Den sidste dag i november

Når livet viser tænder over for nogen, jeg holder af, får jeg samme reaktion hver gang. Jeg mister lysten til at skrive på bloggen, og samtidig ved jeg jo, at livet insisterer på at ville leves på godt og ondt. For noget tid siden mødte jeg en bekendt. Vi snakkede om livet og hvordan det gik. Vi arbejder begge på sygehuset og i disse dage mærkes besparelserne rundt omkring. Vi var begge gået fri, vedkommende fortalte, at mange allerede snakkede om næste år, for det har været et tilbagevendende tema de sidste år med fyringer og besparelser. Vedkommende kiggede på mig og sagde, det gider jeg ikke deltage i, det tager jeg til den tid. Livet skal leves, jeg vil ikke bruge min tid på at bekymre mig om noget, som jeg ikke kan gøre noget ved og som måske/måske ikke sker. Jeg forstod; vedkommende har oplevet den største sorg en forælder kan opleve, nemlig at miste sit barn. Det har været hårdt, det er hårdt, og dem, der siger, at sorgen går over, tror jeg ikke på! Sorgen bliver anderledes, den finder sin plads i hverdagen, i livet, men den forsvinder aldrig, den vil leve sammen med livet, måske ser du og jeg den ikke, men den er der. Den her familie har jeg været bekymret for, for modsat to andre familier, jeg kender, som på ca. samme tid for ni – ti år siden også mistede deres teenagebarn, så var denne families sorgproces så ødelæggende at se på udefra. Men de fandt deres måde at leve på, en måde så de kan være familie og skønne på livet, samtidig med at de savner. Det gjorde mig glad på den regnvåde novemberdag.

I dag er det den sidste novemberdag i år, regnfuld, stormfuld og absolut ikke elskelig, men denne dag skal også leves. Jeg starter med at sortere kartofler, så skal der læses artikler og er jeg rigtig flittig, må julekasserne komme ned fra loftet. Adventslyset blev tændt i går, godt nok er det kun lysene, der har fundet deres plads på adventsbakken, men lidt efter lidt finder andre ting deres plads.

Må du finde din plads i livet og må du få lov til at opleve stunder med glæde, lykke og kærlighed.

Snapshots fra det sidste døgn

 

Landmanden og jeg sidder side om side i sofaen, han tjekker facebook, jeg skriver indlæg. Eftermiddagen i går sammen med min far og min søster blev hyggelig, vores far nød æbleskiver, gløgg og samværet. Mens vi hørte julemusik, pyntede min søster og jeg op i hans stue, og vores nynnen til musikken og vores snak fik vores far til at falde i søvn, så han fik et kys på panden og et hviskende farvel, inden vi drog hen til en 10 år ældre dame. Min søster er rigtig god til at besøge frk. R. Lungebetændelse og lav blodprocent havde gjort hende meget svag, min søster fik sidste gang snakket med hende, om hun var bange for at dø alene. Vi overvejede om man kunne få sat vågekoner på nattjans, men frk. R. finder ro i sin tro og venter blot tålmodigt på at blive kaldt hjem til Jesus, som hun siger. Så hun nød at der kom besøg og resten af tiden lever hun i sin seng med blade, aviser og fjernsyn omkring sig. I går tog jeg med, hun havde det langt bedre efter medicin havde virket og hun var begyndt at drikke mere væske. Når jeg sidder i hendes stue og mærker hendes taknemlighed for, at jeg kommer ned og besøger hende, så får jeg det så dårligt med, at jeg i hverdagen nemt glemmer, hvor godt det gør hende at få besøg. Der er heldigvis gamle lærerkollega, der besøger hende, gode hjemmehjælpere, nevø, der ringer hver eneste dag og så min dejlige søster. Det var skønt at mærke, hvordan de to har deres egen særlige rytme, når min søster er på besøg.

Morgenen startede tidligt for mit vedkommende, jeg havde booket tid hos frisøren klokken otte. Der er noget magisk over tidsrummet mellem lys og mørke, og lysene i træerne var med til at understrege stemningen. Nu er der hentet lys til adventsbakken, der er hentet bøger på biblioteket og jeg har downloadet en ny bog til at lytte til, når der strikkes. Vejret i dag skifter mellem solskin og regn, og regnbuen viste sit smukke farvespil på vej hjem fra byen.

Teen er ved at trække, eftermiddagslækkerierne er fundet frem, dadler, marcipan og brunkager. Langsommelig decemberspisning har svære kår, jeg glemmer det hele tiden, men får dog standset mig selv og forsøger at sanse maden. Og jeg ved godt, at det stadig er november, men jeg er gået i decemberstemning og har fundet julemusikken frem, købt gløgg og er klar til at hente julekasserne ned fra loftet. God lørdag til dig.

Kirurgen og lastbilchaufføren

Mad fylder meget i mit liv, det fylder meget, fordi det er mig, der står for alt omkring det herhjemme, og det har betydet, at efter 32½ år er jeg kørt træt i at finde på, handle ind og lave aftensmad, men vi får dog aftensmad, det bliver blot de nemme retter og mange genveje. Mad fylder også meget, fordi jeg elsker at spise, jeg kan glæde mig til min eftermiddagste efter arbejde, hvor jeg får knækbrød med ost nærmest hver dag. Jeg glæder mig til min morgenmad, jeg glæder mig til små anretninger med tørrede frugter, mandler og frisk frugt. Jeg elsker at sætte mig til et smukt dækket bord med lækker mad, som andre har kokkereret. Jeg spiser seks gange om dagen, og indimellem også hyppigere, jeg er udpræget belønningspiser. Jeg har før skrevet om det at tænke over, hvad man spiser, mens man spiser. Det er jeg ikke god til, for jeg spiser for hurtigt, jeg nærmest skovler maden ind og er færdig på fem minutter. Og det er blevet mere og mere tydeligt for mig, at det nok mere er tempoet end arten af mad, der er årsag til kiloene, der sidder på maven og min følelse af hele tiden at være oppustet. Jeg når ikke at opleve mæthedsfølelsen, og kostkloge folk fortæller også, at hurtigt tempo og store mundfulde gør, at man sluger meget mere luft, end hvis man spiser langsomt og i små bidder. Så var det, jeg kom til at tænke på min datter og mig sammen ved et spisebord, min datter er at sammenligne med kirurgen, der udfører operationer med små ting. Her er langsomhed, omhyggelighed og små bitte snit med kniven vigtig. Min datter kan dissekere et stykke kød i de mindste bidder og holder pauser mellem hver bid, bestikket bliver ofte lagt på bordet, mens hun taler med andre, men også når hun spiser alene. Jeg derimod er at sammenligne med lastbilchaufføren, som på en varm høstdag med en vejrmelding om mange regnvejrsdage skal have hentet korn hos landmændene. Den store skovl på traktoren skovler den ene skovlfuld korn op efter den anden, det bliver væltet over i lastbilen, og det går tjept, ingen tid til at fundere over kornet, livet eller til at snakke med andre. Jeg når dog at snakke med andre, samtidig med at jeg spiser hurtigt, det øger så bare sandsynligheden for, at der ryger masser af luft ned i fordøjelsessystemet og at jeg ikke når at smage maden eller mærke mætheden. Det vil jeg øve mig på i denne søde adventstid, jeg vil nyde maden, jeg vil nyde det søde julebag, jeg vil nyde min sylte med sennep og rødbeder, jeg vil koge et æg til min sildemad i dag, og jeg vil nyde det hele, langsomt!

Og så vil jeg nyde, at jeg kører ned og hygger hos min far sammen med min ene søster. Plejehjemmet adventshygger og sælger æbleskiver, småkager, kaffe og gløgg, de samler penge sammen til en bil.

God fredag til dig

Lidt af hvert (et rammende udtryk for min hjernevirksomhed)

To arbejdsdage med hver sit indhold. Starten på begge dage var ikke den bedst ønskelige, jeg var dødhamrende træt i går morges, da jeg vågnede, og tanken om køretur på to timer hver sin vej med mig som chauffør og oplæg foran 70 mennesker om vores tværfaglige arbejde gjorde mig endnu mere træt. Trætheden var jeg selv skyld i, jeg havde inviteret kolleger til strikkeklub aftenen forinden, og vi hyggede os, så det blev sent, inden jeg kom i seng. Men da jeg så sad i bilen med gode kolleger, så gik snakken jo og jeg livede op. Det var dog en træt sygeplejerske, der skænkede sig en god kop te vel hjemme igen, før end jeg hoppede ud i bilen for at køre til udvidet korøveaften. Som altid letter trætheden, når jeg er der og synger af karsken bælg. Som altid kan jeg ikke finde ud af at finde min seng, når jeg kommer hjem, skulle jeg følge mit vanlige søvnmønster, skulle jeg gå direkte fra bilen og ind i seng. Nu blev det igen alt for sent, inden jeg kom i seng. Så i morges hamrede jeg mit skinneben ind i opvaskemaskinelågen og slog flis af et ildfast fad. Sådan fortsatte dagen heldigvis ikke, det blev en god dag, en rigtig god dag:

· Forberedelse til vores forskningsprojekt, fandt artikler til kollegerne og sendte mail om møder og plan for møderne

· Møde med min ledelse om indsatsområder i foråret

· Deltog i tværfaglig teamkonference og fik givet feedback til kolleger om gode sygeplejefaglige input i den tværfaglige debat.

· Forberedelse til et kursus i forår, hvor jeg bookede lokaler og sendte mail

· Møde i dokumentationsgruppen med en givende diskussion

· Referat og opfølgning på mødet

· Spørgsmål fra køkkenassistent om et ernæringsprodukt og opfølgning på dette

· God snak med min kollega i ernæringsteamet og vurdering af vores fokusområdetavle

· Frokost

· Forberedelse til en lille lærende konference med vores neuropsykolog

· Deltog i denne konference

· Møde med vores to sygeplejestuderende, som næste forår skal skrive bachelor. Når nu bachelordating på sygeplejeskolen blev aflyst, så datede jeg da vore egne studerende. Nu ved de, hvilke emner, vi gerne så undersøgt.

· Vi fik også snakket om, hvordan vi på afsnittet arbejder med udvikling og forskning. En rigtig god afslutning på dagen.

· En halv times overarbejde for at lukke løse ender, inden jeg nu er gået på ferie!

Og som indlæg, så også skribenten. Jeg elsker det impulsive, det afvekslende, det at lade sig inspirere, men jeg kan også arbejde struktureret og i punktform. Ferien begynder med arbejde, for jeg har ikke kunnet koncentrere mig om kritisk læsning af artikler til forskningsprojektet på arbejde, så nu snupper jeg den store afhandling før weekenden og dernæst en artikel om dagen efter weekenden, og så afspadserer jeg timerne på en decemberdag, hvor det giver god mening. God mening giver det at synke ned i sofaen, lade ørerne lytte til de sidste timer af Rosendyrkerne og så forsøge om min finger, som pludselig fremstod hævet i morges, vil være med til at strikke.

God aften til dig.

Min ganske almindelige hverdagsfridag i går

• stod op halv syv, havde sat uret til halv seks, ændrede det til seks og ignorerede det til halv syv
• bryggede te, ordnede post og regninger
• kørte til LOOP træning, købte lækkert brød til landmanden på hjemvejen
• skrev blogindlæg og spiste morgenmad
• strikkede og lyttede bog
• drak formiddagste med landmanden
• fjernede efterårskrukker, fandt fuglefoder  og foderbræt frem
• mens andre fejede alle bladene væk fra fliserne foran stuehuset, strikkede og boglyttede jeg 
• tjekkede mails
• spiste frokost med landmanden
• handlede ind
• strikkede og boglyttede
• drak eftermiddagste med landmanden (havde købt juleboller og klejner)
• fik sat gang i vaskemaskinen
• gik ca tre km
• tømte affaldssække
• vaskede bryggersgulvet (den lette udgave)
• lavede aftensmad OG dækkede bord
• så vi sad for en gangs skyld og spiste sammen, ofte ser landmanden fjernsyn og jeg ser viaplay, mens vi spiser i hver sin stue, dårlig vane, I know.
• tøj blev lagt sammen
• mere tøj blev vasket
• og derfor blev der også hængt nyt tøj op 
• mens jeg lagde tøj sammen, fandt jeg en gammel julefilm på DVDharddisken
• den så jeg, mens jeg strikkede (og nu lyttede jeg altså ikke til bog)
• aftensteen med en ostemad blev nydt hver for sig, landmanden så fodbold, jeg spillede wordfeud
• klokken nærmede sig sovetid
• men en maskinfuld vasketøj skulle lige hænges op
• mens jeg ventede, planlagde jeg denne dags fridag, på programmet står en times fys, knap en times plasmatapning, indkøb i byen, bagning til gæster i aften og forberedelse til møde onsdag.
• sådan gik en ganske almindelig hverdagsfridag

God tirsdag til dig

Et lille land med store forskelle

Weekenden er brugt på motorvejene mellem København og Vendsyssel og ikke mindst sammen med min familie. Alle mine søskende med ægtefæller, vores børn med kærester på nær min ene niece, der er i Paris, var samlet i min bror og svigerindes nye hus til samvær og nærvær. Landmanden og jeg kørte ud fra gårdspladsen lørdag morgen med bevidstheden om, at en snestorm var varslet på Sjælland, men det afholdt os ikke fra turen.

Vi mødtes ved middagstid med datter og søn samt svigerdatter til frokost på cafe. Sneen var begyndt at falde som fnug, der forvandledes til slud, når det ramte vejene. Svigersønnens barbershop blev besøgt, men da der var kunder, og da det jo er et kvindefrit område med plads til mandehygge, hilste vi blot på og drog ud til Vanløse. Nu væltede sneen ned, vi rykkede sammen i det skønne byhus, drak te og spiste lagkage, mens sneen forvandlede omgivelserne. Landmanden faldt så lang han var, da han skulle hente svigersønnen, det var blevet frostvejr og glat.

Vi havde en skøn aften med tid til snak og pakkeleg, landmanden og jeg tog en stor andel af gaverne, vores svigerdatter og datter fulgte trop, så gad vide hvor mange pakker de andre familier egentlig fik. Sønnen fik køretjansen ind til Frederiksberg og Nørrebro, der var glat, masser af sne på vejen og fra oven. Men vi kom sikkert i hus. Landmanden og jeg stod op næste morgen og hentede godt brød fra bageren tæt på sønnens lejlighed, og sammen med søn, hans roommate og sønnens kæreste nød vi morgenmaden, før vi satte kurs mod Nordjylland.

Det blev en lang tur hjem, i København og omegn var der masser af sne, som nu blev forvandlet til vand. Efter Sorø var der fine veje, ingen vind og godt at køre. Vel over Storebæltsbroen tog blæsten til, der var snesjap, som dog var ryddet væk fra vejen. Godt forbi Odense kom vi helt ned i fart, der var glat, masser af sne, og trafikken sneglede sig af sted med 20 – 40 km i timen. Så forsvandt sneen, til gengæld tog blæsten kraftig til og lette køretøjer blev frarådet at køre over Lillebæltsbroen. Det rykkede godt i bilen, da vi kørte over. Nu gik det forholdsvis nemt, indtil vi hørte i radioen, at lastbiler hang fast på bakker ved Skanderborg. Stort spørgsmålstegn, der var jo ikke glat, så det måtte være over, når vi kom dertil. Ha, vi fik lige lagt yderlige 45 minutter oven i køretiden på en strækning på 6 km., vi sneglede os af sted i lange køer. Det viste sig så, at det var én lastbil, der havde vendt sig på tværs op ad en bakke, og der var faktisk glat lige der. Resten af vejen gik godt og i Nordjylland var der kun antydning af sne i kanten af vejene. Det var et træt landmandspar, der krøb sammen i den lune stue med tekrus og hver sine sysler, jeg strikkede og landmanden så fjernsyn.

Dagens fridag er skudt i gang, jeg hørte i radioen om nudging i forhold til omlægning af livsstilsvaner. Et af rådene var at trække i træningstøjet om morgenen, for så kom intention og handling oftere til at stemme overens. LOOP træning er overstået, senere skal efterårskrukkerne sættes ind i laden. De er formentlig frosne, så der kan ikke plantes vinterkrukker, før de er tøet op. Fuglene skal også fodres, der er jo bidende koldt udenfor. Sidste indlægs kommentarer skal besvares, jeg læste mange af dem undervejs i weekenden, men et sådant emne kræver tid til ordentlige svar, så de kommer senere.

Lige nu vil jeg nyde at kunne skænke en kop te, finde strikketøjet, sætte høretelefonerne på og lytte til en bog. God mandag til dig.

I tråd med mine tanker

Som lovet får I et indlæg om det foredrag, jeg var til i forgårs aftes, om aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp. Ulempen ved ikke at skrive noter, sådan som jeg ville gøre, hvis det var et arbejdsrelateret møde, er, at jeg nu har svært ved at huske de gode pointer. Men jeg lovede mig selv den aften, at jeg blot skulle være til stede og opleve, og det var jeg. Når man er enig om noget, så fæstner tingene sig ikke så godt, for man nikker og bliver så glad for, at en anden tænker de samme tanker som en, og så tænker man måske ikke så meget over det, så pointerne lagres. Foredragsholderen, som er hospicepræst, gjorde klar fra begyndelsen af, at han ikke var neutral, foredraget skulle derfor betragtes som et partsindlæg. Hospicefilosofien i Danmark harmonerer ikke med aktiv dødshjælp, aktiv dødshjælp vil sige at slå et andet menneske ihjel, at man hjælper et menneske til at dø, hvor hospicetanken er at hjælpe et menneske med at dø, det han kaldte aktiv livshjælp. Dø skal vi alle, det er et livsvilkår, det er der bare mange mennesker, der har svært ved at leve med, for man må da kunne gøre noget. Vi er så fokuseret på at være handlekraftige, at det strider mod alt i os ikke at have kontrol over dødstidspunktet. Lad det være sagt med det samme, jeg er også mod aktiv dødshjælp, så I får min version af foredraget.

Som sagt kan jeg slet ikke huske alle de kloge ting, foredragsholderen kom med, for han kiggede på ordene, vi brugte, han understregede med al den erfaring han havde som en del af det palliative team på hospice gennem over 30 år og den viden, der er i studier om dette emne, at vi kan rigtig mange ting i dag. Det som mange er bange for er smerter og uværdighed. Og det var de to emner, foredraget handlede om.

Lad os tage værdighed først. Jeg har skrevet om min holdning til dette før, og han sagde nøjagtig det samme. Om man føler sig værdig, om en situation opleves som værdigt, handler om de mennesker omkring os og om de møder os med værdighed. Han spurgte, hvorfor er det, at vi synes, at når et menneske ikke kan klare sig selv mere, at så er det ikke værdigt? Hvad er det, der gør, at vi sætter værdighed lig med færdighed, altså at vi skal selv kunne klare eksempelvis det at tørre sig bagi eller at vi ikke bare må ligge i sengen. Vi omtaler da ikke et barn som uværdigt, fordi barnet har brug for hjælp? Han viste tal fra Holland, hvordan aktiv dødshjælp stiger og stiger for hvert år, først var det mennesker med svære cancerforløb, som måtte bestemme deres dødsstidspunkt, nu er det mange flere sygdomme. I Belgien må børn fra 10 år også vælge døden. Foredragsholderen og hele hospicepersonalet i Danmark samt Etisk Råd mener, at hvis man tillader eutanasi, som er et mere korrekt ord end aktiv dødshjælp, så er det måske i første omgang retten til selv at bestemme sin død, men langsomt bliver det også en pligt til at dø. Han fortalte om et læserbrev fra en hollandsk kvinde, som skrev, at nu ville hun på plejehjem, for både hendes søn og hendes læge var begyndt at tale om, hvorvidt hun ikke skulle overveje eutanasi.

Om smerter sagde han, at man faktisk i dag kan dække langt de fleste smerter, der opstår i dødsforløbet, og at man i stedet for at ønske aktiv dødshjælp hellere skulle se på de vilkår, man byder sygehuse og hjemmeplejen, således at man til enhver tid kunne få fat i specialister i lindrende behandling. Foredragsholderne mente ikke, at vi skulle have flere hospicepladser, da 80 % af os ønsker at dø hjemme, det er der så bare kun 40 %, der rent faktisk får lov til. Han valgte at starte med tre fortællinger fra det virkelige liv, en af dem var hans egen oplevelse. For en af hans pointer var, at vi alle kan komme i situationer, hvor vi tænker, hvorfor kan vi ikke bare give en sprøjte og slutte denne svære dødsproces. Det foregår for en del år siden, hvor man ikke har den viden man har i dag om lindring af svære knoglesmerte. En mand først i 50erne lå på hospice, han var døende, hans kone og to halvvoksne børn var omkring ham, han havde smerter og derfor lå han hele tiden uroligt. Præsten (vores foredragsholder) havde holdt en andagt og havde spurgt patienten, om hvad han skulle bede for, og derfor blev det bedt om, at patienten snart måtte få lov til at dø. Patienten og præsten sagde farvel den aften og ønskede begge, at de ikke mere skulle ses. Sådan gik det ikke, patienten var der stadig næste eftermiddag, da præsten kom. Han var nu ikke ved bevidsthed, men havde stadig smerter. Familien blev aldrig ladt alene, hele tiden var der på skift tværfagligt personale, der støttede dem og sørgede for, at de fik mad og drikke. Døden kom næste dag. Nogle måneder senere havde præsten samtale med hustruen. Han spurgte hende, hvad hun ville have gjort, hvis der havde været mulighed for aktiv dødshjælp. Hvortil hun svarede, det ville jeg aldrig have valgt, for så var det jo mig, der valgte, han skulle dø. Og selv om hun i de sidste svære dage mange gange havde ønsket, at hendes mand skulle dø, så ville hun ikke kunne have levet med, at hun havde taget det valg. De fleste læger er mod aktiv dødshjælp, netop fordi de jo er dem, der skal slå patienten ihjel og hvad gør det ved forholdet mellem en læge og en patient, når man taler om muligheder i et behandlingsforløb eller når alle muligheder er udtømte. Vil patienten tænke som den gamle dame, der vil på plejehjem, fordi hun føler sig presset til at ønske aktiv dødshjælp? Ja, det kan være besværligt at være pårørende til et sygt menneske, men måske har en anden patient, som var døende, ret, når han sagde, vi døende har også noget at lære jer raske mennesker om livet. Den bog, han skrev sammen med en hospicesygeplejerske, har jeg skrevet om her. Og mine tanker om værdighed, selv når man er hjælpeløs og dybt afhængig af andre mennesker, har jeg skrevet om her.

Jeg kommer helt sikkert i tanke om flere gode ord fra foredraget, men dem lader jeg ligge og vil i stedet for ønske jer alle en god, velsignet weekend. Nu vil jeg køre ned til min far og nyde en god kage sammen med ham.

Og nej, jeg har ikke fundet julepynten frem, det er fra januar, hvor de sidste lys brændte ned, før julepynten blev pakket væk.

En skøn aften og noget at glæde sig til

Kan man bruge ordet skøn, når aftenens emne var aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp? Men det var et godt foredrag med en spændende og engageret foredragsholder. I skal nok få min oplevelse af aftenen, men det må dog vente, for jeg skal til København hele dagen i dag. Jeg er med i en netværksgruppe for trombolysesygeplejersker, og denne gang skal mødet holdes på Rigshospitalet. Jeg skal heldigvis på tur med min gode kollega, så kan vi få tid til at drøfte stort og småt undervejs. Efter arbejdsdagen i dag har jeg fem fridage og to arbejdsdage, hvorefter jeg har 7 ferie/fridage, hvor der skal julepyntes, julebages og decemberhygges. Jeg glæder mig.

Grin og gråd

Trætheden var så markant, da jeg kørte hjem en halv time senere end planlagt i dag, at jeg var tæt på tårer. Kender du den følelse, hvor man ryger tilbage til dengang man var barn og bare gerne vil trøstes? Der er ikke noget, jeg skal trøstes med, alt er godt, jeg er bare så træt dette efterår, så der skal ikke meget til at vælte mig, et forkert ord, en diskussion, og så alle mine forventninger. Og min første tanke i bilen var, hvorfor skrev jeg dog på bloggen, at jeg tog til foredrag i aften, men nu er jeg glad for det, for jeres kommentarer gør, at jeg tager af sted!

Hjemme er der drukket te, surfet på nettet, løst lidt wordfeud og lavet let aftensmad til landmanden, jeg har ikke lyst til varm mad. Og så sad jeg lidt træt ved computeren igen, læste den mail min søster havde sendt til alle, egentlig primært til landmanden, som er Elvisfan som hende, men hun syntes alligevel, vi andre skulle give os tid til at se den lille video på 5 minutter. det har jeg så gjort. Jeg har grinet og grinet, mens tårerne var bag øjenlågene, for hvor er det dog dejligt livsbekræftende at se den lille skønne pige synge. God aften til dig

Livets gang

Havde jeg fået min vilje dengang, så havde jeg ikke haft den stilling, jeg har nu. Mon jeg så havde været på afdelingen stadig? Det er ikke til at vide. Jeg er glad for min stilling, men jeg kan godt mærke dage som i går, hvor de knoklede for at give patienterne den bedste pleje, observation og behandling, at der er det svært at blive siddende på kontoret, fordi der var møde, mødeindkaldelser og instrukser, der skulle være færdige. Vi havde en aftale om, at koordinator tilkaldte mig, hvis enderne ikke kunne nå sammen mere. Så derfor måtte en gammel dame finde sig i blive hjulpet af to knap så gamle damer, men langt ældre end gennemsnitsalderen for sygeplejerskerne på afdelingen. Afdelingssygeplejersken og jeg gik i gang, og den gamle dame fik at vide af mig, at hun nu kom på min liste over mennesker,som jeg gerne vil være som, når jeg er midt i firserne. Mange synes, at det er trist, når yngre mennesker bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, det er det! Men det er faktisk lige så trist, når en gammel dame, som ellers har klaret sig selv i eget hjem, bliver ramt, for hun har langt sværere ved at få genoptrænet sig end den yngre.

I går aftes trænede jeg mit snakketøj og mit strikketøj. Der var strikkecafe hos Garnudsalg.dk og jeg stornød det. Sidste gang måtte jeg trods ferie melde afbud, fordi jeg småskrantede. I går var jeg bare træt, men det forsvandt under "træningen". Jeg blev dog nødt til at være den første til at gå, for når uret ringer klokken fem, nytter det ikke at stornyde aftenen så meget, at jeg glemmer sengetiden. Onsdagen er startet, den byder på lidt af hvert, blandt andet et foredrag i aften om aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp. Vi er en flok fra afdelingen, der har sat hinanden stævne til dette spændende foredrag ved en hospicepræst:

“Hvad har vi brug for, når vi er alvorligt syge og i forvejen både føler os til overs og til belastning for vores nærmeste? Hvad er det bedste, de mennesker, der er omkring os, kan gøre, når vi ikke længere synes, at vi er til nytte og føler os uværdige? Har vi så brug for aktiv dødshjælp eller drab på begæring, som det græske ord “eutanasi” egentlig betyder? Jeg tror det ikke. Vi har snarere brug for den værdighed, de andre kan give os ved den måde, de behandler os på! Vi har brug for føle os betydningsfulde ikke så meget for det ,vi gør, men for det vi er. Vi har brug for at have retten til at være til besvær, i familien og i samfundet.”

God onsdag til dig

En weekend kom og gik

Det er mandag morgen, fire arbejdsdage er foran mig, som hver på sin måde bliver intense, og hvor jeg havde kalkuleret med forberedelser i weekenden, sådan blev det ikke. Jeg havde brug for at være stille, brug for at strikke og være sammen med mand og barn. Landmanden og jeg tog på udflugt lørdag til Aarhus, hvor datteren havde været på besøg hos veninder. Vi drog i Ikea og Silvan for at handle ind til søndagens håndværkertur. Lørdag aften nød jeg sammen med datteren, landmanden så fodbold, indimellem mødtes vi til te og snak. Søndag blev tilbragt i Haderslev, hvor datterens studielejlighed fik hylder, der blev hængt diverse ting op, og da vi drog hjem igen, var det en fin og personlig lejlighed, datteren kunne gå i seng i. Jeg havde køretjansen halvdelen af vejen ud og hjem, strikketøjet fik dog et par striber undervejs. Min tjans på håndværkerholdet var at rydde op og hente mad, så jeg fik set en lille bid af Haderslev.

Mandagen banker ihærdigt på, så jeg må slippe weekenden og gå i gang. God mandag til dig.

Sikke et vejr

Der ligger dyngevis af blade op langs huset efter stormen sidste weekend, jeg havde regnet med at jeg skulle have fjernet dem i dag, det blev så ikke sådan. Det har regnet, så det stod ned i stænger,og alle bladene i tagrenderne sørgede for, at man kunne tage brusebad, hvor som helst man ville. Så blev det gråvejr, så blev det solskin og så blev det gråvejr og siden regnvejr igen. Nu er det tørvejr, men det er begyndt at blæse.

Sådan en dag kan man nemt komme til at forpuppe sig, så efter LOOP har jeg kun holdt vaskemaskinen i gang, og ellers er der blevet lyttet bog, strikket, lidt kontorarbejde og masser af sofatid. Aftensmaden bliver af den nemme slags, resterne af gryderetten med hakket oksekød fra i går er røget i tortillas fra fryseren, ind i ovnen og så lidt reven ost til sidst. Ingen salat, allerhøjst en gnavegulerod. Mens ovnen klarer det, vaskemaskinen tager sin tørn og landmanden er kørt sig en tur, vil jeg forpuppe mig i sofaen igen. God aften til dig.

Hvordan går det med de lydbøger?

Jeg får lyttet, men det går langsomt, jeg vil hellere se en serie end lytte, når jeg slapper af om aftenen. I bilen hører jeg bøgerne, men der er dage, hvor jeg bare har brug for stilhed eller at jeg synger vildt og voldsomt. Og så er der tidspunkter, hvor det bliver helt tydeligt, hvordan jeg læser bøger og hvorfor jeg er hurtig til at læse bøger. Når noget bliver lidt pinligt eller lidt faretruende eller hvis der er for megen naturbeskrivelse, så plejer jeg at skimlæse. Det kan jeg ikke her, så slukker jeg og venter til jeg orker at lytte mig gennem det pinlige/farlige eller kedelige.

Jeg har dog lyttet til to bøger, den ene har jeg skrevet om her, den anden er Olive Kitteridge af  Elisabeth Strout. Den fængede mig, men jeg måtte også indimellem tage mig sammen for at blive færdig med den, nok mest fordi det var en lydbog. Bogen er en samling noveller, hvor personen Olive Kitteridge indgår på den ene eller anden måde. Nogle gange kun som en enkelt sætning, jeg kan godt lide, når bøger skifter perspektiv, jeg kan allerbedst lide, hvis trådene så samles til sidst. Det gør de ikke her, de forskellige mennesker, vi møder, kan vi spekulere på, hvordan det mon gik dem. Den eneste vi får lidt styr på, er Olive Kitteridge, og hun er noget af en dame, ikke ligefrem en man holder af med det samme, men lidt efter lidt sniger hun sig ind under huden på en. Jeg kan se, nu hvor jeg googlede titlen, at den er filmatiseret som en serie på HBO.
Nu er jeg gået i gang med Rosendyrkerne, jeg har 18 dage tilbage til at lytte 16 timer, jeg må vist sætte tempoet op. Den er spændende, veksler mellem tilbageglimt fra 2. verdenskrig på Guernsey (en af kanaløerne) og nutiden på selv samme ø. Havde jeg læst den, havde jeg allerede nu skimlæst visse steder for at finde ud af, hvordan det går de to kvinder, som er hovedpersonerne.

Hvad mon du læser lige nu?

 Sner det hos os? Overhovedet ikke, men indlægget skulle have et billede og på den computer, jeg sidder ved lige nu, var der kun meget få billeder.

Sommerbilledet er fra mit barndomshjem, taget en sommer, mens min far stadig boede der, og begge billeder har helt sikkert været på bloggen før.

Plus og minus

Det havde fyldt hele arbejdsdagen som en murrende fornemmelse, jeg havde meldt mit afsnit til bachelordating. Jeg havde aldrig prøvet det før, havde egentlig heller ikke tid til at forberede mig, men forsøgte alligevel at stjæle minutter hist og pist og satsede på, at min erfarenhed kunne gøre ud for resten af forberedelsen. Det det gik ud på og som mine unge kolleger havde forklaret mig, var, at man inviterer praksis til at komme med problemstillinger eller projekter, som vi tænkte kunne være oplagte at skrive bacheloropgave om. Vi havde faktisk fundet tre forskellige emner og jeg håbede inderst inde, at nogen ville se lyset og vælge et af de emner. Jeg drog af sted med favnen fuld af mapper, som udgjorde min eksterne hukommelse, blot for at komme til en dør på sygeplejeskolen, hvorpå der stod, at bachelordating var aflyst pga for få tilmeldte! ØV

Da jeg stod ude ved skolen, opdagede jeg, at jeg havde glemt min pung hjemme på gården. ØV jeg skulle jo have købt lidt på vejen hjem. Pludselig så jeg kassen i Føtex for mig, der stod da vist at man kunne betale via mobilepay, Føtex ligger lige ved siden af skolen og ganske rigtig, en ung kvinde forklarede mig, hvordan det virkede, og så fik jeg handlet ind uden dankort og penge i lommen. Genialt!

Nu er jeg så hjemme før tid og har tænkt mig at få læst noget faglitteratur og besvaret mails. Men først skal alle I, der ligesom mig glemmer I er på instagram eller ikke er på det, alligevel se min smukke morgen. Jeg mødte en time senere for at kunne deltage i det der datinghalløj til klokken 16, og det medførte en smuk gåtur fra p-pladsen langt fra sygehuset. Skønt.

Te er brygget, rodfrugtsuppe og grovciabattabrød er hjembragt, ingen kor i aften, jeg kan nå at bruge to timer på faglitteratur og endda have tid til overs til hyggelæsning (magasinet Liv er nemlig også kommet med hjem) God onsdag til dig.

Stemning

Hundepoter er markeret overalt på bryggersbordetgulvet, landmanden glemte vist at tørre poter af på Istvan efter morgenstundens luftetur. På bordet i køkkenet står der tallerkner overalt og opvaskemaskinen tilbyder rent service til køkkenskabene. Tæpper og efterladte trøjer ligger rundt omkring. Det ses tydeligt, at vi begge var trætte i går efter arbejde og derfor faldt i søvn på sofaer med sen nattesøvn til følge. En ny dag er begyndt og om lidt sætter jeg lydbog og mig selv i gang, der skal ryddes op, for jeg får besøg af en klaverstemmer midt formiddag. Mit klaver er ikke blevet stemt i flere år, nu skal det være, for jeg har lyst til gode toner fra klaveret. Ikke fordi jeg spiller på det, selv om jeg håber på at komme i gang igen. Det gamle klaver købte jeg, da vi havde boet på gården et års tid, jeg var god til at spare op og havde fortsat den gode vane, efter jeg havde købt en lille bil, da jeg blev landmandskæreste. Så det var en stor dag, da jeg købte klaveret, for et hjem uden klaver var ikke det, jeg var opvokset med. Ingen af børnene er gået klavervejen, de har i stedet for sunget og for sønnens vedkommende blev der også spillet guitar. Jeg kan ikke spille let og flydende, faktisk rynker min far brynene, når jeg øver mig lidt på hans klaver, så jeg må vist øve mig på julemelodier, inden jeg skal ned til ham igen. Nu vil jeg glæde mig til harmoniske toner, og tanken om at sætte fingrene på tangenterne og lade toner komme frem gør mig glad. Hvad gør dig glad på sådan en våd novemberdag? Og må du få en god dag i dag.

Overfaldet af hverdagen?

Egentlig ikke, måske snarere overvældet af hverdagens mangfoldighed og indtryk. Onsdagens fridag havde jeg fået booket godt og rigeligt. Bilen kørte ud og ind fra/på gårdspladsen fire gange den dag. Først fodterapeut, en hel times nydelse, jeg er nemlig temmelig hårdhudet, så der skal tid til. Så 1½ time senere ind til samme by til fysioterapeut, også her en times nydelse. Jeg har fået at vide, at jeg skal droppe den dårlige samvittighed over, at muskler og sener er så spændt op (jeg får jo ikke trænet det, jeg gerne skulle), for smerterne kan vi holde i ave med denne behandling hver 14. dag. Det er jo ikke blot arbejdsstillingerne og de mange timer foran computer på arbejdspladsen, det er også de mange timer foran computeren herhjemme (bloglivet tager tid) og strikning, der alle trigger nøjagtig de samme punkter. Så kørte bilen til Aalborg til personalemøde, mine kolleger er så skønne og fulde af gode ideer, så det er en nydelse at være med. Onsdagen sluttede af med korsang, vi øver julesange, det kan man kun blive glad af.

Torsdag blev fyldt med en dag sammen med vejlederne for de studerende og eleverne, vi mødes sammen med den anden neurologisk sengeafdelings vejledere to gange om året og udveksler erfaring og får fyldt ny inspiration og viden på af oplægsholdere. Dagen sluttede af med at yngste lillesøster fra København kørte ind på gårdspladsen sent om aftenen og stadig er her. Det har været skønt at få tid til at snakke. Min fredags arbejdsdag bestod dels af hjemmearbejde ved computeren, dels af en tur til Aarhus for at høre et ph.d. forsvar.  Emnet var patologisk træthed hos mennesker med apopleksi, udvikling af et program til at hjælpe patienterne til at håndtere trætheden og vurdering af programmet. Det var spændende og jeg skal have fundet tid til at læse hele afhandlingen og tænke over, hvordan vi kan bruge den viden, der er fremkommet her.

Nu er det lørdag, landmanden og Istvan er taget på jagt, lillesøster sover endnu, der er vasket op, tømt opvaskemaskine og brygget te. En lastbil kommer lige om lidt for at hente kartofler, jeg kan ikke køre truck, så det vil landmandens lillebror, som også har landbrug her på vejen, hjælpe mig med. Jeg skal i aftenvagt, søster skal besøge vores far og siden hen en anden af vores søstre.

Nu vil jeg lune boller og dække bord til hyggemorgenspisning sammen med min søster. God dag til dig.

Hverdag igen

Det var godt at være tilbage, jeg er langt bedre til at være sygeplejerske på arbejde end sygeplejerske på ferie, mens min mand arbejder. Arbejdsdagen blev lidt længere, da vi havde undervisning med ekstern underviser, hvor der skulle findes undervisningsgrej (det var undervisning i at anlægge venflon) og dermed havde jeg også et oprydningsarbejde bagefter. Mine kolleger var nu søde til at tage noget med ned på afdelingen, men jeg var jo den, der vidste, hvor jeg havde hentet ekstra stole osv. Vel hjemme kunne  jeg konstatere, at landmanden stadig var på jagt, så jeg tog en hurtig beslutning, traveskoene på og en halv times rask trav ud ad landevejen. Undervejs ændrede jeg madplan, vi skulle egentlig have risengrød, men det er smartere i morgen, hvor jeg godt nok har fri, men skal til personalemøde om eftermiddagen. Der vil det være rart med en aftensmad, som kan hentes frem fra sengens lune dyner og spises med det samme, inden jeg skal til kor. Hvad skulle menuen så stå på i dag? Min redning blev en af mine yndlingsretter; frittata i ovn med lidt af hvert fra køleskab og fryser. I dag blev det skiver af små kogte kartofler, løg, ærter, grønne bønner, edamamebønner, små tomater og med rigelige mængder af gedeost oven på æggemassen. Nemt og bekvemt, som sammen med rugbrød bliver en mættende ret. I køleskabet står en lille portion æblemos, jeg nåede nemlig i går at plukke æbler; det meste røg i saftkogeren, resten blev ved hjælp af min æbleskræller og kogning forvandlet til æblemos. Det meste er i fryseren, men jeg har også fløde i køleskabet, så vi skal vist have en lille æbledessert til aftenteen. Sådan en hverdag er slet ikke så ringe endda.

Novembermorgen

Mandag morgen er startet, ganske som den plejer. Mobilen kalder insisterende på mig, og jeg er med det samme klar. Der er ikke megen snuen eller strækken over min opvågning. Mens jeg vågner, lægger jeg tøj sammen, det har hængt til tørre i folkerummet, hvor der er dejlig gulvvarme, og tøjstativet skal væk, inden medarbejderne møder ind. Så gør jeg mig klar på badeværelset, inden landmanden står op, og mens han gør sig klar, brygger jeg te, sørger for mad til Istvan og dækker bord. Mens landmanden spiser sin morgenmad, tømmer jeg opvaskemaskine. Det er fridag, så min morgen starter en time senere end på arbejdsdage. Når landmanden går ud, sætter jeg mig ved computeren med min morgenmad og min kop te, jeg elsker denne stille stund alene.

Jeg er begyndt at tjekke nyhedsoverskrifter på de to tv-kanaler og fem af de store avisers hjemmeside, jeg er ikke nyhedsfan, det gør mig deprimeret og jeg føler ofte, at vi hver især læser det, vi vil læse og tolker det, vi læser, som vi gerne vil tolke det. Og nyhedsoverskrifterne på de syv medier bekræfter mig i, at vi alle har vores kæpheste. Det er der ikke noget nyt i, vi lægger hver især mærke til forskellige ting, når vi læser, når vi lytter og når vi ser. Det er det, der gør det så forbistret svært at diskutere følsomme emner, for vi er ikke særlig gode til at lade os oplyse af andre. Da jeg læste bogen Videnskabsteori af Jakob Birkler i forbindelse med min diplomuddannelse, gjorde det indtryk på mig og gav mening for mig, da JB forklarede hermeneutikernes filosofi, at vi alle har en forforståelse, som vi tager med ind, når vi lærer og at vi derfor ikke nødvendigvis har den samme forståelse efterfølgende, selv om vi har hørt, set, læst det samme. JB illustrerede det med, at vi hver har en lommelygte, den retter vi mod det, vi skal forstå, men jeg lyser måske på emnet fra én vinkel (min forforståelse af emnet), du fra en anden vinkel og dermed oplyser vore lommelygter ikke det samme.  Uanset hvor god vores lommelygte er, kan den aldrig oplyse alt, vi ser alle kun en flig af virkeligheden. Så hvis vi skal nærme os en fælles forståelse, er vi nødt til først at erkende, at vi alene har ikke hele sandheden, at vi hver især kun ser en flig af sandheden og at vi derfor må lytte til hinandens forståelse og spørge ind til den, for måske derefter at opnå en fælles forståelse og måske blive klogere. Det er nemt skrive, det er rigtig svært at gøre, og dermed er kimen lagt til forviklinger, misforståelser og fordomme. Når jeg fra sidelinjen følger med på Facebook eller andre medier, er det netop det sidste, jeg har indtryk af, og jeg er som en struds, jeg vælger at lukke ører og øjne, fordi jeg helst vil have fred. Det dur dog ikke, jeg er også nødt til at tage stilling, det er bare så forbistret svært, for hvad er det rigtige?

Nå det bliver jeg nok ikke klogere på sådan en tidlig mandag morgen. Jeg kan se at danske soldater sendes ud uden militærmanual, at danske kommuner bruger mange penge på midlertidige boliger til flygtninge, der er tilkendt asyl, at mennesker behandles og forvandles til dyr på Lesbos, at vi overuddanner i Danmark, alt for mange kommer på universitetet og starter ph.d.-uddannelse, at SKATs nedlagte gældssystem er skyld i op og nedskrivning af gæld, at pårørende slet ikke bliver hjulpet i forbindelse med beslutningerne om, at flere skal dø i eget hjem, og dermed knækker pårørende nakken på plejen i hjemmet. Og typisk for mig var den sidste nyhed den, jeg gerne ville læse i dybden, men jeg har ikke abonnement på nogle af e-aviserne, så jeg må undvære. Morgenens rutine er overstået, det er sidste dag, før hverdagen på sygehuset vender tilbage, der skal arbejdes igennem i dag med nogle af de ting, jeg gerne ville have nået i min ferie.

Jeg snupper dog lige en pind mere på strikketøjet og en kop te, mens lyset for alvor bryder frem. Solen er der ingen lovning på, så jeg vil nyde tørvejret. Må du få en god start på denne første uge i november.

En god weekend

Weekenden har stået i samværets tegn, samvær med datteren, men også samvær med andre. Svoger og svigerinde inviterede landmand og frue til spisning i går aftes, og der var lige stor glæde hos svigerindeparret og datteren, da de fandt ud af, at de skulle være sammen. Vi har hygget os, vi har diskuteret (højlydt), vi har slappet af, vi har shoppet i IKEA, som sammen med genbrugsbutikker i Haderslev har sikret datteren en velfungerende studielejlighed. Hun er en ørn til at finde ting i genbrugsbutikker, det gælder både tøj, møbler og husholdningsgrej. Jeg kender ingen som datteren, der kan sætte tøj sammen, så det ligner en million *. Glæden over at være sammen gør, at jeg længes endnu mere efter at være sammen med sønnen, mere vil have mere, så sønnens kæreste og svigersønnen kommer også med i min gensynslængsel.

Landmanden er på jagt i dag, Istvan måtte blive hjemme, da det er pürsch på kronvildt. Det fandt hunden sig dog i, den faldt i søvn igen ligesom jeg gjorde, og først senere vågnede vi alle op til dåd. Datteren og jeg trækker morgenmaden i langdrag, og Istvan sover roligt ude i bryggerset med døren åben ind til al kvindesnakken. Istvan har fået sin første mulige borreliareaktion, han har gennem tiden haft talrige flåter siddende på kroppen. I går fjernede landmanden en flåt, men huden omkring stikket var ildrødt, og google hjalp os til viden om, at hunde kan blive lige så syge som mennesker, hvis ikke man handler med det samme og kommer i penicillinbehandling, og dyrlægen bekræftede den viden, så nu er det med at huske medicinindtag to gange om dagen.

* Hatten er genbrug, frakken er mit første indkøb som nyuddannet sygeplejerske. Landmanden stejlede over formuleringen Vildmosens sandjord, for nok udgør mosens bund stenalderhavbund, som er sand, men selve mosen er spagnumjord.

Ha en rigtig god søndag.

fra billedarkivet: Lysglobe i Stockholm. Til minde om vores kære, som vi har mistet.

En god dag

Jeg dur ikke til at holde ferie, når landmanden har travlt, ikke fordi jeg får lavet noget, tværtimod. Det ender som regel med, at jeg får lavet de ting, jeg ikke skulle have lavet og bliver småsyg. Jeg har dog fået ryddet op i papirbunken på mit værelse, de er sat i mapper og er endt i mit skab på arbejde. Jeg nåede så ikke at få ryddet op i det skab, det må vente. Jeg har også fået andre småting af vejen, og jeg har strikket, ikke på kjolen, for den skal jeg jo have prøvet først, men derimod på små strikkeprojekter. Kvalme, utilpashed, smerter ved øjet og smerter hist og pist har fulgt min ferie. Strikkecafe og korkoncert måtte jeg aflyse.

Men i dag har været en god dag, jeg har besøgt min far, og han var vågen, han var glad, han var godt tilpas. Han virkede nærværende og grinte sammen med mig, når jeg dansede med ham, eller når jeg mindede ham om, hvordan min ældste lillesøster ligner vores mor, hun kan altid få alting fra hånden, hun er så struktureret og formår at planlægge, så hun når mest muligt på sine dage. Min lillesøster er kun 21 måneder yngre end mig, men jeg ville gå ned med stress, hvis jeg skulle nå alt det, hun når i sin fritid (og hun har lige så travlt som jeg har det på sin arbejdsplads)

Vi nåede at spise middag sammen, at gå tur på plejehjemmet, i plejehjemmets have og en lille tur udenfor plejehjemmet. Da jeg sagde, at jeg nu skulle hjem, smilte min far, og da jeg så fortalte ham, at min yngste lillesøster fra København ville komme på besøg næste søndag, kom det hurtigt og glad fra ham: Åh TAK skal du ha! Vi kan godt glemme alt om at være hans yndlingsbarn, vi er elsket alle fem, men lillesøster har en ganske særlig plads i hans hjerte. Det er helt ok, det gør mig glad, så jeg kørte hjem i godt humør, og lige nu sidder datteren i bus/tog på vej til Nordjylland, jeg glæder mig!

Sådan kan det siges så smukt

Vi vil jo gerne leve, til vi dør, gammel og mæt af dage, men sådan går det jo ikke altid. I et dameblads klumme læste jeg om journalistens erkendelse af, at døden er et uundgåeligt punktum for livet her på jorden. Det var pludselig gået op for hende, det som hun godt vidste, men ikke erkendt, at hun skulle dø en dag.

Når så døden melder sin ankomst før tid, så kæmper vi, vi gør hvad som helst for at undgå den, det er naturligt, for døden skal jo først komme, når vi er ældgamle. Den skal jo ikke rive børn fra deres forældre, uagtet at børnene måske er voksne. Min mormor måtte følge to af sine børn til graven og sagde, dette er ikke naturligt, jeg skulle jo dø før dem. Det samme gav min mor udtryk for, da min nieces kræftsygdom vendte tilbage, og vi vidste, at tiden sammen nu var afgrænset.

I disse dage giver hospitalspræsterne udtryk for, at vi i sundhedssystemet understøtter denne vilje til at fortsætte kampen mod døden, også der hvor man i stedet skulle fokusere på den gode tid sammen. Vores hospitalspræst er en af dem, der blev interviewet og hun er som menneske og præst fantastisk, hun lader aldrig kristendommen ”stå i vejen” for det at hjælpe en familie i nød og sorg. Nedenstående citat er hentet fra DR nyhederne og jeg synes det er smukt formuleret, så I får det i sin helhed:

Man forlænger døden i stedet for livet. Det er en dårlig afslutning, hvor der bliver et langt stykke af livet, der mere er lidelse og behandling, end det er livskvalitet, forklarer Ruth Østergaard Poulsen. Som hospitalspræst på Aalborg Universitetshospital oplever hun, at både behandlere, pårørende og patienterne selv giver udtryk for, at behandlingen nogle gange kan virke meningsløs. I følge Ruth Østergaard Poulsen har lægerne en del af ansvaret, fordi deres faglige identitet er at redde liv. Men det handler også om opfattelsen af døden hos patienter og pårørende.

- Det er vigtigt, at vi stadigvæk kan acceptere døden som en del af livet, så døden ikke bliver opfattet som en lægefejl, siger hun.

Døden som en lægefejl, i det udtryk ligger hele den opfattelse, der er herskende nu til dags, at hvis blot man kæmper, tænker positivt, lever sundt, spiser det rigtige, motionerer og finder de mest mærkelige tilbud rundt omkring i verden, der lover guld og grønne skove, så kan vi blive udødelige. Jeg synes, det er smukt formuleret, og det sætter tanker i gang.

Lykken er, at det bliver tidligt mørkt, for

• så kan jeg tænde levende lys.
• så kan jeg nyde min eftermiddagste sammen med den arbejdsomme landmand i det bløde skær.
• så kan jeg med god samvittighed sige, at vintertid er lig med dvaletid og dermed gå ned i tempo. Det sidste er så ikke noget problem, for når jeg tænker på, hvad jeg nåede, da jeg havde to skolebørn i indskolingen, og så det jeg når nu, hvor jeg kun har os to, så undrer jeg mig såre over den manglende energi.
• så er det varsel om, at snart må jeg finde juleCDerne frem og liste dem ud i bilen til de mørke køreture frem og tilbage til sygehuset.
• så bliver alt omkring mig så hyggeligt, jeg elsker mit hjem, både om sommer og vinteren, men nok allermest om vinteren.
• så nærmer vi os tiden med sne (ikke lige nu og ikke for meget, men i tilpasse doser)
• så nærmer vi os november, hvor jeg får set begge mine børn på en gang, jeg har ikke set dem siden først i august. Heldigvis kommer datteren hjem i denne weekend og jeg snakker jævnligt med sønnen.

Nå, jeg hygger lige videre med strikketøjet, stearinlys og tedrikning. Aftensmad? Der er vist en rest, der går godt sammen med rugbrød, spejlæg og en landmand, og så er der masser af havregryn til havregrød til en sygeplejerske, mon ikke vi kan klare os med det? 

God torsdag til dig.

Bare fordi

Billeder fra mandagens gåtur i skumringen.

God onsdag til dig.

Tanker fra et årsmøde 1

I weekenden var jeg til årsmøde i Dansk Selskab for Apopleksi, og jeg har lyst til at fortælle om, hvad der rører sig på det område. Blot det at være deltager giver noget, jeg får mødt mennesker fra andre sygehuse, jeg får drøftet hverdagen og den måde, vi arbejder på, med andre, som måske undrer sig og dermed tilskynder mig til at uddybe, hvorfor vi gør, som vi gør. Og dermed sætter det gang i en tankerække, som får mig til at konkludere, enten at det er godt, som vi gør det, eller at der er noget, vi kan ændre.

Før selve årsmødet var der tilbud om workshops med forskellige emner, to af dem blev aflyst og dermed fik jeg min leder og min kollega med på det emne, jeg skulle høre om. Og godt det samme, for nu er vi tre, der er begejstrede og har lyst til at udbrede den viden, vi fik. Emnet var støttende samtale til afasiramte mennesker. Afasi betyder nedsat evne til at bruge sproget, det kan vise sig som problemer med at finde ord, formulere sætninger, læse, skrive og forstå andres tale. Ikke alle problemer er til stede i lige høj grad hos den enkelte. Alle sygeplejersker har prøvet at forsøge at finde ud af, hvad en patient gerne vil. Alle sygeplejersker har prøvet at måttet opgive og efterlade en patient, der var dybt frustreret og selv være ked af det og frustreret. Denne metode er ikke ny viden, men handler om en systematik, som gør, at alle omkring patienten har samme tilgang til samtalen og dermed understøtter patientens mulighed for at kunne kommunikere med andre.

Metoden er bygget op om to principper; det anerkendende og det synliggørende. Patienten er en voksen person som alle andre og skal behandles som sådan, patienten er ikke barn, tunghør eller dum, så det nytter ikke noget at bruge babysprog, tale højt eller undlade at informere. Vi er ligeværdige! Det anerkendende ligger i at behandle patienten som ligeværdig og at anerkende de problemer, patienten har. Noget af det jeg har brugt længe, og som også var en af talemåderne her, er at sige, når man ikke kan forstå, hvad patienten gerne vil sige: jeg er ked af det, men JEG er lige nu ikke god nok til at forstå, det du gerne vil sige. Jeg kommer tilbage eller jeg finder en anden. Hermed lægger man ikke skylden over på patienten, for det er os, omgivelserne, der skal forsøge at finde en måde ind til det, som patienten har inde i hovedet. Patienten er jo ramt på sproget, vi forventer jo heller ikke, at en person med et lamt ben selv går ud for at hente kørestolen, den sørger vi for er ved siden af ham, at den er låst og tilgængelig for ham.

Det andet princip er synliggørende, her bruger denne metode, at der skrives få stikord undervejs om det man taler om, så patienten dels stimuleres i sin sprogproduktion, dels har mulighed for at pege eller bruge ja/nej kort til at vise, at det måske ikke er det patienten mente. Til sidst opsummerer man samtalen ved hjælp af gestikulationer, de tegnede ord og de talte ord. Det gælder også om at tale roligt, ikke bruge for mange ord, når man skal forklare sig, men at samtalen, som jeg så på en video, også gerne må bruge sjove indskudte bemærkninger, som man også gør i andre samtaler. Det giver jo et samspil og en god atmosfære mellem to voksne mennesker. Det var slående at se videoerne, at se hvordan patienten fik flere ord, men også livede op og følte sig set og hørt. Vi havde lyst til at gå hjem og prøve det af med det samme. Der er slet ingen tvivl om for os, at vi skal have solgt ideen til det tværfaglige team og få sat undervisning i gang. Heldigvis var der også to terapeuter med fra vores afdeling, og de var lige så begejstrede som os.

Noget af det de tre oplægsholdere også slog fast var, at denne metode åbnede op for, at selv svære emner kan tales om ved hjælp af denne metode. Og jeg røg tilbage til dengang jeg gik ind til en ung kvinde, der havde fået en apopleksi efter fødslen. Hun sad ved sin lille datters vugge og aede hende. Jeg besluttede mig for at sige det, som jeg troede hun tænkte, nemlig; det må være svært ikke at kunne sige noget, når du lige har fået en dejlig lille datter, som du gerne vil fortælle en masse. Hun nikkede og begyndte at græde, jeg sad lige så stille sammen med hende, jeg var blank i øjnene, men havde besluttet at jeg ville bære denne sorg sammen med hende. Senere satte jeg ord på, om at den lille pige jo kunne mærke sin mor og jeg tror faktisk også, vi snakkede om, at sang/ melodier (indlærte sange/melodier) ofte stadig kan hentes frem, da de ligger i højre hjernehalvdel, hvor sproget ligger i venstre hjernehalvdel. Jeg mener stadig, at jeg denne dag anerkendte og synliggjorde de tanker, den nybagte mor havde. Og jeg er den dag i dag stadig taknemlig for, at min søster, som desværre mistede sin datter på grund af en hjernesvulst, netop lærte mig dette, at sorgen ikke går væk, fordi man lader være med at snakke om den, men at sorgen bliver nemmere at bære, hvis der er nogen, der vil dele den.

Hvis du har lyst til at læse mere om metoden, har jeg fundet en artikel fra mit fagblad.

Ha en god tirsdag.

Sommertiden er over

og hver gang får jeg altid bagefter vendt rundt på det, så i går troede jeg, at der var længere lyst om aftenen; det er jo det omvendte, der er tidligere lyst om morgenen og hurtigere mørkt om aftenen (tror jeg eller rettere sagt det kan jeg se og mærke). Anyway, jeg tog støvlerne på, denne ferieuge skal bruges på at få masser af skridt på kontoen i form af gåture. Så først gik jeg 5 km ud ad landevejen og sidst på eftermiddagen tog jeg en tur langs markerne (derfor gummistøvler).

Dyrene var ude for at fouragere, jeg så mange, rigtig mange og mange af dem fik jeg også sat i løb, desværre. De kunne jo ikke vide, at jeg kun havde et kamera med. Jeg nød at gå på kornstubbe og kartoffelkamme, som nu var flade.

Månen stod flot og lyste, himlen blev smuk mørkeblå, mens jeg gik. Benene kom på arbejde, jorden er blød og ujævn, så benmusklerne arbejdede på en anden måde end på vejen. Det kan jeg mærke i dag. Jeg kan også mærke tidsforskydningen, det er lyst, selvom klokken kun er syv. De sidste mange dage, har lyset endnu ikke været brudt igennem, når jeg parkerede bilen ved sygehuset. Det kan nå at ændre sig på de otte dage, jeg holder ferie, men lige nu nyder jeg lyset.

Landmand og co. skal sortere kartofler i dag, men jeg får lov til at holde pauserne med landmanden. Nu vil jeg dykke ned i ferieplanerne som udover daglige gåture også rummer andre elementer, som gerne skulle få mig til at trække vejret lettere. God mandag til dig.

Nu er det efterårsferie

Udenfor falder bladene af træerne, solen skinner, og mens jeg nyder solens stråler, kommer der pludselig små byger, der når at sætte dråber på brillerne og i håret, inden de forsvinder igen. Søndagen går ganske langsomt, og især ved opdagelsen af at det jo kun er mobilen, der har indstillet sig på den nye tid, så jeg får en time forærende, hver gang jeg stiller et ur ;-) Landmanden ser fodbold, jeg har gået en tur med en historieoplæser i mine ører. Mit boglån udløber i morgen, så jeg skal have lyttet færdig. Taknemligheden fylder i dag, taknemlighed over:

• at gode venner orker at kreere lækker gourmetmad og finde gode vine dertil
• at vi kunne sidde sammen med gode mennesker og nyde måltidet og samværet i går aftes
• at landmanden orker mig og jeg ham
• at datteren trives med sin nye uddannelse
• at svigersønnen har god gang i sin barbershop
• at søn og kæreste nyder weekenden i Madrid
• at mit arbejde og mine kolleger gør mig glad og stolt
• at jeg er en del af en familie, som holder af hinanden
• at jeg er giftt ind i en familie, som har det på samme måde

og sammen med taknemligheden kommer også tristheden over, at det ikke er alle forundt at være sammen med dem, de elsker/holder af, under trygge og gode forhold. Det kan jeg ikke løse, så jeg vælger i dag at fokusere på taknemligheden. 

Jeg holder efterårsferie og om det betyder ferie fra bloggen, ved jeg endnu ikke, Skulle der blive stille her, så skyldes det altså, at jeg har travlt med at holde ferie. God søndag til dig.

Efterårsferie

er det ikke endnu, men om få timer kan landmanden melde høsten i hus. Smørrebrødet blev spist i går, og jeg havde bestilt rigeligt belært af andres års meget sultne medarbejdere. Så sultne var de ikke i år. Landmanden ser frem til at nyde lækre madder til sin formiddags og frokostpause, og jeg er klar til afhentning; min chef gad godt køre ud i kartoffellandet for at samle mig op. To dage med faglige input og så har jeg ferie, jeg glæder mig. Selv om landmanden ikke holder ferie, så bare det, at vi er færdige med det hårde slid og de lange dage, gør at det vil føles som feriedage herhjemme. Her til morgen stirrede jeg på en seddel i min arbejdstaske med en mailadresse og et navn, jeg var total blank. jeg kunne huske en hånd, der skrev sedlen, men jeg kunne ikke huske hvem det var og hvad det var, jeg skulle sende til vedkommende. Google blev min ven, heldigvis dukkede der et billede op af personen og en titel, og så vidste jeg hvad det var, jeg skulle sende: søgeord til vores litteratursøgning til bibliotekaren på medicinsk bibliotek. Det kan vente til efter min ferie, nu vil jeg nyde en lang biltur med snak om fag og alt muligt andet. God fredag til dig.

Glæden ved at synge

Bilturen på vej til og fra arbejde gøres kortere og energigivende ved at synge. Selv om jeg er begyndt at lytte til bøger under kørslen, så vælger jeg faktisk ofte at synge i stedet. Det er en aktiv kørsel, hvor lytning bliver en passiv måde at komme fra et sted til et andet. Jeg vælger ofte at synge de samme sange, jeg synger aldrig alene, jeg har altid en kunstner med mig, og mens jeg synger, begynder dagdrømmene at fylde mit hoved. Hvor jeg før hen godt kunne være lidt flov over mine dagdrømme, ser jeg dem nu som måder at håndtere hverdagens mange opgaver på. Jeg flyver væk og kommer tilbage med fornyet energi og indimellem opstår der tanker/ideer midt i drømmene, som jeg tager med ind i hverdagen.

Onsdagens koraften er livgivende, vi får sunget, men vi får også grinet og snakket. Hold nu op som vi kan snakke, og nej det er ikke bare de 26 kvinder, de fire mænd kan ganske udmærket klare at overdøve alt andet. Næste onsdag deltager vi i et Syng-Dansk arrangement i Kollerup Kirke sammen med de andre voksne kor i Jammerbugt kommune. Til den lejlighed har vi skullet indøve en dansk sang til en fælles korsang, Den danske sang er en ung, blond pige. Den bekræftede mig i, at jeg godt kan synge traditionel korsang, men hvor er jeg dog glad for mit rytmiske/gospel kor. Da det jo er danske sange, der er på programmet, er vi så heldige, at der også findes danske gospelskrivere, at der findes nye danske samledigtere og at vi har en korleder, som også er sanger og komponist. Og så snyder vi lidt og sniger en ikke-dansk sang ind. Vi elsker den sang, vi får lov til at være pompøst gospelkor, vi er ikke så mange som på videoen, men sangglæden er den samme. Vi smiler mere end koret på videoen, for i dansk tradition er den sang lige “lidt for meget”, men det er netop derfor vi elsker den, og vores korleder ender som regel med at bryde sammen af latter til sidst, fordi hun elsker at få os til at give den hele armen.

Det er fridag i dag, der er bestilt smørrebrød, for uanset vi ikke bliver færdige i dag, så skulle vi kunne være færdige med kartoffeloptagning, når lørdag siger godnat. Og da jeg tager af sted i morgen tidlig i to dage på årsmøde i Dansk selskab for Apopleksi, så skal det være i dag, at traditionen opretholdes med smørrebrød til alle medarbejderne. Nu vil jeg få ordnet alle hængepartierne, så ferien fra søndag ikke skal startes med at være praktisk. God torsdag til dig.

Oktober måned

Det er som om tålmodigheden pludselig, ved udsigten til at det snart er slut, bliver mindre, og dagene føles længere og kroppen mere træt. Dette gælder ikke for landmanden, han kører bare derudad, jeg har før tænkt på, om han bruger duracelbatterier, hvor mine kører hurtigere træt.Vejret har i den grad været med os i oktober. Hvor andre syntes, at efterårsferien brillerede med dårligt vejr, ja så skinnede solen mange dage heroppe. Verdenen har tendens til at skrumpe ind, når dagenes arbejde intensiveres, den ene læser nyheder på nettet, den anden ser nyheder i fjernsynet. Jeg kan ikke svare for fjernsynseeren, men spørger du mig, kan jeg ikke genkalde det læste.

Istvan får hundemad fra dyrlægen, det fungerer han godt på, men der bliver spist en del, så jeg køber 20 kgs poser. I dag på vejen ud fra dyrlægen med favnen fuld, mødte jeg en af datterens folkeskoleveninders mor. Da hun hørte, at mine børn boede i København, sagde hun; så skal jeg ikke klage over, at min den ene bor i Århus (eller var det Randers?) Næh sagde jeg, og når jeg sukker lidt, så kigger min svigerinde bare på mig med et sigende blik, hendes eneste søn bor i Paris. Og da hun gik på arbejde, fik hun blikket fra en medarbejder, hvis barn  boede i Australien. Tjah, det giver mere tid i hverdagen, her kommer ingen børn dumpende ind og håber på aftensmad eller en tom vaskemaskine. Det ændrer ikke på, at jeg savner at se dem lige nu. Og så grinte jeg lidt, da jeg kørte hjem, vi undgik begge behændigt at få sagt navne, det var din og min datter. Først herhjemme er jeg nogenlunde sikker på hendes datters navn, jeg var jo FDFleder for hende en gang.

Batterierne er flade, det må jeg erkende. Jeg kan mærke, at jeg er lettere antændeligt, når der er noget, der går mig på arbejdsmæssigt, så jeg øver mig i at trække vejret dybt og ikke sige noget, før jeg har tænkt mig om. Folk der kender mig, vil vide at det ikke er min spidskompeteance, altså ikke det med at sige noget, der sårer, men det med at tie stille. Forhåbentlig er kartoflerne taget op, inden jeg tager til konference længere nede i Jylland fra fredag til lørdag ( vi skal jo have smørrebrød her hjemme) og efter konferencen venter en uges ferie til mig. Jeg glæder mig.

God onsdag til dig.