OVERFLOD OG UNDERSKUD

Når man sådan bliver elektronisk, som vi er på vej til i disse dage, hvor vi fra at skrive i en papirsygeplejejournal nu skal skrive den elektronisk, ja så skabes der overflod af noget, og der opstår underskud af andet. Der ligger mapper i stabelvis på kontoret, de er tomme. Der står stabelvis af  tomme små bakker i vores reol, som før rummede alle de forskellige ark til sygeplejejournalen: ark til sygeplejeanamnese, sygeplejehandlinger, aktuel status, korte meddelelser, tværfagligt ark, udskrivelsesark, undersøgelsesark, forside osv. osv.

Til gengæld manglede vi bærbare computere, for nu skal computeren jo med ind til patienten, når vi tager imod eller når vi skal måle værdier eller lave neurologisk undersøgelse; dem har vi fået. Så manglede vi stik, så de kunne oplades; dem har vi fået. Så skulle der findes plads, til hvor de skulle oplades, det er også fundet.  Men så manglede der stikkontakter til opladerne, det er også fundet. Nu mangler vi bare at finde rutinen. I går tog jeg imod en patient, og hele tiden skulle jeg op og bruge hjernebarkens millioner af nerveceller, det her er absolut ikke automatiseret, så jeg blot trykker på en knap eller scroller ned ad siden og finder lige nøjagtig det søgeord, som jeg skal bruge. Hvor var det nu, at man kom ind til sygeplejestatus? Hvor var det nu, at telefonnumre på pårørende skulle noteres? Hvor var det nu, at vi blev enige om, arbejdsdiagnosen skulle skrives? Arbejdsdiagnosen er det, patienten kommer ind for at blive udredt for, om de fejler. For de fleste af vores patienter er det obs. apopleksi (til observation for blodprop/blødning i hjernen) Jeg fandt rubrikkerne og undskyldte over for patienten, at det tog lidt tid.

I dag holder jeg fri fra arbejdet, men i morgen er jeg da spændt på, om jeg kan finde ud af at læse rapport fra computeren. Vaner skal ændres, der skal omstruktureringer til både fysisk i afdelingen og i hjernen. Men det skal nok falde i hak, vi har prøvet det før, da vi gik fra et kardexsystem til sygeplejejournal. Vi har også prøvet to gange at flytte hele afdelingen, og det skal vi formentlig snart igen, men vi skal nok klare det. Jeg har som tidligere nævnt nogle fantastiske kolleger med mange forskellige kompetencer, udover de er dybt engageret i apopleksisygepleje, og alle disse kompetencer får lov til at udfolde sig, når der skal løses problemer. Her har vi ikke underskud, tværtimod synes jeg, at vi har en overflod af skønne evner.  Det vil jeg starte denne dag med at være taknemlig for. Må din onsdag byde på muligheden for at være taknemlig.

TØFFENDE SUTSKO

Jeg tøffer rundt, går fra køkken til mandskabsrum, fra computer til køkken. Fødderne holder varmen i et par billige sko, som udskiftes, når jeg har tøffet sålen i stykker. Om de kaldes kinasko eller espadrilles kan jeg ikke huske på denne trætte morgen.

For at jeg skal være udhvilet og klar til arbejdsdagen, skal jeg helst i seng inden klokken 22, men så kan man jo ikke være social. Så mens jeg gaber og forsøger at trække energien ud af morgenmaden, glæder jeg mig i stedet over en dejlig aften sammen med skønne kvinder. I går var vi omkring det at dømme, for hvor er vi mennesker hurtige til at dømme hinanden. Det ligger nærmest i generne, selv når vi ikke vil dømme, så wupti har man med få ord gjort sig til dommer over et andet menneske. Som sygeplejerske synes jeg, at hver dag handler om at stoppe denne indre dommer, for vi møder mennesker, hvis grundvilkår er så forskellig fra en selv, at det af og til er svært at sætte sig ind i, hvad det kan betyde for ens opfattelse af sygdom og reaktioner på sygdom. Men hvis vi skal kunne møde dette menneske der hvor det er, så er vi pinedød nødt til at sætte vores egne fordomme/forforståelser på spil, så er vi nødt til at turde rokke ved vores egne meninger om, hvordan ting er/bør være, og det er vist meget sundt.

Nu vil jeg tøffe ned på badeværelset og gøre mig klar, så jeg kan se verdenen i øjnene nogenlunde præsentabel. Jeg er glad for, at jeg ikke skal noget i aften, for i morgen aften er det kor, og der kan jeg heller ikke overholde fruens sengetid.

God første tirsdag i marts.

AL DET GRAVEN UNDERJORDISK OG OVERJORDISK

Først tager muldvarpen fat, og den må have inviteret alle sine venner med, for jeg skal da lige love for, at de holder fest. Små jordknolde skyder op overalt.

Så tager Istvan fat, han har ikke brug for vennerne, han klarer det selv. Han går på jagt efter muldvarpen, hvilket indebærer, at jordknoldene forvandles til kratere.

Når man så dertil tilføjer en græsplæne, som dyrker den langhårede mode efter et utroligt fugtigt efterår, så er resultatet en meget trist plæne at skue.

Heldigvis fandt jeg en enkelt vintergæk i et bed, hvor muldvarpen og Istvan lige netop var gået uden om blomsten, men den fine hvide kjole er blevet snavset.

Jeg “graver” også på arbejde, det bliver man ikke beskidt af, bare træt i øjnene. Nogle af vores instrukser skal opdateres, så jeg har søgt i databaser, om der er kommet ny viden på området, og nu er jeg ved at læse artiklerne gennem. Sådan noget graveri, synes jeg, er sjovere end havearbejde og blomsternipperier, det bærer vores have så også præg af, den skal blot have en plæneklipper, lidt sol og varme, så er den klar til sommeren.

LYSVÆLD

Hele den skønne solskinssøndag havde jeg ordet lysvæld i mit hoved. Og først da jeg googlede det, fandt jeg ud af, at det er fra en af de morgensalmer, jeg holder meget af:

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød,
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst.

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

Takke ham, som gav mig, når sol står op,                                                                                                            selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjæleve,
blot jeg trygt vil sige: Din vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
moder, søster, elskte, min kærlighed!

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud -
o, du milde Fader, min skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav.
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejersjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

Min søndag indeholdt løbetur, kirkegang, motorcykelplanlægning først de små søndagsture i klubben med klubkammerater og dernæst en hyggelig snak med vores feriekammerater på sommerens tur til Pyrenæerne. Søndagens menu skulle være oksetyksteg,  men da vi snakkede og hyggede for meget, blev aftensmaden havregrød som sidst, og oksestegen blev sat i ovnen, så den er klar til hurtigmad i dag. Boller blev bagt til denne aftens læsegruppe. Jeg er klar til arbejdsdagens start på den elektroniske sygeplejejournal, det bliver spændende. God mandag til dig.

MAN SKAL STÅ TIDLIGT OP

hvis man vil være med til solopgang. Tidligt og tidligt er nu så meget sagt, men de sidste dage er jeg løbet/gået fra gården lidt over syv og har nydt solens første farvning af himlen. I dag kunne jeg godt se, at solen vist var højere op end de andre dage, og ganske rigtigt, jeg skulle nærmest have haft solbriller på, da jeg løb. Jeg løber jo stik øst de første 2½ km og så stik vest de sidste 2½ km. Denne gang løb jeg hele vejen på nær de første 300 meter, hvor jeg går som opvarmning. Hvis du løber, hvordan varmer du så op?

Selvom jeg løb, blev tiden nu ikke hurtigere, det gik vist i luntetempo hele tiden. Jeg ønsker mig et løbeur til min fødselsdag, om ikke andet, så kan jeg jo være gavmild ved mig selv, som da jeg gav mig selv livslang rengøringshjælp. Jeg har besluttet, at uret skal hjælpe mig til at få intervaltræning i mit løb, det siger de kloge hoveder jo er vejen frem til at løbe hurtigere. Har du sådan et løbeur og hvilket kan du i så fald anbefale?

Mit trick til at løbe hele vejen var dels musikken, dels mine dagdrømme. Jeg er rigtig god til at dagdrømme, denne dags dagdrøm varede alle 40 minutter, til jeg var hjemme igen, så jeg glemte helt, at jeg plejer at have brug for små intervaller med gang.

Min søndag er fyldt med planer, men det er lutter gode ting, så det gør ikke noget. Må din søndag fylde dig med sol, glæde, smil og kærlige mennesker.

HVAD SKYLDES HVAD? DEL 2

Enlig svale gør ingen sommer. Og et eksperiment/forsøg gør heller ikke et videnskabeligt studie, Men det kan give en erfaringsbaseret viden.

I dag gik jeg samme tur, som jeg løb i går, så jeg prøvede at tage høreapparaterne af og på undervejs. Hold da op, jeg kan godt forstå, at jeg syntes, vi har det stille herude. Alle småfuglenes sang hørte jeg ikke uden apparaterne på. Vindens lyde hørte jeg nærmest heller ikke. Kun de store fugles skræppen og de største lastbilers lyde hørte jeg.

At jeg føler mig træt i kroppen nu, har jeg også et bud på. Landmanden og jeg har siden klokken ni i morges og frem til nu kørt 5 timer i bil. Det kan godt give en lidt stiv og øm krop. Vi drog ned til 50 km fra Esbjerg for at se på motorcykeltøj. Vores sommermotorcykeltøj er uden beskyttende materiale i bukser, og det er ikke vandtæt, så nu skulle det være. I Pyrenæerne kan der blive rigtig varmt, der er masser af skarpe hårnålesving, og regnvejr kan der også pludselig komme. Nu er der købt et sæt, som er vandtæt, men hvor man, når det ikke regner, kan tage inderdelen ud, så der er ventilation, OG der er knæbeskyttere, hoftebeskyttere, rygbeskyttere. skulderbeskyttere og albuebeskyttere, så kan de gamle vist ikke gøre mere for sikkerheden.

At jeg er vældig mæt, kender jeg også årsagen til. Vi gad ikke de tilbud på frokost, man kunne finde på vejen op fra Herning til Viborg, så vi kørte ind til Herning og spiste på Bones. Sådan en skudefuld salat og en god stor burger kan nok mætte. De fleste af vores pommes frites kom med hjem i en pose, dem har Istvan nydt. Jeg elsker det store tag-selv softicebord på Bones, men i dag købte vi is og guf på vejen hjem, nu kan jeg så heller ikke spise mere foreløbig ;-)

Marts måned er startet dejligt med to skønne solskinsmorgener, og når marts lakker mod april, så er der to forældre, der bliver glade. Og jeg ved godt, hvad det skyldes, der er påskeferie på uddannelsesinstitutionerne, så vi får vores to unge mennesker hjem på ferie.

God weekend til dig

HVAD SKYLDES HVAD?

En kommentar til et gammelt indlæg fik mig til at tænke over fænomenet igen, mens jeg løb. Man sover dårligere, når det er fuldmåne! Der fødes flere børn ved fuldmåne! Når det bliver dårligt vejr, kan gigtramte mennesker mærke det i gigten! Osv. Vi mennesker vil så gerne kunne se sammenhænge. Men når forskere sætter sig for at undersøge det, så er det ikke altid, der kan findes en sammenhæng. Eksemplet med fødsler og fuldmåne viser i store studier, at der fødes ikke flere børn ved fuldmåne, men både jordemødre, læger og alle vi andre tænker, at når der er sammenhæng mellem fuldmåne og tidevand, så er der nok også sammenhæng mellem fostervand og fuldmåne. Fuldmåne og dårlig søvn, mener forskere, skyldes mere lyset fra fuldmånen, som forstyrrer dem, der sover let. For når det er overskyet og fuldmåne, mærker folk ofte ikke noget.

Jeg sov dårligt natten til tirsdag, der var fuldmåne, MEN jeg sover dårligt hver nat til tirsdag efter en aftenvagtweekend, så det skyldes nok mere mit døgnrytmeskift. Forandringerne i gigten ved tordenvejr er der heller ikke et entydigt bevis på, at det holder stik. Når en kvinde er gravid, så synes hun pludselig, verden vrimler med gravide kvinder og barnevogne. Vi lægger mærke til det, der optager os. Når landmanden og jeg læser avis, så skulle man tro, vi havde læst to forskellige aviser. Når vi ser den samme udsendelse, som behandler et emne, vi er uenige om, så mener vi begge, at udsendelsen dokumenterer, at vi har ret!

Jeg har fået høreapparater, to små ørehængere med en lille prop ind i øregangen. Jeg bruger dem mest på arbejde, de generer mig lidt, jeg føler, jeg har en prop i øret hele tiden (det har jeg jo så også), og da jeg var forkølet, kunne jeg slet ikke holde ud at have dem på. Nogle af mine kolleger kan mærke forskel, jeg synes ikke selv, at jeg mærkbart hører bedre, og så dog. Jeg hører tekandens hvislen, jeg hører skratten med papir, lige nu hører jeg mine anslag på tastaturet som høje lyde. Jeg har ikke høreapparaterne skruet op til der, hvor de egentlig skulle være, fordi det føltes vildt højt den dag, jeg fik dem udleveret. Nu har jeg bedt om en tid, så jeg kan få dem skruet op. Det kan jeg ikke selv gøre, da jeg har valgt den mindste model. Her til morgen besluttede jeg mig til at løbe med høreapparaterne på, og der var da en fuglesang og fugleskrig uden lige. Men det kunne jo også skyldes, at solen var ved at stå op, at foråret er på vej osv. Men høreapparaterne bliver i på denne smukke fridag. Nu vil jeg hælde dagens første kop te op og nyde et kapitel eller to i en bog, før jeg går i lag med dagens arbejde. God solskinsdag til dig.

FOR 20 KR. BLANDET eller noget om kvindesnak, re-certificering og håndskrift

Uh som jeg hyggede mig i går, masser af snak mellem kvinder i alle aldre. Jeg har nu fundet mig en personal shopper, hvis jeg skulle få lyst til at gå amok i skøre, skønne og sjove øreringe. Oline kunne vise den ene hjemmeside efter den anden med øreringe, jeg ville elske at gå med. Strikketøjet blev luftet, og jeg tror, jeg skal ha arrangeret en strikkecafe, for det er altså meget sjovere at strikke sammen med andre end alene. Emnerne var viden om, og jeg stornød at være en del af langbordets selskabelighed.

Noget jeg ikke nød, og som både i går og i dag fik mig op i det røde felt var re-certificering. En ting er, at vi med mellemrum skal tjekkes via en test på nettet, om vi nu har helt styr på brandreglerne eller blodsukkermålinger. Det synes jeg er helt fint. Men hvor man ved brandtesten får at vide helt nøjagtig hvilke spørgsmål, man er dumpet i, så holder blodsukkertesten det som en hemmelighed. Man får blot at vide, at man på et bestemt område har fejl, og jeg brugte så megen tid på at trykke mig rundt på testens hjemmeside for at finde baggrundsviden i går. Men selv da min kollega og jeg sad med hver sin computer, så hun kunne tjekke siderne med viden om apparat, målinger og svar, og jeg sad ved en anden og tog testen, så dumpede jeg igen. Jeg var hidsig, for hvis jeg nu kunne få viden om, hvor det var, at jeg svarede forkert, så kunne jeg jo tage ved lære. Godt nok var det ikke de samme spørgsmål hver gang, men nogen gik igen og deriblandt det, jeg dumpede i. I dag satte jeg mig ned og brugte lang tid på i detaljer at skrive ned fra hjemmesiden, for man kan heller ikke printe materialet ud. En anden kollega bestod imens, så med hende og mine notater ved min side tog jeg testen. Jeg bestod, men havde alligevel to fejl på trods af det grundige forarbejde. Det må man gerne, bare ikke i de fem obligatoriske spørgsmål. Bagefter fik jeg svar på, hvilke spørgsmål jeg havde rigtig og forkert. Nu er de printet ud, ikke med hjemmesidens gode vilje, men ved hjælp af Ctrl + print screen, og bagefter fik vi en tredje sygeplejerske gennem testen og fik også skrevet hendes spørgsmål ud. Så er der håb om, at resten af personalet kan gennemføre uden alt for meget tidsforbrug. Min ledelse har skrevet og klaget over testen, for det kan jo ikke være mening, at nattevagterne ikke kan måle blodsukker, fordi de ikke har tid til at bruge 1 -1½ time på at bestå en test. Eller at to specialesygeplejersker hver har brugt flere timer på at regne ud, hvor de tog fejl, den tid kunne vi helt sikkert have brugt på noget bedre. Og spørgsmålet jeg tog fejl i, var formuleret på en måde, så jeg troede, at det i bedste damebladsstil ville sætte en fælde for mig, og så var det rigtigt!

Og fra på mandag er det slut med at skulle læse alle mine kollegers håndskrifter (det er jeg nu god til, har mange års træning med min mosters håndskrift). Sygeplejejournalen bliver elektronisk, det skal nok blive godt, men lige nu og her bliver det et kæmpe arbejde at indstille sig på. Men det er først på mandag, nu holder jeg weekend fra sygeplejen og koncentrerer mig om landbruget og mine fridage i stedet for.

God torsdag aften til dig.

DET ER LIGE FØR

I går morges, da jeg kørte af sted klokken kvart over seks, skinnede månen rund og fuld. Her ude hvor der er højt til loftet, får den masser af mørk baggrund at skinne på. Den var så smuk, at jeg måtte stoppe bilen, og forsøge at tage et billede. Det blev ikke særligt godt, men det var vist også meget optimistisk at tro, at mit lille kamera kunne klare det. Da klokken nærmede sig Nørresundby eller lidt over halv syv, kunne jeg ane de første stråler af solopgang, en ganske let rødme i horisonten, og jeg glædede mig. Glædede mig til de morgener, hvor solopgangen vil farve min vej på arbejde. Glædede mig til, at jeg igen kan køre i lys både til og fra arbejde.

I dag glæder jeg mig også, jeg har nemlig en teaftale efter arbejde. Jeg har fri klokken 14, så jeg kan se frem til en eftermiddag med massser af dejlig snak og hygge hos Liselotte. Det bliver så godt.

Må du finde glæder i din hverdag, og så håber jeg, solen vil skinne på os alle.

SOLEN OG JEG LEGER

det er forår. Jeg har fået fri nu, men er blevet på min arbejdsplads for at forberede mig til aftenens personalemøde. Eftermiddagen tilbringes på et kontor, hvor solens stråler kan nå mig, kontoret er vendt ud mod et gymnasium. Udenfor kan jeg høre de unge menneskers snakken, de har ikke travlt, og jeg kan lege, at de ligger på græsplænen og slikker sol. Det gør de nu ikke, men bare tanken, om at snart kan vi sidde udenfor og nyde eftermiddagsteen, gør mig forårsglad. Den manglende vind gør, at jeg på vej over til kontoret blev stående udenfor og stornød solen uden væmmelige kolde vinde. Jeg håber, at solen ikke bare skinner på Nordjylland, men har bredt sig til jer i de andre dele af Danmark.

Må din tirsdag smyge sig omkring dig som en lun solstråle hjulpet af en kærtegnende brise.

SOLEN LOKKER

Selv her på vestsiden i huset kan solens stråler ses. Jeg vil ud i frisk luft, jeg vil mærke kulden og solen, jeg vil mærke min krop, som langsomt løsner op, jeg vil mærke, hvordan tankerne finder deres plads og hjernen falder til ro.

Lige om lidt giver jeg mig selv lov, men først skal jeg køre en tur, sådan er det, når man bor på landet. Imens kan jeg nyde billederne fra gårsdagens gåtur. Der bliver fældet meget lige nu, træer og buskads har det med at tage magten over den fredede højmose, så lige nu ser det lidt trist ud, men det skal nok rette sig.

Og i går nåede jeg hen til Sandelsbjerg, det er længe siden, jeg sidst har været der. Den rummer masser af minder fra børnefødselsdage, hvor vi arrangerede kælketure eller skattejagt derhenne. Hvis jeg husker ret, så er der også et sted, hvor jeg kan finde anemoner, når den tid kommer. I går nøjedes jeg bare med at få pulsen op og frisk luft i lungerne.

JEG ER MISUNDELIG

og det er en grim følelse. Den skal man ikke tale åbenlyst om, den skal helst gemmes væk. Den er grim og den sluger energi, som man kunne bruge på noget andet. Men i stedet for at gemme den væk, skulle man måske lufte den, give sig selv lov til at sige det højt, så man kan erkende, at det, der ligger bag følelsen, kan der gøres noget ved. Måske er det netop, når man erkender, hvorfor man er misundelig, at man kan handle? Måske er det netop der, man kan ændre adfærd?

I stedet for at være en sur gammel mokke, så har jeg besluttet mig for, at jeg jo faktisk ikke ønsker, at landmanden skal ændre adfærd. Det er jo bare fordi, at jeg gerne vil være som ham. Når han brænder for noget, så kaster han sig ud i det. Også selv om der ligger stabler af papir overalt i huset, som han skal gennemgå, og som jeg, der skal arbejde midt i de stabler, bliver irriteret over.

Jeg synes jo, at når han nu endelig ikke skal sortere kartofler en dag, så skal han ikke planlægge at bygge garage til sin motorcykel. Han skal heller ikke købe et lille smart kamera til at sætte på motorcyklen, så der kan optages film, mens vi kører i bjergene, og fordybe sig fuldstændig om aftenen og i weekenden i alle de muligheder, der er i sådan et kamera. Han skulle i stedet for tage sig af at få arbejdet sig ned gennem de bunker, som ligger til ham, og som jeg ikke kan smide væk, fordi det er ham, der skal tage stilling til det. Det eneste jeg brænder for, er mit arbejde. Nej jeg synes også, det er sjovt at læse og skrive blogindlæg, men det er jo ikke produktivt, sådan som når I strikker en masse ting eller tegner eller er kreativ på anden vis. Landmanden og Istvan er også startet på hundetræning igen, og som han dog lyser op, når han fortæller om det. Og jeg kan ikke lide mig selv, når jeg midt i hans fortælling siger, har du egentlig kigget på de bunker!!! I dag fik jeg lokket ham ind på kontoret et meget kort stykke tid (bilen holdt jo udenfor og var klar til at hente materiale til garagen). Vi fik gennemgået nogle papirer, men han vælger ofte den nemme løsning, at det skal arkiveres, for arkivering står jeg for ;-) men jeg holdt fat, kig på det, tag stilling, så nu fik vi da smidt lidt ud.

Nu vil jeg fordybe mig i noget arbejdsrelateret, i morgen skal vi have aftenpersonalemøde, hvor jeg skal fremlægge, hvad jeg fik ud af konferencen i Barcelona. Der er løbet meget vand i åen siden da, faktisk kan jeg nærmest ikke huske det, men så er det godt, at jeg har taget billeder af alle powerpointslides. Og så vil jeg arbejde med min misundelse, det er ikke så sært, hvis landmanden sørger for ikke at komme ind, jeg gider heller ikke sådan en sur gimpe.

opdatering: landmanden gad godt komme ind, og med sin vanlige skønne (og irriterende) charmerende vendelbolune fik han “gimpen” til at grine, og vi fik snakket om, hvordan vi begge er nødt til at tage os sammen til at få sorteret i alle bunkerne i skabe og reoler i de to arbejdsrum, der har med landbruget at gøre.

Og som Helle skrev i kommentaren: Nyd at du har ham, for det er jo nok den side, du faldt for og som du elsker. Jeg nyder ham og jeg elsker ham, meget højt, det håber jeg ingen er i tvivl om :-)

HOLD DA OP

er vi færdige? Min bagvagtlæge lød helt forundret, hun havde syntes, da hun mødte ind i går morges, at dagens opgaver lød helt uoverskuelige, men hun og forvagten gik i gang. De har to afdelinger, hvor de skal tage sig af akutte opgaver og det stuegang, som ikke kan udskydes til mandag. De har tilsyn på andre afdelinger og de har en akut modtagelse, hvor de skal vurdere patienter, og hvis patienterne skal indlægges hos os, skal de optage journal. Kommer der trombolysepatienter, skal de smide alt, de har i hænderne og sørge for, at denne patient kommer så hurtigt som muligt gennem undersøgelser og får den blodpropfortyndende medicin indenfor 4½ time, og jo hurtigere jo bedre. Bagvagten skal også varetage al kontakt med vagtlæger og andre afdelinger, så der er dage, hvor hendes telefon kimer konstant. Jeg har oplevet dage i weekender, hvor vi nærmest ikke så læger, fordi der hele tiden kom trombolysepatienter eller de stod i noget akut andet steds.

Der var masser af hængepartier fra fredag. Selvom lægerne i ugen havde knoklet med stuegang og endda blevet der længere, end de skulle, så var en del blevet skubbet foran dem. Jeg gik stuegang fredag aften klokken ti, her tog vi de ting, som kunne klares på det tidspunkt. I går havde dagvagterne ikke set lægerne hele dagen, så jeg fortsatte, hvor jeg slap fredag aften. Til gengæld havde jeg begge læger hos mig i perioder. Jeg havde lavet en oversigtsseddel, og den fik de stukket i hånden, fordi jeg også havde en nyankommet, dårlig patient at passe. Samarbejdet med lægerne gik forrygende, de tog af og til af sted til den anden afdeling, men kom hele tiden tilbage. Klokken otte i aftes var vi færdige med stuegangen, og det var her, lægen lænede sig tilbage og udbrød indledningen til dette indlæg. Vi havde fået en patient overflyttet, to sendt på orlov og en udskrevet. Der var blevet optaget journal og lagt plan for en, der var overflyttet til os. En patient var blevet gennemgået, som det hedder, når de bliver undersøgt, dagen efter de er blevet indlagt, og der er lagt plan for den videre udredning.

Mine tre kolleger tog sig af resten af afdelingen, jeg er så heldig, at jeg har superkompetente kolleger, som jeg ved, at jeg kan stole på. Det er altså guld værd, derfor er vi heller ikke tilhængere af vikarer udefra, hvis vi kan få det til at fungere. I denne weekend har vi to sygemeldte. Natten til fredag fik en kollega pludselig en voldsom maveinfektion og måtte gå hjem midt nat. Gode råd var dyre, sygeplejersken kunne ikke klare natten gennem uden hjælp. Den anden afdeling havde også måttet sende en hjem, så de kunne ikke hjælpe. Så en af mine kolleger blev ringet op midt nat og var frisk på at komme ind. Fredag aften fik en anden kollega pludselig feber, 39,4, og hun blev også sendt hjem, vi klarede resten af aftenen tre personer. Den ansvarshavende i går i dagvagten var kommet på noget af en opgave, der skulle findes afløsere til både aftenvagt og nattevagt. Mange havde jo stadig ferie og havde lagt planer for weekenden, nogle var lige gået fra til ferie, så udbuddet var ikke stort. En dagvagtkollega var frisk og fortsatte i aftenvagten, det var vi glade for, og i morgen har to kolleger sagt ja til at komme i dagvagt, så vi beholder vores kollega i aftenvagt, og den kollega, som tog nattevagten, fortsatte i den i stedet for i dagvagt. Hold da op for en weekend, jeg håber, at aftenvagten i aften bliver mere rolig.

Søndagen her er i de grå farver, jeg hygger mig indendørs med en god kop te og bloglæsning. Må din søndag blive farverig og dejlig.

LØRDAG MORGEN UDEN ORD

 

EN STILLE STUND VED COMPUTEREN

Overskriften bliver bestemt, mens jeg læser nyheder, men da jeg skriver den, får de første ord mine tanker i en helt anden retning end tiltænkt. Sådan er min hjerne vist indrettet. Den springer hid og did, og jeg skal være lidt hård for at få den til at koncentrere sig om det, jeg er i gang med. Så jeg fokuserer på min beslutning om dagens indlæg.

Overskriften til et af nyhedsindlæggene kan man diskutere, om det er velvalgt, men det fik da mig til at klikke ind og læse den nyhed. Nyheden er, at man fra 2014 vil tilbyde tarmscreeninger til alle mellem 50 – 74 år. Jeg har før været inde på screeninger , og om I tog imod tilbuddet. Selv om jeg ved, at der er mange indenfor sundhedsvæsenet, som er imod og mener, at man overbelaster systemet og udsætter mennesker for unødige bekymringer og behandlinger, fordi nogle svar er falsk positive, så er jeg heller ikke i tvivl om denne gang, at jeg vil tage mod tilbuddet. Også selvom det betyder, at jeg skal sende en afføringsprøve med posten. Min mor døde af tarmkræft i en alder af 74 år, det blev opdaget allerede 12 år inden ved en tilfældighed. Min mor fik feber og blev dårlig, det viste sig, hun havde en byld på tarmen, og demed fandt man ud af, at det var kræft, der havde forårsaget bylden. I første omgang mente man, at kræften var helt opereret væk, men fire år efter viste den altså sit grimme ansigt igen, og kun takket være en meget dygtig overlæge fik vi otte gode år mere med min mor. Jeg har været inde til en forundersøgelse mhp. om jeg skulle screenes, men da min mor var over 60, da man fandt kræften, var det ikke relevant. Nu kommer jeg så til at være i målgruppen, og det er jeg glad for. Jeg er ikke en, der går og bekymrer mig, det kan jeg ikke bruge til noget, men jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for at forebygge og i mit tilfælde er det så kræft (min mor) og Alzheimer (min far). Her ser jeg screeningerne som én måde at forebygge på, en anden måde er fokus på sund kost, ingen rygning, alkohol med måde og godt med motion i hverdagen, en tredje måde  er at forsøge at holde min hjerne skarp og at udfordre den. Diplomuddannelsen er en måde, sudoku en anden måde (og jeg er så dårlig til det), Wordfeud og Ruzzle en tredje måde, men jeg vil også gerne finde på nye motionsformer. Faktisk drømmer jeg om klatrevægge eller mountainbiketure på skovstier, men nu får vi at se. Min madplan skred i svinget pga min fars uheld, men jeg holder fast i resten af planen, så nu skal der handles ind til weekenden, og bagefter skal der løbes en tur. Jeg har tre aftenvagter, der står i kø for at blive brugt, her skal jeg også nok blive udfordret. I dag starter vagten tidligere, fordi vi har nogle unge mennesker, som skal have en omsorgssamtale, klik på linket og gå til side 17, her ser du to søde sygeplejersker;-)

Må din dag blive en god indgang til weekenden, om du skal arbejde eller holder fri.

PS og sidespringet i min hjerne ved synet af min overskrift?  Jeg og min far har begge en CD med sange fra missionshuset i nyfortolkede udgaver, og det er dejlig musik, hvor krop og sjæl finder ro. En af sangene hedder En stille stund med Jesus.

SOLSKINSSTRÅLER

Tænk at man nu kan gå en tur sidst på eftermiddagen, og det er stadig lyst.

Kulden bider stadigvæk i kinder og ører, men hvad gør det? Bare der er sol i mine øjne.

Må din aften være god ved dig.

GLAD FOR AT JEG VAR MED

Min far er hjemme igen på plejehjemmet igen, læben er syet, og det gik fint. Vi mødte kun dygtige og venlige ansatte, alle kunne deres kram, og de to unge sygeplejersker, som var tilknyttet far henholdsvis på sengeafsnittet og i opvågningen var endda også opmærksom på mig. De havde så heller ikke kunnet klare dette her, uden at der havde været nogen med. Jeg er glad for, at det blev mig, og ikke mine to andre søstre her fra Jylland. Jeg tog min sygeplejefaglige kappe på, da problemerne opstod. Min far blev urolig i opvågningen, da han vågnede op, og ville ud af sengen, han forstod jo ikke det, vi sagde, jeg kunne ikke guide ham til at sætte sig ned, han kunne ikke kende mig, og han måtte have oplevet det som et helvede. Masser af mennesker, som holdt ham, ukendte omgivelser (han vidste helt sikker ikke, hvor han var), mærkelige lyde (alarmklokker fra de forskellige apparater ringede konstant) skarpt lys osv. Så i dag fik jeg set det, som plejepersonalet har oplevet nogle gange på det sidste, når min far ikke kan forstå, hvad der sker omkring ham: Min far blev aggressiv, han var meget vred og prøvede at sige, at man skulle opføre sig ordentlig og hvad var det her dog for noget. Ikke så sært, at han forsøgte at slå arme væk, det ville jeg nok også gøre, hvis nogen holdt mig, og alt var kaos. Vi fik ham dog til at falde til ro og derefter aftalte vi en hurtig flytning op på sengeafsnittet på hans enestue, og at vi hurtigt kom hjem til de vante omgivelser på plejehjemmet. Selv her talte min far om, at man skulle opføre sig ordentlig og behandle andre ordentlig, og jeg kunne høre, at han var tilbage i sin funktion som skoleinspektøren, som fortalte, hvordan man skulle opføre sig både som lærer, elev og medmenneske. Jeg elsker ham så meget, og heldigvis kunne de to skønne sygeplejersker, jeg var lige ved at skrive de to bette unge piger  ;-), godt se den gode og dejlige mand bag den forskrækkede og vrede mand. Han endte med at sende dem begge et smil og vinke til dem.

Nu har jeg overgivet pasningen til det dygtige plejepersonale, og når jeg har drukket te med landmanden, vil jeg gå en lang tur i det skønne solskinsvejr. For selvom jeg til både sygeplejerskerne og min søster har sagt, at jeg har det godt, og at jeg har brugt min sygeplejerskeidentitet til at få oplevelsen sat på plads i hjernen, så kan jeg godt mærke, at jeg er træt og bevæget lige nu.

EN NAT PÅ SKADESTUEN eller hvordan planer kan blive en by i Rusland

Planen var lagt, der var byttet rundt på min fridag og arbejdsdag, så jeg kunne være ansvarshavende torsdag og dermed havde jeg fri onsdag. Jeg var træt og gik derfor tidligt i seng i går aftes, knap var jeg faldet i søvn, før end telefonen ringede. Min far var faldet og havde flækket sin læbe, man ventede på vagtlægen, men min far skulle nok på sygehuset og sys. Jeg fik pakket taske og kom hurtigt i tøjet og så af sted. Ved midnatstide drejede jeg ind på plejehjemmets p-plads, her holdt ambulancen, som skulle køre min far på skadestuen.

Min far var egentlig ret upåvirket af situationen, men han så forfærdelig ud, flækket overlæbe og en næse godt med skrammer. Min far er blevet meget dårligere på det sidste, blandt andet er han nu ramt på sin gangfunktion og på sin evne til at gøre ganske almindelige ting, såsom at barbere sig, spise eller vaske sig. Desværre er han ikke blevet ramt på evnen til at registrere vandladningstrang, så han rejser sig selvfølgelig fra sengen, træder ud på en måtte (som er en alarm) og begynder at gå og falder så. Personalet er på vej, men de kan ikke altid nå at komme ind på stuen, førend de første skridt er taget. Så min far er faldet flere gange den sidste måned.

Min far fik et par timer på skadestuen, personalet var søde og hjælpsomme, de syntes, såret var så dybt, så der skulle lige konfereres med nogle plastikkirurger et eller andet sted i region midt, om syningen overhovedet skulle gøres på det tidspunkt. Det blev der givet grønt lys for, men da lægen skulle røre ved min fars læbe, gjorde det ondt på min far. Da min far ikke kan forklares, hvad der skal ske, blev han selvfølgelig pga smerterne urolig og forsøgte at forhindre denne smerte. Så konklusionen blev, at syningen skulle foregå i fuld bedøvelse om dagen. Vi blev sendt hjem, jeg hjalp personalet med at få min far i seng, og jeg blev også sendt i seng. 4 timer efter stod jeg op igen, så jeg var klar, når sygehuset ringede med tidspunktet, min far blev holdt fastende, så han også var klar.

Formiddagen blev tættere på middag, før beskeden kom, at det var blevet udsat til torsdag morgen med mødetidspunkt klokken 7.15. Min far havde hele formiddagen sovet, vågnede op en gang imellem, nynnede med på den musik, jeg havde kørende, smilede med sin flækkede læbe til mig og sov så videre igen.

Efter flere telefonsamtaler blev enden på visen, at jeg fik fri i morgen, og nu er jeg hjemme for at sove lidt, få  lidt styr på tingene herhjemme og få et bad. I aften kører jeg ned til plejehjemmet igen for at sove der, for Falck kan allerede være der klokken 6 i morgen tidlig. Jeg håber ikke, kirurgerne ændrer planen i morgen, det har de lovet ikke at gøre, men man ved jo aldrig. På et sygehus ændres der konstant planer og prioritering. Men læben skal snart sys sammen, hvis den skal hele ordentlig. Så mon ikke planen holder.

AT LÆGGE EN PLAN

Når vi møder om morgenen, er vi som regel blevet fordelt på stuerne af gårsdagens dagvagter. Vi finjusterer sammen og aftaler de sidste ting. Så går vi hver til sit, læser om hver vores patienter og planlægger dagens forløb i den lille gruppe (nogen gange består den gruppe kun af en, så kan man rigtig bestemme). I dag havde jeg seks patienter sammen med en assistent, vi havde en, der skulle overflyttes til et rehabiliteringssted, og som derfor skulle være færdig. Så planen blev, at det tog min kollega sig af, hun havde passet patienten i flere dage og vidste lige nøjagtig, hvad der skulle gøres. Af de fem andre var der fire, der manglede at få målt alle værdier (blodtryk, puls, temperatur og iltning af blodet) samt at blive vurderet neurologisk. Ofte har nattevagterne nået det, men de havde haft forrygende travlt, så det måtte jeg tage mig af.

Klokken var nu 7.35, morgenmaden er klokken otte, så det var bare om at komme i gang. Ingen af patienterne kendte jeg, så jeg skulle jo også lige hilse på dem, før jeg stak termometeret i munden. Alle blev nået inden morgenmaden, to nåede endda at få udleveret håndklæder, så de kunne nå bad/vask inden morgenmaden. Så skulle jeg have hældt medicin op, egentlig skulle det være sket inden klokken otte, men da lavede jeg jo noget andet. Herefter ville dagens koordinator gerne have mine punkter til stuegangen. Vi er begyndt at lade en person stå for koordineringen med de to læger, der bliver skrevet på en tavle, hvilke opgaver der er for hver enkelt patient. Lægerne nyder at kunne have overblikket på tavlen dagen igennem. Vores læger knoklede løs, der blev ikke holdt mange pauser, alligevel manglede der meget, da mine kolleger skulle gå hjem. Jeg havde nitimers tjansen i dag, så jeg fik overdraget deres papirer med deres plan for stuegangen i dag.

Min dag var bortset fra morgenens travlhed gået helt fint, min makker og jeg sørgede hele dagen for at afstemme med hinanden, hvor vi var i forhold til vores plan. Selv om jeg havde en halv times overarbejde, måtte jeg alligevel overgive enkelt punkter til aftenvagten, og noget måtte vi udskyde til morgendagens stuegang. Det er rigtig træls for en patient, som jo gerne vil have svar på undersøgelser, men patienten var i den relevante behandling og fik den rette træning, der var ikke tale om udskrivelse på nuværende tidspunkt, så det måtte vente. Det var ikke planen, men sådan gik det.

Af og til sker det, at jeg, når jeg sætter mig ned med en kop te herhjemme, kommer i tanke om noget, jeg har glemt at dokumentere. Således også i dag, og da jeg ikke kommer i morgen pga behov for anden mødetid fra afdelingens side, ja så må jeg forstyrre aftenvagterne i aften, det var absolut ikke planen. I dag er jeg glad for, at min egen lille madplan er planlagt med rester i dag, for ellers havde vi fået et eller andet fast food. Nu går det helt efter planen med portionsanretning, og bagefter vil jeg finde en god bog, som kan holde mig ved selskab i sofaen. God tirsdag aften til dig.

FAGRE NYE VERDEN

Der er masser af ting, vi slet ikke er med på. Bl.a har vi stadig gode gammeldags mobiltelefoner og har ikke planer om at udskifte dem. Men lige nu sidder landmanden og gennemkører dele af vores 5000 km lange motorcykeltur på Google Earth. Se Lene, sådan ser Gorges du Verdon ud, eller prøv at se, her er Lourdes eller Gaverny. Jeg griner lidt, jeg gider ikke kigge med, jeg vil vente med at se og sanse, til vi er midt blandt hårnålesving, vandfald eller pilgrimme på vej til den Hellige Kilde.

Duften fra køkkenet breder sig ind i stuen, duften af kakao, løg, chili, hvidløg, spidskommen og koriander vidner om, at fruen i huset har taget tyren ved hornet og lagt en plan for aftensmaden i denne uge. Chili con carne er på menuen i aften, rester i morgen aften, ny ret onsdag, rester torsdag. Jeg er i aftenvagt i weekenden, så jeg vil servere varm mad til frokost to af dagene, den sidste dag bliver det rester. Mon ikke den plan kan holde? Det skal i hvert fald prøves. Imens kan landmanden så surfe videre og drømme om den tid, hvor den nye motorcykel skal prøve kræfter med masser af hårnålesving. Hans bidrag til aftensmaden var 6 flotte bagekartofler, som bliver forvandlet til kartoffelmos. Gulerødder skal rives og forvandles til råkost med appelsinstykker og nødder. Og jeg har været på biblioteket og lånt bøger, så aftenens program står på sofahygge med læsning og tedrikning. Mens jeg laver mad, drømmer jeg om små restauranter ude på landet med lækker fransk eller spansk mad. Jeg begår ikke samme fejl som i Dolomitterne, hvor jeg kun bestilte en ret, jeg fik nærmest ikke grøntsager hele den uge. Nu ved jeg, at jeg skal spise flere retter for at få både grøntsager og kød. Og det er faktisk først, efter jeg læste en krimiserie om en italiensk kriminalkommisær, som gik meget op i mad, at jeg blev opmærksom på denne detalje. Så både bøger og computerprogrammer er med til at forberede os på rejsen. Jeg tror nu ikke, at mine boglån i denne omgang yder bidrag til rejseplanlægningen, men man kan aldrig vide ;-)