Her hos mig er det ikke op af havets skød, men snarere op bag maskinhusets tag. Skyerne gør deres bedste for at gemme solen, men lysstrejf når dog frem til køkkenvinduet.
Det er weekend, jeg skal træne i dag, men trætheden i kroppen har ikke helt sluppet sit tag trods mange timers god søvn, så jeg starter langsomt dagen op. Teen nydes, mens jeg forsøger at slippe mit arbejde. Fagre nye verden gør, at jeg hjemmefra kan være på min arbejdsplatform inde på arbejde og dermed reelt også følge med i, hvordan det går patienterne. Men jeg har fri, så jeg logger mig ikke på. Normalt stoler jeg fuldt og fast på, at vi er en stor enhed, vi arbejder sammen, vi overtager hinandens arbejdsopgaver. Men lige nu ved jeg, at der er ting, der er svære at formidle på skrift, så min hjerne kører konstant med en baggrundsstrimmel, hvor jeg overvejer, om jeg fik alt formidlet videre, kunne jeg gøre det bedre osv.
Der er nogle patienter med pårørende, der går helt ind under huden, det er især når pårørende ikke er der, hvor vi andre er, og ikke ser det, vi andre ser. For hvordan hjælper man dem til at nå til en erkendelse uden at tage håbet fra dem? Håbet er livsvigtigt, og selv når døden banker på, har jeg privat oplevet håbet leve side om side med denne vished og erkendelse. Det er som om, at håbet og realiteterne sagtens kan leve der, men også at fagfolk kan ødelægge denne balance, hvis de insisterer på konstant at påpege fakta. Håbet har brug for lidt plads, også når man inderst godt ved, at der ikke er håb. Håbet gør, at livet kan leves sammen med ens kære, indtil døden indtræffer. Og måske er det min personlige erfaring, der gør, at jeg tænker, at ikke alle mine kolleger har stået i dødens forrum og talt, som om håbet stadig var der og derfor ikke selv erfaret, at sådan forholder det sig. Håbet om fremtiden og nuets virkelighed lever side om side, og det kræver meget fra plejepersonalet ikke at ødelægge denne balance, men også at hjælpe de pårørende til at være i nuet og ikke flyve væk på håbets sky.
Giver det mening, det jeg skriver? Det var slet ikke det her, jeg ville skrive om. Men tankerne bankede på og måtte forsøges at blive til ord. Morgentanker har det med at vandre vidt omkring, nu vil jeg fokusere på mit nu og gøre mig klar til at hente oksekød til fryseren. Det er hos mennesker, som jeg altid bliver beriget af at være sammen med. Må din lørdag berige dig. God lørdag.