Hermed kan vi viderebringe resultatet af en meget uautoriseret forbrugerundersøgelse: et indlæg om bøger kan få jer til tasterne, så nu har jeg masser af gode titler, der kan inspirere mig til at udfordre min hjerne.
Vejret udenfor er SKØNT, giv mig blot en februar måned med frost, kulde og solskin, så vil jeg være så glad. Ja der måtte også gerne komme et ordentlig lag sne sammen med. Jeg har ikke brug for foråret endnu, jeg har brug for solskin og knitrende frostdage. Som du kan se på nedenstående billede, så er der stadig meget vand, og når man kører forbi åen, det skal løbe ud i, kan man også se hvorfor. Vandspejlet på åen er næsten i linje med de omkringliggende marker. Forårsarbejdet i år kommer vist til at blive en sen affære.
Og nej det er ikke en sø, selv om den nu har været der konstant siden efteråret.
Motivationen for at komme ud og gå en tur var i top med det skønne vejr udenfor, og lige nu nyder jeg kroppens taknemlighed over de 5 km, det blev til. Gæssene og svanerne holder koncert døgnet rundt, og jeg nyder deres silhuetter mod himlen.
Ayla kom ikke med på gåturen, det fandt hun sig nu godmodigt i. Til gengæld måtte vi lige gennem en hylekoncert i morges, da landmanden tog på jagt uden hende. Jeg øver mig i at ændre min indstilling fra irritation til anerkendelse af, at Ayla faktisk er en dygtig og elskelig hund. Hun er så skrap i træning sammen med landmanden, han og jeg har bare ikke haft tålmodighed til at træne Aylas glæde ved at være sammen med os. Nu er vi gået i gang, og i dag fik jeg lov til at tage mine vandrestøvler på, uden at jeg havde en hund over alt på mig, Ligesom det bliver nemmere og nemmere at få Ayla til at sidde/stå og bliver kælet for i stedet for at hoppe op og agere cirkushund, som vil danse med mig. Kunsten at hoppe op på bryggerbordet i et hop kan hun dog stadig, hvordan skulle Ayla ellers kunne konstatere, at landmanden rent faktisk kører sin vej uden hende?
Da jeg kom hjem efter gåturen, prøvede jeg at stole på landmandens mening og lod Ayla løbe frit rundt. Jeg var bange for, at hun ville stikke af fra mig. Det gjorde hun ikke, men glæden var stor ved bare at kunne bevæge sig i fuld løb rundt på gårdsplads og græsplæne. Jeg nød den skønne hunds firspring. Vi skal nok lære det, Ayla og jeg. Med lidt tålmodighed. God lørdag til dig.

