En plads i solen - solskinsstråler i mit liv

• At blive budt på søndagsmorgenmad sammen med landmanden i sommerhuset hos datteren

• At gå en aftentur med udkig til grønne marker og skyer, der er drysset udover en himmelblå himmel

• At blive glad ved at se på farven på mine sko, selvom de nu må opgive ævred.

• At finde en plads i solen, mens andre arbejder (jeg på kontoret og landmanden ved kartoffelsorteren) 

• Jeg holder søgnehelligdagsfri, erstatningsfri for min arbejdsdag 2. Påskedag. Og en solstråle lige her og nu var en medarbejder i vores el-selskab, som kunne finde ud af rodet omkring fusionering og vores aftaler. Ikke nok med det, han tilbød af sig selv, at jeg skulle ringe efter fusionering og spørge efter ham, så vi kunne sikre os, at alt er gået som det skal på trods af breve og mails, som var en fejl og som gjorde mig helt forvirret til sidst. Det kalder jeg god kundeservice.

Til de havekyndige læsere: Vi har stadig nattefrost. Der var rimfrost på græsset i morges. Skal jeg klippe mine roser ned? Kan jeg plante blomster i krukker eller er det dumt?

Blomsterne og jeg skulle nødig hænge med hovedet.

• Sjældent har jeg nydt vores japanske kirsebærtræ som i år, det strutter virkelig af livslyst

• Desværre har jeg ikke billeddokumentation, men tilskuere ville have haft en fest med at se de fem søskende, alle 50+ forsøge sig med videogruppesamtale på messenger. Hold nu op som vi grinte. Ind imellem så vi kun hårtoppe på hinanden, vi snakkede i munden på hinanden (som vi altid gør) og til sidst kunne vi ikke finde ud af at slukke (læs jeg og min ældste lillesøster kunne ikke). De andre var koblet fra, vi grinte bare og jeg var irriteret over, at jeg ikke kunne finde ud af at få slukknappen frem på min mobil, så på et tidspunkt trykkede jeg på det irriterende ikon med videoeffekter, som hele tiden sad midt i billedet af mig. Så knækkede min søster og jeg sammen af grin, da jeg trykkede på de forskellige effekter. Jeg var ret øm med en turban og ansigtsmaske, jeg lignede et spøgelse.

• Håber du får en dejlig dag med smil, latter og sol på næsen.

Tænker du da på det?

Landmanden så spørgende på mig. Ja måtte jeg svare, men kun i øjeblikke. Måske er det jer, der allerede er der, der forplanter tankerne i mit sind. Måske er det opgaver, som jeg gerne så krydset af og dermed ikke mere var mit bord. Måske er det, at jeg erkender, at der ikke er energi til meget andet, når jeg gerne vil arbejde på den måde, jeg arbejder på.

Men det er kun i få øjeblikke, at jeg overvejer, hvornår jeg skal stoppe med mit arbejde. For kort efter må jeg erkende, at mit arbejde er det der næst efter min familie giver mig allermest mening med livet. Og så længe jeg ikke har fundet noget andet at erstatte det med, så bliver beslutningen ikke taget.

Og grunden til at landmanden spurgte? Fordi jeg sagde, at jeg ikke kunne stoppe, før han var stoppet, for ellers ville jeg jo stadigvæk have al mit arbejde herhjemme og kunne ikke bare gøre, som jeg ville i hverdagen.

Jeg arbejder med artiklen, og den hænger mig helt ærligt langt ud af halsen. Jeg har læst artikler, skrevet resume af dem, fået nogle af dem koblet til artiklen, men jeg mangler gennembruddet. De linjer, som lige nøjagtig slår hovedet på sømmen og afslutter diskussionsafsnittet med inddragelse af pointer fra nye artikler.

Solen skinner, jeg sidder inde og kukkelurer. I aften går jeg mig en tur, det samme gjorde jeg i går aftes, og det var skønt. Længe leve lyse aftener i maj.

Arbejdshelligdag

Store Bededag er i gang. Min datter spurgte i går over de varme hveder, hvorfor vi havde Store Bededag, og jeg kan nu læse mig til, at jeg gav hende det forkerte svar. Jeg har nemlig altid troet, at Store Bededag var erstatning for alle de helligdage for helgener, som Martin Luther fjernede ved reformationen. Sådan forholder det sig ikke.

Store Bededag er en dansk helligdag, den findes ikke andre steder. Det var en dag tænkt til bod, bøn og faste. Efter at Martin Luther havde afskaffet de mange helligdage for konger og helgener, fik kongerne senere  i urolige tider behov for dage beregnet til bøn for landet. Efterhånden blev der også mange af disse dage og de blev brugt mere på spil og druk end bøn, så de blev samlet til én stor bededag. Aftenen før ringede kirkeklokkerne som tegn til, at Store Bededag var begyndt, al handel og beværtning skulle lukke. Bagerne kunne derfor ikke levere friskbagt brød på dagen, derfor bagte de hvedeknopper dagen før, som kunne lunes/ristes på Store Bededag. Voila, her har vi vores varme hveder Store Bededagsaften.

I denne underlige tid, vi er i, kunne landet måske godt have brug for fælles bøn. Måske er fællessang, sammenhold og hensyntagen nutidens svar på en bøn for landet. Her hos os arbejdes der dog, derfor kan vi dog godt sende en tanke og en bøn af sted.

Landmanden er i gang med at lægge kartofler, medarbejderen pløjer. Jeg skal senere i gang med at få gjort vores artikel færdig til videre redigering hos vores vejledere. Vi havde vores sidste projektdag i går, og vi får ikke flere, så derfor er jeg nødt til at inddrage en del af min fridag i dag. Artiklen beskriver vores studie, som undersøgte, hvordan patienter efter et hurtigt indlæggelsesforløb på under 72 timer og med lette følger efter Stroke (blodprop/blødning i hjernen) oplever tiden lige efter udskrivelse. Som jeg tidligere skrev, blev artiklen afvist i første omgang, nu prøver vi et andet tidsskrift, så jeg krydser fingre for, at det lykkes. Vi er som også tidligere skrevet for længst videre og i gang med nye projekter, som skal sikre, at den viden vi fik, kan komme andre patienter til gode. Lige nu er alt dette dog sat på stand by.

Det er godt, at vi nu åbner op, erhvervslivet bløder og har brug for at komme i gang igen. I min lille verden havde jeg håbet på, at forsamlingsantallet blev opjusteret, men det sker tidligst d. 1/6.  Det betyder nok, at de tanker vi havde gjort os om så småt at få gang i vores opfølgningstilbud efter Stroke må skrinlægges.

Datteren blev kørt hjem i går aftes, hun var blevet kaldt på hjemmearbejde i går og skulle have rundet arbejdet af i dag. Hun er så sej, i går cyklede hun 19 km for at få massage af sin smertende nakke, ryg og arm efter dårlige arbejdssstillinger ved spisebordet i sommerhuset. Hvor andre ville få kuller af en måned alene i et sommerhus, så blomstrer hendes kreativitet og energi. Min symaskine er kommet op til hende, og hun redesigner sin mormors nederdel og sin egen gamle denimjakke fra teenagertiden med stoffer fra mormors patchwork-lager, som endte hos mig.

en smuk buket fra min kollega, da vi holdt projektdag her

Om lidt vil jeg nyde nogle minutter sammen med landmanden over en kop te og resterne af hvederne. Hundene slapper af i bryggerset,  de har vænnet sig til, at de ikke altid kan komme med traktoren. Jeg er dog helt sikker på, at hvis man lavede en undersøgelse af deres oplevelser om forårsarbejde på landet, så ville de ønske, at traktorer blev designet til, at to store ruhåret hønsehunde kunne være der.

Andre dyr på gården agerer på anden vis og besætter traktorer. En solsort har bygget rede i vores ældste og første traktor. Heldigvis har den gamle traktor gjort det arbejde, den skal her i foråret, så hun får lov til at ruge på sine fine æg. Landmanden tjekker nu dagligt de andre traktorer, som står udenfor, man ved jo aldrig, om rygtet om fri bolig er nået ud til andre solsorte.

God Store bededag til dig.

Sommersøndagsmorgenfornemmelser

Ja jeg ved jo godt, at vi ikke har sommer, og temperaturerne er heller ikke sommerlige. Og jeg ved også godt, at det er mandag nu og aften, men jeg startede på dette indlæg søndag morgen.

Fornemmelsen af at stå op til et væld af solskin ind gennem mit vindue, fornemmelsen af at slå døren op, høre fuglesangen, stille hundenes madskåle ud på trappen og lade dem spise udenfor, mens døren står åben, og jeg gør klar i køkkenet. Den fornemmelse hører til sommeren eller senforåret.

Landmanden og datteren sov stadig, mens jeg lunede boller, dækkede bord og nød søndagsmorgenvejret. Vi spiste morgenmad sammen med tid til snak og tilbageblik i minderne, om dengang datteren holdt fest i 8. klasse og landmanden måtte agere udsmider. Og hvordan de unge mennesker ind imellem dukkede op i køkkenet til en snak med voksne. Om dengang landmanden og jeg var på motorcykelferie på Bornholm og om min drøm om en motorcykelferie til Møn. Vi kom vidt omkring på denne søndag morgen.

Datteren hentede smukke grene med væld af lyserøde blomster fra det japanske kirsebærtræ. De falder nok hurtigt, men de kan glæde en kort tid. Senere blev hun kørt tilbage til sit corona-eksil i vores sommerhus. Efter etablering af en hurtigere netforbindelse har hun kunnet arbejde hjemmefra i vores sommerhus og har nydt det. Siden hen er hun blevet hjemsendt, fordi firmaet som så mange andre ikke har mere arbejde. Vi nyder at se hende i et lille døgn hver weekend. Vi holder afstand, giver ikke knuser, vasker hænder osv. og hun er nu en del af vores smittekæde. Jeg gad også godt, at søn og svigerdatter kunne være en del af smittekæden, men sådan er det ikke. Sønnen arbejder ligesom landmanden og jeg, og han har meget travlt, det er lange arbejdsdage og ekstra arbejdsdage, fordi alle nu bestiller over nettet og ikke går i den fysiske butik.

Efter at have kørt datteren hjem, gik jeg en lang tur i Blokhus klitplantage og nød det gode vejr. Denne gang valgte jeg at følge en markeret rute og ikke gå efter næsen. Det blev til næsten ni kilometer, inden jeg stod ved bilen igen. Det gjorde godt igen at gå en længere tur, selv om jeg i dag betaler prisen med ømme fødder og ben efter at have haft en travl dag på arbejde.

Opvaskemaskinen arbejder, landmanden har sat sig ud på en traktor, hundene sover på bryggersgulvet, det er maj og jeg nyder det hele.

Det er weekend igen

Hver gang bliver jeg lige lidt overrasket, for jeg har stadig ikke vænnet mig til, at jeg er taget ud af weekendkabalen for at gøre gavn på anden vis. Så nu har jeg fri, og jeg er også brugt. Jeg har brugt tid på at tænke over, hvorfor det føles hårdere i år med forårstravlheden i marken kombineret med travlhed på arbejde, for sådan er det jo altid.

Jeg kunne mageligt smide coronakortet som begrundelse, jeg tror alle ville se det som en plausibel grund. Det er måske en del af årsagen og så alligevel ikke. Årsagen ligger mere i, at vi har haft mange kartofler at sælge af og der har været bud efter dem, ofte med en dags varsel. Det er jo godt, man vil som landmand jo gerne have alle sine afgrøder solgt. Men kombineret med travlheden i marken har det gjort, at de to landmænd ofte har sorteret kartofler i 8-9 timer, hvorefter de er kørt i marken. Det har for mig betydet, at jeg udover de vanlige eftermiddagsmadpakker også har skullet tænke i aftensmad  til vores medarbejder 6 ud af 7 dage i ugen. Det er ikke vanligt, heller ikke i de travle perioder.

Og hvorfor betyder én mere til aftensmad så noget? Det burde det ikke gøre. Vi har dog immervæk været 4 på matriklen i mange år. det er egnetlig ikke det at lave maden, men det mere at jeg i forvejen er så træt af at lave mad, så jeg nyder at veksle mellem dage, hvor der laves god mad, og dage, hvor vi spiser rester af den gode mad. Nu kan jeg ikke vælge rester til aftensmad dagen derpå. Der er ofte ikke nok til to landmænd, jeg kan jo som bekendt leve af havregrød og salat, så derfor bliver der lavet mad hver dag, og resterne skal så spises om søndagen. Og faktisk er jeg god til at finde på, for løsningen med at købe mad udefra dur ikke. Jeg ved ofte ikke, hvornår de kommer ind, så maden skal gerne kunne holde sig varm i ovnen. Indimellem tyr jeg dog til halvfabrikata, men vi har jo masser af gode kartofler, så de gange jeg har købt færdiglavet kartoffelsalat eller flødekartofler er jeg blevet skuffet hver gang. De smager syntetisk.

Kombineret med det vanlige arbejde på gården for mig (kontor, regnskab, husholdning) og at der også er nok at se til på arbejde og en artikel, der hænger faretruende over mit hoved, så må jeg bare konstatere, at det kan godt være, andre ville synes, det ikke var noget at tale om, endsige skrive om, men det gælder ikke mig.

Aalborgs Havnefront

Apropos artikel, så lovede jeg en tilbagemelding, og det har ladet vente på sig, fordi jeg helt ærligt blev slået ud af, at vi fik afslag på optagelse i det internationale tidsskrift. Mest af alt fordi den ene gennemlæser havde glemt, hvad de lærer om feed-back. Vedkommende sablede vores artikel ned. Hvorimod den anden gennemlæser var mere opbyggelig i sine kommentarer.

Jeg var ved at kaste håndklædet i ringen, fordi jeg ikke syntes, afdelingen kunne være tjent med, at vi stadig ikke var færdig. Men vores vejleder stod fast, vi skulle ikke skrive meget om og vi måtte ikke bruge mange dage på det, for nu skulle vores to vejledere på banen og gøre noget af arbejdet. Min kollega og jeg inddrog en fridag i torsdags efter aftale med vores leder og brugte syv timer sammen for at gennemarbejde artiklen igen. Vi har fået lov til at få en dag mere i næste uge, så der SKAL den være færdig fra vores side.

Vores vejleder syntes så, at det kunne være godt at lave en lynsøgning for at tjekke om der var kommet nyt litteratur. Det kunne vores medicinske bibliotek heldigvis hjælpe os med. Så jeg har brugt 2½ time på at gennemlæse 400 titler og vælge mulige brugelige artikler fra. I morgen når landmændene arbejder, skal jeg have læst de måske egnede artikler igennem og uddraget essensen af dem. Ellers når vi ikke i mål i næste uge.

Vi er for længst videre, vi er jo godt i gang med at få den viden, vi fik fra hele studiet inklusive de mange artikler, vi har brugt i vores diskussion, til at komme patienter og pårørende til gode. Og det er blandt andet det, dette interview med mig, som jeg tidligere har bragt link til, beskriver. Men samtidig er jeg også enige med vores vejleder, vi er forpligtet til at få beskrevet den viden, som vi går ud i vores egen lille verden og fortæller om. Jeg er bare så træt af den mentale byrde, den opgave giver mig.

Det ændrer ikke på, at det nu er maj, vi er rigtig godt med i marken. De er ved at gøre markerne klar til at lægge kartofler, kornmarkerne er tilsået. Mine kolleger er jeg stadig meget stolte af, og jeg elsker at være sammen med dem. I dag skulle jeg egentlig have introduceret en ny kollega, et barselsvikariat, men hun blev syg, så i stedet for hjalp jeg først i plejen, ringede derefter til en patient og sluttede af med at komme alle søgningerne igennem.

Der er handlet ind til aftensmad, vi skal kun være os to, det var vi også i går. Så jeg får brugt resterne af aftensmaden fra de forrige dage. Dermed kan landmanden få en af sine yndlingsudgaver af kartofler, nemlig brasede kartofler af resterne fra forleden dag. Jeg er ikke så god til at lave fiskeretter, så en af mine favoritter er fyldte rødspætter fra frost, som ryger i ovnen og passer sig selv. Kombineret med en hjemmelavet salat er vi vist rimelig sunde i dag.

Utzon Center i Aalborg har opkaldt deres restaurant efter Jørn Utzon (og min mand) :-)

Søndag med sol på næsen og nye såler i skoen

Længe har jeg ikke kunnet gå de lange ture. Jeg fik hurtigt ondt i løbet af dagen, og mine fødder og ben var så spændte i musklerne, når jeg kom til aften, at jeg ikke havde lyst til gåture. Det påvirkede mig, og til slut valgte jeg at prøve nogle indlægssåler, som jeg fandt på nettet.

Endnu kan jeg ikke sige, om de virkelig virker. Men siden jeg tog dem i brug i går, har jeg ikke været så spændt op i muskulaturen og smerterne i fødderne forsvinder hurtigere.

I dag blev de prøvet af på en tur i mit nærområde. Jeg valgte at gå ad grusvejen gennem det fredede højmose og ud på landevejen, indtil jeg kom til en overgang ned til vores marker. Så tog jeg kanterne langs markerne og skråede til sidst henover en mark på vej ned til gården. Nu havde min ben det ikke så godt mere, så landmanden på ATV'en kom til undsætning og jeg fik kørelejlighed, mens Ayla og Dexter løb ved siden af. Men det blev da til knap fire km på gåbenene.

Hjemme nød jeg det gode vejr, fik hængt vasketøj op, vasket sko og kørte ind til byen for at vaske bil. Landmanden var med på en kop terrasse-te, inden han gik i gang med at slå græs og jeg slog dej op til boller. I dag står aftensmaden på resterne af pulled pork og hjemmebagte burgerboller fra fryseren. Det føles godt at hente kage og brød fra fryseren til landmændene, nu får vi at se, hvor længe den bageenergi varer.

Benene brokker sig, der er lavet udspændingsøvelser, men jeg har stadig ikke så ondt i fødderne, som før sålene kom i skoene. Vi får se.

I går blev jeg testet for Covid-19, et tilbud til personalet med ingen symptomer. Jeg tog mod det, fordi jeg siden begyndelsen af marts har haft en irriterende øm plet bagtil i svælget, og nu ville jeg have fundet ud af, om det var en asymptomatisk Covid-19. Det var det ikke, jeg er testet negativ, det er da positivt. Og masken skulle vi have på i køen med afstand til hinanden, det bevirkede at jeg i første omgang ikke genkendte kvinden foran mig og det samme for hendes vedkommende. Først da jeg talte med et af personalet, der sørgede for at vi kom ind i den rette kø, opdagede kvinden foran mig, at vi var tidligere tværfaglige kolleger på mit afsnit. Souveniren skulle lige foreviges foran det blomstrende moreltræ hjemme i haven. Gad vide om der bliver nogle bær i år, vi har nemlig stadig nattefrost.

Ayla vil helst være, hvor landmanden er, hendes bentøj er heller ikke for godt, så hun fik kørelejlighed rundt på gårdspladsen. Hvorimod Dexter elsker at få lov til at løbe, han ved ikke noget bedre end at løbe ved siden af ATV'en rundt på markerne. Ayla løber også, men efter et stykke tid får hun lov til at sidde oppe ved landmanden på ATV'en.

Det har været en skøn søndag med mulighed for at få sol på næsen, og jeg er klar til fem dag med sygepleje og fem dage med servicering af landmænd. OG ikke mindst den uge, hvor jeg både får håret klippet og får massage/udspænding af nakke, skulder, arm og hænder hos min fysioterapeut. Jeg trænger voldsomt til begge dele.

God aften til dig

Hvide græsplæner

Vi har stadig nattefrost, så når jeg står op om morgenen, er det til en rimdækket græsplæne. Om eftermiddagen, når jeg kommer ud af døren fra sygehuset, er der varmt. Det gør påklædning lidt svært, jeg har dog valgt at gå efter eftermiddagstemperaturen og så skynde mig ud i bilen om morgenen. Når jeg parkerer bilen en halv time efter ved sygehuset, er der typisk 6-7 grader varmere end i mosen.

Nu er der weekend fra sygehuset, herhjemme holdes der først weekend på søndag. I nat kom landmanden først ind kvart over to og stod op til sædvanlig tid. Fruen var lidt knotten til morgen, for jeg ser jo mennesker, som ikke passer på sig selv, ligge inde på sygehuset. Men hans svar er, når jeg spørger om han ikke kunne ansætte en ekstra i forårssæsonen, hvad skal jeg så give mig til? Og det minder jo mistænkeligt om mit eget svar, når folk spørger mig, om jeg ikke skal gå på efterløn. Det hører dog til sjældenhederne, at han kører så længe, men det gik så godt med at sprede gødning, og så var markerne jo klar til, at han kunne starte med at så korn i dag. Så han var træt, men glad her til morgen, og det betyder jo også noget.

I går aftes fik jeg også smilet frem hos mig selv. Jeg er jo alene hver dag efter arbejde, og når al madlavning , madpakkesmøring, og alt andet forefaldende arbejde er overstået, forfalder jeg nemt til bare at synke sammen i en sofa. I går fandt jeg guitaren frem og spillede/sang aftensange for mig selv. Så jeg kom også for sent i seng, det var dog hyggeligt for en gangs skyld at gøre noget andet, så jeg lever med trætheden i dag. Ganske som landmanden lever med sin træthed.

God fredag til dig.

Ergo: vi kan ikke undvære hinanden

Overskriften kan lyde romantisk, men det var på en langt mere pragmatisk baggrund.

Jeg havde talt med en veninde, som oprigtigt var meget bekymret for at blive smittet med Covid19 og blive syg. Med hendes sygdomshistorie in mente forstod jeg det udmærket. Da jeg fortalte landmanden dette, kiggede han på mig og spurgte: er du bange for at blive smittet og blive syg?

Bange? Næh faktisk ikke. Bekymret? Heller ikke. Jeg har en ukuelig tro på, at jeg nok skal klare det. Jeg kan tænke mere over, om jeg får Alzheimers sygdom som min far og mindst syv af hans søskende (de var 15) eller kræft af forskellige typer som min niece, min mor, mormor, morbror og moster. Men det bekymrer mig ikke i hverdagen. Heller ikke at vi har multiple sclerose, ALS og hjertesygdomme i familien. Lever vi længe nok, stiger risikoen for hjerteforkammerflimren/atrieflimren, Alzheimers sygdom, blodprop/blødning i hjernen osv.

Landmanden sagde så; det er et problem hvis jeg bliver meget syg, for du ved ikke hvor du finder markplanen eller hvilken gødning, der skal bruges hvor og hvad jeg har bestilt. Han fortsatte; og jeg aner ikke noget om, hvordan vi betaler regninger efter det nye elektroniske bilagssystem. Eller hvordan dit system med koder til alverdens offentlige sider fungerer.

Hvorefter vi kom til at grine og måtte konkludere, at vi ikke kunne undvære hinanden, så længe vi havde gården og dens bedrift. Vi er forbundne ikke blot gennem vores ægteskab og vores børn, men også gennem vores fælles virksomhed.

Men måske skulle jeg udtænke et system, som landmanden rent faktisk kan gennemskue og finde.

Det bliver ikke i dag. Der er travlhed herhjemme og jeg har også nok at se til , nu hvor jeg er tilbage i min vanlige funktion. Verdenen vender stadig anderledes, og på et eller andet plan har jeg vist vænnet mig til det. I dag underviste jeg to kolleger i at sætte væske op, som kan løbe ind i blodårerne. Ligesom jeg blev næsten færdig med at revidere en instruks, som mange har efterspurgt og et dertilhørende actioncard(lommekort). Jeg nåede også et videomøde med vores vejleder. I morgen har jeg hele dagen udfyldt med gøremål, så jeg skal holde fokus for at kunne nå det.

Den ubekendte faktor er jo, om smitteantallet stiger, nu hvor flere bevæger sig ud i verdenen og hvor vi fra nu af skal teste alle patienter, der bliver akut indlagt. I så fald går jeg tilbage i den daglige pleje af patienter. Det har jeg heller ikke noget imod, faktisk er det mere afslappende mentalt men til gengæld hårdere fysisk.

Herhjemme bliver landmanden færdig med at sprede gylle ud i dag, så gælder det gødning, så vi forhåbentlig kan få tilsået kornmarkerne i løbet af den næste uge. Næste uge går april over i maj og kartoffelmarkerne skal gøres klar. Jeg føler, at den ene dag efter den anden stryger af sted. Når ens mand arbejder hjemme fra tidlig morgen til sen aften ugens seks første dage, så er der ikke meget fritid sammen. Det er jeg vant til, og pludselig er det sommer, en sommer hvor der ingen motorcykelrejser til udlandet bliver. Vi afventer at se, om det i stedet for kan blive til en motorcykelferie med fokus på skønne steder i Danmark.

Og selv om alle infektionssygdomme er faldet brat i denne tid, fordi vi holder os hver for sig, vasker hænder og holder afstand, så vil jeg hellere have lidt infektionssygdomme for at kunne være tættere på mennesker, jeg holder af. Jeg må vente, og det må alle virus og bakterier også.

morgenstund i mosen

Det er nemt at glemme

alle de gode vaner, vi var kommet ind i, når solen skinner, tallene på indlagte patienter med corona går ned osv. Det viser et dansk studie. Og jeg kan også se det på nogle instagramprofiler, hvor man sidder tæt på selfiebilleder. Andre husker det stadig, nyder kaffen udenfor med god afstand mellem de små smittekæder (familier)

I følge de kloge hoveder er det nu, at vi skal minde os selv om stadig at vaske hænder, stadig at holde afstand, stadig at begrænse samvær med andre osv.

Det er en underlig tid vi er i, det er som om at det at få en tid hos sin frisør eller fysioterapeut pludselig bliver noget, hvor man (jeg) tænker, om de nu husker alle forholdsreglerne. Det er jeg faktisk helt sikker på, at de gør. De har brug for deres arbejde, men de har også brug for, at vi stadig tænker os om, så vi ikke pludselig eksploderer i et massivt smitteudbrud. For så går vi tilbage til stærkere begrænsninger.

Indlagte patienter bliver isoleret, enten fordi de er testet positiv for Covid-19 eller mens man venter på svar på testen. Isolation er alle afdelinger vant til at håndtere af mange årsager (norovirus/roskildesyge, multiresistente bakterier, influenza osv)

Det er hårdt at være patient, som er isoleret. Jeg hørte et oplæg om dette, hvor sygeplejersker havde interviewet patienter og pårørende om deres oplevelser, Det du får her, er min oplevelse af det oplæg. De pårørende bekymrede sig, de var bange for om nu vi, personalet, holdt ordentlig øje med deres kære. De havde sværere ved at gå hjem, når de havde været på besøg, fordi de følte, patienten var så alene. Patienten sagde ikke altid til, når de havde brug for at tale med et personale, fordi de ikke ville belaste personalet for meget.  Det var jo så besværligt for personalet med alt det udstyr, de skulle have på, før de kunne gå ind på stuen. Samtidig følte de sig alene og havde mange tanker, som de ikke fik talt med nogen om.

Alt det kan vi godt mærke, og i denne tid, hvor pårørende kun må komme ved ganske specielle lejligheder, gælder det endnu mere. Ikke blot for de patienter, der er isoleret, men for alle vore patienter. Faktisk giver de pårørende udtryk for, at de har fuld tillid til vores pleje, men de savner at kunne være der for deres kære, nu hvor de er blevet hårdt ramt af en blodprop/blødning i hjernen. Det kræver meget mere information telefonisk, samtidig med at patienterne qua deres skader har meget brug for vores nærvær på stuen. Også selv om de er isoleret.

Jeg tænker meget på de kolleger, som arbejder på pandemiafsnittet, hvor de konstant skal iklædes kitler, handsker, mundbind og briller. Vores patienter skal have hjælp til alt, en halvsidig lammelse gør, at man ikke kan bevæge sig på samme måde. Her er det personalet, der skal bevæge den side, så patientens hjerne får input fra begge sider. Det er varmt og hårdt, når man er iklædt kittel og handsker. Patienten har måske også besvær med at forstå det, vi siger. Her vil vi typisk bruge det non-verbale sprog til at guide patienten, Men nu er de afskåret fra at aflæse vores ansigtsmimik, ligesom vi heller ikke er så livlig i vores kropsmimik qua overtrækskitlen.

For patienten kan denne isolation også føre til hallucinationer og andre psykiske problemstillinger, fordi de aldrig får andre input end mennesker iklædt alverdens udstyr, og de ikke må komme ud fra stuen og se andre mennesker og få andre indtryk.

Endelig fandt jeg anemoner

Jeg har ikke været isoleret, men qua travlheden i marken og i kartoffelhuset har jeg nok at se til med at sørge for mad og andre støttefunktioner og ser derfor ikke andre end landmændene, men det føles ikke anderledes end ellers. Og der hvor jeg er kommet i disse dage for at handle, tænker folk sig om og holder afstand.

En dejlig weekend er slut, vi har rigeligt med rester til aftensmaden, og bliver der noget tilovers, har jeg to hunde, som vil elske lidt variation i deres aftensmad. Hele næste uge skal madplanen bestå af mad, der kan holdes varm i ovnen, til når landmændene har tid til at komme ind. Koteletter i fad, boller i karry i ovn, svensk farsbrød  (her en variant til grill, men ligner min gamle kogebogs opskrift) står på menuen de første tre dage, og har du gode tips til nye retter, så slå dig endelig løs i kommentarfeltet. Jeg trænger til inspiration.

Må du få en god søndag aften.

en skøn kvinde tænkte på mig på Dronningens fødselsdag

Fællessang, fødselsdagssang og morgensol

Fællessangen med Philip Faber er aldrig blevet en fast bestanddel her i huset, ligesom coronafitness med Melvin  Kakooza på instagram heller ikke er. Jeg har fået set et enkelt program med fællessang på DR1 en fredag aften, og det var rigtig hyggeligt, men jeg glemmer det. Det er sjældent at jeg ser fjernsyn, når programmet kører, eller som det hedder på nudansk, jeg ser ikke flow-tv. Forrige nat, hvor jeg ikke kunne sove, fandt jeg krimiserien Vera på DR 1, den hyggede jeg med. Vera kan jeg godt lide, hun er sød og skarp, hun er overvægtig, hun klæder sig ikke efter moden. En grøn jagthat trykket godt ned over ørerne og et par gummistøvler sat sammen med en omfangsrig jakke, så kan hun klare feltarbejdet. Og så elsker jeg, at englændere kan sige "all right my love?" til folk, de aldrig har mødt før. Jeg kan lige se mig sige til en pårørende, er du okay, min skat/min søde.

Alle de tiltag med fokus på sammenhold på afstand er gode, og det er ikke fordi jeg ikke vil deltage i dem, men landmanden og jeg arbejder jo, som vi plejer, og de nævnte tiltag er mere for alle dem, der er sendt hjem eller som er pensionist. Ingen tvivl om at sang gør glad, og jeg har enkelte gange sunget sammen med PF senere på dagen, bare for at få sunget. Til gengæld har jeg de sidste aftner danset og sunget alene i stuen, når jeg vidste, at landmanden sad trygt og godt på sin traktor ude i marken. Det gør mig glad og kroppen mindre stiv.

I dag er det Dronningens fødselsdag, hurra, hurra, og det bliver så vist mit bidrag til fællessangen, for jeg har forskellige ting, jeg skal nå på min fridag. Blandt andet skal der handles ind, og sidste gang var der så mange mennesker i mit lokale supermarked, at jeg fik klaustrofobi. Folk holdt afstand, så meget at køen til kasserne nærmest bugtede sig ned igennem hele butikken. Jeg satser på at det ikke sker i dag. Jeg har en kontroltid hos min læge, aftalt længe før coronatid, og da jeg ikke har hørt noget, går jeg ud fra, at den ikke er aflyst. Vi får se.

Børnene er startet i skole igen, og det gør, at vores rengøringsassistent ikke er kommet endnu. Mens hendes børn var hjemme, startede hun 6.45 hos os, fordi hun vidste, at det var okay for os, vi er jo oppe. På den måde kunne hun nå morgenarbejdet, før hendes mand skulle af sted, og så tog hun de øvrige firmaer om eftermiddagen, når de havde lukket, og hendes mand var kommet hjem. Vi taler tit om på arbejde, at sygehuspersonale er vældig i vælten lige nu. Vi får ros for vores arbejde i en coronatid, men der er altså rigtig mange, som har arbejdet under hele krisen, og som har skulle få det til at fungere, samtidig med at de har børn, der skal hjemmeskoles eller passes. Stor ros til alle disse mennesker.

Solen skinner fra morgenstunden, vejrudsigten lover samme vejr de næste dage, jeg må heller komme i gang med at pakke til bytur i dag. Den skal gerne overstås rimelig hurtigt, så jeg kan hygge mig med at bage og lytte til lydbog.

Må du få en dejlig dag med sol og smil, måske endda også sang.

aftenhimmel

Traktorkørsel og sygeplejesmil

Måske skulle du ikke gå i seng så tidligt, sagde landmanden. Min nattesøvn har været kaos de sidste dage, vågner hver nat ved halv tre tiden og så meget lidt søvn efter det. I går tog jeg ham på ordet, noget måtte der ske, så jeg ikke faldt i søvn lige efter otte.

Jeg hoppede op på sidesædet i traktoren og kørte med, mens han pløjede det sidste af en mark inklusiv foragrene. Det var hyggeligt og afslappende, aftensolen skinnede, musikken spillede i radioen, og traktoren brummede med. Bagefter gik jeg en lille tur hen ad vejen og indsnusede den friske, kolde luft. De har nået meget i marken i disse påskedage, men nu er det tilbage til sorterbordet om dagen, og så kører landmanden videre i marken, når medarbejderen er sendt hjem.

GPS med kontakt til satellit

I går var jeg på arbejde, det samme i dag. I går var jeg lidt over det hele i min gruppe for at hjælpe, fordi mine patienter kunne klare sig selv, de havde ingen symptomer tilbage og ventede på at kunne blive udskrevet. Sammen med mine patienter fik jeg en skøn latter fra morgenstunden af. Den ene patient havde bedt sin mand om at pakke lidt tøj og toilettaske, og nu var hun ved at finde noget tøj frem fra tasken. Pludselig vendte hun sig om og sagde til mig; ved du hvad min mand har pakket? Min badedragt! Hvad skal jeg dog med den? Og så knækkede vi sammen af grin. Den anden patient sagde, at det var da, fordi han drømte om at se hende i en badedragt. Har du nogensinde set det før; spurgte hun mig. Og nej badedragt har jeg ikke set, men ellers er det godt nok meget sjovt at se, hvad mænd tror, deres koner har brug for på et hospital. Som en kollega sagde; når mænd bliver indlagt og vi beder om noget tøj, der er nemt at få på og af, så køber hustruerne nyt tøj og nye hjemmesko. Når vi beder om det samme til mændene, finder de hustruens mest slidte tøj, for det er måske det, hun går i derhjemme. Eller de kommer med alle renseprodukterne, men ingen deodorant eller fugtighedscreme. Nogle af mine kolleger har ligefrem lavet en seddel med, hvad de plejer at gøre, f.eks. at de barberer ben hver x. uge eller at de bruger den og den creme osv. Og så er mændene instrueret i sedlens beliggenhed.

Jeg er nu afsnittets alderspræsident, men jeg har ikke lavet en seddel. Jeg er vist som sædvanlig en ukuelig optimist, som først tager problemerne og bekymringerne, når de opstår, i hvert fald for mit eget vedkommende. Andre mennesker kan jeg godt bekymre mig om, også uden grund.

Min arbejdsdag i dag har føltes særlig betydningsfuld. Det gør den ofte, når jeg er sygeplejerske i håbløshedens og afmagtens rum. Det kan godt lyde, som om jeg er ligeglad med patientens hårde situation. Det er lige det modsatte, men jeg kan mærke, at jeg har en personlig og faglig ballast, som gør, at jeg kan være i dette rum og tør sige det, jeg tænker, også selv om jeg ikke altid er på sikker grund.

I nat sov jeg godt, men jeg er træt nu. Som jeg sagde til mine unge kolleger, som holdt fyraftensmøde på gangen i omklædningsarealet, jeg kan godt mærke, at jeg er længere om at restituere, end da jeg var på deres alder (først/midt i tyverne). Og vi er en afdeling, hvor der er pres på, hvor der er mange dårlige, også dem, der bliver akut dårlige og hvor det også fysisk er hårdt at være. Jeg er vild med min afdeling, jeg er vild med at være sygeplejerske der, men jeg ville ikke kunne holde til at være 30 eller 37 timer i plejen over længere perioder. Vi får se, hvornår jeg kan begynde så småt med mit normale funktionsområde.

Nu vil jeg forberede aftensmad til landmanden, og så tror jeg, at jeg gentager gårsdagens aftentur på traktor.

Himlen i går morges, da jeg kørte ud fra gården kl. 6.10

Midt i en solstråle

Vi hygger os sammen i en solstråle. Landmanden pløjede til midnat, jeg sov længe inden han kom ind. Nu har alle fået morgenmad, hunde såvel som mennesker. 

Der skal slås græsplæner, der skal bages, der skal prioriteres kontortid sammen, og så er vi klar til næste uges arbejde. Vi holder ikke fri i morgen, det er med at udnytte det gode vejr for landmændene og patienter skal passes uanset hvad. Nu har jeg også holdt fri fra sygeplejen i fire dage, så jeg er klar igen. 

God påskesøndag til dig og dine 

Påsketravlhed og tankernes vandren hist og pist

På sin vis en tid så normal som altid, og så alligevel ikke. Hvor hun sagtens kunne gå flere uger uden andet selskab end det, der var på gården og arbejde, så længtes hun nu pludselig efter at se dem alle, alle dem, som hun havde kær, alle dem, som havde en betydning i hendes liv.

Hvor hun før godt kunne synes, at det der krammeri indimellem var en jungle at bevæge sig i, for hvornår krammer man og hvornår krammer man ikke, så længtes hun nu efter at kramme.

Lige nu var det dog gårdens arbejde, der fyldte. Det var lørdag, det var vaskedag, vaskemaskinen snurrede allerede. Det evindelige spørgsmål, hvad skal vi have til aften, skulle der findes et svar på. Udenfor var der koldt, det frøs 2 grader, da hun gik i seng ved midnat, og luften føltes bidende kold, da hun hentede hundenes madskåle ind i varmen i morges.

Alle tre mænd var i gang på traktorer, medarbejderen, landmanden og akademikeren (han havde en fest, kunne slet ikke få nok af traktorkørsel og følte sig hensat til sin barndom og ungdom, hvor han hjalp sin far på deres lille gård). Så om lidt skulle hun smøre de første madpakker til landmanden og akademikeren. På bordet stod der kringle, som de skulle have i eftermiddagsmadpakkerne. Lige her og nu fandt hun tilfredsstillelse i at være noget for andre, at være en del af det fællesskab, som fik gården til at fungere. Andre gange glædede hun sig til, at landmanden ville lade sig pensionere og flyttet til en mindre gård. I over 37 år havde det været gården, der bestemte, hvad de kunne og ikke kunne.

Sidste år havde hun tænkt tanker om livet omkring sin fødselsdag. Tænkt på hvor mange friske år hun mon havde tilbage. tænkt på at hvis hun lignede sin mor og far, ville det være 12 år, nu var det så 11 år og havde hun ændret noget? Næh. Det var som om, at det krævede mere energi og vilje, end hun kunne mønstre. Det var lettere blot at fortsætte i samme spor som vanligt. Og det gik jo også meget godt.

I dag tænkte hun ikke på længden af sit liv, men mere på længden af sit arbejdsliv. Hun var spændt på hvordan hendes krop ville tage, at hun hver dag skulle være med i plejen. Fingrene brokkede sig indimellem og trætheden var mærkbar, når hun kom hjem. Men samtidig var det utroligt givende at pleje og behandle patienter.

....

Senere: begge medarbejdere var kørt hjem, landmanden kørte i marken, afsluttede pløjning på de marker, de havde nået i dag. Aftensmaden, en ny opskrift, var færdig og holdt sig nu varm i ovnen og kartoflerne gjorde det samme i en gryde i sengen. Hundene havde nydt resterne fra aftenmaden de sidste par dage og blundede nu på bryggersgulvet. Hun ville dog ikke være i tvivl om, hvornår landmanden vendte tilbage til gården. Så snart traktoren nærmede sig gården, ville begge sidde med blikket rettet mod døren. Og var hun ikke i nærheden, ville de også henholdsvis hoppe op på bryggersbordet og stå med posterne på bordet.

Meget ukarakteristisk for hende var alt vasket op og sat til side efter tilberedning af aftensmaden. Opvaskemaskinen var tømt og var næsten fyldt igen. Vaskemaskinen skulle snart i gang med den sidste portion vasketøj. Det føltes godt at kunne gå påskesøndag i møde med et ryddeligt køkken og en tom vaskekurv. Små glæder i en anderledes tid.

Landmandsliv anno 2020

Dexter står med begge forpoter oppe på bryggersbordet. Jeg nænner ikke at skælde ham ud, han har været tålmodig hele dagen og ligget roligt enten i kurven eller i en solstråle på bryggersgulvet. Ayla fik lov til at køre med landmanden i marken i morges, hun er så knyttet til ham, hvorimod Dexter er mere knyttet til hende. Dørene har stået åben til kontoret og køkkenet, så Dexter kunne føle sig sammen med mig. Men nu er han ved at blive utålmodig.

Medarbejderen kører med en traktor og får markerne gjort klare til, at landmanden kan pløje. Landmanden pløjer fra tidlig morgen til sen aften og nyder sin satellitstyret traktor, Jeg synes stadig, det er vildt, at man, når traktorens computer er indstillet, kan slippe rattet og lade traktoren via GPS til en satellit køre i lige spor og alarmere, når den kommer til enden, hvor landmanden så tager over mens der køres ind i næste spor, og så tager traktoren over igen. Det har gjort, at landmanden slet ikke er så træt i sin krop ved nattetide, især fingrene, som før holdt fast om rattet de mange timer.

Det var nu ikke derfor, vi fik traktorerne, men fordi de betød, at mindre rutinerede traktorførere kunne køre med de udfordrende markredskaber og dermed kunne koncentrere sig om at se bagud hele tiden, f.eks. ved kartoffellægning og kartoffeloptagning. Det gør så også, at landmanden får hjælp i eftermiddag af, lad os kalde ham med hans egne ord: akademikeren, som keder sig med al den fritid, der pludselig er blevet. Det kan lade sig gøre i forhold til smittekæder, fordi der herude på de åbne vidder er stor afstand mellem traktorførerene,  de spiser ikke sammen, holder pauser i traktoren og jeg har kun kontakt til min mand, når han er inde for at spise frokost/aftensmad og hente eftermiddagsmadpakker til de andre.

I dag har jeg bagt bananmuffins og har nu sat kringler i ovnen bagt efter min mors opskrift. I første omgang syntes jeg, at en mandelsessens med mindste holdbarhedsdato tilbage i tiden duftede okay, men da den efterfølgende smagte skarp i remoncen, lavede jeg en ny remonce og hakkede lidt mandler i stedet for til at fylde deri. Det er mange år siden, at jeg har bagt kringlen sidst, men den plejer at være et hit, så det håber jeg også, at den er nu.

Jeg lytter til lydbog; Læserne i Broken Wheel anbefaler, og den holder mig ved selskab under mine gøremål. Og i pauserne har jeg set afslutningen på Alene i Vildmarken, hold nu op som jeg kom til at græde, da vinderen så sin familie. Jeg syntes, det var den rigtige vinder, men havde også undt nummer to at vinde. De var så seje, forrige afsnit sluttede med, at de havde været der vel 25 dage, og sidste afsnit startede med at en stoppede. Så jeg havde ikke forestillet mig, at de to sidste holdt ud i 58 og 60 dage. Den ene klarede det på sit ungdommelige gåpåmod, den anden på sine strategier.

Om lidt får jeg landmanden ind, så jeg må hellere få lavet en frokosttallerken. Og mon ikke, der er en hund, der bliver rigtig glad lige om lidt. Jeg kan godt bruges som selskab, men kun i korte perioder. Og det gælder vist for alle tre, jeg bor sammen med, traktorer, marker og hinandens selskab er vist det, de nyder mest i disse dage. Det er helt fint, så kan jeg jo nyde mit eget selskab.

Jeg øver mig virkelig

men det går ikke så godt. Vi skal ikke klage, sagde en kollega, jeg klagede mig faktisk ikke. Jeg sagde bare, at jeg savnede menneskelig kontakt, det at hyggesnakke over en kop te eller give hinanden en krammer, når man ses ved den lokale købmænd osv. De første dage jeg var tilbage på arbejde, havde jeg så travlt inde på min stue med min patient, at jeg ikke nåede at snakke med de andre. Det har jeg fået lidt opfyldt i disse dage, men samtidig skal vi begrænse antallet i personalestuen, så det er ud igen,så snart man har spist. Vi må heller ikke være for mange på kontorerne, så egentlig føler jeg mig i fart hele tiden. Inde hos patienterne må jeg heldigvis være, de har brug for mig.

I dag var der så mange på arbejde, at jeg kunne gå fra til andet arbejde. Egentlig skulle jeg have opdateret vores vejledning for udskrivelse, for den trænger og mange efterspørger den. Det meste af tiden gik dog med at prøve det i praksis. Vi havde en udskrivelse, som var kompliceret af mange grunde, men nu fik jeg da prøvet alt muligt af og er blevet meget klogere på indholdet i vejledningen. Så får vi at se, hvornår jeg får tid til at få den opdateret og udgivet.

I søndags fik jeg taget mig sammen og gik tur ved sommerhuset. Det var livgivende og skønt. Som jeg dog nyder, at solen er med os i disse dage, og at aftenen nærmest ikke bliver rigtig mørk, før jeg ligger i min seng.

Det jeg øver mig på, er at være aktiv som så mange andre, at få gået ture, at få ordnet noget af det, som trænger osv. Men jeg bliver helt glad, når jeg læser hos andre, at jeg ikke er den eneste, som ikke lige flyver i haven eller finder de kreative projekter frem. Jeg skal virkelig tage mig sammen for ikke at "trøstespise". Jeg er udpræget en sådan type eller belønningsspiser. Alt godt er forbundet med mad, især is og slik. Alt skidt kan altid gøres lidt håndterbar med mad, især is og slik.

Men jeg øver mig, og en skønne dag bliver jeg måske bedre til det, jeg ved er godt for mig.

Landmændene skulle sortere helt til aften, så jeg købte kage (!) til dem og godt brød til eftermiddagsmaden. Nu må jeg vist hellere bilde mig selv ind, at jeg er frisk som en havørn og få dagens huslige gøremål overstået. Jeg vil lade døren stå åben ud til en skøn dag og nyde, at påsken her i huset bliver travl med markarbejde og kartoffelsortering.

PS I går dummede jeg mig sådan, at jeg måtte grine højt af mig selv. Jeg ringede til en offentlig instans på arbejde og fortsatte med at dokumentere på computeren. Man skal jo udnytte tiden. Så fik jeg en stemme i telefonen, tryk 1 hvis det er ... Det gjorde jeg, lettet over at jeg ikke skulle igennem fem valgmuligheder, før jeg kunne trykke mig videre. Men stemmen fortsatte, tryk 2, hvis ... Jeg undrede mig meget over dette, indtil det gik op for mig, at jeg havde brugt computerens tastatur i stedet for telefonens tastatur! :-)

Må du på din vej få et smil, der varmer.

restemad og frysemad

I fryseren ligger masser af vildgåselår. Jeg har ikke kunnet finde opskrifter på lår, kun helstegt vildgås eller vildgåsebryster, så jeg har prøvet mig lidt frem uden held. Nu har jeg endelig fundet en opskrift, der passer min gane. Egentlig er den til vildandelår, men den passer også fint til vildgåselår.

I dag fandt jeg en pose lår fra 2017 - ja jeg har jo sagt at jeg har mistet lysten til madlavning og især til vildtretter. Det er jo synd og skam, så i disse tider forsøger jeg at lave mad, selv om jeg egentlig ikke har lyst til det. Jeg havde ikke alt det, der skulle til, men retten blev alligevel velsmagende.

I min version blev lårene brunet, hakket skalotteløg kom i stegegryden sammen med frosne porrer og gulerødder. Jeg havde en pose blandet frostgrøntsager, hvor jeg fiskede gulerødderne op fra. Så kom salt, peber og en af de gode mørke øl, som vi havde fået, i gryden. Der kom nu kun 3 dl øl i, resten delte vi til maden. Herefter fik det lov til at simre i et par timer, mens jeg lavede kartoffelmos og strikkede. Fløde havde jeg ikke, så sovsen blev jævnet med mælk rørt sammen med maizena. Egentlig vil jeg gerne have grøntsager til udover dem, der var i retten, men i dag gad jeg ikke lave en salat eller koge bønner, så retten fik selskab af hjemmelavet ribsgele og lidt asier.

Flæskestegen, som vi fik først på ugen, rakte til aftensmad i fire dage. Anden dag fik landmanden resterne af de brunede kartofler, steg og sovs sammen med bønner, opvarmet i mikroovn. Jeg havde mere lyst til yoghurt med frisk frugt og mandler. Tredje dagen fik vi flæskestegssandwich og i går lavede jeg denne ret. Jeg havde igen ikke det hele, så min version blev flæskestegsskiver i et lag, reven ost blandet med oregano, nyt lag flæskestegsskiver og så blev det overhældt med en tomatsovs lavet af dåsetomtaer, et enkelt skalotteløg, peberfrugt skåret i tern, sød chilisovs og salt. Over det blev der drysset masser af revet cheddarost og så ind i ovnen. Jeg er normalt ikke til pasta, så vi fik kartofler til, som smagte fortrinligt.

Det føles godt at få brugt al det gode mad fra fryseren, og landmanden nyder det. Det gør vores hunde og høns også, de er garant for, at der ingen madspild er her på gården.

Ha en god weekend.

Ensomhed, beslutsomhed, forudseenhed

På papiret burde Alene i Vildmarken være en af de udsendelser, som landmanden og jeg kunne se sammen. her er det i høj grad deltagernes evne til at kunne håndtere udfordringer i form af at bygge sig en bolig, skaffe sig mad, tænke kreativt i forhold til at få hverdagen til at fungere, for slet ikke at tale om konkurrencemomentet, hvem er stærkest på alle parametre til at holde længst ud. Alt sammen noget for landmanden. For sygeplejersken er der rigeligt med materiale til at fundere over hvad der gør en stærk og svag, hvilken bagage er de kommet med, hvordan udnytter de denne bagage. Samtidig med at jeg også tiltales af det, jeg har beskrevet først.

Faktum er bare, at landmanden ikke gider se det. Så nu ser jeg det om formiddagen, når det udgives på DRs hjemmeside. En af grundene til at landmanden opgav det, er de mange, der falder fra i løbet af en uge, og som græder deres savn og længsel ud over hele skærmen. Sygeplejersken bliver også forundret, men kender også meget til menneskers sammensathed, at jeg søger bag om det, vi ser. Og samtidig er det produktionsholdet, der bestemmer hvordan de enkelte fremstår på skærmen.

Nu er der tre tilbage, tre mænd, tre vidt forskellige mænd med hver deres tilgang til opgaven, og jeg synes, det er spændende.

Den ene, som forlod mode og popverdenen efter at have været makeup artist med et vildt liv og i stedet for endte som shaman og traumeterapeut med baser i sin ødegård i Sverige og København. Samtidig er han jæger, en egenskab han ikke må bruge i programmet. Han mediterer og kommunikerer med Moder Jord og tager beslutninger derudfra. Han fokuserer på, at det skal være sjovt og ikke kedeligt. Og nærmest hvert afsnit indeholder en passage, hvor han overvejer, om det er nu, han skal stoppe, men Moder Jord får lov at bestemme.

Den anden, som er vokset op på Grønland, er biolog og har arbejdet som artisk naturguide. Han har også respekt for naturen, men er langt mere rationel i sin tankegang. Han samler forråd, tætner sin hytte, samler brænde ind og ser tegnene i naturen på, at det snart bliver koldt, som et varsel til at forberede sig. Han har en mental film, som afspilles, når savnet efter hans børn bliver stort og som viser, at han vinder og hans børn får lov til at komme til Norge og hente ham. Han siger selv, at han kan slukke for de familiære tanker og flytte perspektivet over på hverdagen i vildmarken.

Den tredje er ung og har endnu ikke prøvet at være flyttet hjemmefra, han er aktiv fritidsmenneske og spejder. Han har en legende tilgang til det hele, og elsker at bygge sit hus, lave dør, fange fisk og være i nuet. Her på det sidste ser vi også en eftertænksomhed over erkendelsen af, at det kan gå galt, hvis han ikke passer på. Han er virkelig ung med alt hvad det indebærer af energi og kreativitet.

Jeg glæder mig allerede til næste torsdag, hvor næste afsnit kommer. Og jeg ærgrer mig over, at landmanden ikke holdt ud gennem de første hulkende afsnit, for jeg ved, at han ville synes, at det er spændende nu. Faktisk tror jeg ikke, at det bliver ensomheden, der slår dem hjem. men måske mere det at forudse det, der kommer. Samtidig er de dog alle tre ret beslutsomme og foretagsomme og gode til at overveje, hvad næste skridt skal være, så intet er afgjort.

Nu har jeg været ude og gå 6 kilometer i strid vind, jeg nåede lige hjem, inden der kom en heftig byge. Nu skinner solen igen gennem skyerne. Var det forudseenhed? Måske, jeg vidste, at bygerne ville komme. Jeg ved også, at jeg aldrig kommer ud senere på dagen, så det skulle være nu eller aldrig i dag.

God torsdag til dig.

Ja, ja, nu kommer jeg, De ser jeg iler.

Hvad kan jeg betjene herskaberne med.

Søndag blev en dag med ondt i halsen, forkølelse og utilpashed i form af, at jeg frøs og ikke helt var mig selv. Jeg havde dog ikke feber. Det udløste så 2 hjemmearbejdsdage efter aftale med min leder. Jeg tror ikke, jeg har haft corona, men alt skal jo tolkes som corona i disse tider. Det var absolut ikke det, jeg havde tænkt mig. Jeg havde glædet mig til at komme tilbage til arbejde, til at arbejde sammen med kollegerne igen og til at løfte i fælles flok.

Så på trods af at jeg har været i karantæne i 13 dage med meget få besøg til byen for at handle ind, så kan det ikke udelukkes, at jeg kunne være blevet smittet med corona-virus netop i byen.

Heldigvis var symptomerne forsvundet mandag morgen, så i dag drog jeg glad og fro af sted, og hvor var det skønt at få lov til at pleje patienter, snakke med kollegerne og grine sammen. For her troede jeg, at ingen ville lave aprilsnar midt i en krise, men sådan spiller klaveret ikke på min afdeling. Så vi blev taget godt og grundigt ved næsen af nattevagterne.

Flere har undret sig over, at jeg ikke kunne være blevet testet og dermed komme hurtigt på arbejde igen. Havde vi været to uger længere henne, hvor prognoserne stadig siger, at flere vil være ramt, både patienter og personale, havde min leder udbedt sig en test, så hun kunne få mig hurtigt på arbejde. Men det er kun personale i kritiske funktioner, der kan blive testet. Lige nu har vi mange patienter, som er hårdt ramt af blodprop/blødning i hjernen, men i og med at alle specialfunktioner udover direkte pleje nærmest er aflyst, er vi flere til at passe patienterne. Og dermed var det ikke kritisk lige nu at få mig tilbage på arbejde i løbet af få timer.

Vandet forsvinder stille og roligt fra markerne, så om ikke så længe kan der køres i markerne. For landmanden har denne tid egentlig ikke været meget anderledes end ellers. Han arbejder jo hjemme, hans interesser foregår også herhjemme. Han får ikke besøg af folk, der lige kigger forbi til en hurtig snak, men det tænker han ikke på, når han har travlt med at sortere kartofler. Dog fylder det meget i vores snakke og vores tanker. Lige nu øver jeg mig i at sige, at det jeg ikke kan gøre noget ved, ikke må få adgang til mine tanker. I stedet for er det det nære, at jeg har fokus på.

Derfor var det også godt i dag at kunne fokusere på patienter og hjælpe dem. Det er hårdt for patienter og pårørende, at de ikke må se hinanden undtagen ved de kritiske syge.

Forleden dag fandt jeg en flæskesteg i fryseren, den havde overlevet to jul uden at være blevet brugt. Så der var en landmand, der blev glad, da han fik flæskesteg og brunede kartofler til aftenmaden. Nu har jeg sat burgerboller til hævning, så vi kan få flæskestegssandwich til aftenmaden. En god optakt til min faste fridag, og måske kan jeg lokke landmanden til at dele en af de gode øl, vi har fået foræret. Den vil helt sikker klæde sandwichen.

God aften til dig.