til dig.
Man kan blive lidt lommefilosofisk under morgenens føntørring. Jeg tænker på Ellens indlæg med den lille dansende dreng og vores kommentarer dertil. Jeg tænker på mine egne børn i den alder, og jeg finder lighedspunkter, ikke på dansen, men på den selvfølgelighed som en to-årig kan have, de kan noget og det noget har de ingen hæmninger over at vise. De tror på sig selv. Den dejlige lille dreng har helt klart set de voksne danse, han har de professionelles attituder, f.eks når han stiller sig i position, eller når han står og synger noget hjemmelavet engelsk eller i hoftebevægelserne, han har kopieret og dertil lagt sin egen stil, for når en to-årig danser, er der en vis kluntethed over bevægelserne, men rytme og sans for detaljerne har han.
Og så sker det, at den 4-årig må indse, at det, der slog benene væk under de voksne, da man var to år, absolut ikke giver succes at gentage som 4 eller 6- årig. Det mærkelige er, at jeg ikke kan huske det, men jeg kan mærke det i kroppen, den erkendelse af at det man var god til, pludselig ændrer sig, når man bliver større, der er andre forventninger til ens formåen og præstation. Og til sidst bliver man måske sin egen hårdeste dommer.
I dag skal vi have det sidste brush-up kursus med kollegerne, jeg ved allerede nu, at et af de mål, jeg gerne ville nå, ikke er nået. Jeg har søde kolleger, som nyder at være sammen udenfor afsnittet og som får vendt mange faglige ting, når de får 6 timer faglig snak, men det program, som vi fik sammensat, formåede ikke at løfte de erfarne en tand højere op. Jeg tror på, at de får noget med sig hjem, og så må vi prøve at gå andre veje næste år. Jeg dømmer ikke mig selv så hårdt som for et par år siden, erfaring og viden afhænger af mange ting, så jeg tror på, at kurset har sat sig små spor, som kan vokse sig større.
God dag til dig med plads til nysgerrighed og undren.
De folk, der tror på, at det, man ønsker sig og prøver at visualisere, også vil ske, vil nikke og tage det her som bekræftelse.
Den filosofi tror jeg så ikke på, jeg er bare glad. Jeg delte mine frustrationer med jer her på bloggen, nu deler jeg så også min glæde over, at jeg midt i alle tankerne omkring flytningen af min far alligevel formåede at holde fokus. I dag fik jeg en mms fra landmanden med et billede. På billedet stod et tocifret tal, og der var ingen nuller i det tal ;-)
Hvis du som jeg har haft en mor, som elskede Tommy Steeles sange, så er du måske begyndt at nynne med. Sangen er også en del af min mosters og dermed mine fætres musikbagage, så en af sangene til guldbrudeparret var blandt andet på den melodi. Jeg bliver glad af melodien, den er forbundet med barndommens musiktapet og trygheden og glæden i mit barndomshjem. I min musikrygsæk ligger der mange sange, en anden af melodierne til guldbrudeparret var Mills Brothers Be My Lifes Companion, den var også med til mine forældres guldbryllup. Vi havde ikke valgt at lave ny tekst, men opførte den sammen med vores ægtefæller og mine børn flerstemmigt, den sang er nemlig min fars sang. Nu vil jeg sætte mig ud i bilen, finde mere af min musikbagage frem og synge mig frem på arbejde. God tirsdag til dig.
Mit indlæg om smukke solopgange på vej til arbejde og Ellens kommentar dertil fik mig pludselig til at tvivle, om jeg havde ret i, at jeg mistede solopgangene, når sommetid blev indført. Det gjorde jeg, der var mørkt, da jeg kørte hjemmefra i dag, men om ikke så lang tid har jeg solopgangen igen som følgesvend på vej til arbejde, i hvert fald et stykke tid, indtil solen beslutter sig til at stå op, inden jeg tager af sted.
Til gengæld har jeg fået flere lyse timer til at få min gåtur udført. I går aftes skete det til en smuk solnedgang, i dag snuppede jeg gåturen inden aftensmaden. Jeg forsøger at pifte aftensmaden op i håb om at få mere lyst til at lave aftensmad, i aften blev det en “supersuppe” bestående af løg, hvidløg, ærter og spinat, dertil en wasabi-creme og ristede rugbrødscroutoner. Og nu kommer husmorspørgsmålet: må jeg varme resten af suppen med spinat (babyspinat) i morgen? Tjah jeg googlede det, og det her svar kom frem. Jeg skyllede spinaten grundigt, jeg kølede det ned med det samme, og så må jeg hellere opvarme det grundigt i morgen.
sprang de små påskeliljer ud. Solnedgangen i aftes farvede himlen rød, og jeg legede med kameraet nede ved jorden.
God mandag til dig.
Weekenden er tilbragt sammen med skønne mennesker. Min moster og onkel valgte, som mine forældre også gjorde, at invitere hele næste generation med til guldbryllup. Så vi 16 fætre og kusiner nød at være til fest sammen med vores forældre. Jeg er alderspræsidenten i flokken og yngste kusine er to år ældre end min datter. Vi var i alt 70 mennesker, som festede sammen i den gamle højskole i Haslev, og rigtig mange af os overnattede, så vi fortsatte familiesnakken over morgenmaden i dag.
Festen startede i Haslev kirke med en festandagt, min moster og onkel er aktive i menighedsrådet i Brøndbyøster, så provsten derfra stod for højtideligheden, og deres organist spillede. Hold da op, som han kunne spille. Halvvejs var der en meditativ orgelsolo, det er det smukkeste orgelmusik , jeg længe har hørt; jeg lukkede øjnene og gik ind i musikken og nød hver en tone. Orgelet var også et af de smukkeste, jeg har set, vi sad med god udsigt til det og til den spændende altertavle.
Nu er vi hjemme efter meget lidt søvn, der var jo en tidsrøver på spil og snakken gik lystigt det meste af natten, der må frisk luft til, men først en kop te. God søndag til dig.
