Alt for længe siden

Boglæsning har været begrænset, det er som om roen til at fordybe sig ikke har været der. Denne fridag har været god, ro og tid til bare at være, og lysten til bøger er vågnet igen. Men hvad skal jeg læse?

Tankerne går tilbage til dengang, hvor hver eneste dag indeholdt boglæsning. De år, hvor jeg fortabte mig i bogverdenen, og hvor biblioteket på skolen var en verden af dejlige bøger. Tankerne ryger tilbage til mine forældres store reol i dagligstuen, som min far selv havde bygget, og som var udstoppet med bøger. Da bøgerne begyndte at slås om pladsen, kom flere reoler til, først i spisestuen, siden hen blev gangen inddraget. På værelserne blev der også plads til bøger, da børnene efterhånden flyttede ud. Her i huset har vi også reoler flere steder, der står fagbøger og skønlitteraturbøger side om side. På loftet ligger endnu flere bøger, og jeg har svært ved at sortere i dem.

Jeg husker den dag, min mor kom op til os med kassen med barndommen og ungdommens bøger til mig.  Da jeg åbnede kassen, røg jeg tilbage til pigetiden og de mange bøger, der blev læst. Jeg kan ikke huske handlinger i bøgerne, men jeg husker den stemning, de skabte i mig. Når jeg husker det, har jeg fået skrevet lidt om de bøger, jeg læser nu, og det er godt at læse tilbage. Det giver den samme stemningsfølelse, og da jeg ikke køber bøger, men hellere låner dem, så er det rart at kunne læse om dem her på bloggen. I flere år læste jeg nærmest kun krimier, så fik jeg nok, så de senere år har fokus været på gode fortællinger om kvinde - og familieliv. Skulle jeg mon forsøge endnu en gang med Kristin Lavransdatter, som min mor gav mig? Alle siger, det er en fantastisk bog, så måske er tiden inde nu til at læse den. Jeg har også downloadet en bog til at lytte på vej til og fra arbejde; Den hemmelige datter. Vejret udenfor i dag har været dejligt og mens jeg skrev indlægget her, fristede det til endnu en tur, denne gang 5 km frem og tilbage på vejen. Lydbogen kom med, og jeg er fanget allerede. Fortælleren er god at lytte til og skiftet mellem den biologiske mor og den kvinde, der bliver adoptivmoderen fungerer rigtig godt og gør, at jeg ønsker at høre mere.

Mit sted

Mange har travlt lige nu med at sværte det konventionelle landbrug til, jeg har skrevet et langt indlæg om det, men orker faktisk ikke at udgive det. Tag endelig ikke fejl af årsagen til, at jeg ikke orker at udgive det; jeg er stolt af min landmand, jeg er stolt af hans måde at drive landbrug på, han har hjertet, forstanden og fagligheden med sig hele vejen. Jeg tror bare ikke på, at jeg rokker ved fordommene om landmænd med indlægget, så i stedet for får I billeder fra min gåtur i dag med fuglesang, rådyr og skøn solskinsvejr. Og kære Søs Egelind, du er citeret for i Magasinet LIV at sige: “At der er forskel (på konventionel og økologisk landbrug; min kommentar) er så tydeligt, når jeg kigger ud over naboens marker, hvor der højst løber en forvildet hare rundt, og udover mine egne, som er fulde af insekter og fugle.” Kom du bare op til mig, vi har masser af insekter og fugle, vi har et rigt dyreliv med masser af rådyr, mange harer, som nok løber, men ikke forvildet, masser af fasaner og agerhøns, smukke høgefugle, krondyr etc. Jeg vil hjertens gerne vise dig det. Ha en god onsdag.

Tak

Egentlig var det først, da jeg om aftenen ville fortælle landmanden om det , at taknemligheden forplantede sig. Indtil da havde dagen valgt at køre på motorvejen, hvor det gjaldt om at være 100 % til stede i handling.

Egentlig var der ikke noget, der signalerede, at noget var i gære. jeg gik som vanligt ud til bilen, jeg kørte ud fra gårdpladsen som vanligt, og jeg kørte i et adstadigt tempo hen ad vejen forbi de andre gårde.

Først da jeg nåede enden af vejen og skulle svinge til venstre på hovedvejen, ændrede det sig. En bil kom kørende ude på hovedvejen fra venstre, så jeg skulle stoppe, og normalt tager jeg også farten af og holder stille, fordi hovedvejen svinger der, hvor min vej munder ud i den, så jeg har svært ved at se biler fra højre side.

Min bil ville ikke bremse, der var glat som en skøjtebane, men bilen slingrede ikke, den bremsede bare ikke, som i overhovedet ikke. Mens bilen fortsatte fremad, nåede jeg blot at tænke, jeg må køre lige over vejen og fortsætte på grusvejen overfor, og samtidig nåede jeg at tænke, det kan jeg vist godt nå, hvis bare bilen på hovedvejen ikke kører hurtigere, end det ser ud til. Jeg havde ikke andre valg. Bagefter da jeg kørte videre på grusvejen og mens den anden bilist formentlig havde rystet på hovedet over den travle bilist, som blot kørte på tværs af vejen uden at bremse, tænkte jeg på, at jeg kunne have tændt katastrofeblinket, eller at jeg kunne have valgt at køre i grøften. Det sidste havde så formentlig forårsaget en væltet bil (og skader på den og mig), for selv om jeg ikke kørte 80, så er en fart på 70 km/timen ikke det bedste at køre i grøften med. Men tænk hvis bilerne havde stødt sammen? Jeg er stoppet med at tænke på hvis, og i stedet for er jeg dybt taknemlig for, at der ikke skete noget. I min version lød ordene til min mand sådan her: I dag holdt Gud hånden over mig, og det er jeg dybt taknemlig for. Tak.

Træt med smil på

Der sys, der grines, der snakkes, der spises, og i går aftes så vi film sammen. To gode film, to film som jeg før har valgt fra, men som viste sig at være gode, sjove og med en snert af alvor over sig.

What we did on our holiday rummede herlige skotske dialekter, men også børneskuespillere, som spillede eminent og gjorde, at vi fuldstændig og pladask faldt for den film. Børn tænker ofte meget konkret, funderer ofte dybt over emner, vi andre skøjter henover, og her vælger de med storskænderier blandt de voksne at tage sagen i egen hånd.

Sommeren 92 er ikke bare en film for fodboldtossede, det havde jeg læst, og i aftes blev det bekræftet. Den var ikke så lang som mange nutidige film, men det var godt, for historien blev dermed skarpt skåret til.Og selvom man som os kendte hele historien, så nød vi filmen. Vi fortalte søn og kæreste om den dag, da Danmark vandt og hvordan landmanden havde danset storsyngende rundt, og jeg havde hoppet og hujet, så vores hund blev helt rundtosset og begyndte at gø. Hvorefter vores søn, som da var fem år, begyndte at græde, og vores datter på seks så helt betuttet ud, for mage til skøre forældre havde man da sjældent set. Så der kom hurtigt ro på, og alle kunne grine sammen, da ens forældre var vendt tilbage til det normale.

I dag er vi trætte, for aftenerne bliver lige lidt længere end vanligt, men vi nyder de sidste timer, inden flyveren letter mod København.

En ganske anden dag

Sneen er væk, tilbage ligger kun et forræderisk glat lag på vejen, som ikke kan ses for vandpytterne. Det regner og blæser, så jeg kortede gåturen af til 2 km. I går på min vej mødte jeg tre mennesker, jeg kunne se, at det var et barn på slæde og to voksne. Efterhånden som jeg kom nærmere, kunne jeg på silhuetternes gang genkende min svoger og svigerinde, og så kunne jeg regne ud, at mormor og morfar var ude at kælke med deres lille datterdatter. Ganske rigtigt, det var hyggeligt at få hilst på den lille frøken, som til daglig holder til i København.

Da jeg gik hjem, mindedes jeg første gang, vi skulle sove hos mine forældre, efter vi havde fået datteren. Hun var kun tre måneder, så selv om moderen gerne ville sove længe, så skulle der ammes tidligt om morgenen. Pludselig bankede der stille på døren, min mor stak hovedet ind og spurgte, om hun skal tage den mætte baby. Det fik hun lov til, og moderen nød at kunne sove et par timer mere. Senere fortalte min mor, at hun havde nydt så meget, når de var hjemme hos min mormor, at blive aflastet om morgenen. Det samme gjorde sig gældende i går, jordemoderjobbet i København er ikke for sarte sjæle, så min mands niece trængte til bare at kunne sove, og så er det jo skønt, at morforældrene til en glad pige også nyder at få besøg og at få alenetimer sammen med deres barnebarn.

Jeg nyder også alenetiden her til morgen, landmanden er ude, søn og kæreste sover. Der lades op til hyggeligt samvær resten af dagen. God lørdag til dig.

Knirkende sne og noget om frafald

Udsigten fra køkkenvinduet viser mere sne, det lokker, og hurtigt kommer vandrestøvler og varmt tøj på. Det knirker, når jeg går, det er også glat, så mine raske skridt dæmpes lidt i hastigheden og jeg trækker ud til rabatten for at få lidt sikker grund under fødderne. Jeg tænker så godt, når jeg går, og tankerne kredser om det faktum, at vejen frem mod nye vaner og rutiner er belagt med frafald. Forandringens Hjul eller den transteoretiske model er en måde at beskrive, hvordan vi hver især går gennem faser frem mod en endelig ændring af rutiner/vaner.

PAUSE- for at illustrere hvorfor mine indlæg sommetider tager utrolig lang tid at skrive, så googlede jeg transtheoretical model og begyndte at læse og opdagede, at de bøger, jeg har læst om forebyggende sundhedsarbejde og som har beskrevet modellen blandt mange andre modeller/teorier, naturligt nok ikke har alt med, og at der er noget, jeg har lyst til at dykke yderligt ned i. Så lige pludselig klikker jeg rundt for at få mere viden, for at få det belyst på forskellige måder og fortaber mig i cyberspace i stedet for at skrive indlæg. PAUSE SLUT

Pointen i mit indlæg er, at man skal være god ved sig selv, når man falder ud af de gode vaner/takter. Man skal ikke slå sig selv i hovedet, men i stedet for se på, hvad der fik en til at gøre anderledes, end man egentlig gerne ville. Dermed bliver man klogere, og når man så hopper på forandringens hjul igen, så er det med til, at man måske næste gang ikke falder fra, eller der går måske længere tid. Og for hver gang bliver man klogere, og en skønne dag er man måske ikke-ryger, eller man drikker ikke mere for meget, eller man har tabt sig eller man er blevet motionist eller … Faktisk tager det lang tid at ændre vaner, Forandringens Hjul siger, at når man har holdt vanerne i seks måneder eller derover, så er man i vedligeholdelsesfasen, og først når man overhovedet slet ikke har lyst til at gå tilbage til de vaner, man før havde, er man gennem Forandringens Hjul. Men det hedder netop hjul for at illustrere, at vi tit går rundt i hjulet, netop fordi det ikke er en lineær proces: jeg vil tabe mig, spis mindre, motioner mere, jeg har tabt mig!

Og årsagen til de tanker er, at jeg midt i januar blev så træt af, at jeg hele tiden valgte kost, som jeg fik det skidt af og hele tiden valgte motion fra, når jeg nu vidste, at jeg havde det bedre med motion. Jeg besluttede mig så for at fokusere på kosten først. Det har været med god effekt, jeg har fået brudt den opadstigende kurve og fået den til at gå nedad. Langsomt, meget langsomt, men sådan opnår man også den bedste varige effekt ifølge kloge hoveder. Der er ikke noget, jeg ikke må spise, men fokus er på mængden og mellemmåltiderne. Mellemmåltiderne er mine bedste måltider, det er sjældent ved hovedmåltiderne, jeg spiser for meget, der har jeg egentlig fået indarbejdet gode vaner. Og jeg var glad, for selv med kage og slik i weekenden og indimellem også på hverdage tabte jeg mig alligevel, ikke meget, men jeg tabte mig! Og så var det belønningshjernen slog til. Uden at jeg var bevidst om det, tænkte den, da jeg blev syg, nå ja jeg taber mig jo, selv om jeg spiser slik og kage, men den glemte at fortælle sig selv, at jeg jo havde været bevidst om at reducere mængden meget, så det blev mindfulness spisning (fokus på nydelse mere end fokus på at spise så meget på så kort en tid) Så dagens vejeresultat er, at jeg er slået to uger tilbage.

Derfor lokkede sneen endnu mere i morges, derfor havde jeg allerede trukket i træningstøjet og derfor blev min morgenstart en lille frisk gåtur på ca. 3 km. Og så husker jeg, når jeg skal købe ind til weekendens hygge, at lidt, men godt gør godt for krop og sjæl. Og skulle jeg blive fristet, så vil jeg minde belønningshjernen og mig selv om, at min krop de sidste dage har forsøgt at fortælle mig det, som vægten også sagde i morges. At der er sammenhæng mellem kropstilfredsheden (og her taler jeg ikke om det ydre look) og den mængde mad, jeg spiser.

Om lidt vil jeg vække sønnen, vi skal sy tunika på vikingernes måde, det er jeg spændt på. Ha en god fredag.

PS Og fuldstændig som dengang jeg ikke fik 13, fordi jeg ikke vidste, hvad børneorm hed på latin, så har jeg det på samme måde med ordet den transteoretiske model. Jeg fik nemlig ikke 12, fordi jeg ikke kunne fortælle ret meget om den model ved min diplomeksamen. Årsag? Jeg havde aldrig i de bøger, jeg havde læst om Forandringens hjul eller The Wheel of stages stødt på ordet den transteoretiske model. Så jeg var faktisk i tvivl om det var det samme og sagde derfor ikke så meget. Og censor var glødende fan af den model, så han var skuffet over min manglende inddragelse af den model i diskussionsafsnittet. Og børneorm på latin? Oxyuris, det har så ændret navn, kan jeg se, da jeg googlede det.

røde øjne, rødvin og royalt islæt

en lidt søgt overskrift, men forkølelsen har gjort øjnene irriterede og det at falde i søvn på sofaen og så vågne op gjorde nattesøvn til en mangelvare, så jeg sluttede dagen i går af med et glas rødvin. Strikkecafe og kor har måttet undvære mig, for jeg vil være helt frisk til mine fire fridage med besøg fra hovedstaden. Sønnen har ønske om besøg i stofbutik og har ønsket gode råd og støtte til at sy udstyr til rollespil.

Det bringer minder frem om den gang, hvor fastelavn fyldte meget i huset. Om de år, hvor min yngste lillesøster fra København kom og syede kostumer til begge børn, fordi hun syntes, det var noget bras, det man kunne købe i butikkerne. Hun var og er udpræget B-menneske, så når vi andre gik i seng, gik hun i gang med at sy. Så sov hun, mens vi andre arbejdede eller var i skole.

Mine børn var sjældent blot dem selv, de var altid i gang med udklædningskassen. Alt kunne bruges og deres mor blev udfordret på sin evne til at tænke fantasifuldt.

Dragten her blev til i et samarbejde med mellem søn og hans moster. Riddertiden med konger, prinsesser og riddere var et elsket tema her i huset. Sønnen har lige fra lille vidst, hvordan de ting han skulle bruge, skulle være, og selv om han ikke selv kunne klare det, så havde han stor tiltro til vi andres evner. Landmanden og søn kunne sidde i timevis ved et bord, hvor sønnen overvågede tegninger af sværd og her et skjold, hvorefter landmanden gik i værkstedet og lavede det ønskede. Sønnen var med på sidelinjen og godkendte undervejs processen. I det her tilfælde tog mosteren over og malede.

Denne gang vil sønnen selv sy, jeg skal bistå med råd og vejledning. Det er jeg dog lidt spændt på, jeg er lidt rusten udi sykunsten.

 

I dag kan vi nyde frokosten sammen, men inden flyet lander, er der en fysioterapeutbehandling, nogle indkøb og andre småting, der skal på plads. God dag til dig.

Metablogging

Dette indlæg er inspireret af et ord i en anden bloggers indlæg, og ordet blev ved at dukke op, og hvad betød det mon? Jeg startede i går aftes, men fik det ikke gjort færdigt, så nu hvor jeg alligevel har indset, at arbejde er den eneste aktivitet uden for huset, jeg i disse dage har energi til, så kan jeg jo hygge mig med dette.

Meta- betyder noget, der forholder sig til det, der kommer bagefter på en teoretisk, spekulativ, abstrakt måde. Metatekst var det, der blandt andet adskilte en god fra en dårlig opgave, da jeg tog min diplomuddannelse. Det at kunne indlede et afsnit med i helikopterperspektiv at kunne fortælle, hvad der ville ske, eller/og afslutte et afsnit på samme vis. Metablogging må så være at forholde sig til det at blogge, det kunne være noget om, hvorfor blogging er berigende, oplysende, sjovt eller noget helt andet.

Der var en gang, hvor jeg bloggede hver dag, og nogle gange flere gange dagligt. Det var en tid, hvor der som regel altid var nogen, der hurtigt svarede. I dag skal et indlæg gerne have nogle timer på bagen, før der er en kommentar, og der går lidt mere end 24 timer på bloggen, før kommentarer stopper. Egentlig er det ikke så længe siden jeg bloggede dagligt, for når jeg kigger på oversigten over indlæg, kan jeg se, at det først er i 2014, at de årlige indlæg er under antal dage i året. I 2007 og 2008 var jeg oppe på over 500 indlæg om året. Hvad skyldes det så? Det at blogge er ikke en envejs-kommunikation, ikke for mig i hvert fald. Det at blogge kræver en gensidighed, det nogle ville kalde interaktion, at to eller flere parter påvirker hinanden indbyrdes. Så når nogen kommenterer, sker der en påvirkning af mig, som giver mig lyst til at blogge igen. Nogen gange blogger jeg mere for at give mig selv lov til at tænke over emner, det som andre ville kalde refleksion, det at gennemtænke noget, det at fundere over noget. Det gør jeg glad og gerne, mundtligt som skriftligt. Så når jeg dykker i antal af indlæg, kunne det skyldes, at kommentarer dykker i antal. Måske fordi der er mange flere blogge, eller fordi instagram på mange måder har overtaget blogges funktion som social medie. Den vej har vi været på før, så lad os hoppe over til andre veje. Den nedadgående kurve kan også skyldes, at meget af det, jeg oplever, er beskrevet her. Landbrugets cyklus, sygeplejen, motorcykelture osv. Det gør, at jeg ofte føler, at det her har jeg da skrevet om, og så lader jeg mig begrænse og stopper. Men giver det mig mindre glæde? Nej, jeg nyder stadig min tid sammen med bloggen og hos jer andre. Så derfor er det ikke noget, jeg bekymrer mig om.

Nu vil jeg forsøge at fokusere på, at selv om jeg er halvsløj, kan jeg godt lægge vasketøj sammen og rydde op i sønnens værelse, mens jeg glæder mig til besøg af sønnen og kæresten i slutningen af ugen. Det bliver godt, rigtig godt. God aften til jer.

Hvad ligner det!!!!

Nu har jeg brugt tid på at diskutere med mig selv, argumentere og fremlægge overbevisende synspunkter. Nej jeg ved godt, at appelsin er sundere, det har jeg allerede spist (Cvitamin, du ved). Nej jeg ved godt, at havregrød lægger en god bund og varmer dejligt i halsen, har allerede spist det (fibre, du ved) Nej jeg ved godt, at tørrede frugter og mandler trods alt er bedre end slik, har allerede spist det som topping på min grød (lidt, men godt, du ved) Nej jeg ved godt, at vand er bedre til at lindre den irriterende tørre mund og hals, som opstår pga. en stoppet næse, har allerede drukket meget vand - og te (undgå dehydrering, du ved)
Og så går jeg ud og henter slikposerne, tager trods alt kun en lille skål frem (lidt, men godt, du ved) (mindfullness spisning, du ved) og klipper med et saligt smil toppen af lakridskonfektposen for at nå ned til de gule og røde runde favoritkonfektstykker, blot for at opdage, at jeg har købt en pose kun med de brune lakridskonfektstykker. Hvad ligner det at sælge sådan noget!!

Juli 2015, billedearkivet på denne computer må levere lidt opmuntrende

Snøft, host, smil

Indlægget blev aldrig færdigt i går, så derfor tager jeg tråden op i dag, hvor overskriften stadig gælder.

Lørdag:

Jeg nyder solskinnet udenfor indenfor. Igen i dag er en dag, som jeg har sat af til små hængepartier, ikke store forventninger til mine præstationer. Og skulle jeg have haft nogle af dem, så er de væk nu, halsen driller, næsen snøfter og et enkelt nys eller flere kan forekomme. Mine planer for resten af weekenden inkluderer ikke, at jeg bliver syg, så jeg spiser appelsiner, drikker hyldebærsaft og te. Samtidig nyder jeg, at januar regnskab er lavet, at det sidste vasketøj snurrer rundt i tørretumbleren, og resten skal lægges sammen, når jeg får lyst.

På vej ned til min far i går blev jeg træt af mit musikvalg og slog over på radio 24syv, jeg røg ind i et program; Det, vi taler om, og det underholdt mig på hele turen. Jeg er normalt ikke til taleprogrammer, lige som jeg heller ikke er til dybsindige film med meget alvorlige emner, lige som jeg ikke ser dokumentarprogrammer. Jeg bilder mig selv ind, at det er, fordi jeg på mit arbejde hver dag ser livets alvorlige side. Men faktisk sker det, at jeg forvilder mig ind i de alvorlige emneområder og bliver inspireret. Det her program er så måske ikke så alvorlig endda, men tankerne blev alligevel sat i gang. Og på vej hjem fra min far talte jeg med min søster, som er lige modsat, hun elsker at dykke ned i de tunge emner, men hun elsker også som mig happy-go–lucky film/musik/bøger. Hun anbefalede mig så at se et program på TV2 næste torsdag aften; Til Døden os skiller.

Søndag:

Ja så nåede jeg ikke længere, jeg fandt det første afsnit på TV2Play og selv om jeg ikke betaler til det, fik jeg lov til at se afsnittet. Det fængede mig, men undervejs blev jeg også ramt af voldsom kvalme og svimmelhed, så de næste par timer blev tilbragt liggende. Der skulle tages beslutninger, for vi skulle til fest i går aftes og var jeg overhovedet i stand til det? Det blev jeg, forkølelsen var stadig i sin vorden og holdt sig pænt under kontrol. Vi havde en skøn aften med en flok af landmandens jagtkammerater. God mad, gode samtaler og masser af latter. I dag er forkølelsen så brudt ud, halsen driller endnu mere, og energien er til sofaen. Jeg overvejer dog masser af tøj og en gåtur ude i den kolde, men friske luft.

Skulle du få tid, kan jeg varmt anbefale dokumentarprogrammet. Det følger 3 familier i 3 afsnit, mens de skal tage alvorlige beslutninger. Den ene familie er et ægtepar, hvor manden er dement, og hvor det efterhånden er for hårdt for hustruen at have sin mand hjemme. Tankerne gik uvilkårligt til mine forældre, min mor blev skånet for meget ved, at hun døde, før min fars Alzheimers sygdom brød ud i lys lue. Men samtidig savner vi hende meget, og i går aftes, hvor jeg sad til bords med et ægtepar på 77 år, som stadig var i fuld vigør og som rejste 5-6 uger rundt i Europa med campingvogn hvert år, kom tankerne af og til, tænk hvis jeg stadig havde min mor. En anden familie er et ægtepar, hvor han er ramt af en blodprop i hjernen, og skal have hjælp til alt. Et ægtepar, der havde rejst meget sammen, og hvor manden nu skal på aflastningsplads, mens hustruen tager på ferie. En scene ved familiekaffebordet gør indtryk, ægteparrets to børn diskuterer heftigt, hvorvidt det er godt for deres far at komme på plejehjem. Jeg havde lyst til at sige til datteren, se din mor, hør hvad hun siger mellem linjerne, hun har brug for, at I støtter hende i, at tiden nu er inde til, at jeres far kommer på plejehjem. Den sidste familie er en enke, hvor familien gerne vil, at hun kommer på plejehjem. Hun har ikke lyst, men er også klar over, at hendes to døtre trækker et stort læs. Jeg skal helt klart huske at se næste del på torsdag. Så jo, jeg kan godt snuppe lidt dybsindigt indimellem. Brinkmanns bog er jeg gået død i, jeg blev irriteret på ham, men nu skal han have en ny chance, når jeg alligevel ligger på sofaen.

God søndag til dig.

Dasetime

Landmanden holder også fri i dag, så vi har haft en langsom start på dagen, hvilket gør godt. Ikke langsom som i ikke at lave noget, men langsom som i at tingene bliver gjort, når vi vil, vi har ikke været afhængig af at skulle passe rytmen ind i andres rytmer. Inden klokken var ti, havde jeg ordnet det sidste med regnskabet, bagt boller, vasket tre hold vasketøj (mangler så lige at hænge det op) og afkalket elkedel. Nu er der også handlet ind til weekenden, afleveret årsregnskab med bilag, lagt æblekage sammen, det var jo en succes sidste gang, jeg var nede ved min far, og nu daser jeg foran computeren. Jeg surfer rundt og falder længere og længere ned i stolen, mens jeg læser om børn, der er syge på ferie, børn, der er syge herhjemme, superstudent, der er kommet hjem til Danmark igen efter at være udvist, et interview med en alternativ politiker om det at tro på noget og så har landmanden vist mig det sødeste klip (ja det hedder vel GIF), som har set på Facebook. Jeg kan ikek finde ud af, hvordan, man får den vist her på siden, så I må klikke :-)

http://giphy.com/gifs/kids-classic-spiderman-E57sDKXO1X0hG

En krammer har alle brug for. God fredag til dig.

Spreder det sig?

Anne spørger, om bobler kan spredes, det tror jeg, ligesom dårligt humør kan. Kender du det, at man gerne vil lære noget, blive god til det, få erfaring med det og kigger lidt længselsfuldt efter dem, der mestrer det? Da jeg startede som sygeplejerske efter at have været væk i 11 år, holdt jeg fast i noget, min daværende leder sagde til ansættelsen: ”Det tager to år at blive en neurologisk sygeplejerske og selv da er man ikke færdig med at lære. Jeg synes stadig, jeg har meget at lære.” Da havde hun været der i 4 år, i år til generationsskiftedagen mindede jeg hende om dette, og jeg takkede hende for, at hun havde haft modet til at ansætte sådan en som mig. Vi synes begge to, at vi stadig har meget at lære, men der er også meget, vi ved og kan. Første gang jeg erfarede med krop og sjæl, at nu var jeg en erfaren sygeplejerske i neurologien, var en nat, hvor en kvinde krampede. Min nye kollega blev forskrækket og tolkede det som problemer med vejrtrækningen, jeg derimod havde roen til at observere, få lagt kvinden over på siden og være ved hende, til anfaldet klingede af, hvilket skete i løbet af det næste minut. Siden har vi genopfrisket den historie mange gange for nye kolleger, for det, der tydeliggjorde for min nye kollega, at hun stadig manglede erfaring, var samtidig det, der gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg nu havde erfaringen. Så sammen blev vi begge klogere af den hændelse.

I dag boblede det nærmest over for mig igen, for lige nu har jeg kolleger, der rykker helt vildt i deres erfaringsniveau. Og vi nyder at se dem tage disse skridt, nyder at se, hvordan de kan jonglere med deres erfaring/viden og bruge det til gavn for patienterne, men også til gavn for deres nyere kolleger. Jeg er et sted, hvor der er sygeplejeviden/færdigheder på ekspertniveau, kompetent niveau, øvet niveau og noviceniveau. Nogen har forskellige vidensniveauer, de har måske været andre steder og bringer ekspertviden med derfra, hvor de er novicer på apopleksidelen. Og det allerskønneste er, at de forstår at bruge hinanden, de støtter hinanden, det er i den grad acceptabelt at spørge og blive ved med at spørge. Hvis du skulle være i tvivl, så er jeg vild med mine kolleger. De inspirerer mig, de lærer mig så meget, og de gør, at jeg nyder mine arbejdsdage og går fra arbejde med et smil på læben og bobler i kroppen.

Weekenden er skudt i gang for mit vedkommende, den er startet med 5 km på vejen og det var lyst, mens jeg gik (klokken var 17.15, da jeg startede), skønt. I morgen vil jeg drikke eftermiddagste med min far, det glæder jeg mig også til.

Glædesbobler

Jeg behøvedes slet ikke at bekymre mig, de sidste to dage har tre kolleger fortalt om hvordan de har prøvet kursuslærdommen af. De strålede af faglig stolthed over det, og de er så opsatte på at få det her til at være en fasttømret del af deres sygepleje. Det bobler inden i mig, når jeg oplever dette.

Bobler gjorde det også, da dagen sluttede på arbejde, i dag havde jeg nemlig projektdag sammen med mine to kolleger. I morges bekymrede jeg mig over min manglende energi, men den forsvandt, mens sygeplejefaglige diskussioner fløj hen over bordet, og vi fik skrevet os varme på forskningsdesign og metode.

Dagen sluttede af med korsang, jeg passer på mig selv, så jeg snuppede en kortere udgave, så jeg kunne nå hjem og finde roen inde i mig selv, inden jeg skal i seng. Sang gør glad, sang giver energi og jeg kører altid hjem med smil på læben og små glædesbobler inden i. I dag sluttede min sangaften med denne smukke sang, den giver ro i sjælen.

PS og jeg husker, når jeg ser videoen, hvordan jeg syntes, de var lidt skøre, dem i frikirkerne med deres løftede arme og lukkede øjne. I dag ser jeg det ikke mere, vi har jo hver vores måde at gå ind i en sang og dens ord på.

Mandagsstart

Hverdagsfridagsmorgener følger sine egne rutiner, jeg går rundt i pyjamasbukser og en lille cardigan over nattoppen, mens jeg lader dagen vågne. Det er regnskabsdag, men den starter først efter klokken ni, det er min egen lille regel. Så indtil nu har jeg brygget te, spist morgenmad, sørget for at regninger bliver betalt i denne uge, sørget for at medarbejderne får løn, tjekket min arbejdsmail, samlet op på et hængeparti fra i fredags og genlæst en artikel om overførsel af det lærte i en læringssituation til en anden situation. Nu er jeg kommet i tøj, jeg kan gå rundt med, også udenfor (mit hjem er jo en arbejdsplads for medarbejdere og andre, der kommer i løbet af dagen, enten for at sælge, reparere eller købe)

Mine tanker kredser om kurset i sidste uge og hvordan jeg kan støtte mine kolleger i at få det lærte inddraget i deres arbejde. Man kan være nok så tændt og begejstret over et kursus, men erfaringen viser, at kun 10 % bliver overført til praksis. Mens jeg genlæser artiklen, har jeg hele tiden virkeligheden i mine tanker.

Der er tre overordnede faktorer, der er afgørende for, at der sker transfer (overførsel af det lærte til en anden situation):

Faktorer knyttet til den lærende:

Først og fremmest skal man være motiveret for at overføre det lærte til sin praksis. Det lærte skal give mening, og man skal føle, at det kan øge kvaliteten af det arbejde, man udfører. Man skal også føle, at man bliver medinddraget i undervisningen og at man tror på, at man umiddelbart kan anvende det. Derudover har evnen til at sætte mål for sig selv og føle sig forpligtet til at bruge det lærte i praksis også betydning. Alle de faktorer, mener jeg, var og er til stede hos mine kolleger.

Faktorer knyttet til undervisningssituationen;

Underviseren skal forholde sig til anvendelsessituationen i sin undervisning, skal støtte kursisterne i at sætte mål og skal være troværdig. Det var også gældende, faktisk var jeg imponeret over undervisernes evne til hele tiden at ændre undervisningen, så den tog udgangspunkt i de emner, mine kolleger tog op. Underviserne havde på forhånd sagt til mig, at de jo arbejdede i en anden arbejdssituation end os, de arbejder i det rehabiliterende med mange dage med den enkelte patient, vi er i det akutte, hektiske miljø med kun få dage sammen med patienten. Men de var fantastiske og i høj grad troværdige. De gjorde også noget genialt, de valgte til sidst, at vi alle skulle bruge 10 minutter til at tænke over det, vi havde lært og så skrive ned, hvad vi ville gå hjem og prøve. Her har de støttet kursisterne i at sætte små mål for sig selv.

Faktorer knyttet til anvendelsessituationen

Det giver næsten sig selv, at en arbejdsplads, der er åben over for nye ideer, når man har sendt folk på kursus, også er medvirkende til at støtte transfer. Men arbejdsbelastning, tidspres og få muligheder for anvendelse af det lærte er barrierer for transfer. Og det er her, hurdlen hos os er. Så det er vigtigt, at der dels ikke går for lang tid, inden at man får taget det lærte i brug, dels at der tilbydes støtte og erfaringsudveksling. Artiklen nævner også, at skriftlige refleksioner er en måde at få det lærte brugt. Det er så her, at jeg ser min funktion. Jeg må finde en måde at få mine 14 kolleger til at holde fast i begejstringen og det meningsfulde ved kurset. De ved, at de skal være med til at udbrede emnet for vore andre kolleger, og at vi til maj skal undervise de andre praktisk i det. Så jeg tumler lige nu med tanken om at etablere et skriftligt erfaringsforum og jævnlige mails, hvor jeg tager fat i delemner fra kurset. Derudover skal de også tage fat i mig i hverdagen, så vi sammen kan få erfaring inde hos patienten.

Nok om det, landmanden kom ind for at drikke te sammen med mig. Ha, jeg kom til at smile, da jeg så os to halvgamle* mennesker. Vi sad med hver vores elektroniske udstyr og surfede på nettet, der blev læst på facebook og på nyhedssider, men vi talte da også lidt sammen. Nu er klokken over ti, jeg er i fuld gang med bilag og regnskab. Vil du dele dine erfaringer med at få kursusviden omsat til praksis, så vil det glæde mig. Må du få en god dag.

* folk reagerer ofte, når jeg bruger det udtryk, men vi er jo halvgamle, måske er vi i de unges øjne endda gamle. Det er dog ikke det samme, som at vi er gået i stå, det føler jeg ikke, vi er.

Lad roen sænke sig

End ikke strikketøjet får en chance, det er som om at sofalæsning og blogsurfing passer bedre til mit sindelag i disse dage. I dag fik jeg dog lokket herre og hund med ud på endnu en gåtur, i regnvejr, turen blev dog ikke så lang, 3,8 km, hvor turen i går blev på 6,5 km. Mon ens fødder kan vokse med alderen, eller er det mon muskelslaphed, der gør, at mine fødder fylder mere? I hvert fald synes jeg, at mine vandrestøvler klemmer. Det kunne også være det faktum, at jeg har brugt dem for lidt.

Brinkmans bog læses langsomt, jeg burde måske skrive mine tanker ned undervejs, men nej, det her er ikke arbejde eller studie, det er ren fritid, så jeg tager det med, som jeg har fået ud af bogen, når den lukkes. Mens jeg sofahygger, springer tulipanerne ud, farven passer perfekt til de røde lys på bordet, ikke postkassserød eller vinrød, men rød med et skær af lyserød i sig (giver det mening?). Roen er i stilheden, i varmepumpens sagte blæsen, i Istvans rolige åndedrag, i lyden af avissiders raslen, i tingene, som mit blik falder på, når jeg kigger mig omkring.

God søndag til dig.

Tid

Tid til

• at sove til jeg vågner af mig selv
• at nyde morgenmaden med alt hvad jeg holder af
• at gøre ting i mit eget tempo
• at spise frokost med landmanden, sild med karrysalat er en favorit på sådan en dag
• at gå en lang tur og mærke vinden, havluften og kroppens velvære
• at sove eftermiddagslur
• at lave aftensmad ud fra æg fra høns i baghaven, kød fra jagtkammeratens kvæg, kartofler fra gården = fyldte pandekager med salat og ovnbagte kartofler
• at drikke god rødvin
• at se en sjov happy-go-lucky film

Derfor holder jeg af at blogge

Eller rettere sagt, det er en af grundene. Når jeg har taget et kig tilbage i min blog, har nogle kommenteret, at de aldrig ser tilbage, og at de meget sjældent kigger tilbage i bloggen. Når jeg gør det, er det ofte, fordi jeg vil se, om jeg har skrevet om emnet før. Og så kan jeg blive helt opslugt af det, jeg har skrevet. Nogen gange synes jeg ligefrem, at jeg har været klog (!), eller at jeg sprogligt har formuleret mig godt. Det er jo slet ikke så ringe en følelse at få på en gråvejrslørdag.

Gårsdagens indlæg fik nogle af jer til at skrive om det svære i at få kursusviden omsat til praksis i hverdagen. Allerede da jeg kørte hjem fra arbejde i går, huskede jeg en artikel fra et diplommodul om transfer, det at overføre kursusviden til praksis. Det er meget sjældent, at det lykkes, og når det lykkes, er det visse faktorer, der skal gøre sig gældende. Artiklen er fundet og skimlæst, den vil jeg dykke ned i på disse weekendfridage. Og jeg har læst det, jeg skrev om transfer her inde på bloggen. Nu er jeg allerede i gang med at tænke over, hvordan vi sammen får ugens kursusindhold forvandlet til sygepleje til apopleksipatienter. Og du bliver helt sikkert involveret i mine tanker, for sådan får jeg det bedst omsat. God lørdag til dig.

Mine kolleger nød at være tilbage for en dag i gaden, hvor der er masser af takaway-steder. For mit vedkommende var jeg nok mest optaget af at få kursusdagene til at være sammenhængende, selv om vi var i to forskellige auditorier og på to sygehuse.

I juni 1981 startede jeg på børneafdelingen på sygehus Nord, bygningerne står der stadig. Jeg ved, at de er renoveret, men udefra ligner de det, de var; nemlig det første sygehus på grunden. Aalborg Kommunehospital.

Forstyrrelser

Kursusdagene har sat tanker i gang hos alle, vi er blevet forstyrret i vores tænkning og vores begrebsverden. Det er sundt, det er godt, for netop sådan starter læring. Alle gav god feedback, og hvor ville jeg ønske, at vi havde råd og mulighed for at få alle af sted på sådan et kursus. Nu bliver det deltagerne på kurset, min leder og mig, der skal få dette her ud til alle andre. Og hvordan gør vi så det? Mit hoved er så træt, så jeg lader tankerne flyve væk og forsøger at fokusere på andre ting.

Taknemlighed over at komme hjem til et rent hjem

Taknemlighed over skønne kolleger

Taknemlighed over at jeg kan begejstres over en lille detalje i bybilledet

Taknemlighed over solskin og tørvejr

Lyset vinder frem

I dag gjorde jeg det rigtige. Lige da jeg var ved at glide ned i sofaen og snuppe en powernap, satte jeg mig op. Hukommelsen huskede heldigvis konsekvenserne af powernap ved samme tidspunkt i går = for lidt søvn i nat. Nu stod jeg i stedet for uden for døren i for lidt tøj, der var køligere end jeg troede. Pyt, der skulle bare gåes lidt hurtigere for at få varmen. Tænk at der stadig er lyst klokken halv seks om aftenen. Skønt. Blodet pulserer i kroppen, hænderne prikker og stikker, fordi jeg ingen vanter havde på. Ørerne gløder som små glødepærer, og jeg er lysvågen igen.

Og hjemme igen tømte jeg postkassen, tak søde Mette, som var så sød at sende mig Brinkmanns bog Stå fast, som jeg kunne låne og dermed ikke skal vente flere måneder på bibliotekets udgave. Jeg vil glæde mig til at skænke en kop te, lade iPad og bærbar ligge på bordet og fordybe mig i bogen.

Kurset i dag gik godt, men jeg synes, det er hårdt at være kursusleder, også fordi jeg hele tiden holder øje med mine kollegers kropssprog, synes de nu, de får nok ud af det, og samtidig skulle jeg have styr på alle remedierne til undervisningen. Det er noget nemmere, når det er lægeundervisning, de kommer med en USBnøgle, og så er det det. Her skulle jeg have tjek på seks senge (i et auditorium!), tre kørestole, 18 almindelige stole, fire borde, håndklæder, vaskeklude, vaskefade, strømper, patientbukser og patientskjorter. Kaffe og te på rette tid, PowerPointsuddelingskopier osv. Jeg fik også noget ud af undervisningen, det er længe siden, at jeg og resten af afdelingen er blevet opdateret på Affolterkonceptet, og det har ændret sig siden da, så det var rigtig godt.

Aftensmaden skal jeg lige finde energi til at lave, jeg havde bestemt mig for en curry med kylling, det har jeg aldrig lavet før, så det kan jeg nok godt finde ud af. Det øver jeg mig i hvert fald i at sige tilpas mange gange, så jeg tror på det til sidst. Vi får se.

God aften til dig.

Hvad skete der i sidste uges fridage?

De var fyldt med gode oplevelser. Generationsskiftedag på arbejde var en af dem. En anden var et nyt initiativ, som gerne må blive en tradition. Ledelsen indbød til afdelingens dag, en eftermiddag efter arbejdstid, hvor der blev fortalt om forskellige tilbud/projekter i hele neurologisk afdeling. Det sluttede af med fællesspisning, som jeg måtte hoppe over. Jeg havde nemlig en generalprøve i koret, før vores koncert dagen efter.

Der var mange til afdelingens dag, og vi hørte om mange spændende emner. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville give mig selv lov til at lytte og tage det med, jeg kunne huske, derfor ville jeg ikke skrive ned. Jeg blev klogere på det store forskningsprojekt, som mange centre har medvirket til, og ikke blot demensklinikken på Rigshospitalet. Det glemte demensklinikken at fortælle, da den gik til pressen med de første resultater sidste forår. ”det er ikke okay” Faktisk var neurologisk afdeling i Aalborg den klinik, som havde flest deltagere med i projektet. Projektet ville undersøge, om fysisk aktivitet kunne bedre mentale funktioner hos mennesker, som var ramt let til moderat af Alzheimers. Budskabet var, at de, der deltog i alle træningssessioner, dvs. tre gange konditionstræning om ugen i 16 uger, forbedrede deres mentale evner . Så nu har jeg da fået endnu et argument for at få sat skub i træningen, og vores fysioterapeut, der trænede med deltagerne, har allerede fortalt mig, at cykling og svømning er gode alternativer til løb, når man vil have pulsen op.

Derudover hørte jeg om, hvordan nogle patienter med kronisk sygdomme i nervebanerne nu kan behandle sig selv hjemme med medicin ind under huden i stedet for at de skal ind på sygehuset fem dage i træk og få medicin ind i blodåren. Jeg hørte sygeplejersker fortælle, hvordan de oplærer patienterne i at kunne sætte en nål ind under huden og så koble en pumpe med medicinen til. Et andet ambulatorium fortalte om, hvordan de hjælper patienter med spastisk lammelse, som har pumpe indopereret, hvori de hele tiden får en lille dosis muskelafslappende medicin. En neuropsykolog fortalte om det landsdækkende projekt med styrket indsats til unge under 30 år med erhvervet hjerneskade. En læge fortalte om et projekt om patientens team. Her havde man samlet repræsentanter fra alle de afdelinger og en patient, som var involveret i et patientforløb. Hvorefter man havde set på, hvordan man kunne gøre overgangene mellem de forskellige steder mere sammenhængende (skadestue, afdeling, intensiv, afdelingen igen og til sidste genoptræningsafsnittet).

Mit eget afsnit var repræsenteret med en overlæge, som fortalte hvordan omorganiseringen af apopleksibehandlingen i region Nord (alle kommer til os i den akutte fase) har betydet, at flere får trombolyse, flere får diagnosticeret apopleksi og langt flere patienter bliver indlagt. Det sidste skyldes formentlig ikke, at der er flere med apopleksi, men nok mere, at man er blevet opmærksom på, at der er en akut behandling. For ca. 40 % af de patienter, der kommer til os, har hverken en apopleksi eller en forbigående blodprop, TIA/TCI. Derefter fortalte min nu tidligere leder om det udgående team, som vi forhåbentlig får i gang i 2016. Mine to kolleger og jeg fortalte om vores projekt, og hvad vi indtil nu har fundet ud af gennem systematisk litteratursøgning om patienters oplevelse af tiden, efter de er udskrevet med diagnosen apopleksi. Der var god interesse og opbakning til vores projekt, det var godt at mærke.

I morgen og overmorgen er jeg kursusleder på et kursus med eksterne undervisere, 15 af mine kolleger får lov til at fokusere deres opmærksomhed på et område i to dage. Det bliver spændende, og jeg har lidt ondt i maven lige nu, for det er mig, der har foreslået emnet. Gad vide, om det vækker genklang hos mine kolleger.

Billederne er fra søndagsudflugten før arbejde. Landmanden og jeg er med til at arrangere fætter/kusinekomsammen på landmandens side. Formiddagen før aftenvagten blev brugt i et sommerhus tæt på Hirtshals. Vi nåede lige ud og se havet vise tænder, inden vi hyggede os med de andre.

Fridagen i dag er blandt andet brugt på fysioterapi og forberedelse af kurset (inklusiv en tur ind på mit arbejde, så jeg i morgen har ro i maven) Og bare rolig, jeg får erstattet de timer på et andet tidspunkt.  Aftensmaden tog udgangspunkt i hvad vi havde i fryser og skabe, det blev frittatta med baconstykker, tomater, ærter og edamame bønner, dertil en salat af grønne linser, stegte peberfrugter, fetaost og hvidløg. Vores høns er begyndt at lægge æg igen, så nu skal der æggeretter på en gang om ugen.

Hopla

Det har været den skønneste eftermiddag, min far var i den grad i hopla. Han grinede så meget, at vi andre kom til at grine meget højt. Så grinede han endnu mere, og sådan kunne vi helt sikkert have stået endnu, hvis ikke det var fordi, at der var masser af brunsvigerkagemand og æblekage på bordet. Vi nød vores fars gode humør, hinandens selskab og beretninger fra New Zeeland. Mellemste lillesøster har lige været med gemalen på 4 ugers ferie i en autocamper på øen langt herfra. Yngste lillesøster har arbejdet der for 25 år siden, og min svoger havde taget billeder af hendes lysbilleder fra skønne steder på NZ, og herefter havde han lagt ruten, så de kom mange af de samme steder, hvor han så tog billeder. En helt fantastisk rejse havde det været, jeg tror dem. Her i huset rejser vi ikke udenlands i år, så vi må udforske Nordjylland; om det bliver på mountainbike, i vandrestøvler eller i bil vil tiden vise. Basen bliver sommerhuset. Landmanden har fået sin vilje om at blive hjemme (det er jo også ham, der kører motorcyklen, så det er vel rimeligt), så nu vil jeg have min vilje med hensyn til aktiv ferie. Vi er begge to hyggemennesker, så vi kunne mageligt få tre uger til at gå i hver sin sofa med fjernsyn, bøger, bærbar, iPad og mobiltelefoner omkring os (ha, jeg glemte lige, at for landmandens vedkommende er det jo kun 10 dage, men jeg kunne sagtens få tre uger til at gå med det) Det kommer ikke til at ske, nu har jeg skrevet det, så bliver det sådan!

Nede hos min far nåede vi at snakke, grine, kramme, klippe hår(det stod min far og yngste lillesøster for), aftale familieweekend, filme vores far (jeg tror aldrig, han er blevet fotograferet og filmet så meget på tre timer før, men han var en flot model) og spise os mætte i kage.

Min kollega gav mig en ide, så den indkøbte æblegrød, makronrasp og fløde blev blandet i drikkeglas, det var en god ide. Næste gang laver jeg portioner noget mindre, så de passer til kvinder og ikke til hårdtarbejdende jord - og betonarbejdere. Ikke at de ikke blev spist, vi levner ikke kage i vores familie!

Hjemme igen fik landmandsparret en af mine ryd-ud-af-fryseren retter. Oksehalesuppe med et g(l)emt baguette. Nu er der brygget te, og landmanden får lov til at spise resterne af kagemanden, jeg er kureret. Den fødselsdag kunne ikke have været bedre.

Morgenstunden startede smukt i Nordjylland, siden har det regnet og regnet. Samme vejrudsigt gjaldt for Midtjylland.

85 år

I weekenden har jeg mødt to ældre kvinder som var i slutningen af firserne, og de blev øjeblikkeligt føjet til min liste af ældre, jeg kan gerne vil være som, når jeg når den alder. Dog ønsker jeg ikke at komme på sygehuset til observation for en blodprop i hjernen. De to kvinder var stadigt aktive, klarede sig selv i eget hjem, den ene havde endda overskud til at arbejde i genbrugsbutik og være besøgsven. Der er ingen tvivl om at det er nu, at kontoen, som jeg skal trække fra på mine gamle dage, skal fyldes op. Det er ikke nok med gode oplevelser og hjerneudfordringer (som mit arbejde giver mig), de er også værdifulde. Der skal dog også sund livsstil til, der skal bevægelse og konditionstræning til. Som jeg hørte en læge sige: når folk siger, at de hellere vil leve tyve år kortere og så leve et godt liv (underforstået et liv med masser af god mad, øl/vine og ikke al den motion), så glemmer de, at de sidste år af det kortere liv ofte bliver fyldt med sygdom og fysiske indskrænkelser i det ”gode” liv.

Min far har altid syntes, at hans liv har været godt, og at der var meget at være taknemlig for. Set udefra er hans liv måske ikke godt, men når jeg ser på ham, så smiler han tit, han er hårdt ramt af sin Alzheimers, men han virker glad og tilpas.

I dag er dagen derpå, aftenvagter efterlader mig ofte med træthed, nedtrykthed og sløvhed. Men det sker ikke i dag, for denne dag er ganske særlig, i dag fylder min far 85 år, og mine tre søstre og jeg mødes til eftermiddagskaffe/te hos ham. Jeg skal have handlet ind, så jeg kan komme med gammeldags æblekage. Der er ingen tvivl om, at min far vil få svært ved at få ørenlyd, men mon ikke han vil mærke i krop og sjæl glæden over at have fået fire døtre, som den dag i dag nyder hinandens og hans selskab. Det tror jeg, jeg vil kramme og kysse ham, så han fysisk mærker, at han er elsket. Jeg vil synge og snakke, så han mærker alt det skønne, han har givet mig. Jeg vil le sammen med ham og mine søstre, så latterens virkning forplanter sig i krop og sjæl. Jeg glæder mig.

God mandag til dig.