SE NU STIGER SOLEN

Her hos mig er det ikke op af havets skød, men snarere op bag maskinhusets tag. Skyerne gør deres bedste for at gemme solen, men lysstrejf når dog frem til køkkenvinduet.

Det er weekend, jeg skal træne i dag, men trætheden i kroppen har ikke helt sluppet sit tag trods mange timers god søvn, så jeg starter langsomt dagen op. Teen nydes, mens jeg forsøger at slippe mit arbejde. Fagre nye verden gør, at jeg hjemmefra kan være på min arbejdsplatform inde på arbejde og dermed reelt også følge med i, hvordan det går patienterne. Men jeg har fri, så jeg logger mig ikke på. Normalt stoler jeg fuldt og fast på, at vi er en stor enhed, vi arbejder sammen, vi overtager hinandens arbejdsopgaver. Men lige nu ved jeg, at der er ting, der er svære at formidle på skrift, så min hjerne kører konstant med en baggrundsstrimmel, hvor jeg overvejer, om jeg fik alt formidlet videre, kunne jeg gøre det bedre osv.

Der er nogle patienter med pårørende, der går helt ind under huden, det er især når pårørende ikke er der, hvor vi andre er, og ikke ser det, vi andre ser. For hvordan hjælper man dem til at nå til en erkendelse uden at tage håbet fra dem? Håbet er livsvigtigt, og selv når døden banker på, har jeg privat oplevet håbet leve side om side med denne vished og erkendelse. Det er som om, at håbet og realiteterne sagtens kan leve der, men også at fagfolk kan ødelægge denne balance, hvis de insisterer på konstant at påpege fakta. Håbet har brug for lidt plads, også når man inderst godt ved, at der ikke er håb. Håbet gør, at livet kan leves sammen med ens kære, indtil døden indtræffer. Og måske er det min personlige erfaring, der gør, at jeg tænker, at ikke alle mine kolleger har stået i dødens forrum og talt, som om håbet stadig var der og derfor ikke selv erfaret, at sådan forholder det sig. Håbet om fremtiden og nuets virkelighed lever side om side, og det kræver meget fra plejepersonalet ikke at ødelægge denne balance, men også at hjælpe de pårørende til at være i nuet og ikke flyve væk på håbets sky.

Giver det mening, det jeg skriver? Det var slet ikke det her, jeg ville skrive om. Men tankerne bankede på og måtte forsøges at blive til ord. Morgentanker har det med at vandre vidt omkring, nu vil jeg fokusere på mit nu og gøre mig klar til at hente oksekød til fryseren. Det er hos mennesker, som jeg altid bliver beriget af at være sammen med. Må din lørdag berige dig. God lørdag.

DET VAR SÅ DEN UGE!

Mens teen trækker, spiser jeg knækbrød med ost. Det er så det første mad, jeg har fået siden min morgenmad kl 5.30 i morges. Så egentlig har jeg vel været på fastekuren i dag, den er så brudt nu. Sov godt sagde min chef til mig, da jeg gik hjem, nej nej sagde en anden kollega, det må hun ikke, for så kan hun ikke sove i aften. Men det må jeg godt, for jeg har weekendfri. Men først en kop te.

Jeg har taget mine patienter med hjem i denne uge og deraf også den manglende søvn. Bedst som mit hoved landede på puden, dukkede de op. Jeg forsøgte med vejrtrækningsøvelser og fokusering på andre ting, men lige lidt hjalp det, jeg endte altid foran fjernsynet, og det blev den sovepille, der kunne overdøve arbejdsstemmerne.

AH, der er nu ikke noget som en friskbrygget kop hvid te med tranebær, min absolutte yndlingsfavorit. Dyne og pude ligger i sofaen, jeg kom aldrig i min egen seng i nat, nu vil jeg krybe ned under dynen, tænde for computerens film, og skulle jeg falde i søvn, så vil jeg nyde natten herhjemme med vished om, at det er weekend. God weekend til dig.

Godt det billede er syv år gammel

DETALJERNE 2

At have en blog og at læse andre blogge har fået mig til at se mere i mine omgivelser, det kan være små detaljer i bybilledet eller at tage makrobilleder i naturen. I dag stod jeg i omklædningsrummet efter en travl dag, hvor alle mine funktioner var i spil (trombolysebehandling, børneomsorgssamtale, rådgivning og vejledning af kolleger, basal sygepleje osv.). Pludselig fangede mit øje min nye kollegas hængelås på hendes skab. Jeg kom til at smile, den gjorde mig i endnu bedre humør, end jeg allerede var. Min skabsdør ser sådan ud

Min kollegas skabsdør ser sådan ud.

Sådan en vil jeg også have. En af de gamle kolleger, men meget yngre end mig, sagde en dag; hvor er det fantastisk, at vores ledelse sammen med vores tillidsrepræsentant har fundet så mange nye kolleger, som passer så godt ind i vores afdeling. Og hvor har hun dog ret. En af de historier, som to af vores nye kolleger fortalte, og som vi stadig griner af, foregik en nat. De var blevet kaldt til trombolyse, og med sig havde de vores trombolysevogn. Der er fart over feltet, når vi går til modtagelsen. På vognen er der alt, hvad vi kan komme til at bruge, inklusive et påsvejset dropstativ med to meget dyre pumper. Den ene kollega opdager, at dropstativet er ved at falde af, mens de løber, hvortil den anden svarer, grib det, vi skal skynde os. Og folk i modtagelsen så derefter to unge kvinder komme løbende, den ene med en rød trombolysevogn, den anden med et dropstativ med to pumper i favnen. Men de lod sig ikke forsinke. Med til historien hører, at specialelægen (kvinde) med det samme sagde, den skal du da ikke bære (min kollega er meget spinkel og fin i statur), det kan forvagten gøre. Og så måtte den unge mandlige læge bære rundt med dropstativet, indtil de kom tilbage til afdelingen. Det syn gad jeg godt have set. Men pumperne led ingen overlast, patientens udredning blev ikke forsinket, trombolysebehandling blev det dog ikke til den nat, fordi det ikke var en blodprop i hjernen.

Mens jeg skriver det her, kan jeg mærke smilet, latteren og glæden i min krop. Det er da en skøn fornemmelse at have efter en hektisk arbejdsdag. Håber din dag har været god ved dig, god aften til dig.

LYS MÅ DER TIL

og det var en nydelse at køre hjem fra arbejde. Solen skinnede, luften var mild, og lyset var der stadig, da jeg var færdig ved fysioterapeuten.

Lørdag handlede jeg lidt ind i hovedstaden. Også her var der tørvejr og lyst, det havde der vist ikke været i Nordjylland. Jeg holder af at gå turen langs lejlighederne med små haver foran. Det minder mig om England, og jeg kunne sagtens se mig selv bo der, men som landmanden siger, skulle han flytte til byen (uanset størrelsen på byen) så måtte han i antidepressiv behandling, så vi bliver på landet.

Længere henne har man lukket vejen, så der er kommet et stort torv mellem kirken og skolen, det giver luft, lys og plads til leg og nydelse.

Her ude på landet er der masser af lys, luft og plads. I morgen håber jeg, at jeg har overskud til en gåtur, man bliver så glad af dette vejr. God aften til dig.

FORMIDLINGENS KUNST

Hvordan formidler man en oplevelse, så andre kan føle fornemmelsen af at være til stede? Det er svært, og lige nu kan jeg ikke finde ordene for den gode oplevelse, det var at være til stede, så nu skriver jeg bare. Datterens afgangsprojekt var anderledes end de andres, hun havde ladet sig inspirere af aftryk på hud. En dag hun havde siddet sammen med sin veninde, kom hun til at se de aftryk en stol eller bænk havde lavet på de bare ben. Snart fik hun veninder til at presse hud på forskellige genstande for at fotografere aftrykkene. Senere hen blev den inspiration baggrunden for hendes problemformulering, som handlede om, hvordan man kunne overføre den lethed og forgængelighed fra aftryk til tekstil, og hvordan man kunne bruge det i en udstillingssammenhæng. Selv opgaven blev så dels rettet mod teorier om vores opfattelse(perception) af ting dels teorier om inddragelse af beskueren i udstillinger.

Selve produktet blev en dragt, hvor det hele var syet med vandopløselig tråd, og foran dragten stod en lille vandflaske og et skilt med opfordringen til at bruge flasken. Nu er det så spændende, hvor meget af dragten, der egentlig er tilbage, når udstillingen pakkes ned i morgen aften.

Og da dragten var udstillet på loftet, var det rigtig svært at fotografere den. Der var masser af familie og venner, der støttede op om arrangementet og datteren blev begavet med så mange blomster, så hendes lejlighed nærmest ligner en blomsterbutik nu.

FAGRE NYE VERDEN

Der var fri internet på Mols linjen, ikke noget med at logge sig på med kodeord, bare et enkelt tryk og jeg var på. Der var mange børnefamilier med færgen, jeg gætter på de enten var på vej hjem fra ferie eller på vej på ferie. Nordjylland har først vinterferie i uge 8, men radioen fortæller om overvejelser om at ændre det til uge 7. Feriestemningen forplantede sig, der var smil over hele linjen, der var afslappede forældre med overskud til deres børn, men også overskud til konstant at være på nettet. Når jeg kiggede rundt, så jeg nærmest alle på nær dem, der var ældre end mig, sidde med smartphones. Mødre sad med børn i favnen og læste på mobilen hen over skulderne på barnet. Unge mennesker talte sammen, og ind imellem stoppede talestrømmen, fordi der var noget på mobilen, der krævede opmærksomhed. Jeg læste, men trængte til at gøre noget andet, så computeren blev fundet frem. Jeg bruger nærmest aldrig min smartphone til at gå på nettet, så hellere vente til jeg kan komme i nærheden af en computer.

Vejret har været med mig, der var gråvejr på sejlturen, men ellers solskin hele vejen. Turen startede dog med, at bilen gled i svinget på vores vej, landmanden havde advaret mig, så jeg kørte langsomt og derfor skete der ikke noget, men der var isglat i morges. Min dejlige svigerinde ringede undervejs, hun må have læst mine tanker, jeg havde nemlig ingen planer for i aften, datteren og alle de unge skal feste i aften. Men nu skal jeg ud og spise med min bror og svigerinde og forhåbentlig også min søster, det bliver hyggeligt.

Jeg er nu landet i sønnens lejlighed, de to unge mænds computer er tændt, sønnen er blevet godkendt til at spille en betatest af et nyt spil, som starter i dag. Men han skal jo nyde sin mors besøg i dag, så imens kan bofællen teste spillet. Lige nu sidder vi dog begge to ved hver vores computer, mens snakken går. Fagre nye verden.

EN GOD DAG

Det startede godt i morges, jeg var ansvarshavende og sammen med mine kolleger fik vi lavet en god fordeling. Jeg tog dagafsnittet, og jeg kan godt forstå, at patienterne er imponeret, det er jeg faktisk også. I dag klappede alting perfekt, den første patient kom klokken otte. Da klokken slog tolv, havde jeg haft indlæggelsessamtale med patienten. Lægen havde undersøgt hende, patienten havde været nede i ambulatorium og fået taget blodprøver og hjertekardiogram. Patienten havde herefter fået lavet ultralydsscanning af halskar i vores ambulatorium, og derudover været til MRscanning af hjernen. Og til slut konkluderede lægen på alle resultater og informerede patienten. Alt sammen på fire timer. Jeg havde fulgt patienten hen til de forskellige steder, fordi hun havde svært ved at finde rundt på sygehuset, så det blev dagens motion. Næste patient trådte ind af døren ved halv elleve tiden, og klokken to var hun sendt ud af døren med samme undersøgelsesprogram bag sig. Jeg fik også lavet opfølgende telefonsamtale med en patient, som blev udskrevet sidste uge.

Derudover havde jeg ansvarshavende kasketten på et par gange og en del gange også specialesygeplejerskekasketten. Det føltes skønt at tage sygeplejefaglige snakke med kollegerne. Jeg har nogle superdygtige og engagerede kolleger, og allerede nu har vi høvlet 25 minutter af tiden fra patienter kommer ind af døren, til de får trombolyse, det er så fedt. Vores læger fortæller os, hvor meget de nyder, at de har os som samarbejdspartnere, når der gives trombolyse.

I dag lagde jeg mærke til en kollega, som trængte til at blive aflastet og fik det arrangeret, uden at hun selv havde sagt et ord. Og glæden i hendes blik, da hun fortalte om, hvad det havde betydet, at hun kunne koncentrere sig om en dårlig patient og pårørende, gjorde mig glad. Da arbejdsdagen sluttede, var der flere gode ting i vente. Mette, som kommenterer her, og som hjalp mig med min abstract, var til møde i Aalborg i dag og skulle flyve videre ud i verdenen til møde sidste på eftermiddagen. Hurtigt fik vi arrangeret et kaffemøde i sygehusets cafe. Hvorefter jeg kørte Mette til lufthavnen, den vej skulle jeg alligevel. Det var hyggeligt, og jeg nød den gode snak.

Hjemme var det stadig lyst klokken 17, da jeg trillede ind på gårdspladsen, så jeg snuppede en lille gåtur, inden jeg gik ind. Nu er der spist aftensmad, der er handlet ind og jeg skal have pakket mine ting. Landmanden skal ikke med til København, og da vi har lovet at tage en del ting med til de kære børn, ja så har jeg bestilt færgeplads i morgen, så bilen og jeg kan få en lille pause på vej derover. Turen hjem lørdag regner jeg med at tage på landevejen, med god musik, te i kanden og masser af guf skal jeg nok komme hjem igen. Det har været en god dag, og de næste dage tegner til at blive lige sådan. God weekend til dig.

DETALJERNE

Nogen gange kan man fokusere på detaljen og måske glemme helheden, andre gange ser man helheden og ikke detaljen. Lige nu er vi der, hvor vi hele tiden må fokusere på helheden, vi forsøger at få detaljerne med, men nogle gange må vi se på hinanden og sige, det tager vi senere hen. Jeg kan mærke, at jeg er træt, jeg er let tændbar. Mine kolleger gjorde store øjne, da jeg omtalte en fra en anden afdeling som gimpe, det plejer ikke at være ord, du hører fra mig (selv om jeg måske nok mener, at vedkommende ER en gimpe) Der er nogen, som glemmer, at alt fungerer bedst, hvis der er samarbejde, og som har travlt med at holde på sin ret.

Jeg bliver glad af at se detaljer i bybilledet, detaljer som på de gamle huse. Her i Brønderslev.

Jeg kan godt lide, at vejskiltene i Aalborg har en forklaring på navnene. Jeg kunne godt have undværet graffittien nedenunder, men det siger måske noget om min alder, jeg tror faktisk ikke mine børn lægger mærke til det.

At min linse på kameraet trænger til at blive vasket eller pudset er synligt for enhver, især når jeg zoomer ind på detaljer. Nu vil jeg fokusere på detaljerne for resten af denne dag. God aften til dig.

SÅDAN EN TIDLIG TIRSDAG MORGEN

Ja tidlig var det ikke i min terminologi, klokken ni er normalt ensbetydende med, at jeg har været oppe i fire timer og arbejdsdagen er to timer henne. Men i dag er det fridag på nær en times besøg ved morgenens lægekonference. Jeg havde nogle ærinder efterfølgende, men det kan man godt glemme på det tidspunkt, alle butikker åbner først klokken ti på nær Salling, så der stilede jeg hen for at få tiden til at gå. Gaderne var øde, der var noget nyt og frisk over byen, luften var klar og bed i kinderne.

Jeg er jo ikke shopper, så selv om jeg prøvede at kigge på tøj og sko, jeg havde jo masser af tid, så kunne jeg ikke finde energien til at prøve det. Også selv om forårets farver lige er mig, koral, turkisblå, forårsgrøn(det hedder farven helt sikkert ikke), rød og blå. Jeg blev i godt humør af at se det. Sko og sandaler var også lige mig, og alligevel handlede jeg ikke, nå men så sparede jeg da de penge lige nu. En kop varm kakao med udsigt til Algade og tebutikken blev det også til. Heldigvis åbnede tebutikken klokken halv ti, så nu er der te i lange baner på matriklen igen. De sidste ærinder blev købt, og så drog jeg ud af byen igen.

Hvordan gik det så med at fortælle om mit projekt? Tja, de var søde og rare, lyttede pænt, smilede anerkendende til mig, men det irriterer mig, at når nu jeg ved, at de er skolet i kvantitative undersøgelser, at jeg så ikke havde forberedt mig på spørgsmål i den boldgade. Og så irriterer det mig endnu mere, at jeg altid kan finde gode svar på spørgsmål EFTER jeg har forladt rummet. Min hjerne blokerer ganske enkelt for den viden, jeg har gemt derinde. Nu lyder det, som om der var mange spørgsmål, det var der ikke, og min følelse af ikke at have slået til handler ikke om de læger, der var der, men ganske enkelt mig selv. Og jeg er, som jeg er, og jeg kan egentlig godt lide mig selv, så jeg smiler og trækker lidt på skulderen. Og i et butiksvindue så jeg tre fyre, som også er, som de er, og de har det tilsyneladende også godt med det. Håber du har sluttet fred med dig selv og kan nyde tirsdagen som den, du er. God tirsdag til dig.

PÅ MIT TRAPPETRIN

Jeg åbner døren og hører med det samme gæssenes skræppen, luften er dejlig frisk og indbyder til en tur ud i det fri, det må vente lidt. Når jeg kigger på himlen, kan jeg både se de mørke og de lyse udsigter. Og jeg bliver lidt småfilosofisk og tænker, at sådan er livet vel også, der er både mørke og lyse sider.

På sådan en mandag morgen efter aftenvagtweekend er jeg altid småtræt og lidt melankolsk i humøret. Jeg prøver at være god ved mig selv og prøver også at være struktureret i min planlægning af mine to hverdagsfridage. Forude venter nemlig 2 arbejdsdage og så en forlænget weekend med gode planer, men først skal en masse hængepartier udryddes. Jeg er godt i gang, de arbejdsmæssige er taget først, nu gælder det landbrugets og hjemmets hængepartier. Bagefter skal jeg forberede mig, jeg har sagt ja til at fortælle alle vores læger om mit afgangsprojekt i morgen tidlig til deres undervisningskonference. Og lige nu har jeg fortrudt, ikke fordi jeg gerne vil fortælle om det, men fordi læger bare ikke er som sygeplejersker, så jeg er nervøs lige nu.

Næste weekends planer indebærer et besøg i hovedstaden for mig alene, jeg har taget fri, så jeg kan være med til ferniseringen på en ny udstilling. Den er åben for alle, så du er også hjertelig velkommen. Den foregår i Råhuset ved Kvægtorvet i København, det er de nys udklækkedede bachelorer fra Håndarbejdets Fremme, som udstiller deres afgangsprojekter. Jeg glæder mig.

Men først en uge med masser af dejlige ting på programmet. Og weekenden gik godt, jeg fik den ære bl.a. at passe to patienter, som var demente og som ikke havde apopleksi. Det var hyggeligt og sjovt og tålmodighedskrævende og sjovt og hyggeligt. Og jeg lagde venflon hele to gange, og det lykkedes! Jeg fik trænet i LOOP to gange og gået tur en gang, jeg fik lavet skulderøvelser hver dag, og da jeg snød lidt en aften efter arbejde og sad med musen herhjemme og surfede lidt, var der kontant afregning, ondt i hele armen og dårlig søvn, så kan jeg lære det.

Rigtig god mandag til dig, foråret er på vej, jeg kan mærke det.

PAUSE

Da min skulder og arm ikke kan holde til, at jeg både privat og arbejdsmæssigt bruger højre arm rigtig meget, og da jeg glemmer øvelser, træning og at bruge genvejstaster, fordi jeg hellere vil læse blogs, skrive indlæg og spille wordfeud og Ruzzle (det sidste er det værste for leddene), så har jeg besluttet mig for at holde fri fra bloglæsning, blogskrivning og spil på Ipad i min arbejdsweekend. Og det siger vist noget om min afhængighed af disse ting, at jeg helt har haft ondt i maven her til morgen efter den beslutning. Jeg havde en dejlig dag sammen med min far og min søster, og det var min søsters ord om at passe på, der fandt grobund i min hjerne. Hun har kroniske smerter efter et langt liv som lægesekretær på trods af øvelser og træning, hun glemte nok at passe på i tide. Det vil jeg ikke. Må I få en dejlig weekend, jeg satser på gode arbejdsdage, sol, frisk luft og træning.

HVERDAGSFRIDAG

Morgenen starter med, at vækkeuret bliver stillet til at vække en halv time senere, men så er jeg også klar til en fridag med gode planer. Først bliver hele huset ryddet op, mandskabsrummets bord bugner med aviser og reklamer. Opvaskemaskinen bliver tømt, og køkkenbordet ryddes for opvask. Hundeskåle og vaser vaskes af. Puder og tæpper bankes og foldes. Da rengøringsfirmaet kører ind på gårdspladsen, er lyset udenfor ved at bryde frem. Jeg sætter mig med en kop te inde på kontoret. Regnskabet blev færdigt i går aftes, men der er altid nogle spørgsmål til vores farm-assistent. Det har jeg tid til nu, mens huset bliver gjort rent. Bagefter tjekkes arbejdsmailen, og jeg får talt med min souschef i telefonen. Vi snakker om vores erfarne kolleger, som trækker et stort læs lige nu. Min souschef har fået en god ide, den skal vi have ført ud i livet i næste uge. Det er vigtigt, at vi samtidig med at vi har fokus på alle de nye kolleger, også anerkender og ser de erfarne kollegers arbejde. Vores overlæge, som har været primus motor i hele omlægningen og omorganiseringen, er glad, fordi det er gået så godt indtil nu. Det er dejligt at høre, og det skal vores kolleger også vide og samtidig få mulighed for at få snakket sammen om det, der har været svært og godt.

Resten af dagen skal bruges på en fysioterapeut og besøg hos min far. Min søster og jeg skal til den årlige samtale med vores fars kontaktpersoner og bagefter skal vi hygge os sammen. Min søster har bagt kage, så jeg skal bare komme med te, det er da lige til at klare. Weekenden byder på aftenvagter, så jeg nyder tanken om formiddagene herhjemme.  Jeg trængte til de her to fridage, og jeg bliver glad af at høre, at der i formiddag er ro på afdelingen, for også på arbejde skal der gerne komme små åndehuller, så man er klar til næste hårde ryk.

Jeg håber, du også kan finde små åndehuller i din hverdag. Rigtig god torsdag til dig.

FØJ FOR EN OMGANG

Lige nu ligger jeg i sofaen, jeg nyder min ostemad og venter på teen. Jeg er træt og svimmel, lettere groggy, undersøgelsen var dog ikke noget at regne. Det var en surrealistisk oplevelse at snakke med lægen, mens han sprøjtede sovemidlet ind i min åre og så vågne op halvanden time senere og det føltes blot som et minut. Men forberedelserne til undersøgelsen, føj. En ting er at skulle leve af A38 og suppe i to dage, noget andet er udrensningsprogrammet, føj for den lede. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Min mor fik konstateret tarmkræft som 62, og det kun fordi en byld havde udviklet sig på kræftstedet, ellers kunne hun have gået med kræftsygdommen i flere år, inden den var opdaget. Heldigvis tog lægerne mig alvorligt denne gang, og alt ser normalt ud, og jeg er nu sat til kontrol hver femte år. Nu tager jeg mig en time eller to i sofaen med afslapning, og så må jeg have lavet landbrugets regnskab.

Når man er sygeplejerske, så er det faktisk berigende at opleve tingene som patient (når det er småting som det her). Jeg havde aldrig tænkt over, hvor generende et iltkateter er i næsen, og hvor underligt det føles med ilt ind i næsen. Venflonanlæggelsen havde jeg prøvet før, jeg lægger nemlig villigt hånd til, når mine kolleger skal prøve, men den her operationssygeplejerske var noget bedre end mine nybegynderkolleger ;-) Jeg blev behørigt overvåget, så da jeg vågnede, bad jeg om brillerne, så jeg kunne holde øje med blodtryk, iltmætning, hjerterytme og puls. Alt var i den fineste orden, mit blodtryk lå smukt nede omkring 106/ 71, så jeg tog den lidt med ro, da jeg satte mig op.

Vi betaler svimlende summer til Falck for landbruget, så for tredje gang i de 31 år, vi har haft landbrug, udnyttede jeg abonnementets tilbud om at blive hentet og bragt. Jeg måtte nemlig ikke selv køre efter at have fået sovemiddel. Nu vil jeg læne mig tilbage, nyde teen og se lidt fjernsyn, det er næsten som dengang jeg var barn og var syg, Så fik jeg lov til at ligge i stuen med dynen, få varme drikke og nye påklædningsdukker og var jeg rigtig heldig, havde bekendte til mine forældre fået nye blade med Flintstones, som de ofte gav til den børnerige familie. Er jeg heldig, kan jeg lokke landmanden til at tømme postkassen, der ligger forhåbentlig det nye Alt for Damer.
God onsdag til dig.

EN TRAVL DAG

Fra jeg gik fra arbejde i går eftermiddags og til jeg mødte i morges, var der kommet syv nye patienter.  Jeg skulle introducere nye kolleger, og de skulle have en god start, så jeg kunne ikke være med i plejen. Aftenvagten fra i går havde ændret sin ene fridag i dag til en dagvagt, det var godt, for der blev ved med at komme patienter, og andre patienter skulle overflyttes eller udskrives. Mine kolleger knoklede løs det bedste de havde lært. Klokken 14 sendte jeg vores nye kolleger hjem, så jeg kunne give en hjælpende hånd med. Jeg gik ud af afdelingen kl 18 og andre dagvagter havde haft to timers overarbejde. Trods de mange timer gik jeg hjem med en god fornemmelse i maven, det føles godt, når man kan aflevere afdelingen til aftenvagterne, så de forhåbentlig får det rimelig roligt.

Landmanden skulle til møde i aften, men heldigvis var der rester fra weekenden til ham, for jeg var først hjemme, da han var på vej ud af døren. Jeg har fået smagen af min barndom til aftensmad, nemlig havregrød og for første gang i lang tid blev det med smørklat og sukker, lige som jeg var vant til som barn. Nu trækker teen det antal minutter, den skal have, og jeg kan mærke, trætheden sniger sig langsomt gennem kroppen. Godt landmanden er til møde, så kan jeg snuppe hans stressless stol og slappe af en time eller to. Håber du har tid til at slappe af. God aften til dig.

TAKNEMLIGHED

var overskriften på det indlæg, jeg skrev i tankerne i morges. Jeg var hamrende træt, men samtidig dybt taknemlig. Nu er jeg endnu mere træt, så gid der fandtes en trådløs opkobling til min hjerne, så indlægget nu stod på bloggen. Desværre (eller måske heldigvis) er det ikke sådan (endnu)

Taknemlighed over samværet med vores to børn torsdag og fredag.

Taknemlighed over at landmanden tog med, skønt han kun fik fire timer i hovedstaden, inden han måtte vende næsen hjemad igen.

Taknemlighed over at vi fik en dejlig fødselsdag hos min far lørdag, han blev 83 år. Alle fem børn, tre svigersønner og tre børnebørn var samlet til eftermiddagskaffe. Landmanden sagde spontant, hold da op som din far får meget ud af at være sammen med jer. Hvor andre mennesker med demens bliver forvirret af mange mennesker, der snakker (og tro mig, vi snakker! Meget!), så er det, som om vores far virkelig fornemmer os og sig selv som familie, når vi er flere samlet. Han hyggede sig, og det samme gjorde vi.

Taknemlighed over at min yngste søster tog med os hjem, så vi fik en dejlig aften sammen. Jeg skulle jo på arbejde i dag, men hun og landmanden havde rigtig fået snakket.

Taknemlighed over den generøsitet, jeg finder i blogland. En af mine faste kommentatorer, Mette, havde tilbudt at læse mit abstract og kom derefter med mange gode vendinger og input, som den erfarne abstractskriver hun er. Bagefter tilbød Ellen at læse korrektur, så det blev grammatisk korrekt og hjalp også med at få de sidste ord barberet væk, så jeg nu har et abstract klar til afsendelse. Tusind tak Mette og Ellen, jeg er dybt taknemlig for jeres indsats.

Taknemlighed fylder kort sagt mit trætte hoved lige nu. De næste to dage står på introduktion af nye kolleger igen, ja vi er jo i den grad blevet opnormeret, så vi kan levere varen. Når vi kommer til april-maj, begynder presset at lette på alle os erfarne, det trænger vi til, men inden da har jeg en uges ferie i marts, som jeg glæder mig rigtig meget til.

God søndag aften til dig.

Nørrebro i hvidt

Frederiksbergs superlækre brunchsted: Den blå hund.

ET ØJEBLIKSBILLEDE eller to eller tre

Sofaen er hvid, lyset er dæmpet, uden for hører vi bilerne køre forsigtigt i de glatte og smattede gader. I den anden ende af sofaen sidder datteren med sin computer. Der er nu tid til at slappe af, tid til at mærke efter, hvad hun gerne vil med livet fremover. Der er helt stille i stuen, vi nyder begge to roen i hendes lejlighed.

For to timer siden sov datteren i lillebrors lejlighed, mens lillebror alias sønnen min bød sin mor på te. Det var godt at se ham og få snakket med ham om livet, der ikke altid er så let, som vi gamle voksne nogle gange glemmer, når vi er blevet gamle og satte. Jeg bliver så glad af at være sammen med mine børn, og måske fordi det ikke er en hverdagsbegivenhed, skønner jeg meget mere på de øjeblikke sammen med dem.

For 3 timer siden så en mand, der var ved at skrabe sne af sin bil, undrende på de tre skøre voksne, der sloges i sne. At man har paraply og højhælede støvler er ingen hindring for at forsøge at nå sin lillebror og give ham sne. At have maven fyldt med mad var til gengæld en hindring for moderen til de to søskende, det var svært at løbe, men jeg fik ram på ham til sidst. Og bedst af alt vi fik grinet højt i de snestille gader og fik røde kinder af sneboldkampen.

For seks timer siden mødtes vi og spiste brunch sammen. Vi smagte på alle de forskellige lækkerier og gav os god tid til at nyde måltidet sammen.

For 20 timer siden sendte vi landmanden af sted til Jylland, han måtte nøjes med en ret, mens vi andre brugte hele aftenen sammen om en lækker menu.

For 24 timer siden blev datteren dimitteret fra Håndarbejdets Fremme som professionsbachelor i tekstildesign, - håndværk og formidling, vi tre andre sad på stolene i festsalen og nød at dele denne dag sammen med hende.

Om lidt tager jeg frakken på og begiver mig ud i hovedstadens gader for at nå toget til Nordjylland. De mange timer i toget skal bruges på at flette rettelser ind i mit abstract fra de to søde mennesker, som har kigget det igennem og bidraget med nye ord og måder at formulere sig på. Jeg er begrænset af mængden af ord, men jeg har jo også en poster, der skal laves, hvis jeg får det optaget, og her vil resten kunne bruges. God fredag aften til dig.

MØGKØTER

Istvan er nu godt 3 år. Han og landmanden er stadig tæt forbundet, og Istvan følger landmanden tæt dagen lang. I går drog landmanden på jagt uden Istvan, det accepterede han, jeg hørte ikke noget fra hunden hele dagen, han sov i bryggerset det meste af tiden. Så tog jeg på arbejde.

Landmanden kom hjem, og Istvan fulgtes med landmanden over alt på gården. Da jeg kom hjem ved midnatstide, holdt landmanden mig ved selskab med en kop te og ville så lufte Istvan. Væk var Istvan. Der blev kaldt, der blev ledt, men ingen hund. Formentlig har hunden fået fært af et dyr, og al lærdom røg ud af hovedet. Landmanden blev nødt til at gå i seng, Istvan og han var inviteret på en jagt i dag, som er strabadserende for begge to, de skal gå rigtig meget. Jeg blev oppe og skrev mit abstract færdig. Hver time var jeg ude for at kalde, selv efter jeg var gået i seng, satte jeg vækkeuret til at ringe hver time. Ved femtiden i morges vågnede landmanden ved mit urs insisterende kalden og spurgte undrende, hvad jeg lavede. Så tillod jeg mig at sove de sidste tre timer i sammenhæng. Da landmanden stod op ved sekstiden, var Istvan i hundehuset, formentlig har han været der hele natten, men har ikke villet komme, når jeg kaldte. Han vidste udmærket godt, at han havde været på gale veje.

Nu er de to “buddies” taget af sted, der er små dåseleverpostej med, som skal give Istvan energi, fordi han i forvejen på de jagter kører helt flad. Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå i dag, for der er ingen tvivl om, at med Istvans turbofart kan han være nået rigtig langt i nat, indtil han kom på bedre tanker.

Og jeg forbereder mig på en lang arbejdsdag, jeg møder ind 1½ time tidligere for at deltage i en omsorgssamtale for børn, som er i krise pga. pårørendes indlæggelse hos os. Nu er mit abstract skrevet på engelsk og sendt til gennemlæsning hos andre. Jeg er ikke tilfreds, men med mine planer for de næste dage må jeg lægge det fra mig nu og så rette det til efter gennemlæsning og få det sendt, inden tidsfristen udløber i weekenden. Jeg snupper lige en kop te og lidt seriekigning, inden jeg gør mig klar til dagens dont. God onsdag til dig.

JEG DRØMTE MIG EN DRØM I NAT

og den drøm kan jeg ikke helt slippe. Normalt husker jeg aldrig drømme, men den her drøm kan jeg sagtens følge. Jeg ved godt, hvorfor den er her, jeg kan dog ikke gøre så meget ved det, der er årsag til drømmen.

Landmanden hentede mig sent i aftes, og det er jeg taknemlig for, jeg kunne dog godt have kørt hjem, men jeg var glad for, at jeg tog bussen på arbejde, for da var fygningen på sit højeste. Så som tak for hans hjælp, stod jeg selvfølgelig op i morges og sørgede for mad og te til hans jagt, mens han fik ryddet gårdsplads for sne med sneploven. Der kommer lastbil efter kartofler i dag, så ud over gårdsplads skulle landmanden også sikre sig, at den offentlige vej ikke var føget til i nat.

Trætheden, der følger efter for lidt søvn og en travl aftenvagt, er med til, at den melankolske stemning, drømmen har vakt mig, fortsætter i morgentankerne. Jeg kan ikke slippe tankerne om pårørende, der er i krise. Ofte hører vi om kræft og om familier i krise. Jeg kender til den sygdom, jeg har mistet min mormor, min morbror, min moster, min mor og min niece pga. vidt forskellige kræftsygdomme. Apopleksi rammer også hårdt, her dør ens nærmeste formentlig ikke af sygdommen, men livet bagefter bliver ofte ikke det samme som før.  Det er barsk for den ramte, for ægtefællen og for børnene, både de voksne og for dem, der stadig er børn, når mor eller far rammes. Heldigvis har vi nu en behandling, som kan enten helt fjerne symptomerne eller mildne dem, men ikke altid, desværre. Og derfor forskes der også på livet løs for at finde nye metoder.

Egentlig skulle jeg sove lidt videre, men morgentankerne lader mig ikke i fred, så jeg ringer til mit arbejde og snakker med en kollega. Jeg har brug for sparring i forhold til, hvordan vi bedst muligt hjælper. Det er det, der er godt, vi hjælper hinanden, vi løfter i flok. Drømmen og morgentankerne har fået mig helt vågen, så nu vil jeg gøre mig klar til tirsdagens arbejde. Først hjemmearbejde, men med tid til tedrikning, motion og lidt seriekigning, og så aftenvagten sammen med gode kolleger. Det skal nok blive en dejlig tirsdag. Håber din tirsdag også ser lovende ud.

I STUEN AT BLIVE

det huer mig bedst.

Fuglene er fodret af landmanden, landmandens mad er smurt, nu har jeg skænket te til mig selv og lavet en rugbrødsmad med oste.

Udenfor suser og hyler vinden, indenfor har jeg gang i brændeovnen, dørene er lukket til resten af huset, så jeg sidder trygt, lunt og godt. Det er også trygt at vide, at jeg bliver hentet i aften efter aftenvagten, men jeg skal huske at klæde mig godt på, når jeg skal tage bussen i eftermiddag, for der kan nok komme lidt ventetid hist og pist, inden jeg er kommet på arbejde. God mandag til dig

NÅ MEN NU ØNSKER JEG MIG NOGET ANDET

men sådan er det med det, man ønsker, man skal passe på, lige pludselig er det måske ikke så ønskværdig. Heldigvis har landmanden lovet at køre mig til bus og hente mig ved sygehuset ved midnatstide i morgen. Jeg er ikke så lysten i at køre i snefygning, men sneen er jeg vild med.

Til gengæld fik jeg lov til at lege med duplo i dag, jeg fik lov til at holde en lille barnehånd i min, jeg fik de herligste grin fra en skøn dreng, og jeg fik lov til at putte ham i flyverdragt, da han var træt, og hans far pakkede bilen.

Håndbold ? Amatøranmelderne herhjemme talte med store ord både under og efter kampen. Nu er det overstået, der kommer James Bond i aften, som er den filmgenre, som landmanden og jeg kan enes om at se. Men jeg er blevet lokket af datteren, så jeg er begyndt at se Arvingerne på nettet (mest fordi datteren måske kan ses som statist i et senere afsnit – måske blev der sagt – for man ved jo aldrig med de instruktører og filmklippere), så nu får vi at se. En stor fordel ved aftenvagterne i denne uge, jeg kan få lov til at være B-menneske hele ugen. Aftenvagter på hverdage, det plejer du da ikke, Lene? Nej men sådan er der så meget, der ikke er som det plejer på mit arbejde. Det giver mig så mulighed for at være sammen med kolleger, jeg nærmest aldrig er sammen med.

Det var min søndagsberetning, har din søndag været god?

DEN BLÅ TIME

er det ikke endnu, men der var ikke meget lys over dagen, da jeg gik mine 5 km. Ikke desto mindre var det skønt at komme ud og få kold, frisk luft i lungerne.

Hjemme er foderstederne blevet udvidet. Fasaner og agerhøns søger også til pladsen under fuglehuset, så nu har landmanden spredt majs og korn ud flere forskellige steder på græsplænen. Lige som der er kørt roer og kartofler ud til vildtet på foderpladsen nede ved søen. Om lidt begynder håndboldeftermiddagen, vi får besøg af vennen fra i går og hans lille søn, så der er taget boller og kanelsnegle op fra fryseren. Landmanden giver aftensmaden, jeg henter den, dejligt nemt og noget der passer mig. Således er der ingen her, hverken dyr eller mennesker, der skal gå sultne i seng. God søndag til dig

SÅ ER DET NU

at voksenLene skal træde i karakter. Det er nu, at hun skal på banen. For allermest har jeg lyst til at lægge mig på sofaen og se serier. Der er ryddet op (næsten) efter morgenmaden. Jeg fandt ud af, at det var den weekend, hvor vores vens lille søn var hos ham. Heldigvis nåede vi at få vennen til at købe juice og mælk, for det er noget, vi normalt ikke drikker. Da mine børn var små, lærte jeg et godt råd. Min svigerinde havde en kasse med duplo, som altid kom frem, når der kom børn på besøg. Så da mine børn voksede fra Duplo, blev det ikke sat på loftet, men fik sin egen kasse nede i gangen. Det er altid en succes, andres legetøj er ofte sjovere end ens eget. Nu ligger der traktor, bondegård, dyr og masser af andre klodser på køkkengulvet. Da vores børn var små, kunne landmanden ind imellem synes, at vi havde det vældig rodet. Men legetøj er ikke rod, det er leg og fantasi, og i løbet af ti minutter kan det være ryddet op i kasser, så gulvet kan ses igen. Jeg har altid været tilhænger af, at legetøj gerne må stå fremme, også når man ikke leger med det. Det blev så nemmere at praktisere, da vi udvidede beboelsen. Ofte har vi snoet os gennem bikermices bosted, videre til turtles opholdssted og til sidst gå uden om Barbies bolig. Og jeg kunne godt høre på andre børn, at det ikke var vanligt, at alt det, de havde brugt hele eftermiddagen på at bygge op, måtte blive stående. Men det måtte det her.

I dag kan huset godt se lidt kedelig ud, det er kun os, der sætter ting frem, så jeg smiler lidt, mens jeg får sat skik på magneterne på køleskabet og pakker træpuslespillene væk. Måske skulle jeg sætte mig og bygge lidt med duploklodserne? Måske skulle jeg hellere hælde en kop te op og sætte mig på mit værelse og gå i gang. Måske skulle jeg bare give mig selv lov til begge dele, jeg har jo weekendfri og ingen planer for resten af weekenden udover at skrive.

Og du får lige et billede mere af morgenhimlen, som godt nok er blevet lidt mere rød end i virkeligheden ( i hvert fald på denne her computer). Jeg skulle lige prøve den funktion af på kameraet, som kan bruges til solnedgange.

GOD MORGEN LØRDAG

Jeg elsker morgenstunden med tid til at være helt alene oppe. En af vore venner kommer med rundstykker til morgenmaden, så jeg dækker bord og brygger te og kaffe. Håret skal klippes i dag, bagefter snupper jeg en omgang træning. Min fysioterapeut har sagt god for træning, men med mindre vægtbelastning. Resten af lørdagen er afsat til skrivning, men med plads til små pauser med det hjertet har lyst til. En lørdag der tegner godt, jeg håber din lørdag også ser god ud.

FREDAG AFTEN MED UDSIGT TIL WEEKENDFRI

Endnu en gang måtte blodbanken og jeg konstatere, at der ikke skulle tappes fra mig. Igen igen var min blodprocent i den lave ende og dermed var der forbud mod tapning. Så igen igen tjekker man mit ferritinniveau, og er det igen igen for lavt, så er det igen igen en kur med jerntabletter. Om jeg forstår det. Eller måske har jeg fundet en forklaring, måske. I min søgen efter artikler med lavt ferritinniveau kom jeg ind på sundhed.dks side om jernmangelanæmi. Her står der et stykke nede:

• Jern i kosten er tilgængelig i to former:
  • Heme-jern som findes i kød
  • Ikke-heme-jern som findes i planter og mælkeprodukter
• Biotilgængeligheden af ikke-heme-jern kræver syre i mavesækken og varierer med føde som stimulerer (askorbinsyre, kød) eller hæmmer (kalcium, fiber, te, kaffe, vin) optagelsen

Forhold som påvirker optaget af jern

• Mad rig på tannater (f.eks. te) eller fytater (f.eks. klid, fiberprodukt), eller medicin som hæver gastrisk pH (antacida, H2-blokkere, protonpumpehæmmere) reducerer absorptionen og bør om muligt undgås

Nu drikker jeg normalt ikke te sammen med hovedmåltiderne, men jeg drikker meget te, så der skal vist lige en snak til med en læge. For som det står skrevet i artiklen, så er lavt ferritinniveau og lav blodprocent kendt for kvinder i den fertile alder og menstruerende kvinder. Disse grupper tilhører jeg ikke og har ikke gjort i over syv år, så jeg spekulerer over, hvorfor det så daler.

Hjemme havde jeg fået et brev fra PostDanmark. Jeg havde lidt for travlt omkring datterens fødselsdag, så jeg kom til at smide fødselsdagskortet i postkassen uden frimærke. Datteren modtog det dog dagen efter som planlagt. I mit brev i dag står der, at man normalt opkræver den manglende porto og et administrationsgebyr, men det har man valgt at se bort fra denne gang. Tak, det kalder jeg service.

I ovnen står en ovnæggekage med lidt af køleskabets rester, i fryseren er der is. Vi er klar til en fredag aften i håndboldens tegn. Kender jeg mig selv ret, mister jeg hurtig koncentrationen og begynder at læse eller surfe rundt i blogland, men så kan jeg høre på landmandens råb, hvordan det går. God aften til dig.

HVAD HOLDER DIG TILBAGE?

Klokken nærmer sig midnat, men jeg er frisk. Faldt omkuld i sofaen efter aftensmaden og et glas rødvin og vågnede først op et par timer senere. Det er ok, for i morgen er fridag, dvs. jeg skal undervise nye kolleger et par timer, og da det er mig selv, der har planlagt det, skal der ikke lyde nogen klager. Men jeg får heldigvis morgenstunden herhjemme og bagefter håber jeg, at jeg orker lidt shopping med mig selv.
Dagen i dag blev af den mere kaotiske art, jeg blev kaldt to gange til trombolyse lige efter hinanden, men da begge patienter havde fået en hjerneblødning og ikke en blodprop i hjernen, kunne vi ikke give behandling, desværre. Det er underligt, for både her og dengang jeg arbejdede på børneafdelingen, så kommer sygdomskategorier i klumper. Lige for tiden får vi mange mennesker, som er ramt af en hjerneblødning. Der er kun 10 % af alle apopleksitilfælde, der skyldes blødninger, men lige nu har vi altså mere end 10 % af patienterne med blødninger.
Overskriften går på mig selv. Jeg har besluttet at sende ansøgning ind til den Europæiske Apopleksikonference om at få en poster om mit diplomprojekt optaget. Fristen er snart, men jeg har stadig ikke fået skrevet teksten. Jeg er startet, men jeg har svært ved at få formuleret det og typisk mig, så forlader jeg det, tænker at jeg nok på en eller magisk måde bliver inspireret til de rette ord. Men faktum er jo, at jeg som ved opgaveskrivning skal sætte mig ned og skrive og skrive og skrive. Og det udskyder jeg. Det er dumt, jeg skal jo bagefter formulere det på engelsk, og der er altså kun en uge til fristen udløber. Min leder har sagt, at det selvfølgelig er noget, jeg skal gøre på arbejde, men der kan jeg slet ikke koncentrere mig, jeg kan alt for nemt finde andet at lave. Så jeg SKAL give mig selv tid til det i weekenden. Jeg vil jo gerne til den konference, jeg mener at jeg har viden at byde ind med, og det er jeg også blevet bekræftet i, da vores ledende overlæge har bedt mig sende min opgave til en anden ledende overlæge i Danmark. Jeg vil også gerne skrive en artikel, men jeg lader mig alt for let distrahere fra det, så hvad er det, der holder mig tilbage? Det kan jeg så tænke videre over, men i aften vil jeg nyde, at vækkeuret ikke behøver at ringe klokken fem i morgen tidlig.

En port - holder den mig ude eller andre inde?

En flod - hvor fører den hen - tør jeg følge den eller er det skønnere at blive her

SMUK ELLER KLOG?

Kollegerne grinte lidt af landmandens sms: Superflot med vores datter. Hun har mit flotte udseende og dit kloge hoved. Jeg er enig, jeg vil nemlig hellere være klog end smuk.

Men vores datter er både smuk og klog på mange områder. I dag blev hun bachelor som Tekstilformidler og afsluttede med den højeste karakter, man kan få. Og hun har en skøn lillebror, som stod udenfor og uddelte knus. Bagefter tog han hende med ud og spise, og eftermiddagen sluttede med en biograftur. Det havde hun fortjent. Og vi andre glæder os til to ture til København til dimission og til afgangsholdets fernisering, hvor vi skal se deres afgangsprojekter. Stort tillykke fra den kloge mor og den smukke far.

FERIEPLANLÆGNING

Det er et større puslespil, der skal lægges, når et akut sengeafsnit skal afholde ferie. Der er ikke noget med at lukke senge ned, så hvor mange kan undværes i det daglige arbejde uden at det er forsvarligt uforsvarligt? (tak Ellen ) Kan man få bevilget ferieafløsere til at dække nogle af vagterne? Udgangspunktet var at i højferieperioden 26 – 36 skulle alle have 2 ugers sammenhængende ferie, og allerhelst skal der også afvikles tredje ferieuge, men tre ugers sammenhængende ferie kan ingen formentlig få i år. Med seks ugers ferie til alle og et afsnit, der skal fungere døgnets 24 timer og årets 365 dage kræver det, at der faktisk konstant skal være nogen på ferie året rundt.

Nu er de to første to uger fastlagt i sommerperioden, og alle fik vist mere eller mindre det, de havde ønsket. Landmanden og jeg hopper på motorcyklen igen, der er nogle Tour de France pas i Frankrig over mod Italien og Schweiz, som skal udforskes. Måske skal Monaco genses og Saint Tropez opleves. Nu kan detailplanlægningen begynde, jeg glæder mig til denne proces. Har du lagt planer for sommerens ferie?

TRÆTHED OG STRESS

For noget tid siden fik jeg en kommentar, der gik på, at jeg måske havde stress. Den fik mig til at stoppe op, første tanke var, har jeg? Anden tanke var nej, overhovedet ikke. Tredje tanke var, der er forskel på træthed og stress. Jeg har prøvet stressymptomerne, jeg er heldigvis ikke røget ud over kanten, hvor en sygemelding er nødvendig for, at kroppen og sjælen kan heles og finde sig selv.  Træthed er noget andet, jeg vidste, at denne måned ville blive hård. Jeg er ansat til at arbejde gennemsnitlig 30 timer pr. uge. Nogle gange er det 48 timer den ene uge, 24 timer den næste uge, 16 timer tredje uge osv. Af de 30 timer er de 20 i plejen og de 10 specialedage, hvor jeg kan skrive, læse, vejlede, undervise osv. Lige for tiden er jeg næsten fuldtidsansat (efter eget valg) og mange af mine specialetimer er inddraget til plejen enten regulært som erstatning for nogle, der mangler, eller som vejleder for nye kolleger. Det trætter, jeg er brugt, når jeg kommer hjem. Når jeg så dertil lægger, at vi er i januar måned, den måned hvor træthed i forvejen fylder meget, så undrer det mig ikke, at trætheden er der. Jeg er god til at lave ingenting hjemme, jeg laver det, der er nødvendigt, men alt andet er sat på standby. Snart kommer foråret og med den også mere tid til hverdagssyslerne hjemme og på arbejde. Vi går mod lysere tider. I dag har vi sommerferiepersonalemøde, så tankerne kommer automatisk til at falde på ferieplanlægning, herligt. God tirsdag til dig.