fredag, april 19, 2019

Tosomhed

Indimellem kan jeg godt savne andres former for tosomhed. Den hvor man sammen holder fri, får ordnet praktiske ting sammen, nyder påskedagene sammen. Følelsen går over, for sådan er det at være gift med en landmand og at være gift med en sygeplejerske. Vi arbejder ikke altid efter den fastlagte fridagsplan for familien Danmark.

Søerne ved Hune

Jeg nyder derfor tosomheden med datteren i sommerhuset, mens landmand og medarbejder sammen med hundene holder gården i gang. I går gik vi en god tur, drak vin på naboens terrasse, fik sol på næserne og sluttede dagen af med en skøn aften hos svoger og svigerinde i Aalborg. Her havde vi heldigvis lokket landmanden med. Hold nu op som vi er gode til at grine sammen.

Svoger og svigerinde har den skønneste udsigt over Limfjolrden

I dag kørte vi til Lønstrup og besøgte flere små gallerier. Hvor jeg nok holder af keramik, så taler glaskunst lige ind i mit hjerte. Det er dog sjældent, at der kommer noget med hjem. Jeg nyder de ting, jeg har i mit hus, så hvorfor købe nyt, hvis det gamle stadig udfylder sin funktion?


Marna Rix

Vi kom også forbi Galleri Dorthe Friis, hvor flere i Friisfamilien udstiller med lækre tørklæder, vaser og granitskulpturer. I dag var der også flere billeder af Marna Rix, hendes billeder elsker jeg, og jeg vil rigtig gerne have et hængende på min væg. Men hvilket billede skal det være? Trine Panum, tidligere tv-vært, udstillede også i galleriet. Det var også abstrakt, men på en helt anden måde, mere voldsom og skarpt. Men jeg kunne lide det.


Vi sluttede af med at gå den tur, som jeg sidst gik med min far. Det er ved at være nogle år siden. Faktisk er det 8,5 år siden, et halvt år efter min mor døde. Og det blogindlæg viste ingen billeder fra gåturen i Lønstrup ad Bækslugten ned til havet og videre ad stien rundt om klitten op til parkeringspladsen ved fiskebådene.

Lønstrup

Egentlig ville datteren og jeg have været i Blokhus for at spise frokost, men vi begik den fejl at køre dertil i bil. Der var stopfyldt, der holdt biler overalt, hvor en bil kunne smides ind. Vi opgav, kørte hjem til sommerhuset, kreerede vores egen frokost og nød den på terrassen.

Lønstrup


Jeg øver mig i ikke at se, hvor meget, der skal ordnes. Jeg holder påskeferie, og så må jeg tage en anden arbejdsweekend heroppe. Nu slapper vi af, drikker te og forsvinder begge to ind i hver vores univers. Det har vi begge brug for. Vi har dog sammen set Paul Hollywood besøge København og smage på dansk bagværk og vores smørrebrød.

Lønstrup

Landmanden har lange arbejdsdage, så her er det godt, at vi har valgt sommerhus tæt på gården (bevidst valgt netop af den årsag). Jeg har været hjemme med madpakker til formiddag og frokost, samt eftermiddagsmadpakker til begge landmænd. Ligesom der står aftensmad klar til at blive lunet i aften og brød og kage til aftenteen. Vores to gode termoflasker er fyldt med te, så der forhåbentlig er varm te til i aften også.

Datteren er søgt udenfor og slikker sol, mens det her indlæg er skrevet. Mon ikke jeg skal finde solbrillerne frem og gøre hende selskab? God dag til dig.


torsdag, april 18, 2019

Det som film kan

Mange kan sikkert fortælle mangt og meget om, hvad film kan. For mig kan film noget ganske særligt. Jeg kan have læst om noget og også fået indsigt, men det er som om fortællingen først fuldt erkendes, når jeg oplever det via film. Faktisk kan man tale om, at jeg kropsligt først erkender det læste gennem filmen.

Lad mig prøve med nogle få eksempler:

  • Efter jeg så filmen Dykkerklokken og sommerfuglen tænkte jeg meget over, hvordan det måtte være for en patient, når sygeplejersken eksempelvis skal undersøge pupiller eller har svært ved at høre, hvad patienten siger og læner sig helt ned til patientens hoved. Men også det at få lov til at give udtryk for det, man har at sige, selv om man ikke kan tale. Så må vi bruge andre metoder til at få ordene inde i hjernen til at komme til udtryk. Jeg har læst en faglig artikel, som på mange måder var helt anderledes end den vante norm. Det var et single-case studie af afprøvning af en metode til at give et menneske med afasi mulighed for at udtrykke sig, ikke blot om de er sultne, tørstige, skal på toilettet eller har ondt. Men muligheden for at udfolde den indre tankeverden for andre gennem at den anden hele tiden støttede ved hjælp af tegninger, ord, mimik, gestik osv. Det var helt fantastisk at læse, hvordan den unge patient med en blodprop i hjernen fik lov til at udtrykke sig (linket er til en faglig artikel på engelsk)
  • For år tilbage så landmanden og jeg en film om en amerikaner, som forsvandt i Argentina under Juntaen. Filmen handler om faderen og kærestens søgen efter den unge mand. Der gik det for alvor op for os, hvad der var foregået, og hvordan man i USA havde vendt det blinde øje til. At følge denne fars søgen efter den søn, som ikke havde samme politiske holdninger og se farens langsomme erkendelse af, at den regering, han havde støttet, var vidende om de mange forsvindinger og mord. Og hvis du ved, hvad filmen hedder, så skriv det endelig, for jeg kan ikke huske det. Jeg troede oprindeligt, at Gene Hackman spillede faderen, men jeg har gennemlæst hans bibliografi, og der kan jeg ikke finde filmen.
  • Filmen Hidden Figures satte også spor i os i forhold til racediskrimination, ikke ved store armbevægelser, men mere i det små. Som da den unge kvinde bliver forflyttet over til det hvide hovedkvarter og skulle bruge 40 minutter på at finde et toilet beregnet på farvede. Eller da der bliver sat en kedel vand op ved siden af kaffebeholderen til hende, fordi hun ikke må drikke af samme kaffe som de hvide.
  • Filmen A Star is born har fede koncertscener, og jeg læste efterfølgende, at de er optaget live hos andres koncerter. Blandt andet Kris Kristoffersen sagde ja til, at man først optog med hans publikum som engagerede statister, før den egentlige koncert gik i gang. Og det kan man mærke. Vi talte i hvert fald om, at vi godt kunne forstå den rus, man kan få af at give den hele armen foran en jublende fanskare. Og hvor skræmmende det samtidig også kan være og hvor let det kan blive at søge tilflugt i stimulerende stoffer.
Har du mon oplevet det samme?

Opdatering: min kloge datter ved, hvordan man skal søge på film, så nu ved jeg, at det ikke var Gene Hackman, men Jack Lemmon, at det ikke var Argentinas militærjunta men Chiles OG at filmen hed Missing. 

udsyn fra et bagsæde i en bil med tagvindue



tirsdag, april 16, 2019

Påskeferie - et ord som stadig er nyt for mig

Selvfølgelig kender jeg ordet påskeferie, som barn var det jo en del af skolefridagene. Det var også typisk der, der kom nogle gode film. Jeg husker stadig Drengen med det grønne hår - om den hedder sådan, er jeg faktisk i tvivl om, sådan husker jeg den. Efter lidt research har jeg fundet en film med den titel, og når jeg læser handlingen, genkender jeg temaet.  Derudover husker jeg fra den tid filmen Hi-Lili, Hi Lo og især sangen, som du kan høre her:




Langfredag blev der ikke vist film, som jeg husker det. Det var ikke en dag, der skulle festes på, det var en sørgmodig dag. Hvorimod påskesøndag var og er glædens dag, forårets dag og kristendommens største helligdag. Og selvfølgelig havde alle butikker lukket.

morgenstemning


Siden jeg blev sygeplejerske, har påsken været arbejdsdage og måske har jeg haft fri nogle af dagene. Og som landmandskone er påsken ofte faldet midt i forårsarbejdet. For dem, der har fulgt denne blog, er det ikke en hemmelighed, at min kære landmand i vores unge dage kundgjorde, da jeg måske brokkede mig lidt over, at han ikke holdt fri på de skæve helligdage i foråret: skæve helligdage er kun for dovne mennesker, Gud har givet os en fridag om ugen, nemlig søndag.

morgenstemning

Derfor er det meget nyt for mig stadigvæk, at jeg indimellem kan holde fri hele påsken. Til gengæld tager jeg så de enkeltstående skæve helligdage så som Kristi Himmelfartsdag, Store Bededag og Pinsemandag. Det er egentlig fjollet, for der er landmanden som regel færdig med forårsarbejdet, så vi kunne jo tage på motorcykelture. Men i påsken har vores børn fri, og er vi heldige, kommer de hjem. I år bliver det kun datteren, vi får besøg af. Søn og svigerdatter drager til Norge på påskeferie.

Jeg vil glæde mig til, at vi kan tage ud og se på påskeudstillinger samt gå lange ture.

I dag har min projektgruppe arbejdet videre med vores artikel, den hænger os langt ud af halsen, men heldigvis fik vi godt fat i den i dag og nåede et godt stykke vej med endnu en omgang kondensering. Til gengæld kan jeg nu afsløre, at vi har fået en poster om projektet optaget på den europæiske apopleksikonference. Vi har desuden fået bevilget penge til rejsen af en fond, og derfor skal vi alle tre til Milano i maj. Det bliver så godt og spændende.

I morgen har jeg fridag, så min påskeferie er sådan set startet.

mosekonen brygger





lørdag, april 13, 2019

At ligge i en solstråle med godt overblik

Landmanden pløjer, medarbejderen har fri. Solen skinner og måske kommer jeg ud i det fri, lige om lidt, måske. Hundene synes ikke om konceptet, at de er indendørs og ikke i en traktor. Men en traktor, selv om den er stor, er ikke designet til at have to store ruhårede hønsehunde plus en traktorfører inde i traktorhuset. Ayla og Dexter har dog accepteret det og finder hver deres måde at udholde det. Ayla på bryggersbordet i en solstråle, Dexter lige nedenfor på det varme bryggersgulv. Nu hvor jeg er rykket ind på kontoret, er Ayla rykket med og ligger ved siden af stolen.


Landmanden og jeg har det med at grine af indforståede ting sammen, og andre ville helt sikkert ikke synes, det var sjovt. Det er det, jeg elsker allermest ved ham, at vi griner så godt sammen. At vi er vidt forskellig holdningsmæssigt, må vi leve med, vi har vist opgivet at ændre på hinanden. Alligevel tørner vi sammen gang på gang i skænderier, for det er så svært at forstå, at når nu man selv har set lyset i forhold til forskellige emner, at den anden så kan være så dum at mene noget helt andet. Latteren fra formiddagsteen sidder stadig i mig og får mig til at smile.


Hvis jeg tænker det, skal jeg gøre det. Mette - Alene i Vildmarkens motto, som også pryder hendes facebookside. Jeg er vild med det motto, og jeg øver mig i at holde fast i den tankegang, så lige nu har jeg langt om længe fået koblet vores flybilletter til rewardprofilen. Profilen fik vi oprettet, da vi tog til Finland. Det er en af de ting, vi har grinet af. Som jeg sagde, jeg kan da heller ikke tage dig med ud i verdenen. Nu har jeg, alle de gange jeg har rejst alene til København med fly, undgået de sælgere, fordi jeg ikke orkede at sætte mig ind i, hvordan man koblede sine billetter til rewardprofilen. Fluks landmanden er med, så stopper han op og snakker med sælgeren, og vupti er vi tilmeldt. Hvem er det så, der skal sørge for at få aktiveret kortene inden tidsfristen og koblet billetterne til også inden tidsfristen? Jep, pilen peger mod mig, landmanden griner bare og går ud igen til sin elskede traktor.


I går sad jeg igen på et kontor langt væk fra afdelingen, jeg fokuserede på at læse artikler OG få dem skrevet ind i en matrix. Det sidste hopper jeg tit over, fordi det forlænger tiden, jeg arbejder med artikler. I går holdt jeg fast i, at det i den sidste ende ville give mig et mere stabilt ståsted at tale ud fra. Jeg er faktisk stolt over mig selv, at jeg holdt fast. Jeg kender dog mine livliner, så min leder fik lige en sms til det heldagsmøde, hun var til, for så vidste jeg, at jeg fik thumbs up til at fortsætte.


Jeg kredser meget om at få alle de artikler nedfældet i et samlet dokument. Det tror jeg, vil give mig et bedre overblik. Det vil jeg fundere lidt mere over, for nu vil jeg gøre næste tanke i mit hoved til virkelighed. En gåtur med tid til at lade tankerne flyde frit hid og did.

Må du få en god lørdag, som startede vældig kold, men nu er frosten langt om længe væk fra græsset. Den kolde april bakker op om min manglende lyst til at gå i haven, selv om jeg på samme tid drømmer om planter i mine højbede og ukrudtet væk fra mine bærbuske. Jeg tror, jeg venter til efter påske, måske.

Godt nok har vi traner i mosen, men de her er "fanget" et andet sted



torsdag, april 11, 2019

Jeg har sat min hjerne fri i dag

Inspireret af bogen Frihedens Pris af Peter Lund Madsen har jeg været god ved min hjerne i dag.

Muligvis er det ukrudt, men det ser flot ud som tæppe
Peter LM beskriver, hvordan tidligere tids arbejde groft sagt enten bestod af fysisk hårdt arbejde eller monoton arbejde på fabrik. Her kunne hjernen få lov til at lade tankerne gå i mange forskellige retninger. Arbejdet kunne godt gøres, uden at hjernen hele tiden skulle koncentrere sig om det samme hele tiden. At der så er andre ulemper ved disse arbejdsformer ved vi godt. Men jeg kan sagtens følge ham. I de 11 år, hvor jeg arbejdede sammen med landmanden på gården og troligt dag ind og dag ud fra august til maj sad ved sorterbordet og sorterede kartofler. De grønne, revnede og skurvede kom væk sammen med jordknolde. Det behøvede hjernen ikke at koncentrere sig om, det blev automatiseret i hjernen. Sådan er hjernen nemlig smart, ingen grund til at bruge flere kræfter end nødvendigt, så alt der kan automatiseres, bliver det. Jeg planlagde FDFmøder, forberedte indkøbsseddel, tænkte tanker om familiekomsammener osv.


I dag er langt det meste arbejde noget, hvor du skal være fokuseret. Skærmarbejde, kundebetjening, sygepleje osv. Hjernen får ikke lov til at lade tankerne vandre hid og did, hvilket den har brug for. Når vi så kommer hjem, så skal vi til at fokusere på alt det, der skal nås i fritiden, og vi skal da også nå at tjekke instagram, facebook, blogs, nyhedssider osv.

I dag læste jeg resten af bogen færdig, men stoppede indimellem op og sad bare og så ud i luften, lod tankerne dukke op, legede med dem, stoppede op ved andre tanker, ikke noget produktivt med et slutresultat. Ved fysioterapeuten enedes vi om, uden at aftale det, ikke at sige noget under behandlingen. Og dermed kunne jeg være til stede i min krop, mærke hvor spændt og øm den er og tænke over hvor dumt det er at vælge det, der fremmer den tilstand.


Hjemme igen har vasketøjet hængt ude, nu er det taget ind og duften af frisk luft fylder gangen og min næse, hver gang jeg går forbi tørrestativet.

På min gåtur sidst på eftermiddagen begyndte det at sne! Jeg nød de små snefnug, der landede på min grønne trøje, jeg nød luften, der bed i mine kinder og jeg nød kroppens pulsation. Jeg nød at lade tankerne finde ideer til undervisning, men også at lade dem slippe igen, for jeg havde jo ikke en computer eller en blog at notere ideerne på og dermed at skulle arbejde videre med ideen.

Strikketøjet er også blevet motioneret, mens jeg så lidt fjernsyn.

Jeg kan mærke, at min hjerne har haft godt af denne dag. Det må jeg huske.



God aften til dig.










onsdag, april 10, 2019

Lidt af hvert, tak

Mens indlæggene om vinterferien har fyldt på bloggen, er livet gået videre i virkeligheden. Indimellem med en fart, så jeg nu har svært ved at fatte, at vi snart er midt i april, at der snart er påske. Jeg føler mig som lige kommet ud af vinterhiet og har det, som jeg tror bjørnen har det. Lidt sløv og dvask, der skal først fyldes energi på depoterne, før jeg kan være forårsaktiv.

Jeg elsker haver, de er skønne at se på og sidde i, når det er sommer. Jeg har også drømme for min have, problemet er, at sådanne drømme skal virkelighedsgøres på samme tidspunkt som forårs og efterårsarbejdet i markerne. Så der er ingen tosomhed i haven med hyggelige snakke og tedrikning. Derfor er min drøm om at få gravet bærbuskene op og sat ned igen i højbede igen blevet udsat. For da jeg havde bare en snert af energi til at gå i gang, gik det op for mig, at jeg var for sent ude. Det skal gøres meget tidligt om foråret eller efter bærsæsonen. Indsæt billede af en ballon, der punkteres.



Jeg får læst, det er dejligt. Lige nu er jeg i gang med Peter Lund Madsens bog Frihedens Pris. Den er godt skrevet, jeg kan bare ikke huske, hvad jeg gerne vil huske fra den, fordi jeg læser hurtigt og fordi det egentlig er kendt stof, bare fortalt på en anden måde. Denne gang har bogen fokus på hjernens virkelighedsopfattelse. Vi tænker jo ikke over det, men det jeg oplever som virkelighed og fakta, er ikke det samme som du oplever, selv om vi er lige ved siden af hinanden. Måske er det næsten det samme, men det kunne også godt afvige. Derfor skal vi huske, når vi bliver irriteret på hinanden og diskuterer voldsomt, om noget skete på den og den måde, at vi oplever og opfatter ikke det samme. Det er egentlig forunderligt at tænke på. Det er også derfor, at Peter Lund Madsen nærmest kan blive skræmt ved tanken om, at hans skæbne skulle afgøres af et vidneudsagn.



Maren Uthaugs bog Hvor der er fugle er jeg langt om længe blevet færdig med. Jeg måtte tvinge mig selv i gang igen ved at love, at jeg blot skimlæste passager. Hvorfor så læse den færdig, når den frastødte mig så meget? Fordi jeg en gang har hørt, at det er godt at læse en bog færdig, selv om man absolut ikke bryder sig om bogen. Det udfordrer ens hjerne ikke altid kun at gøre det, man kan lide. En korveninde sagde, at den blev bedre, fordi alt ikke var, som det så ud. Jeg er ikke enig. Jeg er enig i at den blev mere udholdelig at læse, men det som frastødte mig, var at overgrebet på et barn ikke vakte den mindste tanke om, at det var forkert, på trods af at faderen var beskrevet som havende følelser og samvittighed. Og ja, jeg ved godt, at det viste sig, at han ikke var faderen og at alt ikke var som det så ud. Det havde jeg egentlig allerede regnet ud før overgrebet. Det ændrer ikke på, at han troede, han var faderen. Stakkels pige, som måtte lide, fordi hendes mor og far ikke tog sig sammen og levede et ærligt liv. Jeg ved godt, at tiden var en anden dengang, men den bog var så trist og frastødende, at selv om håbet og lyset kom ind til sidst, kan jeg ikke anbefale den.

Den sidste bog i litteraturkredsen får jeg også svært ved at komme igennem. Jeg er ikke til socialrealistiske romaner, og denne bog foregår på samme tid som sangen "Her er en sang om en mand, der hed Larsen" fra "Melodien, der blev væk" Allerede som barn syntes jeg den sang og det stykke var deprimerende. I dag ville jeg nok opleve den anderledes. Men jeg kan mærke tristheden og mørket sænke sig over mig, nu hvor jeg har læst et par kapitler af Der sidder en mand i en sporvogn af Mogens Klitgaard. Lige nu slår det mig, at det måske ikke er tilfældigt valgt, at vi både skal læse Hvor der er fugle og Der sidder en mand i en sporvogn efter hinanden.



Arbejdsdagen er startet i nattøj. Jeg skal til et møde fra 9 - 15, så vi aftalte, at jeg startede med at arbejde hjemme i stedet for at køre ud på det ene sygehus og af sted til det andet sygehus. Det har givet mig tid til at høre om Dexters færdigheder til hundetræning i går. Jeg var så træt, at jeg faldt i søvn ved 21 tiden, inden landmand og hund vendte hjem. Jeg var stadig træt i morges, så jeg måtte sove en halv time mere. Og havde uret ikke ringet, så havde jeg nok sovet endnu. En ny dag med frost på græsset og en himmel, der lover sol. Arbejdet kalder, livet haster derudad. I dag skal Dronningen og min datter indvie det nye pandaanlæg. Der er nok mest fokus på den første, men det er datteren, der har lavet nye oversigtskort til ZOO. Det betyder formentlig mere for dig og mig, når vi skal i ZOO.

Ha en god dag.

PS billederne er taget med mit nye kamera og har ikke noget med i dag at gøre. Kameraet må du høre om en anden dag. Nu skal jeg arbejde.


mandag, april 08, 2019

Ud at køre

Søndagen startede sløvt, jeg kunne ikke falde i søvn efter toiletbesøg om natten. Til gengæld fik jeg læst en del i Peter Lund Madsens bog Frihedens Pris, og siden hen faldt jeg i søvn igen.

Mens landmanden trænede hund, slappede jeg af med bogen og fik også handlet ind. Vi havde talt om en motorcykeltur, og det blev slået sammen med, at landmanden skulle levere en kartoffelprøve til en kartoffelavler og kartoffeleksportør i Midtjylland.



Det blev en dejlig tur, men også en kold tur, for selv om solen skinnede, så var der koldt. Især hjemturen. Vi havde ganske enkelt ikke fået klædt os på til forholdene. Det var dumt, især da vi har tøjet og støvler til ydersæsonerne. Vi er bare så vant til først at køre, når der er varmt nok til sommerbeklædningen.


Først afleverede vi kartoffelprøven og fik samtidig en rundvisning i alle hallerne hos Danmarks største avler af læggekartofler. Det var spændende at høre om. Der blev arbejdet alle ugens syv dage og døgnet rundt, når kartoflerne blev taget op. Kartoffelsortering og pakning foregik fra klokken fire til 24. Det betød masser af ansatte, som arbejdede i flerholdsskift. Efterfølgende tænkte jeg meget over de mange dygtige iværksættere, der findes rundt omkring i landet, som ikke gør særlig meget væsen af sig. De ved godt, at de er dygtige og at de har gjort det godt, men det er ikke noget, de skilter med. Det er en fornøjelse at være sammen med et sådant menneske.


Bagefter skulle vi egentlig hjem, men landmanden fik lyst til at se Hvidsten kro, så selv om vi var i nærheden af Viborg, så tog vi turen på tværs over til Hvidsten. Kroen var åben, der var masser af mennesker, men heldigvis kunne vi få en plads uden reservation.



Selvfølgelig skulle vi have kroens berømte æggekage, den var værd at vente på. Godt rugbrød, god sennep og en velsmagende æggekage med godt sprødt flæsk. Vi var i den grad mætte, da vi rejste os.



Heldigvis kunne vi få rørt kroppen ved at gå den lille tur hen til Mindelunden for at se gravstedet for de 8 modstandsfolk, som blev henrettet i 44. Ligesom de store gravsteder i Normandiet vækker det til eftertanke om mennesker, der gav deres liv, for at jeg kunne vokse op i Danmark og ikke en region i Hitlers Tyskland.



Så tog vi turen hjem efter næsen, først op til Mariager, så til Hadsund, herefter kørte vi på tværs og kørte op gennem Rold skov til Skørping og videre til Aalborg, hvor vi røg på motorvejen. Nu var vi så forfrosne, at vi næsten ikke kunne kravle af motorcyklen, da vi holdt hjemme på gårdspladsen.

Mariager Fjord ved Mariager

Efter et par kopper te havde jeg så småt fået varmen, og så krøb jeg under dynen med en bog.

Søde lam havde de også på Hvidsten Kro

søndag, april 07, 2019

Vildmarkstur del 5, med vandretur på bjerg og sø

Mens foråret banker på, må jeg hellere få afsluttet min beretning om vores vildmarkstur i Finland.


Efter hundeslædeturen strålede solen både indvendig og udvendig, så hvor vi ikke kunne komme op på bjergene omkring Sirrka på snescooterdagene pga tæt tåge, ja så blev vi enige om, at bjerget tæt på byen med heftig aktivitet af skiløbere skulle udforskes.

Kabinevognen bragte os op på bjergets side, hvor et hotel med restaurant lå. Vi var ved at være sultne, men et skilt som viste til en panoramasti  fik os først ud på en lille opdagelsestur.

Turen foregik på en smal sti med udsigtskig til området omkring Sirrka, hvor vi havde kørt på snescooter. Solen og sneen skinnede om kap.






Tilbage ved hotellet var der hektisk aktivitet. Den dag foregik Artic challenge 2019, et løb hvor hold eller par blev udfordret på deres styrke, udholdenhed og samarbejde. De gik op ad bjerget med trækævler, de klatrede over og under forhindringer oppe og nede. De trak snescootere, de havde en fest, og vi andre så undrende på.

Frokosten blev buffet, så vi var godt mætte, da vi kom ned fra bjerget igen. Byens shoppebutikker blev besøgt, før aftenmaden samlede hele gruppen. På trods af næsten klar himmel fik vi ikke set nordlys, selv om jeg endda stod op om natten for at tjekke det. Til gengæld så jeg det herhjemme den lørdag aften i marts, hvor muligheden bød sig. Godt nok kun som strejf, men jeg så det.


Næste dag var min fødselsdag, og jeg fik endda et flag på morgenbordet. Dagen før havde en anden deltager haft fødselsdag, og hans kone havde flag med, det havde landmanden lånt. Vi valgte sammen med nogle af de andre at gå en lang tur ud på den store sø.


fisker til højre i billedet 

Vejret var fantastisk, snakken gik livligt, og der blev også tid til snak med de lokale, som fiskede. Søen var ca fem meter dyb, hvor de sad. Istykkelsen varierede fra 40 - 100 cm. Hullet var ikke særligt stor, men den unge mand, vi talte med, fangede nogle fine ørreder, mens vi var på søen.




Hjemme på hotellet fik vi pakket sammen, en sidste gåtur for at få frokost og så var der afgang. Først bus til Kittilä, så fly til Helsinki, dernæst fly til København, hvor gruppen officielt sagde farvel til hinanden. Jeg fik endda fødselsdagssang ved bagagebåndet, før alle andre drog ud til toge og biler. Vi tjekkede ind igen, udnyttede vores adgangsmulighed til en lounge med mulighed for at spise gratis, før vi fløj til Nordjylland.


Og nu er der kun minderne tilbage om skønne snefyldte dage i Finland. Jeg glæder mig over, at vi valgte at rive fem dage ud af hverdagens trummerum. De gav os en oplevelse, som vi stadig snakker om. På køleskabet hænger en magnet med to søde slædehunde, som lignede dem, der trak min slæde. de får mig til at smile, når jeg kigger på dem.

Må du få anledning til at smile på denne første søndag i april, god søndag til dig.







fredag, april 05, 2019

Her har du en sang fra mig til dig

Der var jo den der søndag, hvor mit kor var i et studie for at indspille tre sange som reklame for vores kor. Nu er første sang på Youtube. Så værsgo, du kan lytte, mens du læser videre.


Jeg er brugt, jeg er træt, men samtidig kan jeg mærke, at jeg bliver bedre og bedre til at stoppe de uproduktive tanker. Dem, der handler om, at jeg ikke er god nok til min funktion, at jeg ikke forstår at styre mine timer og derfor er ineffektiv. Jeg ved, at det ikke passer, så nu får hjernen ikke lov til at gå den vej mere.

I dag har jeg jongleret med emner til kursus for kolleger, drøftet tværfaglige emner til et andet kursus, drøftet opdatering af instrukser med overlæge, korresponderet med andre om blodprøvers analysetid, posterudseende, posterpræsentation, opslag om aftenmøde, arrangeret introduktion til stuegang, vejledt ny kollega i manuel blodtryksmåling, drøftet kompetenceudvikling af sygeplejepersonale i screening af synkebesvær, uddelt bog fra Hjernesagen til alle kolleger, drøftet håndtering af TOKS2, som er tidlig opsporing af kritisk sygdom og som er ved at vælte alle omkuld, for den er nok rigtig velegnet til intensive patienter, men ikke til mennesker med blodprop eller blødning i hjernen, hjulpet flere pårørende på gangen som lige havde et spørgsmål. Det der varmede allermest i dag, var en pårørende, som er inde for vores speciale et helt andet sted, men som i dag gerne ville høre noget om vores afdeling. Og da vedkommende hørte, at vi i går på ganske kort tid fik 13 nye patienter, herunder den pårørendes familiemedlem, udbrød vedkommende, at det var utroligt, det kunne man som patient og pårørende overhovedet ikke mærke, sygeplejerskerne virkede så rolige og nærværende. Jeg har verdens bedste kolleger!

Og nu har jeg friweekend. God nat eller god morgen til dig.

torsdag, april 04, 2019

Det skal jeg huske på

Indimellem kan jeg nemt få øje på det, der driller mig; det, jeg savner; det jeg ikke har; den, jeg ikke er.

Så skal jeg huske på en dag som i dag.

Tænk at møde et smukt og dejligt samt meget vidende menneske og så få lov til at mødes med hende flere gange om året.

Siden vores diplomstudies afslutning er vi mødtes på forskellige cafeer. I dag prøvede vi noget nyt, for vi manglede tid til at snakke. I dag mødtes vi hos hende, hun var kommet sent hjem fra aftenvagt med overarbejde, jeg havde haft en 12 timers dag i går pga undervisning af patienter og pårørende.

Ikke desto mindre havde hun nået at bage lækkert brød og kage, og vi blev hurtigt enige om, at vejret vist godt kunne klare en udendørs servering på hendes altan. Iklædt jakker, halstørklæde og lune tæpper snakkede og spiste vi i fem timer. Vi kom vidt omkring, både vores familie og fagligt.



Jeg lærer så meget af hende, jeg bliver så inspireret af hende. Hun er den yngste af os, men hvor er hun bare klog. Jeg er helt sikker på, at hun må være en fantastisk sygeplejerske og kollega.



Jeg er blot taknemlig for, at hun er en del af mit liv. Ikke i hverdagen, men i ny og næ, når vi kan finde tid sammen. Næste gang skal vi være hos mig. Vi havde godt nok en ambition om at besøge alle cafeer i Aalborg, men det her er meget hyggeligere.


Hjemme er landmanden og medarbejder i marken. Travlheden i kartoffelsortering henover vinteren har betydet, at landmanden er færdig med at sortere. Det er tidligt. Det betyder så, at han kan koncentrere sig om markarbejdet, og det nyder han. Der pløjes og harves. Snart skal der spredes gylle, så skal der sås korn og sidenhen lægges kartofler. Pludselig er det sommer og sådan går året sin vante gang på gården.

Jeg har fået mig en ven, som af og til gør opmærksom på sin tilstedeværelse ved at banke på terrassedøren. Første gang var jeg alene hjemme og jeg blev skræmt fra vid og sans, jeg troede det var en indbrudstyv. Nu ved jeg, det er hr. Kok, som ønsker opmærksomhed.